Sure it belongs to me

[Rauha Sisu]

Dato: Oktober den 3

Tid: 11:16

Vejr: Koldt og blæsende, det truer med at give sig til at regne

Der var liv på markedet. Råb fra sælgere og mulige køberer der gik fra bod til bod. Rauha nød den stærke vind og lugten af mad. Lidt længere fremme fik hun øje på tå mistænkelige drenge. Nysgerrig gik hun tættere på. De kunne vel ikke have det i planerne, som hun troede? Det tog ikke lang tid at regne ud, at de rent fantastisk havde tænkt sig at stjæle. Hun rystede på hovedet. Det her ville ende galt. En påstand som hun fik ret i. Lige som købmanden vendte sig om, og man kunne se, at han skulle til at opdage det hele, trådte Rauha til. Den lussing som hun stak drengen gav genlyd på pladsen.

"Hvad fanden tror du, at du laver?" Chokeret tog drengen til den den ildrøde kind. Hun greb ham i nakken, henvende sig til købmanden - "Jeg skal nok tage den herfra." og slæbte ham så af sted. Den anden dreng fulgte fortabt efter dem.

Ved den første den bedste gyde smed hun drengen ind. Hun greb den anden i kragen og trak ham med. Begge børn var for chokeret til at gøre modstand. Med armene over kors kiggede hun ned på dem. "Det var skuffende." Den slåede dreng snøftede og begge så meget skræmte ud. "Er der ingen, som har lært jer det basale? Sådan et stund er dømt til at mislykkes. I er heldig at det var mig, og ikke byvagten som fangede jer." Hun havde faktisk ikke helt styr på, hvad reglerne i landet var for småtyveri. Men hvis det mindede om det, hun var van til på den anden side af havet, var en lussing billigt sluppet. Der kom lave, fortvivlede undskyldning fra de to børn. Et smertefuldt, opgivende suk forlod hende. Rauha ville nok have været i samme situation, hvis ikke Pyry havde taget hende ind, og lært hende faget. Måske hun skulle lære lidt videre.

"I kan ikke gå to sammen, da det vækker mere opsigt, med mindre den ene tager opmærksomheden og den anden varen. Det er en af delene." Begge børn kiggede forundret på hende. "Lad mig vise jer, hvordan det skal gøres." Uden at holde øje med om de fulgte efter, gik hun ud af gyden og over mod et mere travlt område af markedet. Først hen til en bod med smykker, hvor hun kiggede lidt, før hun gik videre forbi en madbod. Uden at ændre sin gang eller holdning rakte hun ud til siden og greb et stykke kød, og forsatte ligeud. Da hun var kommet et par boder væk, stoppede hun op før at børnene kunne indhente hende.

"Her" Hun kastede maden hen til dem. "Og smut så med jer." Med store smile og tak spændende drengene væk. Det var ikke meget, som hun havde direkte lært dem. Men hun ville gerne se hele markedet inden at det begyndte at regne. Hun havde ikke mere tid, at give væk af. Desuden var ingen af børnene hendes ansvar.

[Daisuke Dragbon]

"jeg håber De har tænkt Dem at betale for det kød De stjal"
lød en stemme over hende og en lidt vind fra nogle der blæste ville ramme hende. folk under stemmen flyttede sig og ned dalede en engel. det var Daisuke. han havde set det hele fra et hustag og var fulgt efter hende. nok var han ikke bevagt men ridder skulle vel også hjælpe lidt til. han satte en fod ned på jorden før den anden og så på kvinden med rolige øjne.
folk om ham så lidt forvirret ud og begyndte så deres gang videre. han gik tættere på kvinden og hans hvide vinger lagde sig ind på hans krop og selv om han for nogle måneder siden altid gik med dem bundet havde en anden engel lært ham at flyve... med lidt besvær. som da han fik en vinge i hovedet. sjovt men det gjorde ondt. Daisuke lagde roligt armende i lommerne på bukserne og så afventede på hende. hans gule øjne stirrede ind i hendes og det sorte hår blev leget med af vingen. ud fra øjenkrogen kunne Daisuke lige holde øje med hvor drengene var stukke af til. så han kunne altid indhente dem vis det var det han var nød til. og hans vinger var jo en fordel til at jage så man ikke skulle skubbe til folk der var på gaden.
Daisukes tøj var ikke ridder rustning som mange ville regne med fra en ridder. men hans tøj var mere bare et jakkesæt og en skjorte.

[Rauha Sisu]

Rauhas første reaktion var ikke panik, det var ikke at give ham ret eller prøve at flygte. Det var at komme med et opgivende suk, og kigge efter børnene. Til hendes store lettelse var de allerede over alle bjerge og havde ikke set nok. *Det ville ellers være et kønt syn. Men i det mindste fik jeg ikke gjort mig selv alt for meget til grin.* Det var dog stadig en meget pinlig situation. Hun var åbenbart blevet rusten, med det var også ved at være en del år siden, at hun havde stjålet på den måde. Småtterier som mad havde ikke bekymret hende siden hun fik sin status i sit hjemland. Med et tungt hjerte kom hun i tanke om, at det ikke behøvede at være hende som var rusten. Hendes krop havde glemt, hvordan de fleste ting skulle gøres. Hovedet vidste det, men det var som om at hun havde drømt det, frem for gjort det utallige gange som barn.
Hun rystede let på hovedet. Det var ikke nu, hun skulle tænke tilbage. Der stod trods alt en engel, som var utilfreds med hende. Med et smil vendte hun sig om. Hendes stemme højlig og sød.
"Jeg er bange for, at jeg ikke ved, hvad De taler om, min herre." Der var ingen grund til at indrømme noget, hvad ville han gøre? Give hende til byvagten? Det ville blive hendes ord mod hans. Der var ikke nogen, udover ham, som havde set hende gøre noget. Og af hvad hun kunne se, så havde han ingen magt. Der var selvfølgelig en risiko for, at vagten ville vægte ordet fra en pænere påklædt herre frem for hendes. Men den var hun villig til at tage. Rauha var klædt i hendes karakteristiske læderrustining med det blå stof. Hendes spyd var ved hendes side, og det samme var den ene daggert, som hun lod omverden se.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så på hende som hun sukkede. hvorfor sukkede hun dog. nok kunne Daisuke ikke huske meget men ting der var sket efter hans død kunne han dog huske og han var blevet ridder efter sin død. Daisukes gule øjne stirrede dybt i hendes da hun vendte sig om. de var bøde venlige men også lidt tomme. som var han dum. men det var han langt fra. han så rundt på hende og var ikke just bange for en daggert og et spyd. nok havde han ikke set sværd med men han kunne bruge alt han kunne få fat i.
"jo De gør."
sagde han roligt og tog roligt hånden frem og vendte håndfladen op af.
"gi pengene fra det De stjal eller få hugget deres hænder af så De ikke kan stjæle igen. valget er Deres"
Daisuke vidste at byvagten ville tro på ham da han jo var ridder. selv om han lige nu mest bare lignede en velpåklædt mand. men det var mest fordi rustningen var tung at flyve med og han ikke behøvede at havde den på hele tiden jo. selv om nogle ridder elskede at prale med den så var Daisuke ikke sådan.

[Rauha Sisu]

Hænderne hugget af. Ireno var ikke bedre end hendes eget hjemland. Rauha fik det helt godt med, at hun havde hevet fat i drengene. Forhåbentligt ville de have mere held fremover, og ligesom hende selv, nå en alder hvor den type handler ikke var nødvendigt med begge hænder i behold. Hvis hun nogen side spottede dem igen, måtte hun lære dem lidt mere. Så de ikke endte i de problemer, som hun stod i nu.
Hun kiggede fra de venlige, men underlig tomme øjne til hans hånd og tilbage igen. Det var her hun tog en lynhurtig beslutning. At gå med den samme strategi som så ofte før. Ord, og gerne de rigtige, som ville give hende, hvad hun ville have. Hendes strategi var ikke bygget på, at manden var engel - selvom det nu hjalp valget. Mange blev mere bløde om hjertet, når det omhandlede børn og hungersnød. Nu var det spændende at se, om de tomme øjne var naive og medfølende.
"Er det sådan det er, herre? Hvis jeg er for ringe stillet til at kunne betale, så vil De gøre det endnu svære for mig at leve?" Hun pegede i den retning drengene var løbet. "Vil De lemlæste børn for resten af deres dage, fordi De ikke var født i de rigtige hjem? Hvad er det for en retfærdighed? Hvad er det for en verden, hvor børn ikke kan være sikre?"
Hun tog de sidste skridt imod ham, begge hænder holdt ud foran sig, klar til bødlen. De var nu ansigt til ansigt. Det ville være svære for hende at komme væk. Men det var vigtig for det billede, som hun ville fremstille. Sammen med de fremstrækkende hænder, håbede hun, at han så dem som en overgivende gestus. Som lå hele hendes og drengenes fremtid hos ham.
"Jeg har ingen penge at betale med." Delvis korrekt. "Men jeg har sørget for at to børn ikke sulter ihjel i dag. Og jeg vil gerne gøre det igen."
Med et roligt blik så hun afventende på ham. Hun havde bluffet sig gennem være situationer. Det var i hvert fald, hvad hun fortalte sig selv. Og det bedste var, at der var så meget sandhed i hvad hun havde sagt, at det var svært at kalde det en løgn.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke var ganske rolig. han så på hende som hun kom tættere på ham og talte om hungersnød og børn. som engel kunne han ikke lig at folk skulle sulte og slet ikke børn. men hun skulle stadig ha en lærerstreng. han så roligt på hende og hurtigt tog han fat i hendes hænder og tog sit sværd og gjorde at det lignede at han ville hugge hænderne af hende. han stoppede dog lige inden sværdet ramte hendes hænder. Daisuke så mod bodens ejer der gloede. han så mod hende og et lille grin kom fra ham. han tog sværdet tilbage men holdte stadig fast i hende.
han trak hende roligt mod ejeren af boden og smilte roligt. "hvor meget skal hun af med for det hun stjal. og vis hun ikke kan betale som hun siger hvor længe skal hun så arbejde for dem for det?" Daisuke så på hende med rolige øjne som om de var tomme var de jo stadig øjnene af en engel. ejeren så på boden og så først nu at der var stjålet noget. han fortalte hvor meget hun skulle af med og Daisuke så på kvinden for at se om hun stadig ikke havde pengene. Daisuke ville dog gerne betale men hun skulle lige lærer at stjæle er dumt. han havde jo selv levet et fattigt liv kun med en far og han havde arbejdet hele tiden for at få mad på bordet og daisuke havde arbejdet i en ung alder for at få penge til mad og tøj. nok derfor at han følte det var hans pligt at gøre at folk arbejdede.

[Rauha Sisu]

Rauha kiggede inde engels tomme, tomme blik. Det var et eller andet derinde, noget godt. Om det så lå alt for langt inde eller var falsk, kunne hun ikke afgøre med sikkerhed. Så det var bestemt ikke hans øjne, som gjorde at hun ikke gjorde modstand, da han tog hendes hænder. Hun ikke så meget som blinkede, da sværdet kom mod hendes hænder. Hvis ikke han havde vist med sit kropssprog, at han havde tænkt sig at stoppe, ville hun havde forsøgt at blæse ham væk. Men nu kunne det blot være med til at forstærke hendes pointe og udsagn. Hun så afventende på ham, efter hans var færdig med hans lille nummer. I stedet for at tale begyndte han at trække i hende. Igen lod Rauha det bare ske. Nu havde lige fortalt, hvordan hun ville have været villig til at miste sine hænder for børnene. Nu var det at spille sin rolle fuld ud.
Som de gik holdte hun ansigtet frem mod hans ryg. Hendes øjne derimod, spejdede ud over hele markedet. Hun kiggede efter forskellige mulige og umulige flugtruter, skulle det blive nødvendigt. Engel var altid et problem med deres vinger, men ikke nødvendigvis umulige.
De standsede foran ejeren, og englen begyndte at udfolde hans plan. Rauha var lige ved at tabe masken. Det kunne han ikke mene! Hun havde været klar til at miste sine hænder - måske ikke i realiteten, men pointen var, at hun havde ladet ham svinge et sværd mod hendes hænder. Det mindste han kunne gøre, var at betale for hende. Nærigrøv.
Ikke desto mindre holdte hun stædigt på sit tidligere udsagn, og nikkede som ejeren talte. Hun havde ikke fået ret meget ud af hendes sidste job endnu, og stod uden et nyt. Så ja, hun havde pengene, men hun kunne ikke betale for unger til højre og venstre. De skulle bruges på at rejse. Ikke at hun nok havde betalt, selvom der havde været godt med guld i lommen. Som så ofte før havde hendes mund fået hende i flere problemer end hendes handlinger.
"Okay, tak for at give mig en mulighed for at bedre mig selv." Hun sendte ham et venligt, varmt smil, imens hun bandede og svovlede indvendigt.

((Det var virkelig ikke meget, jeg har givet dig at arbejde med... Hvis du kan køre den videre, cool (: - og hvis ikke, så må den bare dø ud. Der er jo også en lade (; ))

[Daisuke Dragbon]

Daisuke var ganske enkelt ikke den som man troede når man så hans øjne. han var klogere end de gue øjne fortalte. Daisuke så på hende da hun talte om at forbedre sig. han så roligt på hendes øjne og kunne godt se hun ikke var tilfreds med ham. men man kunne jo ikke elskes af alle. han tog hånden i lommen og hev en lille læderpose frem og hev det ejeren af boden havde sagt frem. han vendte sig mod hende igen og slap roligt hendes hænder og smilte roligt.
"jeg ved det ikke var sødt af mig. men jeg var da nød til at gøre et eller andet for at lærer Dem at selv de fattige kan arbejde for føden. det har selv en ridder som mig gjordt"
han lagde roligt hånden mod hendes skuldre for at klappe den og fortælle hun havde sagt det han havde ville høre. nu skulle han bare ha fat i drengene og måske få dem i et job som væbner.

[Rauha Sisu]

Rauha vidste godt, at hun var, i hvert fald til dels, afsløret i hendes lille spil. Men indtil at hun var helt sikker på, at han havde gennemskuet hende, ville hun fortsætte. Det så også ud til, at han ikke have set gennem det hele. I hvert fald betalte han købmanden for hende. Og Rauha kunne ikke lade hver med at være lidt stolt af ham. Han havde sat hans lille prøve flot op. Et lille smil dukkede op på hendes læber. Han var måske ikke helt dum, hendes engel. Roligt forsatte hun arbejdet, imens han talte med ejeren. Om ikke andet så for at opretholde illusionen, så han ikke skiftede mening halvs igennem.
Rauha holdte pænt fokus på ham, som han snakkede. Ansigtsudtrykket viste tydeligt, at hun ikke var enig med hans udtagelse. Hun kiggede på hans hånd, som den klappede hendes skulder. Rauha rynkede et bryn. Hvad skulle den gestus betyde?
"Lige præcis Herre. En ridder gav dig en chance. Hvor ofte tror du, at det sker på gaden?" Hun var nød til at tage sig sammen, for ikke at være spydig, da hun tiltalte ham. Åbenbart var han ikke så smart alligevel. Hvad var det for en opdigtet verden han levede i?
"Vi kan ikke alle pludselig få en titel og mad på bordet. Folk på gaden arbejder gerne. Det er ikke viljen, men mulighederne som mangler." Hvad havde han tænkt sig? At udnævne alle gadebørn til riddere af landet?


((Jeg læste det i hvert fald som, at han betalte købmanden. Og jeg er ked af at Rauha er en led dame D:))

[Daisuke Dragbon]

han så på hende og kløede sig lidt i nakken da hun talte. han prøvede jo blot at gi en lille lærer streg. og måske ville hans ordvalg ikke ha været det rigtige her. han tænkte sig lidt om før han så på hende og smilte lidt.
"jeg ville give alle en change."
Daisuke så på hende og så mod gadens børn.
"selv et fattigt barn kan være udholdenede nok til at blive væbner. men det tager mange år at blive ridder. måske en kvinde også kan blive væbner vis hun vil"
han hentyede nu mest til at vis hun ville ha det og udholde det kunne hun jo sagens komme som væbner for en ridder. han havde dog ingen da de andre riddere ikke så ham værdig nok til det da han jo var to ting. gammel magiker og ny engel. noget en ridder helst ikke skulle være.

[Rauha Sisu]

Rauha betragtede ham, som han kløede sig i nakken. Englen så lidt fåret ud, men hun kunne ikke rigtig bedømme, hvordan han havde det.
"Har du nogen ide om, hvor mange børn der lever på gaden? Indtil den dag, du tager ned i slummen og tager hver og en ind som din væbner, så falder dit argument et tørt sted." Han forsatte med at tale, og Rauha skar åbenlyst ansigt. Det her gik så meget imod hendes tro, at hun ikke engang ville spille sød og uskyldig længere. Hun fandt hans udtagelse dybt provokerende.
"Selv gadebørn og kvinder? Hvor er det heldigt, at du gider tage os med i betrækning, nu hvor vi åbenbart ikke er på samme niveau, som jer andre." Der måtte næsten være tale om, at hun havde misforstået ham. I hvert fald med gadebørns delen, siden han selv havde været et. Men hun var dybt frustreret over hans ord. Englen fik det til at lyde som om, at alle kunne blive ridder.
"Jeg sagde det før, og jeg siger det igen. Det er hverken evner eller motivation der mangler på gaden. Det er muligheder." Hun gav ham et udfordrende blik. "Men jeg glæder mig til at høre om, hvordan du har taget alle byens gadebørn ind som væbner. Når du er færdig med det projekt, så der er en helt slum, som du kan gå i gang med. Jeg er sikker på at mange glæder sig til de jobmuligheder, som du pludselig skaber for dem." For mange var problemet den stand, som de var født ind i. Det var sjældent, at man ikke overtog forældrenes stand og erhverv. Selvfølgelig skete det, at nogen gik op eller ned. Men englen lod ikke til at forstå at der var undtagelsen frem for reglen.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så på hende. han anede virkelig ikke hvad han skulle svare. han så mod alle folk undt om dem og så så på hende. et let suk udskap ham. "De har ret. det kan jeg ikke. men jeg kan altid prøve at hjælpe der hvor jeg kan se mulighed for det."
han vidste jo alt for godt at job ikke bare kom til en. men når man blev tilbudt det skulle man da ikke sige nej. nok var alle job ikke ens drømmejob men man måtte jo nogle gange arbejde fra bunden op af. han tog sig til nakken og tænkte sig om. hvordan forklarede man en så ophidset kvinde at han jo bare ønskede at folk ikke gjorde det forkerte.

[Rauha Sisu]

Rauha sukkede og rystede på hovedet. Idealister var ikke sådan at tale til fornuft. Men måske det var derfor, at alle snakkede så rosenrødt om Ireno. Fordi at folk så hvad de ville se - historierne som ved englen her - og så pænt overså de folk, der ikke havde en mulighed for at forbedre deres situation. Rauha var selv gået fra gadebarn til undergrunds dronning. Og selvom det nok ikke var den type job, folk ofte tilskrev lykke historierne, vidste hun udmærket godt, at hun havde været heldig. Havde Pyry ikke taget hende ind, ville hun aldrig have nået så langt. Den gamle sagde ofte: 'Man kan måske selv tage æren for det hus man bygger, men man må aldrig glemme, hvem der lage fundamentet.' Rauha havde selv kæmpet sig til hvor hun havde været. Intet var blevet hende foræret, tværtimod havde hun grundet sit køn og herkomst skulle kæmpe mere end de fleste. Højst sandsynligt ligesom en gadedreng nok måtte havde gjort det som væbner. Men hun havde nok stadig sættet foran det nedbrændte hus, og han ville nok stadig have været på gaden, hvis der ikke var en, som havde lavet dem et godt fundament at bygge på. Måtte denne person være tyv eller ridder.
Rauha kiggede englen lidt an igen. Havde Pyry ikke en gang sagt, at lande skulle bygges af idealister og styres af realister?
"De mener det godt..." Rauha lov ordene trække ud og kiggede ud over markedspladsen. "Det er det vigtigste. Også selvom De er for naiv. Jeg håber, at De lever op til Deres ord og Deres egne forventninger, og gør en masse godt. Ændre nogle liv til det bedre." Hun spejdede stadig ud over pladsen, men så ikke ud til at tage noget bestemt ind.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så på hende. da hun så talte så han på hende med et smil. ja det havde hans far vidst også sagt nogle gange. Naive knægt. havde han vidst tit hørt. men han ville hellere være lidt naiv end ende med at skade alle. han smilte roligt til hende og nikkede.
"det vil jeg. Vis det er at De ser gadebørn igen så sig endelig at Sir Dragbon søger væbner"
han ville jo kun folk det godt. om det var på en dårlig eller en god måde han gjorde det. men måske vis hun var klog lærte han ham at naive ikke altid endte godt da han jo sådan set stadig var ung. han huskede bare ikke noget. andet end sin far. men det var nok fordi han altid havde været der. Daisuke så op da han hørte nogle lyde som om de sloges. skulle man gribe ind eller lade dem klare det selv?

[Rauha Sisu]

Rauha nikkede ved hans ord, et svagt smil på hende læber, men holdte stadig blikket ud over pladsen. Det var ikke nok, det var aldrig nok. Men det var en start. Og så længe du ændre livet for bare en, så har man gjort en forskel.
"Det vil jeg gøre..." Rauhas stemme var en smule lav, ukarakteristisk lav for dem, der kendte hende. Ellers ville det ikke være af betydning. Hun tænkte, at en fremmed ikke vil ligge meget i det, især en fremmed hun har talt så lidt med. Pludselig blev hendes blik mere klart, som havde hun spottet noget, der havde fanget hendes opmærksomhed. Den egentlige grund til, at hun klarede op var, at hun havde bestemt sig for, hvad hun ville gøre. Og det eneste hun ville efterlade englen var et kort, hurtigt.
"Det var hyggeligt at møde Dem."
Rauha gik, eller småløb, i zik zak ind mellem folk. En trick hun ofte havde gjort før. Hun var ikke sikker på, om ridderen ville mere med hende, så hun bestemte sig for at forsvinde. I starte kunne man se på folk, hvor hun var, som hun brugte sine albuer, men hurtigt blev deres reaktion mindre og mindre, som hun satte farten ned og blev mere diskret. Som så mange gange før, forsøgte hun at forsvinde ind i folkemængden.

//Out(?)