En lille overraskelse [Troy]

[Elizabeth C. L. Remond]

Dato: 30 Juli
Tidspunkt: Tidlig aften
Vejr: Lunt, med fugtig luft og lettere overskyet

Elizabeth havde ikke været at finde nogen steder på slottet de sidste par uger, og ikke engang hendes egen fødselsdag dagen forinden havde hun kunne deltage i da de kongelige healere ville holde hende i sengen på grund af hendes tilstand.
Hele hendes rum var mørklagt med tændte stearin lamper rundt omkring i rummet så det ikke var voldsomt dunkelt derinde. Her til aften var hun dog begyndt at blive lidt frisk igen, efter healerne var forsat med at sørge for hun fik væske. Det var nu lidt mærkeligt når hun ikke havde set Troy så længe, men hvis det var smittefarligt skulle ingen risikere noget.

Dog var grunden en hel anden end hvad man havde troet indtil videre. Og derfor var der blevet sendt bud efter prinsen. Elizabeth havde bedt sig at de ikke fortalte ham noget, hun ville selv fortælle ham det. Hun lå stadig med lidt feber i sengen, men med et lille smil på læben, de havde først denne aften fundet ud af hvad der skyldte hendes ubehag og heldigvis var det da en glædelig overraskelse..

Hun lå under dynen med den ene hånd under dynen, på maven og nussede blidt uden det kunne ses udefra. Hun lå i en hvid natkjole og håret hang løst ned om hendes skuldre, puder var blevet presset bag hendes ryg for at få hende sat lidt op da hun skulle spise. Hendes hofdame som hun havde haft med fra Kensis sad på senge kanten med et stille smil på læberne "Jeg er sikker på han bliver henrykt" sagde hun med blid stemme og strøg Elizabeth over håret. Hofdamen ville tage sin afsked med et kys på panden af Elizabeth så snart Troy trådte ind i rummet, men indtil han kom sad hun blot stille på sengen og holdt Elizabeth's hånd og duppede med et koldt og vådt klæde på Elizabeth's varme pande.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy havde været ude i stalden, da budet var nået frem til ham. Han havde ikke anet hvad han skulle gøre af sig selv den sidste uge. Den første uge hvor hun havde været syg, havde været okay. Ja alle kunne blive syge med noget feber og så videre, det var til at overleve, men da hun på anden ugen stadig ikke havde fået det bedre og healerne ikke ville lade ham i nærheden af hende, var han blevet bekymret. Hun var ikke engang dukket op til hendes egen fødselsdag, altså måtte det være slemt. Han havde ikke været til nogle møder eller noget som helst, hvor butleren til sidst nærmest havde beordret ham til at tage ud at ride en tur for at klare hovedet lidt. Tænk nu hvis det var noget hun døde af?! Så stod han som enkemand i en alder af 24... Det ville han ikke kunne bære, nu hvor han endelig var begyndt at blive lidt glad for hende, som mere end en ven.

Troy kom gående over gårdspladsen med hestens tømre i hånden og ansigtet vendt ned imod jorden imens han gik. Rideturen havde ikke hjulpet overhovedet og hesten kunne fornemme, at der var noget galt, for den gik og puffede til hans skulder. Han så sig kort over skulderen imod den, inden de nåede porten ind til stalden, hvor han roligt stoppede op og vendte sig imod den, imens han let kløede den på mulen med et halv hjertet smil. Nej han var ikke glad. Han var iklædt et par sorte bukser, de mørkebrune støvler og en mørkerød kjortel der gik til buksekanten med en løve i guld syet ind på brystet.

Kort efter kom en tjener hurtigt hen og bukkede for ham med en arm bag ryggen."Prinsessen ønsker deres tilstedeværelse Herre" Sagde tjeneren hurtigt en anelse nervøst. Troys blik nærmest sprang op på bygningen ved de ord, inden han hurtigt gav tjeneren tømrerne og nærmest løb op af trapperne og fortsatte indenfor. Han skyndte sig op af trapperne og hen af gangene. Hvorfor nu det? Døde hun nu?! Han stoppede brat op foran døren ind til hendes kammer og bukkede sig kort sammen og trak vejret hurtigt. Det her kunne bare ikke passe... Forlod hun ham allerede nu? Inden han var blevet gammel og udkørt af at hører på hendes brok og irretesættelser? Det skete bare ikke det her... Hvorfor måtte han overhovedet komme derind nu? Han rystede det hurtigt af sig og fik styr på sin vejrtrækning. Troy lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding, inden han åbnede døren og trådte ind. Han glippede kort med øjnene grundet mørket der var derinde, inden han vendte blikket forvirret over på dem og rynkede kort brynene. Hun så ikke dødelig syg ud, syg med feber måske ja, men ikke dødelig... Hvad foregik der? Han gik roligt over og satte sig ved siden af hofdamen imens han så forvirret på Elizabeth. "Hvad foregår der? Hvorfor må jeg pludselig komme herind?" Spurgte han undrende og så kort over på hofdamen, hvorefter han vendte blikket imod Elizabeth igen. Han havde absolut intet imod hofdamen, det var også derfor hun havde fået lov til at komme med. Det var godt til Elizabeth at have en hun kendte fra det gamle, en hun kunne snakke med når han ikke var der.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth smilede ganske stille for sig selv, hun kunne høre et par tunge fødder der løb hen af det hårde sten gulv ude i gangen. Da hun var ved at grine begyndte hun dog kort at hoste. Hun mærkede et klem om sin hånd og et blidt smil fra hofdamen, de begge vendte blikket imod døren der gik op med en lettere anspændt prins, der så ud som om han var grebet af panik. Hun nikkede roligt til hofdamen der forlod rummet og lukkede den store værelses dør efter sig på vej ud.

Elizabeth smilede ganske svagt til Troy, et smil præget af at hendes krop var drænet efter 2 uger i syge sengen. Hun løftede let den ene hånd imod hans ansigt for at stryge hans kind ganske blidt "Rolig nu Troy, jeg er okay" sagde hun med en blid, varm og beroligende stemme før hun lod hånden glide ned af hans kind, langs hans arm og ned for at holde hans hånd. "De har givet dig lov til at komme.. Fordi jeg er ikke syg.." sagde hun imens hun kiggede ham ind i øjnene, hendes brun grønne øjne skinnede i skæret fra lysene omkring dem, men om det var glæde de strålede af eller om det var feberen der fik dem til at stråle på den måde var ikke nemt at sige.

Hun kiggede kort ned af sig selv før hun tog hånden op fra dynen og trak den let til side før hun lod hånden ligge sig på hendes mave. "Vi venter os Troy.. Det lykkedes" hendes stemme skælvede imens en lille tåre fandt vej til hendes øjenkrog, de havde prøvet alt for længe, men det var lykkedes inden deres fædre havde fået gennemtrumfet at de skulle overvåges når de var sammen.. Faktisk var hendes sygdom lige præcis hvad der havde fået hendes fader til at trække det tilbage og sætte alt på højkant for at hun skulle blive rask, så kom alt det andet i anden række.

Hun kiggede ham ind i øjnene og tog blidt fat om håndledet på hans ene hånd og førte den hen på hendes mave. Hun var ganske vist ikke så langt endnu for intet på nær en meget lille bule var at se på hendes mave, men det kunne lige så vel have været sygdommen der havde gjort kroppen pustede sig op.. Hun kiggede afventende på Troy, hvad havde han at sige..?

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så kort efter hofdamen, inden han hurtigt vendte blikket imod Elizabeth igen og rynkede brynene ved hendes kommentar. Jamen hun så ikke okay ud? Det lignede hun havde feber. Hvad andet havde hun mon pådraget sig? Influenza, kighoste, pest, et eller andet overnaturligt? Han så kort lidt undersøgende op og ned af hende. Han forstod absolut ingenting. Troy gav let hendes hånd et blidt klem, da hun tog den, inden han så snotforvirret på hende ved det næste hun sagde. "Er du ikke syg? Jamen hvad er det så? Du ligner en der har feber?" Spurgte han undrende og strøg kort hendes kind med den frie hånd imens han så bekymret på hende. Hendes øjne var helt blanke... Hvorfor var der også så mørkt herinde?! Han kunne langsomt mærke, at han blev mere og mere frustreret. Hun burde også få noget frisk luft og solskin, det skulle nok hjælpe hende til at få det bedre, eller en ridetur.. Ja! En ridetur, det havde hun altid elsket vidste han. Troy begyndte langsomt at finde på flere og flere platte idéer til hvordan hun skulle kunne få det bedre.

Hans tankestrøm stoppede brat ved det sidste hun sagde, inden han så en anelse chokkeret på hende ved hendes ord. Der gik lidt tid inden han reagerede, hvor han blot så total konfus på hende. Var hun gravid? De skulle have et barn? Et ægte fuldblods barn? Han så hurtigt ned på hans hånd, da hun flyttede den over på hendes mave. Den var ikke stor bulen, men den var der... Troy sad i lidt tid uden at vide hvad han skulle sige eller gøre. Skulle han gå i panik, burde han græde? Skulle han give sig til at råbe af glæde? Han sad lidt tid og overvejede sin handling, inden han vendte blikket imod hende igen med et roligt smil, imens han let tørrede tåren væk fra hendes øjenkrog med hans ene hånd og gav sig til svagt at nusse hendes lille bule med hånden hun havde lagt der. "Er det rigtigt? Hvor langt?" Spurgte han hurtigt, inden han rykkede sig helt tæt på hende, dog uden at slippe hendes mave og kind, inden han kyssede hende kærligt på munden i lidt tid med et smil. Det skete virkelig... Og endda uden at deres fædre blev indblandet, men det var jo det han havde sagt hele tiden, det krævede bare lidt tid, men så kom det næste spørgsmål.. Var hun overhovedet glad?

[Elizabeth C. L. Remond]

Et stille smil lagde sig over hendes læber, han var oprigtigt bekymret for hende, det var lidt kært når han normalt virkede som en mand hvor intet kunne gå igennem den hårde facade, selvom hun godt vidste at der var en blød sjæl indenunder. "Jeg har feber, men jeg er ikke syg" forsikrede hun ham imens hun gav hans hånd et lille klem. Han skulle ikke være så bekymret længere. Det var der ingen grund til.

Et stille skævt smil lagde sig over hendes læber da han så chokkeret ud hvilket blot fik hende til at grine en smule "Jeg lover dig det er rigtigt" bare for at forsikre ham om at hun ikke lavede sjov med ham, da det virkede som om han næsten ikke kunne tro det, ej heller kunne hun.. Hun kiggede lidt ned imod hans hånd der nussede hendes mave "De sagde cirka 3 måneder.. Vi ville måske have opdaget det tidligere hvis jeg ikke var blevet dårlig for så forbandt de det med sygdom og det var åbenbart meget normalt at man ikke viser man ikke er gravid når man er syg" sagde hun og trak roligt på skulderne og sendte ham et varmt og kærligt blik.

Hun kunne mærke glæden fra ham der spredte sig som ringe i vandet. Hun lukkede øjnene i da hun mærkede hans læber imod sine og lagde blidt en hånd på hans ene kind. Hun gengældte kærligt kysset og slappede af. Da han igen slap hendes læber kiggede hun ham ind i øjnene. De skulle være forældre.. Det var utroligt.. "Det hele skal nok gå fint" sagde hun stille og lænede sig tilbage i puderne og strøg sin mave med små strøg "De kan dog ikke sige om det er en dreng eller pige.. " sagde hun dog undskyldende. Hun vidste hvor vigtigt det var for mænd at få drenge børn.. Og hun vidste ikke om det var hvad hun havde i maven lige nu.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så blot en anelse forvirret på hende ved hendes ord. Okay han forstod ingenting længere. Han lyttede blot roligt på hende imens han lod blikket vandre undersøgende ned over hende. Var det virkelig rigtigt? Skulle de være forældre? Han var det jo godt nok i forvejen af ren status, men han havde aldrig prøvet at være det sådan rigtig, sådan i ren praksis. Han vendte let blikket imod hendes ansigt med et roligt smil, da hun bekræftede at det var rigtigt.

Han kørte blot fortsat fingrene blidt over hendes mave imens hun snakkede. Tre måneder også havde de ikke opdaget noget? Hvad så hvis de havde gjort barnet ondt, fordi de ikke havde vidst at det var der?! Tre måneder... Så var der kun seks tilbage til at barnet meldte sin ankomst.. Hvor var det en underlig tanke. Det blev et vinterbarn, modsat Elizabeth og ham selv, der begge var født om sommeren. Det blev helt underligt... Men nu måtte de se, så skulle de bare være særligt opmærksomme på at hun havde det tilpas varmt. Og nu kunne de godt droppe det der med at de burde sove hver for sig, selvom de jo havde sovet meget sammen det sidste stykke tid, nu sov han inde hos hende, punktum.

Troy smilede roligt, da hun gengældte hans kys. Han kunne ikke dy sig, han var oprigtig glad for det her, specielt fordi der forsvandt et stort pres fra deres skuldre nu hvor det endelig var lykkedes, så slap de for at deres forældre nærmest stod og åndede dem i nakken konstant og var på besøg hos dem hele tiden, det var direkte anstrengene... Han så kort ned på hendes mave ved hendes kommentar, inden han let rystede på hovedet med et smil. "Det tager vi til den tid, lige nu er jeg bare glad for at du ikke er syg, for himlens skyld jeg troede at du var ved at dø da jeg blev kaldt herop" Indrømmede han kort og vendte let blikket imod hende, imens han stille strøg hendes kind. Han havde helt ærligt troet, at han skulle til at være enkemand allerede... Ja det var vigtigt for ham at få en dreng, men lige nu var det vigtigste altså at hun ikke var ved at dø og at hun havde det godt med deres baby. "Men er du overhovedet glad for det her?" Spurgte han lidt efter og vendte blikket direkte imod hendes. Han ville gerne vide det. Hvis hun ikke var glad for det, blev det en hård tid, men det håbede han virkelig at hun var for han var selv begyndt at blive lidt glad for hende, andet end som en ven og det havde de jo også talt om, at det skulle nok komme med tiden og nu var hans altså så småt begyndt at røre på sig inde i ham.

[Elizabeth C. L. Remond]

Ja de skulle være forældre det var svært helt at samle tankerne om, for det virkede stadig så utroligt og uvirkeligt. Hun kiggede på ham med et skævt smil, det var nu sødt at han bekymrede sig så meget om hende. Hun strøg ham blidt over kinden "Jeg skal ingen steder, så let slipper du alligevel ikke af med mig" sagde hun drillende og lagde sin pande imod hans før hun igen kyssede ham ganske blidt på munden og lukkede øjnene stille i for et ganske kort øjeblik.

Som de sad der valgte hun dog bevist ikke at fortælle ham at hun havde været bange for at dø i 2 uger, hun havde haft det så skidt at hun knapt kunne sættes op i sengen for at få væske. Hun kiggede lidt ned ved hans spørgsmål.. Glad ja det var hun vel, men bange var nok den følelse der var dominerende lige nu. Hun vendte forsigtigt blikket imod ham, og et trist udtryk lå i hendes øjne. "Jeg er glad ja.. Selvfølgelig er jeg det, det er hvad vi har ventet på så længe nu.." sagde hun som vidste hun det ikke helt og et stille suk forlod hendes læber efter lidt tid "Men.... Jeg er bare så bange Troy... hendes øjne blev fyldt med tåre og hun lage en hånd over øjnene og vendte ansigtet ned af "Jeg vil ikke risikere at dø.." kom det så halvt hulkende fra hende. Det var en fantastisk nyhed, men så dårligt som pludselig havde fået det havde gjort hende voldsom bange, og især som healerne havde sagt hun skulle blive senge liggende noget tid endnu..

Hun lænede sig ind imod Troy i håb om at han ville holde om hende, det var rart de var begyndt at holde af hinanden som mere end blot venner, for ellers var det ikke sikkert hun havde åbnet sig sådan her overfor ham, det var måske faktisk første gang han havde set hende græde rigtigt. Men hun var glad for at skulle være mor.. Men ville hun overleve dette ??

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kunne ikke lade hver med at smile lidt skævt over hende kommentar. Det var han glad for at hører. Han havde absolut ikke lyst til at blive enkemand allerede, det skulle jo helst være ham der døde først. Om det var af alder, sygdom eller i kamp vidste han ikke, men hun skulle absolut ingen steder. "Det er jeg glad for at hører" Sagde han roligt, inden han blidt gengældte hendes korte kys. Hun virkede anspændt? Eller var det bare noget han bildte sig selv ind?

Han holdte blot et bekymret blik på hende imens hun snakkede. Så hun var glad? Hun virkede ikke glad? Han så kort en anelse forskrækket på hende ved det sidste hun sagde. Dø? Af hvad? Fødslen? Åh gud det havde han slet ikke tænkt på... Men det gjorde hun ikke! Det måtte hun ikke.. Han satte sig roligt helt hen til hende og lagde armene omkring hende, inden han trykkede hende blidt ind til sig. "Det skal nok gå, hører du? Du skal ingen steder. Selvom du har været syg, betyder det ikke at du forlader mig når det er... Jeg kan ikke stå alene med en lille, da vi blev gift lovede du at drive mig til vanvid resten af mit liv og det løfte skal du altså holde. Okay?" Spurgte han roligt imens han strøg hende blidt over ryggen. Der skete hende ikke noget... Under ingen omstændigheder, han ville ikke af med hans hustru allerede nu hvor han rent faktisk havde vænnet sig til tanken om at kalde hende det. Hun kendte endda til Renesmée, så hun skulle ingen steder, hun var hans hustru og det forblev hun til den dag han døde.

Det skræmte ham overhovedet ikke, at hun græd, det beroligede ham nærmere for det betød jo at hun stolede på ham, det var grunden til hendes tåre han ikke brød sig om... Troy kyssede hende kort blidt på panden, inden han lagde sit hoved imod hendes. Hun skulle blive ved ham. "Jeg sover fast herinde fra nu af, okay? Du skal ikke være alene med det her" Kommenterede han stille. Han var ligeglad med hvad normerne sagde og hvad deres fædre tænkte, han ville være hos hende også hvis hun vågnede om natten og var bange, så ville han være der til at hjælpe hende, det var hans pligt som husbond.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth sendte ham et ganske lille smil, hun prøvede at berolige sig selv og ham, for dette skulle hun nok overleve, men hun var ængstelig omkring selve fødslen. Og ja han slap ikke så let af med hende blot på grund af sygdom, godt nok havde hun aldrig været så syg som hun havde været denne gang, men man vidste jo aldrig hvordan det gik, alt kunne jo gå galt ved en fødsel og hvem vidste?

Hun tog let fat i hans arm imens han holdt om hende og trykkede hovedet blidt ind imod hans brystkasse, den varme og tryghed hans arme gav hende, fik hende til at slappe en smule af og ved hans afsluttende kommentar om at hun havde lovet at drive ham til vanvid resten af hans liv, kunne hun ikke lade være med at le imens hun forsøgte at få styr på sine tåre igen. Hun lænede sig let bagover så hun lå imod hans stærke arm og hendes ansigt blev vendt imod ham, en tåre lå stadig på hendes kind men hun smilede kærligt imod ham."Hvis du siger det husbond, så skal jeg nok prøve" lo hun kærligt og lod blidt en hånd stryge over hans kind. Det var egentlig mærkeligt at hun var blevet så glad for ham i løbet af den seneste tid, det var ikke blot på grund af tryghed længere at det var rart at have en mand hos sig eller en man kendte sådan et nyt sted.. Nu nød hun faktisk at være i hans selskab, og hans omsorg for hende som nu viste hende at han havde nogle af de samme følelser.

Hun rynkede brynene ganske kort i forvirring over hans ord. Han ville sove med hende, som i fast altså hver nat? Det var da kun noget folk der ikke havde råd til andet gjorde? Og ville hans fader overhovedet tillade det især nu hvor hun ventede sig? Det at sove sammen var jo normalt forbundet med at man var sammen om natten, og afhængig af hvad healerne sagde så var det jo slet ikke sikkert de måtte det af hensyn til barnet.. Tænk nu hvis der skete noget med det? Det ville dog ikke være det værste der kunne ske, det var altid rart at ligge i hans arme. "Det tillader din fader aldrig, ej heller min.. Og det ved du godt" sagde hun og sendte ham et opmuntrende smil. Hun skulle helt sikkert nok klare sig, men ja deres fædre ville helt sikkert ikke tillade det, tænk nu hvis Troy i søvne kom til at trykke hendes mave? Eller de var sammen fordi de ikke kunne lade være og der skete noget med den lille. ?

Hun nåede ikke at sige mere før døren gik op og en af slottets healere kom gående med en tjener i hælene som bar et fad med mad. "Deres højheder" sagde han og nikkede let med hovedet i en høflig gestus før han tog armen ud til siden for at gøre tegn til at prinsen skulle forlade dem "Prinsessen skal have mad og derefter hvile Sir, så jeg må desværre bede dem om at forlade rummet" sagde han så høfligt som muligt. Det var tydeligt at se at han faktisk ikke var tilfreds med at prinsen sad med prinsessen på den måde som de gjorde, af hvilken grund var hende ukendt, men blikket der blev sendt var tydeligt fyldt med utilfredshed.

Elizabeth satte sig roligt op igen og vendte ryggen ind til puderne der var stablet op for at give hende lidt støtte. "Jeg håber at se dig senere" hviskede hun og sendte ham et blidt smil og gav hans hånd et lille klem.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy holdte blot let om hende, da hun trykkede sit hoved ind imod hans brystkasse. Hun stod ikke alene med det her, han skulle nok være der lige så meget hun havde brug for det, underholde hende, tage hende med ud i naturen når hun havde brug for det og så videre. Måske ikke lige ride ture, det var han ikke helt sikker på om der var lovligt i hendes tilstand, men ud skulle hun ihvertfald når hun ville, man havde altid godt af frisk luft. Han så roligt på hende med et blidt smil ved hendes kommentar, inden han kort nikkede og let strøg hendes kind med hans tommelfinger for at fjerne hendes tåre. "Det var godt" Bekræftede han roligt hendes svar. Hun havde lovet ham det og det håbede han da, at hun holdte. De havde mange år sammen endnu til at drive hinanden til vanvid og det skulle ikke slutte nu bare fordi hun havde fødselsangst allerede.

Han lyttede roligt på hendes ord og rynkede kort brynene. Det kunne der være noget om, men de var altså gift nu og mange par sov sammen, selv hans forældre gjorde det engang imellem vidste han, om det så var for at være sammen kunne han ikke sige, men han havde da vel ret til at sove sammen med sin hustru på trods af deres stand? Havde han ikke? Troy så kort lidt rundt i rummet, inden han kort kyssede hendes tinding ganske blidt. "Det finder vi ud af, du skal ikke være selv længere" Sagde han roligt med et let smil imens han blidt nussede hendes arm, nu hvor han havde armen omkring hende. Om han så skulle til at snige sig ind til hans egen hustru, når hele slottet sov, så var det det han gjorde. Det skulle de nok finde ud af, han ville være hos hende.

Troy så hurtigt imod døren, da den gik op. Kæft hvor var det typisk... Nu skulle de åndssvage healere til at bestemme det hele. Han himlede kort med blikket ved kommentaren, inden han vendte blikket imod Elizabeth ved hendes kommentar. Han nikkede kort med et let smil. "Jeg kommer herop igen om et par timer, når du har fået noget søvn" Lovede han stille med et let smil og gav hende et blidt klem, inden han kyssede hende blidt på munden og derefter slap hende helt i takt med at han rejste sig op og roligt gik hen til døren. Troy så kort hen på hende med et roligt smil, inden han kort så over på healeren med let sammenknebne øjne og tilbage på Elizabeth med et smil, inden han forsvandt ud af døren. De skulle være forældre... Til en ægte fuldblodsmagiker! Hvor var det en underlig tanke... Han lukkede kort hånden omkring medaljonen om hans hals, hvor billedet af Renesmée var i. Nu kendte Elizabeth jo til det, så han havde tilladt sig at gå med den, hun var trods alt hans kød og blod... Men nu skulle ham og Elizabeth rent faktisk have et barn sammen, en lille magiker der skulle vokse op under ordentlige forhold... Det blev underligt, at skulle være forælder, men sammen med hende kunne det kun gå godt.

//Out

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth smilede stille til ham, selvfølgelig fandt de ud af det, spørgsmålet var bare hvordan? Dog havde hun vitterligt sin tvivl om hvorvidt hun kom til at ligge og sove med ham imens hun stadig var med barn, alt afhang jo af dette barn, og var det en dreng så ville presset blive taget så meget af dem, men det betød jo at der intet skete med drengen.. Hun smilede skævt da han kyssede hende blidt på munden, det var nu egentlig en mærkelig følelse at de pludselig var blevet sådan over for hinanden, selvom det egentlig havde været under opsejling i et par måneder så var det stadig så uvirkeligt når man tænkte på hvor store modstandere de havde været omkring det at de skulle leve med hinanden og giftes.. Hele hendes opvækst havde hun jo ikke kunne forholde sig til det, og nu ja nu ville hun næsten sige hun var forelsket i ham.. Hun elskede ham stadig ikke, men det var måske ikke verdens dårligste sammensætning for de var egentlig meget ens på mange punkter.

Hun slap forsigtigt hans hånd da han rejste sig fra sengen og hun holdt blikket på ham til han var ude af rummet. Kort efter skulle hun dog til at forholde sig til den healer der stod ved hendes side, hun himlede kort med øjnene før hun tog imod bakken fra tjeneren hvor der stod en skål med dampende suppe og begyndte stille at spise, herefter tog healeren og fik hende lagt i sengen og hun faldt stille i søvn, hun havde nok alligevel brug for hvilen selvom hun ikke selv havde ment det.

//out