Angrebet på Blue Witch

[Kiea Frostflower]

Dato: 1 september 1434
Tid: 19:03
Sted: Tæt på et af Blue Witchs nuværende hovedkvarterer
Vejr: Klart uden meget vind
Påklædning: Kort blå kjole der går op i nakken, tætsættende bukser og korte støvler

De ville ikke lytte. Kiea havde endda vist dem seglet, og de ville stadig ikke lytte.
”Skal jeg forstå det ret, at Lady Draca har sendt dig, fordi at hun er bange for at vi skal blive angrebet?” Det var et held at dæmonen havde en engels tålmodighed, for hvad hun havde måtte gentage tre gange blev nu hånligt sendt tilbage til hende. Hendes stemme var stadig rolig, men smilet var begyndt at blive en smule anspændt.
”Ja, det er sådan det skal forstås.”
Den mørk hudet mand, hun talte med, havde et stort grin på læberne, som han kiggede over skuldren til til den midaldrende herre, han havde vagt med. Den ældre rystede på hovedet, men gav ellers ikke Kiea meget opmærksomhed, han var lagt mere optaget af at fifle med sit sværd. Med et overlegent smil kiggede den yngre tilbage på Kiea.
”Og hun ved at det her er vores hovedkvarter?” At han behandlede Kiea selv, som var hun idiot, kunne dæmonen overse. Men at han var så respektløs overfor Draca, fik hendes blod til at koge, og luften omkring hende til at fryse. Kulden var meget lokal, og kun hendes hest reagerede på den med et par nervøse skrab med hoven. Fiona havde været hendes længe nok til, at hoppen havde lært hvad det betød. Den yngre mand fortsatte ufortrøden. ”Jeg vil se frem til at møde den gruppe, der er dum nok til at prøve at indtage vores hovedkvarter.”
”De forstår ikke -” ”Du forstår ikke, lille skat,” Kiea havde prøvet endnu en gang at forklare
situationen, men blev afbrudt da den ældre mand åbnede munden for første gang. Han kiggede hårdt på hende imens han talte; ”du spilder vores tid.”
Kieas mund blev til en stram linje. En stilhed voksede mellem dem, hvor ingen klar til at give sig. Og ud af stilheden blev lyd af kamp mere og mere klar. Fortvivlet måtte hun indse, at hun var kommet for sent.
Uden at tage sig af vagtposten fik hun sat hesten i galop mod lyden. Det var en kort afstand at krydse, og hun nåede den første trold hurtigt. Den havde tydeligvis fanget en und mand på sengen, han havde ikke engang fået ordentlig fat i sit våben. Det havde været en automatisk handling, at forsøge at hjælpe. Lige så automatisk som at danne is ved hendes fingerspidser, lade det tage form af sylespidse istapper, og med en lille håndbevægelse få dem til at gennembore trolden. Et lille manisk smil dukkede op på hendes læber. Hvis det her blev lige så slemt som Draca havde forudsagt, så måtte det blive en situation, hvor hun rigtig kunne slippe sig selv løs.
Kiea gav Fiona tegn, og de undgik et stort sving fra den nærmeste trold, lige som en anden blev stukket ned og bakkede ind i dem. I det sidste krampetrækninger fik den væltet hesten omkuld, og Kiea nåede lige at komme af i sidste øjeblik, så hendes ben ikke blev fanget under dyret. Hoppen var trænet til kamp og trofast uden lige. Da den fortumlet kom på benene blev det i lige i nærheden af fald stedet. Kiea prøvede at komme tilbage i sadlen. Her ville hun kunne kaste fra afstand, hvilket var både effektiv og mere sikkert, men i kaosset af angribere og Blue Witch
krigere, der kom stormende til, blev de afstået fra hinanden. Og før Kiea vidste af det, var hesten forsvundet for hende.

((Du ved hvordan stedet ser ud, du får lov til at beskrive det ))

[William Witchboy]

En del af de Blue Witch kaldte deres lejr for deres hovedkvarter var bare endnu en militær lejer plads som så mange andre for tiden men langt mindre tilsyneladende organiseret men de havde mistet en hel del af deres folk og en hel del andet som skulle holde en lejesoldat gruppe så det var ikke derfor ikke troede på kvinden hvad kvinden sagde men det var bare så ydmygende at en eller anden vigtig person havde sendt en af deres folk ud for at advare dem for nogle ville angribe dem det var normalt omvendt så det var ret svært at tro på det hun sagde og witchboy på daværende tidspunkt lå delvis under et telt hans ben stak ud under teltet og var lige ved at falde i søvn da lyden af troldene angribe dem så han rejste sig så hurtigt op som han nu kunne og tog sin krigshammer han skyndte sig så meget at han kun havde et par bukser på og da han kom tæt nok på trolden svingede han sin krigshammer mod en af troldenes hoved med sådan en kraft at der kom noget lyserøde blød kød ting ud af den øre som var på den modsatte side af hammeren havde ramt

[Kiea Frostflower]

Is blev endnu engang dannet ved Kieas fingre. Denne gang sendte hun istapperne afsted med venstre hånd. De borede sig ind i hendes offer og distraherede trolden, så Blue Witch let kunne overmande ham. Hun fik dukket sig uden om et fjendtlig angreb og fortsatte bevægelsen som isen i højre hånd blev til et sværd, og hun stak det op under ribbenene på den næste uheldige trold. Et brøl forlod ham, men ellers var han et øjeblik paralyseret af skaden. Dæmonen kunne mærke hvordan blodrusen og adrenalin pumpede gennem hendes krop. Et stort skadefro smil voksede frem hos hende, gemt fra omverden af hvor tæt hun stod på trolden. Hun gav slip på sværdet og i en lille bevægelse blev begge håndflader vendt op ad og hænderne løftet en smule. En ugenkendelig lyd kom fra trolden, som is skød fra sværdet, der stadig sad i ham, og voksede sig skråt gennem hams krop, for at komme ud gennem kæbe, hals og skuldre.
Før troldens døde krop begyndte at falde, forsvandt hendes smil. Hun måtte minde sig selv om, at hun var nød til at holde hovedet koldt. Der var ingen information om, hvorvidt Blue Witch selv have en eller trolde, og det ville være forfærdeligt, hvis fik angrebet en af dem.
Som trolden faldt om, fik hun mere udsyn og da skete det. Midt i kaosset fik hun pludselig øje på ham, den blå kæmpe, og uden at kunne sige hvorfor vidste hun at de var ens. Der var intet fysisk kendemærke, der afslørede ham, men Kiea var ikke et øjeblik i tvivl. Hun havde aldrig følt sig så lig et andet væsen før, hverken menneske, dæmon eller alt der imellem. Opdagelsen slog hende et øjeblik ud af den, og hun opdagede kun i sidste øjeblik det angreb, der kom imod hende. I et hurtigt ryk kastede hun sig baglæns, mens at hun fremmanede is mellem dem som et skjold. Troldens hammer bankede imod det, og skjoldet splinters i tusind stykker. Svinget forsatte, men hun havde vundet nok tid til at komme ud af troldens rækkevide. Kiea tvang sig selv til at have fokus på sin modstander, for selv med sådan en fare foran sig kunne hun mærke, hvordan hendes øjne søgte imod den blå mand igen.

[William Witchboy]

Witchboy vendte sin hammer og slog den ind med spidsen først denne gang og brækkede troldens kranium op han var så koncentreret om kampen så han lagde ikke mærke til Kiea kiggede på ham men han lagde heller ikke mærke til Blue Witch ikke havde en chance mod troldene og det ville Witchboy heller ikke have hvis han ikke var så på troldene og han svingede sin hammer mod en ny trold og brækkede dens ben og sparkede den så den var på sin ryg svingede den endnu en gang så hammeren så da den ramte troldens hovedet sprøjtede blodet i alle retninger og dækkede en del af hans overkrop