Fra is til ild

[Rauha Sisu]

Dato: Januar 1433
Tid: 17:23
Vejr: Tørt men forholdsvis koldt med 28 grader.
Sted: Blue Witchs hovedkvarter i Aldalel

Den eneste ørken som Rauha havde været i, før hun kom til Ireno, var en tundra. Nu stod hun for første gang i en af sand. Da hun tog imod jobbet at Blue Witch i sin tid, havde de let efter folk, som allerede var i nær området. Derfor havde hun aldrig været i deres hovedsæde før. Så hun havde regnet med at slå to fluer med et smæk, ved at få sin løn og se en ørken på samme tid. Det viste, at hun havde misforstået Witchboy. Aldelel havde blot et af deres hovedsæder. Stædigt fastholde hun at rejse dertil. Der var ikke gået lang tid, før hun så småt havde fortrudt sit valg. Hvordan kunne et land, der lå så langt mod syd være så varmt? Bedre endnu, hvordan kunne et land have så mange forskellige geografiske områder?
I sidste ende var hun glad nok for, at hun havde taget valget. Og for mere end bare pengene. At opleve ørkenen var ikke noget, som hun ville være foruden. Også selvom hun fortrak sine kolde egne over den ubehagelige tørre hede. Hendes påklædning var grundet omgivelserne anderledes end normalt. Hendes støvler var byttet ud med sko. Læderet var pakket ned. Bukserne var mere løse og i en neutral grøn farve. I det hele taget var hun blevet advaret imod blå, men hun bar stadig den lyseblå underskjorte. En let, let kort kappe dækkede hendes arme og hætten beskyttede hendes hoved mod solen. Det var måske ikke så slemt i ørkenen, som det kunne være, men under vandringen havde der ikke været mulighed for skygge. Hun måtte tage sine forholdsregler. Den trofaste rygsæk var bundet på enden af spydet og båret over skudren, så den ikke klistrede til ryggen.
Rauha havde ikke været dum nok til, at krydse den varme dødsfælde alene. En guide havde taget hende og et par stykker mere sikkert fra punkt almindeligt tærren til Aldalel. Men det var efterhånden et par timer siden, at de var kommet frem og var splittet op. Nu stod hun i den kølige bygning med hendes løn. De havde spurgt, om hun var interesseret i et nyt job. Hendes svar havde været, at hun først ville se byen an. Det meste var desværre nok lukket ned nu, men hun lukke nyde det lokale liv på en kro, og så se Aldalel i alt dens pragt i morgen.

[William Witchboy]

bygningen havde engang været en stald for en større bygning men den havde for længe siden brændt ned og stalden var den eneste som havde overlevet var ikke særlig stor i forhold til andre at Blue Witchs hovedkvarter i andre områder den kun stuen og en etage over den som blev brugt som soverum og lageret for deres våben og penge og stuen selv om der ikke havde været en hest der inden i mere end tredive år så lugtede det stadig af hest og der var en masse puder over det hele de fleste havde små borde ved siden af så man kunne lave aftaler ved dem i midten af rummet var der et lille springvand som Witchboy havde begge fødder i og han følte at han var ved at dø af varme selvom det eneste tøj han havde var et par meget løse bukser som en del af de lokale mænd havde på

[Rauha Sisu]

Rauha fortsatte med raske skridt ud af bygningen. Et øjeblik følte hun sig blindet af den skarpe,som hun stod i ydredøren. Efter at have blikket et par gange skimtede hun mod himlen. Det var stadig unaturligt varmt, når man tænkte på temperaturen i resten af landet. Men inden længe, ville det blive koldt, meget koldt, og hun skulle gerne have fundet en varm seng inden da. Hun trak hætten op over hovedet igen, og begav sig ud.
Rauha havde med en barndom i slummen lært altid at holde øjne og øre åbne. Men selv den mindst observante ville opdage den blå mand, der dyppede tæerne. Smilet der voksede frem var så stort, at det blev trukket skævt at arvævet. Hun havde ikke regnet med at se den mand igen. Og mindst af alt i en gudsforladt ørken! Måske Kira rent faktisk havde hørt hende, den gang de to skiltes på en landevej, og givet hende et puf i den rigtige retning.
"Willy!" Kaldte hun højlydt. Stemmen var imødekommende og overraskelse. Ireno var kunne være et forbløffende lille sted, når hun ville være det. Den korte afstand blev hurtigt gået. Rauha nød at møde nye folk. Men når hun ret faktisk mødte nogen hun genkendte i dette stadig fremmede land, skulle det udnyttes.

[William Witchboy]

Witchboy kunne ikke fatte hvordan det kunne være så varmt især når det var vinter og han fortrød virkelig at tage den job i denne her forbandede varme sted og han hørte en bekendt stemme og drejede hovedet så han kunne se om han havde ret og fik øje på den person han troede det og sagde "hej Rauha hvad laver du i det her alt for varme sted" han flyttede sig selv så hun kunne sætte sig i den lille skygge han havde prøvet at gemme sig i uden den store held

[Rauha Sisu]

Det var godt at høre, manden nu tog sit kaldenavn så let. For Rauha havde ingen planer om at ændre det. Desuden var det kærligt ment. Hun grinte hjerteligt ved hans spørgsmål.
"Personligt fortrækker jeg også is og sne frem for sand og hede. Men jeg har aldrig haft mulighed for at opleve en varm ørken før. Så nu skulle den ses." Hun slog ud med armene og drejede rundt om sig selv, imens hun kiggede rundt for at understege sin pointe. Idet hun stoppede voksede gavtyv smilet frem igen. "Og så skader det ikke, at der ventede en bette løn på mig." Hun gav ham et blik. Det havde været meget underholdende, at lave det lille job med ham. Og det var godt at se, at han var ved godt mod.
"Men hvad laver du her?" Hun var lige ved at spørge, om han ikke også burde være mere tildækket. Men blå hud var måske bedre til at modstå solen end resten af befolkningens hvide. Eller også var han smart nok til at søge en masse skygge.

[William Witchboy]

Han havde intet imod at hun kaldt Willy eftersom det var en af de pænere at han blev kaldt selvom han ikke kunne forstå at der var ikke mange som kaldte ham ved sin navn Witchboy og nikkede forstående og han sagde ”ja men der er ikke så meget særlig her kun sand og et par ruiner rundt omkring men ellers er der intet interessant her” de lokale havde sagt til ham at jo mørkere ens hud var jo mindre skade fik han for solen selvom han stadig skulle drikke masser af vand og hvis der kom en sandstorm skulle han også have tøj på som beskyttelse mod sandet og han gjorde tegn til hende at sætte sig ned på en pude og sagde en smule drillende ”du får tre gæt og det burde ikke være særlig svært for dig"

[Rauha Sisu]

Rauha trak på skuldrene ved hans spørgsmål. Før hun svarede ham, hev hun sine sko af, satte sig ved siden af ham, og stak fødderne i vandet med et 'ah~'.
”Måske er sand ikke det mest spændende. Men nu kan jeg sige, at jeg har set begge ørkener – og det er altid noget. Desuden skal ruinerne også udforskes. Jeg kan være en lille smule kulturel, når det skal være.” Egentlig var hun nok mere nysgerrig end kulturel, men hun lod det ligge.
Rauha kunne ikke lade hver med at grine og blinke til ham, da han stillede spørgsmålet. Hun lænede sin overkrop tættere imod hans og stoppede først millimeter fra at de rørte hinanden. Hendes stemme var honning sød, da hun svarede ham.
”Du vidste, at jeg kom, og så var du nød til at se mig.” Han var her nok for arbejde, men det andet var sjovere at sige. Som hun snakkede, kom et næsten faretruende smil på hendes læber. Det var tydeligt for mange, at hun gjorde lidt for meget ud af det. Ofte betød det at kvinden enten var godt fuld, desperat, selvskab man skulle betale for eller drillede. Hun så ham an, men det var ikke tydeligt hvad hun ville. Mest af alt legede hun med ham. Det lød måske hårdt, men det var kærligt ment. Det, og så var hun nysgerrig. Ville han mon rødme igen? Hun havde en ide om, at han havde let ved at blive lilla. Men mon så let?

[William Witchboy]

Han nikkede forstående og sagde "jeg må sige jeg aldrig har været den kulturelle type men hvis du vil se gamle sten så kan du bare gøre det" han havde ingen ingen problemer ved at indrømme at han ikke var ikke så meget til kulturelle han kunne ikke se det interessante ved de ting folk kaldte kulturelle og hans kinder blev meget let lilla selvom det var mest for varmen og han sagde roligt "hvis det passede ville du været kommet her først for hvis du ikke har regnet det er jeg lidt for stor til at ride på heste"

[Rauha Sisu]

"Det er gamle sten der er sat ovenpå hinanden, for så halvvejs at falde fra hinanden igen. Det skulle faktisk være den spændende del. Jeg forstår ikke hvorfor, du ikke har armene over hovedet af berejsning og tager med mig derud." Drillede hun. Så nysgerrig som Rauha selv var, forstod hun godt, hvis andre ikke delte hendes interesse. I hvert fald til dels. Når det kom til underholdning, var ruiner ofte knald eller fald, og hun fandt, at hun altid gav dem en chance.
Så pænt som Rauha legede med, gjorde Witchboy ikke det samme. Og hun blev skudt ned med et brag. Ikke at det tog hverken modet eller humøret fra hende. Kærligt klaskede hun til ham med hånden, som hun rettede sig op igen.
"Du er ikke sjov, Willy. Du knækker mit blødende hjerte midt over!" Udbrød hun overdramatisk og en klar latter efterfulgte. Det gik langsomt op for hende, hvor meget det betød, at genfinde et kendt ansigt i det fremmede land, der var blevet udvalgt til hendes nye hjem. Hun sendte ham et oprigtigt, varmt og imødekommende smil. Før hun vendte blikket frem af og vippede med fødderne i vandet. Hendes ansigtsudtryk blev stille mere neutralt. Hjem er hvor hjertet er, havde den gamle sagt. Og selvom hun holdte af nogle aspekter og personer ved landet. Var der langt fra det og til kærlighed. Noget hun ikke havde følt siden, at hun tog med skibet og krydsede havet mellem landene. Da hun efterlod sin hårdt skabte sammenbragtfamilie. Nej kærlighed var ingen steder at finde i dette såkaldte paradis. Rauha havde aldrig været meget for romancer, det ville blot gøre hendes liv svære. Men hende agape kærlighed havde en lært kaldt det. Er fancy ord for kærligheden til familie og venner.
Hjem er hvor hjertet er. Et lille forsigtigt smil dukkede op. Måske Ireno ikke var mere end et sted hun befandt sig i frem for et rigtig hjem, endnu. Men hun havde aldrig fået noget foræret, og tingene var, stort set, altid faldt på plads med tid og slid. På sigt ville hun skabe sig sin egen grund til at kalde dette falsk, men fredelige paradis hjem.

[William Witchboy]

"Jeg har gjort det en gang og det var da jeg så en vindmølle for første gang og jeg var sikker på det var et palads vor kongen boede" han vidste hvor dum det var faktisk de første mennesker han sagde det til grinte så meget at de var ved at falde om og de fik også fik så meget medlidenhed for ham at de gav ham et job i deres lejesoldat gruppe og han havde været sammen med dem lige siden og han grinede også og rejste sig op og lagde en hånd på hendes ene skulder og sagde "okay vil af se på gamle sten få din knækker hjerte til at stoppe af bløde" og han smilede lige så varmt til hende som hun gjorde til ham

[Rauha Sisu]

Rauha grinte hjerteligt af hans historie. Der blev grint med ham, og ikke ad ham. Sådan et sødt barn han havde været! Rauha ville bare ønske, at hun have været der til at se det. Tog ham det faktum, at han var hendes senior væk.
"Du var et fantastisk barn! Jeg håber, at du har beholdt det som voksen." Hvad hun kendte til ham, så havde han. Men så godt kendte hun ham heller ikke, endnu. Det gik langsomt op for hende, at historien faktisk aldrig havde meldt hvorvidt han var et barn eller ej. Hun havde blot antaget, at det var noget et barn ville sige. Forhåbentlig havde hun ret, eller også ville han ikke blive fornærmet over hendes udtagelse. For en sikkerhedsskyld havde hun allerede en undskyldning klar.
Rauhas øjne blev store, da han tilbød at tage med hende. Man kunne næsten høre et virkeligt? på trods af at hendes læber ikke bevægede sig. Så hoppede hun op af springvandet, gled næsten på bunden men fik reddet sig selv i sidste øjeblik, og stod overfor ham. Hun greb hans hænder i begge sine. Nu var det hendes tur til at have børne-julelys i øjne.
"Mener du det? Du kommer ikke til at fortryde det. Og hvis du gør, så giver jeg øl." Sluttede hun med et blink til ham. Den unge kvinde var klar til at tage af stede lige nu. Hvilket nok var upraktisk givet det var ved at blive aften.

[William Witchboy]

Han grinede kort med hende mens hans kinder blev lilla og sagde "jeg var omkring de 20 men i mit eget forsvar jeg kommer fra et landsby hvor alle bygningerne var kun hytter og der blev ikke brugt søm" han var ikke overrasket af hun grinte af det han havde gjort i fortiden han vidste kun alt for godt at hvor dum det var nu og han blev en smule overrasket af hendes reaktion på at han sagde han ville gå med hende for at se gamle sten og sagde "jeg vil ikke fortryde det især hvis det er god øl men jeg skal lige have et våben med kommer tilbage om et øjeblik" og han gik ud af springvandet og tog et par sandaler på gik et par meter ind i bygningen og tog hans Stridshammer og satte den på sin ryg og han gik tilbage til hende og sagde "skal vi så gå"

[Rauha Sisu]

Rauha kunne ikke lade hver med at smile af hans forsvar. Selv var hun født på landet, og hun husker byen som umulig stor, da hun kom dertil som barn efter sine forældres død. Hun troede dog ikke, at hun havde forvekslet en mølle med et slot.
Hendes store smil blev lavet om til et forvirret et.
"Det er godt at høre men..." Kæmpen var allerede forsvundet ind igen. Rauha kiggede efter ham med et skævt smil. Om ikke andet, så måtte man beundre hans gå på mod. Tålmodigt stod hun og ventede på at han kom tilbage.
"Det er godt at høre, at du er klar, men hvis vi skal afsted nu, burde du også pakke tøj. Det er kun et spørgsmål om tid før aftenkulden sætter ind." Han var en voksen mand og selv i stand til at styre sin påklædning. Men Rauha mente at det var bedre for alle parter, hvis hun mindede ham om ørknens store varme forskelle.

[William Witchboy]

Han smilede til hende og sagde mens han tog noget op fra den pude han havde siddet på som lignede en tæppe men have et hul midten så han kunne have den på og så det kunne beskyttelse ham sandstorme og nattens kulde "jeg havde allerede noget klart her ude hvis det skulle komme en sandstorm skulle komme ud af det blå luft lige som du gjorde men skal du have noget før vi tager afsted" han vidste ikke om hun ville have nogen ting med ud for at se nogle gamle sten han ville ikke blive overrasket hvis hun ville have noget mærkeligt med