et element på afvæge.

[Andrew Hayden]

Dato: 12 sep
 Tid: 13:45
Vejr: vindstille

Det var en stille da da Andre gik i byen neligero for at finde en fuldblods element osm slå og stjal fra forsvarløse ofre. Andrew havde analyset sit ofre fra hvad han havde hørt og han havde sit sværd med for vis han lev angrebet. Andrew gik stille og roligt videre til han kom til stedet hvor han havde fået at vide at manden opholdte sig. han kiggede bestemt efter denne slags element der bare ville angribe forsvarløse og ikke længe efter hørte han et skrig.
Andre tog fa tom sit sværd og løb han kom til stedet hvor skriget kom fra og en kvinde var faldet ned i et jord revne som ikke var foresaget af naturlige krafter. Andrew gik over og hjalp hende op da en mand kom bag fra og kvinden gispede og andrew trak lynhurtigt sit svær og  parrerede et sværd hug imens han havde kvinden om livet med den anden arm.  "så fandt jeg dig" kom det stille fra andrew som han satte føderne i jorden og fik kviinden op på samme tid med han skubbede manden væk. manden kom hurtigt på benene og farede mod Andrew som skubbede kvinden til side og parerede igen. han skubbede mandens sværd tilside og slog med håndtaget under mandens knæ så han faldt sammen. Andrew gik hurtigt over og satte en hod på mandens sværd og satte sit sværd ved mandens hals. "vi skal ha en snak"

[Rauha Sisu]

Omsat andre i området blev Rauha tiltrukket af ødelæggelsen. At have et våben hjalp på hendes fremgang. Folk flyttede sig i håb om, at hun ville gøre noget. Hun nåede frem tids nok til at se de to mænd i aktion, men ikke til selv at være en del at løjerne. Hvilken skam, der havde vist været en dusør på ballademagerens hoved. Det havde varmet godt, hvis hun havde været i stand til at inkasser den. Med et næsten skuffet udtryk gik hun over til kvinden, der var blevet reddet. Hun kunne komme tættere på i dække af at hjælpe offeret. Som hun kom tættere på, blev sejrerherrens tegn mere og mere tydeligt. Hun havde hørt om det mærke. Det skulle tilhøre lederen af Elementerne. Rauha fnøs, hun kunne ikke huske at have stemt på ham. Men på den anden side var hun halvblods, så hun kunne være ligeglad med Irenos mærkelige opdeling, den påvirkede ikke rigtig hende. Da hun nåede kvinden, rakte hun en hånd frem, der blev taget og greb fat i kvindens anden arm, som hun trak.
"Er de okay frue?" Rauha så ud af øjenkrogen, hvordan kvinden nikkede, hørte hvordan hun fik fremstammet et eller andet. Ærligt talt var Rauha ikke særlig interesseret. Så vidt hun kunne bedømme, var der ikke sket noget. Det eneste kvinden kunne lide under var en øm skulder og chok. Nej, hendes opmærksomhed lå os de to elementer.
"De burde forlade området, frue. Man ved aldrig hvad der kan ske, når et dyr bliver fanget med ryggen til muren." Rauha gav slip på kvinden, hendes blik stadig hos de to herrer. Ville det ikke være fantastisk, hvis der skete lidt mere end snak? Folk var enten flygtet eller havde trukket sig tilbage. En lille kamp ville ikke lade, og det ville være underholdende. Det var langt fra en hemmelighed, at hun elskede at se folk i deres rette element. Hvad end det var et faktisk element, eller deres talent lå andre steder. Hun kiggede på manden, der lå på jorden. Hvis ikke hun fik en kamp, havde han bare at have noget usædvanlig spændende at sige.

[Andrew Hayden]

Andrew mærkede stemmerne i baggrunden og selv om hans mærke vidste sig fra nakken af var hans halve snefnug dækket af tøjet. han tog fat i manden og hev ham op og skubbede ham ind i muren foran andrew. han gik helt op af ham og hviskede ham noget i øret og sukkede da manden rystede på hovedet. "det er du selv ude om din lille mide" sagde Andre og lagde en hånd på hans nakke så han nærmest frøs mandens blod så han faldt sammen og begyndte at ryste. Andrew så tilbage på folkemænden der var kommet. hvorfor var folk så opsætte på at se ulykker. Andrew så på kvinden der var kommet ind og snakkede med ofret. Andrew gik over mod dem. da han mærkede noget i luften komme mod ham. han tog hård om sværdet og vendte sig da sværdet kom mod hans hovede. han så på manden og lagde alle krafter i sig hug. Andrew skubbede manden væk og lavede et hug i manden ben så han fik et dybt snit. og fadt sammen og skreg i smerte. Andrew så mod kvinden der var kommet og så på. noget sagde ham at han havde hørt om hende. måske var det harmløst men måske skulle han lige få at vide hvem hun var.

[Rauha Sisu]

Hmmm, den rødhåret havde gjort et eller andet til manden, efter at have hamret ham op imod muren, men det var ikke til at afgøre hvad, hvilken skam. Da han begyndte at komme imod den, forholdte Rauha sig roligt. Kvinden var stadig ikke smuttet, og Rauha var ikke sikker på, om det var fordi hun ikke havde forstået hende, chok eller at hun var nød til at finde ud af hvad der ville ske med hendes forfaldsmand.
Det gav et ryg i Rauhas skuldre imens hun skar en grimasse, da der blev hugget ind i benet på ballademageren, der passede på den reaktion folk har, når nogen ser en anden falde over deres egne ben med ansigtet først ned i mudderet. Hun havde forventet, at helten ville tjekke op på kvinden. Men det virkede ikke umiddelbart, som han intention. Rauha på tog sig opgaven af, at bringe dem videre i forløbet.
"Det var noget af en forestilling." Der var mange ting hun gerne ville spørge efter, men alle virkede til at være imod hendes egen motiver. Som at det virkede flottet at ville tale med nogen, for så at lade dem ligge, men hun ønskede ikke at det kunne gå over til kedeligt snak. Eller om han også var ude efter dusøren, men hun ville ikke gøre ham opmærksom på den, hvis han ikke selv var bekendt med det. Der var stadig et lille håb om, at hun kunne liste den fra ham. Så i stedet fortsatte hun med at beskrive sceneriet.
"Det er et mirakel, at De dukkede op, da de gjorde." Hendes smil var venlig og imødekommende. Rauha havde muligvis sig ansigt og blik rettet mod denne leder, men hun holdte stadig øje med ballademageren ud af øjenkrogen. Man behøvede ikke ben for at bruge magi.

[Andrew Hayden]

Andrew vidste at denne element havde jord element. men det kunne ikke bruges vis det frøs til is. Andrew så på Rauha og så på kvinden der nejede for ham som tak. andrew var faktisk glad for at ha fundet denne element før nu ville hans dusør ikke gives ud for andrew var den som havde lagt dusøren op. og hvor der sparet der spares kan.
da Rauha snakkede hævede Andrew et bryn og så på hende. "det var det vel... hvad er deres navn Frøken?" spurgte han hende om og kvinden han havde redet begyndte at blapre løs om sig selv og andrew sendte hende blot et blik og hun tiede stille. han så mod manden der tog sig til sit ben og hylede op og grad. "det var man ud af ikke at lytte" kom det fra Andrew der så på rauha. hvem var hun og hvorfor sagde hendes udseende ham et eller andet. hans rådgiver havde sikkert fortalte om de lovløse elementer eller halv elementer. men hvor kom hun ind i billedet.

[Rauha Sisu]

Rauha holdte den venlige og imødekommende holdning, da han hævede brynet, i stedet for at besvare det med et skeptisk udtryk. Hvad var hans problem? Er det nu unormalt at få komplimenter? Man kom ofte længere med en udstukket hånd end en knytnæve. Rauha åbnede munden for at svare, men det var ikke hendes stemme der kom ud. Lidt overrasket kiggede hun på kvinden, og før nogen fik gjort noget, vidste Rauha nu kvindens navn, hjemstavn, familie, hvorfor hun var her, hvor taknemmelig hun var. Det kunne have fortsat i al evighed, hvis ikke den rødhåret havde fået hende til at tie. Med et lille smil åbnede Rauha endnu en gang munden. Denne gang var det et hyl, der lyd gennem pladsen. Hun pustede hårdt ud gennem næsen. Tredje gang er lykkes gang, og hun prøvede en gang til. Bare for at få det afkræftet, da den rødhåret kiggede væk for at råbe efter den sårede. At introducerer sig havde sjældent været så svært - og hun havde gjort det på kamppladser! Ordløs bad hun en bød til Kira på sit modersmål, og endelig så det ud til, at der skete noget. Da han kiggede mod hende igen, var hun hurtig på aftrækkeren.
"Jeg er Rauha Sisu, og De?" For at være ærlig var hun ikke sikker på, om den rødhåret var en, man burde kunne genkende. Men hun ville hellere spille dum. Forhåbentlig hjalp hendes svage accent, hvis hun skulle forklare sig. Faktisk følte hun sig også lidt som en "dum udlænding". Hvad var det nu, han hed? Det var et eller andet Hayden. Noget med A, Andy, Andrew, Antonn... Eller var det Edward?

[Andrew Hayden]

Andrew så på hende da hun sagde sit navn. Rauha. det var det. den halvelement som gik rundt og lavede narrestreger. små tyverier og strejfede rundt. Andrew tog sig til hagen tænkende over om han skulle gøre noget ved hende nu eller måske vente til hendes problemmer virkelig blev et problem. Andrew nikkede og sagde så monotont. "jeg er Andrew Hayden." han forventede hun kendte sine ledere i landet og da hendes ene forældre havde han som leder måtte hun da vide lidt om ham. selv om hun nok ikke var så gammel som han var.
Andrew vendte sig roligt om og gik over til den sårede mand og tog ham op og holdte ham oppe. "så burde du være færdig med at udsætte uskyldige for dit pjat. ellers lover jeg du mister hovedet næste gang jeg ser dig." kom det koldt fra andrew. men han var jo også is element så være kold passede fint.

[Rauha Sisu]

Det var tydeligt, at han genkendte hendes navn, hvilket i den gang overraskede hende. Hvorfor i alverden ville en leder af en af racerne kende hende? Hun var da blevet taget for lidt gadeuorden, kroslagsmål (hun følte det vigtigt at pointer, at hun ikke havde startet dem selv) og små tyveri (imens hun var ved at genlære sine færdigheder. Hvor havde det været umenneskelig pinligt at blive taget for noget, hun kunne klare som barn). Men intet at det der var noteret omkring hende, var ret stort. Hun kunne forstå hvis de ville holde lidt øje med sine egne, men helt op til øverste led, det lød tosset. Det her var endnu en af de ting hun ikke forstod omkring Ireno, de havde ikke fat en sådan type leder i hendes hjemland. I Ireno skulle de vist være nogle store kanoner, men hvorfor så selv tage sig af små ting? Rauha opgav at finde hoved og hale i det. I stedet blev det blot endnu en ting, hun accepterede ikke at ville forstå om sit nye hjem.
Hvis hun nogensinde havde haft bare den mindste tvivl om, hvorvidt det faktisk var ham, blev det slået fast, da han præsenterede sig. Andrew! Så havde hun ret, i hvert fald i et af sine bud. Denne leder Andrew Hayden, så dog ikke ud til at have meget interesse i hende. Imens han ruskede ballademageren lidt rundt, vendte Rauha sin opmærksomhed mod kvinden.
"Fru Turner, vil De selv være i stand til at komme hjem?" Det var et venligt spørgsmål, men hvor hun dog håbede at kvinden ville sige ja, for hun havde ikke meget lyst til at gå byen rundt med hende. Til Rauhas held nikkede kvinden og begyndte, endelig, at forlade dem. Halv elementet kiggede tilbage på de to herrer. Det virkede som en afsluttet kapitel, både mellem de to og mellem Rauga og Hayden.

[Andrew Hayden]

Andrew gik igennem til manden og han nikkede bange. Andrew slap ham og gik over til rauha. han så alvorligt på hende. "og vis jeg var dig ville jeg tag at opføre mig ordenligt inden din leder kommer efter dig" sagde han og tog om sit sværd og lagde det i skeden igen. hvor efter han tog manden sværd og lagde den op på sin skuldre så manden ikke kunne bruge den igen. han så på hende igen. måske han skulle følge hende lidt for at se om hun nu gjorde noget dumt. han så på kvinden der gik afsted alene. så hun var alsår okey. det var godt.

[Rauha Sisu]

Rauha afholdte sig fra at lave et ansigt, da Hayden sagde din leder. Halv elementet var sikker på, at lige meget for længe hun blev i Ireno, ville hun aldrig vende sig til denne titel. I stedet for at hænge sig i det, blev hun ved med at kigge efter kvinden. Som hun planlage sit næste træk, kunne hun mærke et par øjne i nakken. Han havde endnu en gang kigget efter hende, og Rauha mente, at det nu var på tide at sætte lidt gang i tingene. Hun løftede fodsålerne og drejede rundt på hælene. Karismatisk som hun var sendte ham et varmt smil, hvis glød blev ført over i hendes stemme.
"Hvis Herre Hayden har noget De ønsker at sige, er jeg lutter øre."

[Andrew Hayden]

andrew så på hende og gik helt tæt på hende og lod det andet sværd glide ned på hendes skuldre og hals og han så hende lige i øjnene. "jeg siger bare.... pas på med hvad du foretager dig. jeg er ikke glad for sådan nogle der gør ens race bliver set ned på." sagde han ærligt og tog sværdet fra hende igen og op til sin skuldre som han rettede sig op og gjorde at han så meget højere ud som han rettede sig. måske han bare skulle få hende arresteret nu og så lade sagen tages af der fra. men det havde han jo ikke mundighed til. han kunne sagens tage hende med men hvad nytte gjorde det. ? hun var jo element og selv om hun kun var det halvt så han det som sin pligt at sørger for hun ikke lavede ballade.

[Rauha Sisu]

Rauha stod rolig, imens Hayden lagde sværdet mod hendes hals og gav sin udmelding. Den imødekommende varme var hverken forsvundet fra hendes ansigt eller stemme.
"Det kunne aldrig falde mig ind at forsøge at skade elementernes ry, Deres Nåde." Det var sandt, at Rauha var dygtig at manipulere hendes stemme, ansigts- og kropsmimik, så hun lettere kunne manipulere andre. Men det var ikke hvad der afholdte hende fra at vise panik eller i det mindste frygt. Det var tilgengæld hvad der holdte hende fra uimponeret at rulle med øjne af ham. Hayden talte stort, men faktum var, at hun lige have set hvordan han behandlede sine egne, når han var utilfreds med dem. Indtil videre havde ballademageren kun fået knubs, jovist hans ben havde set bedre dage, men det var stadig lagt fra at halshugge nogen - især over meget mindre forbrydelser.
Hayden var høj, bredskuldre og muskuløs, noget Rauha ikke var i tvivl om at han selv vidste, som han stod der og tårnene over hende. Der skulle dog meget, meget mere end en vældig volumen til at bekymre hende. Rauha havde mødt mange store mænd gennem sin tid, især i hendes hjemland hvor hun bed skeer med de fleste, og hun havde fundet at store mænd blødte lige så let som alle andre dødelige.
Hvor fristende det en var at give en skarp kommentar eller to om hans titel eller trussel, skiftede Rauha på intet tidspunkt attitude imod ham. Faktisk ventede hun høfligt på en reaktion fra ham.