en tur i skoven

[Camelia Nimar]

Det bragte blot et smil frem på Camelias læber, da Stjernelys lod til at være enig med hende og ikke mindst ønske hendes opmærksomhed. Der var intet mere livsgivende end opmærksomheden fra dyr og deres taknemmelighed. Hun kunne ikke være med glad end for at blive accepteret af dyr. Lige på det punkt, så var hun måske mere interesseret i hvad dyr mente om hende end mennesker, hvilket måske kunne tolkes forkert, men dyr var nu en gang altid ærlige om deres følelser, så det var nemt at finde ud af, hvis der var noget galt eller problemer, hvorimod mennesker havde det med at skjule deres svagheder. Et sød latter undslap hendes læber, da Stjernelys valgte at puffe til hende med mullen, måske hun virkelig ville have mere opmærksomhed, end det hun kunne tilbyde hende lige nu, men samtidig så skyldte hun også William opmærksomhed, nu hvor hun havde forstyrret ham først. ”De har sikkert rart, men hun virker yderst loyal over for Dem” sagde hun med et smil, som hun stillede sig med siden til, så hun både kunne holde øje med Stjernelys og William. Hun placerede roligt en hånd mod hendes manke, som hun strøg hende blidt over pelsen. ”Dyrs kærlighed og loyalitet er en gave” sagde hun med et smil, som hun lod blikket glide mod ham igen, hun kunne ikke lade vær med et smile, som han komplimenterede hende. Det gjorde hende bestemt ikke spor, men måske det blot skyldes hendes race, engle var jo smukke, ikke sandt? ”Jeg har fået en ny chance på livet med det kommer der håb” forklarede hun med et smil, som det klart var endnu en chance på livet, at blive genfødt som engel. Hun havde muligvis ikke planlagt det, men hun var glad for at hun ikke havde endt hendes liv i det hul, hun var vågnet op i for 11 år siden. Camelia lyttede roligt til hans fortælling om sig selv, som hun ikke lod smilet falme. Han havde en interessant måde at fortælle ting, noget der blot bragte endnu et smil frem på hendes læber. Hun fornemmede dog hurtigt at stemningen ændrede sig, måske hun havde bedt om for meget. Han lod i hvert fald til at være påvirket? ”Fortiden hører fortiden til” sagde hun med et smil, som han bestemt ikke behøvede at holde fast i sin fortid, nok havde det gjort ham til den han var i dag, men mere var der jo heller ikke i det. Nu skulle han jo se fremad, ikke sandt? Hun fornemmede lidt, at hun var nød til at lave en ændring, så den sorgmodige stemning ikke holder sig over dem. Hun smilte let, som hun vendte fokus mod Stjernelys og strøg hende over pelsen igen, som hun bevægede sig mod sadlen og hev sig selv op på hoppen i en rolig bevægelse. Hun kunne selvfølgelig have brugt vingerne, men dette kunne også gå hen og skræmme hoppen, desuden så havde hun ikke glemt, hvordan man besteg en hest, så det var jo egentlig ikke så svært. Det mindede hende blot om da hun ikke havde hendes vinger. ”Vil De med en tur?” spurgte hun med et smil, som hun rakte hånden mod ham, som tegn på at han skulle komme med hende, hvis da Stjernelys var med på den. Det var ikke noget hun kunne beslutte for hoppen, men mon ikke hun nok skulle sige fra?

[William J. Rolands]

William så på hende nikkede til det hun sagde om dyrs tillid" ja det er en gave men det var klart også et hårdt arbejde bag den gave med stjernelys, jeg må da indrømmet at i straten var jeg ved at give op, også frsi jeg stadigvæk søvede over hendes tidliger eger, men idag er jeg glad for vi konatede alligevel" sagde han og smillede mens de gik sammen. Han nød hendes selskab hun virkede som en dejlig kvinde og nu ikke kun forde hun var engel, han så hende lige så levende som han selv var." hvad er så deres mål på den nye chankse pg start de fik, er der noget de vil opnå med den?" spurte han nyskarige, han han så på hande så smuk en kvinde hun nu var. Han lytede til det hun sagde med fortide. " det sandt det besdt at lade fortid være fortid, men nogen gang laver fortiden store ar i sjælen, man kan havde svært ved at lade ligge" sagde han blodt. Og så på hende. Han syndes det var dejligt at se stjernelys tag i mod hende som hun havde gjort. Det glæde ham og det betød også en del for ham. Det var ret af kunne havde noget at dele med andre på den måde, så han ikke altid bare var allene med stjerne. Han nikke til hendes spørgsmål han klappede på stjerne. " hvad så mit lys skal jeg komme med op?" sjernelys gjore teng til det var ok. Og han hoppede op bag Cam. " de sider forest så de bestemer hvad vej vi skal ride " sagde han til hende .

[Camelia Nimar]

Der var altid noget specielt over dyr, de havde deres egne idealer og tillod sjældent at mennesker eller andre væsner, ville forstyrre det, men alligevel havde nogle dyr affundet sig med at være påvirket af mennesker. Nogle blev dog kun brugt til at hjælpe til på gårdene, hvorimod andre havde muligheden for at være en del af noget større, alligevel var det svært at få et dyrs tiltro, hvis ikke ens hjerte var rent og uskyldigt. Men det lod til at William allerede havde en del erfaring med, hvad det ville sige, at få et dyrs loyalitet. Det var noget man ville være nød til at kæmpe for. Camelia smilte let til hans ord, som hun nikkede. Det var svært at sige, hvad de måtte være gået igennem sammen, men hun kunne fornemme på Stjernelys og Williams forhold, at de måtte være gået en del igennem sammen. Mon ikke tabet af en ven og tidligere ejer, var nok til at få dem til at stå sammen, fordi de delte samme sorg? Måske det var lige netop denne form for ro hun skulle have, efter angrebet. Hans spørgsmål kom dog en del af bag på hende, som hun lod blikket glide mod himlen. ”Jeg vil gerne være med til at hjælpe andre før mig selv” forklarede hun med et smil. Hun var vokset op som adelig, men den titel havde hun mistet, fordi hun ikke længere var en del af hendes familie, ikke at det ville blive et problem for hende at blive det. Hvis hendes forældre viste, at hun var i live, så ville de nok gerne have hende tilbage, men samtidig så kunne hun ikke gøre meget gavn fanget i et palæ, så var det nemmere at hjælpe folket, som healer. ”Det er sandt, fortiden gør os til den vi er idag” hun gav ham ret, som smilet endnu ikke havde forladt hendes læber. Samtalen var da også ganske behagelig, som hun følte at hun kunne slappe af og bare nyde tilværelsen uden at skulle bekymre sig om så meget andet, alligevel fandt hun det nødvendigt at skifte emne, som hun tog imod hans tilbud med et smil. Det var rart at kunne ride, også selvom vingerne kunne bringe hende frem meget hurtigt, så kunne hun sagtens nyde det at være til hest. Camelia kunne ikke lade vær med at smile, som William spurgte hoppen om lov og derefter hoppede op bagved hende. Hun strøg roligt hoppen over manken og så frem for sig. ”Er det ikke en smule modigt, at lade mig bestemme?” spurgte hun med et smil, før at hun satte Stjernelys i gang med at trave, der var ingen grund til fart, som det hele jo bare drejede som om at have det sjovt og nyde vinden mod ansigtigt? Det virkede næsten, som medicin, ganske afslappende og beroligende. "Hvad er deres mål med livet?" spurgte hun smilende, som hun så sig over skulderen, for at se ham i øjnene, før at hun vendte blikket mod vejen igen.