Måske et farligt tyveri?

[Xtopher Xynophelius]

Tid: 22. december 1433 lige efter midnat
Sted: Mordred palæet
Omgivelser: Der er meget stille i området, det eneste der larmer er Xtophers irriterende klove.
Vejr: Det er bidende koldt og ligger og svajer under de 10 minusgrader. Vinden giver kun en endnu mere bidende kulde, på trods af en stjerneklar himmel.

---

Xtopher havde valgt at bevæge sig i en lidt anden retning end hvad han var vant til. Han havde næsten været rigtig mange steder i de 'lette' områder, som han havde fået vist af familien, men nu han ville prøve at stå på egne ben, så virkede bjerglandet som et godt mål og især Tusmørkedalen lød som et sted hvor han følte han ville kunne finde nogle genstande. Det lød dog ikke som et rigt kvarter, men det var jo egentligt lige meget, så længe han bare kunne finde et eller andet af interesse.
Klik klak klik klak klik klak klik klak, sådan lød det hele vejen gennem stierne, da han ledte efter det perfekte sted at bryde ind. Det var ikke ligefrem det pæneste sted, men han stoppede alligevel op foran noget der lignede et faldefærdigt palæ. Mon det var efterladt?

Klik klak klik klak fortsatte det over mod palæet, inden der kom et højt BANG da han brækkede døren op og gik indenfor. Det så ikke ligefrem helt så efterladt ud, så han begyndte langsomt at kigge sig omkring, for at se hvad han mon ville kunne finde.

---

Nathan Raphael Mordred her fik jeg endelig oprettet emnet ^^

[Nathan Raphael Mordred]

For en gangs skyld, så så det ikke ud til at blive en dårlig aften, hans kunder havde faktisk overhovedet aftalerne, så nu skulle han blot bringe det med ham hjem, så han kunne tilføje det til biblioteket af informationer. Det bibliotek, som egentlig var mere eller mindre helligt for ham, stedet hvor han opbevarede alle informationer og hemmeligheder, som han havde på folk, adelig, men også så mange andre, der havde bevæget sig ind på hans område. Et område ingen skulle være dumme nok til at bevæge sig ind på. Nathan havde allerede sat kursen mod sit palæ for at gå tilbage i sit skjul, så snart at dagen ville dukke op igen, men inden da, var han klar til at tilbringe resten af nattetimerne på sit bibliotek i ro og fred. Det var i hvert fald hans nuværende plan, som han bevægede sig igennem bjerglandet med kurs mod Tusmørkedalen. Han var iklædt sit sædvanlige jakkesæt, sorte bukser med en tilhørende sort jakke, hvor han inden under bar en hvid skjorte med tilhørende rød vest, en blodrød vest, som egentlig passede mest til hans øjne, selv samme farve. Han lod til at være i et godt humør, som det luskede smil spillede hen over hans læber, som han fornemmede palæet i horisonten. Hans blik gled roligt op mod himlen, som han nød synet af stjerner og ikke mindst det mørke, som var indbegrebet af natten selv. Det var et ganske nydeligt syn og kulden bed aldrig rigtig på hans krop, som han ikke kunne mærke hverken det eller varmen, det hele føltes lidt som det samme, medmindre at han fik fingrene i en varm slurk blod, det var en helt anden sag, ganske nydeligt faktisk. Blod var klart en af hans favoritting, men informationer og dokumenter var klart en stor del i hans liv også. Det var jo egentlig hans forretning, noget han havde bygget sit liv på og ikke mindst sit palæ også.
Palæet så muligvis faldefærdigt ud, men det sekund man trådte ind af døren, så var det en hel anden sag. Hallen var dekoreret med antikke møbler af en vis værdi, men var også pyntet op med mindre værdigenstande, som vaser og pyntegenstande, men dette var blot hallen, der var så mange andre ting i palæet, som var nemt at stjæle, hvis nogen overhovedet var modige eller dumdristige til at gøre den slags ting. Det var i hvert fald ikke noget som Nathan overhovedet havde forventet og dog, så mødte han en smadret dør det sekund han nærmede sig sit palæ. Han knurrede hænderne sammen, som raseriet spredte sig i hans krop, hvem var dum nok til at bryde ind i hans hjem? Hans blik gled over den smadrede dør, som han trådte indenfor og rettede lidt på sine muskler for ikke at være alt for anspændt omkring situationen. Hans havde mest af alt lyst til at finde personen og flænse denne i to, men han blev nød til at bevare overblikket, som han tog en rolig indånding og slappede af i sine hænder. Han valgte at bruge roen til at lytte efter om personen stadig var inde i hans hjem. De mærkelige lyde havde han til at starte med forvekslet som noget helt andet, men nu kunne han sagtens høre, at det lød som skridt. Som vampyr var det nemt at snige sig rundt i boligen uden at denne person ville få besked om dette, som han fulgte efter skikkelsen rundt i skyggerne og først senere valgte at springe frem fra sit gemmested. ”Indbrud er en forfærdelig forbrydelse” mumlede han koldt, irriteret, men stadig fattet, som han forsøgte at trænge den fremmede op i en krog. Han havde bestemt ikke tænkt sig at lade dette gå så let. Ej ignorere det faktum, at nogen befandt sig i hans hjem uden at have fået tilladelse til dette først.

[Xtopher Xynophelius]

En masse smukke og vidunderlige genstande gav Xtopher glitter i øjnene, hvilken drøm der dog gik i opfyldelse, han måtte virkelig få så meget med som muligt, det var jo ganske interessant det hele, det var der ingen tvivl om. Mon ejeren af palæet selv havde stjålet tingene? Eller var det en kongelig person? Han så fascineret på alt omkring sig og vidste slet ikke hvor han skulle begynde, var det mon den ene eller den anden genstand der var mest værd? Han så over mod vinduet og gøs ved tanken om hvor tungt alt dette ville blive og hvor langsomt han ville ende med at måtte gå i denne kulde.

Lidt tid gik og han studerede videre, nu med en vaselignende genstand i messing. Wauw det var lige noget for ham, han smilede og skulle til at pakke den ned i en pose han havde lavet specielt til hans tyverier. I stedet for posen, endte den dog med et brag på gulvet. Hvad pokker gør jeg nu? Hvæsede hans tanker, samtidig med han prøvede at lokalisere hvor stemmen var kommet fra, men han havde ikke ligefrem den bedste hørelse, så han prøvede blot på at liste over bag et højt skab, det var dog håbløst for som han gik der kom det igen klik, klak. klik. klak Han så forbandet mod sine klove og tænkte over hvad han dog skulle gøre. Jeg burde virkelig anskaffe mig noget stof, som jeg kan placere under mine klove, hvæsede stemmen inden i ham og gjorde ham klar på at han nok risikerede at stå ansigt til ansigt med ejeren af palæet om meget kort tid.

[Nathan Raphael Mordred]

Tanken om at nogen rent faktisk var dumme nok til at forsøge at stjæle fra hans bolig overraskede ham, måske han ikke havde været tydelig nok i hans færden igennem landet. Ingen skulle begå sig ind på hans område, uden hans tilladelse og da slet ikke stjæle fra hans samling af antikke varer. Det irriterede ham mere end normalt, at nogen havde brudt ind og nu var i færd med at rode hans hjem igennem for værdigenstande, ikke at det var nødvendigt at lede længe, netop fordi han ikke havde fundet det nødvendigt at skjule sine ejendele, fordi ingen ville da være dumdristige nok til at prøve? Men han havde tilsyneladende taget fejl og det ville aldrig kunne ske igen, så snart at han havde brugt denne fremmede, som et eksempel for selvfølgelig kunne han ikke bare lade denne gå frit. Nej, det ville også bare skade hans ry, men kunne han overhovedet tillade sig, at ideen om et tyveri i hans bolig, slap ud til omverden, det ville da være mildt sagt en skændsel og ikke mindst, noget der kunne ødelægge hans ry. Måske han bare skulle slippe af med denne fremmede, så hurtigt som muligt, før at denne kom for langt?
Lyden af væsen, der ramte gulvet med et brag fik ham til at hvæse af den fremmede, som han dog endnu holdt sig i baggrunden. Hvor vovede denne fremmede at bryde ind og smadre hans ting, det var jo næsten lige før, at det rent faktisk var værre end at stjæle fra ham. Blikket hvilede dog konstant mod denne fremmede, som de røde øjnene blev synlige i skyggen, brændende og borende, som de lokaliserede den fremmede. Lyden af hans hove, generede ham blot yderligere, hvem ville nogensinde vælge et erhverv som tyv, når disse hove kunne afsløre end på mils afstand? En skændsel virkelig. ”De gør grin med mig?” hvæsede stemme endnu en gang, som det var rent til grin, at denne skikkelse overhovedet havde forsøgt sig med hans palæ. Det var helt sikker noget, han var nød til at ændre på, før at det kom for vidt. Nathan trådte roligt ud fra skyggerne, som de røde øjne fortsat var fæstnet mod denne fremmede, før at han tog et skridt nærmere, blot for at presse ham op imod den nærmeste væg. ”Hvis De ønsker, at fortsætte i branchen, så må De hellere have en umådelig god undskyldning på tungen” hvæste han endnu engang, som han placerede sine hænder mod væggen, en på hver side af skikkelsen, for at holde ham fanget mod muren. Nathan blottede roligt sine hugtænder for den fremmede, som han skulle tage det som en advarsel og ikke mindste gøre sit bedste for at tale sig ud af dette, ikke at Nathan ville gå med til noget af det. Den fremmede var langsomt ved at opbygge en gæld til ham, ikke nok med at den fremmede skulle betale for vasen, men han krævede tydeligvis mere end blot end simpel vase. ”Har De nogen ide om, hvem De har brudt ind hos?” spurgte han koldt, som han lod blikket glide ned af Xtopher blot for at se, om han kunne se nogen tegn på frygt eller andre følelser, som kunne bruges imod ham. Dog vendte blikket hurtigt tilbage til at stirre ham dybt ind i øjnene.

[Xtopher Xynophelius]

Hårene rejste sig for alvor i nakken på satyren og han lignede mere eller mindre et pindsvin der havde mistet sine pigge på den ene halvdel... Der hvor pelsen dækkede mest, kunne man virkelig se den stritte til alle sider, det var første gang han havde været så skræmt. Han havde aldrig følt sig så bange, som så stor en tåbe eller i det hele taget så tæt på døden. Han vidste ikke hvordan han skulle kunne give en god undskyldning og han vidste heller ikke hvordan han skulle slippe væk. Flere gange åbnede og lukkede han munden i nervøsitet, hans hjerte pumpede hurtigt og sprang flere hjerteslag over. Manden havde skarpe hjørnetænder, han kunne næsten kun være en vampyr.
Jo flere gange Xtopher prøvede at komme frem med en undskyldning, jo mere strittede hårene og jo mere koldsved løb der ned over hans krop. Og da mandens sidste spørgsmål dukkede frem, kiggede Xtopher forvirret fra det ene øje på manden til det andet. Hvis han havde vidst hvem denne mand var, hvad han var og hvor skræmmende han var, så havde han aldrig nogensinde bevæget sig en millimeter inden for mandens grund. Det føltes jo som at gå i døden selv og det eneste Xtopher kunne tænke på, var hvordan denne mand ville torturere ham til døden og at det formegentligt var mindre smertefrit at stikke en kniv gennem hjertet på sig selv.

Xtopher rystede over hele kroppen, da han bedst muligt prøvede at suge så meget luft som muligt ind i kroppen og lade det sive langsomt ud igen. Endelig kunne han få bare et lille bitte ord ud. "Ne...e...e...ej" fremstammede han, som om der var en der havde skudt ham hårdt ved hans kønsorgan. Han vidste slet ikke hvordan han skulle få sagt en ordentlig undskyldning sådan som han havde det nu og han vidste ikke om han overhovedet levede længe nok til at kunne sige andet end det ene ord til manden.

[Nathan Raphael Mordred]

Det var ikke til at forstå, hvordan en skikkelse, som ham overhovedet var kommet ind i hans hus, selvfølgelig valgte Nathan sjældent at låse sin dør, men det var fordi han mente, at frygten var nok til at holde ubudne gæster væk, men noget kunne tyde på, at han ikke havde været tydelig nok, i sin overbevisning. Noget han nok skulle gøre et eksempel ud af, og nu hvor satyren havde fundet vej til hans bolig, så kunne han lige så godt bruge ham til at skræmme andre fra at lave samme fejl. Ikke sandt. Satyrens reaktion kom muligvis ikke meget bag på ham, men samtidig kunne han ikke lade vær med at grine hånligt, blot for at sekund, før at den alvorlige facade igen dækkede over, det faktum at Satyren så yderst utilpas ud. Han havde nu aldrig forventet den slags reaktioner fra folk, der var fanget, som mus i en musefælde. Og dog, så lod det også til at passe ham ganske godt, som det kunne tyde på, at Satyren godt var klar over, at der var noget galt og ikke mindst, at det ville få konsekvenser. Alligevel valgte denne at holde mund. Hver gang at han åbnede munden, så lod der ikke til at komme nogle ord ud, i stedet lukkede han mere og mere i. Var det en form for fornærmelse i sig selv, måske? Skulle han have nogen chance for at slippe derfra i live, så ville det nok være en ide, at få styr på sine ord og begynde at tale sig ud af situationen, men i stedet lod satyren til at falde hen i stilhed. Sikke en skam, så måtte han jo bare tvinge ordene ud af ham.. Det gjorde ham ikke spor, at den fremmede vidste, hvem han var eller hvad han var, det var nok nærmere det, som skabte den form for frygt. De blottede tænder var hvide og spidse, der var absolut ingen fejl at finde, som han dog dækkede sine tænder til igen og så en smule undersøgende på ham, som om han ledte efter noget eller blot forsøgte at danne sig et indtryk af det forskræmte pindsvin.
Det lod ikke som om, at hans spørgsmål kunne få satyren til at snakke yderligere, men alligevel lod han til at reagere på det, så han var ikke døv, også selvom det måske kunne være skyld i de manglede svar, fordi han faktisk ikke kunne høre ham tale. Dog fik han hurtigt afkræftet dette, som reaktion langsomt døsede hen i ingenting. Men hvis denne mand ikke vidste, hvem han var, så skulle han da med glæde minde ham om det. Blot for at sikre sig, at han var i stand til at huske, hvem der ville have skylden for den fremtidige behandling af hans krop og ikke mindst sind. Nathan ville ikke tillade at satyren fik chancen for at ende sit eget liv, skulle det endelig ske, så ville han helst have æren selv. Muligvis dræne ham for blod først, blot for at se om satyr nu også var værdigt til at komme på menuen. Han forblev dog ganske tæt på hans væsen, ligeglad med om han trængte ind på personlige område, så gjorde det ham intet. Man kunne godt sige, at Nathan langt fra tog hensyn til andre end ham selv, hvis han ønskede at bevæge sig tæt ind på andre, så gjorde han det uden tøven, som nu.
Det var svært at dømme om hvorvidt hans fremstammede ord, besvarede alle hans spørgsmål eller blot var et forsøg på at besvare et. Alligevel lod det ikke til at satyren kunne fremmane mere end et ord for nu, så måske han skulle have lidt motivation for at komme i gang? ”Udmærket” det lød næsten, som om at han var tilfreds med svaret, men der gik ikke længe før at Nathan placerede sin højre hånd rundt om halsen på Satyren og pressede ham yderligere imod væggen, som han løftede ham op fra gulvet, men holdt ham låst mod væggen. ”Eftersom jeg ikke kan få nogen undskyldning eller noget jeg kan bruge ud af Deres mund, må jeg jo trække informationer et andet sted fra?” sagde han koldt, som et smil strøg over hans læber, imens at han flyttede let på sin hånd i takt med at han placerede sine negle mod hans hud. Han rykkede roligt på sine negle, som han lod dem presse mod hans hals, imens at han overvejede, hvad han overhovedet kunne få af værdi af denne skabning. Hans blik gled mod hans horn, som smilet på hans læber straks blev udspekuleret. ”Hvor meget har De brug for Deres horn, har det nogen værdi for Dem?” spurgte han klart med en henvisning til, at han ikke ville se nogle skam i at fjerne dem fra ham og bruge materialet til noget andet, der sikkert ikke ville kunne findes andre steder.

[Xtopher Xynophelius]

Skulle han græde eller le var egentligt et meget godt spørgsmål, for som denne mand, eller rettere dette væsen, grinede, lagde hårene sig en smule, men kun for en meget kort stund. Xtopher havde ingen forstand på hvornår noget var hån og hvornår det var alvor, men som det kun var et kort øjeblik, kunne det ikke være andet. Han bed sig i læben, det var forfærdeligt at stå i denne situation, hvorfor havde han dog været så dum? Nogle gange var de største bopæle jo det man burde holde sig fra, men så igen, det var jo vildt interessant.
Som Xtopher forblev tam, begyndte han blot at se intenst ind i væsenets mund, både i fascination over de meget interessante hugtænder. Han havde aldrig mødt en vampyr, i hvert fald ikke hvad han vidste af og i hans lamslåelse kunne han lige så godt bruge sin sidste tid på at studere munden. Han prøvede stadig at få ord ud, men det var som en umulighed. I stedet blev han bare mere og mere optaget af at holde øje med hvornår tænderne igen ville blive blottet. Måske det ville være enden på hans liv, når tænderne kom frem igen? Eller måske vampyren faktisk kunne se igennem fingre med ham og bare lade ham stikke af uden videre? Han håbede virkelig, at det enten ville blive en smertefri død eller han fik lov til bare at stikke af, for der var ikke noget være end hvis han skulle lide eller betale for hvad han havde gjort. 

Den tid der gik med tøven, var Xtophers ansigt stift rettet mod vampyrens mund, som om det var den smukkeste blomst han nogensinde havde set. For ham føltes det som timer, timer hvor han stirrede på noget så fascinerende og alligevel skræmmende på samme tid. En tid hvor han drømte sig væk til en anden verden, en verden hvor han var fri og dansede på en eng helt alene. Han var bange, bange for hvad der ikke kunne ske. Og da vampyren endelig talte igen, var Xtophers blik stadig fast rettet mod den nu bevægende mund. Det var som en lettelse, han blev nærmest løs i kroppen for et kort øjeblik, det var som om han kunne slappe helt af uden nogle tanker om hvad det egentligt var han lige havde været bange for, men den lettelse varede ikke ved. Han sank en klump og kunne nærmest mærke hvordan den pressede sig mod den hånd der nu var placeret om hans hals. Lad væggen bryde sammen, lad væggen bryde sammen, skreg hans tanker om, inden de forsvandt, for at han kunne høre hvad denne klart så skræmmende mand havde at sige. Tankerne havde været langt bedre, for i takt med han sagde, at han måtte trække informationerne ud af Xtopher, begyndte Xtopher at ryste mere og mere. Trisja, Trisja, jeg ved du er min Gud og du står for ondskab, men der må da være grænser for ondskaben? Hans tanker gik i panik, hvad tænkte han overhovedet på? Bede om hjælp fra en Gud, som ville have ondskab, han burde jo nok nærmere tilbede Flik i denne situation, men han kunne ikke. Han havde lovet sin far at holde fast i troen om Trisja, Trisja var trods alt den Gud som de levede efter og i modsætning til de der tilbad Trisja og Flik som en samling, så havde hans familie kun betroet sig til Trisja.
Xtophers tanker gled langsomt væk igen, da neglene borede i huden på ham. Han havde ingen rigtig følelse for hvor vidt det var blod eller sved der løb på hans hals nu eller hvor vidt det var en blanding, men som vampyren spurgte ind til hans horn, gik han i panik og glemte alt om sin hals. Han prøvede at vride sig og gjorde det bare endnu værre for sig selv, mens han panisk nærmest skreg. "Ikke mine horn, De må ikke røre mine horn, havde jeg vidst De boede her, så havde jeg aldrig gået herind." Det sidste kom meget halvkvalt ud, for han havde utroligt svært ved at lyve. Selvom han prøvede at fortælle sig selv, at han ikke var gået derind, var han det jo nok alligevel, for eftersom det var den første vampyr han mødte, havde han indtil da haft et helt andet syn på vampyrer.
"Jeg skal nok lade være med at gå herind igen, hvis de bare lader mig gå lige med det samme," tilføjede han panisk i et håb om at få lov til at gå uden videre. Det var sikkert naivt, men han havde lov til at håbe og så kunne han vel nå at snubbe en souvenir eller to på vejen ud? Han måtte kunne gemme meget i hans pindsvinelignende bukser.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var ikke tale om andet end hån, når det først kom til at være overfor et svagere væsen end ham selv, han var ikke i tvivl om, at Satyren ikke udviste nogen form for trussel, mest på grund af den reaktion han havde fået fra væsnet, hvilket jo måtte være oprigtigt, sådan som hans hjerte hamrede derud af. Der skulle ikke herske nogen tvivl om, at Nathan ikke havde nogen respekt for typer som ham, når man valgte at bruge sit liv på at stjæle andre folks ejendomme, så fortjente man ikke respekt, medmindre at disse evner kunne bruges til noget fornuftigt, så så han ingen grund til at udvise respekt for væsnet foran ham. Desuden var det heller ikke tegn på respekt, at bryde ind hos en som ham, det ville nok være den største fejltagelse længe, som dette væsen ville have lavet. Man kunne da kun håbe, at satyren ville lære af sine fejltagelser, ellers ville han nok nemt kunne havne i selv samme situation igen. Ikke noget som Nathan kunne tage sig af, han skulle blot sikre sig, at satyren ikke bevægede sig ind på hans territorium igen.
Man kunne vel godt sige at Nathan var en civiliseret vampyr, eftersom at hans tørst efter blod var forholdsvis kontrolleret, han var ikke villig til at sætte tænderne i hvem som helst og han gjorde sjældent brug af de dyriske instinkter, når det kom til hans sult. I stedet havde han et lager med blod, som han kunne stille sin sult og derved undgå at sætte tænderne i hvem end der trådte ham over tæerne eller kom i vejen for ham. Så man kunne vel godt sige, at Xtopher var heldig i forhold til at han stadig havde livet i behold og ikke allerede var blevet forvandlet til hans måltid, hvis dette overhovedet blev aktuelt. Men alligevel skulle Satyren passe på, for hvis denne blev ved med at tie, så ville han snart ikke have muligheden for at åbne sin mund.
Det var næsten som om Satyren havde mistet sin angst på et splitsekund, men samtidig så virkede det også som om at Satyren havde mistet sit fokus, mon han var besvimet midt i frygten, nej for så ville hans krop klart være mere livløs, men alligevel var der en underlig energi over ham, som blot generede Nathan. Af en eller anden grund, så generede det ham, at Satyren fandt ro nok til at slappe af, hvilket måske i virkeligheden var årsagen til at han placerede sin hånd rundt om hans hals og derved beholdt et fast greb omkring hans luftveje. Hvis han ønskede hans opmærksomhed, så kunne han jo altid klemme til og derved hive Satyren tilbage til virkeligheden, hvis denne ikke reagerede selv. Han havde ingen problemer med at tage en anden liv og dette var ingen undtagelse, netop fordi han havde midler til at skaffe lig af vejen uden at det ville vende tilbage til ham. Det var fordelen ved at have forbindelser i hele landet, forbindelser, der sjældent kunne spores tilbage til ham, fordi ingen helst ville sættes i forbindelse med ham, men kunne han bebrejde dem? Det ville jo blot forklare, at de havde noget at skjule, hvis han kunne bruge dem, som han lystede. Hemmeligheder var nu en gang faktiske og han var ikke i tvivl om, at denne Satyr også måtte have nogle hemmeligheder, som ikke skulle frem i lyset, udover at han var tyv, noget som byvagten sikkert ville tage sig af, hvis han først blev anmeldt. Men mon ikke han kunne finde noget mere nyttigt at bruge ham til, end blot at kaste ham i fængsel for sin forbrydelse. Det føltes som om frygten var tilbage i Satyren, som denne fortsat forblev tav. Egentlig havde han forventet lidt modspil, men der kom intet andet end ynk fra hans udstråling. Så ynkeligt, at han mest af alt havde lyst til at smide ham ud.. med hovedet først. Rystelserne gjorde ham ikke spor, som han blot brugte tiden og stilheden på at se, hvad han egentlig kunne få ud af den lille Satyr. Måske det hele ville være spild af tid?
Det lod ikke som om at Satyren var særlig snaksaglig, noget der godt kunne ende med at kede ham, men alligevel var han nød til at gøre et forsøg på at få nogle ord ud af ham, som han pressede neglene imod hans hud, ikke bange for at bryde huden dog, som skaden ikke ville være stor, medmindre at han rev hånden til sig igen, så ville det nok blive katastrofalt. Det sekund at panikken begyndte at sprede sig i Satyren, vidste han, at han havde ramt et ømt punkt, altså noget han kunne bruge imod ham om ikke andet. Hvilket blot lod til at more ham ganske forfærdeligt, som han lod Satyren kæmpe og vride sig i hans greb, før han pressede neglene længere ind i halsen på ham uden rigtig at flytte på sig. ”Hvis jeg ikke må få Deres horn, hvad må jeg så få, som erstatning for vasen?” hans stemme var kold, hånlig og ikke mindst monoton, som han endnu ikke var helt overbevidst om, at Satyren kunne tilbyde ham noget bedre. Det sidste han nok ville tro på, ville være at Satyren ville have vendt op, hvis denne havde vidst bedre, men noget fortalte ham, at Satyren også var villig til at tage chancer en gang imellem, var det mon ikke derfor, at han var hos ham nu? Uanset hvad, så ville han ikke tro på hvad som helst, mon Satyren overhovedet kunne lyve ordentligt? Hvis ikke, hvad havde han så gjort indtil nu, når han var blevet fanget? Hans sidste ord fik ham til at grine hånligt. Troede han virkelig, at han ville lade ham gå, sådan som situationen så ud lige nu. Han havde helt sikkert fået den forkerte opfattelse af ham, hvis han mente, at han ville lade nogen slippe efter dette. Nathan opbevarede jo alle informationer på landets personer i huset og hvis det først kom i de forkerte hænder, så ville det gå rigtig galt. ”Ser De mig, som den venlige og tilgivende type?” spurgte han mere eller mindre direkte, som han skubbede ham længere op af muren, før at han fjernede sin hånd og lod Satyren falde mod jorden, imens at han betragtede sin hånd, hvor blodet var begyndt at rende ned over hans håndryg. Han tog roligt hånden op til sin næse for at lugte til blodet, før at han lod tungen glide hen over den tykke væske, blot for at få en smag på blodet. Det kunne jo vise sig at være ganske interessant, dog lod han ikke til at udtrykke sin interesse for blodet, som han vendte blikket tilbage til Satyren, hvad enten denne havde fået fodfæste eller ej. ”Hvis det er Deres opfattelse, så må jeg hellere være mere direkte” det lød næsten som om han væmmes med den sammenligning, selvfølgelig skulle ingen tro, at han ville tilgive den slags drengestreger og da slet ikke, når personen forsøgte at snige sig udenom. Han bevægede sig atter hen til Satyren, som han placererede den blodige hånd rundt om hans horn og hev afsted med ham, længere ind i huset. Han skulle nok vise dette væsen, at det var en stor fejltagelse, at antyde den slags og mon ikke han kunne få ind i hans hoved, at han ikke kom i nærheden af at være tilgivende. Nathan trak Xtopher med ind i et rum, hvortil der ingen vinduer var eller andre udveje end den dør de var kommet ind af. Det var nok det eneste rum, hvori der ikke var mere end en udvej. Alligevel var rummet pyntet med dyre genstande og tykt stof, som om der var tale om vinduer. Men det var blot en illusion, til at forvirre de mennesker, der endte i rummet. Han smed Xtopher hen i hjørnet, som han låste døren bag sig og tændte for en fakkel nær døren. ”Det var de horn, vi kom fra..”

[Xtopher Xynophelius]

På mange punkter ville en lille pige have været meget sjovere at stå foran. Pigen ville helt sikkert grine af hans meget skræmte udseende og ville sandsynligvis bare kunne føle en kilden ved hans meget stikkende hår på benene. Selvfølgelig var det helt absurd at sammenligne en skræmmende ulækker vampyr med en sød lille pige, men det var på et eller andet punkt beroligende. Hvordan han var kommet frem til tanken vidste han dog ikke, men hvorfor kunne det dog ikke bare være sandheden? Der var jo ingen tvivl om, at han allerede havde dummet sig et par gange overfor denne... person. Nah, et par gange kunne vidst ikke gøre det. Han kunne faktisk slet ikke finde ud af hvordan han skulle beherske sig. Det eneste han kunne føle sig frem til indeni, var den sved der var på vej ud af kroppen, den frygt der prøvede at sparke alle hårene ud indefra, som var han en håndgranat med pigge. Hvis man forestillede sig piggene var hans utroligt strittende hår og de faktisk kunne skade, hvor godt et våben havde det så ikke lige været?  Det var som om hele hans krop bare ønskede det ville ske, ønskede han kunne bruge sig selv som våben på den måde og på den måde slippe fri, når nu han ikke bare ville lade ham gå.
Endnu engang følte han efter helt inde i kroppen, han kunne føle hvordan det hele også sad udenpå tøjet, selv en gammel dement dame, der gik og troede en varulv var en sød lille hund man skulle præsentere for sine børn, ville alligevel kunne se sandheden om hvordan han havde det. Han var som en åben bog, som fyldte fra gulv til loft og der alligevel stadig kun stod et bogstav på hver side. Hele hans liv var som dryppet ud gennem hudorme og diverse, for at befinde sig, så en hver med den seende gave, ville vide hvordan han havde det lige nu, et enkelt kig og man vidste præcis hvor meget han var ved at tisse ned på den ødelagte vase, ikke fordi han ville, men han havde jo ikke kønsorganet under et par bukser, eftersom han gik med pels.

Det var svært for Xtopher og sige om det gjorde ham mere skræmt eller tog noget af skrækken fra ham, når neglene borede sig ind i den nøgne hud. På den ene side kom der en frygt af, at nu ville han dø, nu skete det, nu skulle han drænes for blod. På den anden side gjorde det ham dog mere rolig, som om der var nogle nerver han ramte, som stoppede al rysten og kun gjorde hans hjertebanken hårdere og hurtigere. Det var en underlig følelse, hvis han overlevede fra dette palæ eller hvad det var, ja så ville han da fremover kunne svare på hvordan det var at svæve mellem liv og død. Han vidste nu præcis hvordan det var, for lige nu vidste han ikke om han skulle prøve at få fat i et skår fra vasen og skære hans hovedpulsåre over eller om han skulle prøve at kæmpe kampen. Han var jo ikke ligefrem den der sagde mest og efter hvordan han mærkede efter, virkede det ikke til at være noget godt i nærheden af denne skabning.
Jo længere ind neglene kom, jo svagere blev han. Er jeg mon på vej i himlen nu? Spurgte han sig selv og så intenst på mandens... hvis man kunne kalde ham det... mund og lyttede til hvad der blev sagt. Hvad han måtte få? Han var absolut ikke nogen spøgefugl, slet ikke, han var tværtimod meget alvorlig, men hvad kunne han give ham? Jovist han havde en masse inde i skoven, men selvom Xtopher var dum, så var han ikke så dum, vasen var meget mere værd end hvad han kunne tilbyde af genstande og ham her ville da slet ikke med ind til hans families sted for at se hvad han kunne vælge mellem. Han tog en så dyb indånding som han kunne, eftersom han ikke kunne åbne munden for meget, med neglene bordet ind i halsen. "Hvad vil De have, sir?" Han bed sig kort i læben, mens han for en gangs skyld kiggede op på øjnene for at se om han kunne tolke noget. Hvad nu hvis han også kom til at tiltale ham forkert? Det var en skræmmende og dum situation som han havde sat sig selv i, men alligevel tog han sig sammen og fortsatte. "Måske De kunne se hvad jeg har ude i Den Forbudte Skov. De kunne vælge noget derfra?" Han havde egentligt besluttet sig for han ikke skulle nævne noget om at se de genstande han havde hos familien, men kunne han lokke manden med derud, så kunne familie beskytte ham og hjælpe ham, så var det pludselig dem der bestemte, for han var en af få der gik alene af hans race. Der var dog ikke meget overtalelse i hans stemme og hans hjerte talte dets tydelige sprog, som håbet fik det til at banke en smule langsommere. "De kan også bare nævne deres pris naturligvis, bare De ikke rører mine horn." Han så igen ned mod den smukke og fascinerende mund, det var lige før han begyndte at betvivle sin sexualitet. Måske det ville virke bare at give ham et lille bitte kys? Måske det kunne give dem et svar begge to, ja eller også kunne det da være hans sidste begivenhed i livet. Hans første og sidste kys med en vampyr? Det ville da i hvert fald give befolkningen noget at tale om. Men man kunne jo også håbe på at vampyren blot manglede noget kærlighed? Selvom Xtopher da nok mente han skulle være til piger, så kunne han da godt give det chancen for at sikre sit liv, men det var jo samtidig en risiko at tage.

Xtopher skulle lige til at gøre det, da han blev spurgt hvor vidt han troede, at herren var en venlig type og til det prøvede han ihærdigt at ryste på hovedet, men det hjalp ikke noget, for han kunne ikke bevæge ansigtet på grund af de indborede negle. Han sank en klump og tog sig sammen til at svare. "Måske," sagde han meget langsomt og så ned på de stadig strittende hår hvor igennem han kunne skimte den smadrede vase. Det var ubehageligt at se den sådan, havde han bare ikke smadret den havde det måske ikke været så slemt, han ville sige noget mere, men han turde ikke for i samme øjeblik smagte manden på hans blod og det eneste Xtopher kunne tænke på, var at han ønskede det smagte lige så dårligt som hvis et menneske skulle smage på en hunds afføring. Det var dog ikke til at tyde noget for ham og i samme øjeblik mærkede han hvordan der blev flået i hans horn og han måtte vælte efter som et lille barn der ikke måtte få en kage hos bageren. Han lukkede øjnene imens, han kunne virkelig ikke holde det ud.

Da de igen stod stille, vendte han heftigt hovedet rundt efter første udvej, da der igen blev snakket om hans horn, men der var ingen reel udvej. Kun den de var kommet ind af og den kunne manden jo alt for let beskytte, for så var det den eneste udvej han skulle holde øje med. Skulle han sætte det hele på spil eller skulle han gå af med sine horn? Nej, så let gik det ikke, hellere tage en chance, så kunne han i det mindste svare på om han virkelig var til piger og kun piger, hvis han en dag slap væk. Han gik helt tæt på manden og pressede sine læber mod hans uden tøven. Nu var forhåbningen så bare at han enten ville give efter eller i det mindste kun skade ham til han en dag kunne slippe fri. Havde han overhovedet hørt efter hans åndsvage forslag? Nåh ja han sagde det jo egentligt selv, dem ville han ingen vegne komme med.

[Nathan Raphael Mordred]

De fleste, som Nathan stødte på i situationer lignende dette, havde ofte en del forklaringer og undskyldninger at kommer med, men lige på dette punkt var Satyren ganske tav, hvilket var en smule forundrende, som han ikke rigtig forsøgte at kæmpe for sit liv. Havde han måske allerede givet op, hvis dette var tilfældet, så blev situationen blot værre for satyren, for var der nogen han ikke gad, så var det typer, som gav op på forhånd. Selvfølgelig havde han ikke noget imod at vinde, men han havde måske forventet lidt modstand, noget kom der da også ud af det, men langt fra nok til, at han mente det var normalt. Måske Satyrens tankerne var optaget med frygt og rædsel, nok til at lamme hans krop fra al modstand, om ikke andet så kunne man da sige at Satyrens fantasi var ved at løbe af med ham. At sammenlignede Nathan med en pige var mildt sagt en fornærmelse og rent faktisk en grov en af slagsen, men heldigvis for ham, var det ikke noget han sagde højt. Det ville blot koste ham dyrt, ellers skulle han nok finde en måde hvorpå han kunne bevise overfor Satyren at han ikke var en pige, langt fra..
Det var lidt som at læse en af hans bøger, som om at Satyren fortalte ham alle hans hemmeligheder lige på stedet, men det var ikke noget han var interesseret i, han ville blot have en erstatning for den vase han havde smadret og på den ene eller anden måde, skulle han nok finde en passende straf til ’dyret’, som også passede ham uden at være alt for besværlig. Det bekymrede ham ikke rigtig om Satyren havde nogle værdier eller ej, han skulle nok finde en måde, hvorpå prisen kunne være passende til hans ’forseelse’ om ikke andet. Noget der dog kunne gøre situationen værre var, hvis han valgte at forulempe hans bolig yderligere, han kunne ikke tage sig af det faktum, at satyren ikke bar bukser og måske derved ikke havde nogen stopper, skulle han ende med at blive skræmt lidt for meget, så måtte han venligst finde en anden løsning på skrækken. Han ville i hvert fald ikke kunne se imellem fingrene med den slags og det ville nok også få ham til at miste den ro han ellers besad. Generelt skulle man bare være forsigtige omkring vampyrer, noget som Satyren ikke helt havde forstået endnu. Han formåede i hvert fald at teste sit held med ham, som tavsheden forblev imellem dem.
Nathan lukkede for en stund øjnene, blot for at høre hans hjertebanken, som det pumpede blodet rundt i kroppen på ham og samtidig skubbede blodet ud igennem de huller, der var blevet lavet i hans hals. Det var nu altid et interessant syn, at se det fyldige blod forlade et anden væsens krop. Der var intet mere lokkende end blodet selv, han havde ikke behov for at skabe et bånd til væsnet selv, blodet ville være nok til at tilfredsstille ham, men det stod sikkert også klart for de fleste at nogle vampyrer ville vælge blod over al anden form for nydelse, netop fordi der ikke var andet mere tilfredsstillende end blod. Alligevel var han nok en af de få vampyrer, som havde mere eller mindre kontrol over sin tørst, som han atter åbnede øjnene igen for at lade sit blik mødes hans. Satyren var helt sikkert under pres, det kunne man uden tvivl fornemme på den måde hans hjerte og vejrtrækning opførte sig på, men man kunne også se det på ham. Det strålede jo ud af øjnene på ham. Når man som ham gerne ville have svar på andres opførelse, så var det vigtigt at få svar på den slags, men samtidig fik han ingen forklaring eller undskyldning, så var der ingen grund til at skåne ham til at begynde med. Det var fortsat en fryd at se blodet glide ned af hans hals, som det hurtigt valgte at forplante sig på Nathans egen arm i takt med at der kom mere af det. Selvfølgelig havde han ikke ramt en vigtig blodårer, men det ville være nok til at han kunne føle sig svækket og måske i sidste ende miste bevidstheden, hvis ikke han stoppede blødningen inden. Dog morede det ham at se hvordan hans krop langsomt blev svækket og hvordan energi blev mindre, men som han dog fortsat kæmpede imod ved at holde sig selv i gang. Måske han alligevel ikke havde mistet modet til at kæmpe videre. Alligevel fandt han det passede at spørge Satyren ind til en mulig betaling, han tog jo aldrig imod noget uden at finde værdien i det og derfor kendte han da også værdien på vasen, som lå smadret på jorden bag ham. Noget kunne tyde på, at det hele var en smule dobbeltmoralsk, Nathan ville have ham til at tale, men samtidig var han i færd med at blokere hans stemme med sine negle, hvilket nok også var årsagen til at han endte med at give slip, dog stadig hold ham fastlåst ved væggen, så han ikke kunne stikke af. Hans spørgsmål bragte et lusket smil frem på hans læber. Nu var de faktisk ved at komme et skridt nærmere en mulig betaling, specielt hvis han selv kunne vælge og vrage imellem nogle værdier, dog tvivlede han fortsat på, at han ville kunne finde noget, der var nyttigt nok. Derfor tillod Nathan sig også lidt tid til at overveje tilbuddet om, at bede om en betaling, eller i det mindste forklare, hvilken form for betaling han ønskede. Det lod som om at Satyren havde genvundet sin stemme, nu ville han i hvert fald ikke tie stille igen. Han lyttede roligt efter til hans ord, som han dog ikke fandt det særlig overbevisende, at han var nød til at gøre noget for at få sin betaling. For at satyren kunne opløse den gæld, han havde til ham. Ikke noget der ville blive nemt at fjerne, bare sådan lige. Ideen om at skulle følge med ham til den forbudte skov, frastødte ham ikke, men måske Satyren skulle overveje sine ord lidt nærmere. Valgte han først at lokke ham i et baghold, så ville Nathan nok vise sit sande jeg, som klart ville blive kategoriseret som et monster og ikke mindst et blodtørstigt uhyre, så ønskede han virkelig at udsætte sin familie for den slags. Han sidste ord lod til at behage ham langt mere end de tidligere, som han nikkede for en stund og lod Satyren få en smule luft eller i det mindste få en mulighed for at dække hullerne til på halsen med sine hænder. ”Lad mig overveje det” sagde han afslutningsvis, som han ikke var helt sikker på, hvad han kunne forvente af satyren og hvad ville være dumt at bede ham. Han ville helst gerne holde sine kort tæt på kroppen, men måske der var en mulighede her, som han endnu ikke havde set?
Han var dog ikke villig til at blive holdt for nar og han ville bestemt ikke tage imod, hvad som helst, som denne knægt kunne finde på at sige, nu hvor han endelig havde fundet sin stemme. Måske han bare skulle have holdt munden lukket og gjort, som der blev sagt i stedet? Det var tydeligt, at han ingen ide havde om, hvad Nathan var i stand til, det var i hvert fald svært at vide, hvad Satyren overhovedet forventede af ham. Men han ville ikke lade nogen tro, at han var venlig eller villig til at tilgive nogen for deres dumheder, derfor var det også langt nemmere at trække ham ind i et aflukket rum, så de kunne drøfte dette uden at Nathan skulle bekymre sig om at han lige pludselig ville stikke af. Det lod til at Satyren var i tvivl om, hvor de stod henne, så Nathan ville bare give ham klar besked og ikke mindst finde en måde på, hvor han kunne så oprigtig frygt hos knægten. Derved låste han døren, som han overvejede, hvad han skulle stille op med knægten. Dog skete der noget højst udsædvanligt, som Satyren kom på benene og lige pludselig nærmede sig ham. Var han villig til at opgive sine horn for friheden? Nej, det var ikke det, som knægten var kommet til. I det sekund han mærkede hans læber mod sine egne, spærrede han blot øjnene op, som han blev yderligere fornærmet. Hvad i al verden bildte han sig ind? Det faktum at han rent faktisk antydede dette var en fornærmelse i sig selv, men samtidig var han i tvivl om hvorvidt han nu skulle reagere på det. Hans egne læber havde spor af Satyrens blod fra tidligere, hvorimod knægten ikke så ud til at trække sig fra scenariet. Var det ment til at hyle ham ud af den? Næ nej, sådan ville han ikke lege, men de kunne sagtens være to om den samme leg, hvis Satyren da var klar på at tage det op på hans eget niveau. Nathan løftede sine arme op, som han placerede den ene hånd mod Satyrens baghoved og den anden mod hans ryg, blot for at tvinge ham til at blive, imens at han undgik at bryde mødet mellem deres læber. Han var ikke typen til at vise følelser for nogen, så dette var ren og skær leg for ham, hvis Satyren mente, at han kunne komme udenom en straf på denne måde, så ville han da gerne give ham et lille håb for så derefter at knuse det. Som han havde sikret sig at Satyren ikke kunne stikke af, valgte han at kysse ham tilbage, blot for at få en fornemmelse af hans reaktion, men samtidig også for at se hvor meget han ville tillade. Der gik dog ikke lang tid før at Nathan greb fat i hans horn og tvang hans hoved tilbage, så hans hals blev blottet yderligere, som han lod sin tunge vandre op af hans hals, i takt med at han slikkede blodet af halsen på ham, før at han placerede sin mund over hullerne i hans hals for at tage imod det sidste blod, før det ville størkne. Som han var færdig med at slikke hans hals ren for blod, bevægede han sig tilbage til Satyrens læber, som han lod blodet forblive imellem dem, så Satyren kunne få en smag af sit eget blod. Derefter gav han slip i ham og skubbede ham til siden, som han bevægede sig over til sofaen i midten af rummet. Han satte sig roligt til rette med blikket rettet mod Satyren, døren var låst, så han kunne umuligt stikke af. Han lod sine fingre glide op til sine læber, som han strøg blodet væk fra sin mundvig. ”Er De færdig med at lege?” spurgte han efterfølgende, som han slikkede sig let om munden og afventede et reaktion. Hvad håbede Satyren at opnå med kysset, sådan helt præcist? Han viste ingen tegn på forandring andet end et drillende smil, som spillede over hans læber.

[Xtopher Xynophelius]

På det ene punkt havde Xtopher mest af alt lyst til at gå, han var nu helt sikker på han ikke var til mænd og specielt ikke vampyrer, men på den anden side kunne det måske få ham til at være god mod den unge satyr? Måske det faktisk hjalp? Det virkede i hvert fald sådan, da han følte hænderne på bagsiden af kroppen, som om han gerne ville blive ved. Uanset hvad der skete, ville det være værst for Xtopher. Selvom han nu var sikker på han var hetero, havde han også altid hadet blod, det her havde været en dum idé. Og så hans eget blod? Det var ikke ligefrem det han kunne lide at smage, det var faktisk lige det modsatte. Han havde aldrig smagt blod, for det var ikke noget han gjorde sig i, han hadede blod.
Som læberne var lidt længere sammen, begyndte han dog at slappe mere af i kroppen, selvom det her slet ikke var ham, så begyndte hans koldsved at stoppe, hans hår begyndte at ligge sig ned og som han lukkede øjnene, kunne han heller ikke mærke smerterne i halsen. Det var rart og væmmeligt på samme tid, men hvordan han egentligt skulle føle, det vidste han ikke. Han kunne ikke vride sig ud af det, men han ville heller ikke prøve, for måske var denne vampyr til mænd og måske ville han faktisk lade ham gå ved dette? Måske han bare ikke ville slippe Xtopher, fordi han var bange for at virke svag? Ja det måtte være det, der kunne ikke være andet ved det.

Håbet var knust og endnu engang kunne han mærke en flåen i hans horn, som han blev tvunget tilbage med nakken. Nu sker det, du dør lige nu og her, du kommer ikke til at se din familie mere, du kommer ikke til at kunne noget som helst, ikke engang arbejde det af. Du er død meget snart. Panikkens tanker strejfede ham og han kunne mærke smerterne i halsen, mens hans hjerte gik amok og pumpede mere og mere blod ud. Det var forfærdeligt, især nu hvor denne vampyr begyndte at slikke ham på halsen. Klamt! Ja, det var det eneste han kunne tænke på, det var virkelig ulækkert at blive slikket af en vampyr på den måde, var det mon for at få det hele med? Ja for så var han da taknemmelig. Nu hvor han alligevel var på vej til at dø, så var det da rart der blev sat så meget pris på hans blod, at det i det mindste blev slikket rent.

Endnu engang slappede hans hjerte af i takt med, at han var på vej tilbage mod Xtophers læber. Måske han faktisk bare ville sørge for at stoppe blodet så han ikke døde i mens de kyssede? FØJ FOR DEN LEDE HULE HÆLKULAND!!! Skreg stemmen igen, mere blod, ej fy for pokker hvor det smagte, kunne han ikke holde det til ham selv? Det var virkelig ulækkert, hvad havde Xtopher dog tænkt på da han valgte at kysse ham? Han sagde dog ingenting, kyssede blot igen uden yderligere spørgsmål, han måtte ikke dumme sig, virkelig, det her skulle bare træde igennem, Hvis det kunne redde hans liv, så ville han endda gå så vidt til at gå i seng med denne vampyr, men inderst inde var det ikke det han ønskede, det var dog bedre end døden.

Av, sagde han indvendigt, da han ramte gulvet og så denne vampyr bevæge sig over til sofaen. Lege? Det var altså ikke alvorligt fra hans side? Så var det altså spildt. Han skubbede sig op på sine klove og skyndte sig over til døren. Låst. Ja det kunne han måske have sagt sig selv? Han så tilbage mod sofaen og nikkede. "Undskyld herre," mumlede han ned i gulvet. Han havde dummet sig. "Kan jeg ikke gøre noget? Hvad som helst! Bare De skåner mig og mine horn!" Han lød som en lille pige der var på vej til at græde. Langsomt gled han ned på gulvet og så bare bedende på vampyren og håbede han ville gå med til at finde en straf der ikke indvoldverede hans skønne horn. Måske han kunne gøre rent for ham? Så kunne han trods alt stjæle noget på vejen ud, finde ud af hvad der havde mest værdi for den vampyr kunne vel ikke gøre rede for alle sine ting?
Han lænede sig håbefuldt op ad døren, med et bedende blik stift rettet mod vampyren.

[Nathan Raphael Mordred]

Hvis Satyren havde tænkt sig at lege med ham, så kunne han også sagtens lege med ham. Dertil kom det faktum at han ikke mente, at han havde fået en ordentlig smagsprøve på Satyrens blod og derved tog chancen for at slikke hans hals ren. Blodet var med til at give ham en vis form for rus, men stadig ikke nok til at værdsætte smagen yderligere eller overhovedet have et ønske om at sætte tænderne i ham. Det var nemt a mærke på Satyrens krop, at han var ved at gå i panik og derved pumpede mere og mere blod ud af sin krop, hvis han ikke passede på, så kunne han jo nemt ende med at besvime, måske han endda skulle overveje at stoppe blødningen med en hånd eller to. Det ville bestemt ikke være en nem situation, at besvime midt i hans selskab, så kunne han jo i teorien tage hans horn fra ham, uden at han ville have mulighed for at beklage sig. Tanken havde strejfet ham, men alligevel fandt han vejen til hans læber igen, som blodet atter var en barriere imellem dem, noget der holdt dem adskilt, men som samtidig også skubbede Nathan ind i en blodrus i takt med at hans øjne blev mørkere og mere påvirket af blodet, så snart det kom ud i hans eget system. Det morede ham, at mærke hvordan hans krop forsøgte at frastøde blodet også selvom der var tale om hans eget, så lod han ikke til at ville tage imod det, hvilket også var grunden til at han gav slip på hans læber for efterfølgende at slikke sig om munden og fjerne de sidste spor af blod. Det var alligevel modigt af Satyren at kysse ham igen, som det egentlig gav en forkert opfattelse af situationer, som Nathan dog strøg en finger hen over sine egne læber, imens at han betragtede Satyren foran sig. Hvordan han overhovedet var kommet frem til den ide, at kysse ham, var ham lidt et mysterium, som han da bestemt ikke mente, at han selv udstrålede nogen form for lyst til Satyren foran ham. Det eneste han fandt interessant var måske hans blod, men ellers hans horn, som han så stædigt holdt fast i. Det var egentlig i en skam, men han havde ingen anden form for interesse, udover at han muligvis havde fundet en måde, hvorpå han kunne skubbe ham yderligere. Men han ville næppe strække den så langt, som at gå i seng med den forskræmte Satyr, mest fordi han ikke ønskede et nemt bytte i sengen, men samtidig også fordi han sjældent fandt det særligt tilfredsstillende, medmindre der virkelig var noget over det.
I stedet for at lege yderligere med Satyren, valgte han at sætte sig tilrette i sofaen, som han lænede sig tilbage og efterfølgende valgte at placere hovedet mod ryglænet blot for at kigge op i loftet for en stund. Hans instinkter holdt et vågent øje med Satyren, som denne hurtigt forsøgte at finde en vej ud igennem døren. Han var ikke rigtig bekymret, som han dog rettede blikket mod ham og så en smule afventede på ham. Hvad havde han egentlig regnet med? Det virkede næsten som om, at hans attitude havde ændret sig, som smilet på hans læber blev større i takt med at han rettede sig op. Ordet herre lod til at fange hans opmærksomhed, som han overvejede mulighederne, det kunne bringe med sig. Han foldede hænderne foran sin mund, som han lænede sig fremad og hvilede sine albuer mod sine ben. ”Kan De skaffe informationer?” spurgte han en smule ledende, som han var villig til at forhandle sin pris, hvis Satyren kunne tilbyde sin arbejdskræft i en skygge forretning. Han kunne ikke drømme om at drage ham ind i sin egen forretning i hvert fald ikke direkte. Der gik lidt tid før at Nathan atter rejste sig op og gik hen til ham, som han satte sig ned på hug med et smil på læben. ”Kan De håndtere dokumenter uden at rode i dem først?” spurgte han, som hans øjne langsomt var vendt tilbage til deres normale farve, også selvom det stadig virkede en smule unaturligt med de røde øjne. ”Kan jeg stole på Dem?” hans blik blev en smule advarende, som han lod sin hånd stryge ind under hans hage for at føre sine fingre hen over sårene på hans hals, som han lod blikket møde hans. ”Tordser De mig, så er dette ingenting, jeg har intet imod at dræbe Dem, dræne Dem for blod og efterlade dem i ødemarken, hvor end ikke Deres familie kan finde Dem.” advarede han ham, som det primært var en trussel, som han ikke ville have noget imod at gøre det til virkelighed. Men i teorien skulle han blot finde ud af, om han kunne bruge ham til at løbe ærinder for ham eller om han skulle finde en anden straf, for det ville bestemt ikke være ufarligt.

[Xtopher Xynophelius]

Det føltes som om der gik flere menneskeår før der kom et svar og han savnede virkelig et vindue som man kunne se ud af. Han savnede at vide om det var mørkt eller lyst og om hvor vidt han havde været der i flere døgn eller om det bare var hans hurtige hjerteslag der fik ham til at føle det som flere dage. Måske endda det var fordi han manglede blod, men han havde ikke nogen idé om hvordan han skulle stoppe det og han vidste ikke om det overhovedet var klogt nok at prøve, for ville vampyren blive sur hvis han gjorde det? Han var virkelig i tvivl om hvad han skulle gøre og endnu værre blev det som svarene kom. Han ville faktisk bruge ham, men han sendte en trussel med og ikke en blid en af slagsen. Han huskede familien fra hans søsters død, han kunne ikke sætte livet så meget på spil at han ikke kunne findes, så han var nødt til at være ærlig eller tage sig sammen og blive reel. Hvad ville der ske hvis han sagde han ikke kunne? Det var nok bedst at gøre hvad han ville have til. "Jeg kan godt håndtere dokumenter uden at gøre andet end hvad herren siger," sagde han langsomt og tydeligt. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det med at skaffe informationer, men han matte jo svare. "Jeg kan også godt skaffe informationer, hvis det ikke er på en snigende måde." Han kiggede flovt ned mod sine klove, de var så afslørende som noget kunne være og ja, det måtte vampyren vel selv have hørt. Han vidste også det ville blive svært ikke at stjæle, men han måtte tage sig sammen bare denne ene gang.

[Nathan Raphael Mordred]

Vampyrer afskyede solen, så det faktum, at der fandtes et rum i huset uden vinduer var ikke helt så underligt, samtidig med at det var ganske behageligt, at have kontrol over situationen, som Satyren var fanget i rummet og den eneste udvej ville ikke være nok til at han kunne løbe langt, hvis han overhovedet formåede at komme ud derfra. Det måtte tiden vise, han havde lidt på fornemmelse af, at Satyren ikke blot ville slippe sine vaner og muligvis ville begynde at stjæle igen, hvis han først lod ham gå. Dette ville uden tvivl være en stor fejltagelse, men samtidig ville det blot være endnu en grund til at gøre noget ved det. Måske han i virkeligheden skulle arbejde lidt med hans psyke før at han overhovedet kunne bruge ham i forbindelse med hans forretning. Det var uden tvivl et problem at Satyren knækkede så nemt, men hvis dette kun skete overfor ham, så ville det jo ikke blive et problem, men kunne han nu også være sikker, måske han først skulle holde lidt øje med Satyren og senere trække ham tilbage i mareridtet for alvor. Uanset hvad, så kunne han sikkert godt finde en måde hvorpå han kunne bruge ham, hvad enten det var til informationer eller for at løbe ærinder for ham. Der ville være tale om små opgaver, som ikke ville være vigtige, indtil at han vidste, hvor han havde ham henne. Nathan lod ham få ro for en stund, som han skulle have mulighed for at overveje det om ikke andet fortælle sandheden uden at føle sig presset til at svare det, som han gerne ville høre. Han ønskede ikke at lytte til en løgn, eftersom at forretningen var vigtigere end hans liv, så han ville ikke bare kaste ham ud i hvad som helst og hvis han ikke kunne bruges til nogen af delene, så kunne han sikkert finde en anden løsning. Der var jo nok at lave her, så mon ikke der var nogen som passede til Satyrens evner? Hans svar fik ham til at nikke, som han overvejede ordene for en stund, umiddelbart så lød det, som om han talte sandt, så der var ingen grund til at hidse sig op omkring det, men samtidig så havde han måske håbet på et andet udfald. ”Er De villig til at gøre det?” spurgte han efterfølgende, som han ikke kunne bruge ham, hvis han kun gjorde det fordi han var tvunget til det. Hans satte sig ned på hug og bed hul i sin egen finger, som blodet flød langs med hans pegefinger og ned over hans hånd. Han valgte efterfølgende at smøre blodet ud over Satyrens sår på halsen, som dette skulle hjælpe med at lukke sårene, så han ikke ville ende med at forbløde om ikke andet gav det en mulighed for at heale hans sår, som blodet sørgede for at heale hans egen krop, hvis han kom i kamp. ”Det eneste det kræver er, at De holder ørerne åbne og skulle De hører noget interessant, så giver De mig besked” forklarede han med et koldt smil på læben, som han ikke havde i sinde at sende ham afsted efter informationer, han vidste bedre end at sende en larmende satyr afsted til at gøre en spejders arbejde, men det kunne jo være, at han faldt over noget interessant igennem sin fritid? Nathan rejste sig efterfølgende op igen, som han låste døren op og åbnede den, før at han selv gik ud. ”Afhængig af værdien på informationerne vil De modtage en passende betaling” forklarede han med et smil, som han havde vendt sin krop mod Satyren og blikket, som han blot kiggede på ham. Han trådte efterfølgende til side, som han pegede mod døren. ”Ser jeg Dem stjæle fra mig igen, så kommer det ikke til at gå så nemt” lo han koldt, også selvom Satyren bestemt ikke havde haft det nemt indtil nu, men han havde også ting at se ting, som han så en smule afventede på Satyren, der var ingen grund til at udveksle navne, hvis Nathan ønskede hans navn, så var der nok andre i området, som kunne fortælle det, og Satyren kunne også falde over hans navn, hvis han endte hos de forkerte.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher nikkede ihærdigt til spørgsmålet om der nu også kunne stoles på ham. For en gangs skyld var han hundrede ti procent ærlig omkring denne aften, nat, dag eller hvad de egentligt var nået til på dagen. Han havde ingen anelse om noget som helst og han var begyndt at kunne mærke manglen på blod, hvilket blot gjorde det endnu mere beroligende, da vampyren smurte blod på hans hals, som af en eller anden mærkværdig grund fik strømmen af blod til at stoppe. Det var på en måde en mærkelig og rar følelse på samme tid, for på den ene side kunne han ånde lettet op, men på den anden side virkede det som om blodet stadig prøvede at presse sig ud af kroppen. Det gav virkelig ingen mening for ham, men han valgte bare at forholde sig i ro, da det virkede til at være den bedste metode i denne situation. Han var på ingen måde klar over hvor længe denne mand havde levet, men han selv havde kun levet i 15 år og selvom det var svært at fortælle en satyrs alder, så følte han virkelig at det var et stort pres der allerede lå på ham. Han tog en dyb indånding, han måtte virkelig tage sig sammen, han kunne ikke stjæle noget så længe vampyren kendte selv det mindste til ham.
Hans tanker blev stoppet af endnu en besked, en besked der virkelig lettede hans hjerte, hans sjæl, ja faktisk hele kroppen. Det var ikke informationer som spion, bare det han hørte. Han nikkede ihærdigt og så op på vampyren. "Det kan jeg sagtens klare, de skal få al den viden fra mig som jeg overhører. De vil være den første til at vide alt hvad jeg overhører!" Det hele kom i en hastig strøm, men han tav ved det sidste han skulle til at sige. Han ville lige til at spørge om det ikke først ville være efter vasen var betalt, men han ville virkelig ikke nævne den vase igen, det var i hvert fald ikke ligefrem den bedste idé at snakke om. At spørge ind til det ville være ligesom at spørge om man kunne betale, som undskyldning for at dræbe en andens bedstemor, nej det måtte han ikke spørge ind til, hvis vampyren først ville beholde skillingerne til vasen var udbetalt, så tænkte han det nok selv?

Hvorfor skulle jeg prøve at stjæle fra Dem igen? spurgte hans stemme irriteret efter den sidste bemærkning, sådan var han jo absolut ikke, eller jo normalt, men efter hvad han havde været udsat for, så skulle han ikke risikere noget medmindre det var at stjæle for andre i vampyrens ønske. På et eller andet punkt følte han sig nu tryllebundet til vampyren, men på den anden side ville det forhåbentligt ende ud i bare at være et arbejde som han kunne stoppe fra så snart han havde rodet bod på vasen? Han rejste sig derfor op med rank ryg, lagde den ene foran maven i en vinkel af 90 grader og den anden på ryggen og ligeledes i 90 grader, hvorefter han bukkede dybt og sagde, "selvfølgelig sir." Han havde stadig ikke helt fundet ud af om det var det rette at kalde ham for herre eller sir, men det måtte det vel være hvis han skulle være hans chef?