Poor, damned souls[Emilia]

[Izarra Merrz'ei]

Thread: Poor, damned souls[ÅBEN]
Dato:  December,  1433.
Tid: 14:16
Vejr: - 4 grader, mørkt og gråt.

Sister Izarra

Stenene var kolde, men kulden gjorde den sort klædte engel intet. Stenene hun sad på var nogen hun var vældig bekendte med, de sidste hundrede år havde hun siddet her utallige gange og budt enhver med en smule interesse, at lytte til hende og hendes budskab. Trix var den alle ville møde og derfor var hun frygtet af mange. Izarra fandt, at der ikek var mange nonner og munke tilknyttet hendes Gudinde, men de lysere guder, så som Nook, Gael og Dirok havde langt flere. Det irriterede hende en smule. De valgte selv, det vidste hun, men de var blinde. Så blinde, at det næsten gjorde ondt, at tænke på hvordan de forsøgte at undgå det uundgåelige. Izarra var overbevist om, at livets gave var blevet givet til hende af Trix efter hendes død og det mindste hun kunne gøre for, at betale Dødens Gudinde tilbage var, at tilbede hende og føre hendes budskab videre til verden.. Søsteren befandt sig inde i Trix's tempel, men rejste sig nu med let bøjet hoved og vendte sig mod udgangen, hvor hun stoppede og stod udenfor og blot betragtede mennesker og andre væsner begive sig afsted. Det var ved at blive godt hen på eftermiddagen og de fleste var enden igang eller ved at være færdige med dagens gøremål. Hun tog sine blege, tynde, men feminine hænder og samlede sit sorte hår i nakken et kort øjeblik, inden hun lod det falde ned af ryggen. Hendes hår var tykt og gav hende ligeså meget varme om hovedet, som en hue ville kunne, det hang løst idag over et uldent sjal, hun bar om skuldrene over den sorte kjole med den dybe udskæring. Hendes sorte vinger var foldet bag hende og fjerene nåede, som altid, jorden og kunne give illusionen om, at hun bar en kappe eller en kreativ beklædnings del.. De gyldengrønne øjne så ud på tempel pladsen, hun kedede sig. Hvis hun var heldig kunne hun finde en sjæl at tale med, en svag sjæl, der ville tage enhver hånd der blev dem rakt for at finde en stabil støtte. De var altid de letteste at sno om sin lillefinger og hun havde ikke haft meget at give sig til på det sidste.. Måske hun skulle til at udføre et teater stykke igen? Det var ved at være meget, meget langtid siden.. 

[Xtopher Xynophelius]

Små uskyldige og forsvarsløse mennesker skal blot miste deres værdier og efterlade dem til mig, der er ingen grund til at beskytte jeres hjem, de fleste af jer kan købe nogle nye. Sådan løde Xtophers konstante tanker, som han gik mellem de mange huse og op mod tempelpladsen, det eneste sted hvor han ikke havde tænkt sig at røve, for selvom det kun var Trisja han troede på og Trisja han fulgte, så var det helligt og det hellige kunne man alligevel ikke stjæle fra. Der var også altid mennesker, så selvfølgelig var det umuligt.

Som han kom nærmere og kunne skimte templet hvor troen på Flik og Trisja hørte til smilede han, det var så underligt at tænke på der også var gode mennesker der, for han havde ingen tiltro til Flik, det var kun Trisja der betød noget og Trisja han ville tænke på. "Hvorfor har man også parret hende med en svækling?" mumlede han som han gik ind over pladsen og over mod templet. "Der er da intet ved alt det gode og kedelige, mere ondskab skaber mere kaos og kaos er vejen frem." Det hele blev sagt med en let mumlen, men højt nok til at enkelte mennesker måske kunne have hørt det. Han var slet ikke i godt humør, men han prøvede alligevel at holde humøret oppe.

[Izarra Merrz'ei]

Sister Izarra

Den mørkhåret kvinde overhørte en satyrs irriterede ord omkring kaos og at det var vejen frem  i verden. Det var det skam, en verden hvor de stærkeste overlevede og de der valgte ikke at tage del i kampen måtte overlade deres rigdomme, skæbne og vilje til de der var villige til at være med i det enorme magt spil, som kaos i sidste ende var. Den der sad på tronen havde magten, den der kunne skabe kaos ud af intet var den eneste rigtige gud, om man så ville følge Trisja eller Trix var op til hvert individ, denne satyr ville nok vælge den først nævnte, dog herskede der ingen tvivl i den mørke døds engels hjerte, om at hendes Gudinde, Trix, ville stå som sejre herren i sidste ende. Hvor trist det så end var, så ville alle følgerne af den slagne blive slagtet.. 
Izarra bevægede sig den korte distance mellem de to væsner og endte med at gå ved siden af den brunlige satyr. Selvom kaos var vejen frem, så ville det ikke gøre nogen skade, hvis man havde andre individer at diskutere det med samt blot nyde, at de delte ens værdier. Også selvom de fulgte en anden guddom end den ægte og eneste rigtige... 
"Det er en skam, ja, men mon hun ikke nok skal rive sig løs fra ham en dag?" Hun holdt en kort pause i sine ord og så kort på satyren ud af øjenkrogen. "Enhver fugl flyver fra redden et tidspunkt." Det var lidt af en metafor, men hun håbede han forstod. Hvis ej, kunne hun da godt skær det ud i pap.. Enhver fugl måtte forlade redden og dens familie for at se verden, så mon ikke Trisja fik nok af sin anden del på et tidspunkt? Hun vidste at hun ihvertfald ville være her til at se den kamp der ville udspille sig, når kaoset havde samlet sig nok følgere.