Trust your heart

[Camelia Nimar]

Dato: Starten af december 1432
Tid: 10:00
Vejr: Køligt og let blæsende.

Gys! Siden hvornår var det blevet så koldt? Hun mindes slet ikke denne slags kulde, også selvom hun godt vidste at kalenderen så småt var gået ind i December, men alligevel havde hun ikke indset det. Måske en anelse dumt, når hun skulle være healer og faktisk tænke på andres helbred, men måske hun bare glemte sig selv en gang imellem. Camelia havde løbet det meste af vejen, da hun havde fået fornemmelsen af, at nogen var fuldt efter hende. Hun kunne ikke så godt lette imellem træerne og var faktisk alt for panisk til at gøre noget ved det. Hun havde helt glemt hendes vinger for en stund. Hun skulle bare væk! Den fornemmelse var slet ikke til at holde ud. Det gøs hende ned af ryggen, så snart hun tog en pause og hendes ånde dannede skyer i luften. Det var efterhånden længe siden at hun havde været nødsaget til at løbe. Normalt ville hun bruge sine vinger.. Men ak, tøsen tænkte sig ikke om.
Camelia var løbet fra den forbudte skov helt til lysningen tæt på hendes fødeby, mest af alt forbi hun følte sig mere sikker der end andre steder. Naturen kaldte på hende. Det var ikke planen at hun skulle ind i den forbudte skov, men hun havde altså hørt en stemme kalde på hjælp. Hvor følte hun sig bare dum, det havde sikkert været en fælde for at lokke hende derind. Hun stoppede op ved et træ og placerede hendes hånd mod den kolde bark, som hun lige skulle have vejret. Camelia så sig over skulderen blot for at være på den sikre side. Hun tog en dyb indånding for vendte blikket mod lysningen. Solen lod til at være fremme, men jorden var stadig hvid og dækket af sne. Hun bevægede sig roligt mod lysningen, som hun lod blikket glide op mod himlen. Hvordan kunne det være at det fik hende til at føle sig så tryg? Hun slappede næsten af, før hun hørte noget knække i nærheden, hvilket fik hende til at krybe sammen igen. Hun skulle altså til at lære at forsvare sig selv, at flygte hele livet ville jo være dumt? Hun var iklædt en kort kjole, som gik hende til lidt over knæene. Ellers bar hun bukser under for at holde varmen. Camelia bar også en frakke over hendes skuldre, eftersom at hendes arme var bare. Mønstret på hendes arme, var noget hun aldrig ville dække til, end ikke når det var koldt udenfor. Det var tydeligt at hun følte sig jaget, som et dyr og blot kiggede omkring sig hele tiden for at sikre sig at hun vidste hvor personen ville komme fra. Hvis de da ikke var flere?

[William Witchboy]

Witchboys hovedet var fuld af tanker som der altid kom når det blev vinter eftersom han havde intet at lave om vinter der var ingen som havde brug for lejesoldater på denne tid og han havde stadig ikke vende sig til ikke at lave noget i den periode da han var i sin landsby skulle de stadig jage han havde sin rustning på men inden under havde han skind tøj som han selv havde lavet ikke det pæneste men varm nok og en ulve skind kappe ud over det hele og han kom ind i lysningen hvor han fik øje på en kvinde med vinger hun virkede som om hun blev jaget så han gik hurtigt over til hende og sagde ”er de i fare” han hev forsigtigt sin økse frem så hvis nogen prøvede på at angribe dem ville han være klar til kamp

[Camelia Nimar]

Hvad var der lige gået af hende? Hun måtte altså til at tage sig sammen, hun kunne jo umuligt passe hendes job, hvis hun blev paranoid af selv det mindste. Måske det bare var hendes fantasi, der var løbet af med hende? Var hun mon ved at blive syg? Hun sukkede inderligt, som hun endelig nåede lysningen og følte at hun kunne slappe af igen. Stadig kunne hun fornemme nogen i nærheden af hende, så hun var altså ikke alene. Camelia var nervøs for sine omgivelser, mest af alt fordi hun endnu ikke havde 'set' fjenden, men det kunne også bare være hendes nerver. Hun havde presset sig selv i del på slottet, da hun gerne ville gøre en indsats, nu hvor hun var kongelig healer, det krævede mere end hendes tidligere stilling i byen. Det kunne sagtens være stressen?
Eftersom at hun stod med ryggen til manden, blev hun yderst forskrækket, da hun hørte en stemme nær hende. Hun vendte blikket rundt for blot at få øje på øksen. Derfra sprang hun nogle meter væk fra ham ved hjælp af sine vinger. Camelia gaspede let, men holdt øje på ham. Hvem var han. Hun kunne ikke fornemme andet end en mørk aura. Så han måtte være et væsen fra mørket. Mon han havde fulgt efter hende fra den forbudte skov. "Hvem er De?" spurgte hun uden at svare på hans spørgsmål. Hun kiggede sig over skulderen, som hun bevægede sig længere væk fra ham, men hurtigt vendte blikket tilbage til ham. "Er det Dem, der har fulgt efter mig?" spurgte hun letter nervøs og panisk, som hun spredte de store, smukke hvide vinger i tilfælde af, at han forsøgte at nærme sig igen, så kunne hun i det mindste komme op i luften. Det resulterede også i at hun lod frakken lande på jorden. Hendes smalle figur var tydelig i den stramme kjole og de stramme bukser var som skræddersyet til hendes figur.

[William Witchboy]

Witchboy så forvirret på kvinden med sine lysende gule øjne og sagde "mit navn er William Witchboy bare kalde mig Witchboy og nej jeg har først set dem nu" han tog en overrasket skridt tilbage da kvinden åbnede sine vinger og i samme kom der tre pile flyvende og ramte ham i ryggen og han sagde med tydelig smerte i stemmen "av for Trix det gjorde ondt" den eneste grund til han ikke var død nu var fordi pilene ikke var blevet hærdet så de var kun lige kommet igennem rustningen og lavede hul i huden tre mænd kom frem at den anden ende af lysningen og gjorde klar til at skyde igen men Witchboy kastede øksen og ramte den ene af mændenes ben og løb så hurtigt han kunne mod dem mens han hev sit sværd frem

[Camelia Nimar]

Hun blev blot mere forvirret, som hun gav sig tid til at undersøge manden foran hende. Hans ord var muligvis betryggende, men kunne hun nu også stole på ham. En hver kunne fortælle en løgn, det gjorde hun jo selv, overfor hendes søster. Hun sukkede svagt, som hun langsom sænkede paraderne igen, da han ikke lod til at angribe hende. Hans præsentation fik hende til at le lidt. Camelia bukkede hovedet til hans ord og skulle lige til at præsentere sig selv, da hun hørte lyden fra skoven igen og det næste var pilene, der fløj igennem træerne. Hårene på hendes arme rejst sig i frygt, som hun så forbavset mod manden, der var blevet ramt. Langsomt gik hun frem mod ham, naturligt ville hun hjælpe de sårede, men mændene som sprang frem fra skoven fik hende til at trække sig igen. Vold havde aldrig været en udvej for hende. Camelia ville hellere undgå vold og faren, men alligevel havde den fulgt hende ind i skoven. Det gav et sæt i hende, da hun så øksen flyve imod manden, hvorefter hun blot dækkede sine øjne med sine hænder. Hvad gik der af hende? Hun ville gerne flygte fra stedet, men hun kunne umuligt efterlade manden.. Hun følte sig hjælpeløs igen. En healer var ikke ment til at plane sig i kamp, de var ment til at skulle heale de sårede, men kunne hun virkelig bare se på? Hun gik nogle få skridt frem, før hun mærkede nogle grove hænder imod hendes vinger. Camelia kunne tydeligt mærke den hårde hud på hænderne og deres hårdhed blev kun værre, da grebet blev strammet. "Slip mig!" beordrede hun, som hun forsøgte at bruge vingerne kraft til at skubbe manden omkuld, i stedet dukkede endnu en mand frem. De greb hver deres vinge. "Stop eller englen mister sine vinger" truede de. Hun gøs ved tanken, men brød sig ikke om at være fanget igen. Følelsen krøb dog langsomt over hende, som hun forsøgte at rive sine vinger fra mændenes greb. Det resulterede blot i mere smerte, som hun kollapsede i sneen. Deres håndtering af hendes vinger var alt for voldsom, de havde tydligvis ikke forstand på engle.

[William Witchboy]

Endnu en pil ramte Witchboy men denne gang det øverste del af hans hjelm så han blev ikke såret og da han var tæt nok på skar han halsen over på den ene mand hev øksen ud af benet på den ene hugget den ind i den sidste mand hoved og trådte den mand som havde haft øksen i benet hals så nakken brækket og han hørte kvindens stemme og gav slip på sin sværd og økse og sagde roligt "lade os nu ikke gøre sådan noget primitivt hvis i giver slip på hende så kan i tage jeres hævn for jeres venner på mig" mens han sagde det gik han stille og roligt tættere på kvinden og de to mænd

[Camelia Nimar]

Gud, hvor det altså irriterede hende, at hun var så hjælpeløs. Men hun kunne tydeligt fornemme på sig selv, at al den vold slet ikke var velkendt for hende. Hun fik blot en dårlig mave fornemmelse ved tanken om mord og drab. Hun kunne sagtens klare blod og skader, men hun så ingen grund til at væsner skulle forvolde hinanden skade. Camelia var mere eller mindre rolig, også selvom hun følte sig fanget, så vidste hun godt at en pludselig bevægelse kunne forværre hendes situation. Det virkede så velkendt. Men alligevel fremmede at være en denne situation, også selvom hun havde prøvet noget lignende i forbindelse med hendes død. "Jeg beder jer" tiggede hun næsten, som hun lod blikket hvile mod jorden. Hun stirrede ned i sneen og lyttede til mandens stemme. Hvad tænkte han på? Han havde lige dræbt flere af deres venner og nu ville han bare ofre sig selv? Hun gøs ved tanken om at det var hendes skyld det hele. Hun lukkede øjnene kort og greb fat om sneen, mærkede kulden stryge op igennem hendes krop, før hun kastede sneen op i mændenes ansigter. Efterfølgende brugte hun deres forvirring til at trække vingerne til sig for derefter at slå dem helt ud. Det lykkes hende at overmande dem, som fik dem til at give slip i hende, da de blev smidt imod de nærmeste træer. Den ene mand blev for foden af træet, den anden ømmede sig blot. Camelia vidste at hun ikke kunne blive der, som hun slog mod vingerne og strøg hen over jorden for at placere sig bag ved manden. Hun foldede vingerne på hendes ryg for at de ikke skulle være i vejen. "Jeg beder Dem, ikke flere drab" tiggede hun stille, som hun var forfærdet over tanken og egentlig bange for hvordan landet ville håndtere ligene.

[William Witchboy]

Witchboy havde ingen intentioner om at bare stå mens de fik deres hævn han havde stadig sin krigshammer som var gemt under sin kappe han blev en smule overrasket af kvinden fik kæmpet sig fri og kom over til ham og han nikkede og sagde "jeg kan ikke love det hvis de giver mig intet valg gøre jeg det men jeg vil gøre mit bedste for det ikke skal komme der til" og han hev sin krigshammeren frem og løb mod den mand som stadig virkede i bevidsthed og brækkede mandens knæ så han skreg af smerte og Witchboy sagde med den mest onde tone han kunne lave "hør her nu går den kvinde og jeg væk herfra og hvis dig og din ven mindste tænker på at følge efter os ville i blive spist levende at ulve er det forstået" manden blev lige så hvid som sne og nikkede forstående og Witchboy gik over til sine våben og tørrede hurtigt blodet af dem og satte dem på plads og så på kvinden og sagde med sin normale tone "skal vi gå"

[Camelia Nimar]

Hun kunne ikke lade vær med at undre sig over hvem han var og ikke mindt hans erhverv, det kunne ikke være helt almindeligt den måde som han kæmpede på. Det virkede ikke som en ridders fremgansmetoder, men så igen, hun havde kun mødt en ridder ind til. Selvfølgelig kunne hun betragte deres træning på slottet, men det havde hun egentlig ikke tid til. Hun nikkede stille til hans ord, som hun vendte blikket bort og i sidste ende måtte holde sig for ørerne, da skrigene ramte hende hurtigt og muligvis kastede hende ud af den. Camelia havde ingen anelse om, hvad hun havde rodet sig ud i, hun kunne slet ikke forstå, hvorfor nogen ville følge efter hende. Hun var ikke ligefrem komtesse mere, men måske de havde andre intentioner end hvad hun lige kunne gætte sig til. Det var tydeligvis en forvirrende dag og hun havde allermest lyst til at vende tilbage til slottet, men hun kunne i det mindste takke ham for hjælpen. Camelia ansede ikke hans våben, som hun bevidst ignorerede dem, hun kunne sagtens fornemme lugten af blod i luften og den kvalmende fornemmelse det bragte med sig. Normalt kunne hun godt håndtere det, men det var ikke blot en hudafskrabning. Nej, det var dybe sår, der var forvoldt for at volde smerte og helst for at resultere i død.
Camelia vendte blikket mod ham, som han begyndte at tale til hende igen. Hun lod blikket bevæge sig rundt på de forskellige lig der lå omkring dem. Selvfølgelig kunne hun ikke blive der, men var det nu også det rigtige at gøre, bare at efterlade deres kroppe? Hun nikkede stille til hans spørgsmål, før hun kom i tanke om de pile der havde ramt ham. "Lad mig hjælpe Dem med Deres sår først." forklarede hun, som hun var udmærket klar over, at det hurtigt kunne blive værre, hvis han bare gik rundt med pile i ryggen. Samtidig med at det ville tiltrække en del opmærksomhed at vandre rundt med pile i ryggen. "Jeg er healer på slottet" forklarede hun, for at forklare sin expertise og hendes situation, så han sagtens kunne sætte sin lid til hende. Det var i hvert fald hvad hun var i gang med at gøre i forhold til deres første samtale, der blev delt imellem. "Og tak, Hr" sagde hun med et roligt smil på læben, som hun i det mindste kunne vise sin taknemmelighed for at være blevet reddet ud af situationen, også selvom hun gerne ville have haft en anden ende på det.

[William Witchboy]

Witchboy smilede venligt til kvinden og sagde "det må lige vente lidt vi er nødt til at komme væk herfra vi ved ikke om der er flere og bare kalde mig Witchboy" han begyndte at gå væk fra mændene det var ikke fordi han ikke ville have pilene ud af ham men han mente det var en højere prioritet at kvinden skulle komme så langt væk fra det her sted og så længe pilene var i ham var der en begrænsning for hvor meget blod der ville komme ud af ham selvom han kunne mærke hvor meget af det var allerede kommet ud af ham og han sagde "kender de et sted hvor vi kan gemme os bare for et par timer miss" han sagde det sidste som et spørgsmål eftersom han havde ingen ide om hvad hun hed

[Camelia Nimar]

Fra hendes synsvinkel ville hun nok hellere have fortrukket at have kigget på hans sår først, men hun kunne selvfølgelig ikke tvinge ham til noget, han ikke ville. Derfor accepterede hun også hans valg, som hun lod blikket glide rundt i lysningen. Camelia ønskede egentlig ikke at der var flere som skulle dukke op, så måske han havde ret med at de skulle smutte imens de stadig kunne. Hun fulgte roligt efter ham, som hun overvejede hvordan hun mon skulle kunne glemme al den vold. Hun kunne stadig godt fornemme den kvalmende fornemmelse og ikke mindst lugten af blod. Hans stemme fik hende atter til at rette opmærksomheden mod ham, som hun så lettere forundret på ham. Et gemmested? Tjo, det kunne hun vel godt vise ham. Nu havde hun jo leget i den fortryllede skov lige så længe hun kunne huske og der var næppe særlig meget, som var forandret. "Hvis vi følger floden, skulle vi gerne ramme et stort træ om ikke så længe" forklarede hun, som hun smilte blidt til ham. Hun forsøgte at holde sig på siden af ham, for ikke at tænke over pilene i hans ryg. Det ville have været bedst at få det ordnet med det samme. "Træet er forholdsvis hult, så der skulle være plads nok" lo hun let, som hun lod blikket glide mod floden. Vandet havde nu altid beroliget hende, men lige nu var hun ikke helt så sikker på, om hun nu også skulle slappe af. Camelia opfangede godt hans spørgsmål, der gik blot noget tid, før hun reagerede på det. "Det må De undskylde, navnet er Nimar, Camelia Nimar" præsenterede hun sig selv, som det var ganske uhøfligt ikke at lade ham vide hendes navn, når nu han havde fortalt hans. Men situationen havde bare fået hende til at glemme sine manere og ikke mindste hendes opdragelse for en kort stund.

[William Witchboy]

Witchboy nikkede forstående og sagde for at lette stemningen "også for en kæmpe så må det være et stort træ" og han fulgte efter floden og han gjorde sit bedste for ikke at bevæge sin ryg for meget og han tog hjelmen af ren overraskelse da Camelia sagde sit navn og hun ville kunne se hans mørkeblå hud med det lyseblå spiral symboler på og sagde overrasket "er du i familie med Catja Nimar" han havde Catja under et job for at få hjem til hendes familie og da han mødte hende første gang var hun også i problemer med nogle mænd

[Camelia Nimar]

Måske hun bare skulle koncentrere sig om noget andet og ikke tænke på det der lige var sket. Desuden så kunne hun også sagtens stille manden en masse spørgsmål for hans aura havde en hel anden udstråling end hvad hans personlighed viste. Camelia kunne ikke lade være med at grine lidt, som hun nikkede. "Det er jo blot for nogle timer?" forklarede hun med et smil, så skulle et nok kunne lade sig gøre. Det ville jo heller ikke gøre noget, hvis de blot søgte ly af det store træ. Hun så lettere forbavset på ham, da han endte med at tage sin hjelm af. Mon han mente at faren var ovre? Egentlig blev hun selv mere forbavset over hans hudfarve og det faktum at han også bare mærker på sin krop. Hans spørgsmål fik hende til at gå i stå. Catja? Hvor kendte han hende fra? Det fik hende til at rynke en anelse på brynene, som hun ikke kunne se hvad Catja skulle gøre i denne mands selskab. "Hun er min søster, men hvor kender De hende fra?" spurgte hun en anelse forundret, som hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle tolke ud fra situationen.

[William Witchboy]

Witchboy kom til at grine kort og sagde "det er dig hun prøvede at finde Catja for et par måneder siden løb hjemme fra for at finde sin søster som jeg gætter på er dig og forvildede sig ind i den forbudte skov jeres forældre betalte mig for at få hende hjem igen hvad jeg gjorde" han kunne ikke lade være med at grine lidt to gange havde han mødt nogen fra Nimar familien og begge gange havde de problemer med mænd som han reddede dem fra og de kom til det hule træ og han bukkede meget let men det gjorde stadig grusom ondt og sagde "damerne først"

[Camelia Nimar]

Til at starte med virkede det en anelse forvirrende, hans latter gjorde det ikke nemmere for hende, dog kom han hurtigt med en forklaring på det, hvilket blot fik hende til at sukke. Selvfølgelig kunne Catja ikke lade vær med at lede efter hende. Måske hun blev nød til at forklare hende endnu en gang, at hun nok skulle finde hende, når hun havde brug for det. De havde jo en aftale. Desuden så ville det ikke være særlig smart, hvis Catja endnu en gang farede vild i den forbudte skov. Camelia blev blot nervøs for sin søster. "Hun løb hjemmefra?" gentog hun en anelse opgivende, som hun rystede let på hovedet. Hun sukkede let, men lod til at være taknemmelig for at han i det mindste havde fundet hende igen og bragte hende tilbage til deres forældre. "Jeg takker for Deres hjælp. Hun kan godt være lidt ustyrlig til tider" lo hun let, som hun egentlig ikke vidste hvad hun skulle stille op med hende. Måske et møde mere ville kunne afklare sagen. Det var i hvert fald nødvendigt at få orden på tingene, så det ikke igen gik galt. Hun betragtede træet for en stund, før at hun nikkede til hans gestus og gik ind i træet. Det var ikke lige som en bolig, men der var stadig plads nok til at man stadig kunne bevæge sig blot en anelse, men samtidig var det også et varmt sted, da det var med til at give ly for blæsten og sneen udenfor. "Sæt Dem med ryggen til mig, så jeg kan få lukket Deres sår" det lød næsten som en ordre, da hun ikke havde tænkt sig at lade ham snakke uden om endnu en gang. Dog var det mere for at forklare ham, hvordan han skulle sidde i forhold til hende for at hun havde plads nok til at arbejde på. Hun sad selv med benene samlet på den ene side.