Nyt arbejde

[William Witchboy]

Dato: oktober

tid: 12:00
Vejr: lettere overskyede med stærk blæsevejr og temperaturen er cirka 5 -7

Witchboy sad lettere utålmodigt han havde ventet de sidste tre dage på nogle som ville hjælpe ham med et job det var et meget simpel job dræbe et par røvere og tage de ting de havde taget tilbage til Ynisti og de ville blive godt betalt for det men ingen var kommet og han kunne ikke vente meget længere så hvis der var ingen som kom inden for time ville han tage afsted 

[Rauha Sisu]

Vinden hev i hende, som Rauha gik. Det fik altid et lille, men varmt smil frem på hendes læber. I dag ville blive en god dag - vinden havde fortalt hende det. Eller, måske ikke direkte, men indtil videre havde den været fyldt med gode tegn. Alt fra det gode vejr til at hun havde fundet sig lidt arbejde.
Hun slog døren op til Venus Akropoli. Det var stadig tidligt, så her var ikke så mange mennesker. Ikke at det ville have været et problem at spotte manden. Hans store rustning gav ham væk med det samme. Selv var hun klædt i sin læderrustning og blåt, som hun plejede og hendes trofaste spyd. Trods det stadig var en sølle erstatning fra hendes gamle magiske våben.
Med et smørret, selvtilfreds smil gik hun direkte over til ham. Øl og mad skulle nok blive på hans regning. Det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv, som hun nåede hans bord. Hun greb stolen overfor ham med begge hænder og lænede sig frem.
"Blue Witch?" Han fik knap nok tid til at svare, før hun havde rettet sig op, hevet stolen ud og sat sig. "Mit navn er Rauha. Jeg har fået lov til at hjælpe dig med at udrydde nogle røver." Hun satte sig længere frem i stolen, det var svært at se detaljerne i hans ansigt for hjelmen. Det smørrede smil forlod hende aldrig. Det var ikke som sådan overlegent, men viste at hun var med på den værste - og gerne selv startede balladen. Det skulle blive rart, at få rørt sig lidt igen. Det var for længe siden hun havde været en del af en rigtig kamp.


((Jeg tog mig nogle friheder, du må lige sige til, hvis noget ikke passer ))

[William Witchboy]

Witchboy så roligt på kvinden med de lysende gule øjne og da hun satte sig ned og ventede med at sige noget til hun var færdig "mit navn er William Witchboy bare kalde mig Witchboy" og han rejste sig op og tog en lille sæk som havde stået ved siden af ham og rakte den til hende og sagde "jeg formoder du har fået alle de vigtige detaljer allerede så lad os komme af sted og her er der forsyninger til en uge" og med den anden hånd tog han sin ulve skind kappen på det var en smule svært at se at på indersiden var der masser af små lommer hvor hans mad forsyninger var

[Rauha Sisu]

Hendes kommentar var ikke hånlig, blot en konstatering. "Witchboy? Spøjs navn" Næsten lige så iøjefaldende som mandes øjne. Som han forsatte, hævede hun et øjenbryn.
"Vigtige detaljer? Vi skal nakke et par lovløse. Er der mere til sagen end det?" Hun vidste ærligt og redeligt ikke mere end det. Og havde heller ikke forventet, at der var mere til sagen. Det ville selvfølgelig være rart at kende det præcise antal og deres race. Men hun havde bare antaget, at hendes arbejdsgiver ikke vidste det. Hun så afventende på ham, vidste denne Witchboy mere om sagen?
Hans sidste kommentar fik også en reaktion. Et skuffet suk forlod hende, og hun drejede sin i stolen, for at følge ham uden at skulle flytte hovedet. "Går vi allerede? Jeg er lige kommet. Burde du ikke være en gentleman og tilbyde mig et glas øl? Måske lidt mad nu hvor vi er i gang?" Hun havde halvvejs forventet en eller anden form for serves. Om ikke andet så, for at han kunne se hende an inden de rejste.

[William Witchboy]

"Røverne har en kiste vi skal have med tilbage og hvis du var kommet i går ville jeg have gjort det men tiden er desværre imod os men jeg skal nok være en gentleman når vi kommer tilbage" sagde han og smilede venligt til hende og åbnede kro døren og holdte den for hende og sagde mens han løftede op i sin hjelm så hun kunne se hans mørkeblå hud med lyseblå spiral symboler på "hvor jeg voksede op troede de jeg var barn af en heks og jeg havde en magisk sygdom"

[Rauha Sisu]

Hun nikkede, som han begyndte at tale. Dog blev hendes ansigtsudtryk blev hurtigt utilfreds, og hun lod ham knap nok tale færdig.
"Hvis jeg var kommet i går" vrængede hun barnligt tilbage. Hun rejste sig op og så en smule trodsigt på ham, armene over kors. Hun forsatte med at tale som de gik mod udgangen. "Tror du, at jeg har ladet dig vente for sjovs skyld? Den fyr det skulle have været her, fik kolde fødder. Du kan takke mig for, at du ikke skal gøre det alene. Så hvad med at være en smule taknemmelig frem for at komme med beskydninger?" Hun gik gennem døren. "Så nu forventer jeg et godt måltid, når vi kommer tilbage!" Så frem Witchboy tog det roligt, faldt hun ned igen med det samme.
Hun vendte sig om, da han ikke øjeblikkeligt indhentede hende. Tydeligt overrasket betragtede hun hans hud. Overraskelse blev langsomt til forvirring.
"Hvorfor fortæller du mig det?" Hvad det betydning for deres mission?

[William Witchboy]

Han gik ud efter hende og sagde "jeg beskylder dig ikke for det jeg siger bare hvorfor vi ikke kunne det og jeg skal nok give dig den bedste mad jeg kan skaffe til dig når jobbet er færdig" og da hun spurgte hvorfor han forklarede hans hudfarve trak han på skulderen og sagde "hvorfor skulle jeg holde det hemmeligt stort set alle ved det" og han begyndte at gå i en rask tempo og sagde en smule drillende "og hvor mange to meter høje mennesker med blå hud har du hørt om miss Rauha" han håbede virkelig at hun kunne faktisk noget for han havde mødt nogen som havde et hidsigt temperament men ikke kunne noget som helst og var mere til besvær en gavn

[Rauha Sisu]

Han bakkede hurtigt ud af 'beskyldnings spørgsmålet', og stridsøksen blev begravet. Rauha var udmærket klar over, at hun kunne gø som en lille, arrig skødehund. Men hun fandt sig ikke i noget, og det kunne han lige så godt lære fra start af - på den hårde måde. Og hun var altid lidt hårdere ved mænd. De havde en tendens til at undervurderer hende, på grund af hendes køn og fysisk. Det var med at kridte banen op med det samme.
Ved hans besvarelse trak hun på skulderne. Det gav vel god mening, men det var nu stadig kommet ud af ingen ting. Hun bestemte sig for ikke at ligge mere i det. Han satte et højt tempo med sine lange ben, men Rauha var hurtig og let på fødderne. Det var ikke et problem at holde tempoet. Hun sørgede allerede nu for, at sætte af samtidigt med ham, så hun havde styr på han gang, til når de kom frem. Generelt var hun stille, men det hjalp altid at have en tungere person at følge. Hendes fodtrin vil blive helt skjult i lyden fra hans. Hvis nogen bestemte sig for at hoppe på dem, var der en chance for, at de vil antage at der var en og ikke to personer.
Hun besvarede hans drillende smil med sit eget. "Ikke mange Witchboy. Måske røverne bliver så overrasket, at de glemmer alt om mig. Ville gøre vores job meget lettere." Og måske turen ud til jobbet ikke blev så kedelig alligevel. Ikke at Rauha regnede med, at det tog lang tid, at komme frem og tilbage.

[William Witchboy]

Hvis de var heldig ville det kun tage en halv dag for dem komme hen til røvernes sidste gemme sted men hvis de var uheldig ville det tage dem en uge og han så en smule overrasket på hende og sagde "vi kunne også få dem til at tro du lige slapt væk fra et uhyre og jeg kommer stormende ind og du angriber dem når de kigger på mig" han undervurderet sjældent kvinder primært fordi hvor han kom fra skulle de være mindst lige så hårde som mændene for ellers ville landsbyen have været uddød for længe siden og han sagde en smule nysgerrig "har du gjort den her slags arbejde før miss Rauha eller tog du jobbet for se Blue Witchs kæmpe og bedste kæmper er så meget et uhyre som folk siger"

[Rauha Sisu]

Hans forslag fik hendes til at ryste på hovedet: "Der er for mange hvis'er i den plan." konkluderede hun.
Rauha klukkede hjerteligt og varmt ved hans spørgsmål. En tone så blød, er det var nær umuligt at gætte, at hun grinede af ham og ikke med ham. *Mænd, de kan være så fuld af dem selv.* En stemme i baghovedet fortalte hende, at det ikke var en helt fair konklusion. Manden kunne være verdenskendt, hendes viden og Ireno var trods alt begrænset. Men det fik hende ikke til at ændre mening.
"Jeg er ked af det, Witchboy, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt om dig eller din gruppe før. Jeg manglede et job, det er det hele." Hun gav ham et drilsk medfølende klap på skuldren. Et han nok ikke ville opdage, hvis ikke han så bevægelsen. "Men nu får du nok snart mulighed for at vise mig hvad du kan."
Vinden rev lidt ekstra i dem, og trak de mærke skyer væk. Hun var ligeved at mumle tak, selvom at hun vidste, at det intet havde med hende at gøre.
"Jeg har lavet en del forskelligt gennem tiden. Deriblandt også at give nogle slag til røvere, som ikke kan opfører sig ordenligt." Der var både tale om hendes egne mænd, og fjolser som troede de kunne muskle sig ind på hendes territorie. Drømmende tænkte hun tilbage på sit tidligere liv.

((OBS, vi skal skifte tråd hvis vi skifter sted. Står du for det? ))