Nowhere to run!
Mar 21, 2016 15:10:42 GMT 1
Indlæg af Zane Ageres Naberius on Mar 21, 2016 15:10:42 GMT 1
Nok hørte deres forhold til i fortiden, men det virkede næsten som om de automatisk faldt tilbage i deres vante roller, når de var sammen. Det virkede måske en smule for naturligt til at nogen af dem rent faktisk bemærkede den andens opførelse, alligevel kunne Zane ikke lade vær med at undre sig over, hvad Twist mon havde brugt de sidste år på. Ud fra hendes påklædning, så var der i hvert fald sket noget med hende, hun var tydeligvis kommet meget længere end ham, men nu var de atter fanget i den andens nærvær, som de sprang over tagene sammen og endnu en gang var tvunget til at flygte. Denne gang drejede det sig ikke om vagter eller arrige mænd fra overklassen, der tog det ilde op, når de blev berøvet, sådan noget pjat.. Det var jo naturens gang. Men nu var de tvunget til at holde fast i hinanden for at slippe væk fra det store kaos og ikke lade sig fange af soldater og lignende. Det var nemt nok at benytte tagene, som de var van til den slags færden. Alligevel måtte Zane indrømme, at han ikke havde savnet hendes klør.. Et frustreret støn forlod hans læber, som Twist borede sine kløer ned i hans skulder. Det var noget, han ikke havde savnet, men hans krop lod til at genkende smerten, som han fortsatte hen over tagene.
Uanset hvad så var de nød til at bestige muren, eftersom at de ikke skulle forvente at kunne passere porten uden problemer. Det var nemmere at lave deres egen vej, som Zane greb ud efter den første sten og trak sig længere op af muren. Han var ikke i tvivl om at Twist nok skulle kunne følge med, som han kunne mærke hendes mod hans ryg og hendes klør, når hun lige fik lyst til at nagle sig fast i hans skulder. Det var svært at styre noget fra hans nuværende position, som han kun kunne koncentrere sig omkring den næste sten og stenen efter. Der var ingen tid til at kigge ud over byen, hvad enten denne var i flammer eller ej, så var det langt vigtigere at komme væk derfra. Han kunne dog fornemme på Twist, at hun ikke længere kiggede mod muren, men rent faktisk havde vendt sig mod byen. ”Med tiden vil Kensis bygge sig selv op igen.” hans stemme var rolig, som han efterhånden var stødt på flere personer i Kensis og disse personer ville uden tvivl være i stand til at bygge byen op igen. Byen var fyldt med stærke, stædigere og modige væsner, så mon ikke Kensis nok skulle overleve?
Det havde langt fra været hans plan at tage turen ned igen, som han jamrede let over det mindre styrt, men samtidig også smerten, som skød igennem hans skulder, som han havde grebet fat i en kant. Det gav et jag igennem hans skulder, som han trak dem op på platformen og satte sig ned med ryggen mod muren. Byen var indhyllet i flammer og rædsel, som han hvilede hovedet mod muren og placerede den anden hånd over sin skulder. Hans frustration blev dog afledt, som Twist dukkede op på hans skulder og strøg sit hoved mod hans kind, som han smilte let til hende. ”Jeg er glad for at være rendt på dig i dag, også selvom jeg måske kunne have håbet på en mere fredelig situation, så bringer det her minder også” lo han stille, som han lod Twist kravle tilbage i hans hætte, hvorefter han lod sine ben hen ned over afsatsen, som han gjorde sin ryg fri og beskuede byen.
Uanset hvad så var de nød til at bestige muren, eftersom at de ikke skulle forvente at kunne passere porten uden problemer. Det var nemmere at lave deres egen vej, som Zane greb ud efter den første sten og trak sig længere op af muren. Han var ikke i tvivl om at Twist nok skulle kunne følge med, som han kunne mærke hendes mod hans ryg og hendes klør, når hun lige fik lyst til at nagle sig fast i hans skulder. Det var svært at styre noget fra hans nuværende position, som han kun kunne koncentrere sig omkring den næste sten og stenen efter. Der var ingen tid til at kigge ud over byen, hvad enten denne var i flammer eller ej, så var det langt vigtigere at komme væk derfra. Han kunne dog fornemme på Twist, at hun ikke længere kiggede mod muren, men rent faktisk havde vendt sig mod byen. ”Med tiden vil Kensis bygge sig selv op igen.” hans stemme var rolig, som han efterhånden var stødt på flere personer i Kensis og disse personer ville uden tvivl være i stand til at bygge byen op igen. Byen var fyldt med stærke, stædigere og modige væsner, så mon ikke Kensis nok skulle overleve?
Det havde langt fra været hans plan at tage turen ned igen, som han jamrede let over det mindre styrt, men samtidig også smerten, som skød igennem hans skulder, som han havde grebet fat i en kant. Det gav et jag igennem hans skulder, som han trak dem op på platformen og satte sig ned med ryggen mod muren. Byen var indhyllet i flammer og rædsel, som han hvilede hovedet mod muren og placerede den anden hånd over sin skulder. Hans frustration blev dog afledt, som Twist dukkede op på hans skulder og strøg sit hoved mod hans kind, som han smilte let til hende. ”Jeg er glad for at være rendt på dig i dag, også selvom jeg måske kunne have håbet på en mere fredelig situation, så bringer det her minder også” lo han stille, som han lod Twist kravle tilbage i hans hætte, hvorefter han lod sine ben hen ned over afsatsen, som han gjorde sin ryg fri og beskuede byen.