What comes around, goes around [Llane]
Dec 8, 2015 14:05:18 GMT 1
Indlæg af Camelia Nimar on Dec 8, 2015 14:05:18 GMT 1
Dato: December 1433.
Tid: 14:00
Vejr: kølig vind og skyet. omkring 8 grader
Det var mildt sagt grusomt, hvad der var sket, det var slet ikke til at bære, at noget lignende kunne ske på slottet. Hun havde det mildt sagt forfærdeligt med den forestående krig, som meget snart ville hærge landet, men hun vidste også at hun ikke bare kunne bakke ud nu. Selvom det ikke var sket for øjnene af hende, så var historierne og rygterne nået rigtig langt ind i landet, hele vejen til Dronningens datter og hendes hjælpere. Camelia var forfærdet over tanken og brød sig mildt sagt ikke om at kongen havde valgt at gå i krig mod disse mænd. Selvfølgelig valgte hun så vidt muligt at holde sig neutral i situationen, som de færreste kunne gøre noget lige nu. Tiden måtte vise, hvad der skulle ske i Ireno og Camelia havde ingen ide omkring hvordan det ville udvikle sig. Hun forsøgte blot så vidt muligt at bibeholde sit arbejde og ikke forsømme noget, da hun stadig mente at hun kunne hjælpe til, også selvom tanken om krig kunne forstyrre hende. Hvorfor ville guderne overhovedet ligge den slags mord over landet? Det var grusomt! Hun var rystet, men også målrettet omkring at hjælpe til.
Mange turde ikke længere at bevæge sig udenfor, så Camelia havde været nød til at lave nogle husbesøg for at tjekke op på de mere alvorlige patienter. De havde ikke så meget mulighed for at komme til hende, når alle var i højeste beredskab og derfor mente hun også det var nødvendigt, at hun kom til dem. Skulle det ende galt, kunne hun vel altid stikke af? Tanken om at bruge det våben hun havde skaffet sig, passede hende endnu ikke, som hun stadig ikke følte sig tryg med et våben i hånden. Dertil ville hun hellere ty til sin magi, hvad enten folk kom galt afsted eller hun ville bruge det som et slør for sin egen flugt. Lige nu befandt hun sig i den rige del af Kensis, mest fordi hendes patient og hans familie var lettere foruroligende og bekymrede omkring deres tilværelse, men også fordi hun selv havde tilbudt at hjælpe dem for lang tid siden også selvom dette ikke var hendes omgangskreds, så kunne hun sagtens færdes i Kensis uden de store problemer. Selvfølgelig havde det muligvis været bedre at blive i Ynisti, men kunne hun virkelig være det bekendt? Nej ikke lige nu.
"Jeg siger tak for Deres gæstfrihed og sørg for at Deres husbond bliver i sengen i nogle dage, så hans krop kan arbejde i fred" forklarede hun roligt, som hun bukkede hovedet for kvinden, der stod sammen med hende. Camelia smilte venligt til børnene, der var efterhånden kendte hende, hun havde besøgt dem flere gang. Hun valgte derefter at sige farvel og begive sig videre til den næste. Måske vingerne var den nemme udvej på at komme frem og tilbage, men hun nød stadig at gå på jorden, som hun spredte vingerne let og derefter foldede dem mod hendes ryg igen. Camelia trak roligt hætten over hendes ansigt for at skærme af for kulden, imens at hun begav sig ned af den første sidevej hun stødte på. Hun var iklædt en lang kjole i håbet om at holde en smule på varmen. Kjolen var også langærmet for at afskærme så meget hud fra kulden, som overhovedet muligt, uden at hun var tvunget til at gå med bukser og tykke trøjer.
Tid: 14:00
Vejr: kølig vind og skyet. omkring 8 grader
Det var mildt sagt grusomt, hvad der var sket, det var slet ikke til at bære, at noget lignende kunne ske på slottet. Hun havde det mildt sagt forfærdeligt med den forestående krig, som meget snart ville hærge landet, men hun vidste også at hun ikke bare kunne bakke ud nu. Selvom det ikke var sket for øjnene af hende, så var historierne og rygterne nået rigtig langt ind i landet, hele vejen til Dronningens datter og hendes hjælpere. Camelia var forfærdet over tanken og brød sig mildt sagt ikke om at kongen havde valgt at gå i krig mod disse mænd. Selvfølgelig valgte hun så vidt muligt at holde sig neutral i situationen, som de færreste kunne gøre noget lige nu. Tiden måtte vise, hvad der skulle ske i Ireno og Camelia havde ingen ide omkring hvordan det ville udvikle sig. Hun forsøgte blot så vidt muligt at bibeholde sit arbejde og ikke forsømme noget, da hun stadig mente at hun kunne hjælpe til, også selvom tanken om krig kunne forstyrre hende. Hvorfor ville guderne overhovedet ligge den slags mord over landet? Det var grusomt! Hun var rystet, men også målrettet omkring at hjælpe til.
Mange turde ikke længere at bevæge sig udenfor, så Camelia havde været nød til at lave nogle husbesøg for at tjekke op på de mere alvorlige patienter. De havde ikke så meget mulighed for at komme til hende, når alle var i højeste beredskab og derfor mente hun også det var nødvendigt, at hun kom til dem. Skulle det ende galt, kunne hun vel altid stikke af? Tanken om at bruge det våben hun havde skaffet sig, passede hende endnu ikke, som hun stadig ikke følte sig tryg med et våben i hånden. Dertil ville hun hellere ty til sin magi, hvad enten folk kom galt afsted eller hun ville bruge det som et slør for sin egen flugt. Lige nu befandt hun sig i den rige del af Kensis, mest fordi hendes patient og hans familie var lettere foruroligende og bekymrede omkring deres tilværelse, men også fordi hun selv havde tilbudt at hjælpe dem for lang tid siden også selvom dette ikke var hendes omgangskreds, så kunne hun sagtens færdes i Kensis uden de store problemer. Selvfølgelig havde det muligvis været bedre at blive i Ynisti, men kunne hun virkelig være det bekendt? Nej ikke lige nu.
"Jeg siger tak for Deres gæstfrihed og sørg for at Deres husbond bliver i sengen i nogle dage, så hans krop kan arbejde i fred" forklarede hun roligt, som hun bukkede hovedet for kvinden, der stod sammen med hende. Camelia smilte venligt til børnene, der var efterhånden kendte hende, hun havde besøgt dem flere gang. Hun valgte derefter at sige farvel og begive sig videre til den næste. Måske vingerne var den nemme udvej på at komme frem og tilbage, men hun nød stadig at gå på jorden, som hun spredte vingerne let og derefter foldede dem mod hendes ryg igen. Camelia trak roligt hætten over hendes ansigt for at skærme af for kulden, imens at hun begav sig ned af den første sidevej hun stødte på. Hun var iklædt en lang kjole i håbet om at holde en smule på varmen. Kjolen var også langærmet for at afskærme så meget hud fra kulden, som overhovedet muligt, uden at hun var tvunget til at gå med bukser og tykke trøjer.