Et billede siger mere end tusind ord (Artemis)

[Catherine Harper]

Dato: 30. september.
Tid: 10:13.
Vejr: Solskin med en stærk brise, temperatur omkring 14°.

Morgenen havde forløbet som så mange andre for Catherine. Ved daggry havde templets store bronzeklokker ringet solen op og kaldt både nonner og munke op til dåd. Hun havde vasket søvnen ud af øjnene i vandbasinet hun opbevarede på sit værelse, hvorefter hun iførte sig sin vandte beklædning: en uldkutte med tilhørende hætte. I dag havde hun valgt at iføre sig den grå kutte. Restenen af morgenen havde forløbet med morgenmad i messesalen og efterfølgende tjans ved bistaderne. Geals tempel var kendt for sin søde honning, men på dette tidspunkt var der ikke meget gang i bierne som allerede var begyndt at overvintre. Da soluret viste ti havde hun begivet sig over til templets store sal. Det var den del af bygningen der var åben for den almene borger i Kensis, og det var her man kunne finde alteret hvor folk bad og ofrede til Geal. I salen var der mange alkover og andre kroge, som tilbød privatliv og hvor lærde folk samledes for at diskutere eller folk sad alene fordybet i tanker.

Catherine havde kort knælet foran alteret og tilbudt Geal en mumlet bøn, før hun havde styret sine skridt ned ad en kort gang der førte til læsesalen. Læsesalens vægge var dækket af reoler med bøger om alt og intet, og i midten af rummet stod der borde og bænke. Her delte templet ud af Geals store gave til mennesket, nemlig viden, til enhver der tørstede efter den. Selvfølgelig kunne templet ikke tillade at de kostbare bøger forlod læsesalen, men alle der lystede kunne komme og bladre igennem bøgerne så længe de ville. I dag var det Catherines tur til at stå vagt og holde øje med at ingen vanrøgtede bøgerne eller forsøgte at stjæle dem. Der var nogle af Geals tjenere - oftest munke - der blev frustrerede når de skulle forholde sig inaktive i læsesalens støvede luft i så lange perioder, men Catherine elskede det. Bøgerne repræsenterede så meget viden som hun endnu ikke besad. Så det var med et smil på læberne at hun nynnende gik i gang med at sætte de bøger på plads, som folk havde efterladt på bordene dagen før.

[Artemis Lycus]

Lysten til at opleve så meget så muligt, når han endelig fik lov til at holde fri fra tid til anden, drev Artemis vidt omkring. I dag havde en ført ham til gudinden Gaels tempel, som han dog havde tøvet med at træde ind i. Han havde aldrig været troende, for der var aldrig nogen, der havde introduceret ham til religion. Hvem skulle dog også have gjort det? Hele sit liv havde han levet iblandt tiggere, gadeoptrædende og glædespiger. Det var de færreste på samfundets bund der var troende, for når livet behandlede en så skidt, mistede man troen på, at der fandtes en højere magt. Man kunne bede så meget man ville, men lige meget hvor mange bønner man bad eller hvor mange småmønter man smed i kirkekassen, forblev ens tilværelse som den var. Der kom ingen pludselig rigdom til de fattige, ingen frelser til de, der var fanget som slaver, og ingen adoptivforældre til de tiggende børn.
Velvidende om, at han ikke hørte til her, gik Artemis på listefødder ind i det store tempel. Hvis det ikke havde været for sølvringene om både hans ankler og håndled, det klirrede i takt med hans skridt, havde hans ankomst været fuldstændig lydløs. Han bevægede sig imellem bænkerækkerne og på trods af, at han lige var fyldt femten år og efterhånden følte sig temmelig voksen, blev han lillebitte i det store rum.
Han nærmede sig alteret, som han besluttede sig for at gå i en stor bue udenom. Han følte, at det ville være forkert, hvis han nærmede sig noget så helligt. Hvis han kom for tæt på alteret ville han besudle det, ligefrem forurene det, og guderne ville fornemme hans ateistiske tilstedeværelse i deres tempel og straffe ham for at betræde deres hellige jord.

Han fik øje på en gang ikke langt fra alteret, og da han drejede hovedet ganske let, fik han et glimt af en høj reol fyldt til randen med bøger. Han gispede og slog straks hænderne op for munden, da gispet gav genlyd imellem væggene i det næsten tomme tempel. Et par enkelte bedende kiggede op. Ups… tænkte han og besluttede sig for, at han hellere måtte skynde sig væk, og hvilken vej var bedre end den nærmeste gang? Nysgerrigheden efter at se bøgerne vandt over trangen til at forlade stedet, og straks var alle tanker om hvad der var moralsk rigtigt og forkert glemt.
Han forsøgte ikke at løbe, da han gik ned af gangen. Rummet for enden var så overdådigt, at han måtte gispe endnu en gang. Der var bøger, bøger og atter bøger så langt øjet rakte – eller sådan føltes det i hvert fald for lille Artemis, der aldrig i sit liv havde set et bibliotek. Han løb ind i rummet, snurrede omkring for at få det hele med og satte derefter kursen imod et bord, hvor han tog plads. Her lå en stak bøger som en eller anden havde hevet frem og ikke lagt tilbage igen, og han besluttede sig for, at hvis han skulle nå alle bøgerne igennem, kunne han lige så godt starte her. Han åbnede en bog og bladrede siderne igennem kun for at opdage, at der ingen billeder var. Han lagde bogen fra sig og begyndte at bladre i den næste, kun for at få det samme resultat. Den tredje bog havde heller ingen billeder, og panikken begyndte at brede sig i ham. Hvad nu hvis ingen af bøgerne havde billeder i? Hvordan skulle han så sluge deres historier og eventyr og informationer om giftige svampe, trylledrikke og vilde dyr?



//Jeg undskylder for stavefejl eller mærkeligt formulerede sætninger. Jeg er så træt, men jeg MÅTTE bare svare. <3

[Catherine Harper]

Rytmen med at samle bøgerne, sortere dem alfabetisk efter emne og forfatter, og sætte dem på plads, lullede hurtigt Catherine ind i en nærmest trancelignende meditativ tilstand. Hun vidste fra tidligere at luften udenfor var kølig og at vinden bed i kinderne, men herinde var alting stille og luften var tung og varm. Så dybt var hun i egne tanker at hun slet ikke bemærkede den spinkle skikkelse der bevægede sig ind i rummet mens hun stod med ryggen til. Da hun vendte sig om fik hun overrasket øje på en pige med langt lyst hår der sad ved et af bordene længst væk. Det så ikke ud som om pigen havde set Catherine, og nonnen stod et øjeblik i stilhed og betragtede det unge menneske. Det var tydeligt at hun ikke var adelig, men ej heller kunne hun tilhøre den fattige underklasse med sådan noget kvalitetstøj og smykkerne der klirrede med hvert skridt. Måske hun var en optrædende af en art? Catherine kunne ikke lade være med at smile af den iver den unge kvinde viste da hun med et sultent udtryk i ansigtet kastede sig over en tilfældig stak bøger. Det vidste sig dog hurtigt at pigen åbenbart ikke kunne finde hvadend hun ledte efter, og Catherine kunne se hvordan det sultne udtryk blev erstattet af begyndende panik. Catherine stillede den bog hun havde haft i hånden på plads på hylden, og bevægede sig over mod det spinkle væsen. Den fremmede mindede hende så meget om et forskrækket dyr, at det var med langsomme og rolige bevægelser at hun indtog en plads på den anden side af bordet. Det var først da hun satte sig og hendes blik faldt ordentligt på den fremmedes ansigt, at hun opdagede at pigen var en dreng med utroligt feminine træk. Det var da mærkværdigt. Catherine smilede venligt til drengen mens hun samlede sine hænder på bordet. "Er det noget bestemt De søger?" spurgte hun blidt.

[Artemis Lycus]

Rigtigt nok, Artemis havde slet ikke haft tid til at bemærke nonnen, da han kom ind i biblioteket. Han var trådt ind i sin egen verden, hvor der ikke eksisterede andet end ham selv og bogen han holdt i sine hænder. Bøgerne havde slugt hans opmærksomhed og ville ikke give slip på den lige med det samme, lod det til, afhængigt af om det lykkedes ham at finde en billedbog, selvfølgelig. Hvis ikke han fandt en, kunne hele dette eventyr være fuldkommen ligegyldigt, for så ville han ikke få noget ud af det. Han havde lært sig selv alfabetet og at tyde enkelte ord, når meget få bogstaver stod sammen, men det ville tage ham alt for lang tid at skulle stave sig igennem en hel bog, hvis det da ikke var umuligt, fordi sproget var alt for avanceret.

Fordi han havde været så optaget af at bladre den ene bog igennem efter den anden, havde han slet ikke bemærket, at en nonne havde sat sig overfor ham. Først da hun talte til ham, blev han brat hevet ud af sin fraværende tilstand. Det gav et lille sæt i ham, men det lykkedes for ham at diske op med så meget selvbeherskelse, at han ikke løb ud af rummet af ren og skær frygt for at være blevet afsløret i at være et sted, han ikke hørte til. Han følte det, som om han var brudt ind på en andens ejendom, så det ville ikke komme bag på ham, hvis hun smed ham ud af templet. Til hans overraskelse talte hun dog venligt til ham, og tanken slog ham pludselig: Hun kunne jo ikke vide, at han ikke var troende.

"Jeg..." begyndte han, men gik så i stå. Han tøvede lidt. Ville hun synes han var mærkelig, hvis han fortalte, hvad han ledte efter? Nå, skidt med det. Nu måtte det briste eller bære. "Jeg tænkte på, om De har nogen bøger med billeder i?"

[Catherine Harper]

I det øjeblik at Catherines ord forlod hendes læber, så hun den unge mand fare sammen som havde nogen slået ham. Nonnens lysebrune øjne betragtede forbløffet drengen og hans nærmest paniske reaktion på hendes tilstedeværelse. Igen mindede hans adfærd hende om et vildt dyr - måske en ung hjort - der kunne finde på at boltre ved mindste tegn på fare. Catherine måtte beherske sig for ikke at smile ad hans forfjamskede manerer, da hun var bange for at jage ham væk. I stedet fokuserede hun på at sidde uden at røre en muskel, betragtede ham blot og gav ham den tid han skulle bruge for at få samlet sig selv igen. Endnu engang bemærkede hun hans ekstremt feminine træk, smykkerne der klirrede ved hver en bevægelse, og hvor god kvalitet hans tøj var. Hans hænder var ligeledes lange og feminine, og de virkede så velplejede at han tvivlsomt kunne have gjort meget fysisk krævende arbejde i løbet af sit liv. Dette forstærkede blot hendes første indskydelse om at han var en optrædende. Måske han arbejdede i et cirkus?

Hendes tankegang blev afbrudt da den unge mand endelig løftede sit blik og kiggede på hende. Hans klare lyseblå øjne ledte tankerne hen på himlen en kold vintermorgen. Hans spørgsmål forvirrede hende en anelse, men hun forsøgte at skjule sin umiddelbare forvirring. Han opførte sig allerede som et barn der var blevet fanget med fingrene i honningkrukken, og hun havde på fornemmelsen at han nok ville tage hendes forvirring som et tegn på at han havde gjort noget forkert. I stedet forsøgte hun sig med endnu et venligt smil. "Bøger med billeder? Dem har vi nogle stykker af. Vores samling inkluderer både bøger på emner såsom geografi, planter, folkeeventyr, historie... har De en bestemt genre i tankerne?"

[Artemis Lycus]

Havde nonnen foran ham gjort mange flere bevægelser, end hun allerede gjorde, var Artemis rigtigt nok blevet skræmt væk. Han havde ikke ret til at være her, og han var temmelig sikker på, at han nærmest serverede sin sande identitet på et sølvfad. Han var gået direkte igennem templet uden at efterlade en eneste bøn til guderne, hvorefter han var styret imod biblioteket med en grådighed, som kun en sulten hund kunne præstere. Det skulle ikke undre ham, hvis nonnen allerede på nuværende tidspunkt vidste, at han ikke var troende.
Hun påpegede det dog ikke. I stedet sad hun og betragtede ham og, på trods af at han lige nu var på vagt, som kun et rigtigt byttedyr kunne være det, måtte han indrømme, at han fandt en hvis form for tryghed i hendes brune øjne. De var venlige, blikket var blødt og han forstod nu, at der ikke var noget at frygte. De brune øjne var som jorden under ens fødder. Når man ingen sko havde på og kunne mærke den bløde muld imellem sine tæer, vidste man, at alt var godt. Som bekendt var det bedre at have fødderne solidt plantet på jorden end at have hovedet helt oppe i skyerne.

Han blev overrasket over hende venlighed, og det trak lidt i hans ene mundvige. Starten til et smil, og så alligevel ikke helt.
Han overvejede hendes ord et øjeblik. ”Måske… Folkeeventyr?” svarede han endelig. Eventyr var et godt sted at starte, da de oftest havde illustrationer, der fortalte historierne. Så selvom han ikke kunne læse, ville han stadig få noget ud af bogen.