Looking for inspiration.. [Witchboy]

[Camelia Nimar]

Dato: 1 november 1434
Tid: 11:53
Vejr: Skyfri himmel, solen står højt på himlen og der er en let brise igennem lysningen.

Det var en anelse køligt i luften, men det gjorde intet, eftersom at Camelia bar en lang mørkegrøn kappe over hendes mørkeblå kjole. En kjole der gik hende helt ned til anklerne og egentlig fulgte hendes figur meget flot, noget man kun kunne gøre, når man valgte at sy sit eget tøj. Hvilket Camelia nød at gøre, dog ledte hun altid efter inspiration, hvilket var grunden til at hun befandt sig i den fortryllede skov, nærmest bestemt lysningen for at betage naturen uden at blive forstyrret. Hun sad på knæ ved siden af floden og kiggede ned i vandet for at se de forbipasserende fisk drøne efterhånden, som de fulgte strømmen. Hun ledte efter noget, der kunne give hende en ide til hendes næste kjole og vandet lod til at være det rette sted at søge inspiration. Og nu hvor hun endelig følte at hun kunne gå frit igen, så var hun ikke synderlig nervøs for at blive overfaldet. Selvfølgelig havde hun stadig hendes arbejde på slottet at passe, men til tider var det jo bare godt at komme væk fra det hele og så bare nyde tilværelsen, det var der jo intet i vejen med.
Camelia sad roligt og nynnede for sig selv, som hun havde placeret hænderne i sit skøn og forsøgte at betragte naturen uden at forstyrre denne. Det kunne godt virke en smule ensomt, men som tidligere højelver, så var det egentlig ikke noget problem for hende at tilbringe længere tid med at kigge på skovens dyr og planter. Kjolen hun bar havde også detaljer fra naturen, nærmere bestemt en speciel slags sommerfugl, som hun havde set for nogle måneder siden, da sommeren var på sit højeste. Vejret havde været forfærdelig varmt og hun havde søgt tilflugt under et træ, da sommerfuglen var fløjet forbi hende. De blå nuancer havde været ganske betagende og ikke mindst de gyldne farver, som hun havde brugt til at tilføre sin kjole nogle detaljer langs med siden. Det lignede faktisk mere en fest kjole end en hverdags kjole, men hun havde ikke tænkt sig kun at bruge den til specielle anledninger, så hun havde taget den på idag, for at nyde hendes arbejde.

// Sommerfuglen

[William Witchboy]

Witchboy havde sit hår gået til sine skuldre og havde en fuldskæg og havde bjørneskind tøj som var tydeligt lavet af en person som ikke var særlig god til at sy det havde været ham selv siden han blev den sidste rigtige Blue Witchs vidste han ikke hvordan han skulle tjene penge siden han lærte hvad penge var var der nogen som fandt arbejde for ham og at han kun kunne kæmpe og dræbe og han vidste intet hvordan han skulle få et job så han måtte sparer så meget han nu kunne så han brugte alt hvad han havde lært fra sin landsby hvad var grunden til han ikke havde sin rustning og sine våben på sig han havde ikke penge nok til at holde dem ved lige så han havde en træ spyd som han selv lavet og han var så optaget af sine tanker at han gik forbi Cam uden at ligge mærke til hende

[Camelia Nimar]

Det var egentlig ganske fredeligt at stirre i vandet, men Camelia havde også lært af hendes tidligere fejltagelser, så hun ikke ville gentage dem. Derfor var hun udemærket klar over, at der var nogen, som nærmede sig hende. Hun lyttede i hvert fald efter for at bedømme om det kunne være en trussel eller ej. Ud fra den tunge lyd kunne hun dog konkludere at der var tale om et stort dyr eller et stort menneske, hun var ikke sikker og valgte at holde lav profil, indtil hun var sikker. Måske dyret ikke så hende? Så længe hun ikke opførte sig truet, så var der heller ingen grund til at forstyrre dyret.. Derfor lod hun blikket hvile mod vandet, indtil hun kunne se omridset af en person. Til at start med, så hun det nærmere som en fremmed end noget andet, men som hun blev ved med at kigge på hans spejling, gik det op for hende, at hun faktisk kendte ham eller i hvert fald havde mødt ham for længe siden. Men han så noget så forandret ud, mon der var sket noget? Hun rejste sig roligt op, som hun fjernede hånden fra daggerten, som hun havde i et bælte om kjolen. Ofte blev den brugt til urter, men den kunne også sagtens bruges til at skræmme andre bort. Specielt yngre tyve, der ikke vidste, hvad de ville komme ud i, hvis det gjorde et forsøg.
"Witchboy? Er det Dem, øh dig?" spurgte hun en anelse forvirret, som hun blev mindet om deres aftale. Hun skulle ikke tiltale ham med de eller dem og var derfor nød til at rette på hendes sætning. Hun lod dog blikket hvile på ham, tog hun fejl?

[William Witchboy]

Han så lettere overrasket på Cam han havde slet ikke opdaget hende før hun havde sagt noget og sagde en smule fjernt ”hej cam det har været meget længe siden sidst” og han satte sig ned ved siden af hende han havde tænkt en del om hende og havde et par mærkelige drømme om hende han vidste ikke hvorfor havde haft dem men han var bare glad for at se hende og at hans skæg gemte sine lilla kinder men han vidste ikke hvorfor han var begyndt at rødme og kun for at møde hende igen og sagde en smule mere nærværende ”er det her ikke det samme sted som vi mødtes sidste gang”

[Camelia Nimar]

Det var svært at sige om hun havde ret eller ej, for han så noget så forandret ud, så hun kom faktisk i tvivl, selv da han fik øje på hende. Mon hun havde taget fejl og dummet sig, lige som sidst? Camelia betragtede ham for en stund, før at han åbnede munden. Den stemme var bestemt ikke til at tage fejl af, altså var det Witchboy. Gud hvor var det længe siden! Camelia nikkede til hans ord, som hun ikke rigtig kunne huske hvor lang tid siden, men han havde ret, det var længe siden og situationen havde været noget helt andet. Lige nu var det ganske fredeligt. "Du har godt nok forandret dig" hun lød lettere overrasket, som hun dog ikke forsøgte at fornærme ham. Der var bestemt ikke noget i vejen med at ændre udseende. Som engel ændrede man sig dog ikke særlig meget, så hun lignede stadig sig selv. Hvilket kunne virke mærkeligt for mange, Camelia var dog blevet van til det efterhånden.
Et smil bredte sig over hendes læber, som Witchboy fandt sig tilrette ved siden af hende, hun rykkede let på sig for at give plads. Nok var der ikke mange ting der kunne komme i vejen for ham, men der var da stadig nogle ganske ubehagelige sten hist og her, som ikke ville være rare at sidde på. Smilet blev større, som han lod til at kunne huske, at de havde mødt hinanden her først gang også. "Jo, dog en anelse mere fredeligt end sidst" lo hun stille, som hun foldede benene op under sig, så hun sad med samlede ben under at blive forstyrret af at sidde på jorden. Hendes blik vandrede rundt på naturen igen, før hun lod det glide tilbage på ham igen. "Hvordan har du haft det?" spurgte hun roligt, som hun vendte blikket tilbage til Witchboy. Lidt interesseret var hun da i det, også selvom hun godt var klar over, at hun ikke brød sig særlig meget om hans erhverv, så havde det jo været ganske nyttigt sidste gang. Ikke at hun selv passede ind der.

[William Witchboy]

Han så op på himlen og tænkte kort over hvad han skulle sige og sagde ”jeg ville sige jeg er lige så dårligt stillede nu som du var sidste gang vi mødtes bare ikke så dødelige” han rejste sig op for at fjerne og fjernede de ubehagelige sten væk og satte sig ned igen han havde ikke rigtig tænkt over at hun havde slet ikke forandret sig udseende siden sidste gang de havde mødtes men han vidste ikke hvordan andre racer hvordan eller om de overhovedet forandret sig over tid han kendte den slags om mennesker hvad han havde fundet ud af han var ikke et menneske men en dæmon han var stadig ikke helt sikker på og forsatte ”siden sidste gang vi mødtes er jeg blevet arbejdsløs og alle dem som jeg arbejdede med som ikke gik over til Legionen eller skifter side efter hvem som betaler mest og resten blev dræbt af trolle fra Legionen og jeg fandt ud af jeg er ikke et menneske men faktisk en dæmon hvem kunne have gættet det” og han så på hende og sagde ”hvad er der sket for dig”

[Camelia Nimar]

Tingene havde forandret sig en del siden sidst og Camelia ville ikke have noget imod at tænke, at hun havde forandret sig til det bedre. Hun kunne stadig være imødekomne og venlig, og var det også oftest til at starte med, men fornærmede man hende først, så ville det være svært at gøre hende tilfreds igen. Nok var hun ikke længere en komtesse, men hun var stadig en kvinde.. Med ben i næsen.. Dog overraskede det hende en smule, at Witchboy mente at hans situation så lige så slem ud, som den hun havde været i til deres første møde. Hvad mon der var sket? Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare og tog sig selv i bare at kigge på ham. En smule undrende, men stadig også forstående, som der jo var sket en del siden angrebet på Kensis. Måske det var grunden til at hans liv var blevet værre? Det var jo efterhånden svært at have tiltro til andre end dem man allerede kendte.
Camelia nåede ikke at kommentere på hans første kommentar, før at han forklarede det yderligere. Hun lyttede opmærksomt til hvad han havde at fortælle, men blev en smule paf, som hun foldede hænderne i sit skød og så en anelse bekymret på ham. Egentlig virkede det som om at han bare trængte til at komme af med det, så hun valgte at lytte indtil at han atter tyede til tavshed. Hendes blik dalede roligt, som han forklarede, at han havde fundet ud af, at han ikke var menneske men i virkeligheden dæmon. Det var ikke et faktum, som skræmte hende, men hun kunne forestille sig at nyheden ikke havde været nem at acceptere i sin tid. Af ren og skær bekymring løftede hun sin højre hånd og placerede den ovenpå hans, imens at hun holdt øjenkontakten. "Verdenen kan være hård og grusom mod dem, som ikke følger strømmen" forklarede hun roligt, som hun gav hans hånd et svagt klem. Det var ikke meget, når man tænkte på størrelses forskellen på deres hånd, men mon ikke han kunne mærke og se hendes bekymring? "Jeg er bare glad for at du stadig er dig" lo hun stille, som hun dog placerede sin højre hånd mod hendes hage og så en smule tænktsomt på ham. "Men jeg skal lige vænne mig til skægget" sagde hun med et smil, som hun vendte blikket mod vandet endnu en gang. Ja, hvad var der egentlig sket med hende siden sidst? En del, hvis hun selv skulle sige det, men det var ikke alle, som kunne se forandringen, fordi hun ikke ældes.
"Jeg vil gerne se mig selv, som mere modig og knap så bange af mig" forklarede hun med et smil på læben. "Og så kan jeg bruge en daggert, tror endda jeg ville kunne fjerne dit skæg uden at skære i din hud" lo hun drillende, blot for at fortælle ham om hendes fremskridt med våben, for det var da fremskridt?

[William Witchboy]

”Det ved jeg hvor jeg er fra tror man at Dirok var så perfekt at han kedede sig så meget at han skabte verden alt livet og de 18 andre guder for at se uperfekte hvad for nogle dumheder de ville komme ud i så den ide er ikke just ny” sagde han roligt det var godt nok en meget simpel udgave hvad hans landsby troede på men det gav det mest vigtige ved det og hvis hun ville lære mere skulle hun bare spørge det var ikke just en hemmelighed og kunne næsten ikke mærke hendes klem han havde en del hård hud på sine hænder efter flere års våben brug men han smilte stadig til hende og sagde drillende tilbage ”så det er dig jeg skal have fat i når jeg har fået en ridder i fuld rustning ned af en hest” han gættede ikke rigtig på hun vidste at en person i fuld rustning kunne ikke rejse sig selv op når de var kommet på ryggen så en kniv var mere end rigeligt for dem og han sagde ”at være modig er der to nemme måder du kan blive modig på den ene er du skal bare være bare være for dum til at se frygten som jeg gør men du er for smart for det så du må gøre det på den anden er måske passe bedre til dig men det er måske lidt upassende at sige det til en dame” hans kinder blev meget let lilla at det

[Camelia Nimar]

Der var flere ting som gjorde at Camelia ikke længere så sig som den forskræmte pige. Hun havde accepteret det faktum at hun ikke nødvendigvis ville vende hjem igen og samtidig også at hun ikke var bange for at udforske sine evner og dermed blive bedre. Hun var da også blevet bedre til at heale folket hurtigere end da hun først startede og hendes metoder var blevet knap så smertefulde, som de en gang havde været. Egentlig kunne hun klare en bedøvelse uden urter blot ved brug af sine evner. Ikke at folk altid stolede på den slags metoder, måske de hellere ville holde fat i de gamle metoder? Noget de følte sig mere sikker i? Uanset hvad, så var Camelia ikke bange af sig, hun kunne sagtens sige fra og udtrykke sig på en sådan måde, at hun ikke kom i klemme, når hun sagde sin mening. En svag latter undslap hendes læber, som Witchboy forklarede sig eller straks gik i kødet på Dirok og hans planer. Ingen vidste hvilke planer der var for væsnerne i Ireno, men om ikke andet, så ville det blive tydeligere med tiden, hvis man bare tog imod det. "Hvis du ikke var arbejdsløs, var vi nok ikke stødt på hinanden igen" foreslog hun en smule eftertænksomt, det kunne jo være, at det var planen med hans liv, at han skulle møde hende igen? Ikke at hun vidste hvad udfaldet ville blive, for det kunne ingen jo.
Camelia rynkede let på brynene, som han lige pludselig bragte en ridder på banen. Gad vide hvad det betød og hvor hans tanker havde ført ham hen? Hun var ikke helt sikker, men ønskede heller ikke at spørge yderligere, hun trak dog let på skulderne og nikkede. "Måske" sagde hun roligt, som hun vendte blikket mod vandet igen. Der var en vis ro over stedet og så længe at kulden ikke havde frosset området til endnu, så kunne hun stadig nyde den ro, som lydene fra vandet afgav, når de ramte imod sten og bækkens kant. "Prøv mig, jeg er ikke en anstændig 'dame', som du måske tror" grinte hun stille, som han jo altid kunne fortælle hende den anden mulighed. Hun mente ikke selv at hun var dum nok til at ignorere frygten, hun havde bare fundet en måde at arbejde med det og ikke imod.

[William Witchboy]

Han så på vandet igen og sagde ”udmærket den anden måde er at se frygten i øjnene og spyt den lige i ansigtet og slå på den til den bliver bange for dig så det burde være nemt nok for dig du er i hver fald ikke bange for mig og det sker ikke så tit for en blå kæmpe med lysende gule øjne så der er vel ikke så meget mere at være bange for” lagde sig ned så han så op på himlen at alle guderne var Dirok den at dem han stolede mest på hans plan men det var kun fordi han ikke gemte hvad han var ude efter hvad ingen af de andre guder gjorde og han sagde nysgerrig ”så har du set din familie siden sidste gang” hvis han skulle være ærlig var han lidt misundelig at hun faktisk havde en familie og han aldrig haft en så det gav ikke meget mening for ham ikke at hun ville se dem især efter at have mødt hendes søster som var også i problemer måske var det en forbandelse hendes familie og ham men hvem ville lave sådan en forbandelse måske en meget dum heks

[Camelia Nimar]

Af en eller anden grund, så kunne Camelia ikke lade vær med at grine af Witchboy's ord, hun var mildt sagt overrasket over hans sprogbrug og kunne ikke have forberedt sig på det. Det var ganske underholdende og hendes latter kunne høre langt væk, som hun forsøgte at tysse på sig selv, ved at dække munden med en hånd. "Det må du undskylde" sagde hun hurtigt, som det bestemt ikke var i orden at grine på den måde. Men det havde virkelig overrasket hende, så hun havde umuligt kunne stoppe latteren. "Jeg tror aldrig, at jeg har spyttet på nogen, eller ved hvordan" grinte hun svagt, som hun tog en dyb indånding for at koncentrere sig igen. Hun havde aldrig grint på den måde før, der var virkelig noget over deres forhold, så afslappet at hun faktisk kunne slippe sine hæmninger. Det var ganske befriende. Hun tog et par rolige indåndinger før at hun atter vendte blikket mod ham. Hun havde endda været nød til at tage sig til maven for ikke at få ondt.
Camelia vendte atter fokus mod Witchboy, som hun havde fået hendes stemme og vejrtrækning under kontrol. Hun rynkede let på brynene, som hun tænkte over hans ord, hvorfor skulle hun være bange for ham? Bare fordi han var dæmon? Hun var nok den sidste, som ville dømme nogen udfra deres race eller udseende for den sags skyld. Hun gik mere ind for at give alle en chance, så længe de havde fortjent det. Derfor placerede hun også hånden mod hans arm for at kigge ham i øjnene. "Jeg kunne aldrig drømme om at bedømme nogen på race eller udseende, desuden er du nok den første, som jeg faktisk kan slappe af sammen med" sagde hun roligt, som hun klappede ham let på armen og atter lagde hånden tilbage i sit skød. Hun så ned mod sine hænder, som Witchboy spurgte ind til hendes familie. "Ikke endnu, men jeg har talt med min søster flere gange, hvis det tæller?" spurgte hun med et roligt smil på læben.

[William Witchboy]

han begyndte at grine selv da Cam begyndte at grine og sagde "jeg advaret dig" det var en af de få jokes fra hans landsby som ikke var for at nedsætte ham og det var faktisk rart at grine det var efterhånden længe sine han faktisk havde grin med nogle og da hun lagde en hånd på hans arm blev hans kinder lette lilla og sagde "tak Camelia" han fik en mærkelig fornemmelse og før han noget at tænke over hvad for en slags fornemmelse så han rejste sig op og sagde hurtigt "jeg er virkelig glad for at se dig igen" og kyssede hende på munden og lige da han havde gjort det havde han lyst til at sparke sig selv hvorfor gjorde han det og gik lidt væk fra hende og sagde mens han prøven at lyde som han var normalt "det er længe siden jeg har se hende hvordan har hun det"

[Camelia Nimar]

Der var en gang nogen som havde fortalt Camelia, at det var sundt at grine og det føltes da også ganske rart, når det ikke tog overhånd. Heldigvis for hende, så fik hun det under kontrol igen, før at hun ville have lagt sig ned af grin. Det var en smule befriende, men hendes puls pulserede også derud af, som hun forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning og vende fokus mod Witchboy igen. Han havde ret, han havde advaret hende, men hun havde ikke lyttet, så det var lidt hendes egent fejl, at hun var havnet i den situation. Men hvordan skulle hun også kunne vide, at han havde noget sjovt at fortælle, når han lige havde været dybt alvorlig omkring det hele. "Det er mig, som takker, det var lige hvad jeg havde brug for" sagde hun med et smil, som alt godt kunne være en smule trist, når man befandt sig på slottet. Folket havde mistet venner, bekendte og familiemedlemmer, så mange havde denne triste mine på, når hun mødte dem, noget der til tider smittede af på hende. Men nu havde hun faktisk glemt det for en stund. Hendes blik gled mod ham igen, som han lige pludselig rejste sig op, der var egentlig langt op, når hun stadig sad ned. Hendes smil forsvandt ikke, som Witchboy talte igen, hvortil hun nikkede, lige som hun skulle til at gengælde de søde ord, mærkede hun et sus i maven og så lettere forbavset på ham, som han havde presset sine læber imod hendes. Hun var mildt sagt mundlam, som hun førte fingrene op til sine læber og lod blikket dale mod jorden.
Var det virkelig den retning det hele var gået i? Havde hun givet ham håb om det? Hun var ikke sikker og var mildt sagt i tvivl omkring sine egne intentioner, som hun stirrede på sine fingre og overvejede situationen. Hun havde lidt lovet sig selv, at hun ikke ville indlede et forhold med nogen, eftersom at engle ikke kunne få børn og derved ikke havde ret til at danne en familie. Det var prisen for at få endnu en chance i livet. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare og overhørte fuldstændig hans spørgsmål, som hun sank ind i sig selv.

[William Witchboy]

der var to grunde han var faktisk lidt ligeglad med at få børn den første grund var fordi han havde været en lejesoldat så at tage forældreløse børn ind var en ukendt ting for ham og den anden grund var i hans landsby fik han at vide han aldrig ville aldrig blive menneske nok for at dele sit liv med nogle som helst så bare ideen en person ville det så var han ligeglad om de fik hundrede børn sammen eller slet ingen selvom han var begynd at tænke at han hade gjort noget forkert da hun ikke svarede på hans spørgsmål men han havde stadig denne mærkelige fornemmelse så han sagde uden at se på hende "undskyld at jeg gjorde det jeg vil gå nu" han kunne ikke få sig til at se på hende hvis han skulle hver ærlig over for sig selv havde han mest at alt til at dø lige nu

[Camelia Nimar]

Egentlig havde Camelia aldrig rigtig set sig selv i et forhold før, mest af alt fordi hun havde lagt den slags på hylden lige siden hun kom ud af det formelle miljø, hvor det var påkrævet af hende. Hun var ikke længere tvunget til at ægte en mand på grund af status, men kunne faktisk vælge frit, hvis hun ønskede. Men samtidig så kunne hun ikke helt lade vær med at tænke på om hun overhovedet havde tid til den slags? Der var en del at se til på slottet, men samtidig også i byen, der var jo mange som kunne få nytte af hendes hjælp? Det hele overraskede hende og hun anede ikke hvordan hun skulle forklare sig. Men Witchboy tvang hende til at reagere, som han lige pludselig undskyldte og fik det til at lyde, som om at han ville gå. Hun nåede ikke at sige noget, før at hun greb ud efter hans hånd og holdt fast i ham. "Det er mig, som undskylder" skyndte hun sig hurtigt at sige, som hun rejste sig op og stillede sig foran ham, så han ikke kunne gå eller i hvert fald skulle gå uden om hende først. Hun gav roligt hans hånd et klem. "Jeg havde ikke forventet det og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal reagere på det." forklarede hun med en rolig tone, som hun løftede let i sine vinger og lod blikket glide mod dem. "Siden min død og genopstandelse har tanken om et forhold slet ikke strejfet mig, så jeg var mildt sagt ikke forberedt på at det overhovedet kunne ske for mig." forsatte hum, som hun vendte blikket mod ham igen og smilte let. "Derfor kan jeg heller ikke med sikkerhed sige at det kan blive til noget. Det kræver en smule tilvænning og ikke mindst tid, så det ikke går for hurtigt, for så bakker jeg nok hurtigt ud igen." afsluttede hun, som hun gav slip i hans hånd og nærmest lagde armene om sig selv. Var det sådan hun skulle forklare det, eller skulle hun have ladet ham gå? Nej, det ville være frygteligt, hvis han forlod hende på den måde.. Det var hun i hvert fald overbevidst om, som hun ikke ønskede at være grunden til hans sorg.