Piggy Attack

[Masha Kresh]

Vejr: Klart og mildt
Dato: Midt Januar
Tidspunkt: Eftermiddagen
Sted: Grænselandet mellem den fortryllede skov og den forbudte skov

Camelia Nimar

Sådan noget forbandet lort!
Vildsvin var ikke noget man uden videre lagde sig ud med, det vidste hun godt. Men hun havde fundet en lille orne, hvilket betød at den ville være alene. Problemet med orner var deres hjørnetænder, de havde et modbydeligt bid og kunne flå kødet. Masha havde tænkte, at det ville være fint. Hun ville holde afstand og placere en tyk pil i hjertet på den. God, veludtænkt plan, hvis man overså den lille detalje, at der må have været en drægtig so i nærheden. For pludselig satte dyret i bevægelse, og pilen bliv i stedet placeret i maven på den. Som havde Trix besat den, bestemte dyret sig for at minde Masha om, hvorfor man er forsigtig omkring vildsvin. Den løb lige ind i hende, og fik skadet hendes højre underben på trods af læderet der, før den fortsatte væk. Højlydt bandende og svovlende skyndte hun at binde en klud om såret, før hun haltende gav sin til at jage ornen. Fandeme nej, om den skulle slippe væk!
Dyret var nået helt til grænsen af den forbudte skov, før det stoppede op. Hurtigt spandt hun en pil for buen, inden dyret bestemte sig for at løbe igen. Den første pil landede i brystkassen, men var ikke dræbende. Den næste blev ligeledes placeret i brystet, og ornen var nede. Hurtigt var hun henne ved den med sin lille økse løftet. Dyret gav et lille spjæt, og hun skar halsen over på den, bare for at være helt sikker. Så rykkede hun et par meter væk, før hun tjekkede sit sår, bare for at være helt, helt sikker. Hun kiggede ned på sit blodige ben. Stoffet var næsten lige så rødt som resten af benet. Irriteret satte hun sig ned og fjernede den optimistiske forbinding. Selvfølgelig blødte såret stadig en del. Nu hvor hun følte, at hun havde mere tid, ville hun vakse og sy det. Med et fast bid i et stykke læder, tvang hun benet sammen med 3 grove sting, hvorefter hun vaskede blodet af sig. Såret gjorde ondt, især var der mange smerter, når hun støttede på det, men dyret havde heldigvis kun gjort midlertidig skade, så vidt hun kunne se. Benet ville heale uden mén.
Tilfreds med sit arbejde pakkede hun såret ind i et rent stykke stof, før  hun haltede hen til tilbage til dyret. Det var for stort til at hun kunne slæbe det med, især nu hvor hun var såret, men hun ville tage så meget af den med sig, som hun kunne løfte. Med den lille økse skar hun bugen op for at fjerne mave, tarm og blære.

[Camelia Nimar]

Det der havde fanget Camelia's opmærksomhed var ikke den store skikkelse i skov, tværtimod et vildsvin, der tydeligvis var i problemer. Egentlig havde hun brugt tiden på at strække sine vinger og beskue hendes barndomshjem fra himlen. Men et råb om hjælp var ikke noget hun nogensinde havde lade gå forbi hendes ører og heller ikke denne gang. Vingerne var allerede varmet godt op, så hun havde ikke svært ved at skifte retning på stedet, som vingerne slog ud foran hende og hun skubbede sig tilbage den vej hun var kommet fra. Vinden mod hendes ansigt var kold og frisk, hvorfor et tilfreds suk forlod hendes læber, da hun skiftede retning.
Der var forskellige måder, hvorpå man kunne skaffe føde og Camelia havde da stiftet bekendtskab med flere, som flittigt benyttede sig af skovens dyr. Men dertil kom løftet om en hurtig død også i spil. Intet dyr skulle lide, bare fordi en anden skulle stille sin sult. Derfor kom skriget også bag på hende, men der kunne også være tale om en fælde, som ikke var blevet sat ordentligt. Hvis det var tilfældet, så kunne hun værre nødsaget til at dræbe dyret selv, hvis ikke hun da kunne hjælpe det på benene igen. Men først skulle hun se situationen an, som hun strøg hen over trætoppene og fulgte lyden. Jo tættere hun kom på dyret, jo højere blev lyden af fodspor, hvilket fik hende til at rynke på brynene. En jager, som ikke havde nedlagt sit bytte i første hug? Hun sukkede lavt for sig selv, som hun fandt vejn under træerne og brugte vingerne til fremdrift. Det var nemmest på denne måde og hun havde efterhånden haft flere års øvelse, så det var naturligt for hende. De spidse ører fortalte dog en anden historie.

Lyden fra vildsvinet døde ud, som hun landede på jorden, gemt bag et træ og så situationen an. Nu hvor dyret var dødt, så var der ingen grund til at hjælpe. Alligevel kunne hun ikke rigtig lade vær med at være utilfreds med den lidelse. Hvilket var i bund og grund var grunden til at hun trådte ud fra bag træet. "Har De ikke lært at dyr ikke skal lide?" spurgte hun en anelse fornærmet, før at hun fik øje på skikkelsen i det fjerne. Dyret var blevet flået for de vigtigste dele og lugten af blod var ikke til at undgå. Men hun gik fuldkommen i stå, da hun så, hvem der havde nedlagt vildsvinet. En trold. Hun havde aldrig mødt en trold før, og af ren og skær refleks, skar hun en grimasse, en grimasse, som hun ville have fået ballade for derhjemme.. De hvide vinger på hendes ryg, trak sig sammen om hende, som hun bakkede tilbage mod træet og forsøgte at holde en vis afstand mellem dem. Hun havde sagt, hvad hun ville ikke? Det var for sent at undskylde..

[Masha Kresh]

Såret var Masha meget opmærksom på sine omgivelser, så hun hørte fodtrinene, før den fremmede begyndte at tale. Overrasket spærende hun øjne op, det var første gang hun havde set en engel. Hendes overraskelse var nok blevet til beundring over væsnet, havde det ikke været for hendes udtagelse og hvordan hun trak sig tilbage. Mashas bryn samlede sig, hendes små øjne skulede og hun trak let på overlæben, som hund der truede med at knurre. Det ansigt englen havde lavet, den måde hun trak vingerne ind om sig og holdte afstand. Hun så tydeligvis Masha som noget fælt! Det var langt fra første gang, det var sket, men som altid fik det til at brænde i hendes bryst. Hvor vovede de! De så på hende, som var hun modbydelig, de snakkede om hende som var hun dum. Hun havde altid lyst til at slå dem i ansigtet til at de hverken kunne stirre eller tale om hende længere.
Masha tvang sig selv til ikke at trække på benet eller viste smerte, da hun rejser sig fra hvor hun har sættet med det højre ben ud til siden. Det sidste hun ville gøre overfor en fremmed, var at vise svaghed. Især den her. Engle havde altid haft et godt rygte, men hun kendte også de, der havde sine tvivl om dem. Masha selv var i hvert fald overbevist. Hvis den her var typisk for racen, var engle opblæste og stærkt overvurderet! Hun tvang sig selv til fortsat ikke at vise smerte eller trække på benet, og kunne næsten skjule sin halten, imens hun prøvede at slutte afstanden mellem dem. Det kunne godt være englen havde noget fancy pancy magi, men Mahsa var støre, tungere og stærkere. Hvis den fremmede prøvede op noget, ville Masha kæmpe til det sidste.
Har du ikke lært, at du skal holde din kæft?! Var det første, der var kommet til hende. Men hun havde ikke sagt det der, da hun var blevet slået ud over englens reaktion, og nu virkede det comeback for sent at bruge.
"Du tror måske, at jeg gjorde det med vilje? At det er sådan noget trolde hygger sig med, at plage dyr?" Masha så ingen grund til at bruge noget, der kunne minde om en pæn tiltale form. Det var ikke blevet fortjent. Buen var efterladt ved dyret, og den store kampøkse fæstet til ryggen. Hun havde stadig den blodige økse i hånden, og pegede over på ornen med den, som hun talte. Ikke at hun regnede med at bruge den til angreb, hun havde blot haft den i hånden, da alt dette starten og ikke tænkt over at ligge den ned.
"Er det hvad du tror om os?" Selv de blinde ville kunne se vreden i hendes ansigt, og de døve høre den i hendes tone.

[Camelia Nimar]

Hvad fanden havde hun gang i? Hvorfor havde hun åbnet sin mund og blandet sig i hendes jagt. Camelia følte virkelig at hun havde dummet sig og hun anede ikke hvordan hun skulle komme ud af situationen. Noget som trolden tydeligvis også kunne fornemme på hende. Camelia var kommet ud på et sidespor, et sted hvor hun slet ikke følte sig tryg eller tilpas. Hvad skulle hun nu gøre? Normalt ville hun møde andre med et åbent sind, men hendes opvækst, som elver påvirkede hende i den negative retning og hun vidste faktisk ikke hvordan hun skulle tiltale trolden? Camelia kunne fornemme på situationen at hun var den mindste. Ikke at det skulle overraske hende, men det virkede yderst truende at stå overfor en trold, der var noget højere end hende. Hun var simpelthen nød til at trække sig.
Der var noget andet som fangede Camelia's opmærksomhed. Som healer igennem flere år, vidste hun lige præcis, hvad hun skulle lægge mærke til. Hun havde flere patienter, som forsøgte at skjule smerten, hvis de var pinlige over hvad der var sket, men stadig ønskede hjælp. Så Masha's smerte gik ikke forbi hendes næse, alligevel distraherede Mashe hende længere nok til at hun ikke fik reageret på det, før hun fik øje på øksen og blodet på denne. Ornen var langt fra hendes fokus mere, som de tunge skridt fra trolden virkede truende, måske det blot var en advarsel, men det samlede indtryk hun fik var truende.
Ordene fløj rundt om ørerne på hende, som trolden forsvarede sig selv. Camelia slap sin healer taske, der hang over hendes skulder og hævede hænderne foran sig. Gestussen var ment til at være undskyldende, som hun rystede på hovedet. Troldens reaktion fik hende til at indse, hvor dømmende hun faktisk var. Hun fik det dårligt med sig selv, og placerede en hånd mod træet for at støtte sig op af det. "Jeg.." hun vidste ikke hvad hun skulle sige og bakkede i stedet længere tilbage, som hun slap træet. Frygten havde sat sig fast i hendes bryst, som hun spredte sine vingerne ud i fuld længde, til sammen var vingerne hendes højde gange 2, så lidt over 3,5 meter. "Stop!!" skreg hun nærmest i frygt for hvad trolden ville gøre.

[Masha Kresh]

Englen blev ved med at bevæge sig baglæns, og det gjorde hende kun mere vred. Evig og altid trak de sig! Masha møde dem altid med et åbent sind, men hvad skulle hun gøre, når de havde dømt hende, før hun åbnede munden? De så ikke andet end en dum, grim, voldelige masse, og hun hadede dem for det. Hun havde ofte tænkt, at hvis det var det de ville have, så var det hvad de skulle få! Men hun havde holdt igen, aldrig gjort mere, end hvad der var retfærdigt.
Masha synes at se, hvordan englen lagde mærke til at hun haltede, hvorefter hendes blik hurtigt op på øksen. Trolden fnøs, hvad havde englen regnet med? At hun havde hugget sig selv i benet?
Kræet støttede sig til et træ og prøvede at sige et eller andet der døde ud. Et ynkeligt syn. Det samme kunne ikke siges, da englen slog sine vinger ud. Masha kunne ikke andet end spærrede øjne op.  At se det på en fugl og se det i så sort format, sat fast på en elver eller engel som hun nu var, det var noget helt andet. Det var dog kun et splitsekund, at hun lod sig distrahere.
Stop!! "Eller hvad?" Svarede hun øjeblikket. "Vil du redde menneskene, og elverne og dyrene ved at fjerne dette onde? Gøre stedet bedre med en trold mindre?" En lille stemme fortalte hende, at hun skulle være opmærksom på vingerne. Det var ikke til at sige, hvor meget kraft englen kunne ligge bag et slag med dem. Masha var dog langt fra bange, vrede havde nok lidt at sige her, og hun fortsatte ufortrøden frem

[Camelia Nimar]

På slagmarken var Camelia's rolle at blive tilbage og tage sig af de sårede, hun var ikke ment til at skulle stå på front linjen og tage imod angrebene. Det var hun slet ikke bygget til. Hendes krop og personlighed mente ikke noget ondt, men hun var kommet skævt ind på trolden og der var ingen vej udenom. Hun havde ikke mulighed for at trække noget af det tilbage, trolden var vred, virkelig vred og hvad gjorde hun ved det, hun gjorde det værre?
Hvor var reset knappen til dette møde? Trolden kom tættere og tættere på, hun kunne nærmest mærke sig selv blive kvalt i frygten for, hvad trolden ville gøre ved hende, hvis ikke hun blev ved med at gå tilbage og skabe en illusion af afstand imellem dem. Vingerne lod til at distrahere hende, men hun frygtede stadig at trolden ville angribe hende, så hun var nød til at åbne munden, det eneste hun dog fik sagt var stop.. Ingen begrundelse eller noget og trolden fangede det hurtigt.
"Aldrig.." mumlede hun for sig selv. Trolden havde fået den fornemmelse af, at hun så ned på hende, måske hun havde ret, hun brød sig dog langt fra om tanken. Men hun følte sig også trængt op i en krog, så hvad kunne hun gå.
Camelia anede ikke hvor hun var på vej hen, men da hun mærkede et træ mod hendes ryg gik hun i stå, før hun sekundet efter panikkede og sprang frem mod trolden i håbet om at kunne undvige og flygte mod himlen, som hun slog et slag med sine vinger og skubbede luften under sig.

[Masha Kresh]

Englen mumlede et eller andet som svar.
"Aldrig hvad?" Men spørgsmålet havde dårligt forladt hende, før Trix for anden gang måtte have besat en foran hende. Som en trold ud af en æske sprang englen frem og imod hende. Det næste der skete, var en serie af reflekser og uheld, der gik så hurtigt, at Masha dårligt ville kunne genkalde dem senere.
Da englen hoppede frem, var Masha klar til at forsvare sig. Hun var klar til at kaste englen til jorden, hvor hendes vinger forhåbentlig ikke ville være et problem. Men som det viste sig, var det englens intention både at komme frem og op. Så da hun bevæger sig frem, griber Masha om hendes arm og liv, klar til at bruge hendes eget bevægelse til at kaste hende ned. Men da englen nu bevæger sig op ad, skal trolden pludselig til at bruge flere kræfter. Hun får som følge lagt mere vægt i benet end forventet og bøjer forover i smerte, hvilket selvfølgelig bøjer englen bagover, som hun prøve at baske med vingerne. I stedet for at hive dem op, trækker hun i dem langs jorden. Masha, der ikke ordenligt har fodfæste, falder forover med favnen fuld af engel. I sidste øjeblik gav hun slip på både englen og økse, og landende på alle fire over hende. Chokeret prøvede hun at trække sig tilbage, men fik lagt vægten uheldigt og stoppede bevægelsen imens hun skar en grimasse.
Og det var sådan at trolden ende på jorden med en engel under sig.

[Camelia Nimar]

Trængt op i en krog, var der ikke længere tid til snak. Camelia var nød til at komme væk, før hun gjorde situationen værre og så længe hun var blokeret mod ryggen, så var der kun en vej og det var fremad. Noget som hun havde brugt tid på at undgå, men der var ikke længere nogen vej udenom. Drømmescenariet havde været at hun vr sluppet fri, men det gik fuldkommen galt i stedet for og hun kunne slet ikke følge med. Hvad var der lige sket? Camelia følte sig lettere rundtosset, som hun fortsatte med at kæmpe, så længe at hendes vinger var fri. "Slip mig!" skreg hun, som hun følte sig fanget. Hun havde tydeligvis tabt..
Lige pludselig slap trolden sit greb, men Camelia kunne ikke nå at reagere før hun mærkede jorden under sig, et knæk fra hendes vinge fik hende til at skrige af smerte, som hun landede skævt på vingen. Hun kunne ikke se sig sur på trolden denne gang, da hun selv havde været skyld i det, når hun ikke havde holdt vingerne i ro. En tåre trillede ned af hendes kind, som hun forsøgte at komme væk fra trolden, men var godt og grundig fanget under hende. Hun kunne ikke komme fri medmindre at trolden flyttede sig. For hvis hun prøvede, så ville hun skade vingen yderligere og så ville det blive en lang tur hjem. Stadig i smerte, bed hun det i sig, som hun vendte blikket mod trolden og til sin overraskelse, så smerten i hendes ansigtstræk. Det måtte have noget at gøre med hendes halten. "Lad mig kigge på det" fremstammede hun lavmælt, Camelia blev dog liggende på jorden og så afventende op på trolden, hvad skulle hun ellers gøre? Hvis hun gav sig til at kæmpe imod hende, så ville det gøre mere ondt i hendes vinge.

[Masha Kresh]

((Du må undskylde ventetiden, speciale start tog mere tid end jeg lige havde regnet med))

Hverken lyden af en knogle der knækkede eller englens skrig af smerte gik Masha forbi. Det var bare ikke noget, som hun behøvede at forholde sig til, eller det var hvad hun havde antaget. Da det værste jag af smerte havde fortaget sig, og hun igen kunne fokuser på englen. Der var tåre i hendes øjne, og Masha spekulerede kort på, om det var smerte, frygt eller begge der var skyld i det. Kort, for så lagde hun mærke til, at englen, trods alt der var sket, virkede mere rolig. Farven blev mere markant i Mashas kinder, som hun indså, at hun havde udvist svaghed over for den anden. Hvis bare ornen havde spist hende, og sparet hende for den ydmygelse.
Da englen forsigtig bedte om at få lov til at 'kigge på det', nikkede Masha og mumlede; "Ja, ja selvfølgelig". Hun flyttede sig langsomt for at undgå at gentage det tidligere nederlag. Hun satte sig på røven med det sårede ben stukket ud et par meter fra englen og betragtede hende. Masha havde antaget, at englen mente sin egen vinge, og hun havde ikke set nogen grund til at nægte hende dette. Hun havde været vred ja, men hun havde ikke haft et ønske om direkte at skade englen. Og nu hvor der var kommet lidt mere ro på, var vreden i stedet vendt ind af, over at hun kunne have ladet alt det her ske, lade sig selv såre og lade sig selv vise smerte. Alt hun ville var at få fat i sin lille økse igen, tage alt det kød hun kunne bære, og aldrig vende tilbage igen. Øksen, viste det sig, lå på den modsatte side af englen. Så Masha blev sættende i håb om, at englen ville trække sig tilbage, så hun ikke skulle gå over til hende. Selvom det frustrerede trolden, at have givet englen et våben, så hun havde stadig den store økse på ryggen. Hun var klar til en runde to, hvis det skulle komme dertil.

[Camelia Nimar]

Det hele havde udviklet sig til en meget uheldig situation, men noget kunne tyde på at de var kommet bort fra 'trolde er fæle' scenariet, som Camelia havde fået smidt sig selv ind i. Det var virkelig ikke smart, men forhåbentlig kunne Camelia skjule det bedre nu, så det ikke bare endte galt igen. Om ikke andet så var situationen meget uheldig lige nu, så hun ville ikke have chancen for at forsvare sig selv, ikke at det aldrig var gået godt før, så hvorfor skulle hun lige pludselig få chancen nu? Det virkede næsten som om at Camelia atter trak vejret, da først trolden flyttede sig og placerede sig et stykke fra hende. Det var med til at give hende luft og kontrol over sine nerver, som hun langsomt satte sig op og slæbte venstre vinge langs med jorden. Det kunne ikke ungås at hun skar en grimasse, som vingen flyttede på sig og hun bed sig i underlæben, mumlende. "Jeg er et fjols.." mumlede hun for sig selv.
Øksen var langt fra Camelias fokus, som hun forsøgte at sidde på en måde, der ikke ville skade hendes vinge yderligere. Men hun var også udmærket klar over, at hun ikke ville kunne rette den ud selv og heale den.. Efter noget tid gled hendes blik over mod trolden, som hun overvejede sig ord længe, blev for ikke at træde hende over tæerne. "Jeg undskylder for min fornærmelse" sagde hun roligt, som hun sænkede blikket og hvilede hænderne mod jorden. "Kunne vi lave en aftale?" spurgte hun mere roligt og kontrolleret, som hun rettede blikket op igen.
"Hvis jeg healer Deres ben, ville De så være behjælpelig med at løfte min vinge op og sætte knoglen på plads, så jeg kan heale det?" spurgte hun efter lang tids overvejelse. Det var svært at bede om den slags, når man tænkte på, hvordan deres møde havde startet.

[Masha Kresh]

De sad i stilhed. En stilhed som Masha ikke brød sig om. Ironisk, nu hvor ord havde skabt så mange problemer. Nu hvor situationen var overstået, og hun var væk fra englen, kunne hun bedre trække vejret igen. Med et suk pressede hun en hånd mod hendes ansigt. Hun var så frustreret og flov, at hun bare havde lyst til at slå til nogen og derefter synke ned i et lille hul. En dyb indånding senere fjernede hun hånden og kiggede over op englen, der pludselig var begyndt at kigge tilbage på trolden. Da englen undskyldte, trak Masha på overlæben, ikke helt ulig en ulv der så småt knurre. Nu hvor englen havde tiltrukket sig opmærksomhed igen, begyndte vreden at blive rettet udad igen. Englen og hendes undskyldning kunne for troldens skyld brænde op. Forslaget om en aftale fangede dog hendes opmærksomhed. Skeptisk men afvendende betragtede hun englen, og hendes skeptisk blev kun større efter tilbuddet. Hvis engle var så fantastiske, kunne hun vel selv ordne det?! Masha kiggede på vingen, knækket var tydeligt, især hvis man vidste det var der. Måske selv engle ikke kunne klare det hele. Med et udbrud af irriteret lyd og slog hun en knytnæve ned i jorden. Mest af alt ville hun bede englen om at falde død om, hun ville hverken have hendes hjælp eller hjælpe hende. Men, benet ville tage tid om at hele af sig selv, og hvis der gik infektion i lortet kunne det ende uheldigt. Det eneste logiske var at tage imod tilbuddet, lige meget hvordan hun følte omkring det.
"Det vil komme til at gøre ondt. Men det ved du måske allerede?" Hun ventede ikke på svar, før hun rejste sig op og begyndte at gå imod englen. "Jeg skal nok sætte din vinge på plads først. Se det som et tegn på god vilje" Ikke at du fortjener det forblev mellem linjerne. "Men hvis du prøver på noget, vil du komme til at fortryde det." Truslen var for Mashas egen sikkerhedsskyld. Ærligt talt brød hun sig ikke om at hjælpe englen først. Hun havde ikke styr på racen, og vidste ikke helt hvad hun kunne forvente, skulle englen prøve noget. Hele hendes opmærksomhed var på englen, hver eneste lille bevægelse hun måtte lave, så hun kunne nå at forsvare sig, skulle det blive nødvendigt. Masha ende med at gå en lille halvbue udenom englen, og først nærme sig helt, da hun var bag den anden kvinde. Hun hævede hendes hænder få centimeter over vingen.
"Er du klar?" Englen fik et øjeblik til at svare, men Masha ventede kun så længe. Hvis hun mente, at englen tøvede for meget, gjorde hun det uden et svar. Ingen grund til at vente på at der blev samlet mod. Der var ingen tvivl om at det ville gøre ondt, og Masha arbejdede hurtigt og præcist for undgå at trække det ud.

[Camelia Nimar]

Det gav et sæt i Camelia, da trolden slog knytnæven ned i jorden. Raseriet var tydeligt og hun kunne ikke rigtig bebrejde hende. Normalt var hun god til at skjule sin rædsel overfor visse racer, men trolden havde fanget hende på et uopmærksomt tidspunkt, så hun havde ikke haft en chance for at bygge en facade op. Og nu var det løb ligesom kørt for længst.. Egentlig troede hun lidt at trolden ville takke nej og gå sin vej, så Camelia var allerede i gang med selv at overveje hvordan hun ville kunne få skubbet vingen på plads. Det ville kræve en del kræfter at gøre det fra hendes nuværende positionen. Alternativt måtte hun gå hjem og få hjælper af sine medhjælpere..
Troldens ord fik hende til at rynke på brynene, det var hun skam udmærket klar over, men hvorfor bekymrede det trolden? Måske hun var ’menneskelig’ alligevel. Camelia blev siddende, som trolden nærmede sig uden rigtig at flytte på sig. Hvis trolden ville gøre mere skade, så måtte hun tage det med. Døden skræmte hende ikke. Alligevel valgte hun at nikke til hendes ord. "I lige måde" mumlede hun irriteret, som trolden truede hende med at gøre modstand. Hvis trolden brugte vingen som undskyldning for at komme tæt på hende og derved skade hende yderligere, så ville hun være nødsaget til at bruge engleild for at slippe ud af situationen. Camelia samlede roligt benene foran sig, som hun hævede dem op og plantede fødderne mod jorden og armene rundt om sine knæ, som var hun krøllet sammen siddende. Men det var mest af alt for at give trolden en bedre vinkel til hendes vinger. Den ene vinge holdt hun dog fat i med højre hånd, så den ikke reagerede på troldens berøring, når først hun satte den anden vinge på plads. "Ja" sagde hun kort, som hun lukkede øjnene i og gjorde sig klar på den smerte, som ville skyde igennem ryggen på hende. Den første berøring var nok til at få hende til at jamre, men så snart at trolden tog fat i vingen for alvor, blev det mere til skinger skrig af smerte.