Disturbing news.. [Asteria]

[Troy Faux LaGaur Remond]

Tid: Tidlig morgen
Vejr: Lettere overskyet, dog med sol og lune temperature

Troy havde været tidligt oppe den morgen for at nå ind til sig selv, inden slottet vågnede. Han havde sovet hos Elizabeth det sidste stykke tid og ud fra hvad han vidste, så var der stadig ikke andre end dem der vidste det. Han var begyndt at synes rigtig godt om at sove ved siden af hende, specielt med tanken på hvor bange hun var for det der skulle ske og på hvad der voksede inde i hende, så skulle hun under ingen omstændigheder være alene og indtil videre havde de godt kunne finde ud af bare at snakke og sove sammen, intet andet og det havde han det også godt med for så behøvede han ikke at være bange for at skade hverken hende eller barnet. Han lukkede forsigtigt døren bag sig ind til hans kammer, så der ikke var nogen der hørte det. Troy gik roligt over og skiftede til sit hverdags tøj, den mørkerøde skjorte og et par sorte bukser, inden han trak i de sorte støvler der gik til lige under knæene.

Han så kort over på hans seng, inden han kort flyttede let på tæppet og rodede lidt i lagenet, så det lignede at han havde sovet der i nat. Han så kort på den med et roligt smil, inden han gik over og trak gardinerne væk fra vinduer og efterfølgende satte sig ved hans skrivebord, hvor han roligt åbnede skuffen og tog medaljonen ud, som han roligt hang rundt om halsen og lagde indenfor skjorten. Elizabeth havde heldigvis accepteret, at han gik med den, da hun jo kendte historien nu og så længe det kun var dem og Asteria der kendte til det, så var det jo fint. Han lukkede roligt skuffen igen, inden han let bladrede i et par papirer der lå på bordet og begyndte at læse dem fra en ende af. Et eller andet skulle han jo lave indtil resten af slottet vågnede.

[Asteria Starwhisper]

Asteria havde redet nat og dag i cirka 3½ døgn efterhånden, dog med små pauser for hestens skyld, men Asteria kunne ikke klare tanken om at skulle slappe nok af til at sove så hun havde blot lagt og stirret imod himlen når hesten skulle have et hvil.

Endelig nåede hun Ynisti bymur. Hun var udmattet efter de mange dage nærmest uden søvn, men vredens kraft havde holdt hende oven vande og det ville den også gøre nu. Hun steg af sin hest, hun skulle ikke ses oppe igennem Ynisti hvis hun gjorde noget i raseri over det der var sket. Hun bandt hesten til et træ tæt ved byens indgang før hun vendte blikket imod slottet man kunne skimte hen over byens mange tage, tænk engang boede hun i denne by og stod med muligheden til at blive ridder? Det var efterhånden nogen år siden, og verden havde ændret sig meget siden hun havde fået Renesmée men hun ville dog for intet i verden bytte hende for noget som helst.

Hun lukkede øjnene i og stod koncentreret i skyggerne for at ingen skulle se hende, og væk var hun. Hun kendte Ynisti som sin egen baglomme og endnu bedre så vidste hun præcis hvordan slottet var opbygget og i hvilken fløj Troy havde sit arbejds og sove værelse. I næste øjeblik åbnede hun øjnene og stod på indersiden af døren, ikke en lyd var kommet fra hende da hun var dukket op i rummet, og at tyde ud fra Troy's travle beskæftigelse af hans papir viste tydeligt at han heller ikke havde opdaget hende stå der.

Hun stirrede på ham nogle sekunder før sagde "Hvor er hun!?", spørgsmålet blev slynget hårdt og koldt ud i rummet ikke med hævet stemme men alligevel så han ville forstå at hun ikke var der for hyggens skyld. Hun stillede sig med armene krydset under brystet. Det lange sorte hår hang løst ned om hendes skuldre, og hun bar en løs mørke grøn skjorte som var strammet ind til kroppen med et korset som gik hende til lige under brystet, samt et par sorte bukser og et par lange sorte støvler der gik hende til lige under knæet, man kunne tydeligt se på tøjet at det var beskidt. Hun havde trods alt været på farten i 3½ døgn uden mulighed for at skifte tøj under vejs. "Hvor er Renesmée!! Jeg ved i har hende!" Råbte hun dog til sidst da hun ikke kunne beherske sig selv.. Hendes vejrtrækning blev overfladisk og hurtig imens et frustreret blik fyldt af afmagt. Han skulle hun gøre hvis han ikke ville give hende Renesmée tilbage? Eller endnu værre hvis hun allerede var død? Ville hun forsøge at slå Troy ihjel? Hendes store kærlighed?? Hun vidste det ikke, men lige nu prøvede hun bare på ikke at begynde og græde foran ham..

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy sad lidt i hans egen verden og kiggede papirerne igennem med et roligt smil over hans læber. Han hørte slet ikke, at Asteria telepaterede sig ind i rummet, så han blev rimelig forskrækket, da hun pludselig snakkede til ham. Han rejste sig hurtigt op, smed papiret fra sig og lagde en hånd på kniven i hans bælte, inden han opdagede hvem det var. Han pustede kort ud og slap kniven igen, inden han kort lagde papirerne op på bordet. Han så kort undrende på hende og rynkede let brynene. Hvad var det hun havde sagt? Hvem var hvor? Mente hun Elizabeth? Hvad ville hun hende? Hun lå da og sov lige nu, troede han da.

Troy så kort snot forvirret på hende ved det sidste hun sagde. Hvad snakkede hun om? Var Renesmée forsvundet?! "Hvad snakker du om? Er hun væk?!" Spurgte han hurtigt en anelse frustreret. Havde hun mistet deres datter?! Og vigtigst af alt... Til hvem? En der vidste hvem hun var? Han så hurtigt rundt, inden han gik hen til døren ud og åbnede den let. Han stak kort hovedet ud og så rundt, inden han lukkede døren igen. Godt der var ikke nogen. Troy vendte let fronten imod hende og lagde kort et par fingre imod hans bryn imens han tænkte. Hun kunne da ikke være stukket af... Hun kendte jo ikke til andet end Asterias bande, gjorde hun? Inden det slog ham, tænk hvis der var nogen der kendte til hende! Altså hvem hendes forældre var... Var der nogen, der kunne finde på at tage hende af den grund og i så fald til hvad, afpresning? Af ham? Hun havde vel ingen jævnaldrende venner... Havde hun? "Jeg har ikke set hende nej... Men er der nogen der ved hvem hun er? Nogen der kunne finde på at tage hende?" Spurgte han kort og så på Asteria med et hævet øjenbryn. Han havde ikke talt med andre end Elizabeth om det, hvilket havde gjort at han nu gik med medaljonen og han vidste, at hun ikke havde talt med nogen om hende, det var deres hemmelighed. Men så måtte Asteria jo have fortalt nogen om hende! Der var ikke nogen anden forklaring.

[Asteria Starwhisper]

Asteria holdt hånden på sin daggert imens hun så på Troy med et intenst blik. Ville han virkelig have hende til at falde for hans lille nummer? Selvfølgelig vidste han var Renesmée var det var jo ham der havde taget hende, eller det var hun i hvert fald sikker på. Hun slap dog daggerten igen da hans tanker ikke afslørede nogen tegn på at han skulle tale usandt. "Ja hun er væk.. Og hvem end der har gjort dette, eller sendt folk efter hende har nedlagt hele min bande samt dræbt en!" svarede hun vredt, hun kunne ikke helt komme ud af følelsen af at det skulle være ham der havde taget hende og derfor bed hun stadig af ham.

I teorien var det jo ikke hende der havde mistet deres datter, hun havde passet hendes bandes interesser som hun plejede og det burde ikke være sådan at hun ikke kunne overlade deres datter til hendes medlemmer en da 7 af slagsen.. Hun tog sig til hovedet da han spurgte til hvorvidt nogen kendte til hende "Ikke så vidt jeg ved, med mindre du har nævnt det for din lille skøge som har snakket over sig" fnøs hun og kiggede på ham med et anklagende blik.

Hun huskede jo trods alt ikke selv at hun havde kommet med den fine detalje til en døds engel på kroen.. Men det var jo også i bund og grund Troy's skyld hun havde det med de følelser han havde været skyld i ved først at afvise hende, på hans bryllups nat og så knapt et år senere fortalte hele kongeriget at de ventede sig.

"Du var den eneste jeg kunne tænke på, der havde et motiv for at få hende af vejen nu af alle tidspunkter" sagde hun henkastet og hentydede jo selvfølgelig til Elizabeth der bar på hans fuldblods barn. Barnet her ville få så meget mere ud af livet end Renesmée nogensinde ville få, men i teorien ville hun godt kunne få en adelig titel hvis han ved kendte sig sin datter og give hende et liv med flere muligheder.. Men det ville selvfølgelig også give nogle problemer i hans familie, de ville nok ikke se med blide øjne på at han havde et barn udenfor ægteskabet, slet ikke en som var halvblods det var jo nærmest uhørt, og havde man det talte man ikke om det..

Hun bar nok stadig lidt nag over hans afvisning tilbage den forrige sommer, og det var nok også derfor at hun i tankerne havde anklaget ham for at have taget deres datter.. Man kunne se på hendes ansigt at hun kæmpede for at holde facaden oppe, men hendes underlæbe bævrede en kende som var hun tæt på at bryde sammen. "Jeg vil have min datter tilbage Troy.. Men jeg ved ikke hvor jeg skal lede!" sagde hun med rystende stemme og kiggede på ham med et trist og frustreret blik.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så kort lidt overrasket på hende ved hendes ord. Var! Var der en der havde formået at fjerne dem alle sammen og endda dræbe en af dem? Han rynkede eftertænksomt brynene og rystede så let på hovedet med en fortvivlet mine. "Der kan ikke kun være tale om en person... Sagde de andre i din bande ikke noget om dem der gjorde det her?" Spurgte han frustreret og vendte blikket imod hende med et hævet øjenbryn. Det gav jo ingen mening.. Hvem kunne finde på sådan noget og hvorfor? Det var jo også derfor Troy ikke havde stået frem og fortalt hvem hun var, for at beskytte hende fra sådan noget her... Det havde så tydeligvis ikke virket. Men hvem kendte til hende?! Og hvem ville have fat i hende, som kunne gå ind i et hus og fjerne en håndfuld røvere og endda tage livet af en af dem? Tydeligvis en af dem der ikke frygtede døden... Eller måske en der ikke var lige sådan at slå ihjel? Ej der måtte da have været flere om det... Andet gav ikke mening.

Troy himlede kort med blikket, da hun omtalte Elizabeth. Det der gad han ikke engang svarer på... Det var hendes jalousi der talte og det vidste de godt begge to. Desuden så var han næsten sikker på, at Elizabeth ikke ville fortælle det til nogen. Hvad skulle hun få ud af det udover en knust husbond, der nok endte med at lukke sig fra hende og aldrig tilbringe tid med hende længere, så hun endte med at blive så ensom, som hun gik og frygtede at blive hele tiden.

Han rynkede kort brynene ved det andet hun sagde. Hvorfor skulle han ville have sin egen datter af vejen? Hans eget kød og blod? "Hvorfor i alverden skulle jeg ønske hende fjernet, når jeg i forvejen går med den her hver dag?" Spurgte han kort en anelse irriteret og tog kort fat i medaljonen under hans skjorte og holdte den ud så hun kunne se den, inden han lagde den ind bag stoffet igen og vendte blikket imod hende med et hævet øjenbryn. Godt nok var han kold og kynisk til tider, men han var ikke hjerteløs overfor dem der stod hans hjerte nært, deriblandt Asteria og Renesmée, selvom han ikke kunne ses med dem og det vidste Elizabeth heldigvis godt, at det var Asteria og det havde det altid været, som der havde hans hjerte... Men det havde de lært at leve med nu.

Troy vendte kort blikket imod hende ved det sidste hun sagde. Han kunne sagtens hører på hende, at den var helt gal. Han havde aldrig set hende sådan før... Han gik roligt hen til hende og lagde let armene omkring hende. "Vi skal nok finde hende i god behold. Jeg skal nok selv give mig til at lede efter hende også" Sagde han stille og strøg hende kort let over ryggen. Hvem kunne dog finde på at tage hende og hvorfor i så fald? Det gav jo ingen mening... De var nødt til at finde hende. Renesmée skulle findes igen hurtigst muligt!

[Asteria Starwhisper]

Asteria tog en dyb indånding og så på ham "At jeg havde været der ville intet have ændret når hvem end det var kunne slå 7 mand i jorden og dræbe 1.. Jeg kunne være endt på samme måde, men jeg har aldrig ladet Renesmée været ubeskyttet.." sagde hun måske i et forsøg på at få mindre dårlig samvittighed over at hun ikke havde været der og måske for at undgå bebrejdende blikke fra Troy, hun kunne jo ikke have stillet noget op uanset hvad.

Hun rystede stille på hovedet "Nej jeg ved ikke noget, men det så ikke ud som om der havde været meget kamp, det virkede som om de bare var slynget ind i væggen og det lignede ikke at der havde været flere.. Intet var taget ud over Renesmée.. Jeg red afsted hertil inden de vågnede igen" sagde hun opgivende. Det var en håbløs situation og hun havde sådan håbet at kunne finde hende her i slottet. Det ville have gjort det hele så meget nemmere, hvis hun blot kunne bebrejde Troy det hele, det kunne hun måske også alligevel hvis nogen ville bruge Renesmée til at afpresse Troy, men om det ville hjælpe hende selv vidste hun ikke.. Ville denne dårlige samvittighed over at have svigtet deres datter nogensinde stoppe selv hvis de fik hende tilbage?

Hun skulle lige til at komme med et vredt udbrud da han hev medaljonen frem.. "Du går med den? Offentligt? Er du komplet sindsyg?!" udbrød hun halv råbende og stirrede på ham, han bar den.. Hvad hvis nogen havde set den? Kunne han uden at vide det have haft snushaner på slottet som havde informationer videre? "men nu du spørger, fordi du pludselig skal have dig en lille royal møgunge med hende" hun lavede et ryk med hovedet imod retningen af hvor Elizabeth's kammer lå. "Vil du ærlig talt kunne sige du på intet tidspunkt har været nervøs for at Renesmée skulle komme og kræve sin ret en dag?" sagde hun og kiggede på ham med et hævet øjenbryn.

Asteria var ligeglad med hvorvidt Troy og Elizabeth's forhold var, hun havde egentlig været ligeglad halvt om halvt, at han sagde han med hjertet sagde han elskede hende, eller i hvert fald nærede følelser for hende stadig var underordnet, han havde afvist hende på den royale bryllups nat, en afvisning som Asteria aldrig ville glemme orderne af.

Hun havde forestillet sig at han blot ville sige at de skulle lede efter hende, og få hende fundet hurtigst muligt, men i stedet mærkede hun hans arme der lagde sig om hende. Hun nåede at høre hvad han sagde men havde allerede fat i hans arme før han var helt færdig og rev dem væk fra hende før hun greb sin daggert og stod med den i hånden imens hun kiggede på ham med et blik der var både trudende og advarende, men samtidig splittet og trist "Du skal ikke røre mig Troy, aldrig igen.." sagde hun og selvom det gjorde mere ond at sige højt end hun havde troet så var det ikke mindre end rigtigt. Han havde afvist hende på grund af forpligtelse overfor Elizabeth.. Sagde hun var mere værd end at kaste sig over ham på den måde hun havde gjort.

Da hun var sikker på at han ikke ville gå tæt på hende igen lagde hun daggerten tilbage i skeden. "Vi skal finde hende, og jeg skærer hovedet af vedkommende hvis han har rørt så meget som et hår på hendes hoved!" sagde hun, hun var en rigtig løve mor der ville beskytte sit afkom, men det var jo nok også forståeligt, Asteria havde opgivet alt der hed familie for at kunne beholde Renesmée så hun havde et ualmindelig tæt bånd til pigen.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så blot på hende med et hævet øjenbryn ved det første hun sagde, inden han kort så ud af vinduet med et svagt suk og kørte let hånden igennem det brune hår. "Nej det har du nok ret i... Så ville Renesmée stå uden dig højst sandsynligt fordi du ville have ofret dit liv for hendes" Sagde han helt stille og lukkede kort øjnene ved tanken. Han ville ikke kunne bære hvis Asteria døde... Godt nok var de ikke sammen, men hun var stadig moderen til hans datter og hans hjertenskære. Han ville være ude af sig selv hvis hun døde. Han skulle nok selv tage sig af Renesmée så, men det ville ikke være det samme uden hende, han kendte jo ikke engang sin egen datter.

Han så kort over på hende ud af øjenkrogen ved hendes forklaring. Ingen kamp, en person? Og personen havde slået dem ud ved at skubbe dem ind i væggen? Hvem i alverden ville besidde så stor en kraft for det var altså noget af en kraft udladning, som personen havde præsteret. Han himlede kort med blikket ved hendes voldsomme reaktion på kæden. "Ja det gør jeg og nej det er jeg ikke. Ville det ikke være idiotisk at lade den ligge her hvor folk kunne finde den? Så længe jeg har den på mig er der ingen der kommer til den" Kommenterede han ligegyldigt. Den lå altid under hans tøj, så der var aldrig nogen der kunne få øje på den. Hvis han efterlod den på sit kammer, var der jo nogle der kunne rode i hans ting og finde den imens han var væk også ville deres hemmelighed være ude. Han så kort på hende ud af øjenkrogen ved hendes kommentar. Det der gad han ikke engang at bruge energi på at sige noget til. Han rystede kort på hovedet ved hendes spørgsmål. "Nej ikke et sekund og hvis hun gjorde, så tager vi den derfra" Kommenterede han roligt. Nej den dag frygtede han ikke, til den tid fandt de ud af det sammen, men for nu skulle de bare have fundet hende igen.

Troy slap hende hurtigt og trådte et par skridt tilbage ved hendes advarsel. Fint.. Hvis det var på den måde det skulle være, så måtte han jo prøve på at acceptere det, selvom han stadig savnede hende som bare pokker. Jo han havde det godt med Elizabeth og det var lige så langsomt ved at udvikle sig til noget mere, men for hver dag der gik, savnede han blot Asteria mere og mere måtte han indrømme overfor sig selv. Det blev aldrig nogensinde det samme med Elizabeth, som det havde været med Asteria. Renesmée var et produkt af deres kærlighed til hinanden... Den royale unge, som hun havde kaldt den, var et produkt af forpligtelse. Der var stor forskel... Men det måtte tiden vise resultatet af. Troy gik roligt over til skrivebordet igen og lagde hænderne imod bordpladen imens han lukkede øjnene. "Problemet er bare, at jeg ikke ved hvor vi skal starte med at lede..." Sagde han helt stille og rynkede kort brynene. Han kunne ikke komme i tanke om nogen, der skulle ville ham noget ondt eller Asteria noget ondt, som kendte til Renesmées identitet. Det gav bare ingen mening.

[Asteria Starwhisper]

Asteria kiggede på ham forsat med frustrerede øjne. Han havde så ret, havde hun været der, havde hun givet sit liv for at redde Renesmée. Men i sit indre bebrejdede hun jo også sig selv endnu mere, for måske ville hun have kunne redde hende hvis hun havde været der, men hun behøvede ikke at sige det højt for det var svært nok at indrømme det overfor sig selv.

Hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Tænk at han var så blind for hvad det kunne gøre hvis nogen opdagede den.. "Det ville ikke være første gang du har gjort noget idiotisk" kommenterede hun lidt henkastet lige præcis højt nok til at han ville kunne høre det, og han ville ikke være i tvivl om hvad hun snakkede om. Hun rakte hånden frem imod ham og bukkede let fingrene to gange som tegn på at han skulle give hende medaljonen. Om han gjorde det vidste hun ikke, men han burde måske aldrig have haft den.. Han var ikke værdig til at bære den. Om det var hendes sårede følelser der der spillede ind her vidste hun ikke. Men hun havde af en eller anden grund ikke lyst til at skulle dele Renesmée med ham længere, de var kommet så hurtigt fra hinanden sidst de sås at hun slet ikke havde overvejet at tage kæden tilbage.

Hun himlede med øjnene som om det ville komme til at ske. Det kunne godt være at han måske havde et drømme billede om at alt ville løse sig hvis Renesmée en dag kom og bankede på hvilket fik hende til at tage sig til hovedet "Ville du kunne forsikre mig om at din så kaldte pligts hustru ikke ville have noget imod det? Hun er trods alt kongens datter.. Hun kunne få hende hals hugget ved at gå til hendes fader" sagde hun og så afventende på ham. Havde Elizabeth virkelig ingen indvendiger gjort sig om dette uægte barn han havde med en lovløs?

Hun satte sig på sengen da hun havde lagt sin daggert væk igen og han tydeligvis havde forstået situationens alvor, for overbøjet med albuerne imod sine lår og panden plantet imod hendes ene håndflade. Hun hørte ham tale før hun kiggede lidt på sengen, hun var god til at observere detaljer og det var meget muligt at Troy havde rodet lidt i dynen, en tjener ville måske ikke ligge mærke til det men hun kunne se på både lagnet og puderne at der ikke havde sovet nogen i denne seng denne nat. "Du sover med hende.." sagde hun lavt. Hun kunne mærke det blandet med alle de andre følelser over at miste sin datter var dette noget der prikkede til hendes hjerte, på trods af at hun egentlig ville lukke ham ude af hendes hjerte, hvorfor skulle han alligevel kunne finde sin vej tilbage til at såre hende på nye måder?

For sov han med hende, var det frivilligt og siden han havde forsøgt at få tingene til at se ud som om han havde sovet der tydede også på at ingen andre måtte vide det.. Havde han fået følelser for Elizabeth?

Hun pressede læberne hårdt sammen og prøvede at bide følelsen i sig selv igen, det var ikke hendes bord mere, han havde taget et valg den aften.. Hun rejste sig frustreret fra sengen med hånden eftertænksomt imod panden. "Du kan ikke engang efterlyse hende.. For så vil hele kongeriget kende til hende.." sukkede hun opgivende før hun gik hen og skubbede nogle ting til side før hun satte sig på kanten. "Undskyld" sagde hun lavt uden at kigge imod ham og sad blot og pillede ved sin egen medaljon af Renesmée "Det er ikke min ret at bestemme over dit liv.." forsatte hun. Hun strøg en finger over billedet af datteren, det var hårdt at sidde der, hun havde aldrig følt sig så bundet som hun var nu.. Og de kunne ikke gøre andet end at vente for de kunne ikke endevende landet, men kun håbe på at hvem end der havde kidnappet deres datter havde planer om at tage kontakt til Troy før eller senere.

Hun klappede medaljonen sammen og vendte sig let skrå imod Troy med et spørgende og en smule trist blik. "Elsker du hende? Altså konge datteren?" spurgte hun og det kunne høres at hun ønskede et ærligt svar og det ville i øvrigt heller ikke hjælpe ham at lyve for hun ville nå at opfange løgnen før han havde fået den omvendt til noget han troede hun ville høre.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kommenterede ikke det første hun sagde, men så blot på hende ud af øjenkrogen med en opgivende mine, inden han kort rystede på hovedet og satte sig i stolen igen. Det der gad han ikke engang at svarer på. De havde begge to gjort nogle dumme ting, hans største var nok at lade sig styre af sit hjerte frem for sin fornuft og det gav så bagslag nu, men det beviste bare for ham endnu engang, at han ikke kunne stole på sit hjerte, men kun burde lytte efter hvad hans hoved fortalte ham og lige nu sagde den, at han skulle være så ligeglad som overhovedet muligt med hvad hun sagde og blot fokusere på, at få Renesmée tilbage i sikkerhed hvorend hun var henne. Han så kort imod hendes hånd, da hun rakte ud efter kæden, hvilket han ignorerede. Hvorfor skulle hun have den tilbage når hun selv havde en? Hun var lige så meget hans kød og blod som hendes. Hun så hende hver eneste dag og fik lov til at tilbringe tid med hende og lærer hende at kende. Det eneste han havde var et billede, der nok ikke lignede hende længere eftersom at det var to år siden han havde fået billedet nu snart... Men det var det tætteste han kom på det han gerne ville have haft, et liv med hende. Nu var der ikke andet at gøre end at virke ligeglad i takt med at hans sind langsomt blev opslugt af mørket igen, ligesom dengang hun pludselig forsvandt. Det gjorde noget forfærdeligt ved ham, at hun behandlede ham sådan og det resulterede altid i at han skubbede folk omkring ham, væk fra sig og blev nærmest en skygge af sig selv til sidst, desværre.

Han himlede kort med blikket over hendes beskyldning omkring Elizabeth. Nu lød Asteria bare som en forkælet møgunge igen... Det var da utrolig. "Nej det kan jeg ikke, men det tvivler jeg stærkt på. Jeg har allerede talt med hende om det, nej hun var ikke glad for tanken om at hun kunne stå her en dag, men så var den heller ikke længere" Kommenterede han med en ligegyldig mine. Hun var faktisk begyndt at irritere ham og ikke på en god måde... Hvad var det lige der skete? Var det fordi hun blev ved med at behandle ham som ukrudt? Som et eller andet hun kunne bestemme over? Han lagde kort en hånd imod hans nakke og vendte blikket op imod loftet. Han rykkede sig ikke ud af flækken ved hendes kommentar omkring sengen. Hvorfor var det nu vigtigt? Det havde da intet med samtalen at gøre! Han rullede kort med øjnene og sukkede lettere opgivende ved hendes kommentar. "Nej det kan jeg ikke, men det betyder ikke, at jeg ikke kan tage ud og lede efter hende" Kommenterede han kort med et hævet øjenbryn. Ingen behøvede jo at vide, hvorfor han tog ud. Det kunne jo sagtens bare ligne at han red sig en tur rundt i området når han gjorde det, ellers kunne de vel ikke gøre andet end at vente.

Troy lagde kort den ene arm imod armlænet og lod hans pande hvile imod håndfladen på den arm, inden han kort så op på hende og rynkede brynene. Havde hun lige sagt undskyld? "Nej det er det ikke og selvom du ikke bryder dig om det, så bekymrer det mig altså stadig, om Renesmée er i god behold og har det godt, selvom du hader mig" Kommenterede han kort imens han holdte blikket på hende ud af øjenkrogen med et hævet øjenbryn. Hun var simpelthen ikke til at finde ud af det kvindemenneske... Hun forvirrede ham mere end han brød sig om. Hvorfor var det hele blevet så kompliceret siden de var unge? Han rynkede dog kort brynene ved hendes spørgsmål. Hvad var det for et underligt spørgsmål at komme med? "Elsker, nej, men jeg er ikke ligeglad med hende" Sagde han kort og trak let på skuldrene. Nej han elskede hende ikke, ikke endnu, men han bekymrede sig om hende og han havde det godt i hendes selskab når det bare var de to, men andet var der ikke endnu hvis han selv skulle sige det og det vidste Elizabeth heldigvis også godt, for som han havde sagt til hende den morgen de havde talt om det, så tog den slags ting tid.

[Asteria Starwhisper]

Det var nok rigtig nok de begge havde gjort dumme ting, men det var svært at se på det med andre øjne, hun var blændet af følelser der susede rundt i kroppen på hende. Men det var heller ikke nemt, at manden man inderst inde elskede, eller på nuværende tidspunkt hadede at elske skulle være gift med en anden, vente barn med en anden.. Dele et liv med en anden, imens hun selv var alene og nu havde mistet det eneste der var tilbage for hende. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle klare sig ud på den anden side, i tilfælde af at Renesmée aldrig kom hjem til hende igen? Det var en uhyggelig tanke, men det var vel ikke en utænkelig tanke?

Hun hævedet det ene øjenbryn da hun vidste han havde set hendes udstrakte hånd, men ignorerede den fuldstændig. Det var måske bare Asteria's følelser der løb af med hende, men hvad skulle hun stille op? Hun havde tabt kontrollen, hun kunne ikke holde Troy hos sig, og hun kunne ikke engang passe på sin egen datter åbenbart.. Hun trak hånden til sig, så måtte han da beholde den pokkers medaljon.. Også selvom hun ikke lige nu mente han burde have den. Hun kunne godt mærke hvordan han trak sig ind i sig selv, som prøvede han at lukke af for sig selv. Hun himlede kort med øjnene, han prøvede måske at holde facaden oppe men den måde han håndterede sine følelser var som et lille barn der var sur over at alt ikke dansede efter hans tone.. "Hvorfor Troy? Skal jeg til at have dårlig samvittighed eller hvorfor gør du det der?" spurgte hun og så på ham med et opgivende blik og hænderne i hofterne. Hvad var det med folk af adel eller royal slægt der altid skulle skabe sig indvendigt når noget ikke gik som de ville det?

Hun kiggede lettere overrasket på ham med et vurderende blik, han sad og lavede sjov med hende forhåbentligt.. Havde han siddet og diskuteret deres datter? Det var så absurt som noget kunne være.. Han stolede vist lidt for meget på prinsessen, der var altid slanger blandt dem der kom fra de øvre lag af samfundet. Hun kommenterede dog ikke på det, hvad han havde gjort var gjort og han havde jo allerede ignoreret hendes tidligere bemærkning.

Måske var hun lidt for hård ved Troy, han gjorde jo egentlig blot hvad han var født til at gøre, men det var nok svært for hende at slippe sine følelser for ham og når man ikke kunne få lov til at elske ham så måtte kærligheden blive til had i form af frustration og vrede, for hade ham oprigtigt kunne hun ikke, uanset hvordan man vendte og drejede det så var hun faren til hendes barn, hendes livs kærlighed den første og måske den sidste hun ville kunne nære sådanne følelser for, og ellers skulle der vitterlig ske noget utroligt.

At han ikke svarede på det hun sagde var lige meget, det var mere en konstatering til hende selv end et spørgsmål til ham, en konstatering der viste hende at han var kommet videre med hans liv.
Hun hævede let det ene øjenbryn og så vurderende på ham "Sandt, men vil du efterlade din hustru i al den tid det kan tage at finde Renesmée?" spurgte hun og et lille diskret smil gled over hendes læber. Så var han måske ikke for tæt med hende alligevel hvis han var klar til at tilside sætte sin hustru som bar på hans barn på ubestemt tid. Men ville de skulle rejse sammen ud og finde deres datter? Og i så fald hvordan ville Elizabeth reagere, hvis Troy havde fortalt hende at Asteria var hans livs kærlighed? Ville hun have det fint med at de skulle være alene så længe? Men ja lige nu måtte de vente og se om der kom et eller andet fra kidnapperne..

Hun sukkede stille og lod et par fingre hvile imod hendes pande imens hendes anden arm støttede hendes albue så hun kun skulle bøje hovedet ganske lidt. "Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om at du bekymre dig om hende.. Det er bare.. Alt det her" sagde hun og lod armen der havde haft fingrene imod hendes pande gå ud i en flydende bevægelse for at vise hun omtalte hans situation.. "Og jeg hader dig ikke, men hader at elske dig.." sagde hun lavmeldt og kiggede ned hvor hun pillede let ved stoffet på hendes bukser, hun undgik bevist øjenkontakt, det var nok ikke det han havde forventet at høre. "Jeg skabte noget smukt med dig, og jeg har det ikke godt med at vide du nu skaber noget smukt med en anden, forpligtelse eller kærlighed er underordnet.. Du vil stadig elske barnet, og på et tidspunkt moderen til det" sagde hun lettere nedtrykt. Når han først var far til et barn han kunne se dagligt og få en familie med Elizabeth så ville hans og Asteria's kærlighed visne og blive ubetydelig, og det var en kendsgerning hun var sikker på, og nok også det der nagede hende mest..

Hun var glad dog alligevel glad for at han var ærlig og hun prøvede at sende ham et venligt smil, det gik dog ikke helt godt, for hun var ikke glad på hans vegne.. Det gjorde ondt, for at han ikke var ligeglad med hende betød også at der nu var endnu kortere vej til at elske hende.

Hun skubbede sig væk fra skrivebordet og gik lidt væk før hun satte sig på vindues bænken ved vinduet og kiggede ud på den smukke slots have hvor morgen solens stråler skinnede ind over. Hun sagde ikke mere, men sad bare nedslået og kiggede ud. Alt dette var ikke retfærdigt, hvad havde hun gjort siden guderne skulle straffe hende sådan med en ulykkelig skæbne som denne?

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy himlede kort med blikket, da hun gav sig til at kaste flere beskyldninger efter ham. Det var forhåbentlig hendes joke det der?! Han lukkede kort øjnene med en irritabel mine ved hendes ord. Hvorfor blev hun ved med at irritere ham? Burde han ikke efterhånden være ligeglad med hendes mening?! Men det var han ikke... Tværtimod. Han rystede kort ganske svagt på hovedet og sukkede så let. "Giver jeg dig måske en grund til at få dårlig samvittighed? Nej det gør jeg ikke. Jeg lever mit liv efter hvad der blev bestemt, da jeg blev født, det har jeg vidst hele mit liv at jeg skulle. Jeg skulle leve som en LaGaur og jeg skulle dø som en LaGaur... Og det havde jeg indfundet mig med, indtil jeg rendte ind i dig for mange år siden efterhånden. Det var første gang i mit liv, at jeg betvivlede min egen status i samfundet. Men det er slet ikke det, det handler om nu, nu skal vi have fundet Renesmée" Kommenterede han kort eftertænksomt, inden han let rejste sig op igen og gik hen til døren og tog om håndtaget, inden han stoppede sin bevægelse ved hendes ord.

Han lukkede kort øjnene ved spørgsmålet og sagde ikke noget i lidt tid. Han vidste ikke hvorfor, men spørgsmålet fik ham til at genoverveje det hele. Ville han det? Han var egentlig lidt ligeglad med Elizabeths mening, hun vidste jo allerede hvad Renesmée betød for ham, så det burde hun ikke have indvendiger imod, så længe han nåede tilbage til at hun skulle nedkomme. Troy tog kort en dyb indånding og nikkede så kort. "Jeg ville tage fra hende i den tid det krævede ja, men Elizabeth fortjener ikke at være alene når hun er på sit højeste, så hvis det tager mere end seks måneder er jeg nødt til at tage tilbage hertil. Efter det kan jeg fortsætte med at søge" Kommenterede han kort og holdte blot blikket imod håndtaget med hans hånd omkring, inden han slap det igen og let lagde panden imod døren istedet og lukkede øjnene. Hvad var det han havde gjort galt, siden alt i hans liv skulle være så besværligt? Han havde lyttet til sit hjerte, selvom han ikke burde da han var ung og det var nok det, der havde fældet ham i sidste ende... Men det beviste bare så godt for ham, at det var en ting der aldrig skulle gentage sig igen.

Troy vendte kort halvvejs ansigtet imod hende, så han kunne se på hende ud af øjenkrogen ved hendes kommentar. Han hævede kort det ene øjenbryn, da hun hentydede til situationen. Jo han vidste godt hvad hun mente og hvis han havde vidst dengang han var ung, at han ville ende her og være gift med en han ikke elskede og havde et barn med den han elskede... Ja så ville han aldrig være endt der, så ville han have spillet sine kort anderledes og fået noget andet ud af livet end dette evige mundhuggeri de hele tiden endte i ham og Asteria, det var ikke det værd... Han vendte kort blikket ned imod gulvet ved hendes kommentar omkring hende selv og Renesmée, dog uden at vende ansigtet væk. Han sagde ikke noget til hendes kommentar omkring hende selv og ham. Det overraskede ham egentlig ikke, dog havde han ikke regnet med at hun havde sagt lige de ord. Hadet havde han forventet, men han havde siden brylluppet troet, at det direkte var ham hun hadede og ikke følelsen han gav hende. Han så kort over på hende, da hun sluttede af, inden han kort trak på skuldrene. "Det vil jeg nok ja, men angående moderen, så er det ikke sikkert. Jeg har været gift med hende i et års tid nu og det er stadig ikke kommet, så det kan jeg ikke udtale mig om for jeg kender ikke fremtiden" Kommenterede han kort. Hans liv havde altid været planlagt og det var nok det, som han havde aller sværest ved at acceptere. Uanset hvad han gjorde, ville han være bundet til Elizabeth resten af hans liv, men hvad nyttede det også... Uden Elizabeth havde han intet liv, Asteria var jo for længst videre med Renesmée, hvorimod han selv var bundet til det samme sted resten af sit liv. Åh gud, bare han nu ikke blev en engel... Det ville han ikke kunne bære, at skulle leve i det mareridt det så ud til at blive efterhånden.