The cost of progress

[Melia Lucatiel]

Tid: Solopgang
Vejr: Tørt, let skyet

Melia lå på sofaen i Aiks studierum, hvor hun dagen før havde mødt ham og diskuteret hendes... problem. Hun havde ikke vist hvad hun skulle forvente, men det var efter omstændighederne gået fremragende. Aik mente rent faktisk at han kunne bryde forbandelsen, og selvom det nok ville blive en hård tid, med mærkelig eksperimenter og deres bivirkninger, ville det være det hele værd når hun endelig blev fri igen! Om han så ville skærer hendes arm op, dissekere den og sy den sammen igen, ville det være det værd. Det ville alt sammen være det værd når forbandelsen var brudt og hun kunne vende tilbage til sit gamle liv, i stedet for at flakke rundt som en anden strejfer!

De sidste 1½ år af hendes liv havde været et helvede. Hun havde ikke været sig selv! Men nu.. nu var det kun et spørgsmål om tid før hun kunne vende tilbage, og vise alle de fjolser der troede hende død, alle de fjolser det troede der skulle så lidt til at stoppe hende, og ikke mindst skulle hun vise guderne at selv deres forbandelse ikke kunne stoppe hende!!

At Aik troede det var en simpel infektion eller sygdom rørte hende ikke synderlig. Så længe han fandt en kur, kunne han kalde det hvad han ville, og give hvilket som helst forklaring hans videnskab gav ham.

Melia lavede en doven bevægelse med fingeren, og bogen der hang frit i luften over hendes hoved, bladrede. Hun havde taget en tilfældig bog fra en af hylderne til at fordrive tiden med. Udenfor var solen så småt begyndt at kigge op over horisonten, og tjenestefolkene begyndte på deres daglige gøremål. Melia havde allerede været i rummet en halv times tid. Hun havde ikke besværet sig med porten som dagen før, men havde teleporteret direkte ind i rummet. Hun havde knap lukket et øje hele natten, så spændt var hun! Det krævede alt hendes viljestyrke ikke at finde Aik, sparke ham op og gå igang med det samme! Men hun viste ikke hvor hans gemakker lå, og tjenestefolkene ville nok bare tilkalde vagterne hvis hun spurgte dem, siden hun ikke rigtig var blevet vist ind.

[Aik Hideling]

Det havde været en lang, lang nat. Ikke at Aik klagede, for sådan kunne han bedst lide det. Boblende gryder, simrende kolber, og dampe de fleste ville føle sig syge i nærheden af, var hvor, Aik var bedst tilpas. Ikke at dampene som sådan var farlige, eller havde den store effekt, når bare man vidste hvordan man måtte omgås dem- Men de havde det med at skabe en underholdende placebo effekt hos dem der kom ned og besøgte ham i kælderen. Aik viftede en sød, lilla røg væk fra sit ansigt, bøjet over et af bordene der linede væggene i hans kælderlaboratorium. "Åh, smukke gudinde af videnskab.. Søde succes." Aik rettede sig op, og holdt den lille stump af hud som Melia havde doneret til ham, op mod sollyset der strømmede ind gennem det smalle vindue øverst på væggen. Det eneste der oplyste rummet, ud over spredte flammer. Det var et resultat, han kunne bruge til noget. Han pakkede forsigtigt, som var det en nyfødt, kolben ind i et klæde, inden han begav sig op mod sit studierum. Han måtte notere resultaterne, inden Melia kom, så han havde noget struktureret han kunne give hende med hjem. Han kunne næsten ikke vente med at se hendes ansigtsudtryk, når han præsenterede hende for sin triumf. Han vidste, at han havde været Melias sidste udvej- Og hvor ville det dog bare blive et glorværdigt øjeblik, når han kunne vise hende, hvorfor hun burde være kommet til ham først. Hvordan videnskaben sejrede over guder, sølle overtro og hekserier hver gang.

Han nærmede sig sit studie, med hurtige skridt, og kappen swish-swish'ene om hans fødder. Et bredt, triumferende smil malet over sine læber. Og som sædvanligt, måtte hans lille dagdrøm smadres, idet døren gik op, og han fandt Melia i studierummet. Med sit korpus svunget over hans sofa.
Hans. Sofa. Han mistede helt automatisk de to tommer, som han var vokset over morgenen. "Melia." Lød den formelle hilsen. Præcis som den foregående dag. At han havde været vågen i omegnen af 30 timer satte ikke rigtig aftryk på elverens ansigt. Han var stoisk, som skåret i marmor. Selvom det satte sit spor i det stoiske, hvordan hun sådan kom brasende og ikke passede efter hans forestillede, detaljerede skema. Han satte kolben på bordet. Gennem klædet gav det en dump, skvulpende lyd. "Som på slaget... Dit, ikke mit."

[Melia Lucatiel]

Melia så ikke op fra sin bog da Aik trådte ind, men fik den ufortrødent til at bladre en side "Onkel" hilste hun fraværende tilbage. Den skvulpende lyd fik hende dog til at løfte blikket og sende bogen tilbage på sin hylde "Jeg har været her en halv time allerede, så det må velsagtens være et komprimis?" foreslog hun med et lille skævt smil og satte sig op.

Hvor meget det end fornøjede hende at spolerer sin onkels tidsplan, måtte det være nok for en dag. Hun var sikker på at de havde meget der skulle nås. "Nogle gennembrud endnu?" spurgte hun utoldmodigt, og gik lige til sagens gerne. Hvad han havde gjort med hudflagen interesserede hende ikke det fjerneste, så længe han havde konkrete resultater at præsentere.

[Aik Hideling]

"Tæt nok, så længe du ikke går igennem ting, der ikke er dine." Det var vel almindeligt anerkendt, at intet her var Melias. Intet, ud over den lille hudlap i glasset. Og den var vel i princippet doneret. Aik trådte hen til vinduerne, og med et hurtigt træk i gardinrebet på først det ene, så det andet af de høje, brede vinduer, lukkede han alt lys ude, med de tunge brokade gardiner. Han hævede stemmen en smule, med tydeligt selvsikker myndighed. Som skulle han præsentere en ny opfindelse for en mængde. "Mere end et gennembrud, niece. Jeg har de første resultater." Rummet lå hen i dunkelt mørke. Aik trådte let over kanten af tæppet, trak en af skufferne ud i det tunge mahogni bord, og fandt en lille æske tændstikker frem. Han tændte lyset på stearinlyset, og det spredte en varm glød over hans ellers seriøse, blege ansigt. Ikke en rynke fandt skyggerne. Det var nærmest glat som en marmor maske, men hans øjne lynede ekspressivt med passion, idet han forsigtigt lirkede stoffet af kolben. Væsken var selvlysende, næsten som en glødelampe. Det turkis lilla skær blandede sig med det røde fra stearinlyset. I den boblende kolbe, flød den tynde hudprøve som Melia havde doneret, og hvad den gjorde, kunne have fået mange små pigebørn til at skrige i fascineret rædsel på guderne. Den spredte små lysglimt, som lyn, mod glasset. Ingen af dem gik igennem. Energien fulgte de tynde tråde og krumninger over hudens overflade. Det var dækket af små pletter. "Ser du, Melia.. Jeg kan udelukke flere teorier med det her." Aik rettede sig langsomt op. Han hvilede en hånd mod kolbens top. "Det der løber gennem din arm, er energi.. Som elektricitet. Den elektricitet bærer en kode, der byder mutationen om at enten sprede sig, eller trække sig tilbage. Den reagerer på dine tanker og følelser. At den så intuitivt er i stand til at kommunikere med dine tanker betyder, at vi ikke har at gøre med en traditionel gift. Der er to muligheder. Kun to."

[Melia Lucatiel]

Melia smilede kækt "Jeg troede ellers du ville billige mine studier". Hun lod dog de smålige kommentarer ligge, og satte sig ordenligt op i sofaen da han nævnte resultater. Hun løftede et øjenbryn da han trak gardinerne for og tændte lys i stedet. Han byggede en stemning op, og Melia kunne ikke undgå at blive fanget af den. Han havde, ligesom hendes selv, et fantastisk naturligt flair for det lidt overdramatiske. Melia placerede albuerne på knæene og lænede sig forventningsfuldt frem. Da han endelig lirkede stoffet af kolben blev hendes øjne store. Melia var ikke videnskabsmand, men hun havde haft de bedste lærer hendes mors penge havde kunne købe da hun var barn, og selv dengang havde Melia aldrig gjort noget halvt. Hun forsøgte at genkalde sine lektioner fra sin barndom.
Den lyste.. men Aik havde båret den ind uden handsker, så det måtte være en form for luminescens. Farven ville nok kunne have fortalt hende mere, men det lå udover hendes viden.
Hun tog sig selv i at have stirret med let åben mund, og tvang sin mimik under kontrol igen i neutrale folder. Luminescens var en ting. Det kunne hun greje. Men hvordan i al Forlond kunne en så lille prøve, indholde så meget energi?!
Da Aik begyndte at tale igen, tog hun ikke blikket fra kolben, men nikkede blot som tegn på at han skulle fortsætte. Det var lykkedes ham at få hendes fulde, udelte opmærksomhed. "Og de er?"

[Aik Hideling]

Aik hvilede rankt hånden på toppen af kolben. Løst. Hjemmevant. Hvad det end var, kunne ikke røre ham. Det var hans fulde overbevisning. Han kunne ikke holde et smil nede, ved hvordan hendes øjne udvidede sig ved synet af kolben og de små lyn, der slog mod glasset med en lav summen. Var man helt stille ville man kunne høre de små knald, de nogle gange lavede. Som lyden af en pisk. "Jeg ser, at det lille eksperiment chokerer dig? Jeg kan berolige dig med, at hvad du ser, er en af de mest basale dele af levende, intelligente væsners fysik. Dog i en usædvanligt stor mængde. Hvad du ser her, er en stor koncentration af energi. Et tydeligt tegn på, at den forandring der sker i din krop, er dybt indgroet, og igang med at ændre på din mest grundlæggende biologi" Aik nikkede mod hendes arm, for at indikere at de begge naturligvis var klar over, hvad han mente. "En ydre påvirkning kan have skabt en mutation i din krop. En form for stråling, måske. Hvad kilden end var, ville være umuligt at spore det direkte i din hud så lang tid efter. At stoppe det og fjerne det, ville dog ikke være umuligt. Det ville kræve tid og eksperimentation, men det ville naturligvis være nemmere, hvis mutationen blev tvunget så langt tilbage, at den blev praktisk talt usynlig." Han talte med en rolig, selvsikker myndighed. Som var hvad han delte et absolut fact, og ikke blot en teori. Men som han havde sagt, var den teori ét ud af to. "Den anden mulighed er, at hvad vi har med at gøre, er en form for parasit, der har taget bolig i din krop, og har koblet sig ind på dit nervesystem, og som lever af den energi, som løber gennem din krop når du oplever en speciel sindstilstand. Det er ingen videnskabelig hemmelighed, at energien der løber gennem vores krop skifter, alt efter hvilken sindstilstand vi føler. Smerte, glæde.. afsky."

[Melia Lucatiel]

Melia lyttede med et neutralt ansigtsudtryk, der ikke afslørede at hendes hjerne arbejdede på højtryk inde bagved. At han dummede det hele ned fordi han troede hun var dum, var der ingen tvivl om og Melia gjorde intet for at rette hans fordom. Det var længe blevet klart for hende at han mente alle var dumme, hvertfald i forhold til ham selv.
Hun viste hun skulle tage hans ord med et gran salt. Hvad end det lille hudstykke havde fortalt ham, kunne det kun være en brøkdel af historien, ligegyldigt hvor sikker og overbevisende han virkede. Det gav dog mening hvad han sagde. Grunden til ingen havde set hendes tilstand før, hang unægteligt sammen med at ingen heller havde set Skæbnens Sten. Udover hende. Så det var sandsynligt at stenen havde afgivet en slags stråling, eller at der havde boet en parasit i templets dybde der blot havde ventet på nogen, i dette tilfælde hende, kom forbi.
Melia rettede sig op og lænede sig tilbage i sofaen "Så vores næste skridt er?". Begge var sandsynlige teorier, men hvilken en ville han teste først? Eller endnu bedre, ville han teste dem begge samtiddig!

[Aik Hideling]

"Mit næste skridt er, at forsøge at uddrive en eventuel nerveparasit til videre studie. Det vil også kræve research ind i, hvorvidt den er set før, og i så fald hvorvidt der allerede er gjort forsøg på at dræbe den. Ikke at jeg tror at det er sandsynligt, for så ville jeg have hørt om det, men det skulle hurtigt være klaret. Hellere grundig, end at springe de nemme trin over." Aik vendte blikket tilbage ned mod den boblende hudflage i glasset. Parasitten var en mulighed, men ikke nødvendigvis den mest sandsynlige af de to. Den ville dog efter Aiks mening være ganske hurtig og nem at udelukke. Hvor længe kunne det tage? 3 dage, hvor at én blev brugt på research, og de resterende nætter på at uddrive bæstet og bringe det under hans mikroskop? "Imellemtiden vil jeg bede dig forsøge at trænge mutationen så langt tilbage, som det er muligt for dig.. En fingerspids af mørkt, uhyrligt skind, kan vi klare, men derudover ville en mutation i din krop være nemmest at fjerne, hvis den havde mindre magt over dig, end den har på nuværende tidspunkt." Det dér grumme smil krøb tilbage på Aiks ansigt, bare ved tanken om, hvor meget det måtte genere hende at skulle til at bringe sig selv i den sindstilstand hun hadede så meget. Han kunne ikke vente med at høre, hvad for nogle historier det ville bringe op i byen.

[Melia Lucatiel]

Melia fik endelig vristet blikket fra kolben og mødte Aiks blik. Hun kunne ikke benægte at hans selvtillid var smittende, men kun kunne ikke undgå en urolige fornemmelse i maven. 3 dage? Virkelig? Det lød en anelse for entusiastisk, selv for Melia! Men hun var heller ikke i tvivl om at Aik troede fuld og fast på at det var al den tid det krævede, og hun kunne ikke finde grund til at betvivl hans teori, hverken i hans eller sit eget hoved.
Melia skubbede sig op fra sofaen "Så lad os komme igang" proklarmerede hun nøgternt. Udsigten til at skulle formindske spredningen rørte hende ikke det fjerneste, nu hvor det havde et formål. Det var ikke længere en variable hun skulle bekæmpe endeløst, men nu blot et værktøj til at nå sit mål. Og hvis der var én ting Melia altid gjorde, så var det at nå sit mål, koste hvad det ville.
"Jeg har allerede lavet en smule research der måske kan være behjælpelig. Øjeblik" sagde hun og forsvandt med et lille 'plop', uden at give ham tid til at reagere. Et øjeblik senere lød endnu et lille 'plop' og Melia dukkede op igen ved siden af skrivebordet, nu med favnen fuld af bøger, som hun uden ceremoni lagde fra sig på bordet "Det meste er optegnelser af legender og ammestuehistorier, med lidt baggrundsmateriale. Der er enkelte vidneforklaringer fra folk der påstod af have set en ligende transformation, samt dokumentationen fra en arkæologisk udgravning det mente at have fundet en relevant forsil" forklarede hun, og var automatisk slået over i et mere akademisk sprog og tone. Hun lagde hånden på toppen af bunken og fortsatte "Dette er kun de ledetråde jeg har samlet ind, hvor jeg ikke allerede har udelukket al sammenhæng, eller hvor eventuel udelukkelse ikke var fyldestgørende. De er systematiseret efter Asirsk standart, med tilstrækkelig dokumentation" sluttede hun sit 'oplæg' og trådte et skridt tilbage fra bunken. Det var en skønsom blanding af notesbøger, ældgamle religiøse skrifter og eventyrbøger, alle med et væld af farvede bogmærker stikkende ud fra top, side og bund.
Melia havde forsøgt at sporer en mening i sin tilstand, som hun så tit havde sporet legender om skatte til deres faktiske kilde. Men dette havde været anderledes. Der var næsten ikke en by i landet, eller et land i verden der IKKE havde en fortælling hvor nogen af en eller anden grund blev forvandlet til et monster. Hun havde dog stoppet sin efterforskning for måneder siden, efter hun havde brændt det meste af sin data ned til grunden i et raserianfald. Det ufuldstændige materiale havde dog ligget et andet sted, og havde derfor overlevet, ja hun havde faktisk glemt hun overhoved havde det, til Aiks tanke om research mindede hende om det.
"Og med det vil jeg lade dig stikke næsen i bøgerne. Hvis jeg skal have skubbet det her tilbage, har jeg særdeles travlt. Jeg vil vende tilbage omkring samme tid i morgen" fortalte hun, hvorefter hun vendte rundt på hælene og gik mod døren.

[Aik Hideling]

At Melia fulgte hans teori, var ikke som sådan nogen overraskelse for Aik. Hun var kommet til ham efter svar. Selvfølgelig måtte hun lytte. Hun havde ingen andre.. Da hun forsvandt og ploppede op, med hvad Aik kaldte 'research', måtte han først se sig skeptisk. Havde han haft lyst til noget at løfte mundvigende underholdt over, blev han skuffet. Men det var en interessant opdagelse, Aik her gjorde sig. Ikke kun parasitten, eller mutationen, alt efter hvilken det var. Næh, her foran sig, lige ved bordet, havde han opdaget en akademisk Melia. Akademisk var måske så meget sagt, men hun havde tydeligvis en ekspertise, indenfor eventyr og andre røverhistorier. Her kunne han næsten tillade hende, at hun lod sig lyde så vigtig og vidende. Hun havde tydeligvis ikke spildt tiden, men det havde han heller ikke regnet med. Melia var typen der tog sagen i egen hånd- om det så var særligt gennemtænkt eller ej. "Legender og ammestuehistorier, siger du? Folk uden et videnskabeligt øje har det med at undervurdere, at de kan indeholde spor af sandheden. Og resten af fjolserne læser det som om at de er den rene sandhed i egen person.. Lad os se, om dine gamle fossiler og skrækslagne bønder, har noget interessant at berette." Han samlede en bog op, og bladrede i hendes optegnelser, og eventuelle bogmærker eller æselører hun måtte have sat langs ryggen. Hans blik gled efter pigebarnet, da hun vendte om for at forlade ham. "Tror du, at du får behov for noget beroligende? Så langt som jeg allerede er kommet med at finde en kur på dette ekstraordinære eksperiment, vil jeg ikke ønske at jeg skal til at kæmpe mig vej gennem lovsystemet, fordi du er gået bersærk og har stukket ild til en gammel dame der gik for langsomt med dig over vejen.." Hans stemme var blød som smør, som han selvtilfredst lagde bogen tilbage øverst i stakken, for at tage en gammel pergamentsrulle i nærmere øjesyn.

[Melia Lucatiel]

Melia stoppede i døren og så sig over skulderen "Du sårer mig onkel" svarede hun med overdrevet fornærmethed. Hun vendte sig halvt og lagde en hånd på brystet "Tænk dog hvad det ville gøre ved mit omdømme!" hånden gled fra hendes bryst til hendes talje og hun skød hoften ud til siden "Din frygt for byens ældre er ubegrundet kan jeg forsikre dig. Jeg har langt større gerninger i tankerne, og kun en dag til at udføre dem". Hendes mundvige trak sig op i et bredt, selvtilfreds smil der lyste af en næsten barnlig glæde "Sidste gang tog det mig en måned!" tilføjede hun med et nik mod armen. Bare tanken om den udfordring der lå foran hende, gjorde hende helt spændt. Jo vist viste hun en del mere om hvad der virkede og hvad der ikke gjorde når det galt at få mørket skubbet tilbage, men at udfører en månedes værd af gerninger, på én enkelt dag var tosset nok til at Melia kun kunne gøre det, eller få slået sig selv halvt ihjel i forsøget.
Med et sidste skævt smil, og et lille manisk glimt i øjet løftede Melia den ene hånd "Túdels" hilste hun som farvel, knipsede, og forsvandt endnu en gang, for at gøre det umulige.

[Aik Hideling]

Hendes sårede stolthed fik ham til at smile. Dette blev kun endnu bedre, af hendes bekendtgørelse af de store gerninger, hun havde planlagt. Han kunne næsten høre de støvede tandhjul mellem hendes ører knirke tilbage igang igen. "Man kan helt mærke byen skælve i dens grundvold, ved den store Melia Lucatiels tilbagevenden. Jeg vil glæde mig til at høre dens beretninger omkring de mulige og umulige ting, du vil give dig i kast med. De vil synge sange om dine uselviske dyder." Han trak lidt på ordet 'uselvisk'.. De kunne jo så godt lide at synge sange om helte, skjaldene. Og borgerne elskede at høre dem. Helte var populære, fra den laveste tigger til den højeste konge, der lod sig inspirere til storhed ved historierne, helt fra deres første aftener i vuggen. Ingen tænkte på, hvad heltene mon fik ud af det- Prinsessen, det halve kongerige. Magt og rigdom. Eller frelse fra en grum sygdom, i Melias tilfælde. "Held og lykke." Hans øjne glimtede som perler i halvmørket. "Imorgen, samme tid." Han lod Melia forsvinde, inden han begravede sig i bunker af sagn, og videnskabelige afhandlinger. Tanken krøb til ham, om hvorvidt han, eller Melia, mon ville være at finde i den slags tekster, om hundreder af år?

[Melia Lucatiel]

Dagen efter
Tid: Morgen
Vejr: Overskyet

Solen var allerede kravlet et stykke op på himlen da Melia endelig dukkede op ud af ingenting i Aiks studierum. Hun blev dog ikke stående længe, men kollapsede ned på sofaen hvor hun havde lagt dagen forinden, med et svagt smertefuldt grynt. Hun bragte stanken af skidt, sod og blod med sig.
Hun lignede heller ikke sig selv, ikke helt hvert fald. Hun bar en lurvet kappe med en dyb hætte over sit tøj. Kappen var brændt i kanten og var dækket af sod. Det meste af hendes ansigt var dækket af en maske, der så ud til engang at have været hvid. Kappen var gledet til side da hun faldt ned på sofaen, og afslørede en hastigt lagt forbinding om hendes højre skulder der var plettet af blod. Hendes hænder var dækket som altid, med den højre, forpestede arm hang udover sofakanten, mens den venstre lå foldet over hendes mave, og holdt en lille notesbog.

Der gik ikke mange øjeblikke før hendes vejrtrækning blev tung og regelmæssig. Efter to dage uden søvn, og det sidste døgns strabasser, var hun simpelthen faldet om af udmattelse.
Der havde dog ikke lydt nogle historier fra byen om Lucatiels tilbagevenden, faktisk var hendes navn på præcis så få læber, som det havde været ugen forinden. Der var dog rygter om en ny selvtægtmand, der var på alles læber. Ingen viste andet end at denne bar en hvid maske. Flere spekulationer lød på at det var en gruppe, for personen var blevet set flere steder i landet, og sågar verden, på samme dag, i samme tidsrum. Det var sket så hurtigt, så pludseligt, at man ikke engang havde fundet et navn til personen endnu! Der var allerede flere historier om denne nye maskerede person end det var til at holde styr på, og som timerne gik, kom der kun flere til. Den historie der var på flest læber på Rosenborg, var dog lokal og fra tidligt på aftenen. En brænd var startet i Kensis slum, og havde hurtigt spredt sig til de omkringliggende bygninger. Flere var fanget i de brændende bygninger, men ingen havde ture gå ind af frygt for deres liv. Det var indtil den maskerede person dukkede op ud af ingenting, og begyndte at hale den ene overlevende efter den anden ud, blot for selv at forsvinde i flammehavet bagefter. Rygtet var så populær, at den helt overskyggede historien om den gavmilde, anonyme donation lavet til opførslen af byens nye børnehjem.

[Aik Hideling]

Aik var sent på den. Han var ellers aldrig bagud. Hverken med projekter, aftaler, eller sine egne personlige tidsplaner. Men hertil morgen, var det noget nyt. Ikke desto mindre bevægede han sig myndigt og kontrolleret, med lange skridt, i retning af studererummet. Havde man nået et gennembrud, havde man altid en undskyldning. Han var ikke det mindste overrasket over sin egen succes. Lugten af Melias tilsølede, mølædte klude nåede ikke Aiks næse, før han med en kommanderende bevægelse skubbede døren op og gled ind i rummet. Luften var ren, ellers. Tjenerne havde naturligvis luftet det ud. Nu var atmosfæren befængt igen. Hans blik faldt på skikkelsen på hans divan, og en snerren der næsten blottede hans tænder skød op på hans ansigt. Melia var måske en helt, men som hun lå der, lignede hun en hjemløs. Smidt på hans pæne, silkeskinnende møbel. Han rynkede næsen.. Og det holdt ikke op, selv da hans blik flakkede til den hvide maske og den gyldne tot hår, der stak ud fra under hætten. Hans snerren smeltede ligeså langsomt hen, til en grimasse der fortsat ikke kunne skjule ubehaget ved hvor forfærdeligt ulækker hun var. Han gled hen til divanens hovedgærde. "Til tiden, ser jeg.. Af hvad jeg har hørt, med alle dine bestræbelser. Altid i sidste øjeblik- Børn revet ud af brændende børnehjem, en mand der var ved at besvime efter et slangebid.. Der er ikke det den Hvidmaskede Hævner ikke kan klare, er der? Eller Skytsenglen med det Snehvide Ansigt.." Hans blik gled ned over den dækkede ham, mens han rullede den første skriftrulle ud over bordet. "Du formår virkelig at skabe dig et rygte. Det spredes som pest, trods de forskellige navne."

[Melia Lucatiel]

Et svagt, smertefuldt grynt undslap Melia og hendes øjenlåg sitrede, dog uden at åbne. "Du skulle have hørt dem i Cunak" kommenterede hun mellem sammenbidte tænder. Melia var udkørt i både krop og sind efter dagens stabasser. Det eneste der holdt hende ved bevidsthed, var den insisterende, bidende smerte i hendes højre skulder hvor en pil havde ramt hende. Hun havde fået pilen ud, og lagt en hastig forbinding, men havde ikke haft tid til at se en healer og få det fikset ordenligt.
Uendeligt langsomt begyndte Melias venstre arm at rører på sig. Hun stak den lille bog i bæltet, inden hun rakte op og fjernede masken. Der gjorde dog ikke den store forskel, for hvor den havde siddet, var hendes hud flere toner lysere. Hun tørrede sveden af panden med bagsiden af handsken, hvilket gjorde den en anelse tørre, og en del mere beskidt. "Så, jeg klarede min del, nu håber jeg du kan klarer din herfra. Hvis du har noget der kan tage toppen af smerterne så jeg kan få noget luk-øje ville det også være godt". Men en sidste anstrengelse brugte hun sin telekinese til at løfte den højre arm op på det lille sofabord, og trække handsken af. Meget kunne man sige om Melia, men når hun lovede resultater, så kom de. Hånden var næsten fuldstændig normal igen! De sorte tråde løb over håndryggen, klar til at opsluge den ved den mindste undskyldning, men mørket var tvunget så langt tilbage det kun dækkede hendes håndflade, hvor det mystiske symbol stadig stod tydeligt frem.