Et gensyn et uvant sted

[Margareta Queenensala]

Det var efterhånden ikke uvant at se den unge baronette på markedspladsen i Kensis, hun brugte det til at gå med de overvejelser som hun følte var upassende derhjemme. Selvom hun ikke sagde dem højt uanset om hun var i skole eller hjemme, så var det stadig mere passende at gå med tankerne væk fra hendes fader, hvis han overhovedet vidste at hun overvejede at blive prostitueret på den ene eller den anden måde, så ville han sende hende på opdragelse et eller andet sted og hvem vidste som hvad og hos hvem, det skulle hun ikke risikere. Hvis hun kom til den beslutning skulle hun stikke af med tøj og ting før hun sprang ud, det var nok det vigtigste.
Som hun gik ned af markedspladsen kiggede hun på de mange forskellige folk, som alle lagde mærke til hende. Ikke fordi alle ligefrem kendte hendes udseende, men den mørkegrønne kjole der var meget fin for deres tid, fortalte alt om at hun var af adelig og ikke nok med det, så havde hendes far på det sidste forlangt hun også begyndte at gå med hendes smykker grundet alderen var til det. Hendes egen mening med at se på de der så på hende, var dog en ganske anden. Hun gik og tænkte om nogle af dem kunne gå med samme slags overvejelser som hun eller om de var så sikre på hvem de var, at det ikke var et problem. Snakkede ikke-adelige mennesker med hinanden om den slags? Hun havde aldrig mødt nogen der snakkede om det, i hendes omkreds snakkede man kun om det som var tilladt atsnakke om, man skulle slet ikke tillade sig at snakke om samleje eller overvejelsen om at være sammen med nogen, det var helt forkert.

Marga stoppede op og kiggede til siden mod blomstermarkedet, hun ville aldrig normalt kigge der, de havde mange federe blomster derhjemme og ellers bestilte de, men alligevel gik hun over og kiggede på de smukke roser, bare for at tænke på noget andet, alligevel kom hun ti at tænke på det samme. Der var et horehus i den 'pænere' del af Kensis der hed den gyldne rose, hun vidste ikke helt hvor den lå, men hun havde hørt nogle mænd snakke om den. Måske det kunne være et sted for hende? Tankerne var store.

---

Outfit
Camelia Nimar

[Camelia Nimar]

Det var atter tid til at komme på markedet for at skaffe forsyninger, selvfølgelig kunne hun få de ansatte på slottet til at handle for hende, men hun kunne godt lide den ro, som fulgte med en tur på markedet. Camelia nynnede let for sig selv, som hun bevægede sig igennem gaden med blikket rettet fremad. Hun nikkede og smilte til dem, hun mødte på sin vej, som hun bar en kurv over hendes arm og en hånd solidt plantet mod sin arm, så kurven ikke lige pludselig stak af fra hende. Hun havde endnu ikke startet sine indkøb, men havde heller ikke travlt med at komme igang, som dagen var skøn. Markedspladsen var ikke ligefrem tom, men Camelia havde fået kontrol over sine vinger igennem flere år, så hun sørgede for ikke at ramme nogen på sin vej. Alligevel var det noget andet og ofte det, som folk lagde mærke til, endnu mere når hun valgte at gå rundt frem for at flyve. Til tider kunne hun dog godt savne det at have solid grund under fødderne, så en tur igennem markedspladsen var at foretrække til fods. Specielt når hun skulle handle og ikke bare rejse til den anden ende af byen.
Camelia var iført en lang gjorde, i mørkeblåt stof, som dækkede hendes fødder, men efterlod hendes skuldre og ryg bar, så der var plads til hendes vinger. Kjolen blev holdt oppe med en strop rundt om hendes hals lavet af en mørkt bånd med et sølv mønstre broderet i. Det var en kjole hun selv havde lavet, eftersom at de færreste skræddere i byen ville bruge tid på at bygge kjoler i denne stil til engle. Samtidig med at hun altid havde haft et ganske specielt ønske til farve og stof type, så hun var vel lidt kræsen? Og så var det altså nemmere at lave det selv. "Min gode frøken, kunne De ikke tænke Dem en smagsprøve?" lød en stemme ikke langt fra hende, som hun drejede rundt og lod smilet forblive på hendes læber, som hun rakte hånden ud og tog imod brødet. "Jeg takker" sagde hun med et smil, før at hun bevægede sig videre. Hun var i virkeligheden mere interesseret i urter og planter, men hun skulle selvfølgelig også tænke på sig selv. Derfor vendte hun også hurtigt kursen mod den mere naturlige del af markedspladsen.

Der var knap så mange mennesker i denne del af markedet, som de færreste var interesseret i urter og planter, medmindre hun stødte på en elver eller to. Men så var det også nemmere at få gjort sig de indkøb, som hun var kommet efter, alligevel fangede en skikkelse hendes opmærksomhed, som hun rynkede let på brynene. Var det Margareta? Hun kunne ikke tro sine egne øjne, som hun uden tvivl at vokset en del siden sidst, hvilket også gjorde at hun kom en smule i tvivl. Det var jo længe siden at de havde set hinanden sidst og hvad lavede hun i det hele taget der? Var hun ikke for optaget af sig selv til den slags? Et suk forlod hendes læber, som hun trippede let med foden, skulle hun hilse eller lade vær? Måske hun ikke kunne genkende hende? Vinger var ofte det første folk så, som sagt. "Deres Excellence?" prøvede hun roligt, mest af alt som en hilsen, i tilfælde af at Margareta ikke kunne genkende hende, så ville det være bedst at tiltale hende korrekt. Specielt nu hvor hun ikke selv tilhørte overklassen.

---

Kjolen

[Margareta Queenensala]

Hun stivnede i hele kroppen, så lang hun var, folk plegede som regel ikke at snakke til hende i denne del af byen, det var kun de adelige der normalt valgte at tale til hende, men stemmen sagde hende også et eller andet, noget fjernt, ikke noget hun kunne sætte navn på, derfor drejede hun stille og roligt kroppen. Ca. samme højde og udseendet sagde sig selv, det var uden tvivl Camelia, det var en fortid der havde forladt overklassen, hvilket kunne være det Margareta egentligt var på vej til. Var det et tegn fra guderne? Var det fordi de ville give hende en der kendte til overvejelserne eller var det bare et tilfælde? Spørgsmålene hobede sig op, så hun nærmest ikke selv kunne hilse, men hendes indre sagde hende dog at det var et krav. "Madam Nimar. Længe siden." Hun ville egentligt ikke normalt kalde hende for hendes titel, men det var svært at vide hvad Camelia egentligt ønskede, eftersom de ikke havde set hinanden i lang tid, flere år, ja Margareta kunne ikke engang huske hvornår de sidst havde mødtes. Hun vidste i hvert fald det var nogle år, for Camelia kunne umuligt have været der da al Margaretas fortvivlelse startede. Det havde ændret hende meget. Hun var sødere, blidere og mere tilbageholden. Førhen ville hun måske have nægtet at svare eller have sat næsen i sky. I stedet smilede hun blot og spurgte. "Hvordan går det?" Det var meget mere blidt og imødekommende end Camelia nogensinde kunne have set hende før og for Marga var det inderst inde et råb om hjælp, hun måtte teste Camelia af først, men hun ville så gerne spørge omkring hvad Camelia ville råde hende til, om hendes tanker var dumme. Det fik hende til ubevidst at bide sig i læben, tydeligt nok til at man ville kunne ligge mærke til det, var ved at kigge på hendes tænder midt mellem de dinglende øreringe.

[Camelia Nimar]

Camelia havde ikke henvendt sig til Margareta for at skræmme hende, hun havde blot gjort det for at bekræfte sin fornemmelse og noget kunne tyde på at hun havde ret. Det kom en smule bag på hende, som hun egentlig ikke havde forventet det. Til tider kunne man bare se folk man troede man kendte, når man savnede det derhjemme. Noget hun ikke ligefrem mente, at hun gjorde, så det var en smule forunderligt. På den anden side, så lod det til at det var sandt. Camelia havde ikke bare forladt overklassen, hun var faktisk død blandt hendes familie, så det var egentlig en smule imponerende, at Margareta genkendte hende, de fleste ville have skubbet døde minder bort. Måske deres 'fjendskab' holdt den slags ved lige? De havde i hvert fald aldrig mindet om hinanden, men nu kom hun lige pludselig i tvivl. Margareta krydsede hverken armene eller vendte hovedet den anden vej, hun kiggede mod hende, overraskende men ganske positivt, som hun smilte. Navnet var velkendt, men her i byen tilhørte det hende og ikke hendes familie. Hun var healer for kronprinsessen, men stadig kendte for at hjælpe dem under sig. "Det må man sige" sgade hun roligt og med et svagt nik med hovedet. Hun lod armen hvile mod kurven, som hun havde placeret brødet i, så hun slap for at bære det. Hvis ikke hun tog meget fejl, så kunne hun give det til nogle af børnene på gaden, hvis de da ikke kom hende i forkøbet. Margaretas opførsel forvirrede hende en smule, det var ikke svært at se forandringen i hende, men hvad det bundede i, havde hun ingen ide om. Men fra hendes synsvinkel så var det en positiv ændring. "Ganske godt - ingen forpligtelser, lektioner i mannér eller fremtidsplaner udover det jeg selv ønsker" sagde hun med et smil, som hun egentlig ikke havde brudt sig særlig meget om sin opvækst. Noget som Margareta vidste, da Camelia havde været lidt af en mønsterbryder i sin tid. Hun følte sig fri, og vingerne hjalp kun med den følelse. Margaretas ubevidste handling fangede hurtigt Cameilia's opmærksomhed, som hun gjorde en kort gestus med armen, så de kunne følges ad. "Jeg burde ikke blande mig, men er De okay?" spurgte hun roligt, som hun ikke ønskede at folk hun kendte, skulle føle sig utilpas. Det kunne skyldes mange ting, men hun tvivlede lidt at det havde noget med hende at gøre, men kunne hun hjælpe så ville hun da gerne lytte.

[Margareta Queenensala]

Langsomt kløede hun sig på armen, mens hun lyttede til Camelia, ja lektioner, manérer, pligter, det var noget af det der i sin tid havde adskilt dem meget. Margareta havde altid været en der elskede den slags ting og bare fulgt det hele, som familien ville have det. Hun var gået ud på ærinder hvis hun fik besked på det, siddet og snakket med de ældre mennesker hvis hendes far sagde hun skulle, selvom hun inderst inde hadede det, men nu var hun kommet til det punkt hvor tvivlen virkelig satte sine spor. Levede hun overhovedet livet som hun burde eller var hun bare en ydmyg tjener for sin far til han fandt hende en ægtemand hun kunne fortsætte det samme arbejde for? Derfor lagde Camelias spørgsmål også en tung byrde i hendes hjerte, normalt ville hun ikke fortælle det, men nu var Camelia måske netop den hun kunne bruge til at spørge om råd? Hun så sig lidt omkring, der var ikke mange mennesker, men der kunne hurtigt komme det. Derfor var hun også hurtigt til at spørge: "Egentligt ikke, men kan vi ikke gå over på sidegaden herovre? Der er ingen butikker." Hun vidste godt der stadig kunne komme mennesker, men det hun kunne komme til at fortælle nu, det som nagede hele hendes krop og gjorde det hele meget trængt i hende, det kunne hun ikke risikere for mange hørte, det var bedst at gå bare lidt væk fra støjen, for hjem til hende kunne hun ikke tage Camelia med uden hendes familie havde sagt go for det først og der ville de heller ikke kunne snakke om det. En stille sidevej var det bedste alternativ, som Margareta kunne komme på, spørgsmålet var hvor villig Camelia virkelig var for at høre en gammel bekendt, som ikke var en gammel ven, fortælle om hendes liv.

[Camelia Nimar]

Det hele virkede en smule underligt, Margareta opførte sig slet ikke, som hun kunne huske, så det var en smule underligt det hele, mon der var nogen som lavede sjov med hende? Uanset hvad kunne Camelia ikke lade vær med at kigge sig omkring, før at hun atter kiggede tilbage på hende. Det lod til at virke oprigtigt og hun følte sig egentlig forfærdeligt at hun ikke stolede på hende. Af en eller anden grund så blev hun bekymret for hende, hvad mon der var i vejen siden at hun opførte sig på denne måde? Camelia rynkede let på brynene, som hun overvejede mulighederne, men ikke rigtig kunne komme frem til en konklusion, hun havde ikke hørt om nogen dødsfald i de kredse, som Margareta tilhørte, så det kunne ikke være det. Hvad så? Hun var ikke så van til de kredse mere, så hun vidste faktisk ikke hvad der foregik mere, kun hvad hendes søster kunne fortælle hende, men hun var stadig ung. Ubehaget forsvandt ikke rigtig, som Margareta betragtede hendes bekymring, der var altså noget galt? Hun nikkede derfor også hurtigt til hendes forespørgsel, som hun ledte hende mod sidegaden, som hun havde henvist hende til. "Selvfølgelig, er der noget jeg kan hjælpe med?" spurgte hun roligt, ikke at hun ville presse på, men det virkede næsten som om at Margareta havde brug for at snakke, så hvis hun gerne ville snakke, så ville hun da ikke afbryde hende. Måske hun bare havde behov for at snakke? "Det bliver mellem os" sagde hun med et fortrøstningsfuldt nik, som hun ville sikre sig, at Margareta ikke var nervør for at snakke med hende.

[Margareta Queenensala]

Hun nærmest hungrede efter at snakke, som der var en der faktisk kendte til hendes verden men også den udefra og faktisk lagde op til hun ville lytte, kunne Margareta nærmest ikke holde det inde mere, derfor var det også med hastige skridt at hun ledte ned ad sidegaden, med huse der så ud til at være tomme lige der. Det var et fint kvarter, der var ikke noget der. Hun begyndte dog hurtigt at vandre frem og tilbage foran Camelia, som der blev sagt at det ville blive mellem dem. Ja, det var hun nærmest godt klar over, Camelia vidste hvor meget sådan et rygte kunne betyde, men hvordan skulle Margareta formulere det? Hun kunne ikke engang mærke januarens skarpe kulde mod hendes krop, selvom hun egentligt var ganske kold, heller ej lagde hun mærke til den koldsved der bevægede sig på hendes krop, selvom hun ikke engang var vant til at svede på normal vis, det havde hun jo tjenestefolk til.

Efter at have vandret ihærdigt frem og tilbage i hvad der føltes som et par minutter, stoppede hun fortvivlet op og kiggede direkte på Camelia. Man kunne se hele hendes ansigt havde ændret sig, som hun havde tænkt hændelsesforløbet igennem og hele formuleringen af det hun ville komme til at fortælle. Det var en længere historie, men hendes overvejelser og fortvivlelser i et kom til at fremtone et ønske om, at det hele bare skulle ud nu. Hun bed sig kort i læben, inden hun kom med et kraftigt ønske. "Okay, men jeg må bede dig om ikke at afbryde mig midt i det hele, for jeg er ikke sikker på at jeg kan få det hele ud, hvis du afbryder mig." Hun ventede dig ikke på svar, men så ned i stenene under sig, mens hun tænkte over hvordan hun lagde ud.

Det var ikke lange overvejelser, før hun pinefuldt begyndte at forklare situationen. "Okay, så for noget tid siden, ret lang tid siden efterhånden, jeg var 16 år. Der fik min far nogle opgaver længere oppefra." Det var en meget normal ting at baronerne fik tildelt nogle opgaver af de højere stående, for at hjælpe med de royale opgaver. Det vidste Camelia nok også godt og når børnene mentes at være gamle nok fik de opgaver, men det var pinefuldt at forklare netop dette. "Far mente det var på tide jeg så noget af byen, noget jeg ikke havde set før, det fattige kvarter. Så jeg skulle inspicere forholdene i kvarteret... og forretningerne." Hun sank en klump, det var her det værste kom ind, hun vidste ikke om Camelia kendte til Den Blå Viol, men uanset hvad ville Margareta være nødt til at forklare hvad det var for noget, for at det havde en sammenhæng. "Så altså, jeg kom til... Den Blå Viol... Et... Et horehus. Der var uhumsk og ubehageligt i mine øjne, det var det første af det fattige kvarter jeg så ud over det på gaden, og jeg var virkelig derude hvor jeg sagde til ejeren at jeg måtte meddele at det ikke kunne fortsætte med sådan et sted." Hun så lidt væk, det havde jo været hendes pligt, men kunne hun virkelig fortælle Camelia det næste? Ville det gå for langt at sige hun faktisk var gået imod hendes fars befaling og dermed hele den adelige slægts ordre? Hun så væk og ind mod en husmur, mens hun i et lavt toneleje fortalte. "Jeg gjorde det ikke, da det kom til stykket. Ejeren tog mig med ind på sit kontor, han rørte ved mig. Ikke mere end lidenskab, ikke nok til at det virkelig kunne kaldes seksuelt, men nok til... at skabe en passion I guess." Hun så tilbage mod Camelia, men undgik at se hende i øjnene, en reaktion lige nu kunne få hende til at falde sammen.

En kort pause lod hun være, inden hun fortsatte med hvad der skete da hun kom hjem. "Jeg påstod for min far, at alt var som det skulle være, at pengene blev brugt fornuftigt og de udnyttede de ressourcer de havde. Han ved ingenting, for jeg ved jeg ville blive sendt væk hvis han vidste det meste, men nu." Hun stoppede brat. Hun kunne ikke sige sin overvejelse lige nu, hun så bare på Camelia og gjorde et lille nik til at hun kunne tillade sig at reagere nu. Margareta vidste slet ikke hvordan hun ville tage det, så måske det var forkert at snakke om hun havde overvejet selv at blive den slags, for skulle hun bo på stedet, skulle hun snige sig ud om aftenen eller skulle hun til at finde et bopæl et andet sted? Og skulle hun indrømme overfor ham på Den Blå Viol at hun havde overvejet det lige siden eller skulle hun tage det finere sted og håbe hendes far eller andre adelige som kendte hende, ikke dukkede op? Der var mange spørgsmål i hendes hoved.

[Camelia Nimar]

Situationen havde taget en uventet drejning, som hun bestemt ikke havde forventet et dybere samtale mellem dem, mest af alt fordi de aldrig havde haft behovet før og fordi de faktisk ikke kunne udstå hinanden på et tidspunk. Enten havde det været på grund af deres raceforskel eller også var det den store aldersforskel. I bund og grund havde de været vidt forskellige, men nu kunne Camelia ikke lade vær med at se hendes menneskelig for noget godt, hun virkede mere modtagelig for ting, men samtidig virkede hun også skræmt for et eller andet? Hun var i tvivl om hvad Margareta ønskede at snakke med hende om, men det tog hende ikke lang tid før hun fulgte efter hende mod sidegaden og ventede på hendes forklaring, historie eller hvad det nu var. Der måtte jo være et eller andet, som trykkede hende, siden at hun virkede så ivrig efter at snakke med hende, selv med deres fortid. Verdenen havde også forandret sig for Camelia, men hun fornemmede en anden form for konflikt i Margareta.
Der var en vis iver over hende, men Camelia forsøgte ikke at presse hende til at tale, hun havde lidt på fornemmelsen af at Margareta nok selv skulle sige til, når hun var klar til at tale. Men hvad kunne hun forvente, når pigebarnet åbnede munden? Var der tale om sladder eller reelle problemer, hun var i tvivl, men fandt det nødvendigt at afvente hendes ord frem for at stille spørgsmål. Vingerne løftede hun dog let fra jorden, så de ikke slæbte imod, når hun gik. Det var efterhånden en vanlig stilling, som hun altid løftede dem i takt med at hendes ryg var ret. Hvem skulle have troet at hendes holdning ville blive bedre af at dø? Men det var nødvendigt for at undgå snavs på hendes vinger, hvilket kunne være noget så ubehageligt. Ordene fik blot Camelia til at nikke, som hun opmuntrede hende til at starte, så snart hun var klar. Hun var van til at lytte, når patienter havde brug for nogen at tale med, så det skulle ikke være noget problem, alligevel kunne hun ikke lade vær med at tænke, hvad var det, som trykkede den unge baronette?

Ordene formede sætningerne og gav mening, som Camelia nikkede for sig selv. Selv de yngste i familierne havde en pligt over for landet, så det overraskede hende ikke, at Margaretas far havde sendt hende ud på en opgave. Hun havde selv været en del af det, men lagt det bag sig og hun tvivlede lidt på, at hun kunne vende tilbage dertil, mest af alt på grund af hendes vinger og de forpligtelser, som hun havde til kronprinsessen. Hun gjorde mere gavn her, end ved en ægtemands side, som en nikkedukke. At Margareta havde fået til opgave at tilse det fattige kvarter var en smule overraskende, som Camelia selv først havde stiftet bekendtskab med efter sin død. Det kunne være et grusomt sted, men Camelia så kun behovet for at hjælpe dem, hvilket også var grunden til at hun havde taget imod brødet og havde i sinde at dele det ud til børnene på gaden. Hun havde dog aldrig blandet sig i de forskellige forretninger, så hvad skulle Margareta der? Camelia forsøgte at virke upåvirket, som hun nævnte Den Blå Viol. Hun havde hørt om stedet og faktisk planlagt at tilse de ansatte, men endnu ikke haft muligheden og Margaretas beskrivelse var ikke ligefrem betryggende. Men de fleste i det fattige kvarter var ligeglad med arbejdet, så længe de kunne tjene nogle penge. At lukke en sådan forretning ville sende flere på gaderne, så egentlig var hun lettet over at dette ikke var tilfældet. Men hun blev dog noget så overrasket, da Margareta fortsatte, havde ejeren virkelig rørt hende, lidenskabeligt? Det var svært at skjule sin overraskelse, som hun strammede grebet om kurven. Kvinder havde i virkeligheden ikke meget at skulle have sagt. Hvor ville Margareta hen med alt dette? En passion for det lidenskabelige? Hun var selvfølgelig kommet i en nysgerrig alder, men hvad ville hun? Der var flere spørgsmål, som pressede sig på, men hun tav i stedet.

Det kom bag på Camelia, at Margareta havde løjet for hende far, men samtidig så gjorde det hende heller ikke noget, som det betød at Den blå viol fortsat kunne tilbyde jobs til de fattige, der havde brug for pengene for at overleve. Hvad enten det var et forfærdeligt sted eller ej, så var det et arbejde og noget at give sig til. Men løgnen betød også at Margareta havde forandret sig meget siden sidst de havde set hinanden. Hende der ikke var bange for at sladre.. "Altså har de ansatte fortsat deres job, deres levevej" sagde hun en smule opmuntrende, uden at bore i hvad Margareta kunne have fortalt hende. "Nogle ville mene, at hvad De gjorde var forkert og at denne mand skulle straffes for at have rørt Dem, men måske det var nødvendigt for at åbne Deres øjne til denne del af verdenen?" forsøgte hun roligt, som hun slappede af i kroppen igen, og lod blikket dale mod brødet i kurven. "Ireno har så meget mere at byde på end fester, større måltider og flotte kjoler, jeg har set en del allerede og har ikke fortrudt mit valg, men at sige farvel til familie og venner kræver et stort offer, er det det De ønsker?" spurgte hun en smule ledende, hun kunne fornemme at der var noget, som Margareta ikke fortalte hende, men hun ville heller ikke presse hende. Hun virkede allerede pænt presset af situationen.

[Margareta Queenensala]

Knuderne begyndte at føles strammere, hendes fortolkning virkede... mærkværdig. Det virkede som en underlig måde at besvare det hele på, men for Margareta blev det til en skjult hentydning om at Camelia gerne ville opfordre hende til at følge vejen til horehuset. Måske det var det rette valg? I hvert fald forstod hun på Camelia at det ville være ret godt at slippe væk fra forpligtelserne, det havde det været for hende åbenbart. Kunne det være det samme for Margareta? Uanset om hun kom ind på et horehus eller ej? Var det den rette vej? Så mange spørgsmål der hobede sig op i Margaretas krop.

Efter nogle store tanker, slap hun endelig tændernes greb om hendes læber, hun havde knap nok observeret hun havde bidt sig i læben. "Det tror jeg at jeg vil... Jeg ved det ikke, efter alt dette har jeg bare fundet ud af der er nogen der kan lide mig derude, at min far ikke kan vælge alt for mig." Hun så ned i jorden, hendes far gjorde alt for, at hun skulle finde sammen med en af højere titel end ham, så hun kunne forblive adelig, men inderst inde, var det nok ikke det hun havde lyst til mere. "Jeg mener, Mester Mornie var virkelig indbydende, han var påpasselig over for mig, men meget åben, det var en ny... spændende verden." Hun bed sig i læben og så mod Camelia, måske skulle hun bare skynde sig hjem og tage sit tøj og gå derned? Selvom det var længe siden og Camelia ikke kendte hele forløbet i detaljer, så var det stadig som om han nærmest sad på Den Blå Viol og kaldte hende 'hjem' hun var bare for bange for sin far til at tage skridtet for jo mere hun tænkte over det, så var det det hun ville, på den anden side ville hun ikke indrømme at han havde ret, så måske hun skulle det andet sted... men hvad så hvis de adelige kom og opdagede hvem hun var?

[Camelia Nimar]

Førhen ville Camelia have sat hendes familie højst, men nu hvor hun havde set fattigdommen udfolde sig, så var hun ikke interesseret i at ødelægge deres levebrød, hvilket gjorde at hun så på tingene, som hun gjorde. Et horehus var muligvis ikke et fint sted og mange tolkede det nok som et beskidt sted, men Camelia selv så forretningen i det og mente blot at det var et arbejde, uanset om hun var enig i at sælge ens krop eller ej, så valgte hun ikke at dømme dem. Det var der nok andre til at gøre, men hun skulle heller ikke kunne udtale sig om miljøet omkring et horehus, da hun aldrig havde sat sin fod et sted, som der. Den eneste grund til at hun ville gøre det, ville være for at hjælpe de ansatte, hvis helbredet haltede, det ville ikke være for fornøjelsen i det. Ej forsøgte hun at lede Margareta i en retning, som pigen jo var gammel nok til at træffe sine egne beslutninger, hvis hun da ikke var tynget af sin far, som de fleste adelige kvinder var. En byrde hun havde sluppet for flere år siden.

"Jeg siger ikke, at denne verden er en dans på roser og jeg tvivler på at et horehus ville være Deres eneste udvej. Der er mange måder at udforske verdenen på.." konkluderede hun, som hun dog kunne fornemme på Margaretas ord, at hun muligvis allerede havde besluttet sig, så hvad kunne hun sige? At sælge sin krop var ikke ligefrem en sikker levevej og Margareta behøvede det heller ikke for at overleve, men måske det var nødvendigt for at leve? Hun vidste det ikke, men kunne aldrig selv drømme om at blive fanget i den verden. "Hvis det er det De ønsker, så lad mig i det mindste holde øje med Dem?" spurgte hun roligt, som hun helst så at Margareta kom sikkert igennem denne fase i sit liv. Hun følte lidt at hun var forpligtet til at passe på hende, hvad enten de havde hadet hinanden før eller ej, så havde de begge delt den samme verden og var nu begge på vej ud af den. Hun kunne i det mindste dele ud af sine erfaringer, og give hende en vis form for støtte, hvis hun ville tage imod det. "De har allerede besluttet Dem, ikke sandt?" spurgte hun roligt, som Margareta nok blot havde haft brug for at lette sit hjerte og lade nogen høre hendes tanker, så hun også selv kunne høre dem, når de blev sagt højt.

[Margareta Queenensala]

Egentligt havde hun ikke meget lyst til at indrømme hendes beslutning inderst inde var taget, for hun vidste stadig ikke helt hvordan hun skulle gøre det, skulle hun pakke uden nogen så det? Tvinge sig til at bære hendes ting selv og bare stikke af, måske ned til den mand igen? Var det virkelig det hun var ude i? Kunne hun gøre det over for sin far? Det var så irriterende for hende, Camelia havde jo ret, det var det hun ville også selvom Camelia ikke lød til at være helt så glad for at det lige netop var dette hun ville smutte fra familien for. Hun var en overklasses snob, en der var vant til at tage sine kampe, men nu stod hun og talte om at ville være prostitueret, dog et sted hvor der blev taget hånd om hende. Hun havde stadig ikke mistet sin mødom, hun var stadig jomfru, men hun var ret sikker på det var den retning hun ville gå. Kærlighed var det måske ikke ligefrem, men denne Mester Mornie var allerede mere værd for hende, end hendes egen familie og hvis han ikke ville tage hende ind havde hun det andet sted, hun havde dog allerede inderst inde et ønske om at prøve Den Blå Viol først. Hun tænkte på alt dette mens hun vandrede frem og tilbage foran Camelia uden at sige et ord, alt dette betød meget for hende, hun måtte prøve det, men hvordan? Hvordan kom hun ud af herregården derhjemme uden nogen opdagede hun havde tøj og det hele med? Der var mange ting som Camelia måske netop kunne hjælpe med. Men hvordan skulle hun formulere dette? Hun stoppede op og så alvorligt på Camelia. "Jeg har besluttet mig, det er det jeg skal, De har ret, men jeg ved ikke hvordan jeg skal slippe væk." Hun sagde det hurtigt og nærmest uden at trække vejret. Hun havde sat en kæmpe plan i værk i sit hoved, hun skulle afsted og hun skulle finde ud af om Mester Mornie havde plads til hende, men ikke uden hendes ting. Hun måtte hente dem først, hun skulle ud af hendes liv som adelig hvad end hendes far ville det eller ej og hvis ikke han fandt ud af hvor hun var henne og hvad hun lavede kunne hun jo altid se bagefter om hun kunne vende hjem eller finde noget andet at lave, men Camelia havde samlet hendes tanker, hun havde givet en vejledning uden at sige et ord, men Camelia havde ret, der var meget mere af verden end det man oplevede som adelig, hun ville være sin egen og hun var sikker på Mester Mornie ville lade hende være det.

[Camelia Nimar]

Den verden, som Margareta var på vej ind i, var ikke en verden, hun ønskede at være en del af, men hvis hun kunne hjælpe til, så ville hun sikkert ikke tøve, også selvom det ville være svært at frarøve endnu en familie deres datter. I det mindste troede hendes familie, at hun var død, hvorimod Margaretas familie sikkert ville lede efter hende, hvis hun bare lige pludselig forsvandt? Hvordan ville hun håndtere det og hvad med savnet til familien? Camelia savnede stadig sin familie, men Maragareta var næppe klar over det. Hvor lang tid havde hun egentlig overvejet situationen? Det var i virkeligheden svært at sætte sig ind i hendes situationen, så hun var næppe den rigtige at spørge, men hun forsøgte alligevel at guide hende. Margareta var nød til at kende risikoen ved at sige farvel til sin familie, var hun ikke? Men hvordan skulle hun formulere det, uden at lyde bebrejdende?
Den uro, som hvilede over hende var ikke til at tage fejl, Margareta var stadig ikke helt sikker på sin plan, eller måske hun ikke vidste hvordan hun skulle føre den ud i livet? Der var også mange ting at tage højde for, var hun klar til en liv i middelklassen eller værrre endnu, underklassen? Det alvorlige blik chokerede hende en anelse, som hun lyttede til hendes ord. Beslutningen var taget.. "Har De nu også overvejet alle muligheder? Kan De sige farvel til Deres familie på ubestemt tid?" spurgte hun, blot for at sikre sig, at hun nu også var sikker. Det var ikke fordi hun lige frem havde opskriften på at forsvinde, det var bare sket for hende, da hendes forældre havde erklæret hende død, da hun var forsvundet og ikke dukket op i en nær fremtid. Så de havde taget valget om at erklære hende død frem for at leve i uvished.

[Margareta Queenensala]

Langsomt bed hun sig i læben, ja familien var nok det sværeste at sige farvel til, det var der ingen tvivl om. Hun kunne måske ende med at blive en smule ængstelig for familien, på den baggrund af hun ikke vidste hvor i livet de ville være, men hun ville samtidig ikke lade det ramme hende. Hun ville måske savne dem og frygte for hvor de var henne i livet, men hun holdt stadig af dem selvom hun var væk og de skulle ikke sinke hende mere. Hendes far havde styret hendes liv og hvis ikke hun snart forsvandt ville hun risikere at få at vide, at hun skulle gifte sig med en på 40+, hun var over 18 og hendes fars leden var gået i gang, hun måtte finde en at have et liv sammen med, at vise hendes kærlighed, der var mange ting der skulle på plads men nu måtte det være nu.
Efter de store tanker, så hun selvopklaret på Camelia og nikkede bestemt. "Der er ingen anden mulighed, jeg må finde min egen vej i livet, hvis du kunne klare det kan jeg vel også." Hendes halvsnobbede attitude kom frem i hende igen, hun kunne alt hvad andre kunne, hun ville altid være en Queenensala, skønt det måske ikke ville være navnet hun ville komme til at gå under fremadrettet.

[Camelia Nimar]

Roen var langsomt ved at sænke sig over dem, som Camelia tog en dyb indånding, hun havde bestemt ikke regnet med at det skulle udvikle sig til et sådan møde. Hun var også i tvivl om hvorvidt hun havde hjulpet eller gjort situationen værre, dog kunne hun ikke gøre så meget, da hun heller ikke kunne bestemme over hende. Det var sikkert det, som gjorde at Margareta stak af, fordi nogen netop bestemte over hende. Men hvordan ville det blive anderledes i et horehus, der var jo også en ejer, denne Mester Mornie? Hun fik lidt lyst til at undersøge sagen selv, blot for at sikre sig, at hun ikke havde givet hende medhold i noget helt forfærdeligt. Ikke at hun ville lytte nu.
Margareta havde taget sin endelig beslutning og nikkede forklarede hende, at hun var fast besluttet på at gennemføre det. Udmærket, så kunne hun ikke gøre meget andet end at holde øje med hende, når hun fik muligheden og alligevel var forbi det fattige kvarter? "Lov mig, at hvis De kommer i problemer, så tøv ikke med at tage fat i mig - jeg er healer på slottet, men ikke længere væk end at jeg kan hjælpe, skulle der være problemer" hendes stemme var bestemt, som hun ikke havde tænkt sig at efterlade hende helt til sig selv. Ikke hvis hun kunne undgå det. Hun havde selv manglet hjælp dengang og kunne godt have haft brug for en at snakke med, så måske hun kunne hjælpe på den måde uden at trænge sig på?

[Margareta Queenensala]

Det var ikke ligefrem tydeligt for Margareta hvad det var som Camelia skulle kunne hjælpe med, for Margareta tænkte bare at det ville blive bedre, hun nikkede dog beslutsomt og accepterede at Camelia pludselig var beskyttende over for hende, det var svært at forstå for Margareta hvorfor det betød noget, men hvis det kunne gøre hende glad så var det jo ikke noget problem. "Det kan vi godt aftale," sagde hun endelig lidt akavet og overvejede hvorvidt hun kunne gøre så Camelia ikke var bekymret.