Am I gonna die?

[Margareta Queenensala]

@doobs som lovet har jeg oprettet emnet (du ved kidnapningen)

---

Tid: 19. december 1433 omkring 19.30
Sted: Queenensalagårdens forhave
Omgivelser: En stille ro befinder sig i området, folk er inden døre, så der er ikke andre i miles omkreds end Margareta.
Vejr: Der er omtrent 3 grader udenfor, et lille lag sne dækker jord og veje, men ellers en skyfri himmel og blot en blid vind.

---

Margareta gik stille rundt ved herregårdens forhave, hun elskede at filosofere udenfor og hun gav ikke meget for hendes fars paranoia om at der kunne ske alt muligt, hvem i alverden skulle ville hende noget og hvad var der ligepræcis ved at nakke en adelig? Nej hun kunne ikke forstå hans frygt, og folk skulle da bare komme til hende, så skulle hun nok sige hvad hun mente, for hun var, som mange havde fundet ud af, en pige der kunne svare igen. Det resulterede også i hun trådte mange over tæerne, hun ænsede det bare ikke.
Hun gik roligt over mod et træ, mens den blide vind stille legede med hendes hår, som om den nænsomt prøvede at flette hendes hår. Det var på et punkt gisnende koldt og på et andet punkt fantastisk. Hun elskede kuldens påvirkning, da det gav hende ting at tænke over, noget hun elskede utroligt meget.

[Deleted]

Et tyndt lag sne, havde lagt sig på den vintervisne bevoksning, som endnu var at spore i landskabet. Vinteren bragte altid goldhed og tidlig mørke med sig, noget som egentlig passede Rharcan fint. Det var nemmere at jage vildt i skoven, når der ikke var alle de fandens planter at skulle tage hensyn til. Kulden derimod, synes at være et større problem, da et simpelt bål sjælendt kunne holde den væk.. det betød, at vinteren havde en decideret udgift til diverse ophold på kroer, når vejret blev for koldt. Rharcan brød sig ikke om at bruge penge på latterlige ting som dét. Han elskede derimod at tjene dem, akkumulere dem.

Et hvidkalket hus stod som kontrast til den mørke himmel. Snart blev dets størrelse, dets udstråling og dets tilstødende ejendomme, blotlagt for sortelverens hvide blik. Et hus af navn. Endnu var han nogle hundrede meter fra det, men denne distance kunne nemt elimineres. De adelige havde rigeligt, så at de manglede en dims her og der, ville de nok først opdage når han var over alle bjerge. En perfekt mulighed. 

Rharcan trak sin mørke hætte nedover hovedet, således at hans lyse hår var gemt væk og der nu kun fremstod sorte klæder, og mørk hud. Det hvide blik rettede sig beregnende mod grundens indgangsvinkel. Han tænkte kort, overvejede, og tog dernæst en beslutning. Han ville nærme sig fra haven. Dér var der nemlig ikke så åbent. 
Rundt om hjørnet, langs havens perimeter sneg han sig. Han var meget påpasselig med ikke at komme til at lave en unødvendig lyd. Bag ved en beplantning holdt han. Blikket scannede området for andres tilstedeværelse, og søgte samtidigt at udregne en vej ind i huset. I første omgang så han ikke noget, måske fordi at han ikke lige synes, at han havde tid til sådan noget pjat lige nu. Sådan noget gjorde det hele væsentlig mere besværligt. Et eller andet gjorde dog, at han tøvede med at bevæge sig videre. Hans blik søgte kilden til denne fornemmelse, og ikke længe efter fik han øje på en skikkelse under et velklippet træ. Lyset fra huset, afslørende et svagt omrids af en kvinde. En lille en. Måske det var et barn? Hun kunne næsten kun stamme herfra. Et lumsk og dog skævt smil tegnede sig på de mørke læber. En adelig kvinde, mon ikke hun kunne vende hans held lidt? Det troede han bestemt. Heldigvis for ham, var hans placering udenfor en radius af 20 meter fra hende. Han ville nemt kunne løbe langs denne perimeter, og komme hen til samme træ som hun stod under. Hans ene hånd løsnede forsigtigt rebet, som var bundet om hans liv. Foldede det sammen, så det både var nemt at løbe med, men også at bruge. Han havde en større erfaring med sådan nogle ting her. Det gjaldt om at være hurtig nu. En kort fløjtelyd lød fra den beplantning han havde stået ved. Men nu var han væk. Blikket var opmærksomt rettet mod hende, som han nu afventede hendes reaktion. Han var kommet lidt tættere på.. Hun kunne træffe mange muligheder endnu. Hun kunne blive stående, dermed ville han blot bevæge sig tættere på. Hun kunne bevæge sig mod det sted hvor lyden kom fra, da ville han gribe hende på vejen derhen. Hun kunne også søge ind mod huset igen, og så ville han være nødt til at slå hende ud. Måske hun gjorde noget fjerde. Man måtte vente og se.

[Margareta Queenensala]

Margareta rettede lidt på hendes varme pelskappe, inden hun så på træet igen, det var utroligt smukt under det pæne vintertæppe og hun kunne ikke lade være med at studere det nærmere. "En eller anden dag, vil jeg være i stand til at male dig," sagde hun smilende og så på træet. Hun havde ofte drømt om at blive god til at male, for der var så mange ting hun gerne ville male. Hun havde det som om naturen bare fortalte hvordan man kunne være rolig og når hun så på den, så kunne hun høre den sige hendes far bare var en bange gammel mand.

Der gik nogle minutter, da en nærmest fløjtende lyd, pludselig kom, så hun smilede til træet, i det hun sagde, "så din familie vil også fortælle os noget?" Hun flyttede ikke ansigtet, for hun elskede hvordan hun kunne snakke med lige netop dette smukke træ, uden nogen hørte det. Det var vidunderligt og langsomt aede hun en gren, med det yderste armstykke af hendes kappe. "Tænk du kan være så smuk, uanset hvilken farve du bære, gid det var mig." Hun sukkede og så ned, inden hun sagde, "jeg må hellere gå tilbage mod huset." Hun smilede og begyndte langsomt at bevæge sig over mod herregårdens dør, mens hun langsomt åbnede vinterkappen en smule, så man kunne se lidt af hendes bedårende kjole.

[Deleted]

Menneskebarnet blev stående hvor det var. Hendes læber bevægede sig, idet hun kærtegnede en af træets grene. Men lyden kom kun som en mumlen. Rharcan skød det ene bryn i vejret. Mon det var normalt for mennesker? At kæle for planter? Tale til dem? Det ville ikke virke underligt for skovelverene. De romantiserede jo naturen så meget, at det næsten var sygeligt. Men gjorde menneskene også det? interessant. Rharcan havde efterhånden formået at liste sig hen til træets stamme. Inden han nåede derhen, overhørte han dog pigens sidste bemærkning til træet. Hun var på vej ind igen. Rebet i hans ene hånd udspændte han mellem de to, så en svag bue dannedes mellem hans hænder. Han tiltede hovedet lidt ud til siden og fæstnede sit blik på hende idet hun havde vendt sig om. Lyden af fodskridt, blev hans signal. I en hurtig bevægelse manøvrerede han udenom træet. To store skridt afdækkede han på ingen tid, og i det samme hun var indenfor for en armslængde søgte han at trække rebet henover hovedet på hende, så det kunne hængtes ved hendes hals. Herefter skulle det strammes, så end ikke et lille pip skulle lyde fra hendes strube. Det gik altid bedst, når der var stille.

[Margareta Queenensala]

Langsomt gik det mod døren, så hun kunne komme ind og snakke med familien igen, men hun nåede ikke derhen, før hun pludselig var fanget. Hvad sker der, hvem, hvad, hvor? Hun vidste ikke om hun skulle tage det seriøst, det var sikkert bare hendes bror, så hun lod hjertebankenen falde til ro og sagde med en grinende grimasse, "helt ærligt Iohannes, fjern det reb fra mig." Hun gad ikke engang beskytte hendes hals som rebet var ved, hun stod bare stille og ventede, mens hun trak kappen tættere omkring sig.

[Deleted]

Iohannes? Det kan hun selv være. I en hurtig, og dog kraftfuld bevægelse, strammede han rebet til. Drejede hænderne rundt, så rebet forblev stramt låst idet han lagde begge ender over i den ene hånd. Den frie hånd holdt han op for hendes mund, og pressede på denne måde hendes hoved ind mod ham selv. På den måde kunne han holde hendes hoved fast og hendes stemme under kontrol. Rharcan bøjede hovedet lidt nedover hende med et skummelt smil.

"Shhh.."

hviskede han og begyndte at trække hende med sig, ud af haven.

[Margareta Queenensala]

Urgh! Kom en sidste lyd fra hende, inden hun havde godt svært ved at snakke. Dette var definitivt ikke Iohannes. Hvem var det der var i gang med næsten at kvæle hende og hvad ville han? Det måtte være en mand, for hun troede slet ikke på kvinder kunne finde på den slags. Bare han ikke røre min lillesøster, tænkte hun og skulle lige til at skrige, da en hånd kom foran hendes mund og hun blev trukket tilbage mod hans krop. Hun kunne intet gøre, det var virkelig skræmmende. Han havde ikke engang behøvet hviske shh, for hun havde ingen mulighed for at råbe eller skrige.
Skal jeg sætte føderne i og prøve at blive? Eller bliver jeg så bare slået ihjel? Måske det bare er bedst at gå med! Sådan begyndte hendes tanker, mens hun prøvede at se hvor hun gik, selvom det var yders svært, når hans hånd spærrede for udsynet nedad. Hvor mon de skulle hen?