Ingen oplysninger, men en stor gæld

[Nathan Raphael Mordred]

Risikoen for at Satyren ville bide ham, havde han overvejet, men samtidig så var han ikke interesseret i det, da det blot ville være en irritation og noget der ville smide Satyren længere ned af rangstien, hvis denne da overhovedet kunne komme længere ned? Nathan så ham i hvert fald ikke som noget, der havde særlig stor værdi, noget som Satyren sikkert også godt kunne mærke på ham, som han ikke længere var interesseret i at gå forsigtigt frem. Der var andre ting, der kunne klare situationen lige så godt, som ord kunne. Det hele var også en måde at vise Satyren, hvor han befandt sig henne, hvor dybt han var i gang med at grave sit hul, noget der blot blev dybere og dybere i takt med at Satyren ikke havde fuldført sin opgave eller gjort det helt store forsøg på at undskylde. Det faktum, at kysset blev gengældt var blot endnu en sejr i sig selv, som han ellers havde forventet, at han ville fortsætte med at nægte, men måske han var kommet på bedre tanker og nu forsøgte at gøre det hele bedre for ham selv? Men Nathan havde ingen intentioner om at drage blod fra hans krop, han havde yderligere planer, både for at tilfredsstille sig selv, men samtidig også slukke en sult, der kunne dukke op under en eventuelt rejse, så måtte Satyren jo bare være hans føde for nu?
Nathan ville aldrig nøjes med menneske føde, mest af alt fordi det smagte forfærdeligt og slet ikke kunne give den samme rus, som blodet kunne. Der var selvfølgelig forskellige varianter af blod, og der var klart andre væsner, som han ville foretrække over Satyr, men for nu kunne han også godt nøjes, når det samtidig fungerede som en straf. Alligevel havde han ikke i sinde at gøre ham ubrugelig, så han tog kun nok blod til at han ville kunne mærke følelsen af blodet forlade sin krop. Som Nathan mente, at han havde taget nok blod valgte han at gå nogle skridt tilbage og lade Satyren få kontrollen over sin krop igen, imens at han tørrede blodet væk fra sine egne læber og atter vendte blikket mod Satyren igen, som denne fandt sine ord endnu en gang. Han nikkede kort og strøg fingrene over jakken, for at rette folderne, som jakken havde fået nogle enkelte folder af, at holde Satyren presset mod væggen. Det interesserede ikke Nathan, hvad han brugte sin tid på, så længe at hans udflugter til andres boliger ikke ramte hans egen forretning, så kunne Satyren næsten gøre hvad der passede ham, men det var måske også vigtigt at være forsigtigt, for man kunne jo aldrig vide, hvor Nathan havde sine kontakter henne? Men tyvekoster var en mindre ting, også selvom det havde bragt ham i dette problem, så kunne han umuligt komme i værre problemer end dette, skulle han forsøge at slippe væk ved at blive fanget af byvagten, så skulle Nathan også nok finde en måde at komme ind til ham, selv hvis han blev holdt fanget. Han havde reddet andre ud fra fangehullet, så længe de var noget værd for hans egen vindings skyld. ”Jeg må foreslå, at blodet forsvinder inden vi når frem..” det var faktisk at gøre ham en tjeneste, eftersom at manden han skulle snakke med bestemt ikke ville bryde sig om den svineri og han ville klart gøre et eksempel ud af Satyren, hvis denne ikke passede på. Nathan gik efterfølgende forbi ham og hen til døren, som han gik ud af og lod blikket glide op mod himlen. Der skulle være tid nok til at nå frem til næste destination, før at solen overhovedet ville blive et problem. Han forventede lidt, at Satyren ville følge med uden at han skulle beordre ham til det, mere end han havde gjort tidligere.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher vraltede efter vampyren og så uforstående mod ham. "Hvad mener herren med blodet skal forsvinde?" Selvom han stadig holdte for hullet i nakken, så havde han allerede glemt der strømmede blod igennem og hans tanker gik derfor på at vampyren ville dræne ham for blod inden de nåede frem. Han forstod ikke helt hvad det var der menedes med det, men væltede bare klodset efter vampyren, uden at få det rette fodfæste.


//Undskyld det blev kort XD

[Nathan Raphael Mordred]

Havde Satyren mistet sin forstand, noget lod i hvert fald til at være i vejen med ham, ikke at han havde tænkt sig at spørge, det morede ham bare en smule, at Satyren lod det hele påvirke ham så meget, at det faktisk blev et problem. Måske han i virkeligheden skulle have været mere forsigtig til at starte med og givet ham den undskyldning han havde bedt om, da vasen var blevet smadret. Det kunne i hvert fald have gjort tingene bedre for ham, om ikke andet så var Nathan blot i gang med at udnytte situationen, eftersom at Satyren ikke lod til at opdage noget andet end at stille spørgsmål, der egentlig skulle være nemme at svare, hvis han tænke sig om. Mon han var røget helt ud af fatning nu? Smilet på Nathan læber forsvandt ikke i takt med at de begyndte at gå. Kulden var der stadig og det samme var vinden, så der var ikke meget som havde forandret sig, bortset fra at han nu havde selskab. Ikke at hans selskab brød sig om dette? ”Lugten af blod, kan få nogle vampyrer til at gå amok” lo han let, som han egentlig ikke besvarede spørgsmålet, men hvis Xtopher ikke fjernede blodet, så ville manden, de skulle besøge, nok ikke tøve specielt meget. Det var jo ikke alle vampyrer, som havde kontrol over deres sult og lige netop denne mand ønskede ikke kontrol, han tog gerne hvad der passede ham og en hvilken som helst type af blod kunne være passende, det var ikke noget der bekymrede ham. Nathan kunne selvfølgelig også lagde Satyren opleve det hele fra første række og måske tage ved lære af det den vej igennem, men der var samtidig ingen garanti for at han derved ville slippe væk fra grunden igen eller overhovedet komme væk fra huset. Var det en risiko, som Satyren var villig til at tage? ”Det vil selvfølgelig være et ganske fint måltid, også selvom der ikke er meget blod tilbage til at stoppe en ældre vampyrs sult” han valgte egentlig at ignorere Satyrens opførelse, eftersom at det nok ville blive bedre med tiden, så snart at hans krop atter havde fået produceret det blod der var nødvendigt til at holde ham ordentligt i gang.

//Det går nok, vi skal altid sætte skub i tingene og kaste ham ud i det næste xD

[Xtopher Xynophelius]

//undskylder på forhånd hvis der er fejl, valgte at svare fra mobil, da jeg ikke kan sove.//

Xtopher så uroligt på vampyren, skulle han møde endnu en vampyr? Var han seriøst ude på et skråplan hvor han nu skulle møde den ene blodsluger efter den anden? Han gik bange et par skridt tilbage, inden han sagde; "jamen så skynder jeg mig at vaske det af!" Han stormede nærmest ind i haven ved huset igen og hejste en ny spand vand op, hvorefter han begyndte at vaske blodet væk. Hullerne i nakken var heldigvis næsten størknet, mens det på kroppen var let at få af. Det gjorde det hele hurtigt og legende let inden han kunne se tilbage på vampyren og holde trit.

"Må man spørge Herren hvor vi er på vej hen?" Han så nysgerrigt på vampyren og tænkte på hvor rart det kunne være hvis det var lige rundt om hjørnet eller i nærheden af der hvor vampyren selv boede i det mindste.

[Nathan Raphael Mordred]

For Nathan var det hele ren og skær forretning, men for en nybegynder som Xtopher, så kunne det måske godt virke en anelse skræmmende, men sådan var det når man gjorde forretning i skyggerne og rent faktisk levede af det. Dog udviste Natan ikke nogen form for frygt overfor det fremtidige møde, i stedet hvilede der et smil over hans læber. Der var aldrig rigtig noget i vejen for at mødes med sine forbindelser, men lige i denne situation havde han ikke tid til at blive budt indenfor, så han kunne lige så godt lade Satyren aflevere papirerne og så komme videre. Nathan stoppede op, som han fornemmede at Satyren var ved at vende rundt, alligevel drejede han kun let i kroppen, som han kiggede mod Satyren, da denne forsvandt mod huset igen. Et irriteret suk forlod hans læber, som han lagde armene over kors. Havde han virkelig tænkt at han ville vente på ham igen og igen? Det måtte de hellere få lavet om på, men for nu lod han Satyren vaske blodet af sig. Det ville muligvis endda være i begges interesse at Satyren ikke blev en andens måltid, så han kunne vel ikke rigtig beklage sig mere end hans kropsprog allerede gjorde. Han strøg fingrene hen over stoffet på jakken, som han lagde hånden mod sit bryst og nikkede for sig selv, dokumentet var stadig i hans besiddelse, så der var ingen grund til bekymring. Han lod dog blikket hvile mod huset, som han ventede på at Satyren atter ville dukke op. Satyren var uden tvivl nem at påvirke, det kunne han allerede se nu, men alligevel var det jo også interessant, når folk lod sig påvirke uden at han skulle gøre meget andet end at være sig selv. Som Nathan atter fik øje på ham, begyndte han at gå igen. Der var ingen grund til at han ventede på ham, når denne jo blot kunne løbe lidt hurtigere for at nå ham.
Spørgsmålet bragte endnu et smil frem på hans læber, som han strøg fingrene over stoffet på ærmet og efterfølgende lod sine arme hænge langs ned med siden. ”Der er ikke langt..” forklarede han roligt, som han lod blikket glide mod jorden under dem, det kunne godt gå hen og virke langt, når han var nød til at gå som mennesker. Normalt ville han nok have benyttet sig af sin fart, men så ville han hurtigt tabe Satyren og denne ville ikke længere have mulighed for at forbedre sin situation. ”Palæet er ikke til at undgå og måske du selv har overvejet at bryde ind der, før du stødte på mig” lo han for sig selv, som han mindede Satyren om deres første møde, alligevel var der en kold undertone, som han bestemt ikke ville se ham stjæle igen. Men hvad han gjorde udenfor hans forretning, ragede ham egentlig ikke. Han skulle bare ikke nærme sig hans kunder med de forkerte intentioner. Nathan strøg en finger hen over sin læbe, som han så frem mod horisonten, det var fortsat ikke muligt at få øje på palæet og der ville nok gå noget tid, før man overhovedet ville kunne fornemme taget på det mægtige hus, men det var rejsen værd, når han skulle inddrive sin betaling for sit arbejde, noget som Satyren var nød til at overrække vampyren, noget der måske kunne gå hen og blive et problem, hvis han fortsat fremstod som et forskræmt kræ på to ben.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher kløede sig let i nakken, da der blev hentydet til han måske havde overvejet at bryde ind i det andet palæ. Det var egentligt en meget irriteret og latterlig hentydning, for helt ærligt, så ville Xtopher ikke engang overveje at bryde ind i de helt store palæer mere, det var den dummeste ting han nogensinde havde gjort, lige såvel som denne person var hans værste bekendtskab i hele hans liv og det inkluderede altså dem som havde dræbt hans elskede søster.
Han traskede afsted ved siden af denne vampyr uden at stille et ord eller komme med latterlige indvendinger. Ikke at han på nogen måde havde let ved at lære af sin lektie, men han prøvede virkelig. Det var svært for ham overhovedet at finde hoved og hale i hvordan hans liv var vendt 180 grader, men han kunne ikke sætte spørgsmålstegn ved det i nærheden af denne vampyr eller nogen som helst af hans venner. Og han glædede sig bestemt heller ikke til at møde dennes bekendtskab, men så igen, han skulle forhåbentligt bare gøre hvad der blev sagt og så var der ikke mere ved det, han måtte bare mande sig op, selvom han langt fra var en mand endnu.

[Nathan Raphael Mordred]

Det generede ham ikke rigtig, Satyren kunne jo sagtens gøre hvad han ville, så længe det ikke forstyrrede hans forretning, så ville han heller ikke komme til at høre for det. Men måske Satyren i virkeligheden havde ændret sig en smule, ved at møde ham? Frygten var i hvert fald tydelig og Nathan var slet ikke i tvivl om, hvordan han rent faktisk kunne bruge det imod ham, hvis han ville. Han havde jo som sådan allerede brugt det imod den unge satyr uden at fortryde noget. Men til tider var det nok med frygt, så kunne loyalitet altid komme senere, hvis denne viste sig at være værdig til en sådan opgave, så kunne han jo også sagtens acceptere at han ikke ville få værdien for vasen tilbage igen. Men så igen, hvorfor skulle vasen egentlig betyde så meget for ham? Det var løgn, den betød ingenting for hans samling og den havde kun været en meget lille del af, hvad han egentlig ejede, så satyren skulle blot være glad for at denne ikke havde fået fingrene i noget andet. Men mon ikke de for længst var ovre den slags små tyverier? Og dog, han kunne godt se en mulighed i at få ham til at stjæle noget andet, men det ville kræve at hovene blev mindre forstyrrende... Nathan lod sit blik glide ned af satyren, som han overvejede sine muligheder. Mon ikke den unge krop kunne være ganske interessant for det rette publikum, måske endda distrahere det dystre publikum i hans omgangskreds, imens at han snuste lidt rundt? Et smil gled over hans læber, som hans tanker drev mod udnyttelse af Satyrens krop, uden at han egentlig lod til at have noget at fortryde. Der var jo altid nogen som ville være interesseret i små drenge.
Nathan var ikke typen til at bekymre sig om hvordan andre så ham, han nød sit eget selskab og det var faktisk nok. Desuden hvorfor skulle han overhovedet være interessere i en knægt, som ham? Han kunne kun se muligheder for at udnytte hans svagheder og så senere skille sig af med ham.. Det var ren og skær forretning ikke sandt? Om ikke andet, så morede det ham, hvordan han kunne fornemme frygten hos et andet væsen og hvordan denne alligevel fulgte efter ham, som om han ikke havde noget valg. Det havde han heller ikke, og satyren havde da også gjort et forsøg på at løbe, men var ikke kommet langt nok til at få en chance for at genvinde en bedre position med Nathan. Stilheden var nu også ganske tilfredsstillende, som han ikke havde behov for at tale med Satyren, han lod stilheden blive imellem dem, imens at han overvejede sine muligheder. Mon ikke der var andre muligheder end at bruge ham som sendebud? Hans blik gled bort fra satyren, som han skimmede horisonten for en stund, da endnu et smil bredte sig over hans læber. Der var så mange muligheder. Han valgte dog ikke at bryde stilheden, som han bestemt ikke havde andet at sige til satyren.

Stilheden kunne sagtens drive en til vanvid og det var muligvis værre, når man tilbragte tiden sammen med en som Nathan, han nød at se folk lide, imens at han brugte al sin tid på at udtænke planer og strategier. Men nu hvor palæet var kommet til syne i horisonten var der ikke længere nogen grund til at trække pinen ud, hvad enten det morede ham eller ej, så skulle han jo også gerne videre med sin egen forretning. Selvfølgelig var det vigtigt at få betaling for sit arbejde, men at opdrive det var ofte noget han overlod til sine spejdere, men for nu måtte Satyren fungere. Man kunne vel sagtens kalde det en test? En test omkring hvorvidt han mon kunne bruge ham og stole på ham, nok til at overlade den slags summe til en simpel knægt.
Nathan stoppede op ude foran porten til det store palæ, som han vendte blikket mod Satyren og derved havde palæet i ryggen. Palæet var uden tvivl det stik modsatte af hvad Nathan selv levede i. Det var tydeligt, at der var tale om en vis pragt, der var ikke sparet på noget, som boligen stod som ny, der manglede virkelig ikke noget. Man kunne dog undre sig over, hvorfor en vampyr ville bosætte sig så langt væk fra alting, men samtidig udstråle denne form for prestige, det måtte da lokke nogle væsner til. Måske det i virkeligheden var ment til at lokke fremmede til? Nathan havde i hvert fald ikke tænkt sig at bevæge sig indendøre nu. Det ville tage al hans tid, noget som han ikke havde tid til i dag. Med en hånd indenfor hans jakke, trak han et dokument ud af inderlommen, som han rakte det til Satyren. ”Lad vær med at fare vild indenfor” lo han stille for sig selv. Palæet var stort nok til at mange kunne fare vild og måske endda ville få problemer med at komme ud igen. Men den tid, den sorg, ikke sandt? ”Spørg efter fruen af huset” sagde han med et smil, også selvom det ikke var hende, han skulle tale med, så ville hun vide, hvor han skulle hen. Nok var der tale om vampyrer, men Nathan havde ikke behovet for at gå indenfor, som han langt hellere ville holde afstand til sted. Hans grund var ikke til at sige, men han havde grund nok til at blive udenfor. ”Dokumentet her, er dit bevis” et smil gled over hans læber, som han kiggede sig over skulderen og efterfølgende skubbede porten op for at give satyren et skub indenfor. ”Mist det, og du bliver indenfor” forsikrede han ham, som han lod den store port glide i igen. Nathan blev dog stående udenfor blot for at se om satyren nu også havde modet til at fortsætte, eller om han var tvunget til at give ham et yderligere skub på vejen.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher væltede nærmest ind ad porten, som han fik skubbet, men han kunne ikke sætte sig imod nu, det var tid til at mande sig op og sørge for at gøre hvad manden ville have ham til. Han tog derfor en dyb indånding og travede afsted mod hoveddøren, hvor han bankede på.
Med rank ryg ventede han på døren blev åbnet, så han kunne vise dokumentet frem. "Jeg skulle tale med fruen i huset," sagde han nærmest følelsesløst og kiggede personen i øjnene. Han skulle bare ordne det her og han gjorde alt for ikke længere at vise sin frygt. På deres gåtur dertil var han blevet mere og mere klar over hvad det indebar at have trådt denne vampyr over tæerne og han skulle bare ikke gøre det igen. Hvad han så skulle gøre i fremtiden måtte han finde ud af senere hen.


//Går Nathan så så vi slutter den her eller hvad gør vi? XD//

[Nathan Raphael Mordred]

Nathan kunne ikke lade vær med at smile som satyren lod til at finde mod nok til at bevæge sig imod huset. Der var ingen grund til at frygte situationen ud over, at vampyren indenfor ikke altid var i et godt humør og sagtens kunne lade det gå ud over det svage. Det var også langt nemmere at lege med de svage, når de ikke kunne gøre modstand. Nathan havde samme indstilling, som han jo tydeligvis udnyttede satyren til sin egen fordel. Han havde hverken tid eller lyst til at indlede en længere samtale med vampyren af huset, så han ville helst undgå det og vampyren ville heller ikke være interesseret i at indlede en samtale med et væsen, som Xtopher. Hans blik hvilede på satyren, som denne fik bevæget sig frem til døren og senere bankede på. De røde øjne holdt et vågent øje med hans vejrtrækning og måden hjertet pumpede blodet rundt i hans krop. Der var endnu ikke nogen faretegn. Alligevel kunne vampyren ende med at vise interesse i satyren, hvis denne kunne lugte Nathan på ham. Det efterlod trodsalt sine spor at få en vampyrs opmærksomhed og Xtopher havde uden tvivl fået Nathans.
Døren blev åbnet ganske roligt, som en kvindelig skikkelse trådte frem og lod blikket hvile mod Satyren for en stund, hendes holdning var ganske følelsesløs, som hun nikkede let til hans ord og trådte til siden, som hun gjorde tegn til at han skulle komme indenfor, hvorefter at døren blev lukket bag ham. ”Følg mig” sagde hun ganske roligt, som hun bevægede sig igennem hallen og hen mod en trappe, som hun gik op af denne og egentlig forventede at gæsten fulgte med hende, som hendes blik var rettet fremad, hun brugte ikke tid på at sikre sig at han var med. Da de kom op for trappen gik hun til venstre, langs en længere gang, som hun stoppede foran en dør og bankede på. ”Frue?” ordene var rolig, som en stemme indefra lød og straks sendte kvinden væk, som døren blev åbnet og hun greb fat i Satyrens skulder for at hive denne indenfor i rummet og lukkede døren efter ham. ”Hvem har sendt dig?” hendes stemme var blid, men hendes øjne afslørede også tydeligt hendes race, som de var lige så røde, som Nathans egne, dog var hendes naturlig langt mere manipulerende, som hendes udstråling var blid og mild. Noget der langt fra passede til hendes race, men det var alt sammen en facade. Hun bevægede sig tættere på ham, som hun lugtede lidt til hans krop og hurtigt fik færden af, hvem det drejede sig om. ”Mordred” mumlede hun skummelt, som hun strøg en finger hen over satyrens hage og bevægede sig hen til vinduet for at kigge ud i mørket. Det var lidt som om hun kunne fornemme at Nathan var i nærheden, som Nathan selv gøs let ved tanken og trådte væk fra porten for at gå videre. ”Din herre burde vide bedre end at sende en budbringer” lo hun let, som hun vendte blikket mod Satyren igen og foldede hænderne foran sig. De befandt sig i et af de mange rum i huset, hvor det mest af alt lignede en stue, hvorefter kvinden bevægede sig hen for at sætte sig i sofaen, hvor hun lagde benet over kors og så afventede mod vinduet. ”Sæt dig ned, vi skal vente på at din herre har mod til at komme indenfor” lo hun let for sig selv, som hun foldede hænderne over sit knæ og lod sine øjne stirre mod vinduet.

//Nathan skal nok komme ind igen xD //

[Xtopher Xynophelius]

Det var ikke ligefrem behageligt at skulle ind i et fremmed hjem for at gøre ærinder for en anden, men han gjorde det med rank ryg i en naiv tro på at det hele nok skulle blive bedre og denne vampyr enten ville give ham nogle bedre levevilkår eller 'slippe ham fri'. Han gik roligt op ad trapperne som klovene larmede mod dem, det var mange blandede følelser og hvordan han helt præcist skulle føle var svært at sige.

Det var ubehageligt at stoppe op, da der blev spurgt ind til hvem der havde sendt ham, han kendte jo ikke engang navnet. Var det en fælde? Var han ude hvor han ikke kunne komme op ad vandet igen? Han bed sig selv i læben, mens han lod hende snuse. Mordred? Var det vampyrens navn? Ja det måtte det jo så være, han måtte hellere lade hende føre ordet, for han skulle ikke træde flere af Mordreds slags over fødderne. Det var en meget dum idé i hvert fald. Det var der vidst ikke længere nogen tvivl om.
Intet kunne blive værre, havde denne Mordred sendt ham ind velvidende at kvinden ikke brød sig om budbringere? Ville han skræmme livet af Xtopher, se ham dø eller hvad havde manden gang i? Xtopher trak på skuldrene og adlød kvinden, mens han satte sig på den nærmeste stol og nikkede til hende. Han gjorde som hun sagde, han kunne jo ikke rigtigt gøre andet, det havde han fundet ud af med denne Mordred.


//Fair nok xD

[Nathan Raphael Mordred]

Et navn betød mange ting, specielt i hans branche, eftersom at det var navnet, der medførte frygt, men til tider var det også ganske morsomt at indgyde frygt, uden at indvie offeret i, hvem og hvad man egentlig var. Hvilket var tilfældet for Xtopher, eftersom at Nathan ikke havde fundet det nødvendigt at præsentere sig selv overfor et dyr, som ham. Der var ingen grund til at have for høje tanker omkring Satyren, når denne tydeligvis havde vist sin frygt og ikke mindst svaghed for ham mere end en gang. Det var altid underholdende at lege med andres følelser og ikke mindst deres frygt. Dog skulle Satyren ikke få problemer hos det nye selskab, også selvom Nathan hurtigt fornemmede en stirren i natten, så valgte han at skubbe tanken bort, også selvom det havde fået ham til at stoppe op midt på vejen, som han vendte sig mod villaen endnu en gang. *Håbløst..* tænkte han roligt for sig selv, som han blev stående i et øjeblik og blot betragtede lyset i vinduet. Det var ikke svært at fornemme skikkelsen i vinduet, som han kendte lugten og ikke mindst personen godt nok til at ville undgå hende.
Kvinden vidste udmærket godt at Nathan kunne tage sig god tid, hvilket også var grunden til at hun havde sat sig til rette på sofaen og nu lod blikket hvile mod vinduet. Hun var langt fra interesseret i Satyren, som denne tydeligvis ikke havde meget at sige. Måske Nathan allerede havde skræmt livet af barnet? Der var i hvert fald ingen tvivl om at Satyren var ung, ganske ung, frisk kød og dog ikke noget for hendes smag, som hun lod blikket glide mod Satyren, imens at hun strøg sine fingre over hendes lange mørkerøde kjole. Det så ikke særlig behageligt ud at sidde på stolen, hvad enten den var godt plostret eller ej, så lod det lidt som om Satyren var i færd med at grave sig længere ned i hierarkiet. Et roligt smil bredte sig over hendes læber, som hun foldede hænderne foran sig og strakte sine arme ud foran sig, så hendes hænder hvilede mod knæet. ”Har Mordred taget din tunge?” spurgte hun med et lystigt smil på læben, som hun lod de røde øjne hvile på hans skikkelse. Det var uhøfligt ikke at tale, når hun nu lagde op til det, ikke sandt? Hendes blik gled forbi ham, som hun rejste sig op og smilet blot blev bredere, som hun gik forbi ham og faktisk stoppede op ved siden af ham, som hun lagde en hånd mod hans skulder, men havde blikket rettet mod noget bag ham. ”Godt, De kunne komme, Mordred” lo hun stille, som hun strammede grebet om Satyrens skulder, men ikke noget der ville gøre ondt, ikke udover en svag smerte, som hun tvang Satyren til at holde blikket rettet fremad. Hendes blik mødte Nathan’s, som hun blev stående ved siden af Satyren. Det irriterede ham grænseløst, at hun altid mente, at han var nød til at dukke op personligt og faktisk ikke kunne sende en anden i hans sted. Men samtidig så kunne han jo heller ikke forvente at Satyren kunne klare jobbet med den holdning, som han bar på? ”Jeg skulle jo nødigt skuffe Dem og Deres fader” forklarede han med et glimt i øjet, som han trådte ud af skyggen af reolen. Det var ikke så underligt, at hun havde opdaget ham, når nu de havde en fortid sammen, så nød hun gerne at tirre ham og ikke mindre pirre ham med sin personlighed. Hans blik hvilede mod hende, som hun gav slip i Satyren og strøg en finger under sin hage, som om hun var i færd med at tænke. ”Sendte De Satyren, som en gave?” spurgte hun udfordrende, som hun satte sig ned på hug foran Satyren og strøg sine fingre hen over pelsen. Det var nu ganske specielt med denne race, som hun holdt blikket på Nathan dog, som han blot rystede på hovedet og valgte at gå forbi hende for at sætte sig ned i sofaen i en mere afslappet stilling, dog stadig ganske fornemt.

[Xtopher Xynophelius]

Det var ikke ligefrem en fed følelse at sidde der og vente på denne vampyr ville komme ind, han kunne ikke holde ud at sidde der og det var ikke til at få noget ud af munden. Han følte ikke for at vise sin frygt, men samtidig var den svær at skjule og sværere blev det da denne kvinde rørte ved hans pels efter den såkaldte Mordred endelig var dukket op. Det gav ham kuldegysninger og hans pels stak ud som den havde gjort det med denne Mordred i sin tid. Det var som en parring mellem en ged og et pindsvin, det måtte være direkte komisk for andre, men denne Mordred havde givet ham flere skrækscenarier på under et år end han havde haft i hele hans liv.


//Undskyld kort svar, meeen min krea er fløjet til Korea xD//

[Nathan Raphael Mordred]

Det lod lidt som om kvinden var en smule fornærmet over at Satyren endnu ikke havde fundet sin stemme og talt. Det var i hvert fald tydeligt at se på hende, som hun strøg sine fingre hen over satyrens pels og nærstuderede ham for en stund, imens at hun ignorede Nathan, som han blot satte sig hen i sofaen, hvor hun havde siddet før. Nathan havde vendt blikket den anden vej, dog holdt han stadig et vågent øje på kvinden og ikke mindste dyret.. ”Beklager, men han er mit legetøj” lo han stille for sig selv, som han rettede blikket mod satyren i samme sekund, som pindsvinet dukket op. Kvinden trak hurtigt hænderne til sig, før at hun nærstuderede de små pigge eller spidser af hans pels. ”Deres legetøj har en underlig måde at vise sin lyst på” lo hun stille for sig selv, som hun svagt rejste sig op igen, men efterhånden lænede sig frem mod Xtopher og placerede en hånd under hans hage for at vende hans blik mod hende, blot for at placere sine læber mod hans. Der var ikke mange følelser i kysset, som hendes læber var iskolde og havde en svag smag af jern, uden tvivl fra hendes sidste måltid. Det varede dog ikke længere, før at hun gav slip og stirrede satyren ind i øjnene. ”De har ødelagt ham” mumlede hun irriteret, som hun bestemt ikke fandt satyren underholdende og derfor valgte at rette sig op, som hun gik rundt om Xtopher og lod blikket hvile mod Nathan, der svagt trak på skulderen og lagde armene over kors. Men inden han havde set sig om, havde kvinden placeret sig i hans skød og stirrede ham ind i øjnene. ”Flyt dig” hans stemme var næsten lige så irriteret, som hendes havde været, han lod dog hverken til at skubbe hende væk eller gøre modstand, som hun strøg en finger over hans kind. ”De er blevet mig en smule kedelig, Mordred” lo hun for sig selv, som hun lod blikket glide over mod Satyren og gav tegn til at denne skulle komme tættere på, hvis han altså kunne flytte sig.. Der var intet, som holdt ham tilbage, måske han selv gjorde, men det kunne hun jo ikke tage højde for.

//Så må vi en tur til Korea og redde din krea xD //