Hver fugl synger med sit næb [Cal]

[Cal Nebula]

Cal kunne ikke helt dy sig og smilede en anelse skævt ved hendes bekræftelse. Så hun ville gerne lege med? Interessant, som hun selv havde sagt. Han nikkede kort ved hendes opfordring, imens han kort kneb øjnene en anelse sammen og så undersøgende på hende med et hævet øjenbryn. Hvad skulle han finde på? "Er De typen, der foretrækker flugt eller at tage kampen op, hvis De blev stillet i en situation som De ikke ville kunne slippe ud af uden at tage et af disse valg?" Spurgte han helt roligt imens han holdte blikket afventende på hende.

Hun var faktisk ganske interessant, det måtte han give hende. Hun gav tilpas meget modstand til at det fortsat var interessant og uden at han blev irritabel, som han jo desværre havde for vane at blive, når hans temperament løb af med ham. Det var derfor han oftest var i selskab med fuglen kun, da den var den eneste der ikke svarede ham igen eller gjorde ham irritabel. Den prikkede eller til hans temperament ligesom almindelige væsener gjorde. Nej det var meget mere simpelt med ravnen... Den svarede ham ikke igen og kunne finde ud af at holde sin mund. Hende her virkede dog en anelse anderledes, hun virkede ikke som typen der trådte forkert i forhold til hvordan folkene omkring hende var, men det ville tiden jo vise. Nu havde han ihvertfald stillet sit første spørgsmål, så blev det interessant hvad hendes svar ville være. Han kendte jo intet til hende, så han kendte heller ingenting til hvordan hendes væsen var og havde derfor ingen mulighed for at bedømme hvordan hun ville handle i pressede situationer, men det kunne hun forhåbentlig selv gøre ham klogere på med sit svar.

Ravnen lå blot helt stille i sine fjer og puttede sig, imens den skulede op på dem en gang imellem, men lukkede istedet øjnene og passede sig selv. Det var det gode ved en fugl, selvom den var jaloux eller noget, så var den for sky af natur til at gøre noget ved det, den var sin egen og det var derfor Cal godt kunne lide dens selskab.

[Jessamine Darcy]

Jessamine så på ham, med et udtryksløst blik. Et svært spørgsmål, det måtte hun give ham. Det kom vel egentligt an på situationen. Og om den var af fysisk eller mental karakter. Hun skulle være den sidste til at påstå, at hun var meget værd i en kamp. Mødte hun en bandit i skoven, som truede hende, ville hun forvandle sig og flyve væk. Det ville vel gælde som at flygte. Brød nogen ind i familiens hytte ville hun blive, og tage kampen op, det var alligevel for værdifuldt for hende. Mentalt ville hun sikkert foretrække at 'flygte' fra en gængs samtale, men blive og tage kampen op, skulle nogen være interesant at sparre med. Men hun ville ikke belemre ham med disse overvejelser. Han stillede hende et spørgsmål, og hun kunne ikke spise ham af med et både og. Hun måtte tænke over hvad hun overvejende ville gøre, og give ham et svar. Efter et kort øjeblik blottede hun tænderne i et svagt smil "Jeg ville de fleste gange tage kampen op" var det eneste hun kunne svare, hvis det skulle være ærligt.

Nu var det hendes tur til at spørge. Skulle hun spørge ham om noget snedigt? Noget med skumle bagtanker? Eller skulle det være noget trivielt, noget han ikke behøvede at bryde hovedet, for at svare på? Hun pillede ubevidst ved barken mens hun talte "Hvad er Deres bedste minde?" Dette skulle blive interessant. At tvinge ham til at tænke på noget, der gjorde ham glad. Måske et ganske trivielt spørgsmål, men det gav hende tid til, bedre at lodde hans personlighed.

[Cal Nebula]

Cal så blot på hende med et hævet øjenbryn imens han ventede på hendes respons. Ja spørgsmålet kunne tolkes på mange måder, da der var mange forskellige situationer der kunne opstå. Nu kendte han jo ikke noget til hende som sådan, så han vidste ikke hvordan hendes livssituation så ud. Om hun havde familie, en kæreste, børn, kæledyr, et eller andet kært eje eller bare var hende, men det var heller ikke vigtigt, det vigtige var hvordan hun valgte at tolke spørgsmålet.

Ravnen skræppede kort, så Cal kort så ned på den, inden den rejste sig op og gik lidt væk fra ham imens den spredte sine vinger, inden den hoppede ned fra grenen og svævede væk imellem træerne. Cal så kort en smule ligegyldigt efter den, inden han vendte blikket imod hende igen. Den kunne sagtens passe på sig selv, det havde den så tit gjort, så det gjorde ham ikke noget at den fløj lidt væk. Den var jo fri som fuglen så at sige...

Han så en anelse overvejende på hende ved hendes svar. Ja så... Det var da interessant info. Det var ikke lige svaret han havde regnet med, men de havde jo lovet at svare sandfærdigt og det havde han tænkt sig at holde, så det håbede han da også at hun var med på. Han nikkede kort med et svagt træk på smilebåndet. Jamen det var så hans første spørgsmål, fire tilbage...

Cal så kort imod hendes fingre, der pillede i barken. Et tegn på stress eller ubehag? Han vidste det ikke. Han vendte let blikket imod hende med et hævet øjenbryn ved hendes spørgsmål, inden hans mundvige trak sig op i et lidt skævt smil. "Det må være dagen, hvor jeg fik mit arbejde" Kommenterede han roligt. Han havde ikke så meget i hans liv og hans arbejde tilfredsstillede dæmonen i ham, så han slap for at gå ud og blive morder ligesom så mange andre, der kæmpede med mørket inde i sig. Jo han havde familie, men dem havde han ikke set i flere hundred år. Han vidste dog at de var i live, men det nægtede han at blande sig i. Han så kort op imod himlen med et overvejende udtryk, da han tænkte over sit næste spørgsmål. "Nu De spurgte til mit bedste minde... Hvad er så deres værste?" Spurgte han udfordrende med et svagt smil imens han vendte blikket imod hende igen. Se det her kunne blive yderst interessant.

[Jessamine Darcy]

Selv nu mønstrede dæmonen; dette havde hun nu besluttet sig for at han var, at tilbageholde så meget som muligt. Hun havde ikke lokket meget ud af ham med sit spørgsmål. Blot at han havde et arbejde, og at han var glad for det. Det fik hende til at holde op med at pille ved barken, og i stedet folde hænderne i skødet ganske roligt og mere selvbevidst. Han forstod at holde kortene tæt til kroppen.

Det næste spørgsmål han stillede hende, var ganske oplagt. Og hun måtte svare ham, som hun havde lovet, selvom hun ellers ikke var en der gik meget op i regler. "Da mine forældre døde" svarede hun kort og præcist, uden at røbe, hvor hårdt det havde været dengang. Der var det med ikke rigtigt at knytte sig til nogen. Det gjorde kun mere ondt, når man så endeligt mistede nogen, man rent faktisk var knyttet til. Nu var det kun hende og hendes bror tilbage, som betød noget. Tanken om også at miste ham, var en evig grund til bekymring. Hun mønstrede dog, at skubbe sådanne tanker langt væk i underbevidstheden.

Det næste spørgsmål lå lige på tungen "Har De nogensinde elsket nogen?" hun vidste ikke hvorfor hun ville vide det, men han slog hende som typen, der ikke elskede andre end sig selv. Men hun ville elske, at blive modbevist. Der var ikke noget bedre end at forvente ét, for at opdage noget andet.

[Cal Nebula]

Cal observerede godt, at hun nu holdte op med at pille i barken på grenen, hvilket fik ham til at hæve et øjenbryn. Højest mærkværdigt... Hun var da en interessant person, det måtte han give hende, men han forstod ikke hvorfor hun var så nervøs for at se på ham, dog virkede det til at hun havde løsnet lidt op og ikke havde lige så meget imod at se på ham nu og det var jo trods alt en god ting.

Han så kort lidt undrende på hende ved hendes svar. Virkelig? Havde hendes forældre betydet så meget for hende? Hvis hans forældre døde... Tjah det ville faktisk ikke røre ham. Efter den lille mide til Carmelia kom til verden... Tjah så havde Cal bare været tynd luft for dem og hvis det en dag var dem der lå med hovedet på hugge blokken? Han ville ikke tøve et sekund. Han nikkede kort ved hendes svar. Tjah der var jo nogle, der var tæt knyttede med deres familie og det accepterede han.

Cal havde fortsat blikket imod himlen ved hendes næste spørgsmål, inden han kort trak på smilebåndet. Den var faktisk lidt vanskellig at svarer på den der... Han så lidt overvejende imod himlen imens han tyggede lidt på hendes spørgsmål. "En kvinde nej, men litteraturen ja.. Og De?" Spurgte han roligt og vendte derefter blikket imod hende med et hævet øjenbryn. Nej han havde aldrig haft en hjertensskær.. Tjah det lå vel bare ikke lige så meget til dæmoner, som det gjorde til andre. Ikke engang en teenageforelskelse besad han, der havde han været for opslugt af litteraturen til at koncentrere sig om nogle som helst andre. Hans egne forældre havde dog fundet hinanden i en forholdsvis ung alder af 200 år cirka, det løb var for længst kørt for Cal, der allerede havde rundet de 600, snart 700 år. Som tiden dog gik... Nu havde han kun to spørgsmål tilbage, hvad skulle han spørge hende om? Hvad ville han gerne vide om hende, som han vidste at hun burde svare sandfærdigt på? Der var så meget... Hun interesserede ham faktisk, hun var interessant.

[Jessamine Darcy]

Sandheden var, at Jessamine havde for vane at pille ved ting. Hendes hænder var så vant til at arbejde, at de følte sig rastløse, når de ikke havde megen at bestille. Dog var der noget sandhed i, at hun ikke brød sig om at stirre på folk. Det indgød som regel til en stirren tilbage, som hendes sky natur, bød hende at undgå. Det var dog ikke så slemt med Cal. Han virkede på mange punkter, at være lig hende selv.

Hans svar kunne ikke undgå at vække fryd hos healeren. Hun elskede også litteraturen ganske højt. Derfor kunne hun ikke tilbageholde et lille smil ved hans svar. Da han gengældte spørgsmålet, blev hun dog en kende overrasket. Hun havde ment sit spørgsmål i den bredeste forstand, om han nogensinde havde elsket nogen familie, en ven, en kvinde. Hun havde jo netop fortalt ham, at hun havde sørget over tabet af sine forældre "Hvis De mener udover min familie, så nej. Der må jeg gentage Dem; at jeg kun elsker litteraturen" svarede hun ganske sandfærdigt, og det lagde op til hendes næste spørgsmål: "Hvilken litteratur, finder De mest interessant?" Hun kunne bruge sine dyrebare spørgsmål på noget mere snedigt. Men der var ikke meget hun ønskede at vide. Til gengæld gav det hende nu mulighed for, måske at opdage noget nyt, hun kunne begrave sit vidensbegær i. Hendes hænder havde fundet hvile i hendes skød, og hendes blik havde fundet hvile hos dæmonen. For hvert øjeblik, fandt hun ham og at samtale med ham mere interessant. Det var en rar forandring, rent faktisk at møde nogen, der var værd at konversere med. Udover hendes bror.

[Cal Nebula]

Cal lænede roligt hovedet tilbage imod træstammen og holdte blikket imod himlen imens hun fortalte. Okay det var næsten skræmmende, så meget de mindede om hinanden... Bortset fra det med familien. Siden hans søster kom til verden, havde han hadet sin familie som bare fanden... De havde glemt alt om ham og kun haft fokus på din lille rotte til Carmelia... Hvis det stod til ham, så glædede han sig til den dag hvor de døde. Om det var for hans hånd eller en andens var ham ligegyldigt... Det bedste ville være hvis rotten døde også hans forældre måske søgte tilbage til ham, dette ville dog være for sent og han ville afvise dem blankt, de var allerede døde for ham...

Han vendte let blikket imod hende igen ved hendes spørgsmål, inden han let trak på skuldrene med et roligt smil. "Det er faktisk meget forskelligt... Eventyrer, viden, skønlitteratur. Det kommer meget an på mit humør den dag jeg starter på en ny" Forklarede han roligt med et svagt træk på smilebåndet. Det var faktisk mere eller mindre det hele han holdte af at læse, tragedier var også en god ting, dog gad han ikke at læse lægevidenskaben... Den var simpelthen for kedelig og uinteressant for ham. Han så kort lettere overvejende på hende med et hævet øjenbryn. Hvad skulle han spørge om som det næste? "Nu nævnte De, at De havde en familie, men at deres forældre var døde... Så antager jeg, at du har en søskende af en art? Hvor langt ville du gå for at redde denne persons liv?" Spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet let på sned. Det var faktisk et meget interessant emne og det fortalte også en del om hvor tæt knyttet hun var til denne søskende, om det var en bror, søster eller om der var flere af dem kunne han ikke vide, men der var ihvertfald en kunne han regne ud fra hendes svar. Spørgsmålet sagde en del om en persons karakter, så det blev spændende at se hvordan hendes bånd til andre var.

[Jessamine Darcy]

Jessamine forholdt sig roligt, mens han forklarede. Han havde en bred smag, hvilket altid var godt. Selv var hendes fokus mest på faglitteraturen, og lægevidenskaben interesserede hende også. Skønlitteratur sneg sig af og til ind i hendes læseliste, men det var sjældent. Hun foretrak ren viden.

Ved hans næste spørgsmål, kunne hun mærke sit hjerte slå et slag over. Hun var ikke meget for, at nævne at hun havde en bror. Man vidste aldrig, hvad folk kunne stille op med informationer. Skulle der nogensinde ske Virgas noget, vidste hun ikke, hvad hun skulle gøre. Andet end, at hun ville slå vedkomne ihjel. Uden så meget som at blinke med øjnene. Det var slemt nok, at hun aldrig vidste, om han vendte hjem fra sine missioner eller ej. Udadtil så hun dog ganske uanfægtet ud. Hun skulle ikke nyde noget af, at han kunne se på hende, hvordan spørgsmålet påvirkede hende "Jeg ville uden tøven ofre mit eget" svarede hun ærligt, selvom hun havde den største lyst til at lyve, og nægte, at nogen søskende eksisterede. Det virkede dog til, at dæmonen havde været sand overfor hende indtil nu.

Hvad skulle hun dog spørge ham om. "De nævnte Deres arbejde. Hvad er Deres jobtitel?" spurgte hun så. Det skulle være interessant, at høre, hvordan han tjente til dagen og vejen. Især i kraft af, at han havde nævnt det som hans bedste minde. Hun elskede ikke sit arbejde på samme måde som han gjorde. For hende var det blot en måde at overleve på, ved at bruge de færdigheder hun var bedst til. Det lå ligesom i kortene, eftersom hendes egen moder havde gjort det samme.

[Cal Nebula]

Cal så blot roligt på hende imens han ventede på hendes svar. Han hævede dog let det ene øjenbryn ved hendes svar. Ofre sit eget liv for en person? Han kunne slet ikke forestille sig, at give sit eget liv for en anden. Men okay han havde jo absolut ikke det samme bånd til sin søster, som hun åbenlyst havde til sin søskende. Han nikkede kort, inden han roligt satte sig med ryggen imod træstammen igen og lagde den ene fod imod træstammen foran ham, så hans ben var bukket imens han lod den anden hænge ned fra grenen og frit i luften. Det her var faktisk en ganske interessant samtale og den underholdte ham tilstrækkelig meget til at han stadig fandt den interessant uden at blive irriteret.

Han trak dog kort på smilebåndet ved hendes spørgsmål. Tjah han havde jo været ærlig indtil videre, så hvorfor ikke fortsætte i samme stil, selvom det nok ville forarge hende en smule når han nævnte sit arbejde. Det var jo de færreste, der fandt henrettelser som en god ting, men Cal var nu ganske tilfreds med sit job. "Jeg er bøddel" Forklarede han helt roligt og så kort på hende ud af øjenkrogen med et svagt smil, inden han vendte blikket frem for sig igen og kort så rundt efter ravnen. Det var da underligt hvor den var blevet af, men ja ja, den kunne jo som regel passe på sig selv. Han lagde kort hovedet tilbage imod stammen bag ham imens han overvejede sit spørgsmål. Det måtte jo næsten være det sidste han havde tilbage nu... "Det her må jo så være mit sidste spørgsmål... Hvad håber De på at fremtiden bringer for Dem?" Spurgte han helt roligt og så blot imod hende ud af øjenkrogen med et hævet øjenbryn. Han gad ikke have fronten imod hende hele tiden, da han ikke brød sig om at se på personer i for lang tid af gangen, måske lige så meget fordi han ikke brød sig om at folk så på ham for tit eller for længe.

[Jessamine Darcy]

Jessamine så ikke synderligt anfægtet ud, da han nævnte, at han var bøddel. Døden var en naturlig del af det at leve. Selvom hun bestemt ikke brød sig om regler og love, intimiderede det hende ikke, at hans arbejde var, at ende andres liv. Det var en måde at tjene til dagen og vejen, præcis som hendes eget erhverv. Healeren nærede intet brændende ønske om at hjælpe andre. Hun så sit fag som en strengt videnskabeligt glæde. Når folk kom ind med nye sygdomme eller sår, frydede det hende. At hun var i stand til at helbrede var fascinerende. Det havde for hende intet at gøre med, at hun hjalp andre til at få det bedre. Hun var nok en underlig helbreder på dét punkt.

Hans sidste spørgsmål bruge Cal på, at spørge hende hvad hun ønskede hendes fremtid skulle bringe. Det var svært at svare på, fordi Jessamine ikke gav fremtiden megen tanke. Hun trak lidt på skuldrene, og lænede hovedet op ad barken. Hun så op på træets kroner, mens hun tænkte over, hvad det bedste svar måtte være. "Jeg har ingen planer for fremtiden. Og ingen ønsker om, hvad der måtte ske, udover, at jeg håber, at fremtiden bringer en masse læring og ny viden med sig" var hendes ærlige svar. Hun fjernede blikket fra bladenes viften, og lod det glide over udsigten fra grenen i stedet. Hun følte som Cal intet behov, for at kigge på andre mens hun talte. Hvad skulle hendes sidste spørgsmål være "Hvis du kunne gå tilbage i tiden, og ændre én ting. Hvad skulle det være?" sagde hun så, da hun havde besluttet sig.

[Cal Nebula]

Cal skævede kort over imod hende, da hun ikke reagerede på at han var bøddel. Mærkværdigt men interessant det måtte han give hende, hun var vel egentlig bare et anderledes og en anelse interessant individ. Han oplevede tit, at der var mange der blev foragede eller direkte vrede, når de fandt ud af at han var bøddel, men det var hans levevej også kunne han få tilfredsstillet dæmonen i sig med lovlige mord, det var godt nok lovligt og folk der i forvejen dømt til døden, men det var stadig et liv han tog hver gang han svingede øksen.

Han så kort over imod hende ud af øjenkrogen med et hævet øjenbryn ved hendes kommentar. En kvinde uden nogle fremtidsdrømme? Se det var ikke værd dag man oplevede det, men okay hun virkede jo også rimelig anormal i forhold til hvad hans indtryk af kvinder efterhånden var. I hans hoved havde alle kvinder det samme mål, at finde sig en rig mand, få et par børn og blive gammel ved at leve af mandens indkomst... Alligevel virkede hende her ikke som den type af en eller anden grund, højest mærkværdigt egentlig. Han vendte kort blikket frem for sig med et lettere overvejende udtryk ved hendes spørgsmål. "Interessant spørgsmål" Kommenterede han kort og så en anelse overvejende omkring sig, nok lige så meget for at sikre sig at der ikke var nysgerrige ører omkring dem. "Hvis jeg kunne ændrer en ting i tiden? ... Så ville jeg ændrer det faktum, at min søster kom til verden" Kommenterede han ligegyldigt. Han havde altid hadet den tøs og det kom han til at gøre, til den dag han døde... At hun tydeligvis havde en søskende hun holdte af påvirkede ham ikke, han ville bare gerne være sin egen foruden. Han studsede dog en anelse over, at hun pludselig sagde du til ham og ikke De, men han kommenterede ikke på det. Den slags hørte snobberne til, dem der mente at de var det bedste der nogensinde var hændt verden og sådan en type var han bestemt ikke.