Just a little look [Legonas]

[Rauha Sisu]

Tid: Dæmring
Dato: 24. december 1432
Vejr: Overskyet, det er ekstra gråt og koldt men tørt og med begrænset vind
Udseende: Præcis som på profilbilledet, hun har endda også spyddet og den tydelige kniv i bæltet.

"En uccide, de siger at Greve Blume har en uccide."
Rygterne havde nået Rauha, som hun bevægede sig rundt i Trilkstad. Hun havde set en ting eller to i på sin færden, men aldrig en uccide. I starten skulle hun have bekræftet, at det var samme skabning, som hun tænkte på. Der var lidt delte meninger om bæstet i lokalbefolkningen, men de kunne da nogenlunde beskrive det samme væsen. Derefter måtte hun forhøre sig om, hvorvidt greven rent faktisk havde den. Hvilket viste sig at være et faktum, som var overraskende anerkendt. Hun havde fået hældt alkohol på en herre, der ikke fik nok kvindelig opmærksomhed, som arbejde på slottet. Derfra havde det været let. Hun havde dårligt nok behøvet at ligge kræfter i at sende de rigtige udtryk, grine sødt på de rigtige tidspunkter og dreje samtalen. Hvorvidt hun var heldig, eller den uccide bare var så kendt på palæet bekymrede hun sig ikke om. Faktum var, at hun nu vidste både hvor dyret var, og at man kunne komme til det fra stalden.

Det lød helt utroligt, at der skulle være et så sjældent væsen så tæt på, og hendes nysgerrighed var i den grad pirret. Hvilket var grunden til, at hun nu befandt sig under jorden. I en bygning som ikke bare tilhørte en greve, men en udød en af slagsen. Hun kunne høre Pyrys stemme i baghovedet, som hun listede sig videre. Lige fra at hun var helt lille, havde hun hørt om hvad der skete med nysgerrige katte. Men den gamle mand glemte altid, at katte har ni liv. Og Rauha var ret så sikker på, at hun stadig havde et par stykker tilbage.

Selv med lidt forarbejde havde det været lidt af en prøvelse at komme herned. Først skulle hun ind på grunden. For en gangs skyld var natten ikke hendes ven. I stedet havde hun listet sig ind, som det var begyndt at blive lyst. Det havde lykkes hende at undgå opmærksomhed, faktisk havde en af hingstene været hendes største problem. Som hun kom ind i stalden, sov de andre dyr roligt videre. Men der var en knægt, som var helt klar til morgenmad. Lynhurtigt havde hun kastet en håndfuld frisk hø ind til ham, for at han ikke skulle vække hele stalden. Det sidste hun manglede var en flok heste, som brokkede sig over manglende morgenmad. Der havde været en stalddreng tæt på, og Rauha nåede lige at dukke om bag en skillevæg til en hoppe. Kræet var helt stille, så lidt held havde hun da med sig. Da han ikke umiddelbart kunne spotte noget, gik han tilbage ud efter vand. Det var nu hun skulle slå til. Låsen var knald eller fald. Problemet med hendes mærkelige hukommelse var, at hovedet til dels huskede hvordan det skulle gøres, men hænderne gjorde ikke. Igen smilte guderne venligt til hende. Låsen gik op i første forsøg og Rauha skyndt sig ind. Hun lukkede døren og bad en stille bøn for, at der ikke var nogen som ville ligge mærke til låsen og sætte den igen. Det var trods alt nu folk så småt begyndte at få travl med deres morgenlige pligter. De ville vel ikke kigge efter låse på døre, som sikkert aldrig blev brugt. Det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv, som hun forsatte frem.

Endelig nåede hun bæstet. Som bestemt ikke var tilfreds med hendes tilstedeværelse.
"Rolig..." Hun satte sig så tæt på hun kunne komme, uden at udfordre hvor stærke lænkerne var, eller hvor langt dyret kunne strække sig. Med et skævt smil fortsatte hun. "Hvis du lader hver med at spise mig, så lader jeg hver med at spise dig. Hvordan lyder det?" Tonefaldet var mere end bare blød og lavt. Det lød også mere som om, at hun talte med en anden intelligent race frem for et dyr. "Eller i det mindste lader hver med at kalde på din herre." Det var et fascinerende og frygtindgydende dyr. Smukt på sin helt egen måde. Selv med alt det krudt i røven hun havde, kunne hun let sætte her længe og betragte det. Vieno, det navn hun havde givet det, selvom det langt fra virkede blid, fyldte hende med både glæde og sorg. Den måde dyret var lagt i kæder skar hende i hjertet. Ikke bare havde de stjålet dens frihed. De havde stjålet friheden fra et væsen, som havde været højt i fødekæden. De havde lidt samme skæbne, Vieno og Rauha. Tænk at det skulle være en uccide, som var det første væsen hun rigtig identificerede sig med i det nye land.
"De tog også alt fra dig, gjorde de ikke..." Mere en konstatering end et spørgsmål og så lavt at selv Vieno knap nok ville kunne opfange det. Så gerne som hun ville bryde lænkerne, var hun ikke dum nok til at gøre noget. Det øjeblik Vieno var fri, var der en god chance for, at hun ville have dyret i struben. I stedet fortsatte hun med at sidde, knæene presset mod brystet, armene rundt om benene og spyddet stadig i hånden, og sorgmodigt betragte bæstet.

[Legonas Blume]

Hovslag imod de sne klædte grus på vejen og karets hjul der kom bumpende kunne høres i det fjerne. Legonas havde været oppe i bjergene de sidste par uger for at fundere terrænet af folk der gerne så en ny æra begynde. Og det var tydeligvis ikke kun ham der havde en længsel efter at skabe optøjer i landet blandt de gode og de onde. Ikke destro mindre måtte han dog stadig vente med at gøre noget med hans planer, til han havde haft kontakt med Ache igen de var nød til at vide hvor hinanden var plan mæssigt hele tiden hvis dette skulle lykkes uden de pludselig havde kongens mænd til at snue rundt før det hele overhovedet var begyndt.

Han lukkede øjnene stille i for et kort øjeblik, han red på sin trofaste sorte hingst, og nød stilheden omsider. Den unge dame som sad i kareten havde været svær at kontrollere, og havde skabt sig største delen af turen, så når hun omsider gik omkuld af træthed så nød han stilheden. Tænk at sådan et bette væsen kunne være så hidsig, det lå muligvis til moren som han heldigvis aldrig havde mødt, og et eller andet sted frygtede at møde en skønne dag, for det kunne på ingen måde være prinsens temperament hun havde ned arvet.. Dog var han jo nød til at tage hende med når han forlod palæet i en længere periode, man kunne jo ikke bare forvente at hans ansatte ville lade hende sidde indespærret i flere uger..

Legonas red ind på gårdspladsen med rolige skridt og kareten lige efter sig. Han sprang af hesten og kiggede imod døren, hvor en stuepige kom løbende ud. "Bring den unge frøken op til sine gemakker, og sørg for hun får noget at spise" kommanderede han. Og kvinden nejede hurtigt før hun fik lidt liv i den unge pige og førte hende ind i palæet, før staldknægtene der nok lige var stået op kom løbende for at tage de to heste der var spændt for kareten.

Et lille tilfreds smil lagde sig over Legonas's læber før han klappede hingsten roligt på halsen og trak den derefter imod stalden. Han var måske kynisk, men som en hver anden havde han også ting han holdt meget kært, deri blandt hans dyr og familie. Han tog sig altid selv af Brotus mest af alt fordi den ville forsøge at trampe andre ihjel, og hingsten havde han haft i en del år så han vidste lige præcis hvordan den skulle behandles. Han sadlede Brotus af og fik ham sat ind i båsen før han kort børstede ham og lukkede, han smed en smule hø ind over lågen før han begyndte at løsne sine ride handsker. Han skulle til at træde ud af stalden igen da hans blik fangede kælderskakten, med låsen der enten var brudt op eller var glemt at blive låst igen. Han rynkede dog brynene i undren, hvem havde været nede ved bæstet? Og hvor længe havde den stået ulåst? Han rystede kort på hovedet før han ændrede retning og gik hen for at låse den igen.

Han satte sig ned på hug og tog fat om hængelåsen, det var nu mærkeligt.. Han skulle lige til at klikke låsen sammen igen, da han's hørelse fangede en stemme. Der var nogen dernede? Hvilket senilt fjols havde begivet sig derned alene? Der var ud fra lyden kun en stemme og en meget vred Uccide.. Han sukkede opgivende før han rev den tunge låge op og gik ned af trappen. Det lyse lange hår var samlet i en løs hestehale, han havde en hvid løs skjorte som var tættet ind til kroppen med en sort væst, men let skjult under den lange kappe og et par tæt siddende mørke bukser samt et par lange ride støvler. Han gik med hurtige og irriterede skridt, han forventede endnu en staldknægt der ikke kendte sin plads, men hans blik fæstede sig med det samme på en ung kvinde der havde sat sig med sikker afstand til bæstet. Han rømmede sig højt nok til at fange uccidens opmærksomhed og fik den til at bakke ind i krogen "Hvem er De og hvad laver De her?" kommenterede han med en kølig stemme, imens øjnene var fæstet imod kvinden. Hans arme lagde sig ventede overkors foran hans bryst, og han så ikke synderlig begejstret ud over at en fremmed sad der. Det burde slet ikke have været muligt.

[Rauha Sisu]

Det gav et ryk i hende, da en stemme pludselig rømmede sig. Normalt var Rauha en meget vågen person. Hun var vokset op i en verden, hvor det at være uopmærksom bare et øjeblik kunne få en slået ihjel. Men ucciden havde hypnotiseret hende. Det kom helt bag på hende, at hun ikke havde nogen ide om hvorvidt hun havde sætte der i et halvt minut eller en halv time. Hun kiggede hurtigt mod manden, men nåede ikke at tage ham ind, før hendes blik blev trukket tilbage til Vieno. Forfærdet så hun til, som det mægtige dyr krøb væk. Hun havde mest at alt lyst til at række ud efter den. Trække den tæt ind til sig og fortælle at det hele nok skulle blive godt igen. Men som før holdte hun sig i skindet. Aldrig var hun et øjeblik i tvivl om, at dyret ikke gengældte hendes følelser. At det øjeblik hun kom lidt for tæt på, tog den gerne en arm. Arrigt vendte hun opmærksomheden tilbage mod den nyankommen, da han begyndte at tale.

Rauha havde aldrig set greven før, der havde ikke været så meget som et billede på hendes vej. Men hun vidste, at han var vampyr, havde langt hvidt hår og brune øjne. At dømme ud fra den fremmedes ansigt og tøj, var det greve Blume, som stod foran hende. Ikke at det imponerede hende lige nu. Mere fornuftige individer ville nok være bange for, at blive opdaget af en greve i hans eget hus. Især hvis denne greve var vampyr. Panik og flugtruter burde gå gennem hendes hoved, men Rauha havde altid haft sine egne prioriteringer.

Hendes første ord var rettet mod Vieno, som hun svagt mumlede til: "Du holdte ikke din del af aftalen." Et hurtigt blik faldt tilbage på det underkastede dyr. Det fik igen hendes blod til at koge, men hun prøvede at holde hovedet koldt, som hun besvarede greven.
"Jeg er kendt som Rauha, og De må være greve Legonas Blume?" Det var mere en konstatering end det spørgsmål. Præsentation blev hverken fulgt af et nik eller et nej. "Jeg havde hørt, at De har en uccide, jeg har aldrig set sådan en før. Så jeg bestemte mig for at komme og få et hurtigt kig. Men tiden må have løbet fra mig. Det var aldrig meningen, at jeg ville blive i Deres hjem. Jeg ville ikke være til ulejlighed." Hendes tiltale var måske høflig, men hendes stemme var kold. Indtil videre fortalte hun sandheden. Hun så ikke nogen grund til andet. Der var ingen løgn, som kom tæt på at lyde troværdig i hendes situation.
"Jeg er dog nød til at spørge Dem, hvad har De gjort ved det stakkels dyr?" Der stod en bette arrig kvinde og stirrede tilbage på ham. Hun havde ingen ret til at være vred, ingen ret til at stille spørgsmål, ingen ret til overhovedet at være her, men den eneste grund til at hun bøjede nakken, var for bedre at kunne se ham i øjne. Nu var det hendes tur til at kigge afventende. For at være ærligt så vidste hun bedre end at kigge en vampyr i øjne. Men når hun blev trodsig, kunne den sunde fornuft til tider forsvinde som dug fra solen. Lidt ligesom den havde gjort, da hun blev nysgerrig og bestemte sig for, at denne ekspedition var en god ide i første omgang.

[Legonas Blume]

Legonas så imod den unge kvinde, og var allerede ganske forundret over hendes opførsel. På trods af at det var hende der var på privat grund, så var det alligevel hende der havde et utilfreds udtryk i sit ansigt. Han tog sig kort til hagen og kiggede på hende imens hun talte, ganske overvejende om hvad han skulle gøre ved hende, for på trods af at hun sagde hvem hun var, havde hun ingen respekt for de med højere rang end hende selv. Hun ville blot se hans uccide. Han bed sig let i underlæben, et fyrrigt lille kvindfolk.

Da hun stillede sit spørgsmål hævede han det ene øjenbryn og lo med en hæs dyb stemme. Han kunne ikke helt finde ud af om hun morede ham eller om han var fornærmet over hendes uforskammede opførsel. Han tog et par skridt nærmere uden at fjerne blikket fra hendes øjne. "Frøken.. Vi er enige om at jeg er den, som stiller spørgsmålene ikke sandt? De er på privat grund, De har listet Dem ned i min kælder, og alligevel er det Dem der stiller spørgsmål ved hvad jeg gør med hvad der er her?" han var utrolig afslappet ud ad til, men havde en indre magt kamp om hvorvidt han skulle give hende pisk eller ej. Hendes måde at være på var tiltrækkende, og hvis folk havde vidst blot lidt om denne greve, så vidste man at han altid havde haft noget for kvinder.

Han gik hende endnu nærmere forsøgte at trænge hende op i en krog af kælderen for at gribe ud efter hendes kæbe. "De er ikke bange for mig?" spurgte han undrende, med hovedet let på skrå. Dette var en meget uvant følelse for Legonas, enten var hun meget stupid, og anede ikke hvem hun havde med at gøre, eller også var hun overmodig og ikke klar over konsekvenserne det kunne føre med sig, altså hun var trods alt på hans grund uden tilladelse. Hvem sagde han blot lod hende gå igen? Denne handling fra hendes side kunne få Legonas til at smide hende i sit fangehul og rådne op, bruge hende som slave uden nogen ville opdage at hun forsvandt fra verdens overflade. Han holdt dog stadig sit ansigt neutralt, med mindre hun var telepatiker så ville hun ikke vide hvad han tænkte eller følte, derved også have et problem med at vurdere hvad han ville gøre ved hende.

[Rauha Sisu]

Rauha tog et skridt baglæns, som han trådte frem. Men det var ikke i frygt, hun fulgte blot hans bevægelse. Det mindede mere om en dans mellem de to, med Blume i herrerollen. Kvinden havde ikke flyttet sig for hans greb. Havde ikke så meget som blinket. Rauha smilte blot, som han greb hende om kæben. Hun fulgte måske hans skridt nu, men det var altid kun et spørgsmål om tid før hun glemte, at herren skulle føre an.
"Deres Nåde, jeg undskylder, hvis De føler, at jeg har trådt den over foden. Det næste spørgsmål er selvfølgelig Deres.” At tale gjorde bare fingrene om hendes kæbe mere mærkbare. En fornuftig påmindelse om hendes situation. Den så dog ud til at påvirke hende lige så lidt som Greven selv. Hendes smil voksede, og blev en smule skævt af arvævet, som havde guderne ville gøre hendes gavtyvs udstråling mere naturlig.
"De kender vel ordsproget; 'kun en tåbe frygter ikke havet'? Det betyder ikke, at fornuftige folk panikker, når de er på standen. Jeg er udmærket klar over min situation, Greve Blume. Og jeg handler, som jeg finder det passende." Hun kastede et blik på ucciden. Et øjeblik var medlidenhed tydeligt på hendes ansigt, før hendes blik fandt hans igen. Det samme smil tilbage på hendes læber.
"Og den eneste grund til at jeg bøjer nakken for nogen er ud af respekt, ikke frygt. Hvad enten det behager Dem eller ej, Greve Blume." En holdning der, flere gange end hun havde tal på, havde fået hende selv og hendes egne i problemer. Den havde været smertefuld at vedligeholde. Og de få gange det var lykkes nogen at få hende til at bryde sit ord, var deres skæbne altid endt værre end hvad de havde gjort eller truet hende med.
Ikke at det var noget hun tænkte på nu. Faktisk havde ordene knap nok forladt hende, før hun med lynets hast, forsøgte at hive sit ellers rolige hoved fri, og bed ud efter ham. Hendes tænder ville dog aldrig sinke i hans kød, de hvilede blot mod hans fingre et øjeblik. Gav ham tid til at tage ind hvad der var sket, før hun trak sig tilbage fra hans hånd.
"Men er De sikker på, at De stiller de rigtige spørgsmål, Deres Nåde? Burde De ikke først sikre dem, at jeg virkelig ikke er en trussel? Eller De tog måske mit ord for gode vare tidligere? I så fald takker jeg Dem for deres tillid.” Hun tog et skridt ind mod væggen overfor bæstet – og ucciden – så de begge havde siden til døren. Stadig med fokus på ham, og uden at tage mere end det enkle skridt. Kvinden havde plantet sig foran ham, og så ikke ud til at have travlt med at komme videre. I stedet så hun afventende på ham. Nu var det knald eller fald hvorvidt hende ord fangede ham, eller blot gjorde vampyren mere grund til at hente pisken. Mentalt klukkede hun: *Om ikke andet har jeg bryster. Det burde være en fordel, hvis bare halvdelen af hvad byen siger er korrekt.* Komme måtte hvad komme vil. Hun fortrød i hvert fald ikke sine ord.

[Legonas Blume]

Rauha's flabede måde at sige tingene på fik Legonas til at presse øjnene smalt sammen imens han stirrede intenst på hende. Hun var tydeligvis en kvinde der aldrig var blevet sat ordentligt på plads af en mand, måske hendes fader havde været for svag til at lære hende lidt om respekt for mænd og folk der var højere rang end hende? Som hun talte strammede han grebet en smule omkring hendes kæbe for at se om hun egentlig blot blev ved med at tale på grund af den smule smerte det udentvivl ville give i hendes kæbe.

Han himlede kort med øjnene da hun atter talte, ville pigebarnet dog aldrig holde sin mund?! Hans blik fulgte dog kort hendes da hun med medlidenhed kiggede imod bæstet. Hun skulle ikke have ondt af det dyr, det skulle tæmme's som hun burde havde været blevet det. "Og alligevel er De ikke bekymret for tidevandet og de høje bølger der kan komme?" sagde han med et hævet øjenbryn. Hans bryn rynkede sig dog hurtigt igen. Hun bøjede ikke hovedet af frygt? Årh han skulle nok få hende til at bøje hovedet, på den ene eller anden måde. Dette betød så også bare hun ikke havde respekt for ham.

Han skulle lige til at slippe hendes kæbe af sig selv før hun på hendes egen måde prøvede at rive hovedet til sig, og lykkedes med det efterfulgt af at hendes tænder bed ud efter ham, hendes tænder ramte også hans tommel, hvilket fik vrede og arrigskab til at vise sig i Legonas's øjne. "Hvalp!" hvæsede han i det han tog hånden til sig, hun nåede kun lige at få snakket færdigt inden han sendte en lussing imod hendes ansigt, med en sådan fart at han muligvis ville slå hende i gulvet, ikke få hende til at besvime nødvendigvis, men i gulvet.

Han greb derefter ud efter håret på hende for at trække hende op og banke hende med fronten op imod væggen, greb ud efter hendes ene arm for at vride den om på ryggen af hende før han lænede sig selv imod hende for at holde hende fast lænet op af væggen. Med håret i sin hånd rev han hendes hoved bagover, og lagde munden tæt på hendes øre så hans varme ånde ville ramme hendes hud. "Jeg er ikke sikker på De forstår alvoren i dette frøken" sagde han, med hæs stemme der tydeligvis var vred.

Han lukkede dog øjnene kort, lugten af kvinde og frisk blod lige under huden, ramte hans næse som han stod så tæt på hende og han tog en dyb indånding, som fik de små hår i nakken til at rejse sig på ham. "Nogen burde lære dem om manere" hviskede han, nu mindre vred, men skummel i stedet. Hans tanker lå ikke rigtig på om hun var en trussel, men alligevel det kunne hun jo være hvilket måske også havde fået ham til at reagere "De ønsker ikke at true mig frøken, det er en meget uvis handling" afsluttede han så og lod kort spidsen af hans tunge ramme hendes hals og kørte op til kæben før han igen fjernede tungen fra hende.


//OOC: Jeg håber det er okay at jeg lige kort tog styringen.. Ellers var det blevet et meget kort svar xD Er det ikke i orden ændre jeg det selvfølgelig

[Rauha Sisu]

SLAM
Lyden at hans lussing gav genlyd igennem lokalet. Der havde været så meget kraft bag, at hun havde været ved at miste fodfæstet. I sidste ende havde hun reddet sig ved at få sat spyddet i gulvet og støtte sig op af det. Hun kunne ikke være andet end glad for sin beslutning for at ændre position tidligere. Ellers havde ucciden muligvis fået en tidlig snack. Tanken nåede knap nok at blive tænkt færdig, hun nåede dårligt at køre tungen over den flækkede underlæbe, før han havde fat i hende igen.
Hendes hjerte spang et slag over, da han greb hende om håret, og smækkede hende op mod væggen. Noget, som hun var næsten overbevist om blodsugeren kunne mærke. Noget, som hun troede ville være til hendes egen fordel. Noget, det ville massere hans alt for høje ego, og give ham ideen om, at hun faktisk frygtede ham.
Hendes spyd faldt til jorden, idet han vred armen rundt på hende, og trillede lidt som ville det ikke være den del af det her. *Forræder!* tænkte hun frustreret om objektet, imens grev røvhul pustede hende i nakken. Rauha var dog ikke så forsvarsløs, som man umiddelbart skulle tro. Hun havde stadig et par daggerter, hun kunne komme til, for ikke at tale om hendes magi. Greven havde godt nok hendes arm i et voldsomt greb, men Rauha var klar til brække den for at kunne slippe ud af hans klør.

Lige nu var hun i tvivl om det var hovedbunden, nakken eller armen der gjorde mest ondt. Ikke alt det var alt for voldsomt. Det virkede mest som en trussel end noget andet. Rauha var dårlig til at håndtere trusler. Ligesom hun var dårlig til at håndtere hans nuværende opførelse. Hun var så godt som klar til at brække armen, bare for at kunne slå ham i ansigtet, da han kørte tungen over hendes hud. I stedet tog hun en dyb indånding. Som altid var det hendes gamle mand, Pyry, stemme og ikke hendes egen, der bad hende om at tælle til ti.
Hun kørte den fri hånd op, og tørrede den lille smule blod væk fra læben. Så meget hul var der nu heller ikke, selvom det havde været et mægtigt slag. Et slag hun valgte at kommenter på.
"Det havde jeg vist fortjent." Bekendt gjorde hun forbløffende afklaret. Sådan kunne det gå, når man lod munden gå. Det vidste hun af erfaring.
"Jeg håber, at De har det bedre nu, Deres Nåde. Jeg beklager, at jeg fik Dem til at miste besindelsen. Og jeg er ked af det, hvis min handlinger er blevet taget som en trussel. Jeg prøvede blot at understrege en pointe ." Det stakkels bæst. Han var nok slet ikke van til tingene ikke forløb, som han ville. Rauha var smart nok til at sige det i det neutralt toneleje, frem for den nedladende medlidenhed der lød i hendes eget hoved. Hun kunne blot håbe for ham, at lidt vold havde løst det værste af hans frustrationer. Det gjorde det ofte for hende selv.
Kvinden vred sig en smule i hans greb, som testede hun det, og kom derved tilat skubbe sig en smule tilbage, op imod ham. Med armen i grebet svajede hendes ryg helt naturligt, en holdning hun havde fundet mange herre kunne lide, og hendes bagparti tættere på hans skridt. Skulle hun gætte, var kontrol måske endda også vold noget han personligt kunne lide. Hans skumle handlinger kunne være til hendes fordel. En hingst havde det med at miste hovedet, når den mødte en hoppe i brunst.
"Og jeg er skam bekymret for tidevand og bølger. Men når man først er fanget, kan man ikke lade sig selv panikke. Så drukner man først. I tilfælle af, at De ville høre svaret på deres tidligere spørgsmål." Sluttede hun. Midt i alt det kaos, der havde været de sidste to minutter, havde hun ikke fundet et sted at presse det ind.

Rauha var meget afventende omkring grevens næste træk. Det ville kunne afgøre hendes stakkels højre arms skæbne.

[Legonas Blume]

Et selvtilfreds smalt smil gled over Legonas's læber. Hun var kun en kvinde, og fra lugten af den smule blod der kom fra den flækkede læbe, at dømme duftede det af menneske, dog med et tvist af et eller andet, men hvad? Han var usikker, men var næsten sikker på at hun ikke var menneske, om hun var fuldblods noget andet var han usikker på, men der var jo også denne forfærdelige sandsynlighed at hun var en halvblods.. I så fald havde hendes tilstedeværelse i sig selv været en skændsel og hån imod ham, og alt han stod for.

Han bed sig selv lidt i underlæben imens hun stod op af væggen og tabte sit spyd, det var utrolig hvor skrøbelig en kvinde var. Det var nærmest uanset hvilken race hun var, så var hun aldrig et match for ham. Ikke hvad han havde oplevet før i hvert fald. At hendes hjertes rytme steg for et øjeblik, om hun frygtede ham eller ej, så var hendes krop i hvert fald ikke helt tryg ved situationen. Hvilket selvfølgelig behagede ham gevaldigt.

Et endnu mere selvtilfreds smil spredte sig over hans læber, som hun pointerede at det var selvfortjent. Dygtig pige. Han blev dog lidt forundret over den pludselig velvilje i at behage ham, dette var ikke det indtryk han havde fået af hende få minutter tidligere. Var dette et forsøg på at få ham til at se dum ud, eller var hun bare dum?

Han spidsede kort munden i en tænkende mine, han tænkte kort uden at sige noget, han rynkede dog kort brynene i det hun skubbede sig en smule tilbage imod ham, hvilket fik hendes krop til at svaje, og hendes bagparti var trykket imod hans skridt. Han himlede kort med øjnene, hun var en tiltalende figur, men så nemt skulle hun ikke komme fri fra det her. Hun spillede tydeligvis på de ting som der var spredt af rygter rundt i byen. Ikke at de ikke var sande, men Legonas var trods alt ikke tabt bag en vogn, og vidste godt tegnene for at blive udnyttet. Måske var det hendes måde at slippe for flere slag, eller at blive fodret for hans kæledyr.. Armen han havde et fast greb om, løsnede sig let, i et forsøg på at dreje hende rundt så hun i stedet stod med ryggen op af væggen og han meget tæt på hende med fronten, med armen løftet op af muren. Han kiggede på hendes ansigt, et kønt ansigt godt nok. Hans blik gled kort ned over hende før hans øjne igen søgte efter hendes og han lagde hovedet let på skrå. "Hvem er De frøken.. Hvad er De.. Og hvorfor denne leg?" sagde han med lette sammen knebene øjne, med en tone der tydeligvis forventede et svar. Der var noget mærkeligt i gære, det vidste han. Hvilken kvinde med lidt anstændighed, ville give sig selv til en vildt fremmed, især når han ikke engang havde brugt sine kræfter på hende?

Han lod sin frie hånd søge imod hendes ansigt for at køre sine fingre igennem det korte hår. For så igen at forsøge at stryge den ned over hendes kind før han lod den sætte sig imod væggen ved siden af hendes ansigt, og søgte øjenkontakt. Hans meget intense blik, var interesseret, han fandt sig selv lidt i et dilemma, for hun var ganske attraktiv, men han burde ikke, han burde være rastende, men det var åbenbart sluppet op med vreden i det han fik hende slået og banket op imod væggen. At hun så skulle tirre hans indre hanløve, var måske et smart træk fra hendes side, men han prøvede ikke at give efter for trangen. Kvinder, de var nogle forbandede bæster, men ubehageligt behagelige at være i nærheden af.