Guddommelighed med Sheera

[Llane Rathen]

Tid på dagen: Sen eftermiddag
Vejr: Det har været solskin hele dagen, men nu trækker skyerne sig sammen henover himlen.
Dato: 25. november, 1433

Llane Rathen var på vej til Neligero; efter alt der var sket i Kensis, var der blevet sendt bud efter ypperstepræsten fra nær og fjern. Folk ønskede Diroks velsignelse, i et desperat forsøg på et genfinde deres religion og sikre deres sjæles sikkerhed. Det var selvfølgelig ikke altid at Llane følte, at disse væsner fortjente Diroks lys og nåde, men det var ikke Llanes arbejde at dømme folket. Herren skulle nok beslutte, hvem der var værdige når tiden kom. Det mindste ypperstepræsten kunne gøre, var at sikre at folket vidste, at Dirok var med de troende og de ædle. Folk måtte selv finde ud af, at det så passede til dem eller ej.

 

Det var en smuk aften at rejse på, men solen var ved at gå på hæld, og vinden sendte en kølig blæst rundt mellem træerne. Præsten rejste alene - det var ofte forventet at folk, der tilbad guderne på et sådan niveau, ikke frygtede overfald og vold. Det var et velkendt faktum, at præster ikke havde dyrebare ejendele - der var ingen grund til at angribe dem. 

 

Imens præsten gik gennem skovens lunefulde omgivelser, var hans tanker dog et helt andet sted. Trods der var ro og stilhed omkring ham, så var hans tanker eksplosive og larmende - han tænkte på krigen, kongefamilien i Kensis, alle de liv der var gået tabt og hvilken rolle Dirok mon spillede i hele dette scenarie. Det var uden tvivl den slags spørgsmål og flere til, som han skulle besvare i sin tid i Neligero. Han måtte mentalt forberede sig på folkets skuffelser og vrede. Det var de færreste der accepterede Diroks stilhed, og flere og flere så ud til at vende ryggen til Herren af denne grund. Dette var naturligvis uanstændigt og uacceptabelt - men desværre ikke strafbart. Præsten bed tænderne sammen og lod blikket studere omgivelserne.  

[Sheera Ara Lusha]

Sheera og hendes guvernante var ude og gå på landevejen for at få noget luft. de var begge to elvere og Sheera som næsten var en ung dame var desværre afhængig af sin guvernante. Sheera havde nemlig det handikap at hun var blind. hendes forældre havde prøvet at gi hende hendes syn tilbage ved hjælp af en engel men uden held. men det gjorde ikke Sheera noget.
Sheera stoppede op og lyttede til sine omgivelser. hun kunne høre skridt i det fjerne og hev sin guvernante til siden og ud fra busken hoppede en kronhjort familie frem og den lille Bambi stoppede og så på dem men skyndte sig så videre.

Sheera smilte lidt for sig selv og ønskede faktisk et syn så hun kunne se disse skabningers skønhed og ynde. Sheera var ikke blind ved ulykke men født sådan. hun sukkede lidt da hun gerne ville kunne gå uden sin guvernante ved sin side.

[Llane Rathen]

Ypperstepræsten fulgte landevejen uden helt at have tankerne med sig. Det var helt naturligt for ham at vandre afsted på denne måde - før i tiden havde han vandret på mange landeveje, når han skulle fra det ene tempel til det næste flere byer ovre. Dette var vel i og for sig ikke nogen forskel. Bortset fra at han denne gang bragte grufulde nyheder med sig. Han havde mere end noget andet lyst til at løbe tilbage til Kensis, for at sikre sig at folket var i sikkerhed og at der ikke skete endnu et angreb imens han var væk. Samtidig var der en lige så stærk følelse af frygt, der tiggede ham om at blive i Neligero; så langt fra krig, ild og død som muligt. Han tog sig til skulderen - den var blevet bundet godt ind, og såret var blevet syet og plejet af nogle af de dygtigste læger han havde hørt om. Som ypperstepræst fik man da lidt god behandling. Såret dunkede efter den lange vandretur, og trods det var ved at heale pænt sammen, så var smerten endnu ikke til at tage fejl af.

Længere fremme på landevejen, spottede han pludselig nogle modgående. Det havde været tåbeligt at tro, at han var den eneste der ville udnytte denne smukke dag til at få sig en vandretur. Man kunne vel ikke undgå at støde på andre; især ikke så langt fra Kensis. Det ville ikke undre ham, hvis Neligero var fyldt med mænd og kvinder, der var flygtet fra Kensis' flammer.
Da han nåede nærmere de to modgående, bemærkede han deres køn og deres beklædning. Den ene måtte være af høj stand, og den anden måtte være en form for tjenestefolk. De var begge ganske pænt klædt på. "Godaften frøkener." hilste Llane med et smil og et nik med hovedet. "I er vel ikke herude helt alene i tider som disse?"

[Sheera Ara Lusha]

Sheera hørte godt den modgående men kunne jo ikke høre om det var en mand eller kvinde før han pludselig talte til dem og de standsede op. det sjove var med Sheera at man aldrig kunne læse hendes påklædning, hun gik i simplet tøj. havde håret simpelt og kun hendes sko var lidt fine i det. hendes guvernante var tilgengæld altid fin klædt på.
da han hilste nejede guvernanten og Sheera efter da hun mærkede at hendes guveernante gjorde det. de smilte begge til manden men Sheeras var mere venligt end guvernantens som var meget stift og alvorligt.
"godaften Den herre." startede Sheera ud og forsætte så. "hvad mener De med tider som disse. tiderne er skifter jo altid, men der er måske noget mere i denne tid end som så?" spurgte Sheera så holdte starte en arm i guvernanten som lod Sheera tale da hun jo ikke var helt tabt bag en vogn med sproget. det var kun synet. Sheera så helst det gode i folk så hun dømte helst ikke ud fra udseendet.

[Llane Rathen]

Llane betragtede de to kvinder med et eftertænksomt blik. Den fint-påklædte kvinde bukkede først, men det så ud til at være hendes tjenestepige der talte. Dog gik det meget hurtigt op for ypperstepræsten, at der var noget specielt ved den yngre kvindes ansigtsudtryk. Hun virkede fjern i blikket; som om hendes tanker havde taget hende til en meget mere interessant verden, og at hun kun eksisterede overfladisk på denne jord. Det var ikke første gang Llane havde set dette blik før; han havde set de skyfarvede øjne før. Blind. Interessant. Hun er næppe en tjenestepige, i så fald. Han sendte den lidt ældre kvinde endnu et overvejende blik, men var ikke i stand til at konkludere hvem disse to kvinder var, eller hvordan relationen mellem dem fungerede. Han valgte at glemme det for nu. Den unge kvindes spørgsmål var for interessant til at han ville spilde tiden på relationsspørgsmålet.
"Jeg..." Han måtte stoppe sig selv, inden han sagde noget dumt og direkte. Nyhederne var næppe nået hele vejen til Neligero endnu. Han måtte vælge sine ord med omhu, for ikke at skræmme de tro kvinder.
"Jeg ved ikke om De har hørt det, kære frøkener. Kensis ligger i flammer og ruiner; vi har været under angreb. Der er megen frygt blandt mit folk i disse tider. Men jeg er glad for at høre, at frygten ikke har manifesteret sig i denne del af landet." Han valgte ikke at spørge ind til deres uvidenhed. Man kunne vel ikke forvente at møde oplyste folk på denne tid på dagen og så særdeles ikke alene i en skov. Han havde dog bemærket at den unge kvinde var elver. Elvere var ikke just hans yndlingsfolk - men det sagde han egentlig om alle racer og skabninger. Elvere er måske ligeglade med alt der foregår i verden omkring dem. tænkte han bittert og sendte de to kvinder et varmt smil. Som altid holdt han sine dystre tanker for sig selv.

[Sheera Ara Lusha]

Guvernanten gispede helt og så på Sheera der fik helt triste øjne da han fortalte. nok var hun højelver men hun var ikke som de fleste højelvere, hun var ikke snobbet og nedladene. hun vendte hovedet ned af og sukkede trist.
"det har jeg slet ikke hørt. men mine forældre vil heller ikke ha jeg går for langt fra vores hjem" sagde hun og vendte hovedet bagud for at så mod neligero, hendes hjem og en dejlig fredelig by. hun vendte hovedet mod manden igen selv om hun ikke kunne se ham kunne hun fornemme hvor han stod af hans vertrækning og bevægelser.
"er folk i Kensis okey? er der mange døde?" spurgte hun lidt efter og vidste ikke helt hvordan hun kunne hjælpe men guderne måtte ha haft en mening med at gøre det ellers var det vel ikke sket. Sheera selv var jo ikke den der fik lov at opleve verden uden for neligero og landevejen. hun vendte hovedet mod guvernanten der holdte en hånd på brystet og vis puls var steget lidt i chok.
"kan De klare at høre mere om sådan noget Nådigefrøken" sagde guvernanten og så på sheera som nikkede. hun var ikke 100 mere hun var en voksen kvinde snart og skulle lærer at verden ikke var blomster og regnbuer.