Turning My Luck [Åben]

[Deleted]

Dato: December, 1433

Tid: 15:12

Vejr: 3 grader med skydække. Let regn. Vindstille.

To sorte støvler slog mod nogle mindre vandpytter, som havde aflejret sig i vejens fordybninger. Blandingen af mudder og vand fra disse, sprøjtede op på buksebenene af en høj, slank skikkelse, der selvsikkert og dog vagtsomt, spankulerede på vejens midte. Det lange, hvide hår klæbede til stoffet nedenunder, som holdt ham varm. Vinteren havde sænket sig over landet, og selvom opholdet her i Den fortryllede skov, havde været en væsenligt bedre oplevelse, end så mange andre steder han havde været, så var det tid til at komme videre. Han havde ingen opgaver i denne stund, og havde af denne grund, besluttet sig for at søge mod Kensisområdet, med lidt mellemstop på vejen. Det første stop var Neligero. Der var ganske vist var en længere distance at gå, men ikke noget han ikke havde gået før. Neligero var en stor by, og i en stor by kan man finde penge. Økonomien var nedadgående, og når der ikke var ærligt arbejde at gøre, så måtte man gøre det uærlige, så at sige. Noget som han iøvrigt ikke så noget problem i. Penge kom man kun til hvis man selv tager dem. Det er logik.

Rharcan kendte ikke synderligt meget til Neligero, men han vidste fra andre, hvad nogle af de forskellige steder derinde, hed. I første omgang havde han besluttet sig for at besøge markedet, og kroen Rokinta -  det var nemlig dér middelklassen havde omgang med hinanden. Middelklassen havde jo mere valuta på sig, end de fattige som gik til Ulve Hylet, for at drikke hjernen tankelam. Men han vidste af erfaring, at han var mere velset i det fattige miljø, skønt han stræbte efter lommerne på de rigere. Der var nok ikke så meget andet at gøre, hvis han fortsat skulle holde lav profil. Han drog et lavt suk ved tanken om fordrukkent, fattigt rak, der altid var støjende, opsøgende og uudholdelige. Rharcan ønskede nok mest af alt, at dreje nakken på dem, så der var ro! Men han kunne ikke... eller jo, det kunne han godt, men så ville han få byens vagter på nakken og det havde han ikke tid til. Det ville gøre hans opgaver sværere ude i fremtiden. Istedet måtte han affinde sig med at sidde i et hjørne og forbande dem alle langt væk, indtil han kogte så meget over, at han skred. Landevejen var nu heller ikke et dårligt sted. De fleste der færdes her var nok handelsfolk og rejsende. Men Rharcan var ikke kræsen, han kunne nu nok finde et eller andet, som han kunne bruge til noget. Selv rakket i slumkvarterene i byen, som han ikke just brød sig om, ejede altid et eller andet, eller havde et eller andet problem som skulle løses. Man måtte jo bare vente og se hvad man bliver budt.

[Izarra Merrz'ei]

Thread:Turning my luck

Dato: December, 1433.

   Tid: 15:12

   Vejr: 3 grader med skydække. Let regn. Vindstille. 

Sister Izarra

Vådt tærren og kulde var hvad verden havde at byde på. Vinteren var her og det betød, at man skulle klæde sig i flere lag end man normalt ville og nok holde sig inden døre. Vejret var ikke slemt lige nu, især ikke hvis man tog højde for hvor let regnen var og at der ingen vind var til, at blæse den ind i ansigtet på en. Landevejen bød på alt fra rakkerpak til handelsmænd, men også eventyrer af alle støbninger, nogle gode, nogle knap så gode..
En skikkelse, lav, puklet og spinkel ved første øje kast. Skikkelse var i denne anledning klædt i en sort kjole og over hendes ravnesorte hår var et gråt, groft vævet stof, der udgjorde en sølle hætte med en lige så sølle kappe til. Kappen havde været billig og kvaliteten var ligeså, men den udførte sit job, man kunne næsten sige, at den gjorde det bedre end de dyre kapper man ellers kunne få fingrene i. Den kunne desuden blive smidt væk så snart man var færdig med sin rejse, da det ikke ville gøre den store forskel. Kvinden den skærmede for den lette regn var ikke hvem som helst, ikke i følge hende. Hun havde set mange år gå forbi og havde været involveret i ting meget få endnu levede til at huske. Den pukkelrygget kvinde så ganske ung ud, men dog var hun alligevel over 200 år gammel, de der kendte til hendes eksistens ville også vide, at hun ej var pukkelrygget, men besad et par formidable vinger, hvilket man også ville kunne fange et glimt af, hvis man så på slutningen af kappen, for der blev slæbt fjer efter hende, hun var ikke høj og hendes vinger ikke kæmpe, men de var store nok til at de ej kunne holdes over jorden uden, at hun måtte bruge for meget energi på det.. Hvilket hun absolut ikke havde brug for at gøre.. Kvindens navn var Izarra Merrz'ei, men de fleste kendte hende som Søster Merrz'ei, Søster Izarra eller blot Søster. Det kom helt an på i hvilken sammen hæng de kendte hende..
Izarra bevægede sig midt på stien, der var ikke en eneste i syne, men stien slog et sving og hvis der var nogen ville de enden være skjult i og efter svinget, ligesom hun ville være for alle der måtte være bag hende. Det var ikke fordi der var mange der ville opsøge hende og spørge om vej, da blot hendes tilstedeværelse medbragte en vag, tyngende, mørk og kold aura. Den var en del af hende, hun kunne gøre den værre eller svagere, hvilket var ret brugbart, når man ville være alene eller forsøgte at true nogen der var større og stærkere end en selv.. Hun var ikke på vej noget bestemt sted, men vandrede blot for at se skoven. Desuden havde hun heller ej været udenfor hovedstaden i langtid, så mon ikke den næste by for enden af denne sti ville kunne bruge en god gammel dags lektion i, hvorfor man burde rette sine bønder og tilbedelser til Dødsgudinden Trix?

[Deleted]

Det havde efterhånden været et stykke tid siden Rharcan havde ydet opmærksomhed til sine omgivelser. Det måtte det have været, for pludselig gik en lille, mørk skikkelse et stykke foran ham. Rharcan vippede hovedet en anelse på skrå, og rynkede brynene. Det lignede en gammel kone eller mand - det var svært at bedømme, da kutten og kappen skjulte alle former for indikation. Han ville havde påstået, at denne skikkelse ikke interesserede ham synderligt, men dog, det var bare et eller andet ved den, som fik hans blik til at fæstne sig på den. Hvad det var, vidste han ikke. Ej heller, vidste han om dette skyldes en ven eller en fjende. Han satte tempoet op, der var jo kun én måde at finde ud af det på.

Hans skridtlængde øgedes og han begyndte stille og roligt, at indhente den distance der var mellem ham og skikkelsen. Den kom nærmere og nærmere. Jo tættere han kom, des kraftigere blev følelsen af at dette var noget han genkendte. Men han kunne ikke pege på nogle specielle ting. Skikkelsen synes pukkelrygget, men dette viste sig ikke at være sandt. For ved fødderne af denne mystiske person, stak spidsen af sorte vinger ud.. en dødsengel. Man burde ikke stille sig på tværs af engle, de var ret magtfulde. Og havde det ikke været fordi, at han søgte at finde svar for denne dejavu-agtige tilstand, så havde han også stoppet op og ladet englen i fred. Rharcan fulgte sine instinkter og fortsatte derfor ufortrødent. Da skikkelsen var inden for en armslængde, forsøgte han at gribe ud efter vedkommendes overarm, for derefter at trække personen til et holdt.

[Izarra Merrz'ei]

Thread: Turning my luck
Dato:  Decemer,  1433.
Tid: 15:12
Vejr: 3 grader + Skydække.  Let reg. Vindstille.

Sister Izarra

Kutten skjulte mange lyde, dæmpede de fleste, men følelse af øjne, der intenst studerede end ryg var ikke til at tage fejl af. Hun havde følt den mange gange, men de fleste gange var det blot forbi passerende, der gloede som om de aldrig havde set en engel før.. Der var ikke mange af dem, især ikke af døds engelene så vidt hun vidste, men det var vel også kun få der blev udvalgt af Trix.. Hun blev ved med, at gå som om intet var sket, men da lyden sko mod den våde jord meldte sig strøg hendes fine, blege hånd ind udskæringen på kjolen, hvor i der var syet en lomme til en mindre kniv, siden mod huden var lavet af skind, så knivsæggen ikke brød så let igennem og stak hende, se det ville være pinligt! Hun tog daggerten frem og skjulte den langs med armen, men de smidige fingre var klar til at fortage den vante manøvre og flippe kniven rundt, så ægget var blottet og hun havde et fast greb om skaftet. Nu ventede hun bare..  
Ganske sandt, så blev en fast, stærk hånd lagt om hendes overarm og hun snurrede rundt. Der var noget ved den fremmede, der virkede bekendt, men alligevel var hendes hånd med daggerten allerede søgt til hans hals. Hendes gyldengrønne øjne bar et køligt skær. De sorte vinger var blevet løftet en smule og halvt foldet ud, det fik hende til at virke større og mere frygtindgydende. Den fremmedes blege øjne og mørke hud var slet ikke så fremmed, som hun havde troet. Dog betød det ikke hun var klar til at hugge ham ned, så snart chancen bød sig.. Hun kendte denne sort elver med sit hvide hår og han kendte hende. Han var en af de personer, som hun ikke helt vidste om hun helst ville se død og kold i jorden eller om hun skulle lade ham leve og bruge ham. Indtil videre var han i hvert fald i live..  Hun sendte ham et anstrengt smil med de røde læber, der altid syntes røde som blod mod hendes hvidlige hud. 

[Deleted]

Han greb fast om armen og trak vedkommende til et holdt. I samme nu snurrede personen rundt og blottede klingen på en daggert. Den blev svunget mod hans hals, uden tøven. Rharcan bøjede hurtigt overkroppen bagud, for at den ikke skulle ramme. Men det var godt nok tæt på. En lille, smal flænge var placeret under kæben, hvorfra en smule blod begyndte at pible. I første omgang blev Rharcan irriteret, hans greb var stadig om den spinkle arm, og da skikkelsen havde afsluttet sit angreb greb han ud efter hætten for at flå den ned. Et uskyldigt ansigt betragtede ham nu. Den blege hud, det sorte hår, de røde læber samt hendes gyldengrønne øjne. Det var hende. Han vidste udemærket hvem hun var, for deres historie gik langt tilbage. Hans hvide, kølige blik hvilede stirrende på hende. Efter et øjeblik slap han grebet i hendes arm.

"Izarra.."

Mumlede han og betragtede hende lidt endnu, idet det virkelig surrealistisk, at hun rent faktisk var her. Han førte dernæst sin hånd op til kæben og tørrede blodet væk, hvorefter han studerede mængden.
Et skævt smil tegnede sig på hans læber, inden han rettede blikket mod hende igen.

"Ligeså umulig, som jeg husker dig."

[Izarra Merrz'ei]

Thread: Turning my luck
Dato:  December,  1433.
Tid: 15:12
Vejr: 3 grader + skydække, let regn, vindstille.

Sister Izarra

Kutten skjulte hendes ansigt, men genkendelsen var tydelig i hans ansigt, så snart han havde hævet den væk. Hendes sorte hår tumlede ud og ned omkring hendes ansigt, dog var der også en god portion af det, der var fanget omme på ryggen af kappen. Hver gang hun så den sorte elver blev hun mindet om, at hun ikke altid havde været så trodsig og morderisk.. Hun huskede godt hans ansigt fra gaden, men han havde vist aldrig købt hende for en aften, hvis han havde, så havde hun ingen minder fra det. Der var mange ting der var forsvundet fra hendes hukommelse, da hun genopstod, men hun huskede det vigtige. Hvem hun havde serviceret var ligemeget, de fleste var døde eller gift og ville aldrig indrømme det, medmindre de var i ene rum.. De gyldengrønne betragtede kort det lille snit i hans mørke hud. Næsten.. Han slap hende og hun rullede kort med skulderen, inden hun stod med ret ryg og tog kniven til sig. Hun tog et skridt tilbage og stak daggerten tilbage på den plads i kjolens udskæring, inden hun rettede på sin kappe og tog det sorte hår frem og lod det falde ned over hendes skuldre.
Et skævt smil trak i hendes røde læber og fik de store, dådyr øjne til a glimte let. "Og du er ligeså dum, som jeg husker. "  Hendes stemme bar en kølig klang, men i den spillede der en mystik, der aldrig helt til kende gav hendes intentioner. Det var yderst sjældent man ville finde oprigtig varme i hendes stemme, men denne neutrale var nok det tætteste man kom på det. Hun ville ikke vende ryggen til ham, for han var vist lige så uærlig, som hun selv var. Han kunne ligeså godt forsøge at halshugge hende, så snart hun ikke var opmærksom. Godt nok var engleild det eneste der kunne gøre det helt af hende, men mon ikke en halshugning ville gøre ondt.. ?