Are You Still The Same? [Aime]

[Ache Mortcolt]

Vejr: Svag solskin, lune temperature, jævn vind
Tid: Sen eftermiddag

Aime Rinterdit Cyanlight

Vinden fejede langsomt ind over området og trak ganske let i træernes kroner, så der var en svag vislen igennem hele skoven. Varmen fra solen bredte sig langsomt i hele skoven, men var begyndt at aftage igen nu hvor eftermiddagen løb på sit sidste. Ache havde smidt sig i græsset nede ved søen, kun iført en kortærmet sort skjorte der gik til midt på hans overarme, hvor skjorten også stod halvt åbent sammen med et par lange mørkeblå bukser der sad tæt til hans lægmuskler. Han havde lagt en arm over hans øjne imens den anden hvilede bag hans hoved. Vingerne lå fladt på jorden spredt ud til hver sin side ved siden af ham, så de fyldte over dobbelt så meget som han egentlig selv gjorde. Han havde haft brug for en pause ovenpå alt det arbejde han havde fået nu hvor han var blevet leder. Han trak kort på smilebåndet over følelsen af lederringen på hans finger, han svagt kunne mærke at der strøg imod hans tinding. Rundt om halsen bar han sølv symbolet for Mortcolt slægten, der lå fladt imod hans brystkasse i skjortens åbning nu hvor han lå på ryggen.

Der var sket så meget i hans liv i løbet af det sidste år. Han var blevet forældreløs, leder og havde indgået komplot planer med Vampyrernes leder, havde kidnappet prinsens uægte datter, afleveret hende hos vampyren. Det næste der skulle finde sted, var deres afpresning af prinsen. Ubegribeligt, at folk anskaffede sig familie... Det var ikke andet end problemer med sådan noget. Heldigvis var der da kun hans søster tilbage, som han skulle tage sig af, nu hvor deres fader var død, men det havde han det fint med. Hvis det kun var hende og leder posten han skulle bekymre sig om, så var det fint med ham og han havde endelig formået at genskabe respekten og frygten omkring dødsenglene... Ingen turde rører dem nu, så nu skulle han bare have fundet en passende husbond til hans søster, så hun kunne sørge for Mortcolt slægtens overlevelse, nu hvor han ikke selv besad den værdi længere efter hans død. Der var sket så meget siden han havde været på dette sted sidst. Sidst han havde været her, havde han skændtes med hende elementet Aime... Og efterfølgende set hende til brylluppet, hvor de var taget til Trilkstad sammen. Det var så længe siden han havde set hende der fascinerede ham noget så voldsomt... Men han havde ikke set hende siden, han havde nok haft for travlt til at interessere sig for andet end hans planer omkring magtovertagelsen, men den aften med hende lå stadig gemt dybt inde i ham, hvor den var blevet skubbet ind i mørket i hans sind og glemt. Det var der den hørte til.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime kom galopperende gennem skoven i den fart hun altid blev kritiseret for. Sådan burde en dame ikke ride og slet ikke i den fart. Men det var tiltrængt og så befriende for hende. Hesten og Aime susede igennem skoven med meget høj fart. Inden længe ville hun være ved lysningen. Der hvor hun havde mødt Ache for første gang. Det var så længe siden nu - Og alligevel tænkte hun stadig på ham. Han fascinerede hende. En ting var hvad der blev sagt om ham, en anden var hvad hun selv havde oplevet. Det var nærmest i to forskellige retninger. Måske burde det forvirrer hende, men det gjorde det nu ikke. Hun og hesten havde taget den her tur før og den kendte vejen. Ned til søen. Hun overlevede ikke at der kunne være nogen, da det sjældent var tilfældet.
Inden længe ankom de to til søen. Men hun stoppede ikke hesten før i aller sidste sekund inden bredden. Det gav et helt rus at lege kylling med hesten selv, til hvornår den selv stoppede. Men den kendte hende for godt og denne gang måtte hun selv holde hesten an. De to forben stoppede på det allersidste af bredden. Hesten prustede og Aime grinede. Man havde kun det sjov man selv lavede. Hun slap tøjlerne og klappede hesten på begge sider af halsen. Hun elskede den hest, de kendte hinanden og havde set hinanden i både op - og nedture. Hun tog igen fat i tøjlen med en hånd og drejede hesten væk fra bredden og gik langs med søen, mens hun så sig rundt.Og først der fik hun øje på det. Her var faktisk nogen. Hun holdt hesten an og så derhen. Det lignede....? Ej, det kunne ikke være rigtigt? Han lå et stykke fra hende og hesten, så hun var ikke sikker. Det kunne være så mange andre, men et eller andet sted håbede hun på at det var Ache. Det var så længe siden..

[Ache Mortcolt]

Ache lagde godt mærke til lyden af hove der nærmede sig lysningen. Nu hvor hans hoved lå direkte på jorden, kunne han ligefrem mærke trykket i jorden, når hesten landede med sin vægt rundt omkring i skoven. Han rynkede kort brynene, da han lagde mærke til at vægten bevægede sig ind i lysningen hvor han lå nede på jorden. Han sukkede kort lettere opgivende, hvorfor kunne man nu ikke engang være alene sådan et sted? Han trængte virkelig til roen og havde nok ikke skyggen af medmenneskelighed tilbage i sig efter at være blevet leder. Han havde tilbragt meget tid i mørket, meget tid med de andre ledere, specielt dem fra mørket, hvor de havde diskuteret deres planer for den eventuelle magtovertagelse af dette latterlige rige. Alle gik rundt og var blinde for hvilke muligheder der var i dette rige og specielt i Ireno kunne der udrettes store ting, specielt hvis de fik overtalt de omkringliggende lande til at deltage i deres lille magtkamp. Nu var dødsenglene og vampyrernes ledere jo allerede tætte sammensvorende, så det var nok bare et spørgsmål om tid, før at de pågældende lande ville bukke under og opsøge de repræsentive ledere for hvert land, se det ville være optimalt og et kæmpe trumf kort at have på hånden overfor kongefamilien og resten af landet.

Ache lå stille i lidt tid og lyttede på hvordan hesten bevægede sig rundt, inden lyden af latter ramte hans ører. Hvorfor virkede den latter så bekendt og dog som om det var noget han havde drømt, en fjern fjern drøm der havde eksisteret for næsten et år siden. Han rynkede kort brynene og åbnede efter lidt tid øjnene, hvor han kort satte sig halvt op og så rundt omkring, inden hans blik faldt på hesten med den rødhårede kvinde på. Det lignede da... En han havde set i sine mareridt. Lige siden han var blevet leder, havde han kun haft mareridt, intet mindede ham om noget godt længere, end ikke hans egen søster kunne få ham til at grine længere.

Han satte sig let op på underarmene, så hans arme lå bag ham og vingerne hjalp med at støtte hans vægt imens han fulgte kvinden med blikket og et let hævet øjenbryn. "Det virker ikke som en god idé at hoppe i vandet, end ikke til hest, på denne tid af året... Vandet er stadig for koldt til en varmblodet" Kommenterede han ligegyldigt imens han fulgte hende med blikket. Hun lignede mistænkelig meget Aime, men han kunne ikke være sikker, det var alt for længe siden og hans blik var blevet formørket siden. Ache rystede lettere misvisende på hovedet og rejste sig op. Han kørte kort en opgivende hånd igennem det mørke hår med de hvide striber og strakte vingerne bag sig og derefter lagde dem tæt ind til ryggen igen, inden han kort kastede et blik hen på kvinden med helt døde øjne ud af øjenkrogen og vendte sig rundt, inden han begyndte at gå ind imellem træerne i skoven. Han magtede ikke selvskab og da absolut ikke fra en der tydeligvis var varmblodet. Intet havde fået ham til at grine i snart et år og han havde det fint med det, det var den han var nu som leder. Mortcolt overhoved, leder af dødsenglene og højt respekteret med grundlag for frygt, alle hans drømme der endelig var blevet virkelige.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime lod hesten gå længere hen mod ham, da han så også flyttede på sig. Så var hun ikke længere i tvivl. Det var ham! Hvor var det sjovt, at han pludselig dukkede op her. Det sted, hvor de første gang var mødtes og havde skændes. Dengang var det hende, der var tæt på at gå. Men det skete ikke denne gang. Hun hørte hans kommentar og smilede. Sagt som en rigtig leder. For det var det han var nu. Bare han nu stadig var den samme. Sådan havde hun i hvert fald i sinde at behandle ham. Han var stadig Ache. Han var stadig den, der havde skændes med hende og ikke mindst taget hende med på eventyr ved brylluppet, som var endt med et kys. Endda ikke stjålent, hvilket nok overraskede hende mest. "Godt nok er du leder nu, men derfor er jeg ikke bange for at starte endnu et skænderi med dig" Svarede hun med et skævt smil. Hun vidste udmærket godt, at han var blevet leder. Om det så var på den ene eller den anden måde, så var det nu hans rolle. Men for hende var han stadig Ache. Den Ache, der gang på gang fascinerede hende og fyldte hendes tanker mere end hun ville indrømme overfor nogen. Stadig lod hun hesten gå og fulgte dermed mere eller mindre efter, da han rejse sig og gik. "Måske er der bare noget ved stedet her, der går at vi kan ske at skændes igen" tilføjede lidt efter med et let smil. Det var så mærkværdigt en omvæltning. Først startede de med at skændes og så mødtes de anden gang, hvor han endte med at kysse hende. Skulle det til at være et mønster, for så var det endnu et skænderi, der skulle til. Og så et kys næste gang de mødtes. Var det sådan det skulle være? Hun holdt hesten an og fik den til at stå stille. Så kunne han fortsætte, hvis det var det han ville, da hun ikke ville tvinge ham til at blive. Det kunne jo ske at han var ventet et andet sted.. Måske hos en dame? Nu var han jo trods alt leder.. Men det ville være så modsat ham. Men hvem vidste? Det var længe siden de havde snakket og meget kunne være sket. I hendes liv var der ikke sket det store. En enkelt bejler havde forsøgt sig, men som hun lærte ham at kende var han ikke noget for hende. Ellers havde hun købt endnu en hest og ellers været en del i et sociale liv, hvor hun på afstand havde hørt om hans liv og ikke mindst om alle andres. det var begyndt at kede hende og derfor trængte hun til tider til dage som denne, hvor hun gjorde lige nøjagtig hvad der passede hende.

[Ache Mortcolt]

Ache gik roligt videre et stykke tid, inden lyden af hendes stemme ramte hans ører og fik ham til at stoppe op. Han flyttede sig ikke ud af stedet, men lukkede kort øjnene med en opgivende mine. Ja han var leder og frygtet nu, men der var så meget der havde ændret sig siden at han havde talt med hende sidst. Alt var anderledes nu... Om de skulle have et skænderi igen vidste han ikke, men hun burde ihvertfald ikke tale med ham, det var en ting der var helt sikkert. "Du burde ikke være her alene... Der er meget der har forandret sig det sidste år" Sagde han helt stille, næsten som om det var en hemmelighed og stadig uden at vende sig imod hende. Hvorfor skulle hun også være her? Hvorfor skulle hendes stemme minde ham om hvad der var engang, hvad der var en del af hans mareridt og havde været det hver eneste nat det sidste år, lige siden brylluppet...

Aches mundvige gled ganske kort op I et svagt smil, inden sporet af smilet forsvandt igen ved det sidste hun sagde, inden han rystede vantro på hovedet med en opgivende mine. "Du burde ikke snakke med mig igen... Men det er du vel klar over, men er som sædvanlig ligeglad?" Spurgte han efter lidt tid. Han stod helt stille og lyttede på hestens skridt, der stoppede et stykke bag ham. Hvorfor skulle han absolut også lige rende ind I hende igen? Han havde haft det fint med at være ligeglad I alt den tid og havde det fint med kun at fokusere på magten og på hans planer om mere magt. Det ville kun give hende problemer at tale med ham, var hun ikke klar over det?! Kvinder altså... Han var leder af en af de mørkeste racer der eksisterede og hun var stadig en varmblodet levende kvinde med sin ære og tryghed I behold, det ville den ikke forblive, hvis hun fortsatte med at tale med ham, det var han sikker på.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime sad stille på hesten og så hen på ham. Efter de gange de havde mødtes, var hun ikke engang værd et øjekast? Det var vel forventet siden han nu havde den rolle han havde. Men hvorfor skulle alt være anderledes? Hun var stadig den samme og det ønskede hun så brændende at han også var? Hun rynkede brynene ved hans kommentar. Han af alle væsner ville da vide at hun ofte kom her alene. "Er der sket noget jeg har gået glip af? Ja, du har fået en ny titel og ny rolle. Men du er stadig Ache Mortcolt." Svarede hun stadig med en undrende mine. Hvad var det der var anderledes? De var stadig de samme? Selvom han godt nok ikke virkede sådan. Kunne det virkelig tænkes at han havde ændret sig så meget? Det var en chance for ham, det vidste hun. Til at give dødsenglene den respekt, han mente de fortjente. OG hvad så? Det havde vel ikke noget med hende at gøre og hun tvivlede stadig ikke på, at han ikke ønskede at skade hende.

Aime løftede det ene ben ud af damesadlen og lod sig glide ned af hesten. Det kunne ikke være rigtigt, at han havde ændret sig så meget. Og hun tog gerne chancen. Nok var han måske blevet mørkere end han var før. Men skade hende? Det ville han ikke, det var hun sikker på. Hun rystede stille på hovedet, mens hun roligt gik nogle skridt hen mod ham. "Jeg burde ikke have snakket med dig sidst vi mødtes her. Selvfølgelig er jeg ligeglad. Siden hvornår er du begyndt at holde på formerne, når det gælder mig?" Spurgte hun med et let grin. Det lignede ham ikke. De synes begge to at det var sjovt at prøve grænserne af. Han virkede anderledes.. Han virkede... Som en skygge af sig selv blandet med en begyndende tendens til at blive som sin far. Hun var nødt til at teste om han stadig var sig selv. Om han stadig var derinde et sted. Det betød godt nok at hun ikke ville pirre ham, hvilket i princippet kunne være farligt. Men hun nægtede at tro, at han ville skade hende."Hvis ikke du passer på, så kommer du til at lyde som din far gjorde." Tilføjede hun og stoppede så op omkring to skridt fra ham. Han kendte hende og ville måske regne ud hvorfor hun valgte at komme med den kommentar. "Hvem er du dog blevet til?" Spurgte hun undrende og blev stadigt stående. Han virkede ærlig talt som en, der trængte til at finde sig selv. Hvis han dog stadig eksisterede? Længe stod hun stille, inden hun roligt gik helt hen til ham og rundt om ham for at stå ansigt til ansigt med ham. Hun stolede på ham, på trods hvad alle andre sagde. I hånden holdt hun tøjlen til hesten, men med blikket på direkte på ham. Han måtte stadig være derinde...

[Ache Mortcolt]

Ache stod helt roligt og lyttede til hendes ord imens hans blik lå låst på træernes mørke foran ham. Træerne der stod tættere sammen jo længere væk man kiggede og opslugte alt lyset omkring dem. Han sukkede tungt ved hendes spørgsmål og lagde let de sorte vinger omkring hans skuldre med en opgivende mine imens han ganske kort lukkede de gule øjne. Hun forstod det ikke og det kom hun aldrig til... Kvinder forstod ikke den magtbalance som mange mænd higede efter. Godt nok havde hun en mening, men hun forstod stadig ikke hans behov for magt og kontrol. Det var en del af ham, som hun endnu ikke havde set... "Med en ny titel og rolle følger der også et nyt ansvar... Jeg kan ikke tillade mig at være en rebelsk dum unge, som jeg var for et år siden" Sagde han helt stille, nærmest som en svag hvisken, som om det var noget han skammede sig over eller ikke var villig til at indrømme overfor sig selv.

Ache åbnede øjnene igen ved lyden af Aime der steg af hesten, da hun ramte jorden. Han fulgte hendes bevægelse hen over jorden med hørelsen, inden han irriteret knyttede hænderne hårdt sammen, så han næsten borede neglene ind i hans håndflader. Hvor hun dog irriterede og frustrerede ham! Gang på gang endda! Hvad var der galt med denne kvinde?! Han svarede hende ikke og rykkede sig ikke ud af flækken i takt med at hun nærmede sig. Han lukkede opgivende øjnene ved hendes kommentar om at han lignede sin fader. Hans afdøde fader, som han selv havde dræbt... Det var en af de personer han bare ikke ville ligne også skulle hun lige puste til ilden ved at sige det? Hun vidste hvor meget han havde hadet den mand. Ache lyttede efter hvor hendes skridt begav sig hen i takt med at hun stillede sig om foran ham. Dog holdte han stadigt øjnene lukkede, han ville ikke se hende i øjnene for han var ikke længere den samme som han var sidst hun mødte ham og det ville han ikke udsætte hende for. Han tog kort en dyb og opgivende indånding, inden han svagt rystede på hovedet af ren anspændelse imens hans negle langsomt lavede mærker i hans håndflader. "Det kan jeg ikke svarer dig på..." Sagde han helt stille, næsten så det lød som en undskyldning, men det var det egentlig ikke... Det var sandheden for han var ikke engang selv klar over det. Han havde mistet sin identitet i takt med at han var blevet mørkere. Engle fik ikke sår eller blødte, derfor ville der ikke gå hul på hans hud uanset hvor hårdt han knyttede hænderne sammen, men det var det eneste der hjalp ham lige nu for at han ikke ville gøre noget, som han ville ende med at fortryde engang i fremtiden... Lige nu var han bare anspændt, frustreret og ved siden af den han engang havde været.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime opfangede at han var fjern. Hun nægtede at tro på, at han var blevet en anden. Men meget var sket, det måtte hun give ham helt ret i. Alting var næsten anderledes... Men de havde altid været anderledes? Og nu skulle de så lære hinanden at kende på ny? Han virkede på ingen måde som ham hun mødte.. Som ham hun var taget afsted med og som ham hun havde.. Han virkede på ingen måde som den, der havde kysset hende? Kunne det være en krise om hvem han var, eller var den markante ændring sket uden at hun havde lagt mærke til det? Hun så i hans retning og ville sige noget, men for en gangs skyld forblev hun tavs i lidt tid. En rebelsk, dum unge? Nu begyndte han for alvor at lyde som sin egen fader "Nøjagtig som din far ville have kaldt dig. Men han er her ikke længere. Det er du. Husk det, Ache! Du lyder næsten som om at du har glemt dig selv." Svarede hun frustreret og havde lyst til at slå ham af frustration. Han var ikke den hans Fader troede han var, den han udgav sig for at være eller den andre troede han var. Hvor var den Ache hun kendte blevet af? Hun måtte finde ham igen. Ham, der fyldte hendes tanker og drømme. Hun ville aldrig se ham forsvinde uden at forsøge at gøre noget.

Aime så hans tillukkede kropssprog og vidste at mange ville holde sig fra ham. Men hun kendte ham. Han ville på ingen måde skade hende. Nok testede hun grænsen, det var hun ikke i tvivl om. Men hun stolede stadig på ham. Nok kunne han blive irriteret og vred, men at skade hende ville han ikke. Han valgte altså ikke at svare. Så kunne han blive fri. "Det gør du heller ikke. Men det er blevet en refleks for dig at sige det?" Svarede hun nærmest sig selv, når han nu ikke ville. Han kunne prøve at lukke hende ude. Men det skulle ikke være nemt for ham, det var helt sikkert. Aime vidste hvad forhold han havde haft til sin far og det var med fuldt overlæg at hun direkte forbandt de to. For det var den vej han var ved at gå. Uanset hvor lidt han gerne ville høre det. Han var ved at gå den vej, som hans Fader var gået. Den Fader han afskyede så meget. Hvis det var det han ville, så skulle hun ikke stoppe ham. Men han skulle være bevidst om det valg han var ved at tage. Hun skævede kort ned på en af de hårdt knyttede hænder. Han var anspændt, meget anspændt. Hans svar kom bag på hende. Han vidste det ikke selv? Var der virkelig sket så meget siden hun så ham sidst? Om ikke andet så med ham.. Det rystede hende, hvilket fik hende til at blinke et par gange. Det kunne hun ikke tro. Han var så forandret.. Og den ville blive permanent? Det kunne hun næsten ikke bære. Aime trådte helt hen til ham og lagde en ganske blid hånd mod hans hals og med fingrespidserne ved det nederste af hans hår i nakken. Hun sagde ikke noget, men lod blot hendes krop stå helt tæt på hans, så han næsten kunne mærke hendes hjerte slå. Det blødte for ham og hun ville gøre alt hvad der stod i hendes magt for ikke at miste den Ache hun havde skændes med sidst hun havde mødt ham på dette sted. Hun lagde roligt den anden hånd mod hans skulder og lod den blidt glide ned over hans skulder og arm inden den nåede hans hånd. Kom nu Ache.. Han måtte da kunne huske hvem han var, før han blev leder. Hun strøg blidt sine fingrespidser over hans hånd, for at få ham til at slappe i den. Og generelt bare i hele kroppen. Nej, hun burde ikke stå så tæt på ham og da slet ikke af egen fri vilje. Men sådan var hun. Sådan var de. Alt hvad man ikke burde. Sådan var det og det håbede hun ikke at han ville give afkald på nu. Selvom frygten for det allerede havde ramt hende.

[Ache Mortcolt]

Ache sagde ingenting i et stykke tid, men stod blot helt stille og stiv som et bræt, så anspændt og frustreret var han. Nej han var ikke sig selv længere... Måske et sted langt inde i ham eksisterede han stadigvæk, den Ache hun kendte. Men som tingene var lige nu, nej så kendte han ikke engang sig selv længere og var også i tvivl om hvem han egentlig var blevet til. "Det har jeg nok også... Det påvirker en at blive opslugt sådan af et magtvanvid, der næsten brænder en op for at opnå mere af den... Når man står alene med sådan en kamp, ja så glemmer man hvem man er fordi man ikke har andet i hovedet. Min fader er væk og min søster ser jeg aldrig, så er det svært at holde ved den person man var, når man ikke omgiver sig med andet end magtspersoner...." Sagde han helt stille som en svag hvisken, inden han sukkede lettere opgivende, dog stadig uden at åbne øjnene. Han magtede ikke at skulle møde hendes blik... De store øjne der havde lyst sådan imod ham den aften ved byen, det virkede som et ondt mareridt fra længe siden, der konstant mindede ham om det der aldrig blev. Han egnede sig ikke...

Ache rørte sig ikke ud af flækken, da hun stillede sig helt op af ham. Han holdte blik fortsat ansigtet vendt imod jorden med øjnene lukkede. Hvorfor gjorde hun det her imod ham? Han stod helt stille og mærkede hvordan hendes fingre nussede omkring ham, nøjagtig som de havde gjort for et år siden. Hvorfor blev hun ved? Hvorfor kunne hun ikke bare acceptere at det var den han var nu? ... Og der ramte det ham, han kunne mærke hendes hjerte slå imod hans bryst. Den følelse han havde savnet så længe, at han havde glemt hvad det ville sige at leve. Han stod i lidt tid med en indre kamp og diskuterede med sig selv om han blot burde give op eller give efter, han kunne ikke... Ache sukkede tungt og rystede frustreret på hovedet, inden han tog hestens tøjler fra hende og smed over til hesten, så den kunne gå lidt væk fra dem, inden han lagde armene tæt omkring hende og trykkede hende ind til sig imens han begravede sit ansigt i hendes hårbund. Han lagde let de store sorte vinger rundt om hende for nærmest at pakke hende helt ind i dem, ind til sig. Han sagde ingenting, men stod blot helt stille imens han langsomt begyndte at slappe af i kroppen. Han forstod det simpelthen ikke...

Han stod helt stille i et stykke tid, hvor han blot knugede hende ind til sig uden at flytte sig yderligere eller foretage sig andet. Hvad var det der var sket med ham? "Hvad er det du gør ved mig..." Hviskede han svagt imod hendes hårbund, imens han let kørte fingrene over hendes sider nu hvor han havde armene omkring hende. Den varme hud, lyden af hendes åndedræt og følelsen af hendes puls og hjerte der bankede.. Det levende han aldrig ville kunne få igen, det at hun mindede ham om hvordan det havde været at være i live engang... Måske var det, det der gjorde ham skør? Han havde glemt at leve

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime så hans efterhånden vante gang som leder. Og den havde taget hårdt på ham, det var helt tydeligt for hende. Men det var bare en titel. Selvfølgelig fulgte der et stort ansvar med, men at glemme sig selv... Det ville være for stor en pris at betale. Selvfølgelig havde han skulle vende sig til det, men han havde måske ikke tænkt over at skulle have sig selv med. Han var blevet mørkere, det tvivlede hun ikke på. Og det var helt forventeligt. Man at blive som sin Fader var en ting han aldrig ville. Og måske ingen havde overvejet at sige det til ham? Det burde hun egentlig heller ikke, men hvem skulle ellers gøre det? Han var selveste lederen nu og det kunne ingen tage fra ham. Men ville det betyde at ingen ville fortælle ham de fakta, der var ved at ske? Nej, det var der nok ikke. Det skulle dog ikke gå hendes næse forbi. Det ville uden tvivl være tragisk at han blev til den han havde hadet allermest. Hun lyttede roligt til ham og fik kort en nedtrykt følelse. Det eneste han havde i hovedet var magt. Så var hun altså den eneste, der skænkede ham flere tanke end hun ville stå ved. Der var selvfølgelig sket meget. Og et eller andet sted troede hun stadig på, at han havde fundet tilbage hertil af en grund. "Så er det også på tide, at du omgås andre. Mon det kunne være derfor at du har fundet vej hertil?" Spurgte hun helt roligt. Det var første gang han rent faktisk havde åbnet op overfor hende. Ellers havde hun flere gange måtte gætte sig lidt til det egentlige budskab bag ved hans svar. Hun strøg roligt fingrene over det nederste af hans hår og sagde ikke mere. Hans suk fik hende til at smile. Han var stadig den samme Ache. Blot en mere frustreret del af sig selv. Roligt slap hun hans hånd og lagde sin egen hånd under hans hage for at få ham til at se op på hende. Indtil nu havde han ikke villet det, men hun ønskede det så brændende. Hun ønskede sådan at se at han stadig var der. Virkelig var der. På trods af hans titel og hvad han ellers måttet have været igennem efter at være blevet leder.

Aime vidste et eller andet sted hvad han havde brug for. Han måtte være kommet hertil af en eller anden grund. Det var hun selv. Og det skulle han ikke have gjort forgæves. Efter deres tur ved byen var hun efterhånden begyndt at tro at de havde noget specielt. Men at få ham til at indrømme det, ville nok ikke ske. Det ville i hvert fald være en umulig opgave, som det var nu. Det var hun sikker på. Det virkede til at det var tiltrængt at nogen trængte igennem til ham. Fortalte ham at han var på vej ned af en forkert sti. Den han afskyede sin fader for at have valgt. Måske det satte gang i noget i ham? Det virkede det i hvert fald til og for en gangs skyld ville hun ikke kommentere det. Bare glæde sig over at han på en måde havde opsøgt hende med den tro at hun ikke ville lade det gå usagt hen. Aime smilede, da han nærmest med et gav slip. Hun slap tøjlen til hesten og glædede sig over at han opgav sin modstand. Hun hørte sin sorte hingst gå lidt rundt for så at standse og give sig til at æde. Den ville ikke forlade hende, det vidste hun. Hun lagde begge arme om halsen på ham og holdt ham tæt ind til sig. Endelig.. Han var der stadig. Hun smilede og nød at mærke ham helt tæt på endnu en gang. Og nød at det var hende, der fik ham til at give slip. Hun stod helt stille og lukkede øjnene, da hun mærkede hans vinger om sig. Der var efterhånden ikke noget mere trygt sted for hende at være. I armene på Ache Mortcolt. Hun mærkede hver en anspændt muskel i hans krop og vidste at hun bare skulle vente. Hun sagde ikke noget, lod ham blot mærke hende igen. Hvert et hjerteslag, hvert åndedrag, mens hun stille lod sin ene hånd glide lidt op og lod sind fingrespidser stryge over det nederste af hans hår. Måske de rent faktisk havde noget specielt, men han havde måske ikke indrømmet det overfor sig selv endnu?

Aime stod stille i lang tid, inden hun roligt flyttede hånden fra han hår og til fjerene på hans vinger. Stadig lige store og smukke. Hun mærkede hvordan de føltes skrøbelige under hendes fingrespidser. Hun lod dem stryge frem og tilbage nogen gange inden hun lagde armen om hans skulder og bare mærkede ham hos sig igen. Og der slog det hende, hvor meget hun havde savnet ham. Hvor mange gange hun ville have ønsket at se ham igen, men ikke havde vidst hvor hun skulle finde ham. Hvor meget hun havde frygtet hvad den her titel havde gjort ved ham. "Jeg minder dig om hvad du har glemt." Svarede hun ganske stille, så kun han hørte det. Han havde glemt hvem han var og hvad han stod for. Og det måtte aldrig ske. Denne gang var han her stadig. Gemt, med genfundet med hendes hjælp. Måske hun rent faktisk var noget særligt for ham? Nej, det var nok ønsketænkning. Med hans vinger skabte han et lille rum, der kun indeholdt de to. Ganske som det altid havde været. Det var noget andet, når de var til selskaber. Men bare de to.. Så havde de et eller andet uforklarligt sammen.

[Ache Mortcolt]

Ache svarede med vilje ikke på hendes spørgsmål, for han kendte helt ærligt ikke svaret. Han stod i lidt tid med lukkede øjne imens han overvejede hvad han skulle svare hende. Han havde altid været god til at komme med svar med det samme, men lige overfor hende... Så kunne han ikke, for der var intet diplomatisk over hende, intet politisk eller magtbegærende, hun var bare... Bekymret? Efter lidt overvejelse trak han blot på skuldrene med en opgivende mine. Han sagde ingenting, til at at hun rørte ved hans hage for at få ham til at se på hende, men det ville han ikke, ikke endnu. Han kunne ikke se hende i øjnene, så længe mørket herskede så meget i hans krop og sind som det gjorde lige nu. Som hun selv havde sagt, så var han nok taget derned med håbet om noget han søgte, men hvad det var han søgte... Det var han ikke helt sikker på endnu. "Det skal jeg ikke kunne sige... Det her sted har hjemsøgt mine mareridt i et års tid nu... Det minder mig om hvem jeg engang var og hvad der er gået tabt" Hviskede han helt stille med en sørgmodig tone at spore i hans stemme. Han brød sig ikke om den person han var blevet, men han savnede det han måske havde haft med hende. Hun mindede ham om livet, om hvad det ville sige at leve, at stole på en person og have tiltro til denne... Det var noget han havde glemt hvordan var i løbet af det seneste år.

Ache sagde ingenting i et stykke tid, men stod blot med armene tæt slyngede omkring hende imens han havde lagt ansigtet ind i hendes lange hår og trak vejret roligt. Hun fik ham til at slappe af, til at give slip.. Og han forstod ikke hvorfor. En ganske svag antydning af et smil spillede ganske kort i hans mundvige, da han kunne mærke hendes fingre rører ved hans vinger. Han kendte ingen andre end hende, der turde at rører ved dem. For alle andre var de et udsagn og mørket i hans indre og den magt han besad i hans døde krop. Derfor var det en smule fascinerende for ham, at hun så godt kunne lide at rører ved dem, det var der ingen andre der hverken gjorde eller skulle have lov til. Han havde virkelig savnet følelsen af hendes væsen så tæt på hans, den ro han gav ham blot ved en enkelt berøring.. Han forstod det ikke, hvorfor blev han sådan af en tilfældig kvinde? ... Der tilfældigvis svarede ham igen, havde en mening, en der ikke var bange for at skælde ham ud og ikke mindst en der virkede til at være lige så stædig som han selv var.

Ache stod helt roligt i et stykke og blot knugede hende ind til sig, indtil hun svarede på hans kommentar. Noget han havde glemt... Hun havde nok ret ja. Hvor var det dog irriterende når kvinder bare sådan havde ret... Han løsnede roligt grebet om hende en anelse, men stadig uden at slippe hende. Han rettede sig derefter lidt mere op, så han istedet kunne se direkte på hende med et meget svagt tydeligt smil. "Hvorfor er det at du altid skal have ret? ... " Spurgte han stille, inden han let slap hende med den ene arm, så han stadig holdte hende ind til sig med den anden, inden han stille kørte et par blide fingre langs hendes hårkant og ned langs hendes hals, hvor han fulgte bevægelsen med blikket. Da hans fingre stoppede ved hendes kæbeparti, lagde han forsigtigt hånden imod hendes nakke og kyssede hende blidt på munden med et svagt smil. Han kunne med det samme mærke hvordan hans krop endelig slappede af, bare ved at have hende så tæt på sig... Det var direkte utroligt hvad hun gjorde ved ham og han forstod det ganske enkelt ikke. Hvorfor skete det her?

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime lod tavsheden mellem dem gøre arbejdet. Hun vidste at han af en eller anden grund lyttede til hende. Af hvilken grund vidste hun ikke, men at han gerne ville høre hendes mening. Om han brugte det til noget var egentlig ikke vigtigt. Det var nok mere bare det, at han gerne ville høre den. Normalt skulle kvinder ikke besidde en holdning og da slet ikke give udtryk for den. Og det var heller ikke klogt, det indrømmede hun. Men det stoppede hende nu ikke. Og det havde da givet pote med ham. Med ét var hun blevet... tæt med en leder, der rent faktisk respekterede hende for den kvinde hun nu var, selvom han egentlig kunne være fuldstændig ligeglad. Ganske let lagde hun hovedet let på skrå, da han ikke ville møde hendes blik. Hvorfor ikke? Hvorfor nægtede han det? Hun valgte ikke at spørge, men bare lade ham selv se op, når han var klar til det. Var han bange for hvordan hun ville reagere? Men på hvad? "Hvem du var? Ham er du stadig. Du skal bare finde dig selv igen. Efter min mening er der intet, der er gået tabt. Gemt godt væk måske, men ikke gået tabt." Svarede hun i samme hviskende tonelejde. Han var virkelig hårdt ramt. Men hvis han hentydede til det hun håbede på, så var det på ingen måde gået tabt. Hun havde godt hørt en masse rygter om hvad han havde bedrevet, men hun troede det ikke før han selv bekræftede det. Han var slet ikke som alle sagde at han var. Ikke rigtigt. Selvfølgelig var han en del af mørket og han kunne skam også blive opslugt af det, men det var stadig kun en del af ham. Hun vidste at rigtig mange frygtede ham, især efter hans overtagelse af titlen som leder. Men for hende var han stadig den samme. Hun vidste at han aldrig finde på at skade hende og derfor turde hun gå tæt på og ikke mindst sætte ham på plads, hvis han trængte til at nogen sagde ham imod. Så skulle han bare opsøge hende. For de vidste begge at hun gjorde det med største fornøjelse.

Aime kunne ikke lade vær med at smile, da han blev ved med at holde hende tæt. Han havde selv lige sagt det. Hun gjorde et eller andet ved ham. Hvem ville ellers turde gå så tæt på ham? Sige ham imod, når han var i dårligt humør? Hun kunne ikke forestille sig at der var andre end hende. Hun følte en ganske lille modvilje mod at han løsnede grebet. Men han slap hende i det mindste ikke. Hun åbnede øjnene og lod ham se de store, røde øjne og hun smilede i mødet med hans. Endelig. Det var stadig den samme Ache. Uden tvivl. Han skulle bare hjælpes lidt på vej i at vise sig i overfladen."Officielt kan en kvinde aldrig have ret." Svarede hun med et let smil. For det var rigtigt. Kvinder var nogen, der skulle have en holdning. Men det havde hun altså. Aime stod helt stille og nød hans måde at nærmest genopdage hende på. Hun holdt blikket på ham med et let smil, mens hans rørte hende. Som den eneste fik han lov at røre hende, hvilket fik hendes hjerte til at springe et slag over ved tanken om hvad han havde i sinde at gøre. Hun gengældte blidt hans kys og følte at hun var kommet hjem. Hun glædede sig over at mærke hver en muskel slappe af i hans krop. Hendes Ache. Selvom han teknisk ikke var det. Eller nogensinde blev det?

[Ache Mortcolt]

Ache stod helt stille med lukkede øjne og ventede på hendes respons. Han klemte kort øjnene lidt hårdere sammen ved hendes ord, inden han sukkede tungt. Mente hun virkelig det? Troede hun virkelig så meget på at han stadig var den samme et eller andet sted dybt inde i ham? Han stod i lidt mere tid, inden han kort vendte blikket imod hende. "Tror du selv på det? ... Du har ikke oplevet det de sidste mange måneder. Men mener du virkelig det? Gemt men ikke tabt?" Spurgte han stille med et ganske svagt spor af håb i hans stemme. Hun troede virkelig på at han stadig var den samme som hun efterhånden kendte så godt? Bare gemt godt væk... Problemet var bare... Han var ikke selv sikker. Han følte næsten at han havde tabt den sidste del af sig selv efter at han var blevet leder, han havde mistet den sidste gnist i sit indre der gjorde ham bare lidt human. Ache overvejede lidt om det hele mon havde været anderledes hvis han ikke havde været død... Havde han set anderledes på tingene så? Havde han kunne give hende den fremtid hun fortjente, for som hans liv var lige nu, så ville han aldrig kunne give en kvinde det liv de som regel drømte om. Et trygt miljø med en husbond der var hjemme hos hende, et par efterkommere og et hjem hvor hun aldrig ville mangle noget... Jo hun ville aldrig komme til at mangle noget hos ham, men det andet kunne han aldrig give hende. Han kunne aldrig give hende nogle børn, da han var død, han ville heller aldrig kunne give hende en tryg tilværelse, da han var blevet leder af en af de mørkeste arter i hele verden nu og han ville konstant være i fare og udsætte dem omkring ham for fare, specielt nu hvor Legionen var ved at tage form... Men det var der ingen andre end ham og Legonas der vidste, heldigvis da. Der var ingen fremtid med ham... Og det fortjente hun.

Ache smilede lidt skævt ved hendes kommentar, inden han trak ganske svagt på skuldrene. "Så er det heldigt at der ikke er noget officielt over os overhovedet" Kommenterede han roligt. Hendes røde øjne gjorde ham altid rolig af en eller anden grund og gav ham en sindsro uden lige. Der var intet officielt over dem, de gjorde alting baglæns efterhånden. De havde skændtes første gang de mødtes uden at have nogen idé om hvem hinanden var og havde først fået officielle navne og titler på hinanden længe efter. Utroligt egentligt, men det var vel sådan de gjorde tingene. Han lod roligt armen omkring hende trykke hende blidt ind imod sig, nærmest som om han aldrig havde tænkt sig at slippe hende igen imens han kærligt holdte hendes kys og forholdte sine øjne lukkede. Han strøg roligt fingrene i hendes nakke omkring hendes hår i nakken med et meget svagt smil at spore i hans mundvige. Hvorfor var det lige at en levende kvinde skulle kunne få ham til at slappe så meget af som hun gjorde?! Hvor havde hun været i løbet af det sidste år og hvorfor skulle han absolut være død...

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime holdt blikket på ham og ventede tålmodigt på hans reaktion. Hun var slet ikke i tvivl. Han var den samme. Det måtte være det, der havde drevet ham hertil. Til det sted, hvor han første gang havde mødt hende. Hun vidste det fra sig selv. Efter at hun havde mødt ham, havde hun flere gange været her. Nogen gange i håb om at han måske også havde vendt kursen den vej.. Andre gange fordi hun havde brug for at blive mindet om at det virkelig var sket. Deres skænderi lige her. Hun nikkede tavst. Hun troede virkelig på det ja. "Jeg forstår godt at du har andre ansvar nu og omgås med mange magtpersoner og derfor ikke har været dig selv. Men det er ikke gået tabt, Ache! Det tror jeg fuldt og fast på." Svarede hun roligt med et roligt smil med blikket på ham. Han var stadig den samme rebel. Han var stadig den Ache Mortcolt, der havde skændes med hende for et år siden lige her. Hvad de havde sammen var endnu ikke noget hun var helt sikker på. Men noget havde de og det var ægte. Hun kendte efterhånden ret godt og det morede hende hver gang sladderen endnu en gang handlede om ham. Flere gange vidste hun hvad han havde gjort, men hvad hun egentlig var interesseret i, var hvad han havde tænkt. Hvad tanken bag handlingen var. Det var vel ofte politik, men derfor ønskede hun stadig brændende at vide hvad der lå bag. Måske nok fordi det indebar at hun ville se ham igen. Der var ikke gået en dag uden at hun havde tænkt på ham. Overvejet hvad han foretog sig og hvad det havde haft af betydning for ham at have indtaget sin fars plads. Man sagde at Ache selv havde slået sin Fader ihjel. Men hun vidste det ikke. Og inden han forlod hende igen, så ville hun spørge ham selv. Nok ville hun få et afvigende svar, men så kunne hun måske få en fornemmelse af om det virkelig var sandt. På den anden side var han mørk. Hun kunne se det allerede, da hun så ham nu. Hvem vidste? Måske var det sandt?

Aime grinede kort ved hans kommentar. Det var rigtigt. Ligefra første sekund de havde mødt hinanden havde intet været officielt. Alt mellem dem var uden filter og uden en høflig tilgang til hinanden. Nej, det var mere ægte end det. En gensidig interesse for hinanden. Det startede med et skænderi, der slettede enhver form for filter og grundlagde på en måde en gensidig respekt for den anden. En respekt, der langsomt var blevet til mere. Hun gjorde ingen modstand, da han trak hende ind til sig. Mange ville tro, at hun var sindssyg... Men i armene på Ache Mortcolt var det tryggeste sted hun kendte. Her kunne intet ske hende og hun stolede fuldt og fast på at han aldrig ville lade noget ske med hende. Hun holdt roligt deres kys og lod roligt en hånd lægge sig i hans nakke. Det de delte var alt andet end officielt. De kendte hinanden godt nu, på trods af de forskellige verdener de levede i. Han var død ja. Men det spillede for hende ingen rolle. Hvis han nogensinde tilbød hende et liv med ham, så ville hun ikke tøve et sekund. Hun var ikke som alle andre og måtte følge sit hjerte. Hun lod en ganske blid finger stryge et par fjer på hans vinger, inden den blidt lagde sig om hans skulder. Hun elskede hans vinger. Hun elskede at være i hans arme... Hun holdt virkelig af ham. Hendes Ache! Det var ham, hendes hjerte bankede for. Uanset hvad andre sagde og uanset om han var død.

[Ache Mortcolt]

Ache stod helt stille og holdte blikket imod træernes mørke foran dem imens hun snakkede. Han sagde ingenting i lidt tid, inden han vendte blikket imod hende ud af øjenkrogen efter et stykke tid. "Hvordan kan du være så sikker?" Spurgte han helt roligt. Nej han var ikke vred eller frustreret, bare... I tvivl. Hvis man besad den sikkerhed som hun gjorde og umiddelbart ikke lignede en der havde så meget som skyggen af tvivl, tjah.. Så ville altid nok være lettere. Enten mente hun det virkelig eller så var det bare en kvindelig egenskab modsat ham selv hvor det ville kunne ses med det samme på ham at han blev vred eller frustreret. Alt andet kunne han skjule, men ikke frustration og det generede ham grænseløst.

Han stod blot med helt lukkede øjne og knugede hende ind til sig, dog ikke for hårdt, da hun stadig skulle kunne flytte sig. Han brød let kysset og lagde blot sin pande imod hendes imens han forholdte øjnene lukkede og nød følelsen af hendes fingre over hans vinger. Det var simpelthen specielt at hun godt kunne lide at røre ved dem... Men der var heller ikke andre der fik lov til det, kun hende. Han var nødt til at fortælle hende om hans tvivl, han ville ikke byde hende andet, det fortjente hun ikke. "Du er godt klar over at jeg sådan set er død, ikke? Jeg vil aldrig kunne give dig det der forventes. Der er ingen fremtid med mig" Kommenterede han helt stille, inden han let rettede sig en anelse op og så direkte på hende, imens han let strøg hende over håret og fulgte hans hånds bevægelse med blikket. Han ville ikke lyve for hende, det kunne han ikke... Hun fortjente mere, hun fortjente at finde en der var i live og som kunne give hende det hun fortjente. Med ham ville hun være fanget i evigheden uden at de kunne komme videre, han ville aldrig kunne give hende en familie uanset hvad der skete. Var det ikke det alle kvinder drømte om? Det fortjente hun også at få, derfor skulle de droppe det her, så hun kunne finde en der var rigtig for hende hvor hun kunne være tryg og han kunne komme videre med at leve leder livet, hvor hans navn skulle dø med ham. Mortcolt navnet forsvandt når han gjorde, da hans lillesøster jo ville tage sin mands navn når hun engang fandt ham. Aime derimod ville kunne leve et langt og lykkeligt liv nøjagtig som hun ønskede det, det blev bare uden ham...