Ingen oplysninger, men en stor gæld

[Xtopher Xynophelius]

Tid: 18. januar 1434 lige før midnat (altså på vej til 19. januar)
Sted: Et faldefærdigt og forladt hus i landsbyen Stonecliff
Omgivelser: Gaderne er meget stille og der sker ikke det store.
Vejr: -10 grader og en bidende kulde gennem den hårde vind der river i alt den kan få fat på.
Oprettet til: Nathan Raphael Mordred

---

Påklædning: En trøje over den bare overkrop, for at dække for kulden.

---

Lige siden den forfærdelige nat i det uhyggelige palæ, havde Xtopher ikke kunne tænke på andet end hvornår den forfærdelige mand ville dukke op ved dørtærsklen og bede om noget som Xtopher ikke kunne give ham. Han havde virkelig prøvet at holde øjne og øre åbne når han var ude, bevæge sig rundt i andre områder af landet og virkelig bare lede over alt hvor han kunne uden at virke som en der snagede, men intet. Han havde absolut intet fundet frem og hver dag havde han tænkt: nu kommer han. Hver gang solen gik ned var det som om vampyren var alle vegne omkring dette faldefærdige hus, som Xtopher havde fundet frem til. Der var ingen varme, ingenting til at holde sig varm, så han havde bevæget sig ud i et enkelt sølle tyveri. Han havde anskaffet sig en tyk trøje, for som vinden blæste hver dag og især denne dag, så gik det lige igennem de utætte vægge og ind i huset. Der var ikke meget glæde ved stedet, men samtidig var der heller ingen glæde ved liver. Der havde faktisk ikke været nogen glæde ved livet, ikke siden den aften.
Dér sad han, i en knap så blød sofa, med en tyk trøje på og ventede. Dette havde han gjort i snart en måned. Hver dag havde han ventet på hans horns forsvinden. Vampyren havde gjort det rimelig klart at dét kunne være en afbetaling for den vase han havde ødelagt og der var vel snart ikke nogen udvej. Han havde endnu ikke fundet nogen informationer og han havde ikke kunne sige nogle andre ting han kunne gøre for manden, så han havde kun tre muligheder i tankerne, som var:

• Hans horn ville blive taget fra ham
• Han ville blive slået ihjel
• Han ville være slave til hans død

Xtopher kunne ikke lide nogle af tankerne, men der var vel ingen udvej? Han havde været i panik hver dag siden og en eller anden dag ville det ske, han ventede hver dag og lettede kun op, når solen skinnede ind gennem de ødelagte brædder og fortalte at han havde overlevet endnu en nat.

[Nathan Raphael Mordred]

Den kolde luft var ikke med til at påvirke, hvor Nathan var på vej hen, han var mere målrettet end at ville lade vinden og kulden skubbe ham indenfor. Han havde ikke noget imod at nyde natten og var da slet ikke bange for de ting, som kunne lure rundt om hvert hjørne. Han havde også muligheden for at vide, hvornår nogen var i nærheden og hvornår der ingen var. Men lige nu var han ikke bekymret om sine omgivelser, som han vandrede rundt i de tomme gader med blikket rettet mod et noget så faldefærdigt hus, det var ikke fordi han ønskede at blive set et sted som dette, men på den anden side, så var der næppe nogen som ville forvente, at han ville opholde sig et lignende sted. Så måske det var i orden, bare denne ene gang, desuden så var han jo dukket op med et formål, så han kunne ikke rigtig komme udenom det. Han var iklædt det han normalt ville gå klædt i, et sæt tøj, der ikke så ud til at være billigt og bestemt heller ikke var det. Det var skræddersyet til hans krop og ville næppe passe andre. Stoffet var blødt og behageligt at have på, samtidig med at det havde en fin tykkelse, uden at genere ham. Det var jo ikke fordi han kunne få varmen eller ville ende med at fryse, også selvom vinden efterhånden havde taget til. Det generede ham ikke andet end at vinden havde fat i hans frakke fra tid til anden, som han strøg hen over jorden og stoppede op nogle meter fra huset.
Hans blik gled op mod himlen, som han kunne høre Xtopher’s hjerterytme og lugten ham, hvilket han efterhånden havde kunnet længe, han skulle bare lige opfange hans tilholdssted for at finde ham. Men det var heller ikke fordi han forsøgte på at gemme sig, ikke at den indstilling ville være velkommen for Nathan. Så måske han gjorde det rigtige ved at vente på ham. For det var vel det han gjorde, når han blot opholdt sig i dette faldefærdige hus? Måske han hellere ville have fundet ham ude i byen, fange ham i at lure på andre, men det var ikke tilfældet, så han begyndte roligt at tvivle på, om Satyren nu også havde fundet noget, han kunne bruge. Uanset hvad ville han ikke få nogen medlidenhed, ingen undskyldning ville kunne få ham ud af problemer, hvis det virkelig var sandt, at han ingenting havde. Men det kunne jo også ske, at Xtopher mente, at han havde fundet den perfekte hemmelighed og ikke ville risikere noget ved at vandre rundt i mørket?
Nathans blik gled mod det få brædder, som så vidt muligt forsøgte at holde vinden ude, men langt fra gjorde et godt stykke arbejde, som han kunne høre huset knirke under den voldsomme vind. Et smil gled over hans læber, som han fik øje på Xtopher, men hurtigt forsvandt, før at Satyren ville få øje på ham. Han bevægede sig hen over brædderne, som han gik mod døren, ikke yderligere påvirket af, at brædderne rent faktisk knirkede under ham. Han bankede roligt på døren, som han afventede en reaktion indefra, før at han bevægede sig væk fra døren og gik ind af den nærmeste åbning. Han havde ikke i sinde at vente på at døren blive åbnet og samtidig fik han en underholdende tanke, som han kunne høre på Satyrens hjerteslag, at der var noget som fik det til at slå uregelmæssigt. Måske knægten var nervøs eller endda bange for at noget uventet skulle ske, hvorfor ikke teste det? Som han afventede en bevægelse fra Satyren strøg han ind bagved ham. ”Hvordan har min lille tyv haft det?” hans stemme var ru, kold med en let undertone af hån, som han bestemt ikke havde tænkt sig at vente på svar eller den reaktion, der muligvis kunne komme, om ikke andet så lød hans stemme lidt i stil med første gang at Xtopher havde haft fornøjelsen af hans selskab. Nathan så sig roligt omkring, som han overvejede, hvor han kunne sætte sig til rette, men i sidste ende måtte han konkludere, at der egentlig ikke var noget sted, som tilfredsstillede hans krav. Han lod blikket glide tilbage mod Satyren, afventende, og rolig, indtil videre.

[Xtopher Xynophelius]

Hver eneste gang der kom en knirkelyd vendte Xtopher sig ihærdigt for at se mod lyden om det var vampyren, vinden eller endda et andet ukendt væsen, men der var ikke noget. Han rystede på hovedet af sig selv, det var jo egentligt latterligt, at han var så bange for hvad der skete før det egentligt skete for det ville egentligt ikke gøre situationen blidere. Det var så latterligt det hele, han panikkede før der var noget at panikke over, han var blevet en kujon efter mødet med denne vampyr. Han turde ikke gøre noget, ikke engang stjæle som han normalt havde gjort.

*Bank bank* Det var døren der bankede og af en eller anden grund vidste Xtopher bare at nu var tiden inde, så han rejste sig langsomt, med en hurtig hjertebanken, men nåede ikke at gå ret mange skridt mod døren, før spørgsmålet lød bag fra ham. Et skrig kom panisk fra hans mund og hårene på kroppen sprang ud, så han endnu engang i vampyrens øjesyn kunne ligne et pindsvin. Denne gang lagde hårene sig dog forholdsvist hurtigt igen, som Xtopher kunne vende sig rundt og se sit mareridt ind i øjnene. Det var på ingen måder rart, han vidste ikke om det var klogt med det svar han ville give, men alligevel tog han et sug ned i maven og sagde; "ikke så godt, der har ikke været så meget at overhøre." Han var kold i stemmen, for ikke at lyde panisk havde han nærmest lukket af for alle følelser og han prøvede at holde dem ude, men man kunne nærmest se hvordan hans kønsorgan slog knuder på sig selv for ikke at tisse på skoene foran ham. Det talte nærmest sit tydelige sprog over hvor bange han var, selvom resten af kroppen prøvede at undgå det.

[Nathan Raphael Mordred]

Måske han havde været for hård ved ham? Nej, hvorfor skulle han overhovedet tage hans følelser til overvejelse, der var jo intet behov for dette og da heller ikke at frygte ham, hvis Xtopher blot gjorde hvad han fik besked på, så ville han ikke få nogle problemer med ham. Det ville så være en helt anden sag, hvis han ikke valgte at gøre, som der blev sagt, så var der svært at sige, hvad der ville ske og hvad der kunne ske, afhængigt af hans attitude. Alligevel var han ikke kommet for at høre på hans jamren, hvilket også var årsagen til at han gik lige til sagen og ikke ventede på at Satyren skulle byde ham velkommen. Man kunne jo ikke ligefrem sige, at Satyren ejede stedet, så det var ikke noget problem for ham, bare at vandre rundt, som han nu lystede.
Det var umuligt at sige, hvad Nathan kunne finde på, men det faktum at han valgte at skræmme ham lidt, var mere eller mindre naturligt, netop fordi Satyren i forvejen virkede så skræmt, så hvorfor ikke bare trænge ham op i en krog endnu en gang? Skriget havde dog ikke været nødvendigt, som Nathan blot rystede på hovedet og børstede følelsen af sig, imens at han lagde armene over kors. At lade ham vente ville heller ikke være smart, men måske Satyren lige skulle komme sig over chokket. Og dog, han lod til at have fået lidt mere kontrol over sin pels, også selvom han så en smule anspændt ud. Det hele lod til at behage Nathan ganske godt, hvad enten Satyren havde noget eller ej, så var han underholdt. For nu. Svaret lod dog ikke til at behage ham, som hans øjne straks blev faretruende, som de tvang Satyren til at se ham i øjnene. Så han havde altså ingenting, var han gået forgæves? Uden at sige et ord bevægede Nathan sig tættere på ham, før at han gik rundt om ham, som han overvejede, hvad han kunne gøre for at motivere ham yderligere. Han stoppede op bagved ham, som han rakte sin hånd frem og strøg sine fingre ned langs med Satyrens nak, hvor han sidste havde boret sine fingre ind i hans hud, lod ham dem dog vandre til hans nak i stedet, før at han greb fat i hans ene horn. ”Og hvad har De tænkt Dem, at jeg skal gøre ved det?” spurgte han en smule koldt, som han lænede sig frem og placerede sin mund ved hans ører, alt imens at han holdt ham på plads ved hornene. ”Mangler De motivation for at holde vores aftale?” hviskede han ind i øret på ham, som hans stemme kravlede ind i øret på ham i takt med at han ikke flyttede sig særlig meget andet end at vende blikket rundt i huset, som han ventede på svar. Nathan fjernede sin hånd fra hans horn, som han lod hånden vandre ned langs med hans krop, hvad enten han havde en bluse på eller ej, så kunne han umuligt undgå at mærke hans fingre, som de vandrede ned over hans krop, neglene der gled over hans krop og ned mod hans pels. Nathan var ikke yderligere forstyrret over det faktum at Satyren ikke bar bukser, pelsen fungerede jo lidt som en afdækning af hans krop, men var det nok til at han kunne undgå Nathans berøring?

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher var normalt en vovehals, en der tog chancer selvom hans klove var ret så afslørende, men nu... han turde ingenting, den vovehals han var, var forsvundet og nu stod et bange lille gedekid foran en stor og farlig ulv. Eller, nu kunne vampyrer forhåbentligt ikke læse tanker for de var nok ikke fans af at blive sammenlignet med ulve? Men han var skræmmende og den 15 årige satyr var kun et lille barn der pludselig ingenting turde uden sin store farlige far foran sig.
En skælven gik gennem hele kroppen, da vampyrens fingre strejfede hans hals. Ikke det igen, skreg hele hans krop panisk, mens hans tissemand fremmanede sig og sendte en lille panisk stråle af tis fremad så den ramte den forfaldne sofa. Godt vampyren i det mindste havde flyttet sig, tænkte han flovt og så på den nu endnu værre udseende sofa. Den var direkte klam, når han vidste han havde tisset på den og satyren selv var lige ved at tilbyde at begrave sig selv lignende for den pinlighed. Værre skulle det dog selvfølgelig vise sig at blive, da hænderne endnu engang kom op mod hornene, det var lige før han bare havde lyst til at råbe: så tag dem dog! Men så igen, så let var det ikke. Han bed sig selv i læben for at falde lidt til ro, inden han sagde: "Motivation? Hvis herren tager mine horn er jeg da fri, ikke?" Han skulle jo bare betale for vasen, det var aftalen. Han ville ikke af med sine horn, men til gengæld var han forevigt fri for vampyren hvis han gik med til det. Hvis man så på den vampyr og hele episoden som et abstrakt billede, kunne han lige så godt køre en pistol op og ned langs satyrens krop, som han havde gang i det med neglene og det eneste det resulterede i, var der endnu en stråle af tis strejfede afsted mod sofaen. Nope, jeg sætter mig aldrig der mere, sagde han flovt til sig selv i hovedet. Men det kunne måske hjælpe til vampyren ikke ville udnytte ham og han ikke længere skulle leve som en kujon, så på et punkt var det vel både godt og skidt?

Det var virkelig underligt at stå i sådan en situation, for et halvt år siden havde han kaldt sin søster for en skøge, da hun havde fortalt hvordan hun havde fået den svigen i en rift som viste sig at være fra et seksuelt samleje og nu stod han her og var en total bangebuks i frygten for at miste hans horn. Han var en idiot, en kujon, han savnede sit gamle jeg, men det ville han ikke få så længe denne vampyr truede ham, det ville slet ikke motivere ham, det ville nok bare få ham tættere på døden. Et kæmpe dilemma. 

[Nathan Raphael Mordred]

Det var umuligt at sige, hvordan Xtopher havde opført sig før i tiden, fordi det eneste som Nathan havde oplevet, var denne bangebuks, som rystede af selv den mindste modstand, eller måske det bare var takket være ham? Han havde ikke noget imod at bære skylden på sine egne skuldre, netop fordi han ikke havde noget imod den slags forandringer, desuden så havde Satyren selv været ude om det, så han kunne umuligt forvente at Nathan ville udvise nogen form for venlighed. I det mindste havde han endnu ikke mistet sit fokus og ro, hvis det først skete, så var det umuligt at sige, hvad der ville ske med Satyren, hvis denne var i nærheden. Lige nu formåede han at holde fokus på det faktum, at han stadig godt kunne bruge ham og derfor egentlig ikke ønskede at give slip på ham lige med det samme. Det var ganske morsomt, som Satyren bukkede under for selv det mindste, berøringer lod også til at smide ham ud af sin comfort zone, men Nathan havde ingen grænser, så han havde ikke noget imod at bevæge sig ind på folks private område. Lige nu tilhørte Satyren jo også ham, ikke sandt? Det var i hvert fald, sådan som det hele havde udviklet sig, så han kunne da sagtens gøre, som det passede ham?
Overrasket og muligvis en smule frastødt fra Satyrens tydelige besked og tilkendegivelse på hans frygt, ønskede han at holde sig selv for næsen. Hans sanser var trodsalt bedre end så mange andre, så det faktum at Satyren havde været at tisse på sofaen foran dem, fik ham til at rynke på næsen. Hvad bildte væsnet sig ind? Det lod til at situationen kun blev værre for Satyren, som al respekt forsvandt i det sekund, hvor han valgte at tisse på sofaen. Hvilket væsen i sin gode ret, ville lade dette ske. Men samtidig så gav det også udtryk for at Nathan havde ham, lige hvor han ville have ham, også selvom han gerne ville være foruden hans noget så direkte besked, så vendte han fokus tilbage mod Satyren, som denne fik mod til sig. Hans ord kom en smule bag på ham, men samtidig lod han ikke til at tage helt så godt imod det, som Satyren måske kunne håbe på. ”Sådan var aftalen” forklarede han roligt, som han dog strøg fingrene ned over hans krop og langsomt op igen, som han strøg sin hånd under blusen. ”Men..” fortsatte han med et koldt smil på læben, som han lod sin tunge stryge ham på halsen. ”Jeg morer mig simpelthen for meget til at jeg kan lade Dem gå så nemt” afsluttede han før at han lod sine hugtænder strejfe Xtophers hals, som det ikke skulle være umuligt for ham, at mærke, hvor nemt han ville have ved at skubbe tænderne dybt ind i hans hals og suge livet ud af ham. Hans blik blev atter rettet mod sofaen, som endnu en stråle ramte denne og han endnu en gang rynkede på næsen, som han trådte væk fra Satyren og placerede sin hånd rundt om hans nakken for at skubbe ham afsted mod sofaen. ”Har ingen lært Dem, at være renlig?” spurgte han med foragt i stemmen, som han pressede Xtopher ned mod sofaen, imens at han holdt hænderne for sig selv, som han bestemt ikke havde i sinde at røre ved møblet. Han pressede ham roligt mod sofaen, før at han gav ham et sidste skub og gav slip i ham. Nathan selv trådte nogle skridt tilbage, som han lod Xtopher håndtere situationen selv, imens at han rettede lidt på sit tøj, som blikket fortsat var rettet mod Satyren. Hvis han havde i sinde at lege med Satyren, så skulle han da klart være renlig først..

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher kunne umuligt blive mere anspændt. Han var ude af kontrol og kunne på ingen måde styre sine organer, der alle slog knuder på sig selv. Han havde dybt brug for en guidebog om hvordan man håndterede kontrol i nærheden af en sindssyg vampyr. Han havde svært ved at kontrollere noget som helst og det generede ham som hvis der var en pest i omløb man bare ventede på at blive smittet af. Det blev værre og værre for hvert sekund og da men'et kom, gik han i panik. Hvad var det dog for en situation han havde bragt sig selv ind i og hvorfor var hans horn pludselig ikke nok? Var han fanget for altid i dette helvede?

Mere nåede han ikke at tænke, før han kunne føle hvordan hans tænder var lige omkring halsen på Xtopher. Det var ubehageligt, hvordan kunne han være fascineret af de tænder da de mødtes? De kunne dræbe ham og endnu engang kunne han frygte for sit liv, men dog ikke for længe. Pludselig mærkede han grebet om nakken og det hele skete så hurtigt, at han umuligt kunne følge med i hvordan det skete. Han kæmpede febrilsk imod den hårde pressen og nåede kun lige at tage en dyb indånding, inden hans hoved mødte hans egen urin. Stadig febrilsk kæmpede han med armene, for at komme fri, men kom det først, da vampyren selv valgte at give slip på Xtopher. Han kunne virkelig godt bruge et adrenalinkick i stedet for blot at koge over, det kunne være det ville kunne hjælpe ham til at slippe fri. Var han mon faktisk på vej ud i at være en direkte slave? Han så ned i den ulækre sofa, med et hoved der var vådt af urin. "Javel herre, må jeg gå ud og vaske mig nu?" Han havde aldrig i sit liv spurgt om tilladelse til at vaske sig, men en gang skulle jo være den første og det kunne godt være han var på vej mod nye og moderne tider.

[Nathan Raphael Mordred]

Det var svært at sige, hvad der havde vækket denne form for interesse hos Nathan, men han følte sig underholdt, når det først begyndte at gå skævt for Satyren, men alligevel så havde han ikke noget imod at spænde ben for ham, hvis han forsøgte at rejse sig fra støvet. Det var i virkeligheden, som noget legetøj, der bare blev sjovere og sjovere at smadre.. Han morede sig faktisk også selvom nogle af Satyrens reaktion fik ham til at afsky ham yderligere. Han ville nu heller ikke finde sig i hvad som helst, heller ikke når Satyren lod til at være ude, hvor denne ikke kunne bunde, så skulle han bare have valgt et andet hus at bryde ind i den aften, for så var intet af dette sket ham. Men det var sikkert for sent at fortryde, for intet kunne få det tilbage til før deres første møde, hvad enten Satyren ønskede det eller ej, så havde han fanget vampyrens opmærksomhed, og den ville være svær at komme af, medmindre at han mistede sin værdi. Men hvordan skulle han bære sig ad med det? Nathan ville bestemt ikke give ham svaret, så det ville nok blive svært at komme ud af.
Satyren havde fuldkommen ret, der skulle ikke meget til, før at han kunne ende hans liv, men måske det i virkeligheden var den eneste udvej, hvis han gerne ville væk derfra. Men Nathan var dog ikke interesseret i hans blod, både fordi han næsten lige havde spist, men samtidig fordi han ikke var helt så fascineret af hans blod, som han var af andre racers, så han kunne nok godt få lov til at beholde det, medmindre der var anden grund til at tvinge det frem. Det lod ikke til at påvirke Nathan, at han faktisk valgte at kæmpe imod, fordi der muligvis var tale om en ganske naturlig reaktion, når man blev forulempet på denne måde, men alligevel gav han slip efter noget tid, som han mente, at han måtte have fået nok nu. I det ville i hvert fald være bedre, hvis Satyren kunne styre sig selv, bare lidt mere, så det ikke endte i samme situation, som sidst. Hvis ikke Xtopher fandt nogle informationer, så måtte han jo bare bruge ham til noget andet og han havde jo også en vis underholdningsværdi, så hvorfor ikke bruge det? Hans spørgsmål fik blot Nathan til at nikke, som han lagde armene over kors og lod ham passere, hvis det var det han ønskede. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at nærme sig hans ansigt, imens at det stadig ville være dækket af urin, men samtidig så var det muligvis også en form for skjold imod Nathan selv. Han ville aldrig gå så langt at nærme sig noget så klamt. ”Jeg venter på Dem” sagde han med et koldt smil, som han fortsat havde armene over kors. Han var nød til at finde ud af, om ikke det var muligt at få ham til at blive ved med at lytte i krogene, men samtidig også se, om der ikke var andre ting, han kunne ordne for ham. Blot så han havde en grund til at vende tilbage og genere hans liv. Ikke at det var nødvendigt med en grund, det var bare langt sjovere, når Satyren også frygtede et besøg.

[Xtopher Xynophelius]

Det var som at se sin far når han var sur, sådan som vampyren stod og så på ham med armene over kors. Han åbnede munden kort for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, da han mærkede et dryp af urin falde ind på hans ene tand. Det var klamt, så han tav blot og skyndte sig mod udgangen til det forfaldne hus baghave, hvor der var en brønd. På vejen snuppede han et stykke sæbe han havde fundet og løb så nærmest afsted mod brønden.
Han nåede knap nok brønden, før han ihærdigt hægtede spanden på og hejste den ned og op igen, for at få en god spand vand. Det var isnende koldt at stå derude i kulden og mørket, men alligevel flåede han trøjen af og smed den på jorden. Han ville ikke have den på igen, selv den var fuld af urin. Det var faktisk utroligt ulækkert. Han kastede nærmest voldeligt noget vand i hovedet på sig selv til at starte med, for at få den værste urin væk, inden han tog sæben med ned i vandet og gnubbede den mod sine hænder, for at danne noget sæbevand. Han begyndte allerede nu at hade den måde han svajede i mellem slave og budbringer på og han vidste ikke helt hvilken af delene der var værre.

Da der var dannet nok sæbevand, tog han noget vand i hænderne og tog dem mod hovedet og gnubbede godt, for at få så meget urin og urinlugt væk som overhovedet muligt, inden han tog sæben op og lagde på jorden, inden han tog hele spanden og kastede det over hovedet på sig selv, så hele hans krop lige fik et bad. Han kunne lige så godt gøre det, efter det som vampyren havde sagt. Det dæmrede stadig i hans hoved hvordan han havde hentydet til den gamle aftale var blevet værre og han snart kunne se frem til en meget værre tid. Når Xtopher allerede følte sig som slave uden vampyren havde hentydet til det, hvor galt kunne det så ikke ende med at blive? Han følte sig som en idiot, en freak, hvordan kunne han have sagt ja til den aftale, havde han nu bare ladet vampyren tage hans horn til at starte med, så var det her måske ikke sket? Hans horn havde han troet kunne blive en forsikring hvis han ikke klarede opgaven, men nej han følte sig som en slave for livet.

Xtopher rystede over hele kroppen, eftersom han absolut ikke ville tørre sig i trøjen. Han kunne mærke hans hjertebanken var blevet roligere og han bukkede sig langsomt for at tage sæben og gå ind igen, hvorefter han dryppende af vand kiggede efter hvor vampyren var blevet af.

[Nathan Raphael Mordred]

Spørgsmålet var lidt om Satyren havde forventet denne form for ballade, nu hvor han ingen informationer havde, for noget sagde ham, at han måske bare havde ventet på at det ville ske. Hans reaktion var heller ikke helt forfærdeligt andet end at den var temmelig frastødende og dyrisk. Men på den anden side, så skulle han jo nødigt glemme, at knægten var Satyr, så hvad kunne han egentlig forvente af den slags skabninger? Om ikke andet, så var han ganske nem at skubbe rundt med lige for tiden, selvfølgelig indtil at han ville finde modet til at sige fra, også selvom det næppe ville ende med at lykkes og blot gøre det hele meget værre. Alligevel tillod Nathan, at Satyren gik ud for sig selv, som han kiggede sig lidt omkring. Egentlig havde han lidt håbet på at Satyren blot ville give ham nogle informationer, så han efterfølgende kunne forsvinde igen, men han kunne heller ikke tillade sig at smutte nu, hvor opgaven ikke var blevet løst, noget der bestemt ikke passede ham og det skulle helst gerne bekymre Satyren selv, at opgaven ikke var blevet løst. Det var jo mildt sagt et brud i deres aftale, så var der nogen i vejen med, at Nathan selv valgte at ændre aftalen? Hvis man spurgte ham, så ville man få et klart nej og han ville heller ikke mene, at det skulle være noget problem. Nok kunne han stadig finde noget værdi i hornene, men han ville ikke vurdere det til at kunne dække for vasen, også selvom vasen for længst var blevet glemt, og det egentlig ikke bekymrede ham mere, så ville han aldrig glemme en gæld.
Nathan så blot til, som Satyren forsvandt ud af bagdøren, imens at han selv blev tilbage og rodede lidt rundt i sine lommer. Forhåbentlig kunne det ikke tage alt for langt tid at vaske det hele af sig, men man kunne jo aldrig vide om Satyren ville gøre et forsøg på at stikke af. Det var nu længe siden, at han havde været nød til at løbe efter et bytte, men mon ikke det kunne være sjovt også. Om ikke andet så morede tanken ham for en stund, før at han lod blikket vandre rundt i huset, boligen, eller skelettet af det i hvert fald, for der var i virkeligheden ikke meget tilbage. Han bevægede sig rundt i huset, som han tjekkede området, imens at han holdt øje med Satyren udenfor, noget kunne tyde på, at Satyren selv fandt det klamt, at være dækket i urin, og derfor gjorde et ihærdigt forsøg på at få det af. Smilet på hans læber, var ikke blevet mindre, som han lyttede til husets knirken og vendte tilbage til hoveddøren, han lod hånden glide over det gamle træ. Det kunne godt lidt minde om hans egen bolig, men på den anden side, så var hans hus blevet vedligeholdt lige siden han var flyttet ind i det, nok så det ikke overdådigt ud, men det var blot indtil man kom indenfor. Han ville have det til at se sådan ud, så nysgerrige sjæle gik forbi og derved ville der kun være de dumdristige tilbage, som Satyren selv, men måske han kunne drage nytte af boligen her, hvis han manglede inspiration?
Nathan kunne fornemme at Satyren var på vej tilbage, som han vendte blikket mod rummet fra tidligere, men han havde ikke i sinde at blive i den stank, så han valgte at bevæge sig ind i et andet. ”Kom herind” beordrede han nærmest, som han havde bevæget sig ind i et andet rum, det kunne vel godt beskrives som et spiseområde, eftersom at der primært var tale om et bord og nogle få stole, der sikkert ikke var sikre at sidde på. Han lod hænderne hvile mod bordpladen, som han ventede på at Satyren ville dukke op. Han vendte de røde øjne mod satyren og lod negle glide over træet, som han kradsede lidt i overfladen, hvilket efterlod en voldsom og skinger tone, der strøg igennem rummet, før der atter blev stille og Nathan rettede sig op igen. ”De har skuffet mig, hvordan har De tænkt Dem, at gøre det godt igen?” spurgte han en smule ledende, som om han bad Satyren om at grave sin egen grav, for var han ikke tilfreds med forslaget, ville han blot finde på noget værre, langt værre. Men han kunne altid trække ham tilbage til Tusmørke dalen og udleve nogle af hans syge fantasier i form af tortur. At torturere andre og høre deres smerteskrig, kunne altid bringe hans gode humør tilbage, så måske han bare skulle gøre det og ikke efterlade ham med et valg?

[Xtopher Xynophelius]

Langsomt lagde han sæben hvor han var og bevægede sig ud mod det rum som vampyren var gået ud i. Han kiggede sukkende på manden, var det nogensinde noget han ville droppe? Nej, Xtopher måtte prøve at stikke af, men ikke uden at sige noget. "Vi kunne også bare glemme det hele og lades som om vi aldrig har set hinanden?" Spurgte han med et smil på læben og gik ud af rummet uden overhovedet at vente på en tilkendegivelse. Han måtte stikke af lige nu og her, han havde ikke tid til at vente, han måtte prøve, så med en hurtig hjerterytme skyndte han sig over mod døren og tog fat i den.

[Nathan Raphael Mordred]

Egentlig var Nathan villig til at give knægten en chance, hvis denne da havde modet til at komme frem med et svar, som behagede ham. Men det lod lidt som om at Satyren stadig ikke havde helt styr på hvem der egentlig bestemte af de to, hvilket jo klart ville være en fejltagelse. Han så afventende på Satyren, som denne kom ind i rummet og klart så ud til fortsat at være dækket af vand, i det mindste var det meste af lugten forsvundet. Nu bar han heller ikke længere nogen trøje, så der var langt mere hud synligt, som Nathan blot holdt et vågent øje med ham. Satyren havde tydeligvis ikke forstand på, hvornår han skulle tage chancen og hvornår han burde gøre, som han blev bedt ham. Svaret i sig selv var en fornærmelse, men det faktum, at han valgte at gå kort efter, gjorde det blot værre. Havde Nathan ikke allerede forklaret denne skabning, at han ikke var typen til at tilgive andre og da slet ikke, når de opførte sig på denne måde. For hans egen skyld, havde Nathan håbet på at Satyren ville komme tilbage af sig selv, men som han kunne fornemme hvilken retning han var begyndt at gå i, var han godt klar over, at dette ikke ville komme af sig selv eller frivilligt. Der var ingen grund til at forhaste sig, han ville altid kunne indhente ham, hvis de blev nødvendigt, som han rettede sig yderligere op og gik rundt om bordet for at bevæge sig i sammen retning, som kujonen var forsvundet i. ”Forklarede jeg ikke allerede sidste gang, at jeg ikke er typen til at tilgive eller glemme ting?” spurgte han en smule ledende, som han kom til syne i gangen og lod blikket hvile mod Satyren, der nu havde fat i døren. Der skulle ikke mere til end et skub med hans evner, før at han pressede hånden mod døren og forhindrede Satyren i at komme udenfor, i hvert fald ikke igennem døren. Det var fordelen ved at være vampyr, man var altid langt hurtigere end sit bytte, eller det blev i hvert fald sjældent overgået i den forstand. Han holdt dog ikke hånden på døren særlig længe, før at han skubbede Satyren længere ind i huset. ”Jeg har et forslag” lo han med et koldt smil hvilende over sine læber, som han pressede Satyren mod den nærmeste væg og greb fat i hans håndled for at presse hans arme mod væggen i den forstand at han låste ham til væggen. Nu hvor han alligevel var fanget mod væggen, ville der næppe være noget udvej andet end at blive der for nu, som Nathan dog gik helt tæt på hans ører. ”Jeg skal nok være blid” hans stemme var fyldt med hån og foragt, som han trak sig langsomt væk fra hans ører og efterfølgende pressede deres læber sammen i et kys. Der var ikke noget i vejen med at vise Satyren, hvad der måske ville være det værste, der kunne ske og Nathan selv kunne sagtens tage afstand fra det, desuden så havde Satyren selv gjort et forsøg sidste gang, noget som han bestemt ikke kunne glemme. Han lod dog ikke til at bryde kysset lige med det samme, som han strammede grebet om Satyrens håndled for at få ham til at åbne munden, skulle han nu nægte det.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher gad ikke engang prøve at hive i døren efter vampyrens hånd havde ramt den, selvfølgelig kunne han ikke slippe væk, hvad havde han dog tænkt på? Han ønskede ikke at gøre det værre, han havde bare et ønske om at slippe væk og finde sin familie og være tilbage på sine gamle gerninger.
Han væltede nærmest tilbage af, da vampyren begyndte at skubbe, så det gav nogle hårde stød med klovene mod gulvet, til han sidst stod med ryggen til væggen og havde hænderne presset op mod væggen. Nej, nej, ikke det! Tænkte han straks, da han mærkede læberne mod hans og han prøvede ihærdigt at dreje hovedet, undgå at åbne munden og bare slippe fri fra hans kys, men han kunne ikke. Han mærkede det strammede om håndledende og det fik ham til at give efter og åbne munden, mens han kneb øjnene sammen i irritation.

[Nathan Raphael Mordred]

Hvorfor at Satyren havde forsøgt at flygte var egentlig ikke det store spørgsmål, men det faktum at han lod til at opgive meget hurtigt, behagede ham ganske godt, som han sagtens kunne fornemme på den lille kræ, at der ikke var meget livgejst tilbage, måske han bare skulle gøre en ende på hans lidelser og så dræne ham, nu hvor han havde chancen? Alligevel var det sjovere at lege med legetøjet, imens at der stadig var bare en smule liv i denne. Som deres løber mødtes, stoppede det ham ikke at Satyren forsøgte at kæmpe sig fri eller nærmere forsøgte at dreje hovedet den anden vej for at undgå det, men nu havde Nathan taget en beslutning, så kunne han lige så godt køre videre på det. Det kunne jo være, at knægten ville få munden på geled og komme med et bedre forslag end det han havde haft sidst, hvis han blev mødt med andre forslag, der bestemt ikke passede ham. Nathan var i hvert fald ikke i tvivl om at Satyren ikke ønskede dette, som han ikke kyssede igen, ikke noget der kunne gøre Nathan fornærmet, som han smilte for sig selv, som munden endelig åbnede sig op. Han lod sin tunge glide ind mod hans, imens at han gav slip med den ene hånd for at lagde hånden glide ned over Satyrens kind før at denne gled længere og længere ned til hans mave, som han strøg fingrene op endnu en gang. Satyren havde selv bragt straffen på banen første gang de var mødtes og de havde begge kunnet konkludere, at det ikke var noget som Satyren var fan af og han var da kun blevet mindre fan af, at have været fri i en lille måned. Nathan havde dog ingen interesse for ham, det var ren og skær afstraffelse, som det morede ham, at Satyren ikke vidste hvad denne skulle gøre med sig selv. Han trak roligt tungen tilbage, som han brød kysset og lod sine fingre glide over Satyrens læber, som han blot smilte koldt til ham, lettere følelsesløs omkring det hele, som han vred armen om på ham og pressede hans bryst imod væggen i stedet. ”En chance mere” lo han hånligt, som han pressede ham imod væggen og efterfølgende lagde sin egen vægt imod ham for at placere sin mund mod hans hals igen. Denne gang lod han sine hugtænder synke ind i halsen på Satyren, som han tvang blodet frem og ind i sin egen mund. Det var langt fra den samme rus, som første gang, men han var nød til at vise kræet, hvor det hørte til henne. Nathan havde heller i sinde at stoppe blødningen denne gang, som det skulle fungere som en påmindelse omkring hvad der var på spil og ikke mindst, hvad der kunne ske, hvis den gik gal igen. ”Jeg har et dokument, som skal afleveres til en meget fin herre, så mon ikke det er et passende job?” hviskede han roligt i hans ører, som han havde sluppet hans hals og efterfølgende slikket såret rent, ikke at det kunne stoppe blødningen, det var mere for at rydde op efter sig selv. ”Jeg følger med noget af vejen” det var mere som en forsikring til at dokumentet blev afleveret, men samtidig også en mulighed for ham at komme godt på vej til næste destination.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher mærkede vampyrens tunge røre sin og fik næsten lysten til at bide i den, som var han en gnaver, men han kunne ikke. Han var trængt op i en krog endnu engang og han kunne ikke andet end gøre som vampyren ville have ham til, så for ikke at blive en idiot kyssede han med, selvom han absolut ikke følte lysten til det. Det gav ham mange kuldegysninger som han mærkede hånden og fingrene bevæge sig på ryggen, ikke fordi han kunne lide det, men fordi han var bange for der snart var nogle negle der borede sig ind det ene eller andet sted.
Det var nærmest en lettelse, da kysset blev brudt og han kunne slappe af i kroppen, som fingrene i stedet strøg over hans læber, men det beroligende varede ikke længe. Han mærkede hvordan hans arme blev revet rundt og han nærmest væltede ind i væggen med brystet. Det her var ikke godt. Han mærkede hvordan tænderne borede gennem huden og han måtte knytte sine bundne hænder. Han blev slappere i kroppen og hænderne løsnedes, jo mere blod der kom ud. Han vaklede lidt da grebene blev sluppet og han nikkede konkluderende til at det skulle han nok. Aflevere noget blev ikke et problem, men det ikke at snage, det kom til at plage ham til det var afleveret. "Jeg er til Deres tjeneste, herre." Sagde han nærmest militærisk og kiggede mod vampyren. Han lod sin højre hånd glide op af armen og skulderen, op til såret, for at holde blodet inde, hvorefter han spekulerede over noget for sig selv. Han kunne mærke alvoren af det hele og han skulle nok gøre hvad han blev bedt om, spørgsmålet var mere hvordan han skulle overleve, for hvis det skulle vare meget længere var selv dette forfaldne hus ikke nok. Ikke uden han også skulle vedligeholde tyvekoster, men det skulle han vidst ikke gøre nær denne vampyr.