Skovens dyr tilhøre os alle, ikk?

[Rauha Sisu]

Dato: Januar 1434
Tid: 14:00
Vejr: Koldt, ca -3 grader, og klart uden meget vind.
Påklædning: Som på billedet plus en blå rejsekappe og en rygsæk med træ bundet under. Hætten på kappen er ikke trukket op over hendes hoved.

Skoven og kulden var afslappende. Det både mindede Rauha om Jumalten, hendes gamle hjemland, og stod i skarp kontrast til den grusomme aften i Kensis. Hun kunne stadig mærke varmen, lugte brændt kød og blod, høre vingeslag og smerteskrig. Stadig se de livløse ansigter hos de, som hun fejlede i at redde. Der havde været død og ødelæggelse over alt, men det var kun de ansigter, som var blevet hos hende. Hun var trods alt en erfaren kriger, død var intet nyt for hende. Resten af byen havde hun ikke nogen relation til, men den håndfuld, den håndfuld havde hun svigtet.
I en fysisk bevægelse rystede hun tankerne af sig. Kulden bed helst anderledes i hendes ar end varme. Det var en velkendt og velkommen følelse. Jumalten var kold, meget koldere end Ireno siden landet lå længere mod syd. Og stykket op imod Ireno blev med få undtagelser kun besøgt i de varmere måneder. Lidt held havde hun haft med sig, da hun blev forbandet, det havde været en sommer. Det var muligt at komme gennem tundraen og med et skib til Ireno. Rauha fnøs af sig selv. Hvorfor søgte hendes sind sådanne mørke steder hen? Død og forbandelser burde blive glemt på sådan en fantastisk dag. Hun trak vejret dybt gennem næsen og smilte ved lugten af skoven. Den bragte svage, drømmeliggende minder med sig, der blev forstærket af den knasende lyd, det centimeter tynde lag sne gav. Hendes smil blev større. Derhjemme ville sådan en sølle slat aldrig blive betegnet som sne. Og kulden her var hvad er svarede til foråret i hendes hjemstavn, men lokalbefolkning havde fortalt, at det sjældent blev koldere. Hun begyndte langsomt at betvivl, hvorvidt højlandet nogensinde havde haft en snestorm.
Tankerne blev afbrudt af hendes rumlende mave. En ting måtte hun give Ireno. De havde god mad og masser af den. Hun svingede rygsækken om foran sig, og åbnede den med velbehag. Hvilket hurtigt blev til forundring, da den var besværlig at åbne. Til vrede da hun opdagede årsagen til problemet. Vandsækken hun havde købt var utæt, og havde lige så stille tømt sit indhold ud i sækken for til sidst at fryse alt ned. Så nu stod hun midt i skoven, og der ville ikke være mad eller tæppe før hun fik tøet det op. Fantastisk! Med et tungt suk lukkede hun den igen og svang den om på ryggen. Ikke andet at gøre end at finde et godt sted at slå lejre. Med noget held ville hun stadig kunne nå Ynisti i morgen. Om ikke andet så måtte hun gå natten med. Det eneste lyspunkt lige nu var, at hun stadig havde sit gamle trofaste skin.
Solen kom længere op, som hun bevægede sig gennem skoven. Hun var i sine egne tanker og ville havde slet ikke opdaget snaren, hvis ikke dyret havde flyttet på sig. Nysgerrigt kiggede hun efter bevægelsen og så en fanget hare. Et smil spredte sig på hendes læber. Det her var en mulighed, som det var umuligt at gå forbi. Hun skulle alligevel lave bål før hun kunne få noget at spise. Lidt frisk kød ville være en lækker tilføjelse til hendes brød. Hun børstede sneen væk og satte et knæ i jorden. I et hurtigt tag fik hun brækket dyret nakke og tog det forsigtigt ud af snaren, så hun ikke ødelage redskabet, hvor hvem end det ejede det.

[Lupercus Venator]

Sneen irriterede Lupercus. Den var tyk nok til at larme når han bevægede sig gennem skoven, men ikke tyk nok til at skjule sig i eller lave fælder af. Den var endda for tyd til at efterlade brugbare spor. Hvis det skulle sne, kunne det så ikke i det mindste sne ordenligt? Han havde ikke så meget imod kulden, hans kappe holdet det værste væk og han havde altid været mere tilpas i kulde end i varme. Så længe han var udenfor, kunne han klare sig. Skoven var stille og fredelig, ingen mennesker eller noget andet menneskelignende. Kun sneen, træerne, vinden og himlen. Sådan kunne han bedst lide det.

Han havde været gennem de fleste af sine fælder allerede og der havde ikke været meget at hente. Et par harer, mink, gråværk og en enkelt hermelin, der nu alt sammen hang over hans ryg. Han havde håbet på et par ræve. Vinterpelsen solgte godt og ville gøre det strabadserne værd at rejse til en by. Måske kunne han fange et par katte på vej til byen. Dem kunne han godt pelse på vejen. De andre dyr ville han have gjort klar inden han tog af sted. Det ville tage for lang tid at garve dem, men han kunne rense dem og finde ud af, hvad han ville have for dem. Han havde nogen garvede skind fra sidste år, som han forventede at få en god pris for. Det var snart længe siden han havde været i en by og han manglede efterhånden både salt og reb. Den seneste tid havde han lavet reb selv, men det tog for meget tid og energi til at han kunne blive ved med det. Selvom han foretrak at klare sig selv, vidste han, at det ikke var alting han kunne uden hjælp. Salt var livsnødvendigt for at hans kød kunne holde sig igennem vinteren og det skete, at han fik brug for noget af metal, som han ikke selv kunne lave. Meget kunne han klare selv, men der var grænser. Så kunne han måske også finde ud af, hvad det var der foregik. Selv i skoven kunne han ikke undgå at lægge mærke til den opstandelse der havde været. En eller anden forklaring var der vel. Hvis han alligevel skulle ind til byen kunne han lige så godt finde ud af det, så han kunne slå det ud af hovedet og komme videre med sit liv. Det havde jo alligevel ikke noget med ham at gøre. Han ville bare have fred.

Han manglede kun en snare og håbede på, at der var noget mere interessant i den. Noget med vinterpels. Men da han kom nærmere kunne han se, at det ikke kun var dyr, der havde opdaget hans snare. En skikkelse sad ved den og var i færd med at fjerne den hare, som snaren havde fanget.

[Rauha Sisu]

Dyret havde været stort og smukt. Desværre sagde hverken pels eller læder hende noget. Hun var i stand til at skinde og rengøre et dyr, men havde aldrig gjort i at garve. Der havde altid været nogen der kunne, så hun havde efterladt det i deres kyndige hænder. Nu hvor hun rejste Ireno tyndt, havde hun bare solgt et rengjort skin og accepteret en lavere pris.
Haren havde allerede forsøgt at ødelægge snaren, og hun kunne i princippet ikke bebrejde den. Havde hun været i sammen situation, ville hun nok have været klar til at gnave sit eget ben af for at komme fri. Den tynde sne knagede til på hende, som hun forsigtigt fjernede snaren. Hurtigt kiggede hun mod lyden. På trods af fælden havde ikke regnet med at se andre herude. Hvad var chancen for, at nogen ville dukke op lige nu? Heldet var virkelig ikke med hende i dag. Måske det i det mindste var et større dyr?
Rauha fik øje på et styk stor mand, der havde blikket rettet mod hende. Hun kiggede kort op på ham, overrasket over at spotte et andet menneske her midt ude i skoven, imens hun bearbejde hvad er forgik, for til sidst at spørge:
"Kan jeg hjælpe Dem med noget?"
Før hun rejste sig og børstede hendes knæ af, haren i den hånd der ikke holdte spyddet. Skulle man dømme ud fra hans beklædning, jagtkniv og pelse, var det nok ejeren af fælden. Rauha havde ingen planer om at være immobil, når han reagerede på, at nogen havde tømt hans fælde først. Det var stadig sandsynligt, at hun kunne tale sig ud af det. Men var han mere udadreagerende, ville hun være i stand til at kunne flytte sig frit.

[Lupercus Venator]

”Du kunne jo starte med at give mig den harer, som min snare har fanget.” sagde Lupercus stille, selvom han havde mest lyst til at hive dyret ud af hånden på hende. Hvad billede hun sig ind at komme her og stjæle fra hans fælder? Det var ikke nogen ta-selv-buffet, det var hans hårde arbejde og livsgrundlag hun stjal. Skoven var fyldt med dyr, det var ikke noget problem at fange noget selv, men det havde hun åbenbart ikke tænkt sig at bruge sin tid på.

Han var stoppet lidt fra hende, da han havde fået øje på hende ved snaren, men nu gik han langsomt tættere på. Han ville egentlig helst klare det uden at angribe hende, det var jo kun en harer, han kunne fange flere. Men det havde han ikke i sinde at lade hende se. Hvis han kunne afskrække hende fra at stjæle fra andres fælder en anden gang, ville han have gjort alle jægere en tjeneste. Han var højere end hende og så ned på hende med sine gyldne øjne. Hans opmærksomhed var rettet mod hendes spyd og hendes bevægelser. Hun ville have en fordel på afstand, men hvis han kunne komme ind under hendes rækkevidde, ville spyddet være en ulempe for hende. Hvis hun var klog, havde hun andre våben. Hvorfor skulle andre mennesker altid blande sig? Kunne han ikke bare få lov til at være i fred? Skoven plejede at være fredelig og tom på denne årstid, ingen byboere ville bevæge sig udenfor i kulden og slet ikke udenfor de beskyttende murer på deres huse og byer. Tasken på hendes ryg fortalte ham, at hun var rejsende og sandsynligvis ikke fra en af de nærliggende byer. Det kunne forklarer, hvorfor hun ledte efter mad i skoven på denne tid af året.

[Rauha Sisu]

Rauha tog hænderne overgivende op foran sig i en rolig bevægelse, så han ikke ville tro, at han blev angrebet af hverken spyd eller hare. Jep, hun havde fundet fældens ejer. Eller i hvert fald ham der udgav sig for at være ejeren. Med hendes højde var det ikke noget nyt at skulle kigge op på de forskellige hankøn, endda til tider andre kvinder. Så det at blive nedstirret tog hun bestemt ikke tung. På trods af at ham her var noget af en bjørn. Høj, bred og truende, som havde hun pisset på han territorium. Rauha selv prøvede med et venligt og imødekommende smil.
"Rolig nu, jeg er sikker på, at vi kan tale om det." Hun lavede en lille gestus med spyddet mod de dyr der hang over hans skuldre. "De har tydeligvis haft heldet med Dem tidligere, og alt hvad jeg ønsker er en smule kød. Det kunne være en venlig gestus fra Deres side, nu hvor jeg reddede Deres snare." Reddede var måske så meget sagt. Men haren kunne have gjort skade en hel del skade på den. Dyret var trods alt så småt begyndt. "Hvad siger De til at vi deler i byporten? Jeg er desværre tvunget til at søge ly tidligt. Vi kunne spise kødet, og så kan De få skinnet med hjem igen. Jeg har også noget brød, som jeg kan tilbyde, hvis det kan friste." Noget at brødet var højst sandsynligt ikke alt for spiseligt efter at det var tøet. Men det var en mindre del, som rent faktisk var blevet direkte frosset inde af vandet. Resten var frosset grundet isen i hendes rygsæk.
Hun var rolig, som hun afventede hans beslutning. Indtil videre havde han ikke været voldelig, og det var altid en god start. Hun håbede virkelig, at han tog imod hendes tilbud. Hun havde virkelig sat næsen op efter kød. Og så ville selvskabet være hyggeligt. Hvis altså bjørnefar tog nogle dybe indåndinger og slappede lidt af. Hun smilte stadig varmt til ham.

[Lupercus Venator]

Lupercus fulgte hendes hænder med øjnene da hun løftede dem. Hans egen hånd var placeret på den lange jagtkniv, men han gjorde ikke mine til at ville trække den. Hvis det skulle være, kunne han sikkert overmande hende uden at bruge den, men han ville helst undgå en voldsom konfrontation. Man vidste aldrig hvem der kunne blive vred over den slags og han ville helst have fred. Men han havde ikke i sinde bare at lade hende gå med hans hare. Kvinden var ikke stukket af endnu, det talte til hendes fordel. Normalt ville tyve have smidt byttet og være stykket af, da de fandt ud af, at de var blevet opdaget. I det mindste var hende her klar til at lave en aftale. Ikke at hun havde gjort det, hvis han ikke havde opdaget hende, men alligevel.

Hun smilede og prøvede at indynde sig med venlighed og hørlighed. Det irriterede ham lidt, at det lod til at virke. ”En snare har langt fra samme værdi som haren. De bliver for det meste ødelagt når dyrene prøver at komme fri.” Mens han talte kiggede han forbi kvinden hen mod snaren for at se, hvor slemme skaderne var og hvor godt hun havde repareret den. Så længe snøren ikke var knækket, burde han kunne sætte fælden op igen uden problemer. Hvis haren havde kæmpet meget kunne det være nødvendigt at flytte den til et mindre forstyrret område.

Alligevel var han ikke helt afvisende overfor hendes tilbud. Det var snart længe siden han var løbet tør for mel og han havde savnet smagen af brød, selvom hendes taske så en smule mistænksom ud, som om den havde været frosset ned. Det var ikke sikkert hendes brød stadig var spiseligt, hvis det virkelig var sket. Men hvis hun kun var interesseret i kødet… Det gav mening, mange rejsende gad ikke slæbe andet end det, de havde mest brug for og efterlod efter hans mening alt for meget af dyret, når de tog videre. Der var ingen respekt i at dræbe et dyr, bare for at efterlade halvdelen fordi man ikke gad bærer det.

Hun virkede ikke interesseret i kamp. ”Hvorfor skulle jeg lade en tyv gå ustraffet og endda få glæde af det bytte, hun ville stjæle?” Han var stadig irriteret over at hun havde rodet i hans fælde, men hun var ikke ret stor og sikkert sulten efter rejsen. Vejret var koldt og det var ikke underligt at hun var sulten. Det var ikke meget kød på haren og han ville kunne klare sig uden. For nogen ville en god gerning som at give hende kødet måske være en selvfølge, men Lupercus så ingen grund til at give noget gratis. Han havde aldrig fået noget forærende, hvorfor skulle han give andre uden at få noget igen?

[Rauha Sisu]

På trods af smil, venlige ord og rolig attitude, var hun bestemt ikke blind på hånden på hans kniv. Hun var opmærksom men ikke bange. Skulle hun hoppe hver gang nogen havde gjort tegn til at trække våben mod hende, så kunne hun ikke lade andet. Rauha havde det med at komme i problemer. Nogle var selvforskyldt, og nogle var den slags, der automatisk kom med det liv hun levede.

Hun undlod at lade smilet vokse. Bjørnen virkede en smule påvirket. Om det var hendes tilbud eller charme, kunne hun ikke bedømme. Og resultatet var ikke vigtigt. Hun kiggede imod snaren, da den blev nævnt. Den var ikke knækket, haren havde kun nået at gøre så meget. Hvorvidt der havde været en forskel, på den tid det ville tage ham at komme derhen, kunne hun ikke umiddelbart afgøre. Hans ord var sande, og hun valgte at tie for i stedet at vælge en anden kamp.

"Tyv er et stærkt ord. Hvem siger, at jeg ikke er en venlig sjæl, der redder stakkels jægeres fælder fra glubske gnavere?" Spurgte hun uskyldigt, før hun besvarede hans spørgsmål.
"Se ikke på det som at De giver mig noget. Se på det som en handel. Kød for brød, ild og godt selvskab. Jeg må dog være ærlig med Dem, nu hvor jeg har set, hvordan De har kigget" ordet mistænkeligt var usagt, men han kunne muligvis høre det mellem linjerne. "på min rygsæk. Jeg har haft et uheld, det er derfor, at jeg er tvunget til at slå lejer. Mit brød er frossen, men så snart vi har ild, så er det kun lidt af det, som har taget skade." Hun tog et halvt skridt tættere på ham, stort smil på læberne. Hendes hoved blev bøjet lidt længere bagover, for stadig at kunne holde øjenkontakt med ham. Hun sørgede dog for ikke at komme tættere på, end at hun hurtigt kunne komme væk, hvis det blev nødvendigt.
"Nok ikke den bedste salgstale De nogensinde har hørt. Men i det mindste ville De dele med en mindre person. Det betyder mere mad til Dem." Hun havde måske ødelagt det for sig selv ved at nævne brødet. Det havde været planen at bede om tilgivelse, når de først sad ved ilden. Men han var alt for observant. Nå hun havde gjort det rigtige og sagt sandheden. Og modsat godtroende fjolser ville hun ikke være overrasket, hvis det var det forkerte valg, og han takkede nej.

[Lupercus Venator]

Lupercus betragtede kvinden mens hun talte. Måske var der noget ved hendes tilbud. Det var nemmere end kamp, en kamp der kunne resulterer i skader han skulle bruge energi på at heale fra og risikerer at ødelægge de skind han allerede havde samlet. Selv hvis de ikke kom til skade under kampen, ville de ryge på jorden og sikkert blive trådt på. Hvis han kom for langt væk fra sine ting ville ådselædere begynde at snuse rundt og de ville helt sikkert ikke tage højde for at han behøvede intakte skind for at sælge dem. Og de ville slet ikke kunne tales fra deres bytte, det ville kræve endnu en kamp

Det var efterhånden køligt og hun var nødt til at slå lejr for at få opvarmet sin taske. Og hun virkede ærlig. Det fremmede ikke ligefrem hendes sag at fortælle, at hun havde problemer med sin taske og at hendes brød måske var mindre end friskt. Alligevel nikkede han. Der ville ikke gå lang tid før det begyndte at blive mørkt og til den tid ville han gerne være færdig med at sætte fælder op.

”Tænd et bål i lysningen derovre” Han gjorde et kast med hovedet mod en lille lavning i skoven til venstre for dem. Et væltet træ havde skabt et hulrum i lå for vinden, hvor der endnu ikke var kommet nye træer. Et godt sted at slå lejr, i læ for vinden og med god plads til oppakning og et bålsted. ”Mens jeg ser til snaren.” Måske var det dumt at lade hende tænde et bål. Hvis hun havde i sinde at stikke af, var det en perfekt mulighed for hende, men han ville egentlig hellere se til sin fælde end holde øje med hende. Hvis hun stak af, ville han overveje at jage hende, men det virkede som for meget arbejde for den lille hare.

Han ville sikkert komme til at fortryde sit valg. Ild kunne han nemt selv skaffe og selskab var han sjældent interesseret i, men brød havde han savnet. Han kunne vente til han skulle sælge sine skind i byen med at købe mel, men det ville nu være rart med lidt afveksling.

Uden at tage hånden fra sin dolk trådte han frem og gik rundt om hende, tæt nok til at hun ikke kunne stikke af den vej, men langt nok væk til at han ikke virkede truende overfor hende. Ingen grund til at angribe hende uden grund. Han var interesseret i, om fælden kunne blive eller om den skulle flyttes. Selvom han virkede rolig, var han hele tiden opmærksom på, hvor hun var og hvordan hun holdt sit spyd, klar til at springe udenfor rækkevidde eller angribe, hvis det blev nødvendigt.