Dødslejet (Cam)

[Camelia Nimar]

Camelia havde selv oplevet denne måde at leve på, hun havde været en del af adelen før, men havde trukket sig efter sin død, da hun var bange for, hvad hendes forældre ville sige, når de fandt ud af, at hun ikke længere var en del af elver slægten, nok havde hun stadig de spidse ører, men det var ikke ligefrem det man så først. Nej det var i stedet de store vinger, som prægede hendes ryg, vinger, som hun havde lært at bære med ynde og bruge til perfektion. De var blevet en forlængelse af hendes krop og sind, men hun holdt stadig fast i hendes opdragelse, og nejede derfor overfor dem, som krævede det. Situationen krævede muligvis mere end det. Hun nikkede roligt til kvinden ord, som hun smilte svagt til hende. Mødet var blot ment til at være kort, nu hvor hun også havde givet instruktionerne videre, så ville hun selv have mulighed for at komme videre.
En svag latter forlod hendes læber, som hun hurtigt placerede hånden foran hendes mund. Der var vist tale om ægte søskende kærlighed, noget som hun godt kunne savne. At slås med hendes brødre og ikke mindst hendes lillesøster. "Han skal nok hurtigt komme sig" forsikrede hun, som hun kunne fornemme på kvinden, at hun var nervøs og ikke mindst bekymret for ham. Faren var overstået, så det var ikke længere nødvendigt. Men det var sikkert ganske normalt at bekymre sig over familien. Camelia gjorde det samme.
Endnu en gang nikkede Camelia til kvinden, som hun takkede for hendes hjælp. Det var da det mindste hun kunne gøre. "Jeg forbyder ikke Dem at gå udenfor, jeg vil blot anbefale at De ikke støtter for meget på benet den næste uges tid" forklarede hun roligt, før hun vendte blikket fra Andrew og mod Mira. Der var noget i luften, hun kunne sagtens fornemme det. "Mit arbejde er gjort her, så hvis De ikke har brug for mig mere, vil jeg vende hjem" foreslog hun roligt, det var et forslag, som de kunne tage imod eller modsætte sig.

[Deleted]

Mira så på sin bror som det var at han snakkede og kunne ikke lade være med at smile lidt. Dog kunne hun ikke undgå at høre latteren som kom fra englen. Hun så på hende og smilede sødt. Hun kunne jo se hun havde gode manere da det ikke virkede til at hun havde ville lade dem høre hende grine på den måde som hun dækkede munden med hånden. Dog kunne Mira ikke andet end finde det sødt.
”Hvad er så sjovt?” kom det fra hende med et lille smil og sød stemme. Hun havde jo intet imod englen, slet ikke nu hvor det virkede til hun bare havde været bekymret omkring Andrew og ikke prøvede at tage ham væk eller sådan som hun et sted havde frygtet. Hun skiftede dog blikket mod sin bror igen og smilede til ham som hun gik lidt hen til ham og satte sig på sengekanten som hun så på ham hele tiden.
”Vi skal nok finde ud af noget, bare fordi du skal tage den med ro vil jeg ikke lukke dig inde, og hvis du ikke kan komme ud kan vi altid finde ud af at få ude til at komme ind”. Hendes stemme var meget beroligende og kærlig som det var hun så på sin bror og hun kunne ikke lade være med at smile til ham.
”Og i sidste ende vil du altid kunne tæve mig i skak eller sådan noget” grinede hun let inden hun bare så på englen igen og smilede venligt. Det beroligede hende meget at hun havde sagt han nok skulle komme sig for hun havde virkelig været urolig over at han var kommet noget til. Andrew var jo alt hun havde tilbage og uden ham ville hun slet ikke vide hvad hun skulle gøre af sig selv eller hvad der ville ske med palæet og alt det. Hun havde jo slet ingen erfaring som leder og havde ikke ligefrem planer om at gifte sig med det samme så hun ville nok ende med at forsvinde selv i det tilfælde. Bare for at komme væk fra det hele. Ikke at hun regnede med det skete men det kunne jo være sket hvis englen ikke havde været der til at rede Andrew. Dog rejste hun sig op som det var englen sagde hun ville tage hjem og gik hen til hende meget roligt. Hun tog blidt fat i hendes hænder og gav dem et lille klem.
”Igen mange tak for det du har gjort for vores familie”.