Beslutninger... Får det konsekvenser? [Melia]

[Ache Mortcolt]

Tidspunkt: Sen aften

Vejr: - 10 grader koldt, stjerneklart med en mild vind

Aftenen var efterhånden faldet på og vintermørket havde lagt sig over området. Gaderne lå næsten øde og man kunne kun hører en svag mumlen fra de forskellige folk, der vandrede rundt i den hvide sne, der lå som en tynd dug hen over jorden, der hvor den enten ikke var trampet ned eller smeltet under diverse skosåler, hjulspor osv. Vinden fejede langsomt igennem området med en isnende kulde og bragte kun enkelte snefnug med sig, blandet med kviste, visne blade og småsten. Himlen var badet i stjerner hvis skær kæmpede imod månens blege lys, der svagt blev sløret af de enkelte snefnug, der langsomt dalede ned over området.

Ache havde tilbragt et par timer på kroen i selvskab med en snigmorder nu. Han havde søgt råd og anbefalinger for hvordan man bedst muligt slap af med en person, uden at det ville kunne spores tilbage til ham, da det i værste tilfælde kunne koste ham pladsen som den næste engle leder eller hans liv. At miste livet ville ikke være det værste, det havde han jo trods alt oplevet en gang før, hvor han efterfølgende var genopstået som engel. Hvis han døde en gang til, ville det fjerne hans vanære som en Mortcolt, da han jo var blevet dræbt og ikke selv havde taget sit eget liv, som traditionen bød og endda inden han havde ført navnet Mortcolt videre.. Når ja da, det var sådan hans liv havde udartet sig og arret over hans hals var en evig påmindelse om dette. Det havde dog sine fordele, at være så godt som udødelig... Det var jo kun en engel, der ville kunne dræbe ham og dem var der trods alt ikke så mange af i Ireno. Han kunne ende i en voldsom knivkamp og blive bogstaveligtalt stukket ihjel, hvor han blot ville heale efter noget tid og være så god som ny, afhængigt af hvor slem skaden var selvfølgelig.

Nu sad Ache alene tilbage oppe i baren med resterne af sin øl, da snigmorderen havde skyndt sig væk, da det var gået op for ham hvem byttet var... Roi Mortcolt, helt ærligt, så frygtindgydende var han heller ikke. Han var en gammel mand i en ung krop, der trængte til at blive skiftet ud. Ache smilede lidt skævt over tanken, snart... Snart ville han få sin retmæssige plads som Mortcolt overhovedet og ikke bare den vattede søn af lederen. Ache lod langsomt sit blik stryge over de resterende væsener inde i baren med et let hævet øjenbryn. Man kunne godt se, hvilke typer der befandt sig sådanne steder på disse tidspunkter. Stort set hele byens udskud, drukkenbolte og de overklassefolk, der nærmest sad og puttede sig i hjørnerne, fordi de havde sager som andre ikke måtte få nys om, latterligt...

Ache bar et par sorte støvler, der gik til lige under knæet og blev afløst af et par sorte forholdsvist tætsiddende bukser. På overkroppen bar han en mørkeblå skjorte, hvor de øverste tre knapper stod åbne, så Mortcolt symbolet i sølv om hans hals hang tungt imod hans brystkasse og kun lige kunne skimtes bag skjorten. Derudover bar han en lang mørkeblå jakke med diverse spænder til lukning, som af gode grunde stod åben nu han var indendørs. Jakken havde ligeledes en forholdsvis høj krave, der dækkede det meste af hans hals. (Jakken som på billedet). De sorte vinger lå tæt ind til hans ryg, så de svagt strejfede det vilde blå sorte hår med de hvide striber.

[Melia Lucatiel]

Det var godt og vel en time siden Melia var væltet ind på kroen, havde smidt en pose penge i baren, og havde sat sig ved et bord nær døren. Siden da havde øllet flødet i en lind strøm af genopfyldninger. Melia kunne næsten ikke have passet bedre ind med kroens nuværende klientel. Hun drak som en drukkenbolt, lignede et laset udskud og holdt hætten trukket godt ned for at skjule sit ansigt som overklassefolkene. Der var dog en ting der fik hende til at skille sig markant ud fra mængden af tabere, og det var hendes våben.

Melia lignede hvad kun så sig selv som i sine værste mareridt. En afdanket, håbløs eventyrer.

Men var det virkelig så langt fra sandheden? Hun havde mistet det meste af sin formue i jagten på en håbløs kur, havde givet hendes hjem bort til en rygstikker og var ikke kommet et skrift nærmere en løsning. Hun var sågar begyndt at overveje hvordan hun kunne leve med forbandelsen, en tanke der havde ledt hende til hvor hun var nu, på en luset kro i luset selskab. Hvordan kunne hun, Lucatiel Eventyreren, være sunket så dybt, at hun var endt på håbløshedens rand? At hun var klar til at give op?

Melia løftede sit krus til læberne for at drikke, men opdagede til sin store irritation at kruset var tomt... igen. Arrigt bankede hun kruset ned mod bordet to gange for at få beværtningens opmærksomhed, og viftede så lidt med kruset. 

((Undskyld den lange ventetid og den svage post, men har haft lidt svært ved at komme tilbage til skriveriet ))

[Ache Mortcolt]

Ache havde godt lagt mærke til kvinden, der larmende var ankommet til kroen for et stykke tid siden efterhånden, men han havde ikke taget sig af det, på det tidspunkt havde han vigtigere foretagende en en afdanket person, der virkede til at skille sig ud fra mængden på en mærkværdig måde. Han så kort over på værten med et let hævet øjenbryn, da han tydeligvis farrede ned til kvindens bord med en ny øl. Herre gud, fandtes der da ingen anstændighed længere eller var folk blot forsvundet så langt ind i deres egen elendighed, at ingen tog sig af hvordan de fremstod længere? Sørgeligt, ganske enkelt sørgeligt.

Ache så kort imod kvinden med hætten over skulderen. Hvad var hun? Snigmorder, eventyrer eller blot en strejfer? Næppe med de våben omkring hende... Hun måtte tilhører en højere klasse eller så havde hun gjort ihvertfald. Men han havde da ikke hørt om nogen lige umiddelbart, der havde mistet deres status og hvis dette var tilfældet for hende her... Hvad var grunden så? Ache sad lidt tid og overvejede sine muligheder. Tjah, nu var den anden morder jo stukket af... Mon hende her kunne være en mulighed? Han smilede smalt ved tanken, inden han roligt rejste sig op fra baren og gik over til kvindens bord, hvor han stoppede lidt derfra og så overvejende på hætten med et hævet øjenbryn. Mortcolt symbolet lå heldigvis gemt inde under jakken, så det var ikke helt tydeligt, hvem han var, men han nægtede alligevel at skjule sig som et eller andet udskud, ligesom de andre fra overklassen der befandt sig her i deres egen elendighed.

"De ligner ikke en der er vant til at komme i disse kredse med den slags våben Frøken" Kommenterede han kort imens han holdte det gule blik en anelse overvejende på hætten. Han havde hænderne til at hvile i jakkelommernes dyb imens han stod og observerede hende. Ja man kunne måske høre, at han ikke tilhørte underklassen, men selv middelklassen tiltalte hinanden på sådanne måder, så det kunne umuligt være noget der overraskede hende. Hans egne våben lå skjult under jakken og stak kun svagt frem, da jakken stod åben. Ache holdte blot de kulsorte vinger tæt ind til ryggen imens han stod der. Godt nok kunne han ikke dræbes af andre end engle selv, men der var ingen der skulle forsøge sig med at skade ham eller hans vinger, det tog trods alt noget tid for ham at komme sig efter sådanne gerninger, men hende den fordrukne foran ham virkede ikke som en større trussel på trods af hendes våben, så det tog han ikke så tungt. I hendes tilstand ville hun ikke umiddelbart være en udfordring, men skindet kunne dog bedrage, så han sænkede ikke paraderne. I hans position var han nødt til at forblive forberedt på alt.