Who are you? [Asteria]

[Ache Mortcolt]

Tid: Omkring midnat
Vejr: Lettere overskyet med lune temperature

Natten var for længst faldet på og mørket havde lagt sig over området. Folk var taget hjem og dem der ikke var, luskede omkring i krogene og nogle sad på kroerne. Ache havde gået rundt i Kensis et stykke tid nu og holdt øje. Han vidste, at der var en kvinde til stede et eller andet sted i byen med mørkglødet hud omkring prinsens alder under navnet Starwhisper. Han havde lovet Legonas at finde hende og forsøge, at finde ud af om hun vidste noget om prinsen, som de ville kunne bruge imod ham eller om hun kunne fortælle lidt om hvordan han var. Efter noget tid besluttede han sig for at tage en pause. Han havde trasket rundt i et par timer uden held og tiden for hans duel med hans fader nærmede sig, så han skulle snart have fundet hende, hvis ham og Legonas skulle have et trumf kort på hånden, når de opsøgte prinsen.

Han var iklædt et par sorte tætsiddende bukser, et par sorte støvler til lige under knæene, en mørkeblå skjorte, hvor de tre øverste knapper stod åbne, Mortcolt symbolet i sølv der slog tungt imod hans brystkasse for hvert skridt han tog og en lang sort frakke over sig med en simpel krave og spænder omkring armene. Han trådte roligt ind på Den Giftige Slange og så kort rundt med let sammenknebne øjne og et let hævet øjenbryn. Heldigvis lå Mortcolt mærket gemt bag skjorten lige nu hvor frakken stod vidt åbent. Der var ikke så mange derinde den aften, så det var jo godt nok, så var der lidt mere ro og et større overblik. Han gik roligt op til baren og fik hurtigt stukket en øl i hånden, som han let tog en tår af, inden han satte sig på skamlen deroppe og kort tog sig til hovedet imens han rodede i det mørke hår. Hvad gjorde han lige, hvis han ikke fandt hende? Så stod de uden noget trumf kort... Og nu hvor rygterne gik om at parret ventede sig, så skulle de snart have fundet ud af hvad de stillede op med det hele. Ache holdte blot roligt vingerne helt ind til ryggen imens hans blik var fæstnet på glasset foran ham med et hævet øjenbryn. Han var ved at være på bar bund nu...

[Asteria Starwhisper]

"Jeg kan love dig for min fine ven, ingen og jeg gentager ingen, skal kalde mig en løgner!" lød det fra den anden ende af kroen hvor en kvinde med brun glød, og mørkt hår stod iført et par tætsiddende sorte bukser og en mørke rød poset skjorte samt et par sorte støvler der gik til lige over knæet, stod med en daggert presset med spidsen imod en mands strube alt imens hun havde fat i kraven på ham. "Min datter har blåt blod løbende i sine åre og du får ikke lov til at tale ned om hende!" hvæsede hun og et vredt udtryk var at finde i hendes ansigt på den tydeligt berusede og følelsesmæssigt påvirkede unge kvinde.

Folk var begyndt at snakke, og siden det royale bryllup den forrige sommer havde Asteria været presset på sine følelser, men da nyheden om det nye barn der var på vejehavde alt i Asteria's verden hævet sig i jalousi på hendes og hendes datters vegne.. De levede i lud fattigdom og Renesmée havde endda royalt blod i hendes åre, så var hun godt nok kun halvblods, men siden nyheden om det nye barn der var på vej havde ramt hendes øre, havde hun været rasende over at hendes datter skulle overlades til sin egen skæbne når prinsen trods alt var hendes fader.. I bund og grund var det nok hendes egne følelser som var blusset op igen og jalousi til den unge Elizabeth der var blevet gift med ham som spøgte i baggrunden, hun var rasende og i vildelse fortalte hun om at hun var royal, men blot at ingen vidste det.. Alle troede selvfølgelig ikke på hende, hun var blot endnu en kvinde der ikke anede hvem faren til hendes barn var, eller også ville hun ikke acceptere den person det nu var, eller selvfølgelig kunne hun også bare være tosset..

Manden fik revet sig løs og gik væk fra kvinden som satte sig tilbage i stolen, puttede daggerten tilbage i skeden og viftede efter krofatter som kom ned med et nyt krus øl. Hun rystede kort på hovedet, dumme folk fandtes der godt nok for mange af!

[Ache Mortcolt]

Ache så kort over imod påstyret ud af øjenkrogen, inden han vendte blikket væk igen, indtil det gik op for ham hvad han havde set. En ung kvinde med mørkglødet hud omkring prinsens alder, hun lød beruset og havde snakket om blåt blod... Ej det kunne ikke passe, kunne det? Han fulgte hende kort med blikket, da hun satte sig tilbage i baren. Interessant... Kunne det virkelig være hende, tjah alderen passede jo at dømme ud fra hendes udseende og hendes hud..

Han vendte let blikket frem igen med et smalt smil imens han overvejede sit træk, det ville være for åbenlyst at spørge om hun hed Starwhisper og om hun kendte prinsen, men hvordan skulle han så formulere det? Ache tog let en tår af sin øl og stillede roligt glasset fra sig igen imens han lod fingrene hvile på siden af glasset med den ene hånd. "Jeg kunne ikke undgå at hører, at De nævnte at deres datter har blåt blod... Hvad mente De da med det? Er De royal?" Spurgte han en anelse skeptisk, men roligt imens han vendte blikket imod hende ud af øjenkrogen med et hævet øjenbryn. Hele kroen havde jo kunne hører hendes skænderi med den anden mand, så det virkede vel ikke helt så underligt, at han spurgte om dette og forhåbentlig var hun beruset nok til ikke at stille spørgsmål ved det og bare gav sig til at snakke. Dette var dog blot et simpelt håb, men muligheden var der da forhåbentlig. Han havde ikke set andre end hende, der matchede beskrivelsen han havde fået givet, så han håbede da, at det var den rigtige kvinde han sad ved siden af. Men en datter med blåt blod? Prinsens datter? Det var næsten for godt til at være sandt... Det her ville Legonas virkelig synes godt om var han sikker på.

[Asteria Starwhisper]

Asteria mumlede vredt for sig selv, ingen skulle komme og kalde hende en løgner.. Og tog en tår af sin øl, det sorte hår omkredsede hendes ansigt og på trods af hendes vrede udtryk, og fulde tilstand så havde hun et meget feminint udtryk med ganske kønne træk, men det var jo også en ting man tit oplevede hos mørk glødet kvinder det eksotiske der lå over dem gjorde dem måske en smule mere attraktive at kigge på.

Hun sad lidt i sine egne tanker, men havde ikke siddet der mange sekunder før en mand, tydeligvis døds engel pludselig gled ind på stolen ved hendes side. Hun skævede til ham da han begyndte at snakke.. En døds engel bragte sjældent noget godt med sig.. Hun havde ikke set ham før, og fast slog meget hurtigt at han var en med lange øre. Hun drejede sig let rundt på stolen og lagde benene over kors imens hun så skeptisk og vurderende på ham. "Hvad vil du?" snerrede hun, hendes temperament var blevet tirret nok for denne aften og hun orkede ikke flere der skulle få hende til at skabe sig, hvis de alligevel ikke troede på hvad hun sagde, det fik hende jo til at fremstå som dum.

Hun slog kort med hånden og drejde sig om igen "Cirkusset er lukket, de overværede lige aftens sidste forestilling" sagde hun henkastet imens hun kiggede ned i sit nu tomme ølkrus. Hun kiggede op på krofatter med et irriteret blik "Er det for meget forlangt at få et krus der selv fyldes når dem der skulle arbejde her tydeligvis ikke gør det for en?" sagde hun utoldmodigt imens hun svang med sit krus.

Krofatter sukkede opgivende og gik hen og hældte et nyt krus op til hende "Lille dame, tror du ikke at du snart har fået rigeligt for i aften?" spurgte han med et let hævet øjenbryn, men fik bare et stift sammen knebet blik tilbage hvilket fik ham til at trække sig væk fra dem igen.

Hun tog en tår af sin øl før hendes øjne ud af øjenkrogen så at manden stadig sad der og kiggede på hende. Hun sukkede og rullede med øjnene. "Hvorfor er du så interesseret i min datter? Ingen andre tror mig, hvorfor kommer du som ingen kender.. Og stiller spørgsmål?" sagde hun og kiggede på ham med hovedet let på sned. Hendes øjne kunne godt holde fokus på ham, men man kunne tydeligt se på hendes pupiller at hun var ganske påvirket af alkohollen. "I døds engle har altid en eller anden form for.. formål når i snakker til folk i ikke kender.. Hvad er din?" spurgte hun skeptisk og tog en tår mere af sin øl. De brune øjne funklede ganske svagt som to så rav stykker i lysets skær.

"Og nej jeg er ikke royal.. Min datter er, men hun ved det bare ikke endnu, fordi hendes far ikke vil anerkende hende som sin, med hans nye skøge af en hustru, han har glemt alt om hende siden han har gjort skøgen rund" sagde hun med en dyb jalousi begravet i stemmen før hun fnøs forhadt og nippede til kruset. 

[Ache Mortcolt]

Ache smilede lidt skævt over hendes tydelig irritation. Nå så hun var ikke dum selvom hun virkede dum lige nu af at sidde og kæfte op i fuld tilstand et sted som dette? Han trak helt roligt på skuldrene ved hendes spørgsmål. "Jeg undrede mig blot over Deres reaktion var så kraftig overfor manden lige før, så alle på kroen kunne hører det. Derfor tænkte jeg, at der nok var noget om snakken, men jeg ville hellere have det bekræftet af Dem selv" Forklarede han roligt og en anelse ligegyldigt. Ache elskede at virke ligeglad med sådanne ting og det lykkedes ham da også for det meste, så var det bare interessant om hende her så hoppede på den, hvilket langt de fleste gjorde heldigvis.

Han kommenterede ikke det næste hun sagde, inden han kort så på krofatteren ud af øjenkrogen med et roligt smil. Han måtte ikke have det nemt til tider med alle de fulde folk, men han havde selv valgt sit erhverv og han tjente da rigeligt med penge på det, så helt dårligt kunne det umuligt være tænkte han. Ache vendte let ansigtet imod hans fingre, der let skubbede til hans ølglas med et smalt smil ved hendes spørgsmål. "Hvem siger jeg er det? Har alle folk ikke lov til at blive hørt, når det er sandheden de spår?" Spurgte han mystiskt, inden han kort så på hende ud af øjenkrogen og derefter vendte blikket imod kruset igen. Som ingen kender, ha! Den var god.. Det var tydeligt, at hun ikke vidste hvem han var og det morede ham, altså var det hende Legonas havde snakket om. Hende der blot havde været en fjollet pige på et stort slot, da hun var lille. Ache så med vilje ikke på hende ved hendes kommentar om dødsenglene... Det overraskede ham ikke, at hun kom med sådan en udtalelse, det gjorde langt de fleste når der var tale om dødsengle og dem var også mere eller mindre sand. Han tog roligt en tår af sit glas og satte den tilbage på baren igen med et smalt smil. Fulde væsener altså, hvor deprimerende..

Ache rynkede kort brynene ved det sidste hun sagde og så kort på hende ud af øjenkrogen. En datter? Havde prinsen en uægte datter?! Se det her var højest interessant... Og han var ikke i tvivl om at hun talte sandt, hun var for fuld til at finde på en god løgn og det kunne kun være prinsen der var tale om, nu hvor rygtet om det nye royale barn gik i gaderne. "De har ikke fortalt Deres datter det? Af hvad grund?" Spurgte han helt roligt og prøvede på at lyde interesseret, men han var egentlig fuldstændig ligeglad, han havde fået de informationer han skulle bruge og egentlig ufattelig nemt... Det her blev så godt for ham og Legonas, og hvor glædede han sig dog allerede til at fortælle ham det! Deres plan skulle nok lykkes nu og nu kunne de få skovlen under kongehuset også... Det blev så godt.

[Asteria Starwhisper]

Asteria kiggede lidt skeptisk på ham, men rystede kort på hovedet af hans kommentar, mænd... En kvinde havde lov til at blive rasende, uanset hvad det var.. Og selvom hun var kvinde uden mand så tillod hun sig stadig at holde på den ret. Hun hørte dog det sidste han sagde hvilket fik hende til at hæve øjenbrynet og kiggede skævt imod ham "Du tror på hvad jeg siger?" spurgte hun mistroisk. Hvem var denne mand? Hvorfor troede han på hvad hun sagde.. Endnu mere mistroisk blev hun dog da han sagde at han ikke behøvede at have et formål med sine spørgsmål.. Det lød usandsynligt men alligevel så kunne hendes hoved ikke trække en forklaring ud af hovedet på sig selv til hvorfor hun ikke skulle stole på manden.

"Måske.. kommenterede hun med et kort skuldertræk. Hun tog en tår af kruset før hun kiggede imod ham igen. Det var rigtig heldigt i hvert fald for manden her at hun ikke anede hvem han var, for så havde alarm klokkerne ringet på fuldt tryk. Hun kiggede ned et øjeblik før hendes blik vendte sig imod hans igen og et lettere sammenbidt udtryk var at læse i hendes ansigt. "Hvorfor fortælle hende det.. Hun vil aldrig se en krone fra den mand.. Hun lever i forvejen under kummerlige kår, hvorfor vide at hun har en far der har penge når hun aldrig kommer til at opleve et bedre liv?" svarede hun og sukkede kort irriteret "At blive valgt fra blot fordi jeg ikke var den rette til den forbandede familie.. Hun fortjener bedre, også selvom hun kun er halvblods... Hun er stadig hans kød og blod!" som hun talte blev hun mere og mere gal og greb til sidst om kruset og kyglede det ind i væggen i raseri. Hun klemte fingrene sammen til en knyttet næve og så imod manden "Det er hendes fødsels ret at have del i det liv.. Med mig ved hendes side.. Han sagde han elskede mig!" snerrede hun og bankede i bordet med hånden for at få et nyt krus øl.

At tyde på krofatters ansig da han kom med et nyt krus så var det ikke første gang denne aften at hun havde kyglet med ting, men han havde nok bare opgivet at bede hende forlade kroen når hun var så vred.

[Ache Mortcolt]

Ache holdte blot blikket frem for sig, imens han roligt tog en tår af sin øl og smilede svagt ved hendes spørgsmål, inden han roligt satte glasset fra sig igen. "Har jeg da grund til ikke at gøre dette?" Spurgte han helt roligt og så kort på hende ud af øjenkrogen med et hævet øjenbryn. Han burde simpelthen få en medalje for det her skuespil... Han flyttede kort lidt på sig på stolen og vendte derved halvt fronten imod hende istedet for at sidde med siden til hende og lod let hans arm hvile på baren imens han kort rynkede brynene ved hendes raseriudbrud. Han så kort imod retningen af hvor glasset var knust, inden han kort fangede krofatterens blik og svagt hævede et par fingre, dog uden at flytte hånden fra baren, som tegn til krofatteren om at han nok skulle dække det. Han havde trods alt råd til det, men det skulle hun ikke vide, han var jo ikke en af de der rige selvfede svin... Eller næsten da.

Ache rystede let på hovedet med et roligt smil, da hun var færdig med at rase af. "Man kan ikke stole på de der rige folk, de siger et og mener noget andet... Jeg kender det selv, min fader er desværre en af dem, så jeg kan godt sætte mig ind i jeres situation... Men lad mig sige det sådan her, du ser da ud til at klarer dig på trods af ham her den blåblodede?" Forklarede han roligt. Hun behøvede ikke at vide hvem hans fader var, blot at han kunne relatere til følelsen af at føle sig svigtet. Han sukkede kort og kørte let en hånd igennem det mørke hår med en overvejende mine. Hvordan fik han hende til at vise ham, hvor denne datter befandt sig? Selvom det virkede til, at prinsen ikke havde noget med dem at gøre, så var det trods alt hans kød og blod, det måtte da betyde noget. Når det betød noget for en engleleder, så måtte det også betyde noget for en simpel prins. Han rystede kort på hovedet og drak roligt resten af sin øl, inden han stillede glasset fra sig. "Hør det er ved at være sent og ikke for at lyde bedrevidende, så tror jeg at du måske burde tage hjem til din datter. Hun har trods alt kun dig tilsyneladende? Jeg kan godt følge dig på vej hvis det er, jeg har jo vinger, så jeg kan bare vende rundt når du vil det" Spurgte han roligt og så blot på hende med et let hævet øjenbryn. Hun havde selv sagt, at faderen ikke ville have noget med dem at gøre, altså måtte hendes datter sidde alene nu, det kunne da kun bekymre en mor, selvom hun var rimelig fuld.

[Asteria Starwhisper]

Asteria rynkede let brynene og trak let på skulderne. Måske ikke, men hun var efter denne aften blevet ret van til at folk mente at hun kun sagde som hun gjorde fordi faren ikke var der til at tage sig af barnet. At det skulle være en prins var i de fleste's øjne helt usandsynligt i og med at hun ikke lige frem lignede en der kunne have befundet sig i kredse med en prins. Men det var selvfølgelig også en del af siden efterhånden. Dengang var hun priviligeret, eller i hvert fald mere end hun var nu. Når man ingen familie havde til at hjælpe sig til at finde fodfæste måtte man jo tage de midler i brug man nu kunne, og det havde da i sin tid ikke været med hendes gode vilje at blive lovløs kriminel, men ikke distro mindre var det den vej hendes liv var drejet.

Et lettere hævet øjenbryn blev vendt imod manden, han talte som prøvede han at vinde hendes tillid. "Jah.." appropo så lignede han ikke selv en der led af hungers nød, og da han selv sagde hans fader var en rig mand himlede hun kort med øjnene. Selvfølgelig skulle han dog også påpege at hun lignede en der klarede sig fint. Det var måske sandt, de gik efterhånden sjældent sulten i seng efter de var havnet i Kensis, og havde fået lov til at låne Melia Lucatiel bolig i middelklasse området. Der var nu noget mystisk over denne døds engel. Og da han pludselig begyndte at spørge ind til om hun ikke skulle hjem til sin datter, og ikke mindst om han skulle følge hende på vej, startede de små alarm klokker alligevel at ringe på trods af den store mængde alkohol. En døds engel var ondskabens selv, det var jo derfor de havde fået deres sorte vinger.. Og hans opstillede opførsel som han bar lige nu virkede som alt andet end en døds engels naturlige opførsel.. "Sandt jeg burde se at komme hjem til hende" sagde hun og sendte ham et smalt men stramt smil. Utrygheden ved hans selskab var pludselig blevet voldsomt og hun ønskede egentlig blot at komme væk fra ham. "Mange tak for tilbudet men jeg er en voksen kvinde jeg kan sagtens gå selv" forsikrede hun, hvorefter hun tog en sidste tår af sit krus og greb sin kappe og svang den over skulderne. Hun lavede et kort nik med hovedet før hun vendte sig imod udgangen.

Hun gik med hurtige skridt igennem de små gyder, imens hun nervøst kiggede sig overskulderen for at tjekke om manden fulgte efter hende, hun kunne intet se, men lige nu skulle hun blot hjem til sin datter.. Manden vidste heldigvis hvis han valgte at følge efter hende, ikke at der var en flok røvere hjemme hos Renesmée så skulle han følge hende, ville det forhåbentligt være nok til at holde ham væk. Men hvorfor ville han være interesseret i Renesmée? Var han en af Troy's faders mænd? Eller hvad var det der foregik?

Hun stoppede op ved indgangen til huset og kiggede sig en sidste gang rundt før hun rev døren op og smækkede den bag sig.

//out

[Ache Mortcolt]

Ache nikkede kort ved hendes bekræftelse. Det burde hun nemlig... Han trak let på smilebåndet over hendes kommentar. Nå så der var alligevel grænser? Han sendte hende kort et let nik, da hun forsvandt ud af døren. Det her var næsten for let! Han betalte hurtigt krofatter, inden han skyndte sig efter hende. Han sørgede for at holde sin afstand, inden der blev for langt imellem husene, inden han kort så rundt. Hvad gjorde han nu? Han slog sig kort for panden. Idiot! Han havde vinger. Han slog kort et par lette slag, så han endte oppe på taget, hvor han kunne følge hende med blikket på en stor afstand. Han kneb kort øjnene sammen med et hævet øjenbryn. Det her område kendte han da... Han så kort rundt og svævede derefter hurtigt over på det næste tag, hvor han hurtigt dukkede hovedet, da hun stoppede op ved et hus og så rundt. Var?! Var det her hun holdte til? Ache observerede hende let forsvinde ind i huset med rynkede bryn. Se det her blev interessant... Mon han bare skulle holde øje med huset i et par dage også snuppe pigen, når kvinden var væk? Uh det her blev interessant... Det ville Legonas kunne lide når han kom tilbage. Mon han skulle vente med at snuppe pigen? Ej så lang tid var der heller ikke til at Legonas kom tilbage...

Ache sad i lidt tid på taget og så på huset. Han lagde kort et par fingre eftertænktsomt imod hans hage imens han så på huset med et hævet øjenbryn. Det lignede ikke umiddelbart, at der var flere udgange, men hvis han kendte sådanne huse rigtigt, så var der altid en et eller andet sted... Mon de kendte til det? Hun havde selv snakket om dårlige kår, altså havde de ikke boet der altid, gad vide om de så kendte til den mulige ekstra udgang? Ligesom han kunne skønne, var der tale om to etager, måske en kælder og det lignede på skyggerne i vinduet at der var tale om flere personer end hende og datteren. Måske en ti stykker? Det fandt han ud af i løbet af de næste par dage. Han rejste sig roligt op igen og så kort en sidste gang tilbage på huset med et smalt smil, inden han slog et kraftigt slag med vingerne og lettede fra taget, inden han forsvandt ud i natten. Det her kunne kun gå godt.

//Out