Angrebet på Blue Witch
Jul 5, 2016 9:27:04 GMT 1
Indlæg af Kiea Frostflower on Jul 5, 2016 9:27:04 GMT 1
Dato: 1 september 1434
Tid: 19:03
Sted: Tæt på et af Blue Witchs nuværende hovedkvarterer
Vejr: Klart uden meget vind
Påklædning: Kort blå kjole der går op i nakken, tætsættende bukser og korte støvler
De ville ikke lytte. Kiea havde endda vist dem seglet, og de ville stadig ikke lytte.
”Skal jeg forstå det ret, at Lady Draca har sendt dig, fordi at hun er bange for at vi skal blive angrebet?” Det var et held at dæmonen havde en engels tålmodighed, for hvad hun havde måtte gentage tre gange blev nu hånligt sendt tilbage til hende. Hendes stemme var stadig rolig, men smilet var begyndt at blive en smule anspændt.
”Ja, det er sådan det skal forstås.”
Den mørk hudet mand, hun talte med, havde et stort grin på læberne, som han kiggede over skuldren til til den midaldrende herre, han havde vagt med. Den ældre rystede på hovedet, men gav ellers ikke Kiea meget opmærksomhed, han var lagt mere optaget af at fifle med sit sværd. Med et overlegent smil kiggede den yngre tilbage på Kiea.
”Og hun ved at det her er vores hovedkvarter?” At han behandlede Kiea selv, som var hun idiot, kunne dæmonen overse. Men at han var så respektløs overfor Draca, fik hendes blod til at koge, og luften omkring hende til at fryse. Kulden var meget lokal, og kun hendes hest reagerede på den med et par nervøse skrab med hoven. Fiona havde været hendes længe nok til, at hoppen havde lært hvad det betød. Den yngre mand fortsatte ufortrøden. ”Jeg vil se frem til at møde den gruppe, der er dum nok til at prøve at indtage vores hovedkvarter.”
”De forstår ikke -” ”Du forstår ikke, lille skat,” Kiea havde prøvet endnu en gang at forklare
situationen, men blev afbrudt da den ældre mand åbnede munden for første gang. Han kiggede hårdt på hende imens han talte; ”du spilder vores tid.”
Kieas mund blev til en stram linje. En stilhed voksede mellem dem, hvor ingen klar til at give sig. Og ud af stilheden blev lyd af kamp mere og mere klar. Fortvivlet måtte hun indse, at hun var kommet for sent.
Uden at tage sig af vagtposten fik hun sat hesten i galop mod lyden. Det var en kort afstand at krydse, og hun nåede den første trold hurtigt. Den havde tydeligvis fanget en und mand på sengen, han havde ikke engang fået ordentlig fat i sit våben. Det havde været en automatisk handling, at forsøge at hjælpe. Lige så automatisk som at danne is ved hendes fingerspidser, lade det tage form af sylespidse istapper, og med en lille håndbevægelse få dem til at gennembore trolden. Et lille manisk smil dukkede op på hendes læber. Hvis det her blev lige så slemt som Draca havde forudsagt, så måtte det blive en situation, hvor hun rigtig kunne slippe sig selv løs.
Kiea gav Fiona tegn, og de undgik et stort sving fra den nærmeste trold, lige som en anden blev stukket ned og bakkede ind i dem. I det sidste krampetrækninger fik den væltet hesten omkuld, og Kiea nåede lige at komme af i sidste øjeblik, så hendes ben ikke blev fanget under dyret. Hoppen var trænet til kamp og trofast uden lige. Da den fortumlet kom på benene blev det i lige i nærheden af fald stedet. Kiea prøvede at komme tilbage i sadlen. Her ville hun kunne kaste fra afstand, hvilket var både effektiv og mere sikkert, men i kaosset af angribere og Blue Witch
krigere, der kom stormende til, blev de afstået fra hinanden. Og før Kiea vidste af det, var hesten forsvundet for hende.
((Du ved hvordan stedet ser ud, du får lov til at beskrive det
))
Tid: 19:03
Sted: Tæt på et af Blue Witchs nuværende hovedkvarterer
Vejr: Klart uden meget vind
Påklædning: Kort blå kjole der går op i nakken, tætsættende bukser og korte støvler
De ville ikke lytte. Kiea havde endda vist dem seglet, og de ville stadig ikke lytte.
”Skal jeg forstå det ret, at Lady Draca har sendt dig, fordi at hun er bange for at vi skal blive angrebet?” Det var et held at dæmonen havde en engels tålmodighed, for hvad hun havde måtte gentage tre gange blev nu hånligt sendt tilbage til hende. Hendes stemme var stadig rolig, men smilet var begyndt at blive en smule anspændt.
”Ja, det er sådan det skal forstås.”
Den mørk hudet mand, hun talte med, havde et stort grin på læberne, som han kiggede over skuldren til til den midaldrende herre, han havde vagt med. Den ældre rystede på hovedet, men gav ellers ikke Kiea meget opmærksomhed, han var lagt mere optaget af at fifle med sit sværd. Med et overlegent smil kiggede den yngre tilbage på Kiea.
”Og hun ved at det her er vores hovedkvarter?” At han behandlede Kiea selv, som var hun idiot, kunne dæmonen overse. Men at han var så respektløs overfor Draca, fik hendes blod til at koge, og luften omkring hende til at fryse. Kulden var meget lokal, og kun hendes hest reagerede på den med et par nervøse skrab med hoven. Fiona havde været hendes længe nok til, at hoppen havde lært hvad det betød. Den yngre mand fortsatte ufortrøden. ”Jeg vil se frem til at møde den gruppe, der er dum nok til at prøve at indtage vores hovedkvarter.”
”De forstår ikke -” ”Du forstår ikke, lille skat,” Kiea havde prøvet endnu en gang at forklare
situationen, men blev afbrudt da den ældre mand åbnede munden for første gang. Han kiggede hårdt på hende imens han talte; ”du spilder vores tid.”
Kieas mund blev til en stram linje. En stilhed voksede mellem dem, hvor ingen klar til at give sig. Og ud af stilheden blev lyd af kamp mere og mere klar. Fortvivlet måtte hun indse, at hun var kommet for sent.
Uden at tage sig af vagtposten fik hun sat hesten i galop mod lyden. Det var en kort afstand at krydse, og hun nåede den første trold hurtigt. Den havde tydeligvis fanget en und mand på sengen, han havde ikke engang fået ordentlig fat i sit våben. Det havde været en automatisk handling, at forsøge at hjælpe. Lige så automatisk som at danne is ved hendes fingerspidser, lade det tage form af sylespidse istapper, og med en lille håndbevægelse få dem til at gennembore trolden. Et lille manisk smil dukkede op på hendes læber. Hvis det her blev lige så slemt som Draca havde forudsagt, så måtte det blive en situation, hvor hun rigtig kunne slippe sig selv løs.
Kiea gav Fiona tegn, og de undgik et stort sving fra den nærmeste trold, lige som en anden blev stukket ned og bakkede ind i dem. I det sidste krampetrækninger fik den væltet hesten omkuld, og Kiea nåede lige at komme af i sidste øjeblik, så hendes ben ikke blev fanget under dyret. Hoppen var trænet til kamp og trofast uden lige. Da den fortumlet kom på benene blev det i lige i nærheden af fald stedet. Kiea prøvede at komme tilbage i sadlen. Her ville hun kunne kaste fra afstand, hvilket var både effektiv og mere sikkert, men i kaosset af angribere og Blue Witch
krigere, der kom stormende til, blev de afstået fra hinanden. Og før Kiea vidste af det, var hesten forsvundet for hende.
((Du ved hvordan stedet ser ud, du får lov til at beskrive det
))
