Look what the cat dragged in [Emilia]

[Nathan Raphael Mordred]

Dato: 22. April 1435
Tid: 22:10
Sted: Mordred palæet, entre.
Vejr: Blæsende, solen er i færd med at gå ned i horisonten.

Tag: Emilia Nylie

Det værste ved at sommeren kom tættere og tættere på, var faktisk det faktum at Nathan fik mindre og mindre tid, eftersom at natten blot blev kortere og kortere for hver dag der gik. Noget der også holdt ham inden døre til sent på aftenen, imens at han ventede på at de sidste solstråler skulle forsvinde i horisonten. Det var pinefuldt at betragte solen, så Nathan gjorde det meget sjældent også selvom han sagtens ville kunne være udenfor, når solen herskerede over himlen, så var den tid begrænset og derfor meget værdifuld. Ingen kunde eller forretningsaftale var vigtig nok til at få ham ud i solen, det var i hvert fald ikke sket endnu. I stedet sad han nær entreen med et glas i hånden, væsken var tyk og fyldige, som han fugtede sine læber og placerede glasset mod sin underlæbe, før at han løftede glasset og betragtede den tykke væske bevæge sig mod sin mund. Det var ikke ligefrem frisk blod, men det var nok til at give ham fornyet energi og derved også holde hans sult på afstand. Det var nødvendigt med en klar tankegang og blodtørst kunne nemt forstyrre en forretning for Nathan, så det var noget der sjældent skete for ham. Han havde haft kontrollen i flere århundrede og havde derfor ikke mistet besindelsen næsten et årtusinde.
Solens stråler bevægede sig over gulvet i entreen, men disse forsvandt hurtigt mod vindueskarmen, som solen endelig forsvandt bag bygninger, bjerge og hvad enten der måtte være i vejen på disse kanter. Hans palæ virkede til at være det eneste på vejen, men blot fordi der var langt imellem den slags prægtige bygninger. Nathan rejste sig fra sin siddende position, som han stillede glasset væk i krogen, hvor han havde siddet, før at han trak en sort kappe over sine skuldre. Kappen gik ned til hans knæ og indhylede hans krop i en mørk skygge, afskærmede hans fine tøj for eventuelle støvpartikler i luften, så snart han ville gå udenfor. Det var blæsende udenfor, men ikke noget der kunne genere Nathan, som han bevægede sig ud og slog kappen om sig, før at han bevægede sig ned af en skjult sti bagved palæet. Ingen behøvede at vide, hvornår han var hjemme og hvornår dette ikke var tilfældet, dog var palæet henlagt i mørke, som han selv begav sig ud i nattens mørke. Det var stadig muligt at se lidt, som månen svagt kunne lyse formerne op i landskabet, men månen var ikke fuld og havde derfor ikke den samme kræft over natten, som solen havde haft over dagen. Nathan forsvandt dog hurtigt mod Trilkstad..

[Emilia Nylie]

Tusmørkedalen havde fanget Emilias blik, som hun vandrede rundt og ledte efter et sted at sove. Hun var vant til at sove på gaden, men den blæst der lige i de minutter legede med hendes hår, fik hende til at lede efter bedre ly, noget tag over hovedet eller i det mindste dække for den vind der var i færd med at tortere hendes hår. Hun havde ikke haft tag over hovedet, siden den halvgamle ypperstepræst for Dirok havde taget sig af hende, men siden da havde hun følt sig endnu mere utilpas med at sove udenfor.

Hun var ved at opgive tanken om at finde et sted, indtil hun så stedet! Det kunne ikke være bedre, udefra så det meget tomt og mørklagt ud, familien der boede der var forhåbentligt på ferie og hun ville jo ikke stjæle noget, hun ville bare have et sted at sove. Hun så sig stille omkring, det var ikke fordi der var nogle der rigtigt så ud til at kunne se hende, så hun åbnede døren og bed sig i læben i håbet om den ikke ville knirke, men det gjorde den heldigvis heller ikke, så hun listede videre ind og ovenpå, hvor hun gik ind i det første rum hvor der var en seng.
Det havde ikke taget hende mere end et minut, før alt hendes tøj var smidt på gulvet, hvorefter hun var krøbet under en dyne der lå på den. 

[Nathan Raphael Mordred]

Forretning var endnu en gang bare en forretning, så det var ikke noget Nathan tog særlig tungt, heller ikke at han havde været nød til at ødelægge familiens bånd. Men sådan var det når man gjorde forretning med en som ham, kunne man ikke holde sin aftale, så tog han, hvad han havde lyst til. I dette tilfælde havde han været nød til at fortælle mandens hustru om mandens utroskab og det var ikke ligefrem noget som konen havde taget med et smil på læben. Personligt troede Nathan ikke selv på ægteskab, han var mere typen til at have det sjovt og nyde livets goder. Han havde en del år bag sig og det var bestemt ikke noget der kedede ham endnu. At skulle være sammen med nogen der måske var gift, gjorde ham heller ikke noget. Kønnet betød heller ikke så meget, så han var egentlig ganske fri og forstod ikke de typer, der holdt sig til en hele deres liv, for hvad var det sjove i det?

Byen var ikke det samme, som tusmørkedalen og han følte sig langt mere hjemme i sit eget palæ, som han atter vendte hjem igen. Der var dog en underlig lugt, som ramte hans næse det øjeblik han kom tæt nok på til at kunne høre et hjerte slå? "Hvis det er endnu en indbrudstyv..." mumlede han irriteret til sig selv, som han gik hen til døren og åbnede den stille og roligt. Der var ingen grund til at skræmme tyven, når han kunne tage hende eller ham på fersk gerning og derved have noget på personen. Men han var en smule overrasket over at se, at intet var blevet rørt i entreen eller i stuen ved siden af. Nathan lukkede roligt øjnene, som han koncentrerede sig om lugten og ikke mindst lyden af pulsen. Et svagt suk forlod hans læber, som han fulgte trappen ovenpå og bevægede sig ind på værelset blot for at opdage en kvinde liggende i hans seng. Et lystigt smil gled over hans læber, som han betragtede hende med de røde øjne for en stund. Han sagde ikke en lyd og lod hende blot sove, inden at han så sig om. Mon hun havde efterladt noget nyttigt, før hun var gået i seng? Da han fik øje på hendes tøj, kunne han ikke rigtig lade vær med at smile. Var dette en spøg eller en gave? Med lydløse skridt bevægede han sig rundt om den store seng og samlede hendes tøj op, som han vendte tilbage til det store skab for enden af sengen og gemte det væk ovenpå, blot så hun ikke kunne få fingrene i det.
Efterfølgende tog han plads i en stol nær sengen blot for at betragte hendes søvn. Noget kunne tyde på, at pigen var træt og dermed yderst udmattet, dog var det en fejltagelse at ligge i hans seng. Han kunne nemt fristes til at ligge sig ned ved siden af hende. Nathan placerede en finger mod sin underlæbe, som han bed sit let i læben. Hvor længe han mon skulle vente var ikke til at sige, men hun ville ikke få mulighed for at sove ud denne nat, ikke i hans seng.

[Emilia Nylie]

Det havde ikke varet længe inden hun faldt i søvn, den blødhed der var over sengen fik hende til at føle sig ultimativt godt tilpas og selvom hun havde svoret at hun ville vågne hvis nogen kom tilbage til palæet denne nat, så ville det næppe være tilfældet. Hun sov for godt. Hun følte sig som en prinsesse på skyerne, hvilket hendes drømme også indikerede. Hun så sig selv med glat rødt hår i stedet for krøllet og muggent af kulde, mudder og diverse. Hendes lasede tøj var blevet til en smuk balkjole og hun ejede det hele. Det skabte et smil på hendes læber mens hun sov, alt imens hun mumlede "Jeg er stolt af at være jeres prinsesse!" som om hun snakkede til den befolkning hun så for sig i drømmene.

[Nathan Raphael Mordred]

Egentlig irriterede det ham, at der endnu en gang var nogen, som var trængt ind i hans hjem og det faktum at personen havde valgt at sove i hans seng gjorde situationen værre. Det blev dog en anelse bedre, at det var en kvinde og at hun havde valgt at sove nøgen i hans seng. Om det var dumt eller smart, vidste han ikke, fordi det var da med til at distrahere ham en smule fra problemet, men det ville ikke ændre situationen for hende til det bedre. Hans blik gled hen over sengen, som han fulgte hendes krop over sengen og lod de røde øjne betragte hendes vejrtrækning. Hun var uden tvivl faldet i søvn hurtigt og sov nu ganske tungt. Endnu en fejltagelse. Han blev dog siddende i stolen, som han overvejede, hvordan han skulle komme af med hende og om han overhovedet ville af med hende.. Der var aldrig rigtig noget i vejen med at holde kæledyr..
Ordene der undslap hendes læber fik ham til at rette sig op i stolen. Prinsesse? Et skummelt smil gled over hans læber, som han rejste sig langsomt op fra stolen og lige pludselig stod foran hende. Det eneste der var imellem dem var luft og en dyne, som hun havde gjort krav på. "Prinsesse.. Prinsesse, vågn op" kaldte han ganske roligt, som han bukkede sig ned over sengen og strøg en finger ned over hendes kind, ganske blidt og uden spor af den kolde facade han normalt fremviste. Situationen var noget andet, hun havde ikke forsøgt at stjæle fra ham, men det var fortsat et problem at hun befandt sig i hans seng. Det var ikke til at sige, hvad hun ville gøre, når først hun slog øjnene op, men hun ville ikke få chancen for at flygte, det skulle han nok sørge for, som han stod imellem sengen og døren. Nathan rettede sig op igen, som han trak sin jakke af og smed den over på stolen. Han åbnede roligt de øverste knapper i skjorten, som hans blik hvilede på pigen. "Deres navn?" spurgte han ganske roligt, som han bukkede sig ned over hende og placerede en hånd på hver side af hendes krop. De røde øjne stirrede ind i hendes, afventede, hvad ville hendes næste træk være?

[Emilia Nylie]

Det var så vidunderligt det hele, men pludselig mærkede hun det, hvordan hun nærmest blev aet over kinden, noget hun aldrig rigtig havde følt før. Hun spærrede øjnene op, og så op. Hvor var hun dum! Selvfølgelig vågnede hun op for øjnene af ejeren. Hun skævede mod... hvor var hendes tøj? Det her virkede virkelig til at kunne gå mange veje, hvem var han? Hvad var han? Det hele væltede rundt i hendes hoved på ingen tid, indtil han spurgte om hendes navn. "E... E... Emilia Nylie," Fremstammede hun og så skræmt på ham, havde hendes tøj ligget ved siden af hende var hun stukket af, eller havde prøvet på det, men uanset hvad mandens intentioner var nu, var hun nødt til først at spørge. "Selvom de måske ikke har lyst til at svare mig, min gode herre, kan De så måske fortælle mig hvor mit tøj er fløjet hen?" Hun bed sig i læben, hendes tanker lå lidt på at han reelt set vel godt kunne have noget familie der havde taget det, men sandsynligvis var det nok ham selv. Hun trak dynen tættere om sig, hun følte sig som et barn der sad foran sin far, godt nok var denne mand meget mere tiltrækkende end hvordan hendes far sandsynligvis havde set ud, men selv om han var tiltrækkende, så var der et eller andet der skræmte hende, skønt hun ikke kunne se hvad det helt præcist skulle være.

[Nathan Raphael Mordred]

Noget kunne tyde på, at hun røg hurtigere ud af drømmeverdenen end hvad hun lige havde håbet på, men han havde ikke i sinde at stirre på hende hele natten, morgenen var jo også på vej, så i sidste ende kunne han være nød til at lade hende gå. Ikke at han havde i sinde at lade det ske, men hvordan skulle han holde på hende, når først solen fik magt? Personligt hadede han tanken, men for nu var fokus på pigen, hvem var hun og hvorfor befandt hun sig i hans palæ? Noget fortalte ham dog, at hun ikke havde regnet med stadig at være der, når han dukkede op. Desværre for hende, så var det ikke tilfældet, han var sjældent væk i længere tid, medmindre at han var nød til at rejse langt, som at besøge Kensis.
Pigen lod langsomt til at komme til sig selv, som han dog ikke gav hende meget plads, helt skræmt var hun ikke, som hun besvarede hans spørgsmål, hvortil han rettede sig op igen. "Nuvel, Prinsesse Emilia" lo han let for sig selv, som han samlede hænderne foran sig med blikket rettet mod hende. At hun forsøgte at gemme sig bag dynen virkede en smule håbløst, men han lod hende blive i troen, det var ikke noget problem for en vampyr at trække dynen bort, så hvis hun trådte forkert, så ville han ikke have noget imod at blotte hende helt. Men måske hun var genert? Et lumsk smil ged over hans læber, som han lod blikket glide ind i hendes øjne. Hendes tøj? Det var hurtigt hun fik øje på det. Det måtte han da give hende. "Deres tøj var ikke ligefrem en prinsesse værdig" fortsatte han, som han bukkede sig ned og strøg fingeren over hendes kind. "Så jeg har skaffet det af vejen" sagde han med et lumsk smil. Smilet afslørede hans ene hugtand, som han lod blikket hvile på hende, inden at han satte sig ned på sengen og strøg fingrene over dynen, før at han greb fat i den og begyndt at trække dynen af hende.

[Emilia Nylie]

"Hvorfor kalder De mig en prinsesse herre? Jeg er jo bare en gemen tigger, med uglet hår."Det kom bare ud af hende med en sukken, hun havde ikke ligefrem lyst til at sige det på den måde, men hun forstod ikke hvorfor han kaldte hende det og hvis han havde den tro kunne det måske få ham til at give hende tøjet tilbage? Hun smilede til ham, i håbet om at det hele ville hjælps som en samlet enhed. Hun kunne ikke helt forstå, hvordan det kunne være at han opførede sig på den måde, det var en meget konfus opvågning, nærmest værre end dengang hun forfulgte en ypperstepræst og han sendte hende i bad, så hendes hår pludselig blev knaldrødt igen. Det var dog længe siden og det hele var falmet, der var ikke meget der kunne skinne gennem hende som kunne antyde hun var en prinsesse.

[Nathan Raphael Mordred]

Smilet på hans læber blev blot større, som pigebarnet blev forvirret over hans ord. For hun havde ret, hun lignede bestemt ikke nogen prinsesse, men var det ikke havde hun havde drømt om? Eller havde han hørt forkert? Næppe, hans hørelse fejlede intet, det havde den aldrig gjort, alle sanser var skarpere for vampyrer, så han kunne høre alt og lugte alt indenfor en vis radius. Det var sød musik i hans ører at lytte ti hendes puls, der pulserede lige under huden. Men det var ikke hvad der gjorde, at hans smil på større og mere faretruende. Pigebarnet var tigger, dermed sagt var der næppe nogen som ville savne hende, hvis han skulle gå hen og beholde hende, som et simpelt kæledyr eller måske endda legetøj til de kedelige aftener? Der var uendelig muligheder og desværre ville pigebarnet ikke få noget at sige, så snart at han tog en beslutning om hendes skæbne.
Nathan tog det med ro, som han selv brugte noget tid på at betragte hende. Det var tydeligt at hun var van til at leve på gaden, ikke kun på hendes hår men også det tøj han havde lagt væk eller gemt væk. Ikke at han ville beholde det. Enten skulle det smides ud eller også fik hun det med, når han var færdig med hende. Hendes smil virkede ganske sødt og uskyldigt, som han bed sig i underlæben og bevægede sig tættere på hende, som han placerede en hånd mod hendes kind. "Tigger, siger De?" lo han let, en anelse hånefuldt, som det morede ham. "Hvad ville De gøre, hvis jeg kunne få Dem til at føle Dem som en prinsesse?" spurgte han roligt, som han strøg fingrene ned over hendes kind, men fjernede dem igen, som han skubbede dynen bort, ikke voldsomt eller særlig bestemt, mere prøvende for at se hvor meget hun mon ville kæmpe imod. Det at smide tøjet var jo en åben invitation.

[Emilia Nylie]

En prinsesse? Kunne han virkelig få hende til at føle sig som en prinsesse? Det gjorde hende helt paf, kunne han virkelig? Ville han virkelig? Alt andet sagde hende intet lige der, hun så bare på ham med et drømmende blik, nærmest med stjerner i øjnene og glemte alt om hun ikke havde noget tøj på, hun så bare på ham og ænsede ikke at dynen bevægede sig. "Kunne De virkelig få mig til det, hvad skal jeg egentligt kalde Dem? Wow, det ville virkelig være en drøm." Det hele faldt bare ud af hende, hun ville kalde ham alt, hun ville gøre det meste, hun ville virkelig gerne føle sig som en prinsesse, finde en ny tilværelse. Hun ville vide hvad hun kunne gøre, hun forestillede sig selv i den fineste kjole, nyvasket hår og meget bedre tilpas end hun nogensinde havde været. "Hvad laver en prinsesse egentligt?" Hun havde ikke andet end sine egne fantasier, ingen viden, men det måtte han vel have, siden han sagde han kunne få hende til at føle sig som en. Den eneste viden hun trods alt havde, var at en prinsesse var ren og gik i fint tøj.

[Nathan Raphael Mordred]

Noget kunne tyde på, at han havde fanget hendes opmærksomhed. Det var næsten for nemt, når hun havde serveret det hele på et sølvfad til ham. Gjorde hun det med vilje eller havde hun ingen ide om hvad der faktisk foregik imellem dem? Nathan var ikke helt sikker, men på nu værende tidspunkt kunne han ikke lade vær med at udnytte situationen, når nu hun troede blindt på ham. Hun måtte være den første, der havde troet på hans tomme løfter. Mange troede fuldt og fast på hans trusler, men hende her var opslugt af en drøm? Ganske interessant. Det faktum at han kunne fjerne dynen uden problemer overraskede ham også, som de fleste ville kæmpe imod, men hun var optaget af noget andet. Det var dog svært at opretholde facaden, som lysten voksede inden i ham. "Hvis det er det, De ønsker, prinsessen Emilia?" spurgte han roligt, som han lod hånden dale ned over hendes arm, før at den lagde sig imod sengen, som han rejste sig halvt op og bevægede sig ind over hende. "De kan kalde mig, Mester Mordred, til Deres tjeneste" lo han stille, som han strøg sin hånd langs med hendes kind og efterfølgende strøg en finger over hendes underlæber, imens at han lod sit blik hvile mod hendes. Var hun helt fortabt?
Hendes spørgsmål bragte et smil frem på hans læber, som han overvejede mulighederne for en stund. "For det første, så skal prinsesser ikke løfte en finger, de holder sig rene og går i mægtige kjoler" forklarede han, som han fjernede hænderne fra hendes kind og placerede en hånd mod hendes ryg og efterfølgende placerede den anden arm under hendes ben, som han løftede hende op i sine arme. "Må jeg guide Dem til badet?" spurgte han ganske roligt, som hun dog allerede havde forladt sikkerheden under dynen. Men det var allerede for sent nu, som han dog ikke gav hende noget valg og bevægede sig mod badeværelset.

[Emilia Nylie]

Det tændte en glød inden i hende og hun følte sig kun mere tilpas med hans glidende bevægelser, måske han virkelig kunne få det til at ske? Hun ænsede først hendes bare krop, som hans hånd ramte hendes ryg og hun fik kigget ned af sig selv, men drømmen var for stor, så hun nikkede blot og lod ham bære hende, hvis hun gjorde modstand kunne drømmene måske mistes og hendes andet bad i livet ville hun nødigt sige nej til.
"Men Mr. Mordred, hvilken position har De så? Er De greve eller sådan noget siden De ejer så stort et sted og kan give mig sådan noget?" Spurgte hun interesseret og følte sig som en 16-årig pige for første gang i hendes liv, eftersom hele ungdommen var taget fra hende og hun nu var i 20'erne. Bare det at blive båret til et sted havde hun ikke prøvet hvor der faktisk var gode intentioner i det, men denne mand fik virkelig tilliden frem i hende, hun følte sig allerede godt tilpas i den position hun var havnet i, tænk at det at sove i den forkerte seng, måske hun faktisk stadig drømte og om lidt vågnede op uden nogen var kommet hjem? Hun håbede det egentligt ikke.

[Nathan Raphael Mordred]

Det var allerede for sent for hende at bakke ud, og hun blev kun trukket længere og længere ind i hans planer, som hun ikke kæmpede imod eller stillede spørgsmål ved hans gøren. Hun tog bare imod alt, måske hun virkelig troede på at han ville hende det godt? Det var ikke til at sige, men det var efterhånden svært at skjule begejstringen i hans øjne, som han løftede hende op og fastholdt hendes blik. En kvindes krop var ikke noget nyt for ham, men ingen krop var ens, alligevel valgte han dog at holde fokus på hende, som han bar hende ud på badeværelset med et smil på læben. Hun var virkelig godtroende, det måtte han give hende, han havde aldrig mødt en, som troede så meget på ham. Det var næsten skræmmende, var han ved at miste grebet? Nej, der var en mening med det lige nu, så der var ingen grund til at betvivle sine egne evner. I stedet lod han døren glide i bag ham, som han bar hende hen mod badekaret, hvidt marmor og med løvefødder af guld, som han lod hende glide ned i karret og placerede armene mod kanten. Han sad faktisk på gulvet blot for at holde øje med hende.
De spørgsmål hun valgte at stille havde ingen skumle tanker bag sig, hun virkede i stedet interesseret og nysgerrig? Han vendte sig dog mod vandet, som han skruede op for det varme vand. "Mit erhverv er langt vigtigere end en greve eller en konge for den sags skyld, jeg holder orden i tingene og sikre mig at tingene går som de skal gå. Palæet her har jeg fået renoveret fra top til tå for at behage mine ønsker og behov" forklarede han roligt, som han mente hvert et ord. Han havde intet ønske om at blive greve eller konge, nej det var nemmere at kontrollere slagets gang, når man kunne arbejde fra skyggerne og derved arbejde i fred. "Sig til, hvis det er for varmt for Dem" han vendte atter blikket tilbage til hende, som han lod blikket dale ned over hendes krop, i takt med at vandkanten opslugte hendes krop og fugtede hendes hud. Spørgsmålet var om han skulle lade hende få tøj på eller i stedet nyde godt af at hun faktisk intet tøj havde. Selvfølgelig kunne han finde nogle kjoler i skabet, det var ikke alle hans gæster, som fik lov til at gå hjem med tøjet på, så han kunne da sikkert finde noget i hendes størrelse. "Vil De være lidt alene?" spurgte han roligt, som han skævede mod vinduet for en stund. Vinduerne havde ikke været åben i evigheder, da det ikke var nødvendigt. Så de kunne faktisk ikke åbnes, så den eneste måde hun ville kunne flygte på var igennem døren, igennem værelset og ud på gangen. Men til den tid ville han sikkert allerede have indhentet hende.

[Emilia Nylie]

Hun var meget overrasket over hvor stilet det hele var, hun havde set et præstehjem, men dette, det var så meget bedre end det. Hun nød det varme vand han havde tændt for og hendes udhungrede krop af nærmest skind og ben tog godt imod det behagelige vand der fik lov at lege med snavset på hendes krop. Alt imens vandet langsomt dansede mere og mere op omkring hende, så hun ham i øjnene som han fortalte at han var mere værd end de kongelige, wow. Det havde hun ikke hørt nogen være, men af en eller anden grund troede hun på alt hvad han sagde og hun havde intet at skjule for ham, han havde set hende uden noget, han havde mærket hendes tøj, der var ikke rigtigt noget at skjule, han var allerede kommet længere end dem der havde prøvet at voldtage hende, både de der lykkedes og de der ikke gjorde.
"Det bestemmer De selv Mr. Mordred," svarede hun eftertænksomt på hans spørgsmål, hvad han mente var bedst var op til ham, hun valgte blot at læne hovedet tilbage, så håret kom ned i vandet, mens hun sørgede for øjne og næse stadig var over, så hun ikke fik nogle problemer med det snavs der løsnede sig kom i øjnene og så hun også kunne trække vejret. Værst var det dog, at man allerede var ved at kunne køre en hånd over hendes krop og næsten sidde med en brunlig hånd, men til gengæld et knap så grimt stykke på kroppen, hvor ens hånd så havde været.

[Nathan Raphael Mordred]

Pigebarnet var alt for godtroende, det ville få hende i store problemer og ikke kun med Nathan, hvis han lod hende gå. Mange andre ville sagtens kunne få fingrene i hende og lokke hende med endnu en løgn. Hvad mon de ville udsætte det stakkels pigebarn for? Tanken morede ham, som han dog lod blikket glide mod vandet, imens at det fyldte karet og langsomt dækkede hendes krop i vand. Varmt og beroligende, noget som Nathan ikke selv kunne nyde godt af, som han ikke kunne mærke forskel på koldt og varmt, hvilket også gjorde, at det ville være bedst, hvis hun bestemt temperaturen, da hun kunne ende med brandskader, hvis han selv bestemte det. Og brandskader ville ikke klæde hendes krop, nu hvor den endelig blev befriet for al den snavs. Dog lod han blikket følge vandstanden, som han lod blikket glide op af hendes krop. Det var uden tvivl det rette at gøre, at tilbyde hende et bad, det ville være lettere ubehageligt at skulle bide igennem snavset for at nå hendes hud. Det ville genere hans smagsløg.
Nathan lod en hånd glide ned i vandet, som han strøg fingrene over hendes ben og langsomt løsnede snavset på hendes krop. Han følte ikke at han havde noget at frygte, som hun lod til at tro på ham og derfor tillod mere end folk normalt ville gøre i denne situation. Hendes svar fik ham blot til at nikke, som han strøg fingrene længere op af hendes krop, for at beskue den lyse hud under snavset. "Så lad mig gøre det behageligt for Dem" forklarede han roligt, han havde jo fået lov til at blive. Det var tydeligt at vandet nok skulle skiftes flere gange for at hun ville have chancen for at slippe af med al snavset. Han kunne mærke snavset på sin hånd, som han skar en mindre grimasse, men skjulte det, som hans eget hår gled ned for hans øjne. Nathan var nød til at bide det i sig for ikke at afsløre sig selv. Efter noget tid trak han proppen ud for at tømme vandet før at han atter fyldte det igen. "Fortæl mig lidt om Dem selv, Prinsesse" det lød som et forslag og skulle nok også tage sådan, men han var mere interesseret i at høre om hun havde familie eller ej og hvor livet havde bragt hende hen udover at være fanget her.