Are You Still The Same? [Aime]

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime lod hendes ord blive i luften så længe at de kunne sive ind. Det var svært for ham at vende tilbage til sig selv efter alt den tid i en ny verden. Et nyt liv som leder. Og det måtte have været hårdt. Det måtte også have været derfor at han lagde lagt sig selv lidt på hylden, men væk det var det ikke. For så ville de skændes nu og den ene ville måske gå forsvinde i vrede. Men det havde heldigvis vist sig at de begge havde savnet hinanden virkelig meget, så de bare trængte til at mærke at den anden stadig var der. Hun så på ham med et stille smil. "Fordi jeg kender dig på en måde, som ingen andre gør." Svarede hun med et let smil og strøg endnu en gang hand vinge. Det var altså hendes Ache og det havde hun som sådan hele tiden vidst. Men det var nu alligevel rart at få det bekræftet igen, det måtte hun indrømme. Hun forstod godt hans frustration og kunne tydeligt se den, men hun glædede sig nu ligeså meget over at han stadig var sig selv inde bag ved det ydre, som den nye leder af Dødsenglene.

Aime smilede for sig selv og nød at mærke ham holde om sig igen. Nøj, hvor havde hun savnet netop det. Mange sagde at han var farlig, utilregnelig og ikke mindst en morder. Men for hende var der ikke noget tryggere sted end lige her. Lige her i armene på ham. I armene på hendes Ache Mortcolt. Aime lyttede til ham og vidste hvad han mente. Han ville aldrig kunne gøre hende til mor og hende liv ville aldrig være i trygge rammer, som mange andre ville kunne give hende. Men havde han overvejet om hun overhovedet ville have det? Havde han overvejet at hun måske ville give slip på alt det for at være sammen med ham? "For mig er du på ingen måde død, husk det. Måske bliver fremtiden med dig noget andet end hvad der forventes. Men måske er det det jeg vil. Måske er det ikke meningen at jeg skal have det der forventes? Svarede hun blidt og vidste at han ikke brød sig om ikke at kunne give hende et liv, som det forventedes af en mand. Alting ville være anderledes og på ingen måde efter reglerne. Men det var der allerede nu ikke noget der var. De startede med at skændes, stikke af sammen og ikke mindst at fornærme hinanden på flere måder. De gjorde tingene anderledes, men det fungerede fordi de gjorde det sammen. Hun kendte godt konsekvenserne af det valg hun senere skulle tage. Om hun valgte et liv med Ache, hvor sikkerhed ikke altid var en ting hun befandt sig i. Hendes bekymring var nu om hun overhovedet ville gavne hans liv. Ville hun blive en hæmsko for ham? For han ville ikke kunne beskytte hende hele tiden, det vidste hun.

[Ache Mortcolt]

Ache rykkede sig ikke ud af flækken, da hun talte til ham og igen rørte ved hans vinger. Han så kort imod hendes fingre, der løb over de sorte fjer, inden han vendte blikket imod hendes ansigt igen ved hendes ord med et ganske svagt smil at spore i hans mundvige. Tjah det havde hun nok ret i, endnu engang... Han løsnede stille grebet omkring hende, da hun begyndte at kommentere på hans tvivl. Han rynkede kort brynene ved hendes ord imens hun talte. Men var det ikke hvad alle kvinder ønskede? Hvad alle kvinder var opdraget med? Godt nok vidste han at Aime var en del anderledes end alle andre han havde mødt, men alligevel... Var det ikke noget der lå så dybt i hendes kvindelighed?

Han sagde ingenting i lidt tid, men stod blot og så lidt overvejende på hende. Han kunne ikke helt finde ud af om hun mente det. Der var godt nok ingenting der sagde, at det endte med at skulle være de to resten af hendes liv, men de kunne jo lige så godt tale om det nu hvis bare en af dem havde tænkt tanken om dem resten af hendes liv, da han jo var tæt på udødelig. Ache rystede stille på hovedet efter lidt tid med et roligt smil og strøg let et par fingre over hendes pande og langs med hendes ansigt. "Du har nu altid skildt dig ud Rinterdit" Kommenterede han roligt med et stille smil. Der var en grund til at han holdte så meget af hende som han gjorde, der var ingen andre han kunne tale så godt med om tingene uden at have lyst til at hive hovedet af personen, ingen andre der forstod ham lige så godt som hun gjorde. Hvad skulle han dog stille op den dag hun ikke var der længere til at minde ham om det at være i live?

Ache så kort over hendes skulder og over på hendes hest bag hende, der langsomt var begyndt at trække lidt væk og ned i nærheden af søen igen så det ud til. Han vendte derefter blikket imod hendes øjne igen med et roligt smil og kyssede hende blidt på munden med en ro han ikke havde haft længe imens han lukkede de gule øjne. Hun havde jo ret. Han var ikke helt død, selvom hans puls sagde noget andet, selvom hans hjerte ikke slog længere og han ikke kunne bløde, så kunne han stadig holde af hende, så helt død måtte han jo ikke være.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime smilede ved hans blik mod hendes fingre. Hun elskede hans vinger. At kunne komme så tæt på dem, når hun nu ikke selv havde nogen. Der var ikke noget tryggere sted end i hans arme, mens han holdt vingerne om dem. Det var nok også en form for gemmested, men mest af alt var det her hun følte at ingen kunne røre hende. Ingen kunne skade hende og hun var for en kort stund det sted hvor hun oprigtigt hørte hjemme. I hvert fald efter hendes egen mening. Hun smilede ved hans rynken. Hun lod ham aldrig bare få ret. Ja, det var forventet af hende. Men derfor var det ikke nødvendigvis det hun selv ville og den retning hendes hjerte ville lede hende. I takt med at han løsnede grebet om hende, lagde hun hænderne om hans nakke og flettede fingre med sig selv og holdt sig tæt på ham. Ikke på vilkår om hun lod ham give slip på hende. Ja, meget ville have været nemmere hvis de havde mødtes mens han var i live, men ville det så have været det samme som nu? Ingen af dem vidste det, og svaret ville hun heller aldrig få. Så hun nød det lige nu, selvom han tydeligvis allerede tænkte fremad. Selvfølgelig lå det dybt i hendes natur at hun en dag skulle være mor og i hendes kvindelighed at hun en dag skulle giftes og opfylde alle de pligter det medbragte.

Aime holdt blikket på ham, mens han intet sagde. Det lignede at hans tanker ikke var nye. Som om at han havde haft dem før i andre situationer, hvor han havde gemt dem langt væk? Og først fortalte dem nu. Det måtte være derfor han lukkede den side af sig selv ned. Den virkede måske distraherende for ham? Hun smilede ved hans kommentar og grinede så ganske kort. Det vidste hun godt. Allerede den dag hun havde skændtes med selveste Ache Mortcolt ved første møde, vidste hun at hun nok ikke var helt almindelig. Han kunne have slået hende ihjel ligeså hurtigt som at løfte en finger. Men hun måtte have gjort indtryk på ham. "Jeg har aldrig påstået andet, Mortcolt." Svarede hun med et let smil og lod en enkelt tommelfinger stryge over hans kind for at lade hånden lægge sig ved hans skulder. Hun var tosset med ham, selvom det på alle måder var forkert. Men sammen med ham var hun helt sig selv og der var intet stift og opsat mellem dem.

Aime fulgte hans blik og drejede hovedet om mor hendes sorte hingst. Hendes to beskyttere på samme sted, selvom den ene nægtede at acceptere den anden. Hun smilede roligt og vendte så igen blikket mod ham med et smil, inden hun lod en hånd glide ind i hans hår, da han kyssede hende. Det her gjorde det hele værd. Et enkelt kys og så kunne hun gå i lang tid uden at tvivle på hvordan de havde det sammen. Hun gengældte blidt hans kys og lukkede de røde øjne, mens hun stille nussede hans hår. Det her var den Ache hun kendte. Ikke lederen, ikke morderen og slet ikke den slyngel de alle referede til. Han var det måske nok, men det var et tilnavn som andre havde givet ham. At han så valgte ikke at modsige det var en anden ting.

[Ache Mortcolt]

Ache smilede blot lidt for sig selv, da hun lagde armene omkring hans hals, da han løsnede sit greb om hende. Hun var simpelthen forfærdelig... Men på den gode måde. Måske var det, det han havde savnet i alt den tid? En der turde at sige ham imod ligesom hun gjorde? Han kunne ikke umiddelbart mindes en eneste gang, hvor hun bare havde givet ham ret. Det burde nok irritere ham, for det gjorde det når alle andre sagde ham imod og når andre skældte ham ud, så mistede de som regel livet. Hvorfor det var anderledes med hende, vidste han ikke, men han havde intet imod det... Han kunne tværtimod godt lide det. Lidt modstand engang imellem var vel rart nok, når det kom fra den rigtige person?

Han smilede blot ved hendes kommentar med et lidt skævt smil. "Nej det har du vel ikke" Kommenterede han roligt med undertonen af et grin, imens han blot så på hende med et let smil og kort slap hende med den ene arm, så han stadig havde den anden arm omkring hende, imens han svagt strøg et par fingre over den ene side af hendes kæbe og langsomt ned over hendes hals, hvor han kunne mærke hendes puls banke stille imod hans fingrespidser. Han blev aldrig træt af at kunne mærke, at hun var i live. Noget af det hun var bedst til at minde ham om, når han blev mest formørket. Hvordan livet havde været.. Hvordan det var for andre stadig at være i live. At hun stadig var i live og skrøbelig, at hun var alt det han ikke var, alt det han savnede når hun ikke var der.

Ache lagde godt mærke til at hun også kort kiggede efter hesten. Hvor hun dog elskede den hest, hvilket også var forståeligt nok efter hvad hun havde fortalt. Den var hendes billet væk fra livet med familien, hendes billet til friheden ligesom hans vinger var for ham. Det skete da stadig, at han af og til red en tur, men ikke så ofte som han nok burde... Vinden gjorde bare et eller andet for ham, oppe i vinden, blandt skyerne. Han smilede stille med lukkede øjne ved følelsen af hendes blide fingre i hans hår. Der var simpelthen ingen der hverken turde eller fik lov til at rører ved ham ligesom hun gjorde. Han havde aldrig ladet nogen komme så tæt på ham, som hun fik lov til hele tiden. Han var godt klar over, at det var meget få væsener der ville kunne skade ham, men det interesserede ham ikke at have nogen så tæt på sig, ikke før han mødte hende... Han holdte kærligt kysset imens han strøg hende blidt over halsen omkring hendes kraveben og over hendes hofte med den anden, nu han fortsat havde armen omkring hende, som trykkede hende ind imod ham. Lige nu havde han glemt alt om leder ringen der sad på hans finger som en evig påmindelse og Mortcolt mærket, der tyngede imod hans bryst under skjortens stof. De to ting var helt ligegyldige for ham lige nu, ikke engang Legionen optpg hans tanker lige nu, heller ikke planerne han havde lagt med Legonas, alt forsvandt som dug fra solen, men måske var det noget han havde haft behov for? Bare at lægge det hele fra sig for en tid og blot tænke på noget andet? Bare en enkelt eftermiddag, inden mørket helt opslugte hans sind.