Hver fugl synger med sit næb [Cal]

[Jessamine Darcy]

Tid: Sommer, eftermiddag.
Vejr: Solskin og en temperatur omkring 26°.

Skoven var efterhånden blevet hendes tilflugtssted. Solen havde bagt hele dagen, og det havde været ulideligt at foretage sig noget som helst. Hun havde forsøgt sig tidligere på dagen med at samle urter, men måtte opgive. Jessamine havde aldrig været god til varme, og netop denne dag, var det simpelthen blevet for meget. Skoven bød på skygge og en køligere luft, men alligevel havde hun følt, hvordan varmen var steget hende til hovedet. Hun havde ladet urterne ligge i den medbragte kurv, forvandlet sig til en ravn, og fløj nu omkring i trækronerne, for at mærke vinden køle sig af. Sådan fløj hun frem og tilbage en god rum tid, før en lyd fangede hendes opmærksomhed. Hun landede på en gren, og lod blikket opmærksomt sondere terrænet.
Først var der intet. Fuglen rystede lidt på sin fjerdragt, og overvejede, om hendes hørelse havde spillet hende et puds. Netop som hun ville lette fra sin gren, fik hun dog øje på en anden ravn. Hun stillede sig tilfreds med, at dette måtte være ejermanden til den lyd hun hørte tidligere, og begyndte at pudse sine fjer, ganske uinteresseret i den fremmede fugl. Selvom hun selv kunne forvandle sig til netop denne type fugl, ja på trods af deres lighed, og på trods af at healeren mistede en del af sin menneskelige tankegang og i stedet i højere grad blev styret af instinkt i denne dyreskikkelse, havde hun ikke nogen synderlig interesse i, at integrere med andre artsfæller. Ravne kunne være ganske sky dur, så hun ville derfor højst sandsynligt ikke få meget ud af, at opsøge den under alle omstændigheder.

Alligevel kunne hun ikke dy sig for at følge den med øjnene. Der var noget underligt ved den. Den så ud til at have rettet sin opmærksomhed mod noget bestemt. Hun kunne ikke se hvad det var, og hoppede lidt længere ud på sin gren. Der var stadigvæk intet tegn på, hvad den anden artsfælle havde opmærksomheden rettet imod, men Jessamine ventede tålmodigt på sin pind.

[Cal Nebula]

Cal gik roligt hen over skovbunden med hænderne begravet i hans bukselommer og blikket fæsnet imod jorden foran ham. Det havde været en stille dag og folk virkede til at opfører sig mere ordentligt for tiden, da der ikke var lige så meget at lave på hans arbejde for tiden, trist egentligt. Han smilede stille ved tanken, inden hans blik kort så op på den sorte ravn der roligt hoppede fra træ til træ over ham. Det var helt rart, at den var det eneste selskab der fulgte ham, alt andet virkede en smule uoverkommeligt lige nu.
Han var iklædt et par almindelige sorte bukser, der sad en smule løst omkring hans ben og en sort trøje uden ærmer, der sad helt tæt til hans overkrop med en sort hætte på, som hang ned af hans ryg. Det sorte hår lå tungt ned i hans øjne og sad ellers en smule pjusket omkring hans ansigt imens han gik. Han bar en mørkebrun taske over den ene skulder samt et par sorte handsker, hvor fingrene var frie. Dog lignede disse handsker mest af alt sorte bandager, der lå omkring hans hænder.

Cal gik roligt lidt igennem skoven, inden han lagde mærke til at ravnen kort så sig lidt ekstra omkring. Hvad foregik der? Han fulgte kort dens synsretning med et hævet øjenbryn, inden han syntes at kunne skimte en anden fugl et stykke derfra. Selvfølgelig... Andet ville være underligt, nu hvor han befandt sig i skoven. Han rystede kort på hovedet med et roligt smil, inden han kort så rundt og let greb fat i en gren på et større træ, som han let kravlede op i, inden han satte sig på en lidt bredere gren et stykke op i træet. Han lænede sig roligt op af træets stamme og hængte tasken fra sig på en gren ved siden af ham, inden han kort lænede hovedet tilbage imod stammen og kort lukkede de røde øjne. Det var helt rart sådan en ro, der var her i området... Det fandt man ikke inde på pladsen. Ravnen fløj hurtigt over og satte sig ved siden af ham på grenen, hvilket fik Cal til at åbne det ene øje på klem og kort strøg fuglens hoved med et skævt smil. Ja ja da...

Han rystede kort på hovedet og rettede sig lidt op, inden han rodede lidt rundt i sin taske og fandt en bog frem, som han let gav sig til at bladre lidt i, imens fuglen begyndte at pudse sine fjer. En fugls selskab var altså bare bedre... Den kunne passe sig selv og ville også gerne være i selskab med andre, den svarede ikke igen og havde heller ikke behov for hele tiden at være i nærheden af ham. Tjah, det var sjovt som livet udartede sig til tider.

[Jessamine Darcy]

Pludelig kom der et menneske ind i hendes synsvidde. Hun lod blikket skifte mellem ravnen, og dette menneske. Det var som om der var en forbindelse imellem dem. Hun sad tålmodigt og betragtede dem på afstand, usikker på, hvordan hun skulle forholde sig til situationen. Manden kravlede op i et træ, hvor han satte sig godt til rette. Dette i sig selv var ikke så mærkeligt, omend en smule usædvanligt. Det mærkelige bestod i, at ravnen satte sig på selvsamme gren, og ligefrem så ud til at søge hans opmærksomhed. Det undrede hende, at den lod manden røre ved sig.

Det vækkede Jessamines nysgerrighed. Hun nærmede sig langsomt som manden begyndte at læse i sin medbragte bog. Hun havde meget ambivalente følelser omkring situationen, og dette på trods af, at det ikke var nemt at have disse tanker i sin dyreskikkelse. På den ene side bød hendes sky natur hende at lade dem være, og blot flyve videre. På den anden side var situationen fremmed nok til, at hendes nysgerrighed blev vækket. Hvordan havde han tæmmet dette vilde dyr? Det pirrede hendes vidensbegær.
Efter et stykke tid havde hun taget sin beslutning. Hun bredte sine vinger og hoppede ud i luften. Hun svævede langsomt hen mod de to, mens hun med lyde signalerede til den anden ravn, at hun ikke ville dem noget ondt. Om det virkede vidste hun ikke, men hun tog en chance.

Hun landede på en gren højere oppe end dem. Den var tyk nok til at kunne bære hendes menneske-vægt, men for nu, besluttede hun sig for, ikke at skifte form. Hun betragtede den nysgerrigt fra sin gren, og skræppede lidt til den anden ravn. Hun måtte lodde stemningen før hun gjorde noget drastisk.

[Cal Nebula]

Cal sad het roligt i sin egen verden og lod blikket vandrer ned over siderne i bogen, imens ravnen puttede sig på grenen ved siden af ham. Ravnen strakte hurtigt hals og så op på den anden ravn der nærmede sig. Cal så kort på ravnen ved siden af sig ud af øjenkrogen, da den skræppede igen af den anden. Det lød næsten som om den grinte for Cal, hvilket nok ikke var helt forkert... Men lige fugle lyde var han ikke helt så skarp i. Ravnen rejste sig kort op og viftede let med vingerne af den anden fugl, inden den så om på Cal, der blot rystede på hovedet med et skævt smil. "Jeg ved ikke hvad det er du snakker med din ven om, men den der tone kan du godt pakke væk og være ordentlig" Grinede Cal kort med et svagt smil.

Han lagde kort bogen fra sig på hans ben og så kort op imod grenen over sig, hvor han vidste at den anden ravn havde sat sig, inden han rodede lidt rundt i sin taske og fandt en lille æske frem, som han let åbnede og rakte til ravnen, der let fyldte næbbet med et par frø. "Flyv op til din ven og sig undskyld" Opfordrede Cal kort med et svagt smil, inden han lukkede æsken igen og lagde den tilbage i tasken. Ravnen så kort en anelse utilfredst på ham, inden den kort hoppede lidt væk og spredte vingerne. Fuglen fløj let op på den anden gren og gik forsigtigt hen imod den anden fugl, inden den let lagde et par af frøene på grenen.

Cal så kort op imod grenen over sig og rystede så let på hovedet, inden han åbnede bogen igen. Fugle var så meget mere lige til... De var deres egne individuelle væsener. Han læste roligt videre i bogen. Ravnen hoppede let ned fra grenen igen efter at have lagt et par frø til den anden fugl, inden den landede på grenen igen lige ved siden af Cals ben, hvor den let lagde sig til rette og puttede sig. Cal så kort imod den ud af øjenkrogen med et roligt smil, inden han vendte blikket imod bogen igen. Folk måtte da tro, at han var sindssyg hvis man hørte ham som dæmon gå og tale med en fugl? Tjah, men det var sådan han helst ville have det... Han havde aldrig brudt sig om store mængder eller folk der svarede igen.

[Jessamine Darcy]

Jess' brune øjne fulgte fuglens bevægelser. Betragtede hvordan den, da manden fandt en æske frem med frø, tog nogle stykker i sit næb, og hvordan den nu rettede sin opmærksomhed mod hende. Hun hoppede en gang til siden, som for at gøre plads, da ravnen gjorde hende med selskab. Hun prikkede kort til de frø, den havde efterladt hende. Et instinkt bød hende at spise dem, så det gjorde hun.

Sandt at sige, var Jessamine mildest talt overrasket. Den måde ravnen adlød hans ordrer, og hvordan den ligefrem så ud til intet at have imod det. Hun var imponeret over hans tække med dette vilde og ellers sky dyr. Man havde hørt om kæle-fugle før, men denne loyalitet havde hun aldrig set før. De måtte leve i en slags symbiose. Hun var splittet omkring at bevare sin identitet og betragte dem fra sin gren, og for at afsløre sig selv, og prøve at finde svar på hendes spørgsmål. Efter i en rum tid at have betragtet dem begge, besluttede fuglen sig for, at hun måtte have svar. Det var svært at tænke klart i denne skikkelse. Den sorte fugl hoppede fra gen til gren, så den nu befandt sig på nogenlunde niveau med de andre. Grenen hun havde landet på, virkede robust nok, til at kunne bære hendes vægt. Hun spredte vingerne, og lod sig så forvandle. Hendes hånd greb instinktivt ind mod stammen, da forvandlingen var slut, for at finde balancen. Nogle gange gav det hende en smule svimmelhed, at gå fra fugl til menneske. Hendes skarpere sind fandt dog hurtigt tilbage, og hun samlede sig hurtigt, for at vendte blikket mod den fremmede. Hun var spændt på, at se hans reaktion på hendes forvandling. Selv ville hun nok være blevet en kende overrasket, hvis en ravn pludselig forvandlede sig til en kvinde, også selvom hun selv var animagus.

Hun lignede sin dyre-skikkelse på flere punkter; det sorte hår havde samme lilla skær som hendes fjer, og de brune, næsten sorte øjne var de samme. Hun var iført en simpel kjole, og et forklæde med en påsyet lomme, hvori hun opbevarede en lille halvmåne-formet urtekniv.

[Cal Nebula]

Cal sad roligt i sin egen verden og læste i bogen, imens fuglen puttede sig på grenen, inden den rejste sig op og let strakte vingerne, inden den lettede fra grenen og fløj lidt rundt i området, inden den landede på grenen igen op af hans ben, da Cal havde bukket det ene ben foran sig med foden der hvilede imod grenen og det andet ben, der hang halvt ud over grenen, så hans fod dinglede i luften under den i luften. Han tog sig ikke af hvad de to fugle foretog sig, han sad i sin egen verden og lod de røde øjne vandrer ned over bogens sider med et hævet øjenbryn. Der var ikke noget der gav ham mere ro, end litteratur... Intet andet fik tankerne til at flyve ligesom ravnen kunne med vingerne.

Ravnen skræppede hurtigt op og rejste sig op, imens den hoppede lidt rundt på grenen, da den anden fugl forvandlede sig. Cal så kort imod kvinden ud af øjenkrogen med et let hævet øjenbryn. Af en eller anden grund var han ikke overrasket... Intet var efterhånden hvad det så ud til. "Så giver det mere mening, hvorfor ravnen grinede af Dem" Kommenterede han kort med et helt neutralt tonefald og et smalt smil. Han vendte roligt blikket mod bogen igen i lidt tid, inden han let lukkede den og lod den hvile imod hans ben, inden han let lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage imod stammen, så hans ansigt vendte op imod himlen og grenen over ham. "Men hvem er De så Frøken?" Spurgte han helt roligt og vendte derefter blikket imod hende med et let hævet øjenbryn. Ja hun var animagus, men hvorfor befandt en ung kvinde sig helt alene herude i skoven? Søgte hun friheden ved skoven ligesom ham selv?

[Jessamine Darcy]

Jessamine var overrasket over hans rolighed. Men den smittede af. Hun følte sig tilpas ved hans kølige måde at tackle situationen på. Hun brød sig generelt ikke om hysteriske og utilregnelige mennesker. At være behersket var et meget bedre karaktertræk. At han kunne lide at læse var også et plus, hun var selv en ivrig dyrker af litteraturen.

Hun dinglede ubevidst en smule med fødderne i den frie luft, som hendes læber formede sig i et næsten usynligt smil. At han vendte sin fokus mod sin bog i stedet for hende, generede hende egentligt ikke. Det var mere behageligt, at de ikke havde øjenkontakt. "Darcy" introducerede hun sig, og lod de brune øjne hvile ved ham et øjeblik. "Jeg undskylder at jeg forstyrrer Deres fred, men Deres ravn vakte min nysgerrighed" startede hun, og lod hænderne tage fat i grenen hun sad på. Hun var ikke bange for højder, tværtimod kunne hun ganske godt lide at være højt oppe. Det var også en sølle fugl, der frygtede de tyndere luftlag. Hendes blik vendte sig nu imod ravnen i stedet; "Det er ikke ofte en ravn beslutter sig for at slå selskab med et menneske" konstaterede hun, og hendes øjenbryn hævede sig et kort sekund. Hun begærede at vide hvilken fortid de to havde, om det var gavmildhed og tålmodighed der havde lokket fuglen til sig, eller om der stod noget ganske andet bag dette besynderlige 'venskab'.

[Cal Nebula]

Cal lod sig ikke påvirke af at hun så på ham. Det var vel meget normalt, lige at se personen an som man stod overfor. Han så kort på hende ud af øjenkrogen ved hendes præsentation. Darcy? Det sagde ham ikke noget, men han kom heller ikke som sådan i kredse hvor der befandt sig andre væsener. De eneste han havde noget at gøre med, var hans arbejdsgiver, et par få healere også de individer han skulle henrette. "Cal" Præsenterede han sig kort imens han holdte blikket på hende, inden han vendte blikket imod ravnen ved hans ben, der havde lagt sig igen. "Fordi De selv er en?" Kommenterede han kort med et let hævet øjenbryn og så hen på hende. Det var en fugl, hvad mærkværdigt var der ved det?

Cal trak kort på skuldrene med et smalt smil ved hendes kommentar omkring ravnen. Tjah det var vel lidt mærkværdigt... Specielt for den art, som ravnen tilhørte. "Tjah, jeg ved ikke om jeg ville sige den har besluttet sig for det. Den flyver som det passer den også opsøger den mig til tider... Og hvad gør Dem så sikker på, at det er et menneske De befinder Dem overfor?" Spurgte han roligt med et smalt smil og så kort på hende ud af øjenkrogen med de røde øjne. Mennesker... Var de ikke efterhånden en sjældenhed at støde på? Selv overraskede det ham en anelse, at hun regnede ham for værende menneske. Han var bleg, havde sort hår og blodrøde øjne... Det var meget få mennesker, nærmere ingen der havde det. Nej.. Han tilhørte dæmonerne, hvilket stenen bag hans ører under det sorte hår indikerede. På den anden side kunne han tilhører hvad som helst.. Dæmoner, elementer, vampyrer... Listen var lang. Men hun måtte da kunne gætte hvorfor ravnen havde grinet af hende, da hun nærmede sig? Han var en del af mørket.

Cal lod kort blikket vandrer lidt rundt i skoven, inden han vendte blikket imod ravnen, der gav sig til at pudse sine fjer. Han rettede sig roligt op og lagde bogen tilbage i tasken istedet. Han gad ikke sidde og balancere med den længere, specielt ikke nu hvor han nok ikke fik læst videre alligevel. Hvis kvinden besluttede sig for at gå, kunne han blot slappe af og nyde roen for et øjeblik. Han lukkede kort øjnene og lagde let hovedet tilbage imod stammen bag sig med ansigtet vendt imod himlen. Der var altså en eller anden ro over skoven.. Et eller andet han som dæmon ikke kunne sætte en finger på.

[Jessamine Darcy]

Læberne trak sig op i et smil over hans kommentar. Det var dumt at have kaldt ham et menneske, det så hun nu, hvor hun tillod sig at tage et ordentligt kig på ham. "Aha. Så den er altså stadigvæk lige så vild som den blev født" sagde hun, og lænede sig op mod træets stamme. Fingerneglene borede sig ned i barken "Intet gør mig sikker" startede hun og kradsede lydløst i barken "Men nogle mennesker bliver så frygteligt fornærmet, hvis man kalder dem for andet end netop dét. Det er vel nærmest en refleks at ytre sig sådan, for at være på den sikre side. Men efter at have set Dem nærmere an, er De tydeligvis ikke et sådant" indrømmede hun, og grinede indvendigt af sig selv. Blikket lod hun hvile på ravnen. Det gav på en underlig måde også mere mening, at ravnen skulle foretrække selskabet af et væsen af mørket. De var selv sky og intelligente dyr, og disse væsner plejede at have et fælles træk: De holdt gerne af at holde sig for sig selv.

Hun havde fået svar på sit spørgsmål, og overvejede egentligt at fordufte ligeså brat som hun var ankommet. Dog var hun en smule udmattet efter sin forvandling, og hun havde mest lyst til at blive siddende i sommervarmen og samle kræfter igen. Hun kunne selvfølgelig blot klatre ned fra træet, men det rakte energien heller ikke til lige i dette øjeblik. I stedet slap hun barken med fingrene, og slyngede den ene arm omkring stammen "Nu hvor jeg alligevel har gjort mig frygteligt pinligt bemærket, så tillad mig at gøre et kvalificeret gæt i stedet" sagde hun, og kneb øjnene en smule sammen. Hun havde ikke lagt mærke til noget mærke på hans hals - dog kunne tøjet sagtens skjule dette - og det faktum at han opholdt sig her, midt på en sommerhed solskinsdag fik hende til at vrage ideen om, at det var en vampyr hun sad overfor. Nej, han mindede mest om noget ganske andet "En dæmon måske?" var hendes bedste bud. På trods af, at han ingen vinger eller horn havde, var det hendes bedste bud. Hun vidste, at dæmoner på en måde kunne skifte form, lige som hende selv. At de kunne tage form, så de lignede mennesker, eller som han så fint selv antydede, et andet væsen af mørke. Hun havde dog ikke fået øje på nogen rød sten endnu.

[Cal Nebula]

Cal trak kort på skuldrene med et smalt smil over hendes kommentar. "Det kan man godt sige ja" Kommenterede han kort, inden ravnen kort så op på ham og derefter hoppede lidt væk, inden den spredte vingerne ud til siderne og satte af fra grenen, inden den fløj lidt omkring, så den kort var ude af syne. Cal så kort efter den med et roligt smil. Det skulle den have lov til, den kom jo som regel igen når den gad. Han så kort på hende ud af øjenkrogen ved hendes kommentar. "Der kan jeg ikke modsige Dem" Kommenterede han kort med et skævt smil. De få mennesker man så rendte ind i nu og da, var simpelthen så nærtagende omkring deres person og hvor de hørte til, medmindre det var et fjendtligt væsen mennesket stod overfor, så bakkede de næsten automatisk, nok i frygt for deres liv... Det var egentlig meget underholdende til tider.

Cal så kort ned imod hendes hænder, da hun kradsede i barken. Rastløs? Et tegn på stress? Mærkværdigt... Han vendte let blikket imod hendes ansigt igen, da hun nærmest gav sig til at analysere ham. Han smilede lidt skævt ved hendes gæt, inden han trak en enkelt gang på skuldrene. "Og Deres begrundelse?" Spurgte han roligt og vendte de røde øjne imod hende, inden han lagde hovedet en anelse på sned imens han så overvejende på hende. Det var da lidt sjovt, at hun havde gættet rigtigt, men så svært var det nu heller ikke at gætte. Til gengæld kunne det være rigtig sjovt, at hører folks begrundelse engang imellem, når man fik folk til at gætte på sin person. De få væsener Cal havde talt med i sit liv, havde aldrig været specielt interessante at konversere med, men hende her skulle da have en ærlig chance, ellers kunne han jo bare gå videre eller forsvinde i skyggerne, som han heldigvis kunne nu hvor han var skyggedæmon. Dette var dog en anden praktisk ting sammen med hans race, den var ikke specielt synlig fordi den røde sten var skjult under hans hår lige bag ved øret. Der var jo ingen der nogensinde ville komme tæt nok på ham til at kunne finde den, så det var jo en del af mystikken også, noget endnu mere ukendt og fremmed.

[Jessamine Darcy]

Det trak næsten usynligt i Jessas mundvig. Han påstod ikke, at hun tog fejl, ej heller bekræftede han hendes påstand. I stedet ville han høre en begrundelse, hvilket Jessamine fandt interessant. Mange var ikke interesseret i at høre andres begrundelser eller overvejelser, de foretrak let konversation og letsindige emner. Ikke alle brød sig om at dykke dybere, ind i en mere meningsfuld samtale. At den formodede dæmon gjorde det, øgede hendes agtelse for ham. "For det første, kan jeg ikke umiddelbart se noget mærke på Dem, der skulle indikere at De er et element" sagde hun, velvidende at hun kunne tage fejl herom. Hendes blik søgte videre omkring hans hals, som hun talte videre "En varmpyr tror jeg ikke De er, på trods af den skygge og kølighed skoven tilbyder, virker det usandsynligt, at en vampyr skulle befinde sig udenfor med denne strålende solskin" Hun lod hovedet hvile ind mod den ru bark "Nej, mere sandsynligt finder jeg det, at hvis jeg kiggede efter på Deres hals, at jeg ville finde en lille rød sten, der indikerer, at De er en dæmon" afsluttede hun sin begrundelse med, og lod nu blikket finde frem til hans i stedet. Hun måtte indrømme, at de helt røde øjne var smukke, de stod i kontrast til det sorte. Det var ikke ofte, hun havde fået chancen for at tale med en dæmon. Hvis han da var et sådant. Hun forestillede sig, hvordan han ville se ud i sin naturlige form. Hvordan nogle - hun forestillede sig - sorte krøllede horn i stedet ville springe ud af panden på ham, og hvordan et par sorte læderagtige vinker ville pryde hans ryg. Det var svært at forestille sig, at han ville være andet end sort og hvid stadigvæk. At den blege hud skulle forandre sig, men det var måske fordi, at det netop stod i så smuk en kontrast til hinanden.

[Cal Nebula]

Cal holdte blot blikket imod hende med et let hævet øjenbryn imens han lyttede til hendes teori. Han smilede dog en anelse skævt, da hun var færdig. Det var da meget underholdende rent faktisk at hører noget fornuftig tale istedet for tom snak. Han trak blot på skuldrene, da hun sagde det sidste. "Interessant observation" Kommenterede han kort med et svagt skævt smil, inden han roligt lagde hovedet tilbage imod stammen bag ham og lukkede øjnene, så hans ansigt vendte op imod træets krone. Sådan sad han i lidt tid, imens man kunne hører ravnen flyve omkring et lille stykke derfra, da det puslede i træernes kroner. "Men siden De har så meget forstand på de forskellige racer, så må De jo næsten være lærd... En lærer eventuelt? En healer måske?" Spurgte han roligt og rettede sig let op, inden han let svang benene på den ene side af grenen, så han havde fronten imod hende og holdte blikket direkte imod hendes med et let hævet øjenbryn. Han holdte let ved grenen under ham med de indbundne hænder, inden hans blik hurtigt søgte imod lyden af vinger, da ravnen kom tilbage med en orm i næbbet og satte sig på grenen lidt fra ham. Ravnen lagde let ormen på grenen og pudsede kort op i sine fjer, inden den gav sig til at spise ormen.

Cal så kort på hende ud af øjenkrogen med et svagt smil, inden han lod blikket vandrer ud over skovbunden. "Men hvad laver en animagus egentlig herude helt alene? Jeg ser intet følge?" Spurgte han roligt og vendte let blikket imod hende med et undrende udtryk. Det var ekstremt få kvinder, der begav sig ud i skovområderne på egen hånd, selv ved højlys dag. Hun søgte måske friheden og roen som skoven gav? Det lå nok ekstra til hende, nu hvor hun jo var animagus, de var jo nærmere naturen end han selv var. Det morede ham dog lidt, at han stadig ikke havde bekræftet hendes mistanke omkring om han var en dæmon eller ej, men så kunne hun jo gruble lidt over det istedet for, der skulle trodsalt være en lille smule spænding til stede, ellers ville samtalen jo hurtigt dø og denne her virkede faktisk ganske interessant lige umiddelbart. Cal selv havde ikke så stor erfaring med de enkelte racer, han vidste bare hvordan man slog dem ihjel... Det lå lidt i hans jobbeskrivelse, at han skulle vide det.

[Jessamine Darcy]

Jessamine sad ubevægeligt på sin pind, og lod ham tale. Han bekræftede ikke hendes påstand, hvilket fik hendes ene mundvig, til at trække sig op i et skævt smil. Han lod hende ikke slippe så let. Det gjorde hende ikke noget. Hun kunne, i et rimeligt omfang selvfølgelig, lide modspil. Der var ikke noget værre, end kedelige og understimulerende samtaler. Han var inde på det rigtige, da han spurgte om hun var en lærd. Og det varede ikke længe, før han havde gættet, uden at vide det, at hun var en healer. Et øjeblik vurderede hun, om hun skulle give ham ret. Han havde jo trods alt ikke, bekræftet hendes formodning om ham.

Ravnen kom flyvende ned fra trækronen med en orm, og hun betragtede den tavs pudse sine fjer, for herefter at sluge sit bytte. Hans næste spørgsmål fik dog hendes blik til atter at vende tilbage til ham. Tænderne kom svagt til syne i et smil "Sikke en masse spørgsmål" sagde hun, og rørte nu en smule på sig, da hun svang det ene ben over det andet, så de sad over kors. "Især fra en, som ind til videre så nødigt har delt noget om sig selv" Hun kneb udfordrende øjnene en smule sammen. Det var så ufarligt at spørge ind til andre, uden at give noget af sig selv. Men hun ville ikke bide på hans krog. Her gjalt der et noget for noget princip. I hvert fald fra hendes side.

Hun følte sig hjemme i denne skov. Nød dens ro. Hun havde aldrig følt sig bange for at være alene. Tværtimod. At hun var en kvinde havde aldrig været en grund til bekymring hos Jessamine. Den viden at hun til enhver lejlighed kunne forvandle sig til en fugl og flyve væk, var al den fortrøstning hun havde brug for. Hun var ikke bange for at færdes alene nogen steder, hun følte sig sikker på, at hun nok skulle kunne slippe væk på den ene eller anden måde, skulle det altså blive aktuelt.

[Cal Nebula]

Cal sad roligt og holdte blikket imod skoven foran sig, hvor han lod blikket glide langsomt over området med et udtryksløst ansigt. Det var sådan her han kunne lide det, en stimulerende samtale uden noget pres. Han kendte ikke denne kvinde og hun virkede ikke til at være en af dem der søgte problemer, så det her kunne han sagtens få tiden til at gå lidt med, hun var trods alt en anelse interessant også svarede hun igen, det var sjældent man oplevede det hos en kvinde.

Han så kort på hende ud af øjenkrogen med et træk i mundvigen som et smalt smil med et svagt grin og trak så en enkelt gang på skuldrene. "De har da fået oplyst mit navn Frøken" Kommenterede han kort. Det var godt nok ikke hans fulde navn, men det var det alle kaldte ham, så det så han ikke noget galt i. Han sad lidt tid og overvejede hvad han skulle svare på det, inden han let rettede sig op og vendte sig rundt, så han svang benene ned på den ene side imod hende og holdte hænderne på grenen for at holde balancen, imens han så en smule overvejende på hende med et let hævet øjenbryn over de røde øjne. "Okay hvis det er sådan vi leger, så har jeg et foreslag... Et spørgsmål for et spørgsmål, maks fem spørgsmål, der må omhandle alt og løgn er forbudt" Udfordrede han hende med et smalt smil, imens han holdte de lysende røde øjne på hende. Nu var han spændt på om hun var frisk nok til at ville lege med på den lille leg. Det kunne da blive meget underholdende, kunne det ikke? Eller skulle de måske lave det til udfordringer istedet?

Ravnen så kort imellem dem med en tydelig forvirring, inden den kort skræppede og hoppede lidt længere ud på grenen, inden den lagde sig ned og puttede sig i sine fjer. Den så kort hen på Cal med de mørke øjne og et kort utilfreds grynt, inden den lukkede øjnene. Cal så kort hen på den med et smalt smil og et træk på skuldrene, inden han vendte blikket imod Darcy igen med et afventende blik.

[Jessamine Darcy]

Kvinden sad ubevægeligt på sin pind. De mørke øjne hvilede med et roligt blik på Cal. De røde øjne blev ved med at suge hende ind. Hun følte at hun druknede i det røde skær. Men det var ikke på en ubehagelig måde. Da han havde talt færdig, og Jessamine havde vendt sin opmærksomhed fra de lysende øjne, trak de mørke læber sig op i et let smil. "Interessant" sagde hun, uden at smilet falmede "Jeg tager imod Deres udfording. Og må jeg så foreslå, at det er udfordreren, der starter" sagde hun og et udfordrende glimt spillede i hendes øjne.

Ravnen der skræppede utilfreds, skænkede hun kun liden opmærksomhed. Måske var den utilfreds over, at hun sådan kom anmasende og stjal dens vens opmærksomhed. Men hun var ingen tankelæser, så hun vidste det ikke. Den havde i hvert fald fundet ro nu, og var ude af kvindens tanker, så hurtigt som den var kommet derind.

Hun måtte indrømme overfor sig selv, at det var en ganske interessant samtale. Og udfordring for den sags skyld. Hun havde tænkt sig at svare på, hvad end han måtte spørge hende om. Og sandfærdigt også. Hun så frem til at høre, hvad han havde i tankerne. Hvad han fandt interessant at spørge om. Og i mellemtiden, måtte hun tænke sig om, og finde de rigtige spørgsmål at stille ham. Det kunne godt blive et problem, på trods af en megen nysgerrig natur, havde hun aldrig fundet enkelte individer synderligt spændende. Men mon ikke, hun kunne finde noget, der ville stille hendes vidensbegær, på den ene eller anden måde alligevel.