Why am I here? [Nathan]

[Erin Dempsey]

Marts 1434 | 21:45 | Køligt, men vindstille | Nathan Raphael Mordred

Hvad lavede han overhovedet her? Erin havde spurgt sig selv om det samme flere gange, men nu var han her altså. Han var ikke sikker på, om det var modigt eller blot dumdristigt, at opholde sig i Krystaldråben. Han hørte ikke til her, og det var tydeligt at se på ham. Det mørke tøj var lidt for stort og lidt for slidt til, at han kunne narre nogen som helst til at tro, at han var andet end underklasse. Han glattede instinktivt sit strittende pandehår ud med hænderne. Det virkede ikke rigtigt. Det havde ikke været helt med vilje, at han var endt her. Dog var han ikke vendt om, selvom han havde overvejet det. Det var ret uvirkeligt for Erin. Der var ikke mange folk på gaden, men de få der var, udstrålede overdådighed og rigdom, noget Erin ikke var vant til. Hver gang Erin før var stødt på overklassen, havde det overrasket ham. Det lykkedes ham altid at glemme, at det ikke blot var et eventyr, overklassen fandtes rent faktisk. Erins egen lille verden bredte sig ikke meget længere end til slummen. Han så overklassen, som noget der kun fandtes i drømme. Han havde kun lov at drømme om det, når tingene gik virkelig galt og han havde brug for opmuntring.

Erin bevægede sig langs husmurene. Han forsøgte så vidt muligt, at gå i et med omgivelserne. Det hjalp lidt, at solen var gået ned og at hans tøj var så mørkt. Han gik på listetæer, med den lille kniv liggende skjult i håndfladen. Han havde trukket ærmet ned over hånden for, at kniven ikke skulle blive opdaget af en forbipasserende. Nu var spørgsmålet bare, om han kunne finde en at stjæle fra. Han vidste godt, at han måtte være mere forsigtig end normalt. Han havde ikke mulighed for, at charmere folkene her. De så ned på ham og ville ikke falde for den slags. Hvad skulle han så gøre? Det vidste han faktisk ikke. De få gange han før havde begivet sig mod Krystaldråben var det gået galt.

[Nathan Raphael Mordred]

Overklassen var uden tvivl noget for sig selv, deres attitude var speciel og de mente gerne, at de var over andre. Men i virkeligheden havde de fået deres rang ved hjælp af deres slægtsnavn, der var ingen der rigtig havde fortjent den opmærksomhed. Ingen der havde kæmpet for deres indkomst. Det var bare en naturlig ting for dem at have penge og det hele livet. Det var et forfærdelig sted, hvor de fleste på gaden mente, at de var mere værd end den næste. At diskutere med den type væsner var ulideligt og forfærdeligt. Men alligevel havde overklassen en del at miste, så de var villig til at gøre næsten hvad som helst for at tilfredsstille andre og beholde deres goder. Det gjorde dem dog bare til et nemt offer, hvis man vidste hvordan man skulle udnytte deres rigdom, som en svaghed. De kendte jo ikke til andet end at kunne købe, hvad de ville og hvis dette lige pludselig blev taget fra dem, så ville de ikke længere have noget at leve for.. Det var i hvert fald den opfattelse, Nathan fik, når først han havde brug for at overtale overklassen om at give ham adgang til informationer. De var villige til at gøre næsten hvad som helst for at slippe for at give afkald på deres rigdom. Det kunne ikke andet end at more ham, som han ofte fandt en måde at holde dem i sin hule hånd og udnytte dem mere end en gang. Der var jo ingen grund til at finde nye ofre, så længe de gamle stadig fungerede? Men for denne nat, så havde Nathan ikke tænkt sig at spilde sin tid på endnu en snob, der forsøgte at tale sig ud af sin situation og sikkert ville tvinge ham til at lytte i evigheder. Han havde brug for noget andet i stedet, men spørgsmålet var mere om han kunne tage det som betaling for at holde mund eller om han var tvunget til at finde en skikkelse i natten og tage det?
Det kunne ikke kun blive ved tanken, hvis han skulle nå tilbage til bjerglandet, så var han nød til at forny sin energi, hvilket der kun var en måde, hvorpå det kunne lade sig gøre. At begribe sig på en fra overklassen kunne hurtigt få ham i problemer, hvad enten han kunne tale sig ud af det eller ej, så virkede det ikke som den rette vej at gå. Måske det i virkeligheden var nemmere at bevæge sig til slummen? Det var jo ikke fordi han behøvede at spilde meget tid der, men det passede ham heller ikke at sætte tænderne i et beskidt væsen. Han var nok blevet for kræsen med tiden til at ville gøre noget så desperat. Det var endnu ikke et problem for ham at bevæge sig, som han gik langs med gaderne og lod de røde øjne undersøge hver eneste skikkelse han kom forbi. Stædig og kræsen var tydeligvis en dårlig kombination, som han fik øje på en mindre skikkelse langs husmurene. Smilet strøg over hans læber, som det var tydeligt at denne skikkelse ikke hørte til i området, måske en mulighed for ham at udnytte? Det kunne i hvert fald ikke skade at undersøge det, som han valgte at ændre sin kurs og bevæge sig mod skikkelsen. ”Faret vild?” spurgte han ud af ingenting, som han nærmede sig skikkelsen og smilet endnu ikke var forsvundet. Der var muligheder at hente, som drengen tydeligvis var menneske og derved ikke skulle blive et problem, det eneste problem ville nok være, at han var fra underklassen.. Men menneske kunne også være ganske smagfuldt afhængigt af, hvad denne havde brugt sit liv på.

[Erin Dempsey]

Erin havde altid fået at vide, at han skulle holde sig fra overklassen. Ikke fordi han skulle have lyst til at omgås dem, tværtimod burde det komme helt naturligt for ham at hade dem. Erins moder havde fortalt mange historier, om hendes sammenstød med overklassen og hvordan de havde behandlet hende. Erin fik kuldegysninger blot ved tanken. Det var bestemt ikke noget, han ville byde nogen eller jo... Hvis han selv fik noget ud af det, kunne en fjende nok godt tåle det. Erins moder var en stærkere person, end Erin selv kunne håbe på at blive. Han havde det ikke i sig - at hade dem. I stedet frygtede han dem. Deres overdådighed gav ham en følelse af afmagt, samtidig måtte han også være ærlig overfor sig selv. Inderst inde misundte han dem noget så grufuldt. Hvem der blot havde den luksus, at bære sig selv med stolthed. Erin var hverken stærk eller stolt, selvom han ihærdigt forsøgte at virke sådan. Det gjaldt om, at virke selvsikker udadtil. Han måtte ikke virke svag. Han ville ikke. Følelsen af misundelse var ikke noget moderen havde kendt til, for Erin havde ikke fortalt hende det. Erin turde slet ikke tænke på, hvordan den information kunne have påvirket hende og deres forhold. Hun havde været hele hans verden, så det havde altid været hans førsteprioritet at holde den sikker.

Den kølige luft sendte gys ned langs hans ryg. Det havde ikke påvirket ham før, så hvorfor kulden nu føltes mere aggressiv undrede ham noget. Der var et eller andet i luften. Erin kunne ikke sætte fingeren på hvad det var, men det var uden tvivl noget utrygt. Han greb hårdere fat om den lille kniv, så han kunne mærke bladet presse mod den bløde hud. Den hårde livsstil havde sat sine spor på Erins krop. Sår og skrammer dækkede det meste af hans arme og ben, mens han havde hård hud flere steder end han kunne tælle. I virkeligheden sagde det ikke så meget, da Erin var elendig til at tælle. Dog var der steder, hvor huden på mystisk vis havde beholdt sin ungdommelighed. Den højre håndflade var et af de steder, hvorimod den venstre for længst var blevet berøvet sin uskyld. På trods af den ru overflade, var der en vis drengethed over Erins ansigt. De fyldige kinder havde det med at miste deres hvalpefedt, når der var for langt mellem måltiderne. Det var noget af det Erin holdte øje med, for maven rumlede sjældent. Den var blevet for vant til, at være tom til, at give udtryk for sin utilfredshed. Erin syntes selv, at han så noget mere sund og rask ud for tiden. Han var inde i en god periode, hvor han fik lidt at spise hver dag.

Det gav et sæt i ham, da en stemme brød stilheden. Erin nåede ikke, at skjule sin overraskelse og knyttede instinktivt hænderne, hvilket ikke just var det smarteste idé. Det resulterede i, at han skar sig på kniven, der havde søgt dybere ind i håndfladen. Han trak vejret skarpt ind gennem næsen og bed sin i underlæben for ikke, at klynke i smerte. Øjeblikket af selvmedlidenhed blev brudt, da herrens røde øjne fangede Erins opmærksomhed. Hans blik skævlede en smule, men usikkerheden blev hurtigt erstattet med en påtaget fasthed. "Jeg... Nej," sagde han og så sig over skulderen. Selv uden det røde blik, ville manden have virket intimiderende. Han udstrålede en professionalisme, som Erin ikke havde været vidne til før. Uden at tænke over det, tog Erin et skridt tilbage mod muren. Havde manden regnet Erins motiver ud? Var han på vej ind i konfrontation, som han helst ville være foruden? Erin måtte regne det ud hurtigt, for hvis han skulle have nogen chance for, at flygte skulle det være nu. "Jeg skal ikke nogen steder hen."

[Nathan Raphael Mordred]

For Nathan så var der nogle racer, som kunne fremstår med en vis styrke, nogle der var mere neutrale og så var der dem, som ingen nogensinde ville drømme om at se som en trussel. Mennesker var lige netop den race, hvad kunne de egentlig bruges til med deres korte levetid og det at de var uden evner andet end at være irriterende, når de forsøgte at gøre sig bedre end de i virkeligheden var. Det var noget, der rent faktisk kunne irritere ham mere, end adelige, i hvert fald hvis de ikke var klar over, hvor de befandt sig henne i fødekæden. Det var bedre, når byttet, vidste hvor de var placeret henne i fødekæden, så var der heller intet behov for at forklare det yderligere for dem og hvem kunne også snyde en vampyr, når han sagtens kunne lugten frygten hos væsner, i det sekund at han kom tæt nok på. Men på den anden side, så kunne det også være ganske underholdende at lade et menneske blive i troen, at denne havde en fordel for til sidste at pille det af lidt efter lidt. Der skulle forhåbentlig ikke meget til, før at de ville miste modet og derved knække under for presset. De var jo bare mennesker? Og Nathan var ikke i tvivl om at skikkelsen langs husmuren var menneske, det var i hvert fald den udstråling han havde, men det da afslørede ham var lugten. Det var lugten af menneske og usikkerhed. Næsten synd at han var nød til at presse knægten yderligere, men han skulle jo også selv overleve, ikke sandt? Nathan var endnu ikke fanget i en voldsom blodrus, så han havde stadig kontrol over sig selv, så der var ingen grund til at forhaste sig, som han hellere ville se knægten an end at skræmme livet af ham lige med det samme.
Mon mennesket allerede vidste hvad der skulle ske? Der var i hvert fald noget der havde forandret sig, som denne virkede mere anspændt, men han var jo endnu ikke i nærheden af ham, andet end at han havde udset ham som sit offer. Måske det i virkeligheden var det han kunne fornemme, at der ikke var nogen vej uden om lige nu. Det bekymrede ham ikke at mennesket lod til at være ungt, der ville være tale om ganske få år, næsten ingen år i forhold til ham, som efterhånden havde levet i flere århundrede, faktisk mere end et årtusind, så der ville nok være en del forskel i deres erfaringer og præferencer. Men slummen var heller ikke et nemt sted at leve, noget som Nathan selv havde erfaring med, hvad enten dette virkede uvirkeligt for dem, der vidste det, så var det sandt. Der var bare ikke mange tilbage, som rent faktisk kunne afsløre den del af hans fortid. Han var langt mere interesseret i sit liv som forretningsmand, som han havde steget i rang, uden at forlade underklassen, som det var nemmere at arbejde i skyggen fra underklassen. Der var mere frygt den vej igennem, som han intet havde at tabe og bestemt ikke havde noget imod at bruge beskidte kneb for at nå sit mål.
Mennesket havde vel ikke forventet, at han kunne gå uden at få nogens opmærksomhed, han var bare så uheldig at det lige netop var Nathan, som var den første, der rent faktisk viste interesse i ham. Overraskelsen bragte et skummelt smil frem på hans læber, som det gav et sæt i knægten. Han rynkede let på brynene, som han kunne lugte blodet, det sekund, at det brød igennem hans hud. Var det meningen, at han gerne ville distrahere ham, når nu han i forvejen ønskede at mætte sig selv med hans blod, så var det blot yderligere en faktor, som Nathan var nød til at ignorere, hvis ikke han bare skulle sætte tænderne i ham allerede. Tanken strejfede ham, som lugten af blod forblev i hans næse, han ville stadig kunne styre sig selv, også selvom han gav slip på kontrollen. Der var ikke længere nogen interesse i hans ord, som han greb ud efter knægtens hånd og forsøgte at hive denne til sig. Som knægten valgte at træde tilbage, fulgte Nathan roligt med. Det ville være hans egen skyld, hvis han endte med at blive fanget imod muren på et tidspunkt som dette. Et svært skær strøg over hans øjne, som blodrusen fortsat holdt fast i ham. Det ville være så nemt at slukke sin tørst på dette menneske, ingen ville bekymre sig, så længe de befandt sig i krystaldråben, overklassen, hvor ingen bekymrede sig om underklassen. Mennesket var stædigt nok til at fastholde, at der ikke var noget i vejen eller at han ikke var faret vild, men noget var der i hans tanker. ”Og hvad med kniven?” spurgte han indgående, som han ikke havde tænkt sig at slippe ham, før at han i det mindste havde fået et svar.. Ikke at han ville lade ham gå så let.

[Erin Dempsey]

Grundet sin manglende erfaring med andre racer, havde Erin ikke udviklet nogle generelle meninger omkring dem. Hans kendskab til dem, var begrænset til de kortere samtaler, han havde initieret for, at få adgang til deres tegnebøger. Det betød, at han ikke vidste noget direkte om de forskellige racer, men tværtimod baserede sine valg på fornemmelser. Hvis personen virkede intimiderende, genovervejede Erin sin beslutning om, at stjæle fra dem. Om Erin kunne fornemme, hvad der skulle til at ske nu, vidste end ikke han med sikkerhed. Det eneste han var klar over var, at de røde øjne ikke var noget, han skulle tage let på. Erin havde ikke været så tæt på en vampyr før, i hvert fald ikke, hvor han selv havde været klar over det. Han havde hørt historier om dem, så på den måde havde han en idé om, hvorfor han burde være bange. Hvis man fik fortalt så ubehagelige historier, ville alle så ikke blive bange? Alle som ham - svage, bange mennesker. Som menneske, var der ikke meget han kunne stille op, hvis vampyren havde udset ham som sit næste offer. Erin var godt klar over, at han ikke var uovervindelig. Tværtimod havde han fået fortalt, gang på gang, hvor svag og ligegyldig han var. Ikke at han havde behov for, at få den slags at vide, han var skam godt klar over, hvor ubrugelig han var. Nogle dage følte Erin sig mere som en plage, end som et individ med mening. PÅ sådanne dage, bad han meget. Erin var ellers ikke den mest troende, men nogle gange blev alt andet for ligegyldigt for ham.

Et gisp forlod Erins læber, da manden smilede. Det overraskede ham ikke, men gjorde det blot klart, at Erin ikke havde lyst til, at være der meget længere. Hans blik fór rundt for, at finde en udvej. Han nåede dog ikke langt i sine beregninger, før manden fik taget fat i hans hånd. Han forsøgte, at trække hånden til sig. Nu da vampyren var tættere på, havde Erin muligheden for, at få et bedre kig på manden. Ham der kunne beslutte, om Erin fik lov til, at se solen stå op i morgen. Havde situationen været anderledes, ville Erin nok have set ham som en ganske attraktiv mand. Nu så han dog ikke andet, end sin egen dystre skæbne.
At gå tættere på muren bag dem, havde nok ikke været det klogeste træk. Desværre opdagede Erin sin fejl for sent til, at kunne lave om på den. Han bandede lavmælt af sig selv, hvilket han håbede manden ikke kunne høre. "Den... Jeg har selvmordstanker?" Sagde han. Det lød mere som et spørgsmål, end som et egentligt svar. Han regnede ikke med, at manden ville tro ham, men han var bange for at sige sandheden. Det betød nok ikke noget for hans skæbne, uanset hvad, var han i fare. Løgnen var mere i tilfælde af, at manden havde noget imod tyve. Hvis Erin endelig skulle dø, skulle det helst være så smertefrit som muligt. Han kiggede manden i øjnene. Der var noget fængende ved dem der gjorde, at Erin på trods af sin frygt, ikke kunne lade være med også, at være lidt nysgerrig.

[Nathan Raphael Mordred]

Der burde ikke være nogen tvivl omkring vampyrernes race, de var ikke til at lege med og mente bestemt ikke at andre var bedre end dem. Hvad enten der var nogle andre som sad på tronen, så kunne de stadig godt lege med fra skyggerne. Det havde sikkert været sådan længe og det ville næppe ændre sig lige foreløbig, som vampyrerne bestemt ikke vil tage til takke med den nuværende magt, som de besad. Mere ville have mere, ikke sandt? Det samme gjorde sig gældende for Nathan, som han altid var på jagt efter yderligere magt, hvad enten det kunne medføre, så var ingen magt for lille eller for stor, så længe det var godt for noget, kunne han jo ikke klage. Men uanset hvad så hørte han heller ikke til i overklassen, han havde blot en holdning, der gjorde at han sagtens kunne bevæge sig i krystaldråben uden at blive set ned på. Der var ingen som turde at se ned på ham, i hvert fald ikke dem, som også havde erfaring med skyggerne, netop fordi han vidste lige præcis hvordan han skulle dreje alt til sin fordel, så mon ikke han også godt kunne få knægten under sine kyndige vinger? Han havde efterhånden taget sig af flere, men det endte sjældent godt og ofte med en skuffelse, men lige nu havde han ikke andre forventninger end at slukke sin sult med knægtens blod og der ikke vel umuligt gå særlig meget galt i den forstand?
Der skulle ikke meget til at fortælle Nathan, at der var noget på færde, mest fordi mennesket ikke lod til at være forberedt på at blive konfronteret også selvom han befandt sig på åben gade. Måske han i virkeligheden havde noget andet i tankerne end bare at luske rundt? Det var ikke noget der interesserede ham mere end det blod der pulserede under hans hud. Lugten af blod fra hans hånd var også nok til at vende hans opmærksomhed mod noget andet, som lysten til at smage blodet lå lige i overfladen. Kontrol havde han dog nok af, som han fik øje på kniven, ikke noget der kunne true ham, men det kunne til gengæld true hans måltid, hvis han valgte at gøre alvor af sine ord. Der var intet godt i at spise fra et lig, hvad enten det var døende eller dødt, så var det langt mere interessant at mærke blodet pulsere mod hugtænderne. Det var næsten for nemt, som mennesket selv bevægede sig mod muren og derved blev fanget, noget han kun kunne takke sig selv for. Nathan forholdt sig rolig, som han kunne fornemme på mennesket, at han slet ikke var tryg ved situationen, men det var uden tvivl til at forstå. Nathan hev hans hånd til sig, som han placerede den under sin næse blot for at få et indtryk af den smag han kunne forvente. Når han altså valgte at bide. Lugten af blod var altid forførende og interessant, som et skær af rus viste sig i hans øjne. Han strøg sin tunge hen over den ene hugtand, før at han lod blikket hvile mod ham igen. ”Det kan jeg hjælpe med” lo han stille for sig selv, som han gik helt tæt på ham og derved næsten tvang ham yderligere op imod muren, imens at han stadig holdt fast i hans hånd. At mennesket var tyv betød ikke så meget for ham. Der var sikkert mange af hans slags i underklassen for at kunne overleve, men det var ikke noget han havde noget tilovers for. Der var i hvert fald ingen medlidenhed at finde hos ham. Nathan strøg sin negle hen over såret i hans hånd, blot for at presse yderligere blod frem fra såret og måske påføre ham en smule smerte, imens at han var i gang. Det gjorde ham ikke noget, hvis han kunne smage smerten og frygten i blodet, det ville blot gøre det mere krydret for ham.