[DRB] Paper faces on parade, Masquerade! [åben]

[Melia Lucatiel]

Tid: 18.32
Vejr: Stjerneklart

Det var længe siden Melia havde moret sig så godt, eller overhoved for den sags skyld. Det royale bryllup ragede hende engenligt en pap and, men hun var ikke en der blev væk fra en god fest, om hun var inviteret eller ej. I dette tilfælde var det det sidste. Selvom den brede befolkning ikke havde troet hende død, var dette stadig en fest hun tvivlende på hun ville have modtaget en invitation til.

Alligevel fandt Melia sig selv siddende på vinspringvandets kant, med et nyligt opfyldt glas. Hendes kostume var et ganske imponerende syn, i mørkeblå og sort med fugle tema. Kjolens krave var lavet af blanke, sorte fjer og dækkede hendes hals så vel som skuldre, og var lukket i halsen med en stor safir. Fronten var dog holdt åben for ikke at dække for kavalergangen. Korsettes var sort, men dekoreret med et intrigant mønster af blå og sølv, mens det fyldige skørt bestod af flere halvgennemsigtige lag, der skabte et skinnende farvespil af blå og sort, ikke ulig en ravns fjerpragt. Kjolens ærmer var asymmetriske, det højre langt og slankt helt ned til håndryggen, med fjerdekoreret kant, hvor det venstre kun dækkede skulderen, og derefter splittede ud i en lang våben vimpel der næsten nåde gulvet. Den venstre arm var dog ikke blevet ladt alene. Hånden var dækket af en kort, elegant blondehandske, mens resten af armen var malet sort op til albuen, hvor farven spredte sig ud i tynde gribende tråde op af armen. Det var, naturligvis, ikke maling, men det var der heldigvis ingen af de andre gæster der vidste.
Kronen på værket var hendes maske. Den var dækket af sorte og mørkeblå fjer i et fantastisk farvespil, helt ud til spidsen af det tynde, elegante næb. Den dækkede hele den øverste halvdel af hendes ansigt. Resten af hendes ansigt var holdt rent, med undtagelse af hendes læber der var malet mørkeblå, og den venstre side af hendes kind, hvor en del af hendes tatovering stak ud under masken. Fra maskens top strakte sig et slør med farve som nattehimmelen sig tilbage over hendes hoved og skjulte hendes hår. Sløret var dekoreret med små, påsyede lyse sten, så det lignede den stjerneklarer nattehimmel. Til tros for sine anstrengelser, var hun dog ikke den mest i øjnefaldende til festen, men hun var bestemt i top tyve.
Kostumet var et hun havde fået lavet engang hun selv havde holdt maskebal, men aldrig havde fået brugt. Det havde blot hængt i et skab, og normalt ville hun aldrig have drømt om at bruge noget gammelt, men hendes nuværende situation taget i betragtning, havde hun gjort en undtagelse.

Det havde dog overrasket hende hvor svært hun engenligt havde haft ved at komme ind uden invitation. Hun havde forventet bare at kunne låne en invitation, men det havde vist sig at de faktisk var adresseret. At teleportere ind havde heller ikke været en mulighed, selvom hun heller ikke havde forventet det. Ikke at skærme den slags events plejede at udgøre en sikkerheds risiko.
På trods af hendes kreative forsøg, havde Melia konkluderet, at hun fik behov for hjælp til at komme ind. Det havde været en drabelig lang process, hvor hun havde studeret byens enlige herrer samt tilrejsende, brugt flere aftener på at charmere sig ind på dem, før hun til sidst havde fået en på krogen tidligere på dagen i kirken. Dernæst havde hun måtte trækkes med ham den halve dag, indtil hun havde kunne trække sig tilbage for at gøre klar til festen. Så havde hun måtte møde op med ham igen, for at hægte sig på igennem porten som hans ledsager og blive vist frem til hans små venner som et andet trofæ, inden hun endelig havde fået hægtet ham af, efter en mindre scene hvor hun havde beskyldt ham for at glo på andre damer.

Melia smilede for sig selv og tog et sip af sin vin. Nogen ville måske mene det var noget omstændigt bare for at komme med til en fest, men Melia havde besluttet at hun skulle med, og når hun først havde sat sig noget for, så skete det, om hun så skulle sætte himmel og hav i bevægelse for det. At det var besværligt gjorde det bare det mere attraktivt. 

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy gik roligt rundt og hilste på de forskellige og gav dem hånden med et påklistret smil, når de forskellige lykkeønskede ham med brylluppet. Det her virkede så falsk for ham på samme måder... Han skulle tilbringe resten af sit liv med Elizabeth, en kvinde han knapt nok kendte. Ja hun var da rar nok og de snakkede jo godt nok sammen, hun var vild, uregerelig, men hun var bare så ung... Troy var iklædt et par sorte bukser samt en tynd og enkelt rustning over benene, der dækkede ned til fødderne udover knæledene, samt en mørkerød skjorte, der var let synlig enkelte steder igennem brynjen, der stak ud under den tynde rustning sammen med den mørkerøde kappe, der skød ud over hans skuldre og ned imod gulvet, hvor den let svævede bag ham når han gik, cirka 15 centimeter over gulvet. Hans hår sad som det plejede, sammen med den lette aftegning af skægvækst langs hans kæbe og rundt om munden.

Det havde efterhånden været en meget lang og begivelsesrig dag og Troy glædede sig nu mere og mere til at få noget hvile efter sådan en dag, men den var jo langt fra slut endnu.. Af ren pligt skulle han jo blive her og smile til folket, indtil kongen og dronningen trak sig tilbage, så skulle han bare lige have styr på hvad Elizabeth foretog sig, inden han kunne forsvinde ubemærket forhåbentligt. Troy havde med vilje ikke taget amuletten på den dag, det sendte et forkert signal om det han havde valgt, at sige ja til på denne dag, hvis han gik rundt med et billede af sin uægte datter, som der ikke var andre end ham og Asteria der kendte til.. Nej det ville heller ikke være rimeligt overfor Elizabeth, der trods alt skulle holde ham ud indtil han døde. Det var en del af hans fortid, der ikke hørte til i hans nutid eller fremtid og det var han så småt begyndt at acceptere, som tiden var gået.

Troy gik roligt rundt blandt de forskellige mennesker, inden han gik over til et vindue og roligt lænede sig op af karmen imens han lod blikket vandre ud over mængden med et roligt smil. Han kendte ikke engang halvdelen af de her væsener... Og den anden halvdel kendte han kun af navn og stand, sørgeligt egentlig. Han havde end ikke set sin familie andet end til ceremonien, mærkværdigt hvordan alle skulle hen og lykke ønske hele tiden, men okay det var jo ham selv og Elizabeth, der var grunden til denne fest, hele festens centrum.. Dette var også grunden til, at Troy kun bar en enkelt sort maske, der gik fra hans ene tinding, over øjnene og over til den anden tinding, hvor der kun lige var skåret hul til øjnene. Han lagde let armene over kors foran sig, så de hvilede imod hans brystplade, inden han kort vendte ansigtet imod loftet og lukkede øjnene for en stund imens han tog en dyb indånding. Det var sådan her hans liv blev fra nu af.. Det var jo også fint, det kunne han godt acceptere, det var nok lige så meget fordi at det havde været en lang dag. Han lod kort sine fingre lege et split sekund med ringen, der nu lå som en tung byrde omkring hans finger. Det var en underlig følelse...
Han rystede det hurtigt af sig og blev nærmest flået tilbage til balsalen, da en greve kort var ovre med sin grevinde. "Fantastisk fest Hr.! Hvor er bruden i dette øjeblik?" Spurgte greven ivrigt og så kort rundt, inden Troy let trak på skuldrene med et roligt smil. "De kender prinsessen, Deres bud er lige så godt som mit, hun kan være alle steder og ingen steder" Kommenterede Troy kort med et skævt smil, inden han kort lod blikket søge ud over mængden i et forsøg på at lokalisere det brune hår et eller andet sted i flokken, imens greven kort takkede og derefter forsvandt igen. Det var jo sandt, hun havde en eller anden vane med at forsvinde også lige pludselig dukke op igen, flyvske pigebarn... Troy smilede kort ved tanken, ja ja da, det var hvad han skulle leve med.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth vandrede rundt helt ubemærket, på trods af at det var hende der burde være midtpunkt. Dog så var festen jo kun lige startet, og hun havde opholdt sig i sit kammer i et par timer med nogle kammer piger for at få skiftet tøj og gjort sig i stand, hun skulle trods alt ikke have den store brude kjole på da den på ingen måde var egnet til at sidde eller stå i, længere tid af gangen. Hun var derfor kommet i en flot rød kjole, med halvlange ærmer der hang løst fra hendes arme, sorte silkebånd og hvor det sorte korset, dekoreret med små guld knapper og røde aftegninger strammede godt ind og gav hendes overkrop facon, mens kjolens skørt gik godt ud til siden, en stor del af hendes hår var samlet omme bag på hovedet med små rosen knopper sat ind i håret, og det inderste af det lange hår i nakken hang bølgende ned over ryggen på hende. Hun bar en en simpel maske i sort og guld med små fjer hele vejen rundt i kanten.

Hun kiggede rundt som hun gik imellem de mange mennesker, hun var virkelig ikke et særlig kendt ansigt imellem folkene i rummet, for der var ikke rigtig nogen der genkendte hende, men når man havde siddet i et tårn hele sit liv ville det selvfølgelig også være svært at få al opmærksomheden. Hun mærkede dog en hånd gribe fat om hendes ene håndled og blev vendt om i en hurtig bevægelse. "Hvor har du været?" sagde en velkendt stemme bag en mindst lige så køn hvis ikke kønnere maske med grøn, og sort og små sten. "Hej Gabriella det er også rart at se dig?" sagde hun med et lille ryst på hovedet "Du kender mig, kommer listende når opmærksomheden er faldet lidt, og så skulle jeg jo lige i alt det her, og er du klar over hvor lang tid det tog dem for at sætte det her hår?" lo hun og pegede på håret der sad så fantastisk. Hun smilede til sin søster før hun pludselig fik øje på Gabriella's mand. "Appropo så skal jeg også have fundet min" sagde hun og pegede imod manden der var på vej imod dem, før hun forlod dem efter han havde ønsket hende tillykke med brylluppet.

Elizabeth gik forbi en kvinde der var lidt for sig selv, det undrede hende en smule før hun bevægede sig videre, hun måtte finde Troy og høre om han anede hvem hun var. Hun kiggede rundt og fik så endelig øje på sin ægtemand, det var mærkeligt at tænke på, de skulle dele seng, og andet fra nu af.. Det gav hende et eller andet sted kuldegysninger, hun følte slet ikke at hun var klar til sådan noget, heldigvis var der mange timer endnu til de skulle trække sig tilbage, og hun vidste hvad dagen ville ende med, det var forventet og det værste var at Troy skulle ud og melde det til hendes far og hans egen far når det var overstået..

Hun smilede lidt da hun så han stod og snakkede med to og det så ud som om de spurgte efter hende, hendes lette skridt førte hende i en cirkel uden om Troy så hun endte bag ham uden han ville have opdaget hende da hun var gået igennem en flok af personer der stod samlet. Hun smilede for sig selv da hun stod bag ham "Snakker De om mig bag min ryg?" lo hun og ventede på at han ville dreje sig imod hende før hun sendte ham et skævt smil.

Hun stod lidt og kunne ikke lade være med at få blikket over imod hende kvinden der stod lidt fra dem, hun prikkede Troy let på armen og pegede derefter over imod kvinden der lige var til at skimte imellem folke mængden. "Kender De hende? Hende den rødhårede? Jeg har aldrig set hende før, og hun sidder blot der helt alene..?" spurgte hun undrende og kiggede fra Troy og hen på kvinden, der dog ikke så ud til at have noget problem med at være selv.

[Melia Lucatiel]

Melias blå læber trak sig op i et smil da den velkendte fornemmelse af at blive betragtet pirrede hendes sanser. Roligt tog hun endnu et sip fra sit glas, mens hun med øjnene forsøgte at finde hendes beundre, dog uden held. Hun ændrede sin stilling en anelse, og drejede hoved for at få en anden del af rummet ind i sit synsfelt. Det var ikke ligefrem det bedste sted hun havde valgt at sætte sig for at finde nogen, men havde til gengæld tjent hendes oprindelige mål, at blive set, fremragende. Som hun drejede hoved igen, faldt hendes hår fremover hendes skulder, og hun stoppede op. Irriteret flyttede hun vin glasset over i den anden hånd, og skubbede håret tilbage op under sløret hvor der hørte hjemme. Det gik ikke at blive genkendt her, af alle steder. Ikke endnu.

[Asteria Starwhisper]

Asteria bevægede sig rundt imellem de mange mennesker, hun hørte overhovedet ikke til her, men fest på slottet? Og måske mindre vagter ved skat kammeret på slottet? Det var da en chance der ikke måtte slippe forbi, dog var det nok også lidt for at holde øje med Troy, hun var trods alt en smule jalouix over at han nu var gift med en kun 16 årig lille tøs, en pige som han havde virket til slet ikke at ville have noget at gøre med.

Asteria var kommet ind med slottets dansende underholdning, utroligt hvad en blå maske med et let klæde ned foran ansigtet gjorde ved at man ikke blev kigget nærmere på. Løse posede blå bukser og en lille top der kun dækkede brystet prydet med små hvide sten, og et gennemsigtigt stof der dækkede ned for maveskindet. Hendes hår hang slangende ned over ryggen. Hendes øjne søgte rundt i folkemængden, hun havde holdt sig lidt udenfor søgelyset imens danserne optrådte, de fik så en pause og hun kunne igen bevæge sig rundt. Hendes blik faldt på Troy der stod et stykke derfra og talte med to personer. Efter lidt tid kom der en brunhåret pige op imod ham, hun væmmede sig let ved det før hun rystede kort på hovedet og kiggede væk. Her fangede hendes øjne en rødhåret kvinde der sad for sig selv, aftegningen på hendes arm fik hende til at knibe øjnene tæt sammen. Kunne det passe?

Hun begyndte at bevæge sig imod hende med sensuelle bevægelser blot for at forsætte sin rolle som danser og lokkende kvinde. Hun stod nu ganske kort fra kvinden med det røde hår og lagde hovedet på skrå med hånden i siden "Lucatiel?" sagde hun tydeligt med en spørgende tone, hendes blik lå nøje på hende, reagerede kvinden så var det hvem hun regnede sig til det kunne være, hvis ikke kunne hun vende sig om og gå igen. Hun kiggede lidt skævt ud af øjenkrogen og så den lille brunhårede pige pegede imod dem imens hun snakkede til Troy. Endnu engang rystede hun på hovedet imens hun godt kunne mærke hvordan det irriterede hende en smule..

Off game?

Runde

Melia

Asteria

Troy

Elizabeth

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy stod helt roligt og så lidt ud over folkene der dansede med et roligt smil. Det virkede da til, at folk hyggede sig, så det var jo godt nok, så var der mindre pres på dem. Han smilede kort lidt skævt, da han hørte Elizabeths stemme bag sig. Han rystede kort en anelse på hovedet, inden han roligt vendte sig rundt, så han fik fronten imod hende. "Ikke et sekund.. Ej Greven spurgte bare til hvor De befandt Dem. Hvor har De forresten været i så lang tid?" Spurgte han roligt med et let smil. Det var helt underligt at vide, at han nu skulle tilbringe resten af sit liv sammen med hende nu. Men det var sådan det var og det havde han det egentlig fint nok med, hun var en rar ung kvinde, som han rent faktisk kunne holde en samtale med og eventuelt tage ud og se noget af verden med, som de jo havde snakket om den dag oppe på taget.

Troy så kort ud over folkemængden for at danne sig et overeblik, inden han så tilbage på Elizabeth, da hun prikkede ham på armen. Han fulgte kort hendes fingers retning imod kvinden med det røde hår. Han rystede kort på hovedet ved hendes spørgsmål med et let hævet øjenbryn. "Nej, jeg har aldrig set hende før.. Og jeg troede ellers, at jeg kunne sætte ansigt og navn på alle adelige og royale her i riget,, Måske hun er af den højere middelklasse? En lærd måske?" Spurgte han roligt imens han holdte blikket imod den rødhårede. Han havde ingen idé om hvem hun var, hvilket han fandt meget mærkværdigt, da han ellers mente at han selv havde en ret god kendskab til hvem de forskellige lærde, royale og adelige var, men nu blev han da helt i tvivl...

Hans blik blev kort draget imod en kvinde med sort hår, der nærmede sig den rødhårede. Det kunne da ikke passe... Hvad lavede hun her? Troy så hurtigt væk igen og kørte kort en hånd igennem det brune hår med en opgivende mine. Der her kunne kun ende galt... Hvorfor var hun her?! Asteria var hverken adelig, royal eller lærd.. Hun var godt nok klædt som en danser, men det var hun heller ikke. Han så kort imod hende ud af øjenkrogen med et roligt smil, inden han kort rystede på hovedet. Han ville kunne kende det sorte hår, den hudglød og statur overalt.. Også her selvom hun var klædt ud. Han rømmede sig kort og vendte blikket imod Elizabeth igen. "Men det virker da til, at folk hygger sig?" Kommenterede han kort med et roligt smil og så kort ud over alle folkene, der underholdte sig med snak, dans eller blot lyttede til musikken og så på underholdningen. Troy vendte sig kort imod en tjener, der passerede dem og tog let to glas vin, hvor han vendte sig imod Elizabeth igen og rakte hende det ene glas med et smil. Ja han kunne lige så godt vænne sig til at skulle tage hånd om hende, selvom hun var meget selvstændig i forvejen. Men det skulle de nok finde ud af med tiden, de havde trods alt en hel livstid til at finde ud af hvordan de skulle behandle hinanden.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth smilede kærligt til Troy og gjorde en bevægelse med hånden op og ned af kroppen "Jeg har brugt tid på at komme til at se sådn ud for Deres og folkets skyld, en prinsesse kan jo ikke troppe op i sine underskørter når hun er udenfor kammeret" lo hun med en mild stemme. Selvfølgelig havde hun måske trukket tiden lidt ud, men det var måske også engang imellem nødvendigt når hun nu ikke var van til så mange mennesker. Det var jo første dag efter sin flugt hvor hun var omgivet af mange mennesker, rigtig mange mennesker. Og det gjorde hende måske lidt nervøs, man skulle se ordentlig ud, tale på en bestemt måde og ikke skabe problemer, en ting som hun ellers var mester i at få bragt sig selv og andre ud i.

Hun tog sig let til hagen da hun også kunne fornemme hans forvirring. Hvem var hun mon? Det var sjældent hun havde set ham ikke vide hvem en bestemt person var. Hun lod et kort øjeblik øjnene køre fra Troy og over imod en ung kvinde med sort hår i og med at han kom med en mine og kørte en hånd igennem håret. Hun fik dog hurtigt tankerne væk da han fik fanget to glas vin og rakte hende det ene "Mange tak Deres nåde" sagde hun med mild stemme og nippede til vinen. Hun undrede sig dog over at han så hurtigt skiftede over til at ville snakke om at folk hygge sig i stedet for at gå hen og præcentere sig for denne fremmede kvinde? "Jo, folk ser ud til at have det ganske morsomt, men hvem har ikke det med gratis mad og vin?" sagde hun og det sidste en smule lavmeldt, det var nok ikke en god ting at sige i disse kredse.

Hun tog endnu en tår af glasset før hun satte det på et bord og tog Troy's hånd "Hvis vi er gift nu og skal leve resten af vores liv side om side, så skal jeg først se om De kan danse" sagde hun drillende og så en smule udfordrende på ham som om hun ligesom med bueskydningen havde udfordret ham. Hun havde brugt mange timer på at danse både med sin søster men også sine brødre, ingen prinsesse skulle forlade slottet uden at kunne danse det tillod hendes moder ikke.

[Melia Lucatiel]

Melia stivnede et øjeblik da hun hørte sit navn bag sig. Hun slappede dog hurtigt af igen da hun genkendte stemmen. Roligt drejede hun sig mod Asteria og fangede hendes blik "Undskyld mig? Jeg tror de forveksler mig med en anden?" svarede hun blødt men sendte hende samtidig et sigende blink. Asteria viste allerede at Melia var i live, så hun så ingen grund til at holde hende i mørket. Men der var stadig massere af folk med lange øre.
Melia havde ikke forventet at se Asteria til festen, men kunne heller ikke påstå at være overrasket over at se hende. Fester som den her var en sjælden, og lukrativ, mulighed.
Til hendes store ærgrelse opdagede Melia dog hurtigt at hun ikke havde Asterias fulde opmærksomhed. Hendes smil blev en små fornærmet mine, men der gik ikke længe før smilet var tilbage på de blå læber. Hun fulgte Asterias blik til det lykkelige par. Fra det blik og de følelser hun samlede op fra Asteria var det ikke svært at lægge to og to sammen.
"Jamen dog. Jeg troede ikke gifte mænd var din stil" kommenterede hun drillende og skævede til Asteria med et glimt i øjet, tydeligt underholdt af situationen. Mon han kunne deles?

[Asteria Starwhisper]

Asteria smilede skævt under sløret, selvfølgelig ville folk med lange øre måske opfange noget, men der var så mange mennesker at hun ikke lige havde tænkt det. "Det må de meget undskylde, ja jeg må have forvekslet dem med en anden" sagde hun med et sigende blik og et lille smil.

Ligesom Melia ikke havde regnet med at se Asteria der så var det på samme måde den anden vej rundt. Men selvfølgelig var Melia der, det var trods alt et sted med luksus og så var der jo en masse meget betydnings fulde folk som måske kendte til hendes forbandelse? Det var i hvert fald hvad Asteria valgte at tro for at få tingene til at hænge sammen, for hun kunne jo ikke stjæle noget uden det ville påvirke hendes mærke på armen. Og hvornår fik man ellers sådan en mulighed? Det var jo ikke noget der normalt blev gjort så vidt Asteria i hvert fald vidste, flere af de royale var da blevet gift før, og hun havde ikke hørt om det før hen.

Hendes blik mødte Troy's en enkelt gang, men blev rettet stift imod Melia da hun kommenterede på hvor Asteria's blik havde været vandret hen, lettere chokeret og skrækslagen prøvede hun at se meget uforstående ud "Jee.. Jeg ved ikke hvad du snakker om" forsøgte hun at lyve selvom hele hendes krops sprog sagde noget helt andet. Men han havde jo heller ikke været gift før tidligere denne dag.. Der havde han kun været trolovet.. Og Melia vidste jo heller ikke at Troy var den biologiske far til Asteria's lille datter Renesmée. Det vidste ingen ud over Troy og hende. Det var der jo aldrig blevet snakket om før.. Og det var kun ganske få måneder siden Asteria havde fundet ud af at Troy ikke havde været skyld i hendes fængsling hvilket havde fået gamle følelser til at blusse op igen. Hun skyndte sig hen til Melia og satte sig, hun orkede alligevel ikke at se på at den lille tøs skulle danse med Troy, hvis han da gjorde det.

Hun kiggede med alvorlige øjne på Melia "Du siger ikke et ord til nogen!" sagde hun med bestemt stemme. Melia havde jo afsløret hende og nu ville hun bare ikke have at folk skulle vide at hun havde noget for den nygifte prins.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy rystede kort på hovedet med et let grin ved hendes kommentar. "Det kan der være noget om, jamen i det tilfælde må jeg så indrømme, at Deres forsøg har båret frugt. De ser henrivende ud" Kommenterede han kort med et roligt smil. Det var lidt hans pligt, at fortælle hende sådan noget nu hvor de var gift, men han mente det rent faktisk også. Hun var virkelig vokset i den sidste tid og fremstod mere voksen og moden nu end hun gjorde før, hvilket også kunne spores i hendes fremtræden denne aften. Troy nikkede kort til hende ved hendes tak med et roligt smil. Han tog roligt et par tåre af vinen selv imens hans blik vandrede ud over folkemængden, hvor hans blik kort fangede Asterias blik fra den anden ende af rummet. Hvad lavede hun her? Han vendte hurtigt blikket imod Elizabeth ved hendes kommentar, inden han kort trak på skuldrene. "Ja der er da nogen, der nyder godt af det" Kommenterede han kort med et skævt smil og nikkede kort over imod buffetten. Han så kort på Elizabeth med et let grin, inden han let rystede på hovedet, da han godt vidste, at det ikke var noget man snakkede højt om, men så måtte det jo forblive imellem de to, de skulle jo trods alt også skabe deres interne hemmeligheder i løbet af deres fælles lange liv de skulle til at begynde på nu.

Troy stillede roligt glasset fra sig på en af bakkerne, som tjenerne gik rundt med, inden han lod Elizabeth tage hans hånd. Han grinede kort en anelse lavmælt ved hendes kommentar og himlede så en enkelt gang med øjnene. "De skal bare sige, hvis jeg gør Dem flov" Drillede han igen med et skævt smil, inden han roligt førte hende ud på gulvet i en glidende bevægelse. Han stillede sig roligt ind foran hende uden at slippe hendes hånd, inden han let trådte et skridt tættere på hende og stille lagde sin frie hånd imod hendes lænd, imens han holdte blikket på hende med et roligt smil. Han var nødt til at forsøge, at ignorer at Asteria var til stede, det kunne han ikke tillade sig overfor Elizabeth.. Det var hende han var gift med nu, det var hende han skulle leve med resten af sit liv, ikke Asteria... Det var blevet besluttet allerede den dag Elizabeth var blevet født, det var deres forældres beslutning og den stod ikke til at ændre, specielt nu med gudernes og kirkens velsignelse, så var tingene som de var og det måtte han acceptere. Troy så kort over på bandet, da de startede igen, inden han vendte blikket imod Elizabeth igen og roligt ville føre hende rundt på gulvet til musikken. Hun havde jo ret, hun skulle jo vide hvilke egenskaber han besad og sådan noget som dans, havde hængt ham langt ud af halsen da han var lille, men de utallige timer i salene kom ham da til gode nu.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth smilede ganske stille til Troy, det var nu mærkeligt at være her. Her blandt så mange mennesker, alt sammen til ære for deres bryllup.. En svag rosa farve lagde sig på hendes kinder da Troy gav hans kompliment. Et skævt smil bredte sig over hendes læber og hun nejede en smule "Jeg gør mit bedste så min mand er tilfreds med mig" sagde hun med en drillende tone. Det var svært at virke så glad og lykkelig for selvom de havde fået det bedre med hinanden, så var der stadig langt til at elske denne mand hun stod foran.. Dog de sidste par uger havde hun fået tudet ørerne fulde af at hun skulle behage ham, og gøre ham glad, gøre det nemt for ham at ville have hende.. Hendes amme havde i hvert fald været godt inde over hvordan man behagede en mand mest muligt både blandt andre og i sengen.. Det med i sengen var nok det hun var mest nervøs for, det var nemt nok at flirte og spille sød og charmerende, men hun vidste jo også at det ville komme denne nat..

Hun nikkede "Deres nåde har helt ret" hun selv var også glad for alt det gratis mad og vin, især vinen.. Hun havde jo lige drukket det glas vin som Troy havde rakt hende, og så havde hun nok også drukket 3-4 glas før hun overhovedet var kommet ned til festlighederne, nok mest for at dæmpe hendes nervøsitet for det hele..

Hun rakte roligt sin hånd til Troy og lod sig føre ud på dansegulvet, "Det går jeg ud fra at deres nåde ikke gør, med alle de blikke der kigger". Folk lagde åbenbart mærke til at de bevægede sig ud på danse området for musikken ændrede sig, og folk trak sig ud i en cirkel omkring parret og klappede i takt til brude valsen.

Elizabeth lagde blidt en hånd på Troy's overarm så hun ikke skulle strække armene for meget, han var trods alt en del højere end hende. Hun lod sig trække ind til ham og begyndte ellers at danse det bedste hun havde lært, men på trods af vinen så rystede hendes hænder ganske svagt af nervøsitet over pludselig at være midtpunkt efter så mange måneder i fuld isolation og de mange år før det hvor hun var bag slottets mure, der havde aldrig været så mange mennesker der kiggede på hende, lige præcis hende og ikke bare hende i en blandet folke mængde som det før har været til forskellige baller på slottet.. Hun fugtede læberne ganske forsigtigt før hun vendte blikket imod Troy's ansigt da dansen næsten var slut. Folk omkring dem begyndte at slå på glassene, selvfølgelig kom det.. Hun havde ellers troet at kysset i templet under vielsen havde været rigeligt, men selvfølgelig var det ikke det. Hun sank en enkelt gang og prøvede at fange Troy's blik.

[Melia Lucatiel]

Melia lo kort over Asterias reaktion. Det var en kort, påtaget latter der passede fint ind i ballets omgivelser. At Asteria indrømmede det så let gav kun mening for Melia. Det krævede sin mand at holde noget skjult for en telepatiker hvis de først fik færden af det, og skønt Melias udseende gjorde at folk velsignet tit tog hende for en elver, viste Asteria bedre.
"Tag det roligt kæreste, min mund er lukket" *Så længe din er*. Melias stemme var beroligende, men tanken der fulgte var skarp. Det var ikke ment som en trussel, så meget som en påmindelse. Asteria kendte Melias lille hemmelighed, men nu havde Melia en smule valuta selv.. ikke at de to damer behøvede den slags småligheder hvis de en dag skulle ønske at gøre livet surt for hinanden.

Melia rettede en anelse på sin kjole, men forblev ellers hvor hun var, mens resten af festen trak sammen om brudeparret "Hvordan har mit hus det ellers?" spurgte hun konverserende. Melia havde ladt Asteria låne sit hus sidst de havde snakket, og lagt nogle simple grundregler. Forsvandt der noget, var det Asterias ansvar, og Melias værelse og private bibliotek var forbudt område. Melias havde ikke selv været forbi siden, men hun regnede med Asteria holdt sin del, hvis hun da var flyttet ind, indtil videre.
Melia holdt ingen tvivl om at Asteria ville prøve på noget før eller siden hvis Melia ikke holdt fingeren på pulsen, for ærer blandt tyve var tros alt en myte, men det var stadig for tidligt.
Melia kastede et blik over på de nygifte, der kun svagt kunne anes bag kødranden af mennesker. Hvis man skulle noget på denne side af midnat, var det nu mens alle fokuserede på de kongelige..

[Asteria Starwhisper]

Asteria vidste jo godt der ikke var nogen grund til overhovedet at prøve på at skjule de virkelige tanker for Melia var alligevel noget trænet også selvom hun kun var halvblods så havde hun da kæmpet.. Og generelt var det bare svært at skjule tanker for en med telepatiske evner.. *Ja ja lad det nu ligge, jeg siger ikke noget* hun sendte Melia et sigende bil sammen med tanken før hun rystede det lidt af sig og holdt blikket så godt hun kunne væk fra brudeparret.

"Dit hus står stadig, og det er faktisk ved at være ganske pænt, og der mangler intet" sagde hun og afsluttede med en lettere flabet tone, hun vidste jo godt hvad Melia havde sagt, dog var det nu meget rart at bo et sted med tag over hovedet. Og især det at hun ikke skulle kæmpe for at overleve, for der var så mange mennesker at man jo bare rendte rundt og stjal lidt hist og her. "Desuden takker jeg på mine røveres og mine egne vegne for at du har givet os denne chance" sagde hun og sendte hende et høfligt smil. "Hvor bor du henne af nu?" spurgte hun så lidt henkastet imens blikket gled ud på folkemængden der samlede sig i en ring. Hun fnøs kort, det behagede hende ikke at se Troy danse med den unge prinsesse. *Hun er jo ikke andet end et dumt barn, han fortjener bedre..* tænkte hun lidt for sig selv lettere irriteret. Hun rystede kort på hovedet før hun gjorde antegn til at rejse sig.. Hun havde mistet appetitten og ville egentlig gerne væk derfra. "Det er også ved at blive sent, jeg må hellere komme hjem af" sagde hun og kiggede på Melia der også selv så lidt distraheret ud som om hun ledte efter nogen..

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kunne ikke helt lade hver med at smile lidt skævt over Elizabeths kommentar. Selvfølgelig sagde hun det... Det var vel noget hun havde fået påduttet sig igennem hele livet, at det var noget hun skulle. "Helt ærligt? Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at få ørerne tudet fulde af sådan nogle anmærkninger hele livet" Sagde han helt stille, så han var sikker på at det kun var hende der ville kunne hører det. Det var jo egentlig ikke noget, de som sådan måtte tale om når de ikke var alene, men helt ærligt, han skulle leve med hende resten af sit liv, så skulle de da have lidt hemmeligheder og være så ærlige overfor den anden som de kunne være? Elizabeth skulle bare under ingen omstændigheder vide noget om hverken Asteria eller Renesmée nogensinde!

Han grinede kort med et roligt smil ved hendes sidste kommentar og trak så en enkelt gang på skuldrene imens de bevægede sig. "Det ville jeg nu ikke være så sikker på, tænk hvis man faldt over sine egne fødder?" Drillede han roligt med et let smil. Hun måtte da indrømme, at det ville være en anelse komisk.. Pinligt som bare pokker, men tanken var da sjov nok i sig selv. Han var dog ikke i tvivl om, at hvis det var hende der var ved at vælte, så var det hans pligt nu at få hende til at se godt ud og sørge for at hun ikke kom ud for sådanne ting.. Se det kunne godt blive en beskæftigelse i sig selv.

Troy så kort rundt, da folk begyndte at stimle sammen omkring dem og slå på deres glas. Virkelig? Han havde en ufattelig løst, til at himle med blikket, men han var godt klar over at folk ville lægge mærke til det, hvis han gjorde dette også ville folk stille spørgsmål. Han så kort rundt og fangede sin faders blik, der sendte ham et meget bestemt blik. Hans fader havde tit sagt, at de første par år ikke ville være nemme. De første par år ville være en form for testperiode, efter de år ville det vise sig om de kunne leve med hinanden eller om de ville hade hinanden som pesten. Det var meget usansynligt, at de nogensinde ville komme til at elske hinanden, men leve med hinanden kunne de godt. Det var så der hans moder havde taget arrangementet i forsvar og fortalt, at det kunne godt ske, at de aldrig ville elske hinanden, men de ville altid have et specielt bånd til de børn de engang ville få. Børn... Tanken alene var skræmmende, Elizabeth var jo kun lige blevet voksen og Troy havde allerede et barn, en datter, som han aldrig ville komme til at kende. Han stoppede langsomt op og så kort på Elizabeth, da han godt kunne mærke, at hun søgte hans blik. Hun var heller ikke begejstret for idéen kunne han godt se, men de var næsten nødt til det nu hvor alle kiggede... Nøjagtigt ligesom i kirken. Hvor befandt Asteria sig? Kunne hun mon se dem? Troy stoppede roligt helt op og så kort rundt med et roligt smil, da folk larmede mere på deres glas. Et skuespil for galleriet, det var hvad det her var. Det var en stor løgn, intet mindre. Han vendte let blikket imod Elizabeth med et kort træk på skuldrene. De var vel nødt til det, de ville begge få at hører for det hvis de ikke gjorde det. Troy bukkede sig kort lidt ned og kyssede hende blidt en enkelt gang på munden og holdte det et par sekunder, inden han brød det og rettede sig op igen. Der var intet andet end accept i det her og det vidste de begge godt, et venskab kunne man nok godt kalde det, men lige nu var der ikke andet. Folk omkring dem skulle bare tro noget andet, så de var nødt til at spille deres kort rigtigt.

[Elizabeth C. L. Remond]

Et svagt smil lagde sig på Elizabeth's læber ved hans kommentar. "Min herre, de har ikke været særlig meget i selskab med min fader, moder eller amme.. De kan være meget lige frem når det kommer til sådanne ting" sagde hun med en lav stemme for at andre end han ikke skulle høre det. Hun fangede sin fars blik fra tronen der var blevet bygget til lige præcis denne lejlighed. Hun kiggede dog hurtigt blot ned på sine fødder lidt tid, øjenkontakt med nogen af dem heriblandt Troy, men også hendes søskende og forældre, ja generelt alle, var anstrengende, som blev der holdt en spændt bue for hendes hoved. Et forkert træk og der ville komme en konsekvens.

Hendes blik vendte sig dog igen imod Troy's med et skævt smil. "Nu skal de passe på Sir, de ender med at give mig gode ideer" drillede hun tilbage. Hun synes pludselig tanken om at han skulle falde over sine fødder eller hendes var meget tillokkende, så kunne han få en masse opmærksomhed og hendes far ville blive eddike sur, og det samme ville hans far nok også. Alt dette ville skabe påstyr og et smut hul for Elizabeth til at forlade festlighederne..

Hun slog dog hurtigt tankerne ud af hovedet, det ville nok ikke bære noget godt med sig, de skulle trods alt dele seng denne nat, og ja hvad ville han ikke kunne gøre ved hende, hvis han i forvejen var vred på hende. Det ville nok ikke være den bedste start på så mange år sammen.. Det kunne selvfølgelig være hun blot blev en af de kvinder som, adelsmænd holdte låst inde og kun brugte dem for at få børn, imens de nød andre kvinders selskab også.. Det kunne være hvis hun opførte sig ordentligt at alt dette ikke ville kunne ske? Han havde jo lovet hende at lade hende se verdenen sammen med ham, eller i hvert fald landet..

Det kom lidt bag på hende da han pludselig strakte nakken ned og kyssede hendes læber, en svag rosa farve lagde sig over hendes kinder endnu engang denne dag, de små hår på armene rejste sig eftersom han holdt kysset et øjeblik. Hun tog en dyb indånding da hans læber igen slap hendes, for lige at få noget ilt til hovedet igen. Hun havde godt lige tænkt kort hvad han kiggede efter, men det var som om den tanke var forsvundet som dug for solen da kysset var blevet plantet. Hun bed sig let i læben og kiggede kort imod sin far og mor som begge så ganske tilfredse ud.

Efter lidt tid kiggede hun sigende imod Troy, og begyndte at gå ud af stimen af folk for at komme lidt væk fra opmærksomheden og for lige at ryste kysset af sig, det var så mærkeligt at kysse en man slet ikke have hjerte varme til, selvom han var familie så ville han nok altid bare være hendes irriterende ældre fætter.. Hun gik lidt væk fra festlighederne og stillede sig op af slotsmuren imens hun tog den ene dybe indånding efter den anden.. Hun var i syv sind, kunne hun lide det eller var det ubehag over kysset der fik hendes krop til at reagere sådan, for sådan havde hun jo aldrig følt før, og anede ikke hvad der var det ene eller det anede.