Imagine.. [Rauha]

[Zane Ageres Naberius]

Dato: 2. februar 1433
Tid: 13:00
Vejr: Let vind og overskyet, så forholdsvis køligt.

Vejret virkede muligvis køligt og mente, at folket skulle blive indendøre og ikke bevæge sig udenfor, men det var stadig langt fra lige så slemt, som en ordentlig vinter. Selvfølgelig kunne vejret ligge op til netop dette, stadig var der fyldt med væsner på gaderne. Al den kropsvarme var muligvis også med til at lade folket glemme, hvor koldt der egentlig var, selv midt på dagen, hvor der normalt ville være en sol til at varme gaderne op, men lige nu var det blot en stor skygge, som gjorde det hele langt mere køligt, end det ville have været med solen fremme. De fleste på gaden, lod til at kutte sig mod hinanden, når de var bekendt eller måske endda mere end bekendte, i hvert fald var kvinderne travlt optaget med at søge varmen hos deres mænd, hvilket gjorde dem til et nemt offer. Det krævede i hvert fald ikke meget anstrengelse før at Zane havde skaffet sig nok bytte til at kunne klare sig igennem ugen, som det mindste, medmindre at han valgte at leve en anelse skrabet, så kunne det nok holder over en uge, men det afhængig lidt af, hvad han selv mente han havde behov for.
Det var alligevel tidligt på dagen, så hvis han kunne nå at skaffe en større indtjening, kunne han muligvis spendere nogle penge på nogle materialer til hans næste violin. Han havde nogle tegninger i hovedet, der kunne være interessant at udføre, men det ville også kræve et stærkt materiale, hvilket betød at det ikke ville være helt billigt. Han besluttede sig for at se dagen an fra sidelinjen, også selvom han slog sig ned tæt på bymuren blot for at holde øje med vagterne, imens at han placerede violinen mod sin kind. Han strøg violinbuen hen over strengene på violin, som en blød tone skar igennem folkemængden, før at han kastede sig over et lettere dramatisk stykke musik. Det var blev til for at skabe opmærksomhed hos dem der gik fordi, han havde aldrig nogen forhåbninger om at bruge hele sit liv på at spille musik for andre, det var også lidt for hans egen fornøjelse. Dog lod det til at trække folk til, som de dannede en mindre halvcirkel omkring ham. Han smilte blot til sine tilskuerne, som han strøg buen over violinen med et lystigt smil på læben. Alt imens at han spillede på instrumentet og lod folket tage imod hans musik, var han i færd med at udse sig et offer i blandt dem. Som han fandt sig et offer i mængden lod hans sine dæmon kræfter rykke med jorden, blot for at få manden til at falde på røven, som han beklagede sig en smule og så sig omkring for at se hvilken unge der nu havde skubbet til ham. Alt imens at han rejste sig op igen for blot at beskylde den nærmeste dreng han lige kunne få fingrene i. Imens at han tiltrak sig opmærksomheden, trampede Zane roligt mod jorden, i takt med musikken for ikke at skaffe sig for meget opmærksomhed. Hvad andre ikke kunne se, var at han havde tomt manden lommer og at det nu bevægede sig under jorden for til sidst at blive skubbet op under hans fod.

[Rauha Sisu]

En ung kvinde gik alene gennem gaderne. Hun tiltrak sig ikke opmærksomhed, på trods af læder og våben, men gav den samtidigt heller ikke til andre. Med tiden havde udlændingen lært, at Irenos befolkning ofte tillod eventyrer og andet folk visse friheder. Rauha trak vejret tungt, og skimtede mod den triste himmel. Vejret var lige så spændende, som hende dag havde været det indtil videre. Hun havde brug for et ordentligt job. Et med spænding og handling. Ikke ligesom det der havde holdt hende vågen hele natten. Hun havde bevogtet en købmands lager, blot for at finde ud af, at det var småbørn og ikke hårde kriminelle, der havde for vane at bryde ind. Efter at have givet dem et par hug med den forkerte ende af spyddet, havde hun overrakt dem til købmanden. At nogen havde efterladt en daggert sammen med dem, så de kunne nå at skære deres reb over og stikke af inden byvagten kom, var ikke hendes problem. Især ikke da hun allerede var blevet betalt. Hendes blik fulgte tilfældige forbi gående. De drenge, hun havde fanget, kunne ikke have været over 14. Og hvis de fortsatte med så dumme stund, ville de nok miste deres hænder. Men hun havde ikke tænkt sig at være skyld i noget barn lemlæstelse. Især når det til tider kunne føles som et mirakel, at hun selv kom gennem sine første år på gaden. Hendes tanker var alle andre steder en på vejen, og fødder bestemte ruten frem for hovedet.
Musikken fangede hende før folkemængden gjorde det. Den dramatiske tone lysnede den grå da op som en sol. Målbevidst gik hun imod lyden. For hvert skridt så den ud til at fylde mere og mere, og som hun kom tætter på, gjorde folkemængden det samme. Med lidt spidse albuer, ville hun masse sig op blandt de forreste. Da hun fik mast sig frem, opdagede hun, at han ikke havde noget fremme til at opsamle penge i. Det, og at musikanten var dæmon. Hun havde aldrig tænkt dæmoner, som gavmilde, venlige sjæle, der gav til andre uden at forvente noget igen. Musikanten gav lidt mere af sig selv, og begyndte at trampe i jorden. Hun nåede knap nok at nyde det, før hun hørte et styrt. Hendes blik var lynhurtigt ved manden, der faldt. Det var ikke hendes møgunger, som havde ham til at falde over ingenting? Hendes blik faldt mod lommer og pung. Og det var der, hun opdagede det. Hvordan jorden stjal hans værdigenstande. Hendes rolige smil blev en smule mere mørkt, som hun humoristisk tænke tilbage på den gamle jord element, hun kendte. Havde han ikke vist hende trækket, ville hun aldrig have opdaget det. Nej, jordbetvingeren var bedre end det. Hvis ikke hun havde tænkt på drengene, ville hun ikke have reageret hurtigt nok eller været lige så observans. Og så ville hun have mistet det. Tyven måtte i den grad have styr på, hvad han lavede. Hun vendte hurtigt blikket tilbage til musikanten. Hvorfor ville man ikke ønske penge for sit arbejde? Måske fordi han havde en anden betalingsform i tankerne. Rauha kiggede ned og trippede lidt med fødderne og tænkte på, hvorvidt byttet under hende nu. Så slog tanken hende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og slog fødderne hårdere imod jorden i takt med musikken. Mange, hvis ikke alle, element betvingere hun havde mødt, brugte en form for bevægelse. Et slag, et klap, et tramp. Et lydløst grin forhold hende. Hvor hun dog ønskede at have ret. For i så fald stod hun overfor en sand mester.
Med et mere neutralt ansigt kiggede hun op igen og fiskede sin pung frem. Købmanden havde betalt dårligt, men det var værd at ofre hvad hun havde for at få en bekræftelse. Kobber kunne nok ikke gøre det, så hun tog en sølvmønt og pakkede resten væk. Hun holdte den frem foran sig i en klar gestus, imens hun bevægede sig frem fra gruppen.
"Det er en fantastisk smuk melodi, De spiller. Hvilket talent." Hun gik roligt imod ham. Ordene var oprigtige nok. Han var dygtig, og hans musik var i den grad værdsat. Hun fortsatte, indtil at de var tæt på hinanden. Mønten var mellem dem, fri til at plukke. Som hun begyndte at tale igen, blev hendes stemme lavere og lavere. Til sidst var det kun de to, som kunne høre den.
"Deres musik kan virkelig røre en, selvom man ikke ser den. Nu ved jeg ikke meget, om den slags selv, men er det ikke, hvad der kendetegner en sand kunstner? Den var lige så smukt som Deres andet talent." Hun holdte et øjebliks kunstpause. Med ryggen til publikum voksede et sort gavtyv smil frem på hendes læber. "Og så fungere den på samme måde."
Tog hun fejl, ville hun være mere skuffet end flov. Havde hun ret, anså hun ikke sig selv for at være i fare. Hele halvcirklen var hendes vidner. Hun betragtede han nysgerrigt, stadig med smilet på læberne. Hvad havde hendes lille musikant tænkt sig at gøre?

[Zane Ageres Naberius]

Man kunne måske sige at Zane gerne ville have sit område for sig selv, de fleste forstod også at holde sig til et område, men alligevel kunne nogle finde på at stikke deres næse i andres sager. Han var specielt ikke typen der brød sig om det og helst ville have folk til at forsvinde hvis de tiltrak for meget opmærksomhed. Egentlig var han overrasket over antallet af væsner, der havde samlet sig omkring ham, men det gjorde ham blot mere opmærksom på hans omgivelser, da han helst ikke ville have nogen ubehagelig overraskelse i blandt dem. Heldigvis for ham var den dramatiske tone nok til at forhindre folk i at tale sammen, fordi han ikke efterlod meget plads til snak, ved at holde tempoet oppe og selvfølgelig ikke miste sine tilskuer. Hvis han kunne udnytte endnu et væsen denne dag, så ville hans aften helt sikkert være reddet og sikret for i noget tid. Dog havde han ikke rigtig forventet, at nogen ville ligge mærke til det, også selvom de fleste havde rettet deres blik mod manden, som fortsat beklagede sig og næsten krævede at den skyldige kom frem. Et lystigt smil gled over hans læber, før at han vendte opmærksomheden tilbage til hans violin og musikken. De kunne beklage sig alt det de ville, der var alligevel ikke nogen som havde set noget eller havde tænkt sig at gøre noget ved det. Han skulle blot være glad for at Zane ikke havde ydmyget ham yderligere, ved at lagde ham mærke, at hans værdi genstande var borte med blæsten. For hvordan skulle en stor og muskuløs mand dog forklare det til konen.. Tanken morede ham gevaldigt, som han dog fortsat holdt fokus på musikken. Alligevel kunne han ikke onde sig selv et smugkig til hans bytte, som jorden dannede en mindre forhøjning foran hans fod, hvilket blot løftede hans fod op, som han snildt kunne se til, hvad det havde givet ham. Tydeligvis han havde haft ret med et vælge ham, da det lod til at give godt, men han vidste også godt, at han hurtigt kunne blive grådig, når det gjaldt penge, så han skulle også passe på sine egne lyster.
Han var egentlig klar til at gå efter den næste, da en fra mængden valgte at bevæge sig ind i halv cirklen, til at starte med virkede han lettere forundret over hendes valg. Som han fulgte hende nysgerrigt, blot for at sikre sig at hun ikke havde nogle planer. Så længe at hun bevægede sig i midten kunne han ikke rigtig snuppe den næste på listen, samtidig med at det ville være nødvendigt for ham at finde en anden måde at tilluske sig værdierne, hvis det ikke skulle blive mistænkeligt for vagterne, der også bevægede sig i området. Han ville ikke lade en kvinde forpurre hans planer og da slet ikke få ham fanget, som han derfor blot spillede med på hendes fremtræden. Zane fulgte hende med øjnene, som han dog fortsat spillede på violinen, ikke sikker på, hvilke intentioner hun havde, da han ikke havde bedt om en belønning. Mest fordi de fleste kun ville give småmønter og han ville hellere have de større værdier, som han så måtte snyde sig til. Han placerede foden over sit bytte, som jorden sank tilbage til sin flade form, i det at det ville blive mistænksomt, når hun kom tæt på, for der ville hendes vinkel være nok til at se forhøjningen. Egentlig virkede han uinteresseret, før at han fik øje på sølvmønten og overvejede sine muligheder. Var hun naiv nok til at komme tæt på en dæmon også selvom han lod til at have venlige intentioner, så kunne det hurtigt vende. Hendes ord, bragte et smil frem på hans læber, han havde godt set hendes våben og ikke mindst hendes outfit, som han konkluderede at hun også var blevet lokket dertil af musikken. ”Det er godt med lidt adspredelse, synes De ikke?” spurgte han roligt, han havde fortsat ingen ide omkring hvilke intentioner hun havde med sit lille stunt, dog stoppede han ikke med et spille eller at spejde efter et nyt offer. Han kunne altid bare tage mønter fra hende og få hende til at gå igen for at fortsætte.. Han lod blikket hvile mod mønten dog, men det virkede næsten for nemt, ikke sandt? Uden at stoppe musikken, flyttede han let på sin violin for at skubbe violinbuen under mønten. Han gav den et let skub i takt med musikken, som den gled langs med hans violin og ned på jorden. Den forsvandt hurtigt under jorden, blot for at dukke op i hans varetægt under foden.
Det var egentlig modigt af hende at tale på dem måde, men det fangede hurtigt hans opmærksomhed, hvor hun egentlig var på vej hen med hendes ord. Så der var altså nogen til at opdage hans lille trick, det måtte han hellere gøre bedre til næste gang. En udfordring der blev modtaget med ro. Hendes ord bragte et smil frem på hans læber, som han dog valgte at træde tættere på hende, blot for at placere sin mund tæt mod hendes ører. ”De taler måske af erfaring?” spurgte han let, ikke at han besvarede hendes ord direkte, men han afslog dem hellere ikke, som han lo let for sig selv, imens at jorden under hendes fødder pludselig blev løs for at gribe fat om hendes sko. ”Jeg må advare Dem, jeg bryder mig ikke om konkurrenter, ej heller at folk bevæger sig ind på mit område” fortalte han roligt, som han dog gik tilbage, blot for at slutte melodien af med et charmerende smil på læben. Han var van til at operere uden at folk lagde mærke til det. Eftersom at han havde lært, at det var den nemmeste måde at tilluske sig ting uden at blive opdaget, eller det var i hvert fald svært at blive opdaget, når ens spor ikke var til at finde.
Zane gik roligt forbi hende, som han trådte ind i halvcirklen og bukkede lystigt med et smil på læben. Folkemængden forstod hurtigt at han ikke havde tænkt sig at spille mere, som var han blevet forstyrret af hende. Men det var blot en undskyldning, hvortil han kunne trække sig tilbage og se lidt andet end deres måbende ansigter. Han lod blikket glide mod hende, som jorden gav slip i hendes sko, ikke at det ville kunne holde hende, det fungerede blot som en advarsel. Han kunne sagtens have voldt skade uden at nogen ville have opdaget det. Efterfølgende placerede han violinen mod sin ryg og stod roligt med violinbuen i hånden. Da mængden så småt var opløst, fandt han et stykke stof frem, som han skar igennem med violinbuen og derefter foldede sammen til en stofpung. Han satte sig ned på hug, som jorden roligt åbnede sig for ham, hvorfra han kunne flytte mønterne over i pungen og gemme den god væk i hans tøj.

[Rauha Sisu]

Hvis Rauha var bekymret omkring situationen, skjulte hun det godt. Man kunne tilskrive det hendes evne til at lyve og ændre ansigtsudtryk, som situationen krævede det. Noget der både havde reddet hendes bagparti og indtjent værdier og arbejdskraft. Denne gang havde det dog mere at gøre med, at hun ikke var så bange for dæmonen, som hun måske burde, når jord havde et let greb om hendes fødder. Men for at være ærlig var det ikke første gang, at hun stod i denne situation. Og det var heller ikke første gang, at det skyldes hendes mund. Til gengæld var vagterne for en gangs skyld hendes ven. De ville godt nok ikke kunne se, hvad skade manden kunne lave mod hendes fødder. Men der var nok ingen tvivl om at de ville høre alt den larm, hun ville lave. Med mindre violinisten havde regnet med at kvæle hende foran en masse mennesker. Desuden var der også en helt anden faktor indblandet. Alt det her var selvfølgelig kun relevant, hvis hans jord var stærkere end hendes vind. Det kløede i hende for at efterprøve det, men hun legede pænt. Og ikke bar fordi et par knuste fødder lød som noget, der skulle undgås. Dæmonen kunne vise sig at være brugbar. Og så havde hun heller ikke lyst til at blive alt for kendt i Kensis endnu.
Imens han talte i hendes øre, grinede hun kælent, som havde han hvisket digte og smigr. Om ikke andet så for publikums skyld. For at holde dem i troen om, at der ikke forgik noget mere dystert mellem dem. Da han trak sig tilbage, fulgte hendes overkrop med hans bevægelse. Nu var det hendes tur til at hviske tilbage. Et flirtende udtryk kunne stadig ses hos hende. Om det var for ham eller folkemængden, ville hun lade den aggressive mand bedømme.
”Jeg er her for underholdning, ikke mønter eller områder. Hvis jeg ret faktisk var interesseret i Deres territorium, ville jeg ikke starte en kamp, hvor hele byvagten hurtigt kunne fangede vores ansigter. De burde behandle Deres betalende publikum bedre.” Den sidste sætning blev sagt med lidt mere eftertryk, som havde det været det vigtigste i hendes svar. Så stod hun ellers pænt stille, imens han gik forbi hende og gjorde sin ting. Eller så stille, som et væsen, der er i evig bevægelse, nu kan. Da jorden gav slip af sig selv, tog hun det som et tegn. Nu drejede hun sig efter ham. Det overraskede hende, at han ikke skjulte sit særprægede våben eller byttet bedre for hende. Et våben hun tog en hurtigt notits af. Men hans handling skyldes nok, at han anså hende som værende en trussel. Smilet voksede sig så stort, at det blev trukket skævt af arret. Selv ikke hun vidste endnu, hvorvidt det var en klog antagelse fra ham eller ej. Musikeren var stadig i grænselandet mellem rigtig spændende og umådelig kedelig. Rigtig farlig og en hund uden bid. Med rolige skridt fjernede hun afstanden mellem hende selv og den arbejdende mand, og stoppede lige inden hun nåede op på hans side. Hun bøjede i knæene og lænede sig frem over med hænderne på lårene med spyddet liggende henover. Den spidse ende vendt væk fra ham. Det gav en illusion om, at hun støttede sig mod benene. En illusion der blev forskrækket af, at det er hvad folk normalt gør i den stilling. Fakta var, at hendes hænder kun lige præcis rørte benene. Hun havde ikke tænkt sig, at stå i en aflåst stilling ved siden af den aggressive jordbetinger. Men hun ville gerne være tættere på hans hovedhøjde.
”Hans navn var Arvo.” Begyndte hun, hendes blik mere på omgivelserne end ham og hans bytte. Hvis dæmonen så forvirret ud, ville hun bare give et skuldretræk og svare ”De spurgte, om jeg havde nogen erfaring.” Ellers fortsatte hun uden forklaring. ”Han var jord element, en dygtig en af slagsen,” tilføjede hun med eftertryk. ”Og han elskede at vise mig trick lige så meget, som jeg elskede at se dem. Jeg havde været en lille pige, det var ligesom at se en magi forestilling. Selv da jeg blev ældre kom han med et nyt trick fra tid til anden. Og jeg nød dem stadig,” sluttede hun med et næsten drømmende smil. Arvo var senere blevet en del af hendes bande, da hun havde nok flok til at kalde det en bande. Nok lidt af en aldersrepræsentant sammen med hendes stedfar, Pyry, men hun havde altid nydt hans selskab, og i gruppen blev hans evner mere end bare god underholdning. Arvos magi havde været praktiske i flere sammenhængene. Hun sendte violinisten et smil, hendes hovedet lå på strå imens hun nysgerrigt betragtede ham. Ja, Arvo havde været nyttig – ligesom ham kunne blive. Så frem han var dygtig nok og i stand til forholdsvis at lege pænt sammen med andre. Og kunne tage imod ordre. Ellers kunne han hurtigt komme i modvind. Rauha lænede sig en smule tættere på, stadig med det nysgerrige, undersøgende udtryk. Det var med at se ham lidt an. Hun kunne jo ikke rigtig fortælle alle og enhver om det lille tip, hun havde fået. Den tidligere røverdronning havde ingen planer om at skabe unødvendig konkurrence.
”Synes De ikke, at jeg fortjener et trick eller to mere. Jeg har trods alt betalt Dem en sølvmønt.” At hun havde tænkt sig at sammenligne de to jordbetvingere lå så godt som mellem linjerne. Hun betragtede ham afventende, og lod ham kun lige præcis beholde hans boble. Rauha kendte til princippet med personligt rum, og forsøgte at overholde hans grænse samtidigt med at være tæt på ham. Man kunne næsten sammenligne hendes adfærd med den af en biolog, der forsøger at komme tæt på et rovdyr. Altid klar over deres egen bevægelser og i den grad modpartens. Og utrolig afslappet omkring det.

((Kan faktisk ikke huske, om hun har nogen real måde at vide, at han er dæmon på. Men det er for sent til at tjekke op på detaljer >< Giv lyd hvis jeg har skrevet et eller andet forkert ))

[Zane Ageres Naberius]

Det var svært at finde, hvad denne kvinde egentlig havde af intentioner med at komme brasende ind midt i det hele. Dog var han nød til at følge med på bølgen i takt med at han helst ikke skulle tilluske sig for meget opmærksomhed i forhold til by vagten eller tilskuerne. Egentlig havde han ikke haft i sinde at tiltrække en anelse opmærksomhed på denne måde, men det lod ikke til at være helt tilfældigt, som om hun havde opsøgt ham. Ud fra hendes ord, så virkede det også som om hun måske havde set mere end hun skulle. Måske han skulle træde varsomt med hende eller i hvert fald holde et vågent øje med hende og ikke bare vende ryggen til hende. Det virkede heller ikke som om hun var helt ny i feltet, hvilket blot gjorde ham mere opmærksom på hendes bevægelser og hvilke intentioner hun havde med hendes ord. Hendes latter fik ham blot til at rynke på brynene, dog havde han lidt på fornemmelse at hans ord ikke rigtig blev taget som han ville have dem til. Zane var ikke typen til at lytte til andre, men noget sagde ham at hende her var ikke en han skulle tage for let ved. Egentlig var han klar til at skabe noget afstand imellem dem, som han trak sig tilbage, men i stedet fulgte hun efter. Han havde gjort et forsøg på at afvise hende og muligvis skubbe hende bort, i håbet om at fjerne den interesse der var vækket hos hende, men i stedet lod det som om hun tog det som en udfordring?
Hendes ord bragte et fjernt smil frem på hans læber, hvis det var hendes mening, så måtte han jo bare tage den derfra. Men man kunne jo aldrig vide med de lovløse i området, hvem ville dog indrømme noget lignende? Måske hun i virkeligheden havde planer? Den sidste sætning forandrede hans smil i takt med at det blev mere udfordrende. Han lod blikket spejde ud mod mængden, de lod allerede til at være vendt tilbage til deres egentlige sager, imens at manden fra tidligere havde grebet en knægt og forsøgte at ruske en tilståelse ud af ham. ”Hvis De ønsker en bedre behandling, så skulle De vente til mit humør bliver bedre” forklarede han blot, som han vendte tilbage til hans egentlig mål med hele optrinnet, nemlig at få sine penge. Eller i hvert fald gøre dem til hans. Zane havde ikke tænkt sig at gemme noget for hende, siden hun jo tydeligvis vidste hvad der foregik, så ville det bare være spild af kræfter for hans vedkommende, hvis det nu blev nødvendigt i et større omfang senere. Han rykkede sig ikke rigtig eller fjernede blikket fra sit bytte, da hun bevægede sig tættere på. Som han gemte byttet bort, vendte han blikket mod hende, iagttog hende roligt, som hun stillede sig tilrette ved siden af ham. Han afventede lidt hendes næste trick, blot for at se hvad hun havde gemt oppe i ærmet. Hendes ord lod til at forbavse ham en anelse, ikke rigtig tænkt over at hun ville tage hans ord seriøse, dog lod forklaringen til at spore ham ind på det hun havde i tankerne. Deraf smilte han blot, som hun forklarede sig. De røde øjne gav et farligt glimt fra sig, da hun sammenlignede ham med et element. Nok lød historien sød, måske en anelse for sukkersød, men han virkede som en der lyttede, som han dog rettede sig op igen og placerede violinen mod hans ryg, sikrede den roligt så han ville kunne bevæge sig videre. ”Det, som De kalder tricks, er en levevej for mig” forklarede han roligt, som det egentlig betød mere end som han fik det til at lyde som. Han virkede knap så fjendtlig, men det var en fejltagelse at sammenligne ham med et element. ”Jeg ville have troet, at en med Deres skarpsindighed ville have opdaget noget så simpelt længe før” lo han let, som det var en blanding af et kompliment og en hånlig kommentar. Han løftede let på hovedet, som rubinen på hans hals kom til syne, et klart tegn på hvilken race han tilhørte. Dæmon racen, hvilket han i bund og grund var meget stolt af, også selvom hans hud langt fra tilhørte normalen, da de fleste dæmoner var mørkhudet og mørkhåret, så var han nok det modsatte. En grund til at folket kunne forveksle ham og at han kunne trænge ind på områder, som dæmoner nok ville blive holdt ude af. ”Jeg tvivler på, at De har nogen erfaring med dæmoner? Eller har De været så heldig?” spurgte han roligt. Hans tone havde forandret sig, som samtalen virkede langt mere almindelig end tidligere. Det lød ikke som om at Rauha havde i sinde at vende sin opmærksomhed mod en anden. Måske hun blot var stædig?
Han sukkede en anelse, som han dog gik tæt på hende igen, og løftede sin hånd op imod hendes ansigt. Det virkede næsten som om at han var i færd med at blive testet, dog kiggede han roligt hende over skulderen, fæstnede blikket mod manden fra tidligere. Han var efterhånden kommet langt med ungen, der fortsat nægtede at bukke under for presset også selvom byvagten allerede var blevet kaldt til. Drengen lod til at beklage sig, som han hev i sin arm og rev mandens arm med sine negle, hvilket gjorde manden en anelse ukoncentreret i takt med hvor han var på vej hen. Zane lod blikket glide videre, som byvagten rørte på sig, de havde tydeligvis fået øje på balladen og satte kursen imod at stoppe det, før at udviklede sig til noget værre. Zane derimod smilte blot, som han strøg en hånd langs hendes hoved, dog uden at røre hendes hud. Den anden hånd lavede en cirkel bevægelse bag ham, som jorden under manden og drengen drejede rundt og sendte manden lige ind i den nærmeste væg. Det var nok til at få ham til at give slip på knægten, som straks tog chancen og forsvandt ind i mængden. Manden var faldet tilbage mod jorden, der blot fjernede det cirkulere aftryk fra den mindre forskydning i jorden, som havde fået manden til at ændre retning. Byvagten kom hurtigt til hans undsætning, som de spejdede rundt efter den skyldige, i stedet for at have sit blik fæstnet mod situationen, vendte han sin opmærksomhed tilbage mod hende. Hans røde øjne søgte mod hendes, som smilte på hans læber ikke var blevet mindre. ”Så tæt på byvagten?” lo han let, som han da bestemt ikke havde noget imod at vise hende flere tricks, men ville det ikke være dumt at lege rundt på et sted, som dette? Hans blik gled dog mod drengen, som han fik øje på ham og sendte ham et smil. Knægten selv nikkede til ham. Kiggede man nærmere kunne man se at drengen havde fået fingrene i et eller andet på vej mod byagten. De var nok gået forbi en handlende eller noget på vejen, hvortil drengen havde tilluske sig noget bytte og dertil udnyttede situationen for at være udenfor mistanke. Zane fandt det underholdende, som folk i en ung alder begav sig ud på dybt vand. Men selvfølgelig havde han allerede set det tidligere, hvilket var grunden til at han havde fundet det nødvendigt at hjælpe ham ud, men i virkeligheden lod de to til at kende hinanden. Han vendte dog blikket tilbage mod hende, som han trådte væk fra hende endnu en gang. ”Hvorfor så interesseret? Jeg er blot en simpel tyv” forklarede han, som han dog bevægede sig væk fra området. Han stoppede kort for at se sig over skulderen, hans opførelse virkede indbydende, som han gav hende tegn til at følge med, hvis det var det hun havde tænkt sig. Hvis hun ikke havde tænkt sig at vende om nu.

[Rauha Sisu]

Det udfordrende smil violinisten havde sent hende, havde i den grad fanget Rauhas opmærksomhed, da de stod ansigt til ansigt tidligere. Hans svar fik hende til at lave en hård udånding, næsten et "he". Nå så det synes han. Det var der bare ikke noget at gøre ved. Rauha havde ikke tænkt sig at vente pænt til, at han havde tid og lyst til hende. Hun ville tale med ham nu, og så måtte han bare tage det i stiv arm. Hun havde ikke planer om, at give ham lov, til at blive med med sit pjat. Ikke at det blev relevant. Han gav hende måske en kølig skulder, men han lod til om ikke andet så at tillade hendes tilstedeværelse. Han så endda ud til at følge med i hendes snak om Arvo. Hun fangede godt hans reaktion, da hun nævnte han var element, men valgte at ignorere den. Hvad end hans problem var, havde hun ikke tænkt sig at spørge ind. Hvilket hun heller ikke behøvede. Han kunne fint svare for sig selv. Han var bare velopdragen nok til, at lade hende tale færdig. Rauha blikkede et par gange, da han viste sin sten frem. Et øjeblik kiggede hun afventede på ham; var der mere til historien? Hun havde skam antaget ham for at være dæmon. Men da han fortsatte, gav det hende ikke mere. Hun valgte at tage imod komplimentet og trække på skuldren af resten.
"Jeg har skam haft fornøjelsen af at møde dæmoner før," svarede hun roligt, før hun fortsatte i samme toneleje. "Måske er det fordi, at jeg er halvblods. Men jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen går så meget op i deres race. Især når det kommer til at styre deres element. En element betvinger er en element betvinger. Hvad end vedkommende er født som. Hvordan det ser ud og hvad det ellers har af evner." Hun havde ærligt talt ikke anset det som et problem, at hun havde sammenlignet et element og en dæmon. Nogen folk kunne være så sarte.
Rauha blev stædigt stående, da han kom tættere på. Hun rykkede heller ikke væk fra hans hånd. Faktisk hun gjorde ikke noget åbenlyst for at forsvare sig selv. Hendes kropssprog forblev endda det samme. Men grebet om spyddet blev strammet. Hun var klar til at rykke på sig, klar til at stikke, klar til at kaste magi. Klar til at ikke lade ham vinde, hvad end spil de havde kørende. Det blev klart, at han kiggede efter noget bag hende og ikke på Rauha selv. En information der ikke fik hende til at sænke paraderne. Noget hun ikke havde gjort siden, hun stilte sig op ved siden af ham. Rauha var efterhånden en mester i at se afslappet ud i selv de mest ubehagelige situationer. En evne der var blevet hårdt trænet og afprøvet igennem årene.
Som tingene skred frem, fandt hun sig selv blive mere og mere nysgerrig. Hvad var det, som var så spændende bag hende? Da hans hånd næsten, og dog slet, ikke strøg imod hendes kind, forrådte hendes krop hende. Nakkehårene rejste sig. Forbandede forbandelse! Forhåbentlig havde han, som det så ud til, mere blik for hvad end der forgik bag hende, end halv elementet foran ham. Da hans blik faldt på hende igen, havde hun igen alt under kontrol. Blå øjne mødte roligt røde. Hans handlinger havde ikke slået smilet fra hendes egne læber. Hvis der havde været plads til det, ville hun have rykket sig længere frem, bare for at udfordre ham i hans eget spil.
Hans spørgsmål fik hende til at kommet med samme tunge udånding som tidligere. Den her gang fik den hendes skuldre til at løfte sig. En mellemting mellem et begyndende grin og et hånligt fnys.
"De kan måske ikke undgå at blive opdaget?" Hendes stemme og hele hendes udstråling udfordrede ham, og ikke på den legende måde. Nogle ville måske fornemme en spænding mellem dem. Lige indtil at Rauha kom med en kort, varm latter efter et øjebliks pause. "De har ret. Det her er nok ikke det mest optimale område for Dem at arbejde i. Jeg flytter mig gerne." Dæmonen begyndte at bevæge sig væk. Rauha havde et stort, skævt trukket smil på læberne. Ja, han havde måske givet hende en kølig skulder, men nu tillod han hende ikke bare. Han virkede til at være varmet op. Eller også var han ved at hive hende ind i et baghold. Nok en af de to. Dæmonen virkede som en enspænder, men derfor kunne han sagtens have venner, eller have lyst til at give en gruppe en lille offer gave. Rauha fulgte stadig spændt med. I sidste ende kan man jo ikke vide, hvilken intention han havde, uden at tjekke op på det. Hendes handling virkede måske selvsikker og arrogant. Rauha hoppede dog knap så meget ud i det med begge ben, som det umiddelbart så ud til. Ansigtet var vent mod dæmonen, men hun holdte øje med deres omgivelser. Både for at se personerne omkring an, for at se om der skulle gemme sig nogen i skyggerne og for at lave mentale flugtruter, hvis hvad end hun blev stillet overfor, ikke kunne klares ved at give det et par slag i hovedet. Selv da hun svarede, var hendes opmærksomhed lige så meget på ham som omgivelserne.
"Måske." Hun kunne ikke holde noget drillende ude af tonen, som hun gav ham ret. "Men Kensis kan være overraskende ... kedelig?" Hun sendte ham et spørgende blik, som skulle han kende det ord hun ledte efter. Rauha havde kendt sproget de brugte i Ireno i mange af sine år. Derhjemme var det i visse kræse lige så brugt, som deres gamle modersmål. Hendes accent var svag men svær at placere. Nok fordi den ikke tilhørte nogen af områderne i Ireno. Mange havde dog ikke spurgt ind til den. Sikkert fordi de antog, at den tilhørte en egn af landet, de ikke selv havde besøgt eller mødt nogen fra. I hendes hjemland havde Rauha mest brugt det gamle sprog. Nu manglede hun fra tid til anden et ord, der ikke havde en direkte oversættelse, og måtte bruge det bedste alternativ.
"Jeg løj ikke tidligere, jeg er her for underholdning. Og De er det mest underholdende, jeg er støt på i løbet af dagen." Det var til dels ment som et kompliment. Til dels bare for at udpensle sandheden. Om end det kun var en del af den, så var underholdning også en grund til at holde fast i dæmonen.
"Har De et sted i tankerne, hr?" Hun kiggede afventende, både efter placering og navn.

[Zane Ageres Naberius]

Det havde ikke taget ham lang tid at konkludere, at hun ikke bare sådan lige ville gå sin vej igen, så han kunne lige så godt finde ud af, hvad hun egentlig ville. Dog virkede det ikke som om at hun havde i sinde at sige det lige ud, men i stedet kringlede sig omkring hans ord og kun tog notits af det hun kunne bruge til noget. Zane havde ikke tænkt sig at forklare situationen for hende, det var blot nødvendigt for ham at sikre sig, at hun vidste hvem eller hvad hun havde med at gøre, hvilket betød at han gjorde det klart for hende, uden at vikle det ind i noget. Han havde intet problem med at være dæmon, hvorimod nogle kunne have problemer med dæmonerne, dog lod det ikke til at være tilfældet for hende, som hun reagerede meget roligt på sandheden, hvilket blot fik ham til at rynke en anelse på brynene. Han havde intet imod at lytte til hendes ord, så længe det fortsat var interessant, så ville han ikke bare sådan lige smutte, men tanken havde strejfet ham, eftersom at hun var så vedholdende, som hun nu en gang var. Hendes ord rørte ham ikke, da hun kunne mene det hun ville, han havde selv en anden forestilling, men det kunne de nok diskutere længe, så han valgte at lade det ligge, også selvom han ikke ville lade hende vinde så let. ”Så længe De er klar over, at vi ikke er ens” hans stemme var rolig, dyb, men fortsat rolig, som han dog vendte blikket mod noget helt andet.
Det virkede lidt, som om de havde gang i en eller anden slags leg, som hun var stædig nok til at blive stående. Tydeligvis måtte hun var noget erfaring med underklassen, siden at hun ikke krøb væk, når denne nærmede sig. Det var en anelse underholdende, at se hvordan hun stædigt blev stående, noget der blot bragte et smil frem på hans læber. Han havde egentlig lyst til at teste hende, blot for at se hvor vidt han kunne gå før at hun ville give ham igen. Lystent til at teste det blev kun større med hendes stædighed og det faktum at hun virkede som en der gerne ville give igen, hvis man virkelig gik over stregen.
Den eneste grund til at han lod opmærksomheden gå forbi hende, var for at sikre sig at drengen ikke blev trukket hele vejen til byvagten, men samtidig så lod det også som om det interesserede hende, at han faktisk ikke var opmærksom på hende, men fandt noget andet langt mere interessant? Smilet på hans læber blev ikke mindre, men i stedet lusket og skummelt, som hans blik vendte tilbage til hende. Drengen var forsvundet, så der var ingen grund til bekymring eller yderligere opmærksomhed, som vagterne havde vendt deres opmærksomhed rundt i folkemængden. Det lod til at de var i færd med at udfordre hinanden, uden at benytte ord, men blot teste hinandens grænser ved at bevæge sig ind på en mere personlig afstand.
Hans blik forandrede sig ikke, også selvom hun lod til at udfordre ham til at lave sine tricks foran vagterne, bare for at vise sit værd. Men nok kunne han sjældent sige nej til en udfordring, dog ville han ikke være bekymret for sin egen opdagelse, men måske nærmere udfordre hendes list. Han trak let på skulderne, som det ikke ville være noget problem at udfordre vagternes kunnen, men han fandt det ikke nødvendigt, i hvert fald ikke sådan som tingene så ud lige nu. De kunne lege et andet sted. Derfor valgte han også at bevæge sig væk derfra, hvad enten hun havde i sinde at følge med eller ej. Violinbuen legede han roligt med imellem sine fingre, som den dog ikke formåede at skære hul på hans fingre, også selvom den var skarp nok til at gøre meget mere end det. Han havde dog lært at håndtere strengen og bruge det til sin fordel, det var jo hans våben i sidste ende. Zane var mere van til at arbejde alene, da det også gjorde flugten nemmere, skulle man komme i problemer. Han havde i hvert fald ikke i sinde at risikere noget blot for at hun kunne se ham an. Smilet på hans læber bredte sig roligt, som han lod blikket glide foran sig, betragtede væsnerne omkring sig, imens at han brugte sine kræfter til at holde øje med hende. Han kunne nemt mærke jorden under hendes fødder og vibrationerne, som hendes skridt sendte mod ham. Hendes ord fik ham kort til at stoppe op, som han placerede armene over kors, imens at violinbuen hvilede mod hans arm. Han vendte kort blikket mod hende, som han nikkede til hendes ord. ”Det bliver ikke mere spændende med tiden” forklarede han roligt, som det da også var begyndt at kede ham, men stadig kunne han formå at snyde folket, så han ville ikke finde det nødvendigt at søge andre steder hen, i hvert fald ikke før at nogen begyndte at genkende ham og hans metoder. De havde endnu ikke stemplet ham som tyv, men blot en fattig musiker, der nød at spille musik og underholde andre. Så længe de ikke opdagede hans egentlige planer, så ville det nok tage tid før at han ville være nød til at finde en anden by. Det var egentlig svært at bedømme, hvad hun ville og i det hele taget hvorfor hun viste den form for interesse og helt sikkert ikke ville lade ham gå. Men nu havde han jo også accepteret det, så skulle han bare finde ud af, hvad det hele bundede i. Det lod dog til at hun holdt fast i hendes forklaring fra tidligere, underholdning. Han sukkede let, som han lod armene hænge langs med siden igen. Zane havde nu vendt sig direkte mod hende, som han betragtede hende kort med et svagt smil på læben. ”De har måske ledt længe?” spurgte han med et svagt drillende smil på læben, før at han lod blikket glide ud i mængden, blot for at se sig lidt omkring. Mest fordi han skulle sikre sig, at ingen holdt øje med dem. Ikke alle mente at dæmoner skulle opholde sig i hovedstaden, nok mest på grund af deres natur. Som var de mørket selv, men Zane udstrålede noget andet, mere mystisk, som han vendte blikket tilbage mod hende og nikkede kort før at han bevægede sig videre. De var nød til at have lidt afstand fra bymuren og byvagten, som han dog bevægede sig ind i den nærmeste gyde, eller sådan virkede det. Det virkede tilfældigt, men det var det egentlig ikke. Gyden tillod ikke meget lys, som han dog strøg fingrene hen over husmuren og fulgte facaden. Det var ikke nødvendigt med lys i hvert fald ikke til hans formål, som han vendte blikket mod hende. ”Et roligt sted væk fra nysgerrig blikke” lo han let, som han ikke havde i sinde at vise hende alt for meget, og dog.. Måske der skulle meget til at imponere hende? Men nu hvor hun allerede havde opdaget hans trick fra tidligere, så ville hun sikkert nemt få øje på alt andet? Han stod lidt og tænkte, før at han placerede hånden faldt mod muren. Han havde længe benyttet sig af sine kræfter, men han brugte dem sjældent i et voldsomt omfang, eftersom at han mente det var mere nyttigt i små, næsten usynlige mængder. Det ville være for nemt at løfte jorden meter op i luften, hvorimod hans tricks krævede fuld kontrol. Jorden langs med væg bevægede sig langsomt op af væggen, som dette formede en stige op langs med væggen. Den mørke farve fra jorden gjorde at stigen ikke var særlig synlig, skulle nogen finde på at kigge ind, dog lod han ikke til at vente, også selvom stigen ikke var nået hele vejen op, så greb han roligt stigen og begyndte at klatre op. Selvfølgelig havde han ikke i sinde at bringe hende med til hans eget sted, dette var blot et af mange tilflugtssteder han kunne benytte sig af, skulle vagterne være i hælene på ham. Det var egentlig lidt op til hende om hun havde brug for stigen eller ej, dog lod han den smuldre sammen igen, som de begge var kommet op på taget. Taget var fladt, men afskærmet fra vinden i forhold til nogle høje mure, der omkredsede taget. I sin til ville det nok være blevet brugt til at tørre tøj i vinden, men nu var det nærmere et tilflugtssted. Dog var taget dækket af en tyndt lag jord, nok jord til at kunne forme diverse ting, men samtidig også nok til at danne en overflade på taget, der kunne skjule lyden for beboeren. Zane vendte sig roligt om mod hende, som han lænede sig imod den nærmest mur, ved at placere hænderne på toppen af muren. Muren var ikke højere end at han kunne sætte sig på den, men høj nok til at skjule hans tilstedeværelse for andre fra gaden. ”Jeg har desværre ikke planer om at tage Dem med hjem, Frøken” lo han drillende, som dette bestemt ikke lignede et sted nogen ville bo, der var ikke meget på taget andet end nogle kasser og jorden. Han placerede roligt violinbuen ved væggen før at violinen blev placeret samme sted. Hans blik var fæstnet mod hende, som han dog rettede sig op igen. ”Navnet er Zane” præsenterede han roligt, men han havde ikke i sinde at benytte sig af sit efternavn eller mellemnavn, mest fordi han ikke kendte hende og hans fornavn var ingen hemmelighed. Der var ingen grund til at han skulle skjule sit navn, han var jo blot en simpel tyv, ikke sandt? Han forventede dog lidt at høre hendes navn også, men regnede ikke med mere end hendes fornavn.

((Beklager det sene svar, har haft en del at se til, desværre.. ))

[Rauha Sisu]

Rauha kunne ikke lade hver med at himle med øjne, da han understregede sin pointe omkring elementer og dæmoner. Selvfølgelig var de ikke ens. Men han kunne ikke komme udenom, at deres brug af element magi var ens. Hun kommenterede dog ikke på det. Hvis hun ville have en nytteløs sammentale, kunne hun vælge den første den bedste trædør i området. I følge hende kunne man dele dæmoner op i tre grupper. En lille, der næsten undskyldte for deres egen eksistens. En større, der var afslappet omkring de forskellige racer. Den største, der mente, at de var bedre en nogle, hvis ikke alle racer. Og hun havde allerede placeret ham.
Da han begyndte at gå, fulgte hun med som en god pige, spændt på hvad han havde af planer. Helst noget der ikke endte i et baghold. Som han gav hende medhold omkring Kensis, voksede der et stort, farligt smil frem. Et hun ikke bekymrede sig om at fjerne, da hun tog nogle få hurtige skidt, der ikke bare indhentede ham, men førte hende lidt foran.
"Vil De sige, at De keder Dem, hr. dæmon?" Hun lod spørgsmålet hænge i luften. Hvis han var utilfreds med noget i sin nuværende situation, kunne det gøre det lettere at rekruttere ham. Hvis han da havde, hvad hun ledte efter.
Rauha grinte over hans spørgsmål. Sandheden var, at hun bestemt ikke havde ledt længe.
"Jeg har ledt længe nok. Jeg er ikke altid den mest tålmodige person." Hun kunne være, når situationen krævede det. Men det var et hårdt tillært og tvunget talent. Generelt kunne hun ikke fordrage, når tingene ikke gik hurtigt nok. Der skulle ske noget, ellers kunne hun hurtigt begynde at kede sig. At læse var den eneste undtagelse til reglen. Rauha forklarede det med, at bøger kunne være næsten lige så underholdende som mennesker.
Hun undersøgte gyden med øjne, da det blev klart, at dæmonen søgte derhen. Som en ræv, fortrak hun, at have flere udveje. Hun lod ham tage føringen igen og stoppede op, da han gjorde det samme. Selv hvis han ikke havde været truende tidligere, ville hun ikke blindt have fulgt efter ham. Rauha var nysgerrig og udfarende, ikke dum. Bare nysgerrig, meget nysgerrig. Hun fulgte ivrigt hans bevægelser med øjnene. Med et smil så hun, hvordan en stige blev skabt. Der var noget fantastisk over at se folk i deres element. Om det så var et bogstavligt element eller ej. Da han begyndte at klatre, gik hun imod stigen, og startede sin egen opstigning. Med begge hænder på tagmuren, så hun kort hans sted an, før hun trådte ind på det. At stigen forsvandt påvirkede hende ikke. Med vindmagi ville hendes nedgang blive blidere end de flestes.
"En skam" svarede hun ham i samme drillende tone. Hun havde nu heller ikke regnet med, at en tyv ville tage hende med hjem på første date. "Jeg er vild med Deres indretning," forsatte hun i spøg, som hun satte sig på huk og lod en læderklædt hånd glide over det tynde lag jord. Hun kunne næsten se for sig, hvordan det snoede sig op omkring hendes arm. Mærke hvordan det stammede sit greb indtil knoglen gav op. Trods den smerte det havde forvoldt i sin tid, trods alt den magi det havde taget at få til at heale hurtigt og ordenligt, trods alt det irritation det havde medbragt sig, havde hun et lille smil på læberne ved minderne. Den gang havde det været det hele værd. Og selvom hun regnede med at skulle gemmen meget mindre med denne jord dæmon, så håbede hun stadig, at han også ville være det værd. Hun kunne mærke hans blik og kiggede over på ham.
"Zane-." Hun gav ham et nik, da han præsenterede sig. Han havde ladet hende vente på navnet, og så barnlig som hun kunne være, bestemt hun sig for i stedet at vise ham nogle bedre manerer. "Jeg er Rauha."
Hun rejste sig og bevægede sig over til en høj husmur til hans side. Hun lod sin overkrop falde tilbage mod en husmur. I stedet for at tippe baglæns på hælen, stod hun på fodballen og vippede først over til hælen, da hun ramte muren. Dette gjorde, at intet sad fast under hendes sko, som hun diskret blæste jorden væk under hendes fødder. Hvad enten det var diskret nok til, at han ikke opdagede det eller ej, var hun egentlig ligeglad med. Den største pointe var, at hun ikke gad gøre et større nummer ud af det. Hvis han prøvede at føre jord over til hendes lille plet igen, ville hun ganske simpelt blæse det væk. At han vidste, hvad hun kunne, påvirkede hende ikke.
"Lad os komme til sagen." Helst ville hun havde brugt mere tid med ham. Men Zane virkede ikke til at være typen, man bare hyggetalte med. Rauhas ansigts udtryk var det mest alvorlige, han havde set fra hende indtil videre. Intet drillende, udfordrende eller nogen faretruende smil. Blot en neutral holdning, imens hun betragtede ham. "Zane, hvis du virkelig keder dig, hvad så med at prøve noget nyt?" Hvis han havde bekræftet hende tidligere, ville det være et godt sted at starte. Ellers måtte hun bare begyndte samtalen lige på. "Kan du følge ordre? Og kan du løfte en vogn med din magi?" Det var i virkeligheden hvad hun skulle bruge ham til. En til at løfte vognen og holde den på plads, så den ikke kørte videre med byttet, når hun først havde stoppet den. Antagelser ledte i sidste ende altid til lavere chancer for succes. Det hun forlangte krævede, at hans magi kunne løfte noget, der allerede var på jorden, op. Noget der vejede en del. Desuden skulle hestene ikke kunne trække vognen af jorden igen. Det punkt kunne hun nævne senere, når de havde mere på plads. Bedre at give ham så lidt som muligt, indtil at hun var sikker på, at hun havde ham med.

((Så skete det umuligt! Der kom svar ))

[Zane Ageres Naberius]

Racen betød muligvis ikke meget for nogen, men Zane havde ikke noget imod at holde hovedet højt, når der først var tale om elementer og dæmoner. Ellers var han knap så snobbet og flabet foruden når folk ikke behandlede ham, som han mente de skulle. Det virkede underligt at blive stående midt på gaden, når det lidt virkede som om Rauha havde nogle planer for deres samtale, ikke at hun valgte at afsløre noget før de først kom længere væk. Men samtidig så kunne hans dag heller ikke gå i stå, også selvom han havde hende rendende, så der måtte være tale om multitasking for at der bare skulle ske lidt. Han så sig lidt over skulderen, som han kiggede forbi hende, men måtte vende blikket mod hende igen, da hun lige pludselig var foran ham, havde han vækket en interesse i hende eller var hun bare der for at gå ham på nerverne? Det var svært at sige, men hendes spørgsmål kom en smule bag på hende, var det ikke tydeligt nok? Et roligt smil gled over hans læber, som han valgte at nikke til hendes spørgsmål, han fandt det ikke nødvendigt at svare, men hvis han først for alvor kedede sig, så ville han nok flytte fra Kensis i en vis fart, hvis han da ikke gjorde det snart.
Hendes svar på hans spørgsmål bragte et smil frem på hans læber, så hun besad ikke den helt store tålmodighed, hvilket måtte betyde, at han næppe skulle trække deres samtale i langdrag for så ville det da først begynde at kede hende, ikke sandt? Måske hendes manglende tålmodighed afspejlede hendes personlighed en anelse, ikke at han kendte nok til hendes personlighed til at fastslå hvorvidt det var en fordel eller en ulempe at mangle tålmodighed som sådan. Måske det bare var lige nu? For at skynde på ham, det gav ham lyst til at trække sine svar i langdrag, blot for at se hvornår hun mon ville tvinge ham op i en krog og bede ham svare mere direkte end at arbejde sig udenom hendes spørgsmål.
Hans sted var bare endnu et af mange gemmesteder rundt i byen, der var rig mulighed for at udnytte tage og lignende steder i Kensis til at skjule tyvekoster og andet, som helst ikke skulle falde i byvagtens hænder, men dette var også bare et sted af mange, om han så var nød til at flytte sine ting efterfølgende, hvis hun viste sig at være en trussel, så måtte han jo bare gøre det. Det var jo ikke et problem, så længe han kunne benytte sit element, så var det nemt. Zane lo kort af hendes ord, som han trak let på skulderen og legede med tanken i hans hoved, uden at skjule det for hende. Det rørte ham ikke spor, som hun selv havde bragt det hele på banen, legede han blot med. Hendes kommentar til hans indretning, lod ham blot glide tilbage mod muren, som han placerede hænderne mod muren. Jorden bevægede sig roligt fra taget og op af muren for at sno sig rundt om hans arm. Han følte sig nu altid bedre tilpas, når han var omgivet af jord, hvor underligt det end kunne lyde, så generede det ham ikke spor. Han følte roligt hendes bevægelse på taget, før at han rakte hånden om mod sin ryg for at fjerne violinen, som han satte op imod væggen med violin buen ved siden af. Jorden dannede pludseligt et stativ til instrumentet, som han så lettere afventede på, hvad mon hun havde i tankerne. At hun kendte hans navn var ikke lige umiddelbart et problem for ham, specielt ikke da hun også valgte at præsentere sig selv, så havde de begge navnet på den anden og kunne bruge dette til at skabe forvirring i byen, dog var det ikke hvad Zane fik tiden til at gå med, han var mere interesseret i, hvad der havde gjort at hun lige pludselig valgte at henvende sig til ham på denne måde. Hun måtte klart have noget i tankerne, eller var hun der kun for snakkens skyld? Et smil spredte sig over hans læber, som han fik et glimt af hendes element, vind? Interessant, hvis man forstod at bruge det rigtigt, hvilket hun allerede gjorde, noget fortalte ham, at hun sagtens kunne holde hans jord på afstand, hvis hun kendte hans intentioner, så uanset hvad ville det kræve at han overraskede hende, men der ville det nok også blive svært, da hun bare kunne blæse det bort.
Hendes ord fik ham til at rette blikket mod hendes, som han roligt lagde armene over kors og nikkede, hun kunne bare snakke løs, så skulle han nok give udtryk for om der var noget han ville være interesseret i eller ej. Rauha ville i hvert klart kunne se det på ham, hvis han var interesseret, så hun ville næppe være i tvivl. Han rynkede svagt på brynene, som hendes kropsprog og tone forandrede sig mere eller mindre drastisk, så forventede hun måske også at han tog det mere alvorligt eller hvad? Han nikkede stille til hendes spørgsmål, også selvom han havde været van til rollen som tyv længe, så kunne et bedre forslag altid få ham til at skifte mening. Hvis hun da havde det rette at tilbyde ham. ”Jeg er altid frisk på noget nyt” lo han let, som alvoren måske ikke var hel så stor hos ham, og dog, han forandrede roligt udtryk, som hun blev mere specifik med hvor hun gerne ville have samtalen til at gå hen. Hendes spørgsmål omkring om han kunne følge ordre fik ham til at smile lumsk og lusket. Det ville afhænge af mange ting. ”Er ordren det værd at følge?” spurgte han en smule ledende, som han gættede på, at han ville blive tvunget til at lytte til hende, mon ikke der var tale om et mindre problem der eller en udfordring. Han lod blikket glide ned på taget, som jorden roligt kravlede væk fra Rauha over mod ham. ”At løfte en vogn er nemt, men er det bedst at løfte denne i stedet for at smide denne ned i et hul?” spurgte han, lettere udfordrende med om hendes ide nu også ville fungere. Men på den anden side, så kunne han heller ikke vide, hvorfor hun ønskede at vognen skulle løftes, det kunne selvfølgelig være at der ville være nemmere at komme ind i vognen under den, men lige nu havde han heller ikke mange informationer at gå med. ”Hvad vil jeg få ud af det?” spurgte han også lettere ledende, som han bestemt ikke ville risikere noget for et svagt bytte, det skulle gerne være rigt og give et større overskud i sidste ende.

[Rauha Sisu]

Alvor ... det gør hende ikke noget, at Zane ikke er alvorlig omkring det...

Rauha klukkede, hendes stemme og udstråling mere truende og udforende. Var hendes lille kunstner en ballademager? Det kunne de ikke havde. Det her job var ikke stor nok til to af slagsen. Og Rauha havde allerede lagt patent. Hun skubbede sig fra væggen, og begyndte at gå imod ham. Imens hun gik, blæste hendes element hans væk. Hver bevægelse fik en smule vind til at følge bevægelsen af hendes fod og fjerne sandet inden hun satte foden ned. Hun beholdte den samme nonchalant attitude omkring det. Rauha var helt med på, at dæmonen indtil videre ikke havde gjort et eneste forsøg på at beholde sandet under hende. Hvis han bestemte sig for det, ville det bestemt ikke være lige så let. Hun havde dog ikke taget mange skridt før hun opdagede, at handlingen hurtig blev nytteløs. Zane havde selv kaldt sit støv til sig. Noget hun normalt ville trække på smilebåndet over, som hun observerede det kort. Det var et trick hun havde set før, og det ville nok også have masse virkning på hende næste gang. At se folk i deres element, magisk eller ej, havde altid fascineret hende. Men det var ikke tiden til at blive imponeret over hans småtrick. Hun havde et budskab til hvalpen, der nok var meget ældre end hende selv. ...
"Det er op til dig at afgøre. Men - og det her er vigtigt - hvis du skulle bestemme dig for at hoppe med, så har du ikke andet valg end at høre efter hvad jeg siger. Jeg vil ikke lade dig sætte opgaven eller de andre i fare." Hun trak sig tilbage, et lidt for høfligt smil på hendes læber. "Jeg har brug for, at mine drenge leger pænt. Og hvis du finder ud af, at det ikke er dig, så er der ingen, der tvinger dig til at blive efterfølgende." Rauha var bestemt ikke for fin til at give ham nogle klø, hvis han ikke gjorde, som der blev sagt. Det var dog aldrig praktisk på jobbet. Samt at så var skaden højst sandsynligt allerede sket. Bedre at have en form for enighed, før det hele startede. Og når man talte om enighed.
"Kreative input er altid velkommen. Men i den her sag har jeg styr på, hvordan min vogn skal håndteres. Ellers tak." Det var så ærligt, som det var sagt. Hun var van til at få input fra kloge og erfarende folk hjemmefra. Om hun så tog det til sig var en helt anden side af sagen.
Zanes forslag var ikke skidt. Det passede blot dårligt til det job han ikke havde fået beskrevet endnu. Det var lettere at få ting ud af en vogn der stod i det fri frem for et hul. I hvert fald for folk der ikke havde jord som deres element.
Hun grinte, som han spurgte til hans betaling. Det var selvfølgelig et vigtigt punkt. Og tydeligvis vigtigere end selve jobbet. For folk man kun skulle arbejde med en enkelt gang, var det altid et godt træk. Folk som man skulle have noget længerevarende ved, kunne dette være tvivlsomt.
"Du vil få din retmæssige del af byttet." Så vigtig som det virkede for ham, var det hvad hun havde tænkt sig om det for nu. Hans retmæssige del var en femte del af betalingen. Med ham ville de være fire om jobbet, og siden Rauha havde gjort forarbejdet, mente hun det kun rimeligt, at hun fik en ekstra del.

[Zane Ageres Naberius]

Måske han egentlig med alderen, skulle være blevet mere alvorlig, men i stedet var han nærmere gået i den anden retning, som tingene faldt ham nemt og naturlig, så kunne han jo lige så godt udfordre væsner og situationer, hvad han nu kom i nærheden af. Det var ikke svært for ham at opdage, hvordan Rauha formåede at skubbe hans element væk, men samtidig så var han allerede i gang med at kalde det til sig, primært fordi stemningen imellem dem hurtigt kunne forandre sig. Men nok virkede hun udfordrende og truende, dog lod hendes klukken til at have en helt anden påvirkning på ham, som det blot fik ham til at smile. Som han fulgte hendes bevægelser, blev han selv stående lænet op mod muren bag sig, afventende så han til, imens at hun bevægede sig mod ham. Hvad hun helt præcist ønskede at opnå, var svært at sige, men de havde allerede redet nogle tråde ud, så de vidste godt begge to, hvad det hele drejede sig om, ikke sandt? Nu afventede han blot yderligere informationer og om hvorvidt han nu også ønskede at tage del i hendes ’leg’. Smilet på hans læber blev ikke mindre af hendes ord, det lød næsten som om hun forventede at han bare makkede ret fra første øjeblik. Der ville hun nok komme til at tage fejl, mest af alt fordi han umuligt kunne føje sig på denne måde. Udfordringen hvilede i hans øjne, som han lod hende forklare sig, imens at han blot lyttede i tavshed. ”Det må tiden jo så vise?” sagde han med et lystigt smil på læben, som han overvejede hendes ord, men ej tog dem særlig seriøst også selvom der hang en trussel i luften, så lod det ikke til at påvirke ham meget. Tanken om, at han altid kunne bakke ud, var da en måde for ham at udnytte chancen til at se situationen an. Det ville jo ikke skade ham, at følge med, hvis ordren eller byttet ikke var godt nok i forhold til hvad han forventede, så kunne han jo altid sige fra. ”Jeg leger altid pænt” lo han stille og roligt, som han dog nikkede afsluttende til hendes ord, for at fortælle hende, at han havde forstået aftalen, om ikke andet, så havde han lyttet efter. Chancen for at få et større bytte end det han havde skaffet tidligere i dag, måtte han da indrømme, var tiltalende om ikke andet så kunne han da sagtens hjælpe til og stikke af efterfølgende. Det faktum at han ville være nødsaget til at lytte til en andens ordre, passede ham dog knap så godt, mest af alt fordi han var van til at arbejde alene og derfor aldrig havde fundet det nødvendigt at lytte til andre end ham selv. Så dette kunne godt ende med at blive en mindre prøvelse for ham, hvis han da takkede ja.
Det lod til at Rauha havde en klar ide omkring, hvad der skulle foregå og ikke mindst hvordan, så det gjorde ham ikke synderligt meget, at hun valgte at takke nej til hans forslag. Egentlig var det blot for at demonstrere det faktum at løfte vognen ville være nemt for ham, men hvis det var det, hun ønskede, så kunne han ikke rigtig modsætte sig, eller kunne han? ”Mon ikke udfaldet af opgaven fortæller om De har styr på det eller ej” lo han let, en anelse prøvende blot for at se hvordan hun ville håndtere det. Hun kunne umuligt forvente af ham, at han ville makke ret fra første øjeblik. De kendte jo langt fra hinanden, så der ville være lang vej igen, før at hun ville have hans loyalitet, hvis det overhovedet kom så vidt til at begynde med.
Det var ikke fordi han forventede det helt store kup, men alligevel fortalte hendes udstråling, at hun ikke havde i sinde at gå imod mindre bytte, hun havde sikkert en plan for en større indkomst, hvilket da klart var at foretrække for ham også. Specielt hvis han var tvunget til at lytte til hende og følge hendes ordre, noget der bestemt ville blive en prøvelse og måske ikke kun for ham. Han løftede dog hånden, som hun forklarede ham, at han ville få sin del af bytte. Bevægelsen af hans hånd, lod til at være en smule afvisende, men dette var blot en facade, som et smil spredte sig over hans læber i takt med at han gik frem mod hende. Han stoppede op ikke langt fra hende, som smilet ikke var blevet mindre. ”Hvor starter vi henne?” spurgte han en smule ledende, før at han bevægede sin hånd langs med hendes ansigt, dog få centimeter fra. Det var blot et spørgsmål om at teste hendes grænser, men i teorien så manglede han fortsat informationer på hendes egne evner. Selvfølgelig havde han set hendes små tricks med vinden, men der måtte da være mere end det, gemt i hende?