Do you have it? [Legonas] (S)

[Nathan Raphael Mordred]

Dato: 1. November 1433
Tid: 22:57
Sted: Mordred palæet, 2. sal, biblioteket
Vejr: Blæsende, men stjerneklar himmel, koldt omkring de 5 grader

Tag: Legonas Blume

Det var ikke længe siden at natten havde lagt sig over landet, men alligevel længe nok til at der allerede var gang i nattedyrene og væsnerne. Der var ro mulighed for at finde folk på gaden, men de fleste havde nok trukket sig ind for natten, hvad enten der var tale om et kroværelse, en sofa for natten eller en stor seng, så var mange nok stukket af til køjs. Men for væsner af natten var dette det perfekte tidspunkt at være aktiv på, der var ro og ingen forstyrrelse, specielt ikke når man befandt sig i Tusmørke Dalen i et hvad der lignede et forladt palæ. Der var ingen som turde forstyrre huset ejere og da slet ikke tråde på hans tæer ved at betræde hans grund uden tilladelse.
Palæet var indhyllet i mørke, som vinden ruskede i de tørre blade, vinden skubbede bladene hen over gårdspladsen, som de blev fanget af den nærmest mur og lå stille, indtil næste vindpust skubbede dem bort. Træerne knirkede i krogene, truede med at knække hvert sekund det kunne være. Der var mildt sagt ingen forstyrrelser ud over vinden selv, der bragte palæet til live. Og dog, i vinduet på anden sal var der et lys, eller et svagt glimt. En skikkelse bevægede sig forbi vinduet og forstyrrede lyset, som refleksionen forsvandt fra gårdspladsen, men hurtigt dukkede op igen. Der så ikke ud til at være meget mere bevægelse end det, men mere var der heller ikke nødvendigt, som huset ejer heller ville have ro end forstyrrelser. Lydene ude fra var blot et tegn på, at der ikke var andet end blæsten til at forstyrre hans fred for i aften. Og dog, han ventede besøg, fint besøg.
Nathan havde fundet sig til rette i det store bibliotek, som han strejfede omkring de mange reoler og strøg fingrene over bøgernes indbinding. Det lignede muligvis et almindeligt bibliotek, hvilket også var meningen, men under facaden gemte der sig flere års samling af informationer, hemmeligheder og aftale, alt sammen nedfældet i bøgernes sidder, men skjult i bogens eget indhold. Han stoppede roligt op foran en næsten tom reol, som han strøg fingrene over hylden, der var intet støv, nej kun mærker i træet efter andre projekter. Hans smilte roligt for sig selv, som han begav sig videre og uden videre greb en tilfældig bog, som han bragte med sig hen i lænestolen. Nathan satte sig roligt til rette i den store stol, som han åbnede bogen og skimmede den første side, mere skulle der ikke til, før at han vidste hvad det hele drejede sig om. Informationerne var efterhånden mange, men han kunne sagtens huske dem alle også selvom han muligvis havde brugt dem allerede, så kunne det jo altid være interessant at bringe dem frem i lyset endnu en gang. Han bladrede roligt videre i bogen, som smilte på hans læber blev mere og mere skummelt, næsten dystret, før at han slog bogen i igen. Hans finger var sat i klemme i en af siderne, som han lænede sig tilbage i stolen og placerede begge hænder ovenpå bogen. Som han vendte opmærksomheden fra bogen mod reolerne, spejdede han roligt rundt før at han nikkede kort for sig selv. Nu kunne det ikke vare længe, før at hans gæst ville ankomme, dog lod han ikke til at have travlt, som han roligt åbnede bogen igen og gav sig til at læse mere grundig. Underligt nok, så kunne det stadig forundre ham, hvor meget folk egentlig gemte på, alle havde noget de forsøgte at skjule, som bare ventede på, at han gravede det frem fra deres underbevidsthed. Tanken om at rode rundt i folks privatliv gjorde ham intet og han havde i hvert fald ikke nogen samvittighed til at stoppe ham. Lysten var større til at skabe uorden og kaos i landet, frem for at bibeholde den fred, som kongefamilien så stædigt holdt fast i. Skuffende egentlig, han ville kunne få en del mere at sige, hvis folk begyndte at blive paranoide og uopmærksom. Det ville gøre dem sårbare, noget der var nemt at udnytte for den rette.
Eftersom at palæet var placeret så langt ude i dalen, så var Nathan ikke i tvivl om, hvornår der var nogen som havde kurs mod hans hjem. Desuden så ville ingen dukke op medmindre de havde noget i tankerne, hvad enten det måtte være, så ville ingen forvilde sig ind i hans hjem. Derfor fandt han det heller ikke nødvendigt at lukke sit hjem af. Var der nogen som kom ind i hans hjem med forkerte intentioner, så skulle han nok hurtigt få sat en stopper for det og ikke mindste afværget et mindre uheld. Skulle det ske, at nogen ville forvilde sig der ind, så ville de nok fortryde det rigtig mange gange igennem deres ellers korte liv. Dermed sagt var døren også næsten altid åben, så længe at han var hjemme, så var det ikke nødvendigt med en låst dør. Nathan valgte dog roligt at ligge bogen fra sig, som han lænede sig tilbage imod ryglænet og lod blikket hvile mod døren ikke langt fra ham. Lydene igennem huset ville give en form for ekko, så han ville være klar over folks ankomst, det sekund de betrådte palæet.

[Legonas Blume]

Natten var stadig ung, ja faktisk var det slet ikke nat endnu, men dette betød dog ikke at der ikke var kommet liv i nattens væsner. For Legonas's vedkommende havde han været på farten de sidste to døgn. Det at komme til Tusmørke dalen, og taget i betragtning at han kun red om natten, så havde det taget lidt længere tid end hvis han også kunne have reddet i døgnets lyse timer, og så var der trods alt også lidt vej imellem Tusmørke dalen og Trilkstad, selvom Legonas var til hest. Han misundte nogle gange Ache, han kom meget hurtigere rundt omkring når han havde egne vinger, men det måtte Legonas jo så leve med som så mange andre. Han kunne selvfølgelig også blot have været i karret, men når han besøgte præcis Nathan så var der aldrig vidner, ingen vidste hvor han var når han tog derhen.

Legonas steg af sin hest da han red ind i gården til det gamle palæ. At Nathan boede der var ham en gåde, manden havde penge nok til at få sig noget bedre, men selvfølgelig så var et skalkeskjul bedre end at alle vidste hvor de skulle sætte hekse jagt hen, når de blev truet af en af Nathan's spejdere. Legonas selv var dog ikke bange for Nathan, de havde et specielt forhold, hvis man skulle sige det på den måde. Han lod blikket glide op af bygningen for kun at fange et enkelt vindue med en smule lys. Så Nathan var hjemme, det var altid noget, Legonas orkede ikke at skulle sidde og vente, det havde han aldrig været god til. Han tog roligt tøjlerne til sin hest og gik over i den gamle stald med den, hvor han roligt bandt den fast, sadlede den af og gav den lidt mad og vand før han begav sig imod palæets hovedindgang.

Legonas havde smus med, og samtidig skulle han bede Nathan om en tjeneste, han havde trods alt haft udnyttet den unge prins Troy de sidste 10 måneders tid til informationer om slottet, og nu havde han fået stablet sin hær på benene som havde været under opsejling de sidste par år, uden nogen vidste det, ikke engang Nathan havde fået op snappet den hemmelighed, fordi Legonas altid havde sørget for at tingene blev kørt udenom ham så ingen opdagede at en leder havde næsen med i dette spil, selvom det nok ikke ville undre nogen.

Det var dog længe siden han sidst havde set Nathan, selvom han længe havde gået med en længsel efter noget andet. Nathan havde en måde at kunne få Legonas til at glemme sin hverdag, problemer og andet der kunne have en stressende effekt. Han børstede sig kort af for heste hår og krøllede folder på det mørke tøj. Han bar et par løse sorte lange bukser, med lange sorte læder ride støvler, en løs hvid skjorte på med meget store løse ærmer der sluttede tæt om håndleddet, og en mørke grøn vest til at have ud over. Den store sorte kappe's hætte faldt ned imod hans ryg da han trådte ind af døren, og synliggjorde det lange hvide hår som var samlet i en løs hestehale. De mørke øjne søgte rundt for at se om der var andre end ham i entreen. Det var der ikke og han lod sig derfor bare smutte op af trappens trin uden yderlige problemer.

Han kunne mærke hans puls steg en smule som han kom nærmere, rummet hvor Nathan befandt sig. Han rystede det af sig og med rank ryg gik ind i rummet og lod blikket glide rundt indtil hans øjne fangede Nathan siddende i en stol. "Mester Mordred, vi skal snakke sammen, nu." sagde han med tydelig stemme og kiggede direkte på ham, og afventede en reaktion.
Legonas var leder af deres race, han skulle være den der styrede tingene, selvom rollerne måske var omvendt i sengen, så stod Legonas fast på at det kun var i sengen han tillod den magt over ham.

[Nathan Raphael Mordred]

Natten var smuk, dyster og skummel, som om den gemte på noget, det var næsten altid beroligende at stirre på himlen, nattehimlen, vel og mærke. Nathan fandt det sjældent nødvendigt at bevæge sig ud i nattetimerne, også selvom dette var muligt, så ville det ikke vare længe, før at smerten ville være uudholdelig og var det nu også det værd, når natten var så meget mere tiltalende? Sådan var det i hvert fald for ham. Eller sådan var det at være et væsen af natten, men samtidig så sagde kulden ham heller ikke noget, da det ikke var noget som påvirkede hans krop, det var muligvis bare små kærtegn?
Man kunne godt sige, at Legonas ankomst var forvent, men alligevel trak Nathan en smule på smilebåndet, som han fornemmede ham bevægede sig ind på hans grund. Han blev dog fortsat siddende og lod ikke til at ville flytte sig heller. Biblioteket var beroligende, men også en smule aflukket fra resten af palæet, selvom det var et stort rum, så fik de mange reoler rummet til at virke mindre. Han lod dog bare blikket spejde rundt i rummet, før at blikket gled ned på bogen igen. Der var mange minder i det bibliotek, men det var ikke altid nødvendigt for ham, at kigge bøgerne igennem for at genopfriske sin hukommelse, han kunne sagtens huske hver information, hver bestikkelse og hver eneste person han havde tvunget i knæ igennem årene, tankerne morede ham en smule, som smilet slet ikke forsvandt, det blev blot bredere. Han gav Legonas tid til at komme til ham, som det ikke var nødvendigt for dem med en introduktion, de var gamle bekendte, men man kunne også sige, at det var længe siden, at de havde set hinanden, så måske der var mere end blot et glædeligt gensyn i vente? Palæet virkede dog ikke særlig imødekomne, men det var også ment til at holde andre bort, også selvom døren var ulåst, så var det en perfekt facade, for folk der ville forsøge at ramme ham. Han havde ingen personlige følelser i sine forretning, så det ville være mildt sagt umuligt at ramme ham på samme måde. Hvorfor skulle han også lade sig selv afpresse? Umuligt, det lå slet ikke i hans natur for ikke at sige hans personlighed og attitude.
Hvad dette møde skulle handle om, var aldrig rigtig til at vide, det kunne gå i mange retninger og normalt var de enige om, hvilken retning det skulle gå i. Men at modtage informationer og hemmeligheder var da klart et godt sted at starte, hvis det stod til ham. Han kunne nu heller ikke få nok. Måske han egentlig var en smule spændt på, hvad Legonas havde bragt med sig fra Trilkstad. Han havde ingen ide om hans planer, ej hvad målet med dette ville være, men mon ikke der var rig grund til at fuldføre sådanne planer, hvis det blev ham forklaret?

Nathan rettede sig en smule op i stolen, som han strøg hånden igennem det mørke hår og lod det ligger sig langs med hans bevægelse, før at det langsomt gled på plads igen. Selvom han var klar over, at Legonas nu befandt sig indenfor, så flyttede han sig ikke endnu, hans blik var blot fæstnet mod døren, afventende, som et dyr på jagt, tålmodig og rolig. Legonas lugt ramte ham også, som han sukkede lavt for sig selv, som han forventede at Legonas snart måtte nå frem til biblioteket. Nathan smilte en anelse, som han kunne høre Legonas puls stige for en kort stund, før at den faldt til ro igen. Det var en smule underholdende, at han blev ved med at holde fast i sin rang, men Nathan var dog indforstået med deres aftale og fandt det ikke nødvendigt at ændre dette, sådan havde det altid været. Han havde respekt nok for hans rolle, som deres races leder og fandt det heller ikke nødvendigt at tvivle på ham. Han lod Legonas finde ham, som hans blik hvilede på ham, interesseret i hvad han nu havde at sige, som han nikkede en smule, da deres blikke mødtes for en stund. Efterfølgende lod han blikket glide ned over hans påklædning, udmærket klar over at Legonas forsøgte at holde fokus på forretningerne. ”Hans nåde, Legonas Blume” måske en præsentation af hinanden var på sin plads, mest af alt fordi Nathan fandt det underholde, som Legonas virkelig forsøgte at holde stilen, selv med ham. Han nikkede kort til hans ønske om at de skulle snakke sammen, han kunne da bare begynde, hvis det hastede. Nathan valgte dog at rejse sig op, blot for at være høfligt og en smule respektfuld overfor Legonas, som han gik over mod ham med hænderne på ryggen, og et skummelt smil over læben. ”Jeg lytter” sagde han roligt, som han blot opmuntrede ham til at fortsætte, imens at han bevægede sig rundt om ham, lod blikket glide ned af hans krop. Han stoppede op bagved ham for en kort stund, som han trådte nærmere ham, han havde selv hørt hvordan Legonas var nød til at falde ned på hans puls, så stilen var allerede lagt, men han kunne da bare prøve at snakke, så måtte de tage den derfra. Kunne han mon hive ham ud af den seriøse tone og få ham til at slappe lidt mere af. Der var ingen grund til at være så formel, ikke blandt dem, men andre ville det altid være nødvendigt, dog vidste han godt, at Legonas måtte have et eller andet at sige, når han startede ud på denne måde. Alligevel blev han stående bag ham, som han ventede på at Legonas begyndte, imens at han selv lod blikket glide over ham.

[Legonas Blume]

Legonas var altid meget formel, i hvert fald når han talte med nogen han havde respekt for, eller som var over ham, dette var desværre kun den forfærdelige konge familie, men det var nok til at Legonas aldrig ville tiltale dem med Du. Med Nathan var det noget andet, men han prøvede altid at opretholde sin tone, selvom den måske var forkert, men hvordan skulle han ellers vise Nathan, hvem af de to der bestemte? Uanset hvordan han tiltalte Nathan dog, vidste han udmærket hvor han havde Legonas, det var desværre alt for åbenlyst. Nathan havde en magt over Legonas som ikke mange havde, normalt var det Legonas der havde den slags magt, det til faldt dog kun kvinder, og nogle enkle knægte, men Nathan havde formået at komme om på den anden side. Måske skræmte det Legonas en smule at miste kontrollen over sig selv på den måde?

Han rankede ryggen og rømmede sig kort som Nathan rejste sig. Som en skole dreng, på rektors kontor, hvor var det dog ynkeligt, og alligevel fascinerende. Det var nok også derfor Legonas ikke havde smidt Nathan i et fangehul, fodret ham for hans uccide eller lignende, han var fascineret af Nathan, han var tiltrukket af ham, på en måde der ikke var hos andre, ikke følelsesmæssigt, men rent seksuelt.

Han drejede kort hovedet let over skulderen, da Nathan vandrede om bag ham, han kunne fornemme Nathan's duft og følelsen af at Nathan stod lige bag ham, ganske tæt egentlig. Det fik gjorde kort Legonas tør i munden. Han rystede det dog af sig med lidt besvær før han tvang sig selv til at dreje sin krop imod Nathan. "Jeg foretrækker at kunne se dem jeg taler med Mordred" sagde han, og prøvede at lyde bestemt, stemmen var dog lidt usikker, men han brød ikke øjenkontakten før efter lidt tid.

Han drejede dog rundt igen og gik et par skridt væk fra Nathan, hvis han skulle kunne tale om hvad han faktisk kom for, så gik det ikke at Nathan ledte hans tanker til andet. "Jeg har informationer, vores unge prins.. Prinsen af Ynisti, Troy. Han har åbenbart et uægte barn.. Et barn han ikke ønsker befolkningen skal vide noget om.." sagde han og måtte lige tage en pause da det intense blik fra Nathan gjorde ham usikker endnu engang. Han rystede det atter af sig og kiggede imod Nathan. "Vi kan skabe kaos her.. Virkelig kaos. Ser De, prinsen ligger ikke med hans hustru, for han har siden januar i år, vandret imellem Kensis og Trilkstad, med informationer om slottet, jeg har brug for at De bruger deres evner til at infiltrere slottet, gøre det usikkert, få overbevist flere af byvagterne til at blive hjemme her d. 10" sagde han lidt mere selvsikkert og en smule kommanderende. "Jeg har en plan, en top hemmelig plan, som for håbentlig kan føre til at vi kan få kylet den forfærdelige familie af tronen, og overlade vores land, i vores hænder" hans stemme var mærk og dyster imens han sagde det, og et skummelt smil gled over hans læber, imens han kort kiggede ud af vinduet. 10 dage, det var ikke længe, men det var nok. Hans tropper var allerede i nærområdet, de havde fået besked på at angribe d. 10, nu skulle vi bare have nogle vagter af vejen så de ikke nødvendigvis ville få alle slottets vagter på nakken, inden de var kommet igennem porten.

"Tror De at det er noget de kan ordne?" spurgte han og kiggede afventende på Nathan. Han håbede det inderligt, Nathan's spejdere var fantastiske til at infiltrere bag fjendens linjer uden at nogen ville turde fortælle at de havde været der. Han åbnede roligt sin kappe for at ligge den på stolen der stod ved hans side, før han lagde armene roligt over kors og atter kiggede Nathan ind i øjnene.

[Nathan Raphael Mordred]

Nathan havde efterhånden kendt Legonas i lang tid og var derfor også udmærket klar over at han blot forsøgte at minde ham om, hvem der egentlig var af højeste rang blandt dem. Noget som Nathan slet ikke tvivlede på, men alligevel fandt en smule underholdende at udfordre til tider, blot for at se hvordan han ville reagere på dette. Det var altid en udfordring at få Legonas til at slappe af og der var sjældent nogen udtalelse, medmindre at der ikke var tale om en samtale, men samleje og intet andet, så var det en anden sag. Han havde respekt nok for ham til at kunne træde tilbage fra sine egne mål, hvis Legonas havde noget der var mere interessant i tankerne, men alligevel så vidste de begge to, hvordan den anden skulle håndteres. Det passede ham egentlig ganske fint, at Legonas ikke altid havde kontrollen, mest fordi han også selv nød at have kontrollen over ham, det morede ham, at han stadig forsøgte at ligge skjul på det.

Et smil bredte sig over hans læber, som Legonas tydeligvis ikke lod til at kunne slippe følelsen af, hvem der kontrollede hvem nogle gange. Men han fandt det dog ikke nødvendigt at kommentere på det, som de begge var klar over situationen. Nathan var udmærket klar over, at Legonas ikke ville tillade hvad som helst, men alligevel kunne det ikke skade at teste hans grænser, når først han var der og opførte sig på den måde. Den var næsten som om Legonas bad ham om at lege med ham, det var umenneskelig nemt. Ikke at Nathan havde noget imod at lege lidt med ham, alligevel ledte Legonas tingene hen imod det mere seriøst emne, også selvom han blev distraheret for en mindre stund, så var det stadig at spore i hans holdning. Nathan mødte blot hans blik, som Legonas vendte sig om mod ham og nikkede roligt til hans ord. Det kunne de også sagtens holde dem til, hvilket også var grunden til at Nathan blev stående, fortsat med et smil på læben, som han nu havde foldet hænderne bag sig.

Hans blik var en smule afventede, som Legonas valgte at gøre afstanden imellem dem større, dog flyttede Nathan sig ikke, men lod blikket hvile på ham, som han lod ham tale ud. Hans interesse var allerede blevet prikket til i det sekund, Legonas nævnte at han havde informationer, mere var det ikke nødvendigt for ham at sige, før at han også havde hans fulde opmærksomhed og ej ønskede at distrahere ham yderligere, i hvert fald ikke før, at Legonas havde talt ud. Dog forandrede hans smil sig, som det straks blev mere og mere skummelt og udspekuleret. Nyheden om prinsens uægte barn var mere end velkommen, tanken var interessant, men heller ikke helt så overraskende, og dog, han havde muligvis forventet at kongefamilien var af den kedelig type, men måske han havde taget fejl. Ikke at det huede ham, at han ikke havde set muligheden før at ordene strøg over Legonas læber. Hans blik hvilede mod Legonas for en stund, som han overvejede muligheden, men fortsat lod ham tale ud. Kaos.. Sådan et fantastisk smukt øje, det var lige noget for ham. Legonas forstod at fange hans interesse hurtigt og han var allerede nu i gang med at overveje, hvem han skulle sende afsted for at skabe kaos i paradiset. Egentlig ville han gerne selv lege lidt med byvagten, men tiden måtte jo vise, hvad der kunne lade sig gøre, der var jo heller ikke lang tid til d. 10. Hans øjne blev langsomt mere og mere dystert, som han nikkede kort til hans ord, blot for at informere ham, at han havde fulgt med. Det var jo gode manere, nu han ikke svarede med det samme. I stedet lod han til at betragte Legonas i tavshed, som han allerede var langt i sine egne planer. ”Interessant” startede han roligt, som han placerede hænderne foran sig, eftertænktsomt omkring hvad Legonas nu havde af planer for verdenen, som den var i dag. ”Prinsen ved slet ikke, hvad han har rodet sig ud i.” lo han let, som tanken behagede ham ganske godt. Hans stemme var mørk, skummel, men havde også et strejf af morskab for hvad der skulle til at ske. Tanken om at kongefamilien kunne blive smidt af tronen behagede ham nu også ganske godt, som han ikke kunne håbe på et bedre udfald end dette. Det havde tidligere været en ønsketænkning, men med disse kort på hånden, så var det muligvis nemmere at føre ud i livet og gøre til virkelighed. Han lod blikket glide mod reolerne, mon ikke han havde nogle informationer på byvagten, som kunne være nyttige, ellers havde de vel familie, som de også gerne ville beskytte? Nathan bevægede sig roligt bort fra døren, som han gik hen til den nærmeste reol og lod blikket glide over deres indbinding. Han lod sine fingre glide ned over deres indbinding, som han bed sig let i læben. Lysten til at smadre kongefamilien voksede kun sammen med deres samtale og muligheden for at kunne smadre det hele indefra var endnu mere lokkende, det var virkelig sød musik i hans ører.

Han fjernede roligt fokus fra bøgerne, som han bevægede sig over ved siden af Legonas, hans blik gled mod vinduet, før at Legonas søgte en bekræftelse for deres aftale. Smilet falmede ikke, det blev blot mere skummelt og lumsk, som han vendte sin krop mod hans og bevægede sig ind foran Legonas, som han trådte helt ind til ham og placerede sin mund tæt ved hans ører. ”De tvivler forhåbentlig ikke på mine evner, Grev Blume” hviskede han roligt i hans ører, som han endnu ikke trak sig væk fra ham. ”Jeg vil med glæde selv gøre det, for personligt at sikre mig, at det bliver gjort ordentligt for at behage Dem.” forsikrede han roligt ham, det var ikke en umulig opgave, han havde allerede en klemme på nogle fra byvagten, så det ville være nemt at få fingrene i de øvrige, hvis han blot gav sig tid til det. Nathan rettede sig roligt op igen, som han trak sig væk fra ham, eller i hvert fald gjorde afstanden imellem dem større, så Legonas også havde plads til at opretholde sin seriøse facade og hans rang. Hans smil falmede stille og roligt, som han lod blikket glide udenfor. Planen var allerede sat i gang og han kunne da bestemt ikke vente med at begive sig mod slottet for at se hvilken skræk han mon kunne forvolde hos den arme byvagt. Nathan holdt dog fortsat øjenkontakt med Legonas, som han egentlig var spændt på at se hvad der skulle ske den 10. om ikke andet så måtte det være noget stort, siden at det ville kunne forpurre kongefamilien, hvis de da ikke var klar på at blive angrebet. Heldigvis for dem, så kunne Nathan altid fortsætte med at volde dem problemer, også selvom det hele var brudt ud, så var der altid mulighed for at mindske deres chancer ved at ødelægge deres sikkerhed indefra.

[Legonas Blume]

Legonas stod og kiggede imod Nathan da han havde talt ud, ventede på en reaktion. Han håbede dette var noget Nathan kunne hjælpe ham med, og tydeligvis så så Nathan ud til at kunne lide ideen med at afpresse prinsen, og ikke mindst til at få vagterne af vejen. Han blev dog stående ret op og ned foldede hænderne på ryggen, for om ikke andet at have dem et eller andet sted og ikke bare dinglende ned af siderne.

"Derud over, nu når prinsen er så koncentreret af sit uægte barn, at han ridder land og rige rundt for at gøre hvad jeg befaler, så er den unge prinsesse er ladt meget alene med deres nye søn. Hvis hun overlever dette jeg har i tankerne, ville det så ikke være oplagt at få en bestukket mand, kvinde hvad end pige barnet er til, ind under hendes næse? Det ville kunne skabe en splid imellem disse som ingen anden ting ville kunne.. Jeg ved godt at det er rygter De arbejder i, men der må da være noget, nogen De kan tage brug af?" hans stemme var forklarende og til sidst spørgende. Det var en lang smøre på en gang, men alt måtte ud, så han huskede det hele inden Nathan fik ham til at miste fatningen, med det meget direkte og faste blik fra Nathan var det svært at holde fatningen, selvom Legonas gjorde sit bedste for at bevare den.

Han fulgte Nathan med blikket som han begyndte at bevæge sig rundt i lokalet. At smadre kongefamilien havde lagt på mange (især natte væsner)'s tanker i mange mange år. Efter over 200 år med fred i landet, var kedsomheden blevet stor! Det at man ikke bare kunne gå ud og gøre hvad der passede en, så længe man selv var den stærkeste var en forfærdelig følelse, man skulle altid stå til regnskab for de magikere, som Legonas ikke var helt begejstret for.

Legonas holdt sin ryg rank imens Nathan bevægede sig imod ham, han mærkede dog hvordan hans mund blev tør, og hans åndedræt blev hurtigere som Nathan kom helt tæt på ham, han lukkede øjnene for et kort øjeblik da Nathan's ånde ramte hans øre og hele hans ansigt virkede så nært. "Selvfølgelig ikke Mester Mordred" kom det fra ham med en stemme der var tydeligt påvirket af Nathans tætte tilstedeværelse.

Han rømmede sig dog hurtigt da Nathan rykkede sig væk igen, et kort bid i underlæben var hvad Legonas ikke kunne holde tilbage. Legonas gik imod et bord i rummet og spredte et kort ud over Kensis. "Der, der og der, så mine folk til om natten d. 10.. Sørg for at det lykkes, ingen må opdage vi kommer." sagde Legonas imens han stod for overbøjet ned over bordet, for at have bedre overblik over kortet. Det skulle nok blive spændende. Kensis og hele landet ville være i kaos efter den nat, det ville der ikke være nogen tvivl om. Spørgsmålet var blot, hvor mange ville de få slagtet? Hvor mange af konge familiens medlemmer ville de få slagtet inden alt det her nåede sit endeligt?

Kongefamilien ville være skrøbelig, folk ville søge dertil hvor de følte sig bedst beskyttet, og hvor var det? Ville folk turde ikke at være en del af Den Sidste Legion? Eller var de tåber og sluttede sig til kongens hær ? Det måtte tiden vise, lige nu var Legonas meget tilfreds med sit udbytte for hele projektet.

Han drejede kort rundt og lænede sig op af bordet, og kiggede bare på Nathan med et roligt blik, dette var på alle mulige måder en fantastisk chance for dem begge. Han kørte kort en hånd igennem det lange lyse hår for at fjerne et par løse hår fra hans ansigt. De var stærke når de stod sammen, to personer der nærmest ikke kunne røres på nogen måde. Han kiggede afventende på Nathan, hans næste træk, hvad ville det være?

[Nathan Raphael Mordred]

Det var svært at skjule lysten til at knuse kongefamilien, men det var nu heller ikke fordi at han gjorde et forsøg. Han vidste udmærket godt at Legnoas måtte dele de samme tanker, som ham, ellers var planen vel aldrig blevet sat i gang for alvor, derfor fandt han det heller ikke nødvendigt at skjule den indre glæde han havde til emnet, det var jo bare perfekt. Man skulle næsten tro at samtalen virkede normal for dem, ingen lod til at være overrasket over den andens ord, ej forsøgte de at skjule det. Men det var heller ikke nødvendigt at tale i enerum, når Nathans bolig lå så langt ude, at ingen ville opdage det, ej lytte ved dørene. Det ville være dumt.
Legonas næste ord, overraskede ham dog en smule, også selvom han nikkede til ordene, så var han lidt i tvivl omkring hvor hans rolle i det hele ville være. Han kunne heller ikke lade vær med at grine, som Legonas lagde kortene på bordet. Hans latter var kold, ru og hånlig. Skulle han nu forsøge at lege kirsten giftekniv for ham? Tanken morede ham helt bestemt, som han overvejede sine muligheder. Mon ikke prinsessen ville være kræsen for hvem hun ville lade komme tæt på, og var hun overhovedet til andet end mænd, det ville klart kræve en undersøgelse af personalet på slottet.. Tanken om at han selv kunne udspille den rolle fik ham til at rynke en anelse på brynene, det ville ikke være smertefrit. Stadig tanken om at være grunden til det, kunne også være underholdende.. I det mindste var der ikke tale om noget lige nu, så han kunne nå at skaffe den rette, hvis ikke tvinge personen til det. ”Den slags aftaler er ikke billige” forklarede han med et skummelt smil på læben. Forhåbentlig havde Legnoas heller ikke forventet den slags, det var jo klart noget andet end hvad han normalt udførte af opgaver for ham. ”Men jeg skal se, hvad jeg kan gøre for at skabe yderligere spild imellem dem, når den tid kommer.” ja han havde vel accepteret hans ønske om at lege lidt rundt med det unge par, men det var jo også tydeligt at Troy gjorde det samme, så muligheden for at lokke Elizabeth i den samme fælde kunne sagtens lade sig gøre, med den rette indstilling.
Det lod til at Legonas havde tænkt tingene igennem og blot manglede en til at skabe lidt kaos på forhånd, noget som Nathan ikke havde noget imod, dog nød han også det kaos hans tilstedeværelse skabte for Legonas selv. Det var ganske tilfredsstillende, som hans stemme blev påvirket af hans blotte tilstedeværelse og nærvær, hvor det dog passede ham ganske fint. Legonas ord havde fået ham til at smile, som han før han trådte væk, lod sin tung glide op af hans hals til hans øre. ”Godt” afsluttede han bestemt, før han atter lod Legonas genvinde sin position.
Nathan valgte dog at følge med han hen til bordet, som han fik spredt i kort ud over Kensis og fulgte hans anvisninger for hvor angrebet ville starte henne. Tanken om at kunne se det indefra morede ham ganske fint, som han bestemt ikke havde tænkt sig at holde sig bort fra Kensis den nat. Man var nød til at se det med egne øjne for at kunne nyde det fuldt ud. ”Deres mænd, skal nok få frit lejde ind i byen.” forsikrede han ham, som han dog lod blikket glide bort fra kortet og rettede sig op endnu en gang. Nathan strøg sin tunge over læben, som han bevægede sig bag Legonas, sådan som han stod foroverbøjet, så var det næsten uforskammet ikke at udnytte sekundet, før han fik rejst sig op igen. Måske Legonas var blevet uopmærksom på sin situation, i hvert fald placerede Nathan sin hånd mod hans ryg, som han pressede ham ned mod bordet og sørgede for at bukke ham helt ned, så han selv kunne nyde udsynet, også selvom manden havde tøj på, så kunne han altid fjerne forhindringen, når det kom så vidt. Efterfølgende fjernede han dog hånden mod hans ryg, som han lod den stryge ned over ryggen på ham til hans røv. Hans fingre fulgte blot hans kurver, som han strøg en finger imellem hans baller og pressede stoffet imod ham. Med et enkelt skub fjernede han atter sine hænder fra Legonas, som han atter rettede sig selv op igen, og foldede hænderne mod sin ryg, som om intet var hændt.
Nathan lod blot Legonas vende sig om, som hans blik ledte efter hans. Tonen i hans blik var tydelig, som han lod det vandre ned over hans krop, utilfreds med at Legonas stadig havde tøj på, men fattet nok til at holde en vis afstand til ham, for nu. Det var ren og skær leg, også selvom han gerne ville tage skridtet videre, så ville han give Legonas chancen for at tale ud i tilfælde af, at han endnu ikke var færdig med at komme med ting, som Nathan skulle tage sig af. Men nu ville der heller ikke gå længe før at Nathan selv ville stille nogle krav op for ham. Men mon ikke Legonas allerede havde fået et fingerpraj eller to omkring det allerede. Nathans blik gled tilbage til Legonas øjne, afventende og tålmodig, dog med en undertone af lyst.