Can you help? [Anabell]

[Aidan Tenomes]

Tid: 16. maj 1434 kl. 10.56
Omgivelser: En forholdsvis rolig tempelplads med ganske få væsner, som dagens arbejde er begyndt for mange.
Vejr: Lettere lunt vejr omkring de 22 grader på en ganske solrig dag.
Tag: Anabell Seipel

Tempelpladsen var ment til at være et sted for alle, guderne ville lytte til selv den mindste sjæl, ej dømme denne ude, som overklassen nemt kunne gøre, når de fik øje på en fra underklassen. Der var ingen tvivl om, hvor de forskellige væsner stod, han kunne se det i deres blikke, som han irriteret ignorerede dem og fortsatte sin vandren mod templet. Der var mange muligheder med guderne, men han var ikke i tvivl om, hvem der havde hans tiltro. Der var mange indvendinger og ideer blandt de forskellige guder, men det hele afhang af skæbnen, så hvorfor overhovedet starte ved en af de andre guder, når Nook havde mest indflydelse, det var i hvert fald den opfattelse, som Aidan besad, noget der ikke ville være nemt at modbevise.
Det var svært ikke at skille sig ud, som tigger på tempelpladsen, men han var ikke kommet derfor at tigge efter mad eller penge, han havde mere brug for et råd til at komme videre i livet. Det var lidt som om at han sad fat i den samme spiral og egentlig gik rundt i ring, måske der skulle ske noget andet i hans liv, som han endnu ikke havde fået øjnene op for. Mon ikke Nook kunne besvare hans spørgsmål? Som han nåede hen til templet stoppede han kort op, før at han bevægede sig op af de mange trapper og ind i templet. Af ren og skær respekt for gudinden bukkede han hovedet, det sekund at han trådte ind i bygningen og derved ind i hendes verden. Han var iklædt sort bukser og en sort trøje, som det var nemmere at skjule snavset og eventuelle pletter i det mørke tøj, men alligevel kunne man godt fornemme på det, at det var laset og sad løst og var langt fra velplejet, om ikke andet så beskyttede det hans krop mod vind og vejr.

[Anabell Seipel]

Solen skinnede i det hvide marmor, som udgjorde de smukt udformede templer, der stod i en cirkel på tempelpladsen. Foran dørene til Nooks tempel var der placeret store grene med de første skud, for at fejre forårets komme. Selvom der endnu ikke var mange mennesker eller andre væsner, virkede det rene tempel indbydende og venligt. Inde i templet var der pyntet op med de første forårsblomster, lange silkestykker hang mellem søjlerne og bevægede sig næsten dansende i vinden og ofringer var placeret omkring foden på den centralt statue af gudinden. Den smukke statue, der var højere end noget menneske og placeret på en piedestal var lavet af marmor med ibenhold, sølv og guld indlæg til detaljer og to funklende krystaller som gudindens øjne. Ved hendes fødder var dagens første ofringer placeret og lige foran hende var et alter, tilegnet officielle ofringer. Gudindens statue var klædt i fint silke, der faldt blødt omkring hendes smukke skikkelse. Hver dag blev den smukke figur iklædt nye, rene dragter af fint silke og det blødeste linned. Denne dag var ingen undtagelse.

Fordi det var tidligt, var der næsten ingen i templet. Ikke engang templets præster eller præstinder var tilstede endnu, de havde fri eller var blevet sendt på ærinder i byen. Den eneste, der arbejdede i templet lige da var ypperstepræstinden Anabell Seipel. Hun gik langs kanten af templet og rettede på de mange blomster, som var stillet frem. Hendes store, hvide vinger gled blødt over gulvet mens hun gik. Hun var klædt i en lysebrun vest og en brun nederdel, der faldt blødt omkring hendes slanke ben. Hun nynnede for sig selv mens hun gik rundt i templet og sørgede for, at alt var, som det skulle være. Selvom hun gik i sine egne tanker, fangede en bevægelse ved døren hendes øjne og hun kiggede op. En ung mand stod i døren, klædt i snavset sort tøj og med bøjet hoved. Anabell smilede. Det glædede hende altid når de besøgende viste respekt for gudinden. Hun rettede sig helt op og vendte sit smil mod den nytilkomne. Hun var altid imødekommende overfor templets besøgende, selvom de ikke altid behøvede hendes hjælp når de kom med deres ofringer. Hvad end denne unge mand ville, skulle hun nok hjælpe ham, hvis han ønskede det.

[Aidan Tenomes]

Der var ingen, der kunne være i tvivl om at guderne var værdsatte, når man tænkte på, hvor mange kræfter og hvor meget energi der blev lagt i at skulle opretholde de mægtige templer. Der var ingen tvivl om at guderne fortjente det bedste, alligevel havde tanken strejfet ham om de nu også behøvede al den pragt. Havde de ikke blot behov for at der var nogen som troede på dem, var det virkelig nødvendigt at bringe så mange ofre for at give guderne en gave? Der var i hvert fald ikke et eneste tempel, som så ud til at lide under de forgangene problemer og katastrofer. Præsterne gjorde tydeligvis meget ud af, at opretholde den guddommelige atmosfære og man var slet ikke i tvivl om at guderne var dem, som folket bare skulle tro på. Aidan havde dog ikke i sinde at tage noget fra guderne, hvad enten tanken havde strejfet ham før eller ej, så var han der for at få råd, som så mange andre før ham. Guderne var urørlige og der var ikke mange, som fik svar på deres spørgsmål, hvad enten de gjorde et ihærdigt forsøg eller ej, dog håbede Aidan inderligt på et svar, som han befandt sig i Nooks tempel. Hvis der var nogen som kunne give ham svar, så måtte det jo næsten være Nook? Hun burde have styr på alles skæbner, selv en ussel tigger dreng som ham selv. Eller var han ikke værdig nok hendes råd? Han rynkede let på brynene, som han gik hen over den hvide marmor næsten bange for at svine stedet til med sin egen tilværelse. Han havde selv syndet for mange år siden, men var endnu ikke gået til bekendelse, måske det var derfor at han ikke kunne høre Nooks ord, fordi han ikke havde bekendt sine fejltagelser.
Det var muligt at Aidan ønskede at være alene med sine bønner og spørgsmål, men han fik hurtigt øje på englen. Der var ingen tvivl, hun måtte næsten høre til templet, som hun gik rundt og rettede på blomsterne. Hun så nu også ganske yndig ud, som han gik et svagt glimt af hendes smil, før at han bukkede hovedet for hende og fortsatte mod statuen. Skulle han bare spørge åbent eller var det bedst at lade spørgsmålet forblive mellem ham og gudinden? Han regnede ikke med at kvinden ville forstyrre ham, som han satte sig ned på knæ og foldede hænderne foran sig. Han tog en dyb indånding, før at han rettede blikket mod sine hænder og bed sig let i læben. ”Nook” begyndte han stille, som han lod øjnene glide i, måske han bare skulle koncentrere sig nok om at høre hendes stemme for at få sit svar? ”Jeg har brug for Deres råd om min videre færden i denne verden” fortsatte han, som han knurrede hænderne foran sig, men ellers forsøgte at slappe af i kroppen. Der var ingen grund til bekymring. Guderne ville ikke dømme ham, eller ville de? ”Befinder jeg mig på rette vej?” lød hans spørgsmål roligt og svagt, som han var i tvivl.

[Anabell Seipel]

Nogen ønskede at være alene når de besøgte templerne og bede til guderne alene, andre kom til præsterne for at bede om råd eller vejledning. Anabell foretrak ikke at trænge sig på i folks private stunder. Forholdet mellem tilbederne og deres guder var privat og ikke noget, hun ville afbryde, hvis ikke hun blev inviteret. Hun holdt så meget af sit arbejde i templet, hun brugte langt mere tid der inden end nogen af de andre præster eller præstinder og hendes kærlighed til sit arbejde kunne ses i templets vedligehold og udsmykning.

Flere præster og præstinder brød sig ikke om at lade fattige komme ind i templerne af frygt for at de kom for at stjæle fra templerne. Anabell havde aldrig haft den holdning. Alle burde være velkomne i templerne, alle kunne få brug for at søge hjælp hos guderne. Hun kunne ikke tro på, at nogen kunne finde på at stjæle fra guderne. Især ikke Nook. Skæbnegudinden styrede alles liv og ville selvfølgelig vide det, hvis nogen forsøgte at stjæle fra hende.

Den unge mand bukkede respektfuldt med hovedet for Anabell, inden han gik hen til statuen for at bede. Templet var stille, så hun kunne ikke undgå at høre, hvad den unge mand sagde, da han talte til gudinden. Han søgte råd og vejledning hos gudinden, noget Anabell selv havde gjort utallige gange. Gudinden havde ledt hende hertil og her var hun lykkelig. Derfor var hun ikke i tvivl om, at skæbnegudinden også ville hjælpe denne unge mand. Om hendes hjælp blev tydelig eller han først ville indse den om flere år, vidste hun ikke. Det kunne man aldrig vide med guderne.

[Aidan Tenomes]

Det var tydeligvis det rette tidspunkt at dukke op i templet, som der ikke var mange tilstede, ingen der kunne dømme ham eller smide ham ud, som han jo også havde ret til at være der. Derfor var det også langt nemmere at søge gudindens råd, når han kunne koncentrere sig om det, han faktisk var kommet efter. Han var ikke i tvivl om at Nook havde nok at se til, efter angrebet på byen, men mon ikke hun stadig forsøgte at hjælpe dem hun kunne? Aidan tvivlede ikke rigtig på sin gudinde, men samtidig så ønskede han nok et svar lige som så mange andre, der var gået på knæ foran deres gud. Et svar, der muligvis kunne bringe ham videre i livet, eller måske bede ham om at fortsætte, for måske ville skæbnen ham noget andet, men kravet var at han forblev på sin nuværende sti? Var der overhovedet nogen grund til at forsøge at skifte retning, udover at de højt stillede havde det med at se ned på ham. Han rynkede let på brynene, som han knurrede hænderne foran sig, men stadig forsøgte at opretholde sin bedende position. Der var ikke meget andet at gøre end at vente, men hvor længe ville han vente? Skulle han tage skæbnen i sine egne hænder, måske det var det, som Nook ønskede af ham?
Guderne var der for at lytte til dem, så hvorfor ikke gøre brug af dem, nu hvor man havde chancen.. Alligevel lod han sin stemme tone ud, som han atter åbnede øjnene og lod blikket glide mod statuen. Der var uden tvivl blevet taget hånd om hendes statue og Aidan var slet ikke i tvivl om, at der var nogen, som tog sig tid til det hele. Men alligevel virkede det hele så uvirkeligt og overvældende, som han bukkede hovedet endnu en gang og rejste sig op igen. Et svar ville ikke komme uden handling. I hvert fald ikke i dag. Aidan vendte sit blik mod englen, som han bukkede hovedet endnu en gang. For hende. "Deres Hellighed" det var ment som en hilsen, men muligvis også en tak, som han atter rettede ryggen op og smilte let til hende. "Tak, fordi jeg måtte betræde templet" smilet hvilede fortsat over hans læber, som det var en sjældenhed at overklassen tog sig tid til at give underklassen plads.

[Anabell Seipel]

Der var fredeligt udenfor og sollyset skinnede ind i templet mellem søjlerne og porten. Luften i templet var frisk og velduftende på grund af de mange blomster og åbne døre. Der var en behagelig stemning, hvilket glædede Anabell. Hun gjorde sig meget umage for at gøre templet behageligt og velkommende overfor alle, både rige og fattige. Selv når der var tomt i templet, var det vigtigt for hende, at der var en behagelig atmosfære, så alle udenfor ville føle sig velkomne, når de trådte ind i templet.

De var kun to i templet lige nu, kan Anabell og den unge mand, der stadig sad på knæ foran gudindens statue. Mange kom til Nook for at spørge om de var på den rigtige vej i deres liv, så den unge mands bøn var ikke overraskende. Mange mente at de havde deres skæbne i deres egne hænder, og det havde de nok ret i, men ingen af dem var fri for skæbnegudindens påvirkninger. Hun havde en plan og hun skulle nå få den udført, lige meget hvor meget de dødelige kæmpede imod. Anabell så ingen grund til at gøre modstand imod gudindens ønsker. Nook havde deres bedste fremtid for øje og hun ville ikke lede dem på afveje, hvis man blot lyttede til hendes råd og forstod hendes tegn.

Den unge mand rejste sig langsomt efter at have bukket for statuen, og rettede derefter en respektfuld hilsen mod Anabell. Hun smilede til ham og bøjede hovedet let, som svar på hans hilsen. ”Selvfølgelig.” sagde hun blidt. ”Nook hersker over alles skæbner, så alle er velkomne i hendes tempel.” Ingen skulle forhindres i at søge hjælp og støtte fra guderne, lige meget hvem de var og hvor de kom fra. Fattig eller rig, alle havde en skæbne, som Nook herskede over.

[Aidan Tenomes]

Der var tydeligvis ingen spor af angrebet tilbage på tempelpladsen, som præster, nonner og frivillige tydeligvis havde gjort et stort nummer ud af, at genopbygge pladsen til dens storhed igen. Der var ingen tegn på kamp heller og Aidan kunne uden tvivl fornemme det arbejde, der var blevet lagt i det hele. Nook’s tempel var ingen undtagelse, som man kunne fornemme friheden og ikke mindst styrken i templet fra man gik ind til man ville forlade det. Måske det i virkeligheden var et tegn til, at der ikke var nogen grund til at give op, at alle ville kunne komme på rette vej igen, selv efter et angreb, som det der havde ramt Kensis.

Det var svært at sige, hvad Aidan egentlig forventet ved at komme her, måske han egentlig bare gerne ville have et svar på sine spørgsmål, men endte med at vente endnu en gang. Der var ingen sandsynlighed for at han ville få svar, så han kunne lige så godt begive sig videre på sin færden, måske han ikke en gang var bestemt til at blive i Kensis, måske angrebet var et tegn til at man skulle søge andre steder hen? Det var svært at sige og han fandt det svært at forlade sit hjem også, uanset hvor usselt det måtte være, så var det jo stadig et hjem. Hans blik vandrede rundt i templet, som han havde udvist sin respekt for gudinden og derved mente, at det måtte være retfærdigt for ham, at se sig lidt omkring. Der var jo kun en præstinde tilstede, så skulle han komme i problemer, så burde det være nemt at stikke af, også selvom hun havde vinger. En engel var noget ganske særligt.. Renligt og uskyldigt, men var det ikke sådan med alle præster i området? Han rynkede let på brynene, før at han ledte sin opmærksomhed mod hende og bukkede hovedet. Det var jo kun af ren og skær respekt for hendes position, at han overhovedet udviste denne form for lydighed. Det var langt fra naturligt for en med hans stand.

Det lød til at præstinde gengældte hans venlighed, noget der var svært at håndtere, som mange præster valgte at placere sig over alle, selv de adelige, men måske hun var anderledes? Tanken havde strejfet ham før, som hun havde ladet ham gå derind til at starte med. Han var sikkert ikke velkommen hos Dirok, hvis han først forsøgte. Hendes ord fik ham til at nikke let, som han dog ikke var helt enig med hende. ”Det er desværre ikke en selvfølge for mange, Deres Hellighed” indrømmede han roligt, som han lod blikket glide mod jorden. ”Jeg ved godt, hvor jeg befinder mig, men Deres venlighed er en overraskelse i sig selv. Jeg er blot en simpel tigger og har ingen værdier, som jeg kan skænke til Nook” forklarede han roligt. Nogle præster ville tage værdigenstande, som betaling til deres tempel og havde det været tilfældet her, så var han desværre ikke kommet særlig langt. ”Og jeg er en synder, så hvor er jeg egentlig velkommen henne?” han slog blikket væk fra jorden, som han lod det glide hen mod statuen igen. Måske det havde været hans skæbne at træde ved siden af sin sti den dag, men han bødede stadig for sine fejltagelser, der var ingen mulighed for at komme videre i livet, så længe han holdt fast i fortiden, ikke sandt?

[Anabell Seipel]

Angrebet havde rystet hele byen og selvfølgelig også Anabell, men hun havde gjort sig umage for at fjerne alle spor efter den frygtelige hændelse fra templet. Folk kom her for at bede og søge vejledning, ikke for at blive mindet om hvilke forfærdelige begivenheder, der havde skændet byen for nyligt. Det var hendes job at gøre templet til et behageligt og velkommende sted, ikke en ubehagelig påmindelse.

Anabell gik stile rundt i templet og passede sine pligter. Hun havde god tid og ikke så meget hun skulle nå i dag. Indtil der kom flere mennesker, ville hun bare bruge sin tid på at nusse om de småting, der manglede at blive gjort i templet. Hun elskede disse stille morgener, hvor hun havde tid til alle de småting, der normalt blev udsat til senere, fordi der var større og vigtigere ting, der skulle ordnes. Hendes vinger gled lydløst over templets rene gulv og hendes fødder bevægede sig med en blød lyd, som kattepoter.

Selvom mange i hendes position følte sig bedre end andre, havde Anabell det ikke på samme måde. Hun havde kun fået sin position på grund af Nooks venlighed og var derfor ikke bedre end andre. Hun var udmærket klar over, at ikke alle blev tilsmilet af gudinden på samme måde som hun selv og de havde langt flere problemer end hende. Hun brugte sin position til at hjælpe så mange hun kunne og gøre deres liv lettere.

”Hvad mange mener er ikke nødvendigvis det rigtige.” sagde Anabell med et venligt smil til den unge mand. Rig eller fattig, i hendes øjne var alle gudernes tjenere og derfor velkomne i deres templer. Selv en fattig tigger, der ikke havde værdier at give til Nook, var velkommen i templet. ”Alt hvad vi gør, er med til at tilbede Nook. Vores liv er det, vi skænker hende. De som har råd, giver mere til templet og præsterne her, men de, som intet har, er stadig velkomne.” fortalte hun. At de levede, at de udførte Nooks plan, var i sig selv en tilbedelse af hende. De udførte hendes skæbne med ethvert valg de tog.

”Vi har alle synder i vores fortid. Sådan er det at være levende. Men kun dem, der søger tilgivelse, kan komme videre fra deres synder.” sagde hun med et venligt smil. Selv kendte Anabell ikke noget til sin fortid og de synder, der måske kunne være i den. Hun huskede intet om tiden før sin død, hun huskede kun sin tid i templet. Alligevel troede hun på, at selv hvis hun havde begået synder i sin fortid, ville hun have mulighed for at finde tilgivelse i nutiden. Og hvis det var muligt for hende, måtte det være muligt for andre også.

[Aidan Tenomes]

Der var mange måder, hvorpå man kunne se på hele situationen, men Aidan var overbevist om at det hele havde været meningen. Ikke at han havde nydt det, da det var sket, men om ikke andet så havde det ledt ham mod templet i dag, som han mente, at han havde behov for at blive guidet videre herfra. Livet på gaden var ikke ligefrem behagelig eller nem. Han havde efterhånden levet der længe, men ikke i længst tid, der var stadig andre, som havde levet på gaden i langt flere år, så måske han ikke skulle beklage sig og bare være taknemmelig for at han havde overlevet angrebet? Det var svært at sige, han følte selv, at det var ved at være på tide, at komme videre, han skulle bare lige på rette kurs før.

Aidan bukkede roligt hovedet for hende, som han respekterede hendes ord. Om han kunne forstå dem eller ej, var en anden ting. Mange mente jo at de forskellige klasser skulle skilles ad og holdes adskilt, så der ikke var tvivl om, hvilken position man var i. Det var jo også umuligt at stige i graderne, så hvad forsøgte han egentlig at finde frem til, ved at komme her? ”Jeg er loyal overfor Nook og gudindens ord” forklarede han roligt, som hun havde ret. Nok kunne han ikke tilbyde Nook noget, men det faktum at han stadig levede, betød jo det samme. Hans liv var blevet givet takket være Nook.. Han levede for den skæbne, som Nook havde udset ham, så skulle han bare finde den. En søgen der kunne vare flere år eller ganske få dage, man kunne aldrig rigtig vide, han måtte bare ikke stoppe med at tro på hans skæbne, som Nook ønskede det for ham.

Han nikkede svagt til hendes ord. Aidan var jo kommet for at få tilgivelse, men han var i tvivl om hvorvidt Nook ville tilgive ham. Nok havde han gjort det for at forsvare sig selv, men det var bare sket og nu vidste han ikke om andre vidste besked. Han følte lidt at han var nød til at kigge sig selv over skulderen for ikke at ende i vagternes lænker. ”Min vej er hård og udfordringerne er mange, jeg ved ikke hvor længe jeg ville kunne fortsætte af samme sti, medmindre at Nook kan forsikre mig, at vejen leder mod en bedre fremtid” hans ord var roligt, som han lod blikket glide mod statuen af Nook, som han bukkede hovedet endnu en gang, før han kiggede tilbage mod ypperstepræsten. Det var i hvert fald hans bud, præsterne var i hvert fald under hende, men på den anden side, så var han ikke helt sikker på om hun følte sig hævet over andre, måske han tog fejl om hendes stilling, dog var hendes udstråling ganske tydelig.

[Anabell Seipel]

Det var ikke ualmindeligt at Anabell sagde noget, som andre ikke forstod. Det kom vel af hendes liv i templet eller måske af hendes lange liv som engel. Nogen gange gik meningen op for dem med tiden, andre gange undredes de over hendes ord til de glemte dem. Hun forklarede gerne, hvis hun blev spurgt, men hvis ikke de spurgte, kunne hun intet gøre. Nogen ting måtte se selv finde ud af.

”Alle der ønsker gudindens vejledning er velkomne her, hvor end de er i livet.” sagde Anabell med et venligt smil. Ung eller gammel, rig eller fattig, skæbnen havde en plan for dem alle.

Anabell lyttede stille til den unge mands ord. Han var ikke alene om at have et hårdt liv, mange i byen led under angrebet, og selv inden da, havde byens fattige haft brug for mere hjælp end de fik. Alligevel overraskede det hende lidt at denne unge mand ikke kunne finde sig et job. Han virkede sund og stærk, hans alder gjorde ham brugbar om ikke andet så for hans armes styrke. Der måtte være meget genopbygningsarbejde i byen efter angrebet, han kunne måske ikke få et fast arbejde, men der måtte være lidt at komme efter som daglejer. På den anden side kendte hun jo ikke hans liv. Måske var der noget i hans liv, der forhindrede ham i at få et job. Der var jo ikke meget at komme efter for tiden.

”Gudinden leder dagligt vores færden, men det er ikke altid, vi kan se hendes tegn.” sagde Anabell stille. Det var ikke unormalt at folk kom og spurgte hende, om de var på rette vej i livet. I virkeligheden kunne hun ikke svare dem, hun kunne kun henvise til Nooks visdom. Selvfølgelig gjorde Anabell hvad hun kunne for at hjælpe dem i den rigtige retning, men ingen andre end dem selv kunne finde den rette vej. ”Hun er altid i vores liv og har en plan for hver eneste af os. Men det er vores egen opgave at finde den plan.”

[Aidan Tenomes]

Aidan var ikke ligefrem en af de mest lærte i området, så han kunne ikke prale af at forstå de mere komplicerede ord, alligevel havde han dog opfanget en ting eller to på gaden, når de finere lag 'talte' sammen. Ofte hen over hovedet på nogen som ham. Noget som han dog fint kunne gøre brug af for at charmere sig ind på folk, hvis dette blev nødvendigt, ofte var det nemmere at få mad, hvis man kunne bringe et smil frem på kvindernes læber. Men i selskab af en ypperstepræst så var det ikke særlig velset, hvilket også var grunden til at han forsøgte at opføre sig så eksemplarisk som overhovedet muligt.

Et svagt nik afspejlede hans smil på læberne, som Anabell lod til at byde ham velkommen, noget han blot var taknemmelig for, når han havde brug for nogen at tale med. Måske han ikke havde regnet med at få opmærksomheden fra selveste ypperstepræsten, men han var beæret og følte sig faktisk også velkommen, også selvom blikkene var de bedende kunne sige noget andet, så fokuserede han på hende.

Et job, var ikke bare et job, så meget vidste han. Måske han i virkeligheden var kræsen, men måske dette var et tegn på at han bare skulle kaste sig ud i det første, der blev givet ham? Han var ikke sikker, men samtidig også villig til at give det hele en chance, hvis den bød sig. Egentlig havde han aldrig overvejet at hjælpe med at bygge byen op, mest af alt fordi de færreste ville vise tillid til en af hans rang, eller mangel på rang.
"Har De et råd, jeg kan følge?" spurgte han en anelse spørgende, som hun da måtte kende til nogle af gudindens tegn, mon hun kunne vise ham i den rigtige retning? "Eller kender De gudindens tegn, så jeg ved, hvad jeg skal holde øje med?" han nikkede let til hendes ord. Aidan havde blot brug for noget at lede efter eller følge.

[Anabell Seipel]

Igennem sit liv i templet havde Anabell oplevet lidt af hvert. Folk var ikke altid lige venlige overfor hende, selvom hun var præstinde og altid gjorde hvad hun kunne for at hjælpe. Det var ikke unormalt at folk der havde lidt, gav Nook skylden. Men da de ikke kunne komme til at skælde gudinden selv ud, nøjedes de med at råbe af hendes ypperstepræstinde. De mente nok, at hun havde noget med deres skæbne at gøre, selvom hun ingen reel magt havde. Hun var kun en tjener, lige meget hvad hendes rang var. Gudinden var den eneste, som havde noget at skulle have sagt. Den unge mand foran hende var dog ikke sådan. Han virkede høflig og tilbageholdende, selvom han lod til at leve et hårdt liv.

Det var ikke unormalt, at Anabell brugte tid sammen med tilbederne i templet. Som ypperstepræstinde havde hun mange andre pligter også, men hun havde altid følt, at hun bedst kunne tjene templet, ved at hjælpe dets tilbedere. Så når hun havde tid, gik hun mellem dem og hjalp hvor hun kunne.

”Jeg kan råde Dem til at lytte. Lyt til Dem selv, til Deres hjerte og Deres fornuft og frem for alt, lyt efter Gudinden.” sagde Anabell. Måske var det ikke alle, der ville se hendes råd som brugbart, men det var det bedste råd hun kunne give. Hvis man ikke lyttede, ville man aldrig høre. Kun ved at lytte ville man høre Nooks vejledning. ”Nook taler til os, men det kan være svært at tyde hendes tegn, hvis ikke man er opmærksom. Gudinden taler til os igennem tiden og skæbnens tråde. Hendes tegn er tråde og timeglas.” fortalte hun venligt. Gudinden talte nogen gange ganske tydeligt, men det krævede, at man forstod at genkende hendes tale og forstå hendes ord.