[DRB] - Tilfældighedernes spil? [Aime]

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime vidste hvem, der ville blive snakket mest om. Hende. Uden tvivl hende. Hun forlod en kæmpe begivenhed for at tilbringe tid med ingen ringere end Ache Mortcolt? Se det ville næsten blive årets rygte. Hvad der sket? Hvad hun dog havde tænkt sig osv.. Men hun kedede sig sådan og trængte til at der skulle ske noget. Men det fik uden tvivl konsekvenser. Hvem ville se til hendes side, hvis hun forblev en mindre rebel? Som hendes fader ville sige: Hvem ville sætte ring på hendes finger? Ja, der havde været et par bejlere, men det var lå slet ikke til hende at blive gift endnu. Så skulle hun være hjemme hele tiden, mens hendes mand bare gjorde som det passede ham? Ej, det var hun slet ikke klar til. Selvom hun udmærket godt vidste at det var hendes pligt at gøre et godt parti. Det ville helt sikkert være hende, der blev talt om. På den anden side.. Hvem skulle opdage det? Hun var sidst set gå herud og her kunne hun da stå længe, hvis det var det hun ville. Der ville jo ikke være nogen, der så dem forlade festen.

Aime tog roligt sin hånd til sig, da han flyttede sin arm. Indtil videre havde han vist sig fra sin pænere side, men var det kun af hensyn til arrangementet og måske til hende? Tja, det ville hun da finde ud af nu, om det ændrede sig meget, når de blev alene? Hun smilede roligt og stak så den ene hånd ned i det ene ærme og vendte sig så rundt og placerede den anden hånd i det andet ærme og tog hans jakke på. Galant og holde jakken for hende. Ache Mortcolt? En gentlemen? Se, det ville gå imod alt hvad hun havde hørt om ham. Hun havde næsten skændes med ham og så opførte han sig som en gentleman nu? Det gav ingen mening overhovedet.. Hvorfor den store forskel? "Overrask mig. Find på noget du ikke tror jeg har set før." Svarede hun med et træk på skulderen og så op på ham. Så måtte hun også være klar på alt hvad han kunne finde på. Så måtte det vise sig om han havde tænkt sig at vise hende grufulde steder, hun aldrig ville se ellers.. Eller han bare ville vise hende et eller andet flot sted.. Tja, hun var klar på hvad han kom op med. Det måtte hun vel være, når hun selv bad om det. Desuden ville det skabe spænding ikke at vide hvor de skulle hen. Hun smilede, da hun ganske kort tog ham i at se indenfor. Tænkte han over om nogen så dem eller at han bare glædede sig til at forlade festen og måske egentlig bare udnyttede at hun også kedede sig?

[Ache Mortcolt]

Ache hjalp hende roligt på med jakken, inden han slap den igen og tog hænderne til sig. Han så kort lidt overvejende på hende, inden han let trak på skuldrene med et skævt smil. Jamen okay så, hvad ville et vandelement fra Cyanlight slægten aldrig normalt se? Han stod i lidt tid og overvejede det. Mon hendes fader nogensinde, havde haft hende med i Trilkstad nogensinde? Det var jo et stykke herfra, men med vinger gik det jo stærkt og hvorfor skulle hendes fader dog risikere, at udsætte hende for Trilkstad, der hvor langt de fleste væsener af mørket befandt sig? Det ville vise sig, det var jo der han tilbragte en stor del af sin tid, når han enten var til møde eller blot tilbragte tid med nogle af sine bekendtskaber, hvilket egentlig skete sjældent.

Ache trak kort på skuldrene med et smil, inden han stillede sig om bag hende. Han var jo nødt til at have om hende, hvis han ikke skulle risikere at tabe hende. "Okay, men jeg ved jo ikke hvad du har set og hvad du ikke har" Sagde han roligt, inden han let stillede sig helt tæt på hendes ryg og let lagde armene omkring hende og forsigtigt holdte hendes ryg ind imod hans brystkasse. "Klar?" Spurgte han roligt og så kort på hende, inden han vendte blikket op imod himlen og spredte vingerne ud til siderne. Okay nu måtte han jo se hvad hun var lavet af og hvad hun var lavet af som person. Ache satte hårdt af fra jorden og sørgede for at holde fast i hende, inden han slog kraftigt med vingerne et par gange, imens de fløj op imod himlen. Efter et par minutter var de oppe i en rimelig højde og han vendte kursen imod Trilkstad. "Er det okay?" Spurgte han roligt og så kort ned på hende, inden han vendte blikket frem ad igen.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime undrede sig. Han opførte sig virkelig som en pæn herre, men blev han ved med det, når de forlod stedet her? Hun troede det ikke, men ville alligevel lade tvivlen komme ham til gode. Hun kendte ham ikke så godt og alligevel troede hun nu på at han ville holde sit ord og følge hende tilbage hertil. Det kunne trods alt gå udover hendes sikkerhed, hvis han ikke gjorde. Kunne han have siddende på sig at han ikke kunne behandle en kvinde af stand ordentligt? Hun vidste det faktisk ikke, men hældte til et ja. Det kunne han nok godt og så alligevel tvivlede hun igen. Alt ved ham fik hende til at tvivle på hvad hun burde synes og hvad hun burde gøre. Der var noget under facaden, hvilket gjorde hende nysgerrig efter om han kunne finde på at vise en anden side af sig? Hvis det da overhovedet fandtes?


Aime fulgte ham med blikket indtil hun ikke kunne det mere, da han gik om bag hende. Okay, det her var allerede en lille tillidstest. Hun vendte blikket fremad med et let smil. Det udfordrede hende allerede nu og alligevel følte hun sig tryg? Tryg med Ache Mortcolt? Det måtte vise sig om hun kom til at fortryde det.. Hun trak roligt på skulderen. "Måske kan jeg så se et sted i et andet perspektiv, hvis jeg har været der før" Svarede hun på en frisk måde. Hun var klar på hvad han fandt på. Havde hun været der før? Ja, så kunne hun høre om hans mening om det og måske lære noget nyt om ham og den måde han så tingene på. I hvert fald skulle det have en chance. Hun drejede let hovedet, da han stillede sig tæt op af hendes ryg. Nu måtte det vise sig om han var en mand af sit ord, eller rettere det ville vise sig senere. Det var en chance at tage, men selskabet her gjorde hende næsten desperat efter, at der skulle ske noget andet. Aime nikkede til hans spørgsmål. "Helt klar." Svarede hun med et let smil. Så var der ingen vej tilbage. Hun havde aldrig prøvet at flyve før, så hun lagde rent instinktivt armene over hans, da han satte af fra jorden. Hun holdt sig en smule ind til ham, mens de lettede. Hun var trods alt ikke vant til det. Men inden længe vendte hun blikket rundt og var forundret. Det var jo fantastisk heroppefra! Hun drejede hovedet om mod Ache ved hans spørgsmål. "Okay? Det er fantastisk." Svarede hun med et let smil og slappede så af i armene over hans, da hun stolede på at han nok skulle holde hende. Hun så sig rundt og elskede allerede at flyve, selvom det nok ikke ville ske mere end denne ene gang. Hun skævede mod Ache, inden hun igen vendte blikket fremad og slap så hans arme helt med sine egne. Hun spredte dem langsomt ud til hver side og grinede. Hun fløj.. Hvor fantastisk var det ikke lige? Hun fløj virkelig!

[Ache Mortcolt]

Ache sagde ikke noget til at hun lagde armene over hans og trykkede sig ind imod ham, det var jo helt normalt nu hvor de skulle op at flyve, så det bed han ikke specielt meget mærke i. Han fortsatte ubesværet op imod himlen et stykke tid, imens han lod blikket vandre ud over området. Selvom mørket for længst var faldet på, så var det stadig et syn uden lige og han elskede virkelig at flyve lige meget, uanset hvor tit han gjorde det. Det var nok en af fordelene ved at være engel, det måtte jo næsten kompensere for hans manglende puls. Han havde mistet sit liv og var blevet givet vinger istedet for... Men var det en fair byttehandel når det kom til stykket? Han havde ekstremt svært ved at dø nu og alle omkring ham ville efterhånden forsvinde i takt med at de blev gamle og døde, men det ville han ikke... Han ville næsten ikke ældes og han ville aldrig dø af alderdom eller sygdom... Var det et liv, der var noget værd?

Ache blev kort revet ud af hans tankestrøm, da hun svarede på hans spørgsmål. Han så kort ned på hende med et svagt grin. "Det kan være, at det er lige før du ikke engang vil ned igen?" Spurgte han med et skævt smil. Han registrerede godt, at hun slap hans arme og spredte sine egne, hvilket automatisk fik ham til at stramme grebet lidt omkring hende for at være sikker på, at han ikke ville tabe hende eller at hun skulle risikere at glide ud af hans arme. Han havde lovet at bringe hende tilbage til festen senere og det løfte agtede han at holde. Han så kort ud over horisonten med et let hævet øjenbryn. Det var egentlig lidt spændende med det ukendte... Hvad var der længere ude i verden, hvor man normalt aldrig kom? Udenfor Irenos grænser måske?

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime så udover området. Det var et syn hun aldrig ville glemme. Det ville måske være den eneste gang hun kom op og flyve, så det skulle udnyttes. Hun skulle suge alt til sig heroppefra. Tja, det kunne da have været dejligt, hvis hun selv kunne flyve. Og alligevel.. Ville det være ligeså fantastisk, hvis man fløj altid? At man fløj fra sted til sted gjorde måske at der ikke blev lagt særlig meget mærke til hvad man fløj over. Det kunne nemt tænkes, at man havde set det syn flere gange og tog det for givet. Mon Ache gjorde det? Tog for givet hvad han så fra luften? Tog for givet hvad det var for et stort overblik han fik. Det måtte være fantastisk lige at tage sig en flyvetur en gang imellem. Se solopgangen fra en vinkel i luften.. Se, det ville hun gerne prøve en dag. Selvom det nok ikke var realistisk.

Aime smilede, da han grinede. Ache Mortcolt, der var kendt som en værre en og måske ikke altid til den gode side.. grinede? Ja, hvorfor ikke? Hun havde trods alt sin tvivl om de rygter man hørte omkring ham og hans person. Hun skævede mod ham. Ligeså meget som hun elskede at flyve, så skulle det ikke være det eneste hun prøvede på den her tur. Hun nikkede kort. "Jeg får chancen for at blive fløjet tilbage igen. Det er fint." Svarede hun roligt med et let smil. Hun kom til at flyve tilbage til festen igen, eller det der var tilbage af den. Så hendes eventyr med Ache Mortcolt skulle indeholde mere end bare en flyvetur. Han skulle finde et sted at vise hende, så det ville hun gennemføre. Det var også mest fair overfor ham. Han vidste hvor de skulle hen og så ville hun ikke ødelægge det ved at ville blive i luften. Aftalen var at de skulle noget sammen, og sådan blev det. Hun trak på smilebåndet, da han strammede grebet om hende. Han ville ikke risikere at tabe hende? Det var da altid noget og viste vel også at hun kunne stole på ham? Det antydede det i hvert fald, men om det var rigtigt var hun stadig i tvivl om. Og alligevel.. Så havde han allerede vundet hendes tillid.

[Ache Mortcolt]

Ache slog blot fortsat med vingerne i takt med at de bevægede sig over nattehimlen. Han vendte kort blikket op imod himlen med et skævt smil. Tjah det var perfekt vejr til at flyve i, ikke en sky på himlen og en svag vind, der nok virkede en anelse kold på folk med en puls, men det kunne han jo ikke vide noget om, det var mange år siden efterhånden, at han havde mistet sin puls. Han så kort ned på hende ved hendes svar på hans spørgsmål, inden han let nikkede med et roligt smil. Så var det hvad de gjorde. Han ændrede let kursen, hvorefter de fløj et lille stykke tid, hvor man efterhånden kunne fornemme lys i horisonten, som kom fra en stor by. Efterhånden som de nærmede sig, tårnede de mørke og gothiske bygninger sig op imod himlen og skabte en dyster og mystisk stemning omkring den store by, der kastede et rødligt lys imod himlen fra de mange fakler rundt omkring.

Ache landede et stykke udenfor byen på en mindre afsats lige op af en skov, så man kunne se hvordan byen nærmest var en del af den mindre klippeside, som den lå op af. Han slap hende roligt og trådte et par skridt fra hende og imod byen, så ydersiden af hans ene vinge kort strejfede hendes arm uden på hans jakke som hun jo havde på, imens han holdte blikket på byen med et helt neutralt udtryk, inden han vendte blikket imod hende. ”Har du været her før?” Spurgte han roligt med et svagt smil. Ja byen var mystisk og dyster, men den havde en hvis essens over sig af mystik og noget spændende, Trilkstad... Byen havde altid været flot i Aches øjne, men han tilhørte jo også mere eller mindre mørket. Ache så kort rundt omkring dem, nærmest for at sikre sig at der ikke var andre til stede end dem selv. Han vendte kort blikket ned af sig og tog fat i halskæden med Mortcolt symbolet, som havde sneget sig udenfor hans skjorte og puttede den tilbage under den. Hans evige påmindelse om hvem han var.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime vendede sig stille og roligt til lyden af hans slag med vingerne. Roligt trak hun armene ind til sig, da det begyndte at blive køligt for hende. Det her måtte give en ny vinkel på mange ting, at man lige havde muligheden for at se alting oppe fra og egentlig ikke skulle planlægge en tur rundt og se andre steder. Men hvad gjorde man så, når man havde været over hele landet? Mon han rejste ud over grænserne? Eller også så man noget nyt på enhver flyvetur. Hun beundrede udsigten og så på den by de nærmede sig. Hvis ikke hun tog meget fejl, så var det Trilkstad. Men hun havde aldrig været der. Så han klarede det altså. Fandt et sted, som hun aldrig før havde set. Bravo.. Og alligevel var det nu ikke så svært, nu hun tænkte over det.

Aime lagde stille en arm over hans, da han landede. Hun stolede på ham og derfor ville hun lige sikre at han havde ved hende. For så længe han havde det, ville der ikke ske hende noget. Og sådan følte hun det på trods af alt hvad hun havde hørt om ham. Det var underligt, men hun valgte at stole på sig selv. Ellers ville det være hendes egen skyld og hun ville have andre at bebrejde, hvis han alligevel vidste sig at være som rygterne sagde. Hun så på sin arm, da hans vinge strejfede hende. Det gøs helt. Men hun skjulte det ved at trække hans jakke om sig og lægge armene om sig selv. Hun var blevet en smule kold af flyveturen. Indtil videre var han en gentleman, men om det fortsatte.. Tja, det ville vise sig. "Nej, det har jeg ikke. Men så vidt jeg kan gætte mig til, så er det Trilkstad?" Spurgte hun roligt og forventede næsten at han fortalte et eller andet om byen. Hun kendte den som sagt ikke og gættede på hvor de var ud fra hvad hun havde hørt om stedet. Hvad var det for et sted han viste hende?

Aime så på ham, da han lagde symbolet ind bag hans skjorte. Hvorfor skulle det skjules her? Hun gik roligt helt hen til ham langs med hans vinge, så hendes side strøg indersiden af hans vinge, inden hun stillede sig foran ham uden at sige noget. Helt stille løsnede hun grebet om sig selv og lod et par blide fingre ind på hans kolde hud under hans skjorte lige ved hans kraveben. Næsten forsigtigt tog hun symbolet frem og så blot på det. "Hvorfor vil du så gerne skjule det?" Spurgte hun roligt og så op på ham stadig med symbolet mellem hendes fingre. Var det en skam at være en Mortcolt? Hvorfor skulle det være noget at skamme sig over? Udover at det gjorde ham til et evigt samtaleemne til de sociale arrangementer?

[Ache Mortcolt]

Ache bed ikke mærke i at hun tog armene ind igen og lagde dem over hans. Det var vel meget normalt at gøre nu hvor hun ikke selv havde vinger. Han vidste jo ikke hvad det ville sige som sådan at kunne fryse. Jo det kunne han da også selv til tider, men så skulle der virkelig være koldt omkring ham for at han ville kunne mærke det sådan rigtigt. Det her vejr var bare en anelse køligt for ham, men han frøs ikke. Han så kort over på hende med et let hævet øjenbryn, da hun trak jakken omkring sig. Frøs hun alligevel på trods af jakken? Tjah det var nok lidt svært for ham at bedømme nu hvor hun havde en puls der slog normalt og et bankende levende hjerte, modsat ham selv.

Ache vendte let blikket imod byen ved hendes spørgsmål og nikkede så en enkelt gang. "Godt gættet... Selvom det nok ikke er så svært at gætte når byen ser sådan ud. Men jeg tænkte nok, at du ikke havde set den nu hvor du jo er en kvinde af stand, så kan jeg næsten gætte mig til at din fader ikke har taget dig med til steder som dette?" Spurgte han roligt og vendte kort blikket imod hende for en stund og så derefter imod byen igen. Alle de ting der foregik i den by... Det halve burde næsten være nok, men det var jo også derfor at byen havde fået dens ry. Indsvøbt i mørke og fyldt med mystik... Ja det dækkede det nok meget godt.

Han så hurtigt over på hende igen, da han kunne hører at hun begyndte at gå. Han fulgte hende let med blikket og et let hævet øjenbryn, da hun gik langs med hans vinge og over imod ham. Han flyttede dog ikke vingen, men så blot undrende på hende. Hvad skulle det nu til for? Ache så kort ned imod hendes fingre, da hun fiskede symbolet frem fra under hans skjorte. Okay det der var der ingen af stand, der nogensinde ville have gjort, hvorfor var hun så anderledes og hvorfor fascinerede det ham? Han rynkede kort brynene ved hendes spørgsmål. Var det ikke et underligt spørgsmål? "Fordi man ikke går rundt med noget i sølv frit fremme i et område som det her, specielt ikke nede i Trilkstad by" Forklarede han roligt og trak en enkelt gang på skuldrene med et svagt smil.

Nej han skammede sig ikke over at være en Mortcolt, han skammede sig over måden hans liv blev taget fra ham... Den evige påmindelse, der løb tværs over hans hals som kun svagt var synligt også at englelederen var hans vattede fader, der i Aches øjne havde gjort sådan at der ikke var nogen, der respekterede dødsenglene længere? Det var heller ikke det fedeste... Men derfor glædede Ache sig mere og mere til at få hans fader fjernet fra posten og selv overtage den med magt. Ache var yngre, stærkere og mere modbydelig end hans fader var lige for øjeblikket. Det var starten på en ny ære, der var på vej snart...

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime trak på smilebåndet ved hans form for ros. Det var et rigtigt gæt, selvom hun aldrig havde været her. Som det så ud var det heller ikke svært, da det lignede det hun havde fået beskrevet, når de adelige herrer fortalte vældige historier om deres færden i byen. Det var flere gange blevet gjort klart for hende, at hun ikke burde færdes her. Det var ikke en by for en kvinde og da slet ikke en kvinde af stand. Men det lod ikke til at være Aches holdning? Ellers ville han ikke have taget hende med hertil? Det kunne selvfølgelig også være en form for prøve om hvor meget hun turde. Aime vendte blikket mod ham med et let smil og rystede så let på hovedet. "Det har han ikke. Han mener ikke, at det er et sted en kvinde, som jeg, burde færdes." Svarede hun roligt. Hendes Fader kendte udmærket til Aimes små ture alene uden antandsdame, men hendes tanker var aldrig faldet på at komme her. Ikke alene og ikke kun fulgt af en anden kvinde. Så chancen for at se det havde hun altid betragtet som lille, selvom lysten i den grad havde været der.

Aime vidste godt, at det ikke var passende. Men.. Det var ikke passende overhovedet at være taget med, og han virkede ikke til at blive stødt? Så hun gjorde som det passede hende. Hun nikkede roligt ved hans svar. Havde han da tænkt sig, at de skulle ned i byen? Ja, så ville hendes tillid til ham komme til at stå sin prøvesin prøve. "Så du tror at nogen kunne finde på at stjæle den fra dig?" Spurgte hun roligt og lagde så symbolet tilbage igen og så op på ham. Han var helt kold.. Tja, sådan var det jo. Ville nogen virkelig turde stjæle fra lige nøjagtig ham? Der kunne vel være nogen, der ikke havde hørt hans rygte. Hun havde allerede fået lov til mere end hun havde troet. Røre hans vinger og brystkasse.. Grænserne skulle testes, og det blev de. Hun slap ham let og så nærmest afventende på ham. Hvad havde han så tænkt sig nu? Ned i byen? Eller ville han vise hende den på afstand?

Hun fik altså ikke noget svar på det, hun havde ment med spørgsmålet. Det kunne være bevist og det valgte hun at respektere. Det vedkom egentlig ikke hende og hvis ikke han ville svare, så skulle han ikke. Det var trods alt et personligt spørgsmål. Uden at gøre mere, trådte hun et lille skridt tilbage. Det rørte hende ikke, at der nok ville blive snakket om det her. Hende.. I selskab med Ache Mortcolt helt alene? Det kunne kun give problemer for hende, men mens det stod på følte hun ingen trang til at frygte noget. Hun burde ikke, men hun troede fast på at han nok skulle bringe hende tilbage i god behold. Og hvorfor? Ja, det vidste hun heller ikke selv. Men han havde ikke givet hende grund til at tvivle og valgte at tro på at han ikke var så skrubelløs overfor hende i hvert fald. Så måtte det briste eller bære.

[Ache Mortcolt]

Ache holdte blot blikket ud over byen ved hendes ord, hvor hans mundvige let trak sig op i et skævt smil. "Måske han har ret" Kommenterede han kort, dog uden at flytte blikket fra byen, som han fastholdte i lidt tid, inden han vendte blikket imod hende igen med et roligt smil og trak derefter på skuldrene. "Men hvorfor mistænker jeg dig alligevel for ikke altid, at have hørt efter hvad der er blevet dig fortalt?" Spurgte han imens han holdte blikket på hende med et mindre smalt smil, dog uden at han flyttede sig ud af flækken. Hun var interessant, det måtte han indrømme, meget anderledes i forhold til de typer han ellers plejede at tale med og bestemt anderledes end hans billede af hvordan de adelige kvinder begik sig, modsat hans søster. Men der måtte da næsten være en grund til at hun bare uden at tøve havde sagt ja til at gå med ham? Kedede hun sig virkelig så meget derhjemme? Men okay der måtte jo næsten ikke ske noget i hendes liv efterhånden, nu hvor hun jo tit gik rundt alene når hun ikke havde ligegyldige samtaler med andre efter hvad han havde observeret, men så meget havde han dog helt ærligt ikke lagt mærke til hendes omgangskreds til sådanne arrangementer, måske han tog fejl?

Han rynkede kort brynene ved hendes kommentar og rystede så let på hovedet med et svagt grin. "Langt fra. Hvis man går rundt med sølv i en by som Trilkstad, så kommer man til at tiltrække tyve, røvere osv. men det holder varulvene væk... Men nej det er ikke derfor jeg ikke går rundt med det. Det er Mortcolt mærket og der er mange, der helst ser os udryddet. Så som det ser ud nu, så kan jeg ikke begive mig rundt sådan nogle steder uden at blive forsøgt dræbt, fordi min fader desværre ikke har formået at sætte sig i den respekt som dødsenglene, specielt dem af Mortcolt slægten, egentlig fortjener... Så ja det er nok bare for at kunne gå rundt i fred, hvis man vil forkorte forklaringen" Forklarede han roligt med et svagt smil, inden han kort så ud over byen igen og derefter så på hende igen, da hun trådte et skridt tilbage. Han rynkede kort brynene ved hendes skridt tilbage, inden han let rystede på hovedet med et smalt smil. "Du ender med at falde ned af klippen, hvis du træder lidt mere tilbage" Sagde han kort med en lettere drillende tone at spore i stemmen, inden han let satte sig ned i græsset og kort så op på hende med de gule øjne og derefter vendte blikket imod byen igen.

Ache sad i lidt tid og så ud imod lysene i byen, inden han rynkede brynene og så på hende igen. "Hvorfor siger man egentlig ja til at tage med en total fremmed, et helt nyt sted hen? Og endda en person med et ikke specielt pænt ry?" Spurgte han undrende imens han så på hende med et let hævet øjenbryn. Han vidste udemærket godt, at han ikke havde et specielt pænt ry iblandt folk, så det overraskede ham egentlig en del af hun havde sagt ja til at tage med ham. Men hvorfor forstod han ikke... De kendte jo knapt nok hinanden og sidste gang de var mødtes havde deres møde da fået en mindre uheldig start, men han havde været fascineret af hende lige siden, det måtte han helt ærligt indrømme. Det var meget få personer der imponerede ham, men hun var godt nok en af dem, besynderligt nok.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime trak på smilebåndet. Det havde han, og det vidste de begge to. Men hun var frisk på eventyr og det skulle hendes fars ord ikke holde hende fra. Hun vendte blikket mod ham ved hans kommentar og hun kunne ikke lade vær med at smile. Endnu en hentydning til at han kunne leve op til sit rygte ved netop at have taget hende med hertil. "Jeg hører skam hvad der bliver sagt. Spørgsmålet er bare om jeg vælger at rette mig efter det." Svarede hun med et skævt smil og vendte så blikket udover byen i den retning hans tidligere havde været. Hun var en kvinde af egen vilje. Ja, hun kendte reglerne og hvad der forventedes af hende. Men det var bare ikke hende altid at være underlagt mændene og ikke opleve noget selv. At hun så ikke havde nogen, der ville tage risikoen ved at have hende med eller i det hele taget ville deltage i hvad hun kunne finde på, var jo bare trist. Han havde givet hende muligheden og den var simpelthen for god til at lade passere. Det ville blive snakket om, og så igen forsvinde næste gang nogen havde gjort noget værre. Dog ville det nok aldrig blive helt glemt.

Aime smilede ved hans grin. Normalt skulle det fornærme hende at blive grint ad. Men ikke nu og hvad der var anderledes vidste hun ikke. Jo, hun forsøgte at gætte på noget hun tydeligvis ikke havde forstand på, så det var vel logisk nok at han fandt det morsomt. Det rørte hende nu ikke, så kunne hun da altid lære noget nyt om den lille udflugt han havde taget hende med på. "Så du har taget mig med til et sted, hvor du vil med stor sandsynlighed vil blive angrebet og jeg? Tja, hvem ved? Se, det er modigt af os begge to." Svarede hun med et let hævet øjenbryn. Hun burde frygte for sit liv og det der var værre, men det gjorde hun underligt nok ikke. Hun var sammen med Ache Mortcolt på et sted, hvor hun umuligt ville kunne flygte hvis der skete noget.. Og alligevel var hun faktisk ganske afslappet. Det her måtte vise sig at være den ultimative test for om han holdt ord, eller virkelig var den slyngel alle beskyldte ham for at være? "Så du mener at dødsenglene fortjener mere respekt? Virker det ikke en smule arrogant?" Spurgte hun roligt og vendte blikket mod ham med et udfordrende blik. Hun provokerede ham med vilje. Igen talte hun om ting, hvor hun burde bøje af eller holde mund. Men det nægtede hun. Hun så bag sig ved ved hans kommentar og konstaterede at han havde ret. Uden at tænke trådte hun lidt frem igen og vendte så blikket mod ham, da han satte sig ned. okay, hvorfor ikke? Roligt og yndefuldt satte hun sig ned ved siden af ham og bøjede bene en smule inden hun lagde dem ned, så der ikke kunne ses op under hendes kjole selv hvis vinden tog fat i den.

Aime fulgte hans blik udover byen og nød stilheden. hun tog en dyb indånding. Hun ville huske dette sted, han havde bragt hende til. Hun grinede kort til hans kommentar. Hun forstod godt hans undren, men vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare. "Måske har jeg færdigudviklet mine evner til at sy, strikke, læse og ikke mindst at føre en husholdning." Svarede hun med et let træk på skuldrene. alt hvad en kvinde skulle kunne havde hun fået undervisning i, siden hun var en lille pige. Det måtte han vide og så måtte der vel være grænser for hvor meget hun kunne blive ved med udvikle det. Så måtte hun finde på noget andet at give sig til. Desuden kunne han tænke sig til at det ikke kun var derfor. "Og måske var min nysgerrighed for stor til at sige nej" tilføjede hun lidt efter stadig med blikket mod ham. Han fascinerede hende, det indrømmede hun. Til trods for deres første møde, var hun ikke bange for ham. Han havde allerede set en dårlig side af hende og alligevel valgte han at de officielt skulle introduceres for hinanden. Der var nok bare noget over ham...

[Ache Mortcolt]

Ache så kort på hende ud af øjenkrogen med et let grin ved hendes kommentar til det første han havde sagt, hvorefter han trak på skuldrene efterfulgt af en ganske let hovedrysten. "Du fascinerer og overrasker mig, det må jeg give dig..." Sagde han efter lidt tid med et roligt smil, inden han kort lagde en afslappet hånd imod hans nakke med et smalt smil. Hun var virkelig ikke som de andre adelige kvinder han havde talt med, de kedede ham i løbet af ingen tid, men Aime her mindede ham på en eller anden måde om hans mor... Lige så fri og rapkæftet som hun havde været, hun havde altid haft sin egen mening og sagde hvad hun mente, præcis ligesom Aime gjorde. Det var nok også en af grundene til at hun døde dengang, selvom Ache stadig var sikker på at det var hans fader der havde fået hende dræbt efter at Sothrana var kommet til verden. Så havde Roi haft to efterkommere og havde vel ment, at det var rigeligt og derfor ikke havde behov for hans moder længere.

Ache sagde ingenting lige med det samme til hendes kommentar om stedet, men smilede blot lidt over den. Han sad i lidt tid blot og så ud over byen uden at sige noget. "Det er derfor vi sidder heroppe og ikke går rundt nede i byen, det er der at der er størst risiko for at blive overfaldet. Jeg tænkte at det var bedre at blive heroppe, istedet for at friste Trix for meget" Kommenterede han roligt og henviste derved til guden for ondskab, som man mente at der overvågede Trilkstad og dets beboere. Ache havde aldrig været specielt meget troende, men havde da stadig en respekt for de åndelige magter. Han var jo trods alt død og var kommet til live igen, det kunne umuligt være et tilfælde. Han fulgte hende let med blikket, da hun satte sig ned ved siden af ham, hvilket fik ham til at smile ganske svagt over måden hun satte sig på. Nøjagtig som en adelig kvinde ville have gjort det, en rigtig kvinde og ikke en eller anden uvorn gadetøs, der absolut ikke besad nogle værdier overhovedet, modsat Aime... Han smilede lidt skævt over hendes spørgsmål. "Det kommer vel an på om man har noget at have det i... Men ja det er nok en smule arrogant, men igen, så mener jeg jo selv at jeg har belæg for mine udtalelser, modsat dem der bare slynger noget ud uden at have forstand eller belæg bag deres påstand" Kommenterede han helt roligt med et smil og trak derefter på skuldrene imens han forholdte blikket på byen. Han så kort på hende ud af øjenkrogen med et let smil, inden han vendte blikket tilbage imod byen igen. Der var et eller andet fredfyldt ved bare at kigge ud over byen, selvom han godt kendte til nogle af alle de ting der foregik dernede lige for tiden, ikke gode ting...

Han smilede lidt skævt over hendes forklaring og strakte derefter vingerne bag sig, så der kort skyllede en let brise ind over dem af vind, inden han lagde dem fladt ned igen bag dem, så de skyggede lidt for vinden og så nogle af fjerene ganske let strejfede hendes arm imens han så ud over byen med et smil ved det sidste hun sagde. "Jeg tror nu mere det var den der nysgerrighed, der var den egentlige grund" Drillede han igen med et let smil. Hun var da meget frisk, det skulle hun have. Mon hun var for frisk og at det var derfor hun stadig var ugift i hendes alder? Men han syntes da ikke selv, at det virkede som et problem at hun var som hun var eller så havde hun bare den samme holdning som han selv havde, han nægtede at gifte sig af pligt eller med en som hans forældre havde valgt til ham. Det kom bare ikke til at ske, eller i dette tilfælde, en hans fader havde valgt til ham. Desuden var det jo også ligegyldigt for ham, han var død og kunne derfor aldrig videreføre Mortcolt slægten, det var blevet hans lillesøsters pligt nu hvor han var blevet myrdet dengang og arret over det nederste af hans hals var en evig påmindelse om dette... Men det havde han det egentlig fint nok med, så var han fri for at skulle bekymre sig om en familie også.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime så på ham med et let smil ved hans kommentar, inden hun gav sig til at grine. Han var altså bare vant til kvinder, der talte om deres seneste indkøb og ellers bare var et smukt vedhæng til deres forlovede eller mand? Beklager, men det var hun ikke og det blev hun aldrig. Hun kunne sagtens agere sådan en, for sådan var hun til de officielle begivenheder. Uden at tænke over det lænede hun sig en smule tilbage og mærkede hvordan hende ryg strejfede hans vinge. De var så store og smukke. "Det tager jeg som et kompliment" Svarede hun efter et godt grin. Måske havde han et frygteligt rygte og burde være den sidste hun var sammen med. Den sidste hun overhovedet overvejede at tage afsted med. Men indtil nu havde hun ikke set den side af ham, som alle snakkede om. Det var dog hende, der kunne tabe mest på det. Men han havde fyldt hende tanker siden de så hinanden sidst, så hun var villig til at løbe den risiko.

Aime så ned på byen i et stykke tid ved hans kommentar. Og igen skete det. Han viste sig fra en god side til trods for hvad der blev sagt om ham. Hvor var det surrealistisk.. Igen! Alt hvad hun havde oplevet fra hans side modsagde hans rygte. Det burde forvirrer hende og alligevel gjorde det det ikke. Hun vendte blikket mod ham igen med et let smil. "Og endnu en gang modsiger dine handlinger dit rygte." Svarede hun. Et eller andet sted levede han op til det ved overhovedet at tage hende med væk fra festen og alligevel ville han blive heroppe, hvor de begge ikke ville komme noget til? Og måske i særdeleshed hende? Det modsagde alle de rygter hun havde hørt i de kvindelige kredse. Han var ligeglad og det vidste alle. Og alligevel var han det ikke lige nu? Men hvad var forskellen? Havde ingen noget at bygge de rygter på? Hun holdt blikket på ham ved hans forklaring. Hold da op.. Hun blev ikke affejet? Hmm.. Måske han så hende som mere end bare en pyntegenstand? På den anden side.. Så kunne han vel ikke meget andet, siden sidst de mødtes? "Belæg?" Spurgte hun kort og opfordrede ham dermed til at fortælle hende hans mening. Hans holdning til hvorfor han kom med de udtalelser. Det ville dog også blive en smule politisk, hvilket jo normalt ikke var et emne for kvinder. Men hvis han valgte at svare hende, så ville hun gerne lytte. Så ville det så give hende dilemmaet at svare. For hun ville gerne tage stilling, medmindre at hun egentlig ikke havde en mening om det.

Aime vendte blikket mod byen og trak hans jakke lidt om sig ved den lille brise af vind. Det var køligt, da hun jo egentlig var klædt på til at være i en varm balsal. Hun smilede ved hans fjer, der strejfede hende. Så bløde og fine. Alt hvad han ikke viste at han var. Men noget sagde hende, at han skjulte alt hvad der lignede det. Det var helt forståeligt, siden han var Mortcolt, dødsengel og i det hele taget bare en del af mørket. Nogen sagde at han ikke besad den bløde side. Det troede hun dog ikke på. En bedre side havde han i hvert fald. Det havde han allerede vist. hun vendte blikket mod ham med et let grin, men svarede ikke på hans kommentar. Hun trak blot på skulderen. Han havde helt ret, men det skulle han ikke vide. Hun var frygtelig nysgerrig af natur og det ville aldrig ændre sig.

[Ache Mortcolt]

Ache kunne ikke helt lade hver med at smile lidt skævt over hendes kommentar, inden han blot trak en enkelt gang på skuldrene med et skævt smil hvilende over hans læber. Det skulle hun da være velkommen til at gøre, det var ikke noget han skulle beslutte om der var meningen, selvom han nu egentlig havde ment det reelt som en kompliment. Han fulgte kort hendes blik ud over byen, inden hans mundvige let trak sig op i et grinagtigt smil ved det næste hun sagde. Hans rygte? "Er det så en god eller en dårlig ting?" Spurgte han med et let grin, inden han trak en enkelt gang på skuldrene. Ja han vidste godt, at han havde et modbydeligt rygte og han var nok også en modbydelig person, men sammen med hende havde han ikke lyst til at være sådan... Han havde lyst til at slappe af og bare slippe de hæmninger og normer han normalt rendte rundt med til dagligt, det her var langt mere befriende af en eller anden grund, som han ikke helt forstod endnu. Han så kort en anelse overvejende på hende ud af øjenkrogen ved hendes spørgsmål om hans belæg. "Er det virkelig noget du gerne vil hører? ... Men okay. Jeg er vokset op under bestemte forhold, jeg har set ting som mange andre ikke har, jeg har været død og er genopstået igen. Jeg har levet længere end de fleste her i vores verden og jeg har været en del af et større system siden jeg blev født Forklarede han roligt, inden han trak en enkelt gang på skuldrene med et skævt smil. "Det lyder måske lidt snobbet ja og en anelse dobbeltmoralsk, men i forhold til mange andre, så mener jeg selv at jeg har belæg for at mene de ting jeg gør, politisk som upolitisk" Forklarede han roligt imens han holdte blikket ud over byen, inden han kort vendte blikket imod hende igen med et hævet øjenbryn. Forstod hun hvad han mente eller så hun ham bare som snobbet og højrøvet nu? Det var han måske også, men med hans opvækst kunne man næsten ikke undgå at blive andet.

Ache smilede stille ved hendes grin, inden han lagde mærke til at hun skuttede sig lidt under jakken. Var her koldt? Han havde jo ingen puls og dermed kunne han ikke mærke hvor meget en varmblodet ville fryse. Godt nok var hans krop ved en normal konstant temperatur, men han kunne ikke mærke varme og kulde ligesom så mange andre, specielt ikke ligesom dem der var varmblodet. "Fryser du? Skal vi tage tilbage?" Spurgte han roligt og så undersøgende på hende. Det gav vel meget god mening hvis hun frøs, men så måtte han jo flyve hende tilbage, så hun kunne komme indenfor i varmen igen, folk var nok også begyndt at undre sig over hvor de var blevet af... Hans fader ville nok gå op i ligningen, hvis han vidste hvor Ache havde befundet sig det meste af aftenen og med hvem, når han burde have talt forretninger med de andre jarle og adelsfolk. Hvor han dog hadede den mand..

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime trak på skulderen. Det kunne vel være begge dele. God i den forstand at hun endnu en gang blev bekræftet i at han langt fra var, som alle sagde. Hvis hun nogensinde konfronterede ham med det i andres påhør, ville han naturligvis benægte alt... På den anden side kunne hun ikke forestille sig overhovedet at snakke med ham om sådan noget i andres påhør. Som tidligere i aften var de nærmest tavst blevet enige om at holde på formerne og holde på deres fælles hemmelighed i selskab med andre. Officielt var de nu blevet introduceret for hinanden. Og som en tavs aftale skulle ingen vide at de havde mødtes før og egentlig allerede var dus. "For mig at se er det en god ting. Men jeg holder det nu for mig selv. For der er ingen af sladdertanterne, der vil tro mig alligevel." Svarede med hun med et let grin. Ingen ville tro at han rent faktisk godt kunne tage hensyn til andre. Så ville hun hellere selv have det i baghovedet med alle de rygter, der allerede florerede om hans levevis. Aime lyttede til historien om hans barndom. Så han sad i sit ramme alvor og forsvarede hvorfor han til tider godt kunne lyde arrogant? Det havde hun alligevel ikke forventet. Man ja hvorfor ikke? Hun havde nu bare forventet et eller andet arrogant svar. Men nej... Nu fik hun historien bag, hvilket i sig selv modsagde det faktum at han var arrogant. Det var altså bare et spil for galleriet. "Alene det at du fortæller mig den historie, viser at du rent faktisk ikke er snobbet eller dobeltmoralsk, selvom du måske godt kan lyde sådan en gang imellem" Svarede hun med et let smil og vidste at hun havde ret. Var han de ting, var hun blevet affærdiget med et eller andet rapt svar. Men på et eller andet punkt havde hun fået ham til at fortælle om sig selv. Et eller andet sted overraskede det hende... Og så alligevel ikke.

Aime vendte blikket mod ham ved hans spørgsmål. Ja, det gjorde hun faktisk. Også selvom han havde lånt hende sin jakke. Men det var nok også bedst at tage tilbage nu. De behøvede jo heller ikke være væk så længe. "Det vil nok være en god idé." Svarede hun roligt, men lagde ikke som sådan an til at rejse sig. Netop i aften var kvinderne klædt i deres fineste kjoler, inklusiv hende selv. Så smuk den var til hende, ligeså upraktisk var den også. Især når man valgte at sidde på jorden. Hun burde også se at komme hjemad. Festen var ikke underholdende længere, og tanken havde også strejfet hende at tage hjem. Men det var selvfølgelig inden hun kom til at snakke med Ache.