The cost of progress

[Aik Hideling]

"Jeg har hørt fra Cunak." Jo, Aik havde hørt rygterne. De fleste af dem, i det mindste. Han havde fulgt strømmen af dem, ret målrettet, fra begejstret drømmer til drømmer. Naiv, håbefuld idiot til naiv, håbefuld idiot, så langt han kunne komme- Ja, han havde følt at hans gennembrud havde været stort nok til, at han kunne tage i det mindste et par timer fri, sent den foregående aften, for at drive diskret ned til det nærmeste værtshus og drikke en øl med de lokale. Sangene om helte og eventyrere var blevet skrålet højt, som de ikke var blevet det i uger, måneder- Det stod hurtigt klart for Aik, at nye fortællinger om store gerninger var nået til byen, og at nu turde de kedsommelige, håbløst tilbagestående bønder igen drømme om umulige ting. Og den umulige ting var nu her, og Melias tossede talenter havde endnu engang tilsmilet hende- Tag pokker i heroiske intentioner og hjertets godhed. Det var selviske mål, der drev Melia, og det bragte hende fra succes til succes. Aik lænede sig ned mod Melias trofæ, den rene, menneskelige arm. Han strøg en fingerspids langs en af de sorte tråde, og lukkede en blid hånd om hendes. Hans greb under den var som om et krystalglas, mens han nærstuderede den. "Jeg har et middel der ville kunne lægge meget større, meget mere aggressive bæster til hvile i dage.. Det kunne være til både din og min fordel." Han vende hendes hånd om og studerede mærket. "Du kan få din søvn. Jeg kan gennemføre dette projekt uden flere forstyrrelser. Når du vågner, vil jeg efter al sandsynlighed have nyt.. Eller du vil være så god som ny, alt efter hvor længe, du vil have lyst til at være udenfor bevidsthed." Hans tone var helt igennem faktuel. Næsten lægelig.

[Melia Lucatiel]

Melia holdt masken da Aik kaldte hendes bluff om Cunak. Han kommenterede ikke yderligere på det, så hun måtte antage det havde været et mindre bluff end hun troede. Sandheden var, at Melia ikke have hørt noget som helst om 'Skytsenglens' bedrifter. Hun havde ikke haft tid til at stoppe og lytte, og at spørger kunne have kompromitteret hendes identitet. Hun var dog glad for at Aik kom til sagen, og ikke dvælede ved rygterne. Melia elskede at høre folk snakke om hende, bevares, men af en eller anden grund følte hun ikke samme stolthed ved sine bedrifter denne gang. Det var ikke gerninger der var Lucatiel Eventyreren værdig! Melia viste godt det var imponerende for Aik, men han kendte også baggrunden for handlingerne. Men resten af befolkningen var åbenbart også helt vilde med denne maskerede figur? Hvofor?! Den kunne lige så vel være en skrøne! Der var ikke nogle beviser for dens gerninger, udover folks fortællinger. Ingen efterladt note, intet trofæ. Alligevel havde historien åbenbart spredt sig som en steppebrand blandt pøblen!

En gysen gik gennem Melias arm, og fik hårene på den til at rejse sig da Aik kærtegnede hendes hånd. "Læg mig under til du er færdig" gryntede hun fraværdende "men hvis det tager dig mere end en time, så få en læge til at kigge på min skulder" fortsatte hun og åndede tungt ud "Jeg gider ikke til at forbløde her". Tanken om at sove et døgns tid fik Melias mundvig til at liste sig opad. Selv hvis Aiks mirakelkur ikke var så fantastisk som han gav udtryk for, ville et par dages hvile nok heller ikke skade. Det var nok ikke den smarteste beslutning hun havde taget i sit liv, men idéen om at kunne lægge sig til at sove, lige der, og så vågne frisk, udhvilet og klar til at tage på eventyr som i de gamle dage var simpelthen for fristende for Melias udkørte hoved.

[Aik Hideling]

Aik bemærkede, ved hendes manglende svar og trang til at hovere, at rygterne om hendes bedrifter endnu ikke var steget hende til hovedet. Melia Lucatiel solede sig i beundring. Var hun virkelig for travl, til at lade sig stege, lige nu? Hans mundvige trak et godt stykke, ved Melias gysen, og hans blik vandrede til hendes øjne i et øjeblik, inden han sænkede det igen og slippede hendes hånd. "Så meget som jeg sætter pris på din tillid til mine evner..." ikke at Melia efter Aiks mening havde grund til andet, med den stribe af successer han efterhånden havde indenfor bæltet, "..Vil det utvivlsomt tage mere end en time. Videnskab, selv lægevidenskab, kræver grundighed, tankevirksomhed og dyb koncentration. Intet af dette opnår man så hurtigt, som man kan nå at løbe ind i en brændende bygning og ud igen, med skrigende børn under armen." Han havde ingen kvaler ved idéen om at lægge Melia til at sove. Hvad var et par dages hvile, mod at kunne vågne op til en infektionsfri krop, og et videnskabeligt mirakel, der kunne gøre dem begge til uforglemmelige dele af den flygtige historie? "Når du vågner op igen, vil din skulder også have været i kyndige hænder. Du vil kun gå glip af smerten." Han rettede sig op fra hende. "Ønsker du et bad, inden jeg henter medicinen?"

[Melia Lucatiel]

Melia hørte ikke et ord af hvad Aik sagde. Eller rettere, hun hørte ham, men hvad der kom ud af hans mund var intet andet end støj der forhindrede hende i at finde sød søvn. Hans blotte tilstedeværelse irriterede hende! Hans følelser trængte sig på som en irriterende nabo der ikke ville holde kæft, og hun havde ikke kræfterne til at lukke dem ude. Der var selvfølgelig ikke meget der ikke irriterede Melia på nuværende tidspunkt. Lyset i rummet, Aiks berøring.. Hun rynkede kraftigt på næsen. Ved guderne var det hende der stank sådan?!
Som havde han læst hendes tanker, rettede Aik sig op og foreslog et bad. Melia nikkede "Et bad, ja. Du kan forberede dig imens" sagde hun og viftede dovent med hånden. "Jeg finder dig når jeg er klar".

[Aik Hideling]

"Fint. Jeg vil i så fald begive mig ned mod mit laboratorium." Aik betragtede hendes, i hans øjne, uelegante gestus, og det var som om han både fysisk og mentalt trak sig tilbage fra hende med en rynken på næsen der næsten matchede hendes, den lagde sig dog hurtigt igen. Det var jo på ingen måde passende for en som ham, at agere så... ugalant. Ikke at Melia som sådan fortjente at han var synderligt gentleman agtig, men det var under ham at være andet. "Du vil finde et bad du kan benytte dig af, længere nede af gangen. På højre hånd. Du bør kunne genkende det, når du ser det. Spørger nogle af tjenestefolkene om de kan hjælpe dig, lader du dem vide, at du er min niece, og at du har min tilladelse." Han samlede testresultaterne op igen, og viklede dem med hurtige, sikre hænder tilbage ind i det skinnende silkeklæde, han havde medbragt dem i.

[Melia Lucatiel]

Melia værdigede ikke hans forklaring et svar, men nikkede blot afmålt som svar. Hun flyttede blikket fra Aik til en af boghylderne og ventede til han havde forladt lokalet. Hun holdt vejret til hun hørte hans fodtrin forsvinde ned af gangen og først da hun var sikker på han ikke kunne høre hende, gav hun slip med et tungt suk.

Hendes krop faldt sammen som havde en usynlig kraft punkteret hende. Vejrtrækningen, der før havde været træt, men regulær blev anstrengt og gispende. Hun havde spildt mange kræfter på at holde facaden oppe for Aik, men det blev en kold dag i helvede før hun lod nogen se sig i en så svækket tilstand. Hun var nok død for det meste af verden, men hun havde stadig et omdømme at opretholde, og det skulle gerne være pletfrit når hun valgte at genopstå!
Der var dog en fejl ved hendes plan. En mindre detalje, intet stort virkelig, hun var bare ude af stand til at rejse sig op i sin nuværende tilstand. Det problem havde Aik heldigvis afhjulpet ved at sende tjenestefolkene i hendes retning. Et par skilling skulle nok købe deres tavshed.

[Anah Kobler]

((surprise tjenestepige! Håber det er okay jeg antog Aik gik. Hvis ikke, så sig til, så ændre jeg det ))

Anah var i et ualmindeligt godt humør som hun gik ned af gangen mod lærerens studierum. Frøkenen havde besluttet sig for at blive i sengen den dag, og ville ikke forstyres, hvilket gav Anah en så stor sjældenhed som fritid. Hun kunne selvfølgelig ikke forlade Rosenborg, i tilfælde af at Frøkenen om bestemte sig senere på dagen, som hun så ofte gjorde, men for nu kunne Anah se frem til hvertfald et par timers fri fra Frøkenens gøremål. Alt hvad hun skulle gøre nu, var at overbringe Frøkenens ønske til Læreren.

Anah kiggede op da hun nærmede sig et knæk på gangen, og så ingen ringere end manden hun ledte efter runde hjørnet. Hun stoppede op og nejede med bøjet nakke, som det var passende "Mester Hideling. Frøken Rosenskjold ønsker at lade dem vide, at hun ikke deltager i eftermiddagens undervisning". Hun overleverede beskeden kort og præcist, uden at spilde tiden som hun viste han foretrak det.

[Aik Hideling]

Da pigebarnet valgte at blive liggende lidt, pakkede Aik blot sit lille eksperiment sammen i klædet igen, og tog det under armen. En ting var at det havde bedst af mørke, og en anden at han ikke orkede tjenestefolk eller for den sags skyld aristokraters og diplomaters nysgerrige blikke. De ville aldrig forstå, alligevel. Han var klar over, at den foregående dag havde tærret hårdt på Melias kræfter, men så længe hun var i live, kom det egentlig ikke ham ved. Hun var blot nemmere at håndtere, når hun var udmattet. Endnu en grund til at bedøve hende. Han begav sig med lange, myndige skridt ned af gangen. En mand med et mål. Hans blik stirrede stift frem, til han hørte Anah om hjørnet. Han stoppede op, da tjenestepigen valgte at henvende sig til ham. Han betragtede hende med noget nær ligegyldighed. Han hævede øjenbrynene ved hendes ord, og det kunne næsten ses, hvordan han slap et indvendigt suk. Det holdt han inde, af høflighed og respekt for frøken Rosenskjolds rygte. "Gav Frøken Rosenskjold en årsag til dette?" Hans stemme var blød som silke, og meget afmålt. Situationen passede egentlig Aik udemærket. Det gav ham yderligere mulighed for at bruge dagen på vigtigere sager. Som hans fremtidige gennembrud og efterfølgende berømmelse.

[Anah Kobler]

Anah holdt nakket bøjet og blikket på Hidelings sko "Frøkenen sagde hun følte sig for trykket af vejret til at foretage sig noget" vidregav Anah Frøkenens besked, med rolig stemme, uden at lade sine egne tanker skinne igennem.
Det var tæt på at være den dårligste undskyldning Anah nogensinde havde måtte videregive, og det sagde ikke så lidt! Hun havde tjent længe, og havde i sin tid hørt lidt af hvert, noget fra andres historier, og noget direkte fra herskabet. Vejret var dog en af de mest dovne undskyldninger.

Det var naturligvis ikke Anahs plads at dømme sine bedre, og der var heldigvis aldrig nogen der spurgte om hendes mening. Mindst af alle Aik, for hvem hun lige så vel kunne have været usynlig. Der var ikke noget at sige til at tjenestefolkene næsten væltede over hinanden for at få hans vagter. Der var intet bedre for end tjener end at være usynlig. Der var intet gæt-værk, for folk den slags herre anerkendte ikke at de under ham havde en selvstændig tanke i livet. Hvis noget skulle ske udover de normale rutiner, skulle de nok fortælle hvad, hvor og hvornår det skulle ske.

[Aik Hideling]

"Trykket af vejret?" Aik tiltede hovedet en lille smule på skrå, og det krævede rigtig meget af ham, at lade være med at smide en sarkastisk medlidende mine på. Frøken Rosenskjold var datter af hans arbejdsgiver. Hendes overklassenykker var ikke hans at gøre nar ad- Hvis hun ikke ønskede at han gjorde sit arbejde, var det ikke hans problem. "Jamen, i så fald har jeg intet andet at gøre, end at holde øje med om det vender, og imellemtiden blot sørge for at frøkenens lektion er vel tilrettelagt efter hendes behov." Behov som ikke adskilte sig meget fra den almene dannelse, Aik virkeligt og ærligt ønskede at 99% af befolkningen besad. De 99% som ikke engang anede, hvad 99% betød. Hans blik gled til vinduet, hvor de grå skyer lå tungt og skærmende over himlen. Frøken Rosenskjold var ikke en gammel, gigtplaget mand, sidste gang han tjekkede- men Aik var klar over den belejlige overtro der plagede overklassens følsomme kroppe. Hans mørke øjne gled tilbage til Anah Kobler, inden han skænkede det rødhårede pigebarn et kort nik. Hun virkede simpel nok. Det passede ham fint. Enhver tjener der gjorde sig ubesværlig for ham, var en god én. "Tak, frøken Kobler. Bring frøken Rosenskjold min ærgrelse over hendes aflysning, og mit ønske om snarligt solskin."

[Anah Kobler]

Anah nejede igen "Naturligvis Mester Hideling. Er der andet jeg kan gøre for Dem?" spurgte hun behjælpeligt. Hun havde dog en mindre bagtanke med spørgsmålet. Der gik rygter blandt tjenestestaben om en kvinde der havde besøgt læreren. Første gang havde Anah selv vist hende ind, men en af de andre piger svor de havde hørt hende igen dagen efter, selvom ingen havde set hende komme eller gå. En tredje påstod at have hørt hende i Lærerens gemakker sent om natten, men det rygte var hurtigt blevet slået til jorden. De fleste var enige om at han var ALT for kedelig og tør til den slags.

[Aik Hideling]

Aik Hideling var for engangs skyld fuldkommen uvidende omkring de rygter der gik blandt tjenestefolkene om, at han skulle have haft kvindebesøg. Tjenestefolks sladder var ellers sædvanligvis et emne han var ganske velbevandret i, men det gav vel mening, at de ikke havde helt så meget lyst til at dele rygter om Aik, med Aik. Hvor var det sjove i dét? Og morskab og spænding var jo netop hele årsagen til at tjenestefolk spredte fjollede rygter. Aiks blik hvilede tænksomt på Anahs blege ansigt i et langt øjeblik, med den kølige, fornemme mine, der lå til ham. Tjoh, der var måske noget, faktisk. "Bring mig frisk, gylden lampeolie, og nye stearinlys. Ren stearin. Intet farvestof. Du kan levere det i kælderen. Anden gang, 3 dør til venstre." Bekendtgjorde han. "Hvor hurtigt vil du tro, at du kan gøre det?" Det burde ikke være en svær opgave, selv for en tjenestepige.