Måske et farligt tyveri?

[Nathan Raphael Mordred]

Det kunne godt være, at Satyren mente, at man kunne stole på ham, men indtil videre så var det en smule svært at tro, eftersom at han jo havde startet ud med at forsøge at stjæle fra ham. Men på den anden side, så havde han endnu ikke forsøgt at lyve sig ud af det, så måske der var noget i det, han skulle bare lige forarbejdes først, så han ikke kunne drømme om at gøre noget lignende igen. En tyv forblev vel en tyv, uanset hvad denne fik tilbudt, så længe der kunne dukke noget bedre op, også selvom der var tale om andet end et job, eftersom at den lille satyr rent faktisk havde en gæld til ham, så kunne det jo heller ikke blive ved med at holde. Men mon ikke det var nok til at skræmme ham til i det mindste at være forsigtig? Alt andet ville om ikke andet være dumt og blot ende med at han ville ende tilbage i selv samme rum, hvis ikke han passede på. Men hvis han skulle kunne bruge ham til noget, så kunne han ikke have ham forbløde på gulvet, så han kunne lige så godt få stoppet blødningen i tide, så Satyren selv kunne forlade grunden. Han havde i hvert fald ikke i sinde at følge ham til døren, sådan som det så ud lige nu. Det ville måske tage længere tid for sårene at heale, men i det mindste ville de være lukkede nu, dog ville det kræve lidt mere tid, før de ville forsvinde. Ikke at det var noget, som rente faktisk bekymrede ham, det var af forretningsgrunde, at han tilbød sit eget blod. Noget han sjældent gjorde, medmindre han kunne se fordelen i det. Det var noget han kaldte for en investering og ikke andet. Han var udmærket godt klar over at Satyren virkede ung, men så var der måske også en chance for at han var nemmere at påvirke i den retning, som han havde behov for. Nathan selv havde flere århundrede bag sig, så der var klart en stor forskel i deres erfaringer og syn på livet.
Han havde ikke behov for spioner, blot nysgerrige sjæle, som ingen ville kunne forbinde med ham og var Satyren ikke perfekt til dette? Det var i hvert fald en mulighed, men samtidig var det også nødvendigt, at ingen kunne fatte mistanke, så han ville hellere have at Satyren fremstod som nysgerrig og ikke en der rent faktisk lyttede for at bruge informationerne. Det lød næsten som om at Satyren var begejstret for at han ikke var tvunget til at spionere på folk, men blot skulle lytte, men var det ikke lidt for tidligt at være begejstret eller afslappet. Havde han nogen ide omkring hvilken forretning han kunne ende med at blive linket sammen med? Muligvis ikke og Nathan havde ikke tænkt sig at fortælle ham det. ”Så har vi en aftale, De er mine ører, hvor mine egne ikke kan nå” sagde han med et svagt smil på læben, som klart havde en undertone af lumske tanker, noget der hurtigt forsvandt i takt med at han forklarede sig yderligere. Det var jo vigtigt at de forstod hinanden ikke sandt, så han ville ikke lade Satyren gå uden at vide, hvilket konsekvenser et eventuelt brud på deres aftale kunne have. Betalingen kunne komme i mange former, men han havde bestemt ikke glemt vasen, som han bevægede sig ud i det åbne rum og lod blikket glide mod de mørke vinduer. Der var stadig tid til at andre ærinder i løbet af natten, så han havde ikke spildt alt for meget tid, også selvom det måske kunne føles som længe inde i rummet, så havde det været ganske morsomt. Han strøg roligt sine fingre hen over sine læber, som et smil bredte sig over de kolde læber. Kysset var fortsat frisk i hans hukommelse, som det bestemt ikke ville blive glemt, også selvom det ikke betød noget for ham, så var det en klemme, han kunne bruge mod Satyren, hvis han gik imod ham.
Truslen lod han roligt hænge i luften, som han bevægede sig tilbage til rummet, de var startet i. Stumperne var vasen var forsvundet, som der ikke var noget tegn fra den knuste vase i stedet var denne erstattet med en anden genstand, som langt fra mindede om den tidligere vase. Nu hvor de havde indgået en aftale, var der tale om en bindende kontrakt, som Nathan kun ville bryde, skulle han blive træt af at have Satyren rendende fra tid til anden. Det lod som om at Nathan havde fået lært Satyren en ting eller tog, han var i hvert fald mere villig til at udvise respekt, ikke at han havde haft en forfærdelig oplevelse med hans opførelse eller sprog. Han havde faktisk bare taget imod. ”Herre vil være passende” forklarede han roligt, som han fornemmede at Satyren efterhånden havde prøvet en del ting af, for at se hvad der passede ham, men han havde nu haft den bedste reaktion, da han havde brugt Herre, så mon ikke han kunne holde sig til det. Han bevægede sig tilbage til entreen, som han åbnede døren og lod blikket glide mod Satyren, han kunne få lov til at gå nu, hvis han ikke nåede at ombestemme sig inden at Satyren kom ud af døren. ”Jeg vil altid kunne finde Dem, så lad vær med at opsøge mig” det var mere eller mindre for at få forholdsreglerne på plads, som han ikke ønskede at Satyren dukkede op, hver gang han havde noget at fortælle, han skulle nok selv opsøge ham, når han mente, der var behov for yderligere informationer.

[Xtopher Xynophelius]

Det var som at have myrere i hals og nakke, der prøvede at komme ud af de samme huller. Sådan føltes smerterne mere og mere irriterende. Det var ikke til at forstå hvordan en vampyrs blod kunne få blodet til at stoppe, men alligevel skabe sådan en irritation. Måske det var fordi de var i gang med at kæmpe for at hele hurtigere end normalt eller også var det bare fordi hans tanker fik mere og mere plads til at koncentrere sig om noget så latterligt som nogle kommende sår. Det var sandsynligvis hans livs værste oplevelse at stå der og opleve hele hans liv blive sat på spil på flere måder. Det var som at stå på en slagmark og være i midten for at stoppe to mennesker der prøvede at slå hinanden ihjel. Det var virkelig en irriterende følelse og det var som om det var det eneste han kunne tænke på, når ikke der var en samtale igang, han havde ikke engang behov for at tænke over hvad der ville blive svaret, det gav jo sig selv når svarene kom, men den her smerte, den var der ingen forklaringer på ud over hans frustration og tankerne omkring hvordan det kunne være så galt.

Frustrationerne blev mindre, da der kom lyd fra vampyren og Xtopher nikkede igen. "Det vil jeg være min herre, er der ellers andet jeg skal?" Han kunne lige så godt spørge når han var i gang, han var jo for så vidt selv udenom det som han var blevet rodet ud i, der var ingen udvej. Hvis han alligevel skulle tjene for en anden, være en skændsel for hans far, så kunne han lige så godt gøre så meget han kunne før han slap fri fra det. Et nærvøst bid ramte samtidig hans læber. Hvor skulle han bo i denne tid? Han kunne ikke komme hjem og sige han havde fået en form for arbejde og han ville ikke turde stjæle fra nogen som helst så længe han havde vampyren her i nakken. Det var en skræmmende tanke i sig selv, at denne vampyr skulle forvente at høre fra Xtopher i ny og næ og at Xtopher skulle lave et og andet for ham. Han måtte slå sig ned et andet sted, til han havde betalt sin gæld af, til han havde fundet sig til rette.
Tankerne stoppede i takt med døren fra det ubehagelige rum endelig blev åbnet og vampyren begyndte at gå. Xtopher traskede langsomt efter på sine klove og lyttede med, da der blev sagt det der skulle siges. Det var altid noget herre var fint, for det var noget som Xtopher ville kunne huske, nu var spørgsmålet bare hvad han kunne hive frem og hvad der ville komme til at ske, om han ville få andre opgaver, om han overhovedet kunne finde nogle gode informationer som ville være tilfredsstillende. Et sug i maven ramte ham, da døren i entreen blev åbnet for ham og han gik hurtigt ud på den anden side, hvor daggryet var begyndt. Solen var på vej til at oprinde og han var ude i det fri, hvis man kunne kalde det det. Han nikkede tavst og sagde; "javel herre," med et lille buk. Det undrede ham en smule hvordan denne vampyr skulle finde ham uden et navn, men han tillod sig ikke at sige noget, det måtte manden jo være klar over.

[Nathan Raphael Mordred]

Måske det var underligt for andre end vampyrer, at kroppen kunne heale sig selv, men magien lå jo egentlig også i blodet selv, så Satyren havde nok ikke forventet et lignende udfald, men alligevel lod han til at kunne håndtere det også selvom følelsen sikkert kunne ende med at blive kvalmende. Nathan selv var jo vant til det og fandt det da også vældigt nyttigt, når han først endte med at skulle blive fysisk i forhandlinger, også selvom han helst gerne ville klare det på andre måder, så kunne det være den eneste måde hvorpå nogle typer ville lytte til, hvem der bestemte. Nathans eget sår på hånden, som han selv havde lavet, var for længst healet og der var ingen tegn, som afslørede at der overhovedet havde været et hul på hans hud. En fantastisk evne og vældig brugbar.
Det var ikke fordi det var nødvendigt med særlig mange ord, når Nathan allerede havde forklaret ham, hvad han kunne bruge ham til, nu skulle han sådanset bare afsted og skaffe nogle brugbare informationer, som kunne give ham en fordel. Som Satyren spurgte om der var mere han skulle være klar over, overvejede han det for et kort øjeblik før at han rystede på hovedet. Det var ikke en voldsom rysten, blot en svag rysten, som var nok til at videregive beskeden om, at der ikke var mere vigtigt lige nu. Han kunne ikke bekymre sig om hvad Satyren ville få tiden til at gå med, men om ikke andet, så måtte han hellere komme i gang, så han ikke endte med at være tomhændet, når først Nathan opsøgte ham. Han tog sjældent godt imod en skuffelse, men han behøvede vel ikke at skræmme ham yderligere, nu hvor han allerede havde oplevet lidt af hvert, også selvom det fortsat drejede sig om småting, så skulle han jo nødigt skræmme ham alt for meget, så kunne han jo ende med at dumme sig og tale over sig overfor andre. Det var tydeligt at Satyren fulgte efter ham, som han bevægede sig mod entreen og dernæst valgte at åbne døren, som en klar besked til at han kunne forlade området nu. Men samtidig havde han også fået besked på, at han kunne skulle vende tilbage, om ikke andet ville han kunne genkende lydene af hans hove.. Det lod også til at Satyren virkede lettet i det sekund at døren blev åbnet. Han tog det ikke rigtig som nogen fornærmelse, som han ikke ville have noget imod, hvis Satyren snart forsvandt. Hans blik gled mod solen i det fjerne, nok kunne han opholde sig i solen for en stund, men han var i tvivl om, at Satyren nu også var det værd. Hans blik gled mod ham igen, som han talte igen, Nathan lavede et kort nik med hovedet, som smilet gled over hans læber. ”Skuf mig nu ikke” lo han stille, som stemmen udviste en vis form for tvivl, men samtidig også forsikrede ham, at det ikke ville være smart.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher nikkede kort til, at han havde forstået beskeden om han ikke skulle skuffe vampyren og det havde han bestemt heller ikke et ønske om at gøre. Nu ville han ud på jagt efter et midlertidigt hjem, mens han ville lytte til hver eneste lyd der strejfede hans øre, hans øjne og ører var for alvor åbne og næste gang de mødtes var det forhåbentligt i bekræftning af at Xtopher havde nogle nyttige oplysninger, som han kunne give til denne vampyr. Han var ikke interesseret i at knytte nogen former for bånd, han skulle bare betale gælden ud hurtigst muligt, for vampyren var da villig til at lade ham gå efter det, ikke? Han gik tankefuldt ned ad gaden, mens han tænkte over hvordan han mon skulle håndtere denne sag og hvad det mon kunne føre til.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var ikke rigtig mere at fortælle, så Nathan havde ingen grund til at holde på ham, ikke hvis han kunne skaffe nogle informationer hen af vejen og måske endda kunne bruges som budbringer, hvis Satyren da havde mod til at besøge de væsner, som Nathan selv lavede forretninger med. Han lod derfor Satyren gå, som han holdt øje med ham indtil at han ikke længere kunne ses eller fornemmes på grunden, derefter valgte han at gå indenfor, som han lukkede døren efter sig og lænede sig imod denne, som han lagde hovedet tilbage, lyset afslørede et klart smil på hans læber. Mon den lille Satyr kunne få sig selv til at lytte i krogene og rent faktisk fortælle ham om det eller hvad skulle han faktisk forvente af denne form for loyalitet. Han var jo godt klar over, at det drejede sig om at Satyren skulle af med den gæld, han havde opbygget i løbet af få minutter i hans hus, men det havde også været nok, at han havde trådt indenfor, men vasen havde da klart gjort det værre. Men nu havde han også andre ting at se til, som han forlod entreen og bevægede sig ovenpå for at sætte sig til rette i sit bibliotek med en bog i hånden. Han opførte sig mere, som om der ikke lige var sket noget og som om det var helt normalt, men der ville heller ikke gå længe før, at han ville blive nød til at trække sig tilbage i mørket.

//Out, tak for en fantastisk underholdende tråd! xD