Look what the cat dragged in [Emilia]

[Emilia Nylie]

Det føltes behageligt, men samtidig grænseoverskridende, som hans fingre bevægede sig på hendes blege nøgne krop. Hun vidste intet om ham, men det virkede heller ikke som om det var den rette tid at spørge ind til mere om ham, så hun valgte i stedet for at løfte hovedet over vandet igen, hvor man tydeligt kunne se snavset falme, så den røde farve ville fremtræde når det engang blev tørt. Behageligt var det, selvom hans beskrivelse af behageligt selvfølgelig kunne være en ganske anden.
"Der er ikke meget at fortælle," svarede hun med ubehag i stemmen og tænkte på hele hendes fortid, ville han virkelig kende til hvad hun havde været igennem? Hun tog en dyb indånding og så på ham, mens hun mærkede det gamle vand sive ud og det nye dale ned og omfavne hende. "Mine forældre døde da jeg var meget lille, i starten boede jeg hos forskellige mennesker, men de ville mig ikke i længden, så jeg endte pludselig på gaden og ja de historier er ikke lige værd at prale af." Hun så ned i vandet med et suk, hun havde virkelig ikke nogle forrygende gode historier, det var forfærdeligt det hele.

[Nathan Raphael Mordred]

Så længe at hun ikke sagde fra, så havde han bestemt ikke tænkt sig at stoppe, ikke så længe at han kunne nyde godt af hendes samarbejde, så var der ingen grund til at bruge magt. Med tiden kunne det dog blive nødvendigt, hvis ikke hun fulgte med hele vejen, men så kunne han jo bare være nød til at give hende et skub i den rigtige retning og derved fratage hendes muligheder for at slippe. Men indtil nu nød han godt af, at hun faktisk lod ham røre uden at stritte imod. Det kunne til tider være trættende at tvinge ofrene til at følge hans vilje, så det var godt med en der rent faktisk lod ham nyde det langsomt og i fulde drag.
Nathan vendte blikket mod hendes øjne igen, som hun ikke mente, at der var noget at fortælle. Måske det var sandt, måske det ikke var tilfældet, han var egentlig ikke særlig meget interesseret hvordan hun følte sig i situationen også selvom han sagtens kunne fornemme den ubehag, som prægede hendes stemme. Måske det var for smertefuldt at tale om? Hvor ville han gerne tvinge det ud af hende.. I sidste ende talte hun dog af egen fri vilje, som han nikkede let, han lignede næsten en der havde ondt af hende, men det var ikke andet end facade, som han fjernede hånden fra hendes krop og bevægede sig hen til hendes ansigt, som han strøg en finger ned af hendes kind. En gestus, som han efterhånden havde gjort flere gange, blot for at berolige hende. "De kan være helt rolig, jeg smider Dem ikke på gaden" forklarede han oprigtigt, som om han mente det. Tanken havde strejfet ham, at han kunne beholde hende og nyde godt af hende, men ville hun være enig i det eller bekæmpe det? Nathan placerede en finger under hendes hage, som han løftede hendes hage lige så stille. Hvis hun ikke ønskede at møde hans blik, kunne hun bare vende blikket den anden vej, som han dog gik helt tæt på hende og stod på sine knæ, før at han pressede deres læber sammen. Det havde endnu ikke været nødvendigt for ham at benytte sig af sine kræfter for at lokke hende i fordærv, hvilket også var grunden til at han stille forsøgte sig frem for at kende hendes grænser. Der var ikke behov for at kontrollere hende endnu, og det var langt sjovere at kæmpe med hendes personlighed end at frarøve hende det. Han holdt kysset for en stund, før at han gav slip i hendes hage og slukkede vandet, så vandet ikke ville komme op over kanten og ned på gulvet. Der var ingen grund til at ødelægge det, han havde genopbygget igennem årene. Nathan blev dog tæt på, som hans blik hvilede på hende. Var hun sur? Frustreret eller bange nu? Måske noget helt fjerde?

[Emilia Nylie]

Det var som om der faldt en kæmpe klump fra hendes mave, da han fortalte han ikke kunne finde på at sende hende tilbage til gaden, det var egentligt rart, men gav hende også en pligtfølelse, hun måtte gøre hvad han ville også selvom noget måske var lidt grænseoverskridende.
Hun nåede ikke at tænke over det meget mere, før Mr. Mordred kom tættere på hendes hoved, det var en blid og behagelig fornemmelse over hendes kind, men da han tog under hagen og rettede hendes ansigt op, kom klumpen tilbage i hendes mave. Hun holdt øjenkontakt med ham og ville ikke kæmpe imod, men han måtte tydeligt kunne se hendes øjne signalerede at der kom dårlige minder frem. Alle voldtægterne dukkede op i hendes hoved og hun ville ikke tænke om ham på den måde, men det var som om det stadig kom. Dog lod hun sine læber røre hans og bevægede dem mere lidenskabeligt end hun nogensinde havde gjort, helt galt var det ikke, men hun havde stadig tanken om hvor hun kunne tillade sig at ligge en grænse.

[Nathan Raphael Mordred]

Lige nu havde han ingen grund til at smide hende ud, så længe at hun forblev rolig og ikke lige pludselig gik i panik. Noget fortalte ham, at hun var glad for den nyhed, som hendes krop blev mere afslappet, ikke at det varede særlig længe. Men det var nok til at fortælle ham, at han havde taget den rette beslutning, så længe han lod som om at han havde gode intentioner med hende? Men samtidig så ville det også være en skam ikke at udnytte situationen, når nu hun ikke havde mulighed for at klæde sig på. I hvert fald ikke endnu.
Der var endnu ingen fare at spore i hans øjne, som han lukkede afstanden imellem dem og lod deres læber mødes. Han kunne straks fornemme hendes tilbageholdenhed i det at han rørte hendes læber, som han også lyttede til hendes puls. Noget fortalte ham, at det ikke var helt godt, men på den anden side, så skubbede hun ham ikke væk, så hvordan skulle han tolke det? Nathan mødte hendes blik, blot for at se om han kunne spore sig ind på, hvad der foregik. Signalerne var mange, men da hun pludselig kyssede mere lidenskabeligt, skubbede han det til siden og nød det korte kys, inden at han brød det. "Jeg fornemmer, at prinsessen ikke føler sig tilpas i situationen?" forsøgte han roligt, som han rettede sig op og lod fingrene glide hen over vandoverfladen, som blikket hvilede mod hende. Nathan valgte efterfølgende at rejse sig op, som han strøg en hånd over folderne på sit tøj for at glatte det ud. "Jeg vil lade Dem få lidt tid alene, så finder jeg noget tøj, som er en prinsesse værdig"forklarede han med et smil på læben, før at han vendte ryggen til hende og bevægede sig mod døren. "Råb hvis De mangler noget" forklarede han med et nik, som han gik tilbage til soveværelset, hans soveværelse. Blikket nåede ikke længere end til hans seng, som hendes snavsede krop havde ødelagt de rene lagner og efterladt sengen i uorden. Et enkelt tag i sengetøjet var nok til at trække det af, som han smed det ud på gangen og vendte tilbage for at ligge nyt sengetøj på. Der var ingen chance for at han ville sove i en beskidt seng. Nu skulle han bare finde noget tøj til pigebarnet, som hun også ville kunne passe.

[Emilia Nylie]

Egentligt ville hun gerne besvare ham, men han var simpelthen alt for hurtig til at hun kunne følge med, hvordan skulle hun nå det, han var hurtigere end hun forventede. Det bandt knuder inden i hende, at han kunne fornemme hendes tilbagetrækken, men hun vidste ikke helt hvor vidt det overhovedet ville give mening at fortælle ham noget som helst, det hele var generelt set svært i hendes øjne.

Da han havde forladt badeværelset, brugte hun lidt tid på at tænke om fortiden, men valgte så at ryste det ud af hovedet og i stedet gnide sig ned af ben og arme, som hun tænkte en rigtig prinsesse ville kærtegne sin krop. Hvordan mon det ville blive hvis han mente det? Der var en spænding i maven over det, den overtyngede alle bekymringer, sådan var det bare.

[Nathan Raphael Mordred]

//Beklager det meget sene svar, det var slet ikke min hensigt xD For jeg nyder tråden!

Der var noget, som gemte sig i dybet hos pigebarnet, noget han ikke selv kunne grave frem uden at stille spørgsmål til det. Men han havde bestemt ikke i sinde at bringe ubehag frem i hende, som han nød den nuværende situation langt mere end hvad han normalt gjorde. Nathan var ikke typen til at behage nogen udover sig selv, medmindre at han kunne få noget ud af det, og så alligevel tog han sig tid til at 'lege' med pigebarnet, behage hendes ønske om at føle sig som en prinsesse. Måske fordi tanken faktisk morede ham?
At der ikke blev råbt fra badeværelset tog han blot som et tegn på, at hun havde brug for roen, samtidig med at han kunne ordne sengen og i det hele taget gøre noget ved det snavs som hun havde trukket med ind i hans hjem. Det var længe siden, at han selv havde været omgivet af snavs og lignende situationer, som hans tid i fattigdom havde forandret sig en del, så snart at han havde fundet værdien i informationer. Ønskede man magt, så var man nød til at tage, hvad man ønskede, hvilket i hans tilfælde betød at han tog hvad han ville og truede folk med snavsede hemmeligheder og lignende, som landet ikke måtte få for øre. Men der var samtidig ingen forsikring på hans tavshed, medmindre man kunne tilbyde noget andet. Dog havde han endnu ikke lagt nogle krav på bordet for pigebarnet.
Han strøg fingrene over det bløde stof på sengen, som han rettede de sidste folder ud og rettede sig op for at bevæge sig hen til skabet, der stod for enden af sengen mod væggen. Lågerne knirkede en anelse, som Nathan skar en grimasse og åbnede skabet helt, for at stryge fingrene over tøjet, der hang i skabet. "En prinsesse værdig" lo han let for sig selv, dog ikke højt nok til at hun ville kunne høre det ude på badeværelset. Hun var sikkert også optaget af så meget andet? Han kunne i hvert fald høre på hendes vejrtrækning og hjerterytme at hun lavede noget.

Nathan bevægede sig roligt tilbage til badeværelset, da han havde fundet en passende kjole til hende. Kjoler havde han underligt nok mange af, men det havde sine grunde, det var blot heldigt at de ikke var smurt ind i blod. Men det kunne pigebarnet jo ikke vide noget om? Han bankede roligt på dørkarmen, før at han trådte ind i rummet igen. "Håber denne kjole vil behage prinsessen" lo han stille med et roligt smil på læben, som han hang den op nær karet og lod den folde ud, som han havde holdt den over armen. Stoffet var ganske blødt og behageligt, farverne var lyse og milde, hvortil man kunne kombinere kjolen med et skørt, der ville få stoffet til at strutte, men Nathan var ikke sikker på, om Emilia overhovedet ville føle sig tilpas i den slags kjoler. Så kjolen kunne fungere på begge måder, skulle det blive nødvendigt. "Mangler De noget, Prinsesse?" spurgte han roligt, som han strøg fingrene over kjolen og vendte sig mod karet, som han satte sig på kanten endnu en gang. Han kiggede en smule afventede på hende. Hvad kunne han egentlig tillade sig? Pigebarnet var jo tydeligvis ikke særlig gammel. Men det var jo selvfølgelig også svært at gennemskue hans egen alder, så måske hun gemte på mere under den forsigtige facade?

[Emilia Nylie]

//Bliver nødt til at sætte emner herinde på pause så forvent ikke svar foreløbig. Har det på en liste, men har så mange ting ved siden af som PT er meget spændende samt praktik irl//

[Emilia Nylie]

//OOG: Jeg prøver at huske hvad der er sket, har ikke gidet læse alt, så bær over hvis der er fejl xD//

Selvom hun havde mange overvejelser inderst inde om hvad der kunne ske og at det både kunne gå den ene og den anden vej, så smilede hun glædeligt og tog det ganske roligt over han kom ind, det begyndte at være det rareste bad hun nogensinde havde været i, men det var jo heller ikke fordi hun havde været i så mange reelle bade.
Som han begyndte at tale så hun mod kjolen, den var smuk, hun havde aldrig haft så pænt tøj. Hun følte sig som en prinsesse bare ved at kigge på kjolen, tænk han kunne være så behagelig, et eller andet sted kendte han hende jo ikke engang. Det virkede lidt underligt han var i besiddelse af den slags, men med hendes uvidenhed om overklassen kunne det vel godt være det var normalt? Hun ville ikke spørge, i stedet nikkede hun og svarede ham høfligt. "Det er alt for venligt, Mester Mordred. Jeg mangler ingenting ud over at jeg nok burde komme op af badet snart." Hun bed sig i læben, hun vidste ikke om det var for uhøfligt eller om det var i orden, så hun blev siddende, selvom hun egentligt følte at hun havde siddet der længe nu.

[Nathan Raphael Mordred]

//Du fik da det vigtigste med xD So no worries x3

At et simpelt menneske turde befinde sig i hans hule var ham et mysterium, som de fleste udmærket vidste hvad der kunne ske i huset her. Men kvinden var tydeligvis ikke var tusmørkedalen, i hvert fald ikke hvis man dømmede hende på hendes erfaring for stedet. Området var et ikke sted for prinsesser, alligevel havde Nathan intet imod at lege med på hendes lille fantasi, blot for at knuse den senere. Hvor længe han ville trække det ud, var ikke til at sige, men lige nu tog han den med ro, specielt fordi hun ikke havde forsøgt at stjæle eller ødelægge noget af hans. Det eneste hun havde gjort var at sove i hans seng og kunne han virkelig beklage sig over at en nøgen kvinde lå i hans seng? Egentlig ikke.
Kjolen var blot en del af illusionen, som han betragtede den for en stund, før at han atter vendte blikket mod hendes slanke skikkelse. Der var tydeligvis ikke meget i pigebarnet, så spørgsmålet var egentlig om han overhovedet kunne blive mæt, hvis han blev sulten.. Tanken strejfede ham kort, som han blot kiggede på hende, før at hun talte og han blinkede kort med øjnene for at vende blikket mod hendes øjne. Der var mange grunde til at han havde den slags kjoler, den kunne være blevet efterladt af en kvinde, hvis lyster havde udfoldet sig i soveværelset, eller også kunne den stamme fra hans ofre, når sulten kaldte. Det var dog ikke fordi der var blod på kjolen, han sørgede for at få alle kjoler renset sammen med sit eget, hvis det blev nødvendigt for blod var muligvis hans kilde til liv, men ikke nødvendigvis noget han behøvede at dække sit hjem i. Lugten kunne hurtigt skræmme eventuelle ofre væk, som hende. Forhåbentlig ville hun da ikke bevæge sig ind i et hjem smurt ind i blod. Så ville pigebarnet da for alvor være i knibe. Smilet på hans læber bredte sig, som hun mente at det var for meget. Måske havde hun ret, men det forhindrede ham ikke i at give hende en hjælpende hånd. "Det kan De have ret i" svarede han roligt, som han gik hen til det store spejl og samlede et håndklæde op fra bordet og rakte det til hende. "De skulel jo nødigt fryse, når vandet ikke længere er varmt" lo han stille, som han ikke selv kunne mærke forskel på varm og koldt, det var i hvert fald kun en svar prikken, hvis han virkelig skulle kende forskel.

[Emilia Nylie]

Langsomt rejste hun sig efter at have givet et lille nik, hvorefter hun tog imod håndklædet. Hun havde ikke rigtigt noget at skjule, han havde jo allerede set hende, så hun begyndte blot at tørre sit hår stille og roligt. Den røde farve trådte kraftigt frem, det havde man ikke set længe, men det var en beroligende tanke for hende, så havde hun for en gangs skyld fået snavsen af sig, det var længe siden, det havde ikke været så rent siden han var ved den ypperstepræst som hun havde fulgt efter.

Som det rødlige hår fik lov til at stråle, tørrede hun overkroppen, inden hun trådte helt ud af karet og tørrede resten, hvorefter hun begyndte at tage kjolen på. "Vil Mester Mordred være så venlig at lukke den bagefter?" Spurgte hun derefter høfligt og vendte ryggen til ham, hun var elendig til at lukke den slags tøj, hun havde det ikke i hænderne normalt, så lige der var hun håbløs.


//Sorry længden//

[Nathan Raphael Mordred]

Nathan var opvokset langt væk fra denne verden, men havde tilegnet sig en del mannere over årene, alligevel havde han ikke tænkt sig at vende ryggen til hende, som de fleste adelige nok ville gøre, hvis de var af rette støbning. Han tilhørte dog stadig underklassen, men havde blot ændret på sin livsstil, så han ikke behøvede leve på gaden, så der var ingen der kunne kræve en adelig opførsel fra ham. Derfor blev han også roligt stående, som hun fik mulighed for at tørre vandet af sin krop og samtidig forsøge sig med håret. Han var en anelse overrasket over hendes hårfarve, som et smil strøg over hans læber. Den røde farve var uden tvivl lokkende og ganske interessant, som han bed sig i læben. Det var faktisk en fantastisk hårfarve, nogen havde tilsmilet hende ved at skænke hende denne hårfarve, som han betragtede hende for en stund, før hun bevægede sig mod kjolen.

Situationen blev blot bedre og bedre, som hun trådte ud af karet og iførte sig kjolen. Man skulle næsten ikke tro at hun for noget tid siden havde været møgbeskidt og iført beskidte klude. Heldigvis havde Nathan skilt sig af med det, som kjolen passede bedre til hendes kropsform. Det var ikke et dårligt valg, så havde han haft ret i at vælge lige netop den kjole til hende. Hendes forespørgsel fik ham til at smile, før at han trådte nærmere og strøg en finger langs med hendes ryg. Huden var uden tvivl blevet blødere af badet, men man kunne stadig godt fornemme en en ru overflade, noget der kunne tyde på flere år på gaden. Han førte fingere ned langs hendes for at lukke de forskellige knapper op langs med hendes ryg. Han trådte efterfølgende helt tæt på hende og lagde hovedet mod hendes blot for at dufte til hende. Stanken overskyggede ikke længere duften af hendes blod, som han smilte for sig selv og rakte en hånd frem mod hende. "Hvad kan jeg byde Dem?" spurgte han roligt med et smil på læben. Det hele var en leg og nu hvor han endelig kunne lugten blodet i hendes krop var han blot mere tændt omkring det hele. Han var næsten nød til at røre hendes varme krop så han kunne mærke hvordan blodet pulserede rundt i hendes krop.

[Emilia Nylie]

Den behagelige hånd, der dog virkede kølig, gav hende et gys inde i kroppen, samtidig med den spredte lidenskab som den bevægede sig, det var en rar fornemmelse, selvom den var ganske kort og byttet ud med en lukket kjole og noget endnu bedre. Det at han lagde hovedet så tæt på hendes varmede hende, han havde nogle underlige træk hun ikke helt kunne finde mening i, men det var samtidig behageligt, han spredte mange følelser i hende, følelser hun ikke kunne finde rundt i. Var hun ved at blive forelsket? Var det fordi han fik hende til at føle som et menneske for første gang? Var det fordi han havde givet hende et bad? Hvad var det egentligt der skete i hende og hvorfor?
Tankerne blev brudt af hendes stemme, men spørgsmålet bandt knuder i hende. Hun vidste ikke hvad hun kunne svare, på den ene side kunne hun godt spise og drikke, men på den anden side havde han givet hende så meget og hun havde egentligt ikke givet noget igen. Var det ikke mere her han skulle sige hvad hun skulle gøre for ham? Først nu begyndte det rigtigt at gå op for hende, der måtte være et catch. Der måtte være noget han gerne ville have. Om det så var at hun gjorde rent for ham, at hun legede med ham eller at hun var sammen med hans venner som han tjente penge på. Hun ville være nødt til at gøre alt, men hvorfor spurgte han så hvad han kunne byde hende? Hun bed sig blidt i læben, mens hun kiggede ind i væggen, for ikke at ødelægge den behagelige position de stod i, selvom hendes tanker gik i højspænd, så havde hun behov for at blive stående på samme behagelige måde. "De har allerede givet mig rigeligt, Mester Mordred," sagde hun i stedet langsomt, og bed sig endnu engang i læben inden hun fortsatte. "Er der ikke noget jeg kan gøre for dig i stedet eller hjælpe med?" Hun vidste ikke om det var dumt af hende at ligge op til når han egentligt havde lagt op til hun var en prinsesse, men hendes hjerne fortalte hende at hun måtte vide det, det var vigtigt.

[Nathan Raphael Mordred]

Det hele var lidt af en prøvelse, som hun havde trukket sig tidligere, da han var kommet for tæt på, men noget lod til at have forandret sig, som hun ikke trak sig eller forsøgte at få yderligere afstand imellem dem. Men ikke denne gang, var hun mod ved at falde ind i hendes rolle? Det var en interessant udvikling, noget som blot gav ham lyst til at undersøge det mere. Mon han kunne gøre hende mere tilpas med situationen, før det skiftede retning? At blive forelsket i ham ville uden tvivl være en fejltagelse, som der ikke ville komme noget godt ud af det. Måske for ham, men det var en anden side af sagen. Et bad var ikke noget voldsomt for ham at give hende, han fik jo også noget ud af det tydeligvis.
For en stund lyttede han blot til hendes hjerte, fanget af en svag blodrus, som han var forholdsvis tæt på hende og derved ikke rigtig kunne undgå at lytte til det. Heldigvis kunne hun ikke se ham, som han slikkede sig om munden, hans hugtænder synlige for et kort øjeblik, før at han fik kontrollen over sig selv igen og duftede til hendes hår i stedet. Der var uden tvivl noget over hendes hår. Noget som han fandt interessant, hvilket hurtigt kunne blive hendes vej ud derfra levende, hvis hun forblev interessant og ikke bare et måltid. Men om ikke andet så havde hun ret, der var nød til at være noget ved det hele, hvad enten det var positivt eller negativt, så ville hun nok hurtigt finde ud af det, hvis hun blev ved med at følge hans spørgsmål og besvarede dem på den måde, som han ville have hende til. Denne gang overraskede hun ham dog en anelse, som hun lige pludselig mente at det var på tide, at hun gav lidt igen. Tanken havde strejfet ham, men han var endnu ikke sikker på, hvordan hun kunne 'betale' ham tilbage eller om det nu også var nødvendigt. Nathan hævede sin hånd og strøg en finger over en lokke af hendes hår, som han overvejede hendes forslag. "Jeg har ingen krav til Deres ophold her" forklarede han roligt, som han strøg hen ned over kinden, før at han lod begge hænder vandre ned over hendes arm, før at han greb fat i hendes hånd og førte hende rundt, så hun vendte fronten mod ham. "Kunne De tænke Dem at passe på mit hjem, når jeg ikke er hjemme?" spurgte han roligt, som han bukkede sig ned til hende og kiggede hende ind i øjnene med et smil på læben, før at han kyssede hende og førte hendes arm om hans nak.

[Emilia Nylie]

En kort brise ramte hende, som han kort legede med hendes hår, men hun lyttede mere til ordene han sagde, inden hun mærkede hvordan hun følte sig kærtegnet, mens han bevægede hånden ned over skulderen og videre mod hendes hånd, blot for at dreje hende rundt. Hun kæmpede ikke imod, men drejede blot med rundt så hun kunne kigge ind i hans øjne, mens han spurgte. Svaret fik hun dog ikke givet, før han fangede hende i et kys, det spredte varme i hendes krop, en uforklarlig varme, noget hun følte sig godt tilpas med. Det var rart, som om det var det første kys hun nogensinde havde fået og hun havde ikke lyst til at det nogensinde skulle brydes, men hun var trods alt et menneske, så da hun ikke følte hun kunne trække vejret mere, trak hun læberne til sig, tog en indånding og nikkede så. "Naturligvis Mester Mordred." Hun havde ikke lært så meget omkring det at passe hus, hun kunne ikke huske hvornår hun havde boet i et, men nu hvor hun havde et sted med tag over hovedet, som hun kunne være i, var der ikke nogen overvejelse i det. Hun ville virkelig gerne være der noget mere og af en eller anden grund begyndte hun at føle sig tryg under hans vinger, som om hun endelig kunne leve et anstændigt liv, hvis hun bare fulgte hans regler og hun havde lyst til at gøre det. Det var virkelig det bedste hun havde oplevet i hendes liv indtil nu, med et liv på gaden var hun vant til at en mand der så hende, bare voldtog hende og sendt hende videre, ham her var i det mindste mere påpasselig og behagelig uanset om der var skjulte intentioner eller ej.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var ingen tvivl mere, hun var mere villig end tidligere, så Nathan lod til at have gjort fremskridt, hvad enten det var for hendes skyld eller ej, så kunne hun roligt slappe mere af. Det ville gøre det langt mere behageligt om ikke andet. Pigen vidste tydeligvis ikke hvad hun var gået indtil, men han havde ikke noget imod at tage den med ro, så længe hun fulgte med frivilligt, han tog dog sig god tid til at kigge ind i hendes øjne, før at han afbrød deres samtale med et kys. Det var endnu en prøvelse fra hans side af for at se hvordan hun ville reagere og om hun ville reagere. Han kunne fornemme reaktionen på hendes krop, som hun ikke frastødte ham med det samme og faktisk holdt kysset så længe det var muligt for hende. Ganske interessant, hvis han selv skulle sige det. Smilet dukkede atter op på hans læber, som hun nikkede og tog imod hans tilbud. Så havde han måske en chance for at undgå ubudne gæster for en stund, og når natten for alvor tog over, så ville hun sove, imens at han kunne få styr på sine lyster, hvis ikke hun da valgte at hjælpe ham med det også. "Så har vi en aftale" sagde han med et smil, før at han placerede hånden under hendes hage og kærtegnede hendes kindben, før at den anden hånd strøg ned over hendes krop og fulgte kurverne uden på tøjet. "De skal endelig føle Dem hjemme" forsikrede han hende, før at han bukkede sig let ned og placerede hænderne rundt om hende, lige under hendes røv for at løfte hende op i sine arme. Hans blik fulgte hende, som han kiggede op og bar hende hen mod døren, før at han stoppede op.
"Se Dem blot omkring, jeg tager også lige et bad" forklarede han roligt, før at han satte hende ned på sengen. Sengen var som redt på ny, der var ikke et eneste spor af jord at finde på sengen, så den var så god som ny. Derefter bukkede han roligt for hende, før at han vendte rundt og startede med at åbne sin skjorte. Nattens spor var stadig at finde på hans krop, som han ønskede at vaske af, før at han skulle fortsætte med forretningerne. Han var ikke bekymret for at hun skulle forvilde sig steder hen, hvor hun helst ikke skulle være, da disse rum enten var aflåste eller godt skjulte. Nathan smed trøjen allerede før badeværelset, som han hang den over et krog og løsnede bukserne før at han forsvandt ud på badeværelset. Han var ikke genert eller noget, så der var ingen grund til at lukke døren. Han tømte blot karet og fyldte det på ny for at sætte sig ned i vandet. Denne gang var vandet dog langt mere køligt, som varmt vand var spildt på hans krop, medmindre han var smurt ind i blod, så var det langt mere nyttigt.