What comes around, goes around [Llane]

[Camelia Nimar]

Dato: December 1433.
Tid: 14:00
Vejr: kølig vind og skyet. omkring 8 grader

Det var mildt sagt grusomt, hvad der var sket, det var slet ikke til at bære, at noget lignende kunne ske på slottet. Hun havde det mildt sagt forfærdeligt med den forestående krig, som meget snart ville hærge landet, men hun vidste også at hun ikke bare kunne bakke ud nu. Selvom det ikke var sket for øjnene af hende, så var historierne og rygterne nået rigtig langt ind i landet, hele vejen til Dronningens datter og hendes hjælpere. Camelia var forfærdet over tanken og brød sig mildt sagt ikke om at kongen havde valgt at gå i krig mod disse mænd. Selvfølgelig valgte hun så vidt muligt at holde sig neutral i situationen, som de færreste kunne gøre noget lige nu. Tiden måtte vise, hvad der skulle ske i Ireno og Camelia havde ingen ide omkring hvordan det ville udvikle sig. Hun forsøgte blot så vidt muligt at bibeholde sit arbejde og ikke forsømme noget, da hun stadig mente at hun kunne hjælpe til, også selvom tanken om krig kunne forstyrre hende. Hvorfor ville guderne overhovedet ligge den slags mord over landet? Det var grusomt! Hun var rystet, men også målrettet omkring at hjælpe til.
Mange turde ikke længere at bevæge sig udenfor, så Camelia havde været nød til at lave nogle husbesøg for at tjekke op på de mere alvorlige patienter. De havde ikke så meget mulighed for at komme til hende, når alle var i højeste beredskab og derfor mente hun også det var nødvendigt, at hun kom til dem. Skulle det ende galt, kunne hun vel altid stikke af? Tanken om at bruge det våben hun havde skaffet sig, passede hende endnu ikke, som hun stadig ikke følte sig tryg med et våben i hånden. Dertil ville hun hellere ty til sin magi, hvad enten folk kom galt afsted eller hun ville bruge det som et slør for sin egen flugt. Lige nu befandt hun sig i den rige del af Kensis, mest fordi hendes patient og hans familie var lettere foruroligende og bekymrede omkring deres tilværelse, men også fordi hun selv havde tilbudt at hjælpe dem for lang tid siden også selvom dette ikke var hendes omgangskreds, så kunne hun sagtens færdes i Kensis uden de store problemer. Selvfølgelig havde det muligvis været bedre at blive i Ynisti, men kunne hun virkelig være det bekendt? Nej ikke lige nu.
"Jeg siger tak for Deres gæstfrihed og sørg for at Deres husbond bliver i sengen i nogle dage, så hans krop kan arbejde i fred" forklarede hun roligt, som hun bukkede hovedet for kvinden, der stod sammen med hende. Camelia smilte venligt til børnene, der var efterhånden kendte hende, hun havde besøgt dem flere gang. Hun valgte derefter at sige farvel og begive sig videre til den næste. Måske vingerne var den nemme udvej på at komme frem og tilbage, men hun nød stadig at gå på jorden, som hun spredte vingerne let og derefter foldede dem mod hendes ryg igen. Camelia trak roligt hætten over hendes ansigt for at skærme af for kulden, imens at hun begav sig ned af den første sidevej hun stødte på. Hun var iklædt en lang kjole i håbet om at holde en smule på varmen. Kjolen var også langærmet for at afskærme så meget hud fra kulden, som overhovedet muligt, uden at hun var tvunget til at gå med bukser og tykke trøjer.

[Llane Rathen]

Llane havde, ligesom stortset alle andre borgere i landet, hørt de grufulde nyheder. Han havde aldrig forventet at kongen ville drage så drastiske midler i brug, men i sidste ende valgte både næsten alle mænd og kvinder at ty til hævn i sådanne situationer. Dog var kongen ikke ligefrem ligesom alle andre mænd. Hans handlinger kunne have store konsekvenser for Ireno. For folket. Llane havde en dårlig smag i munden - det hele føltes bare forkert. Måske var det derfor hans fingre kriblede efter at få skrevet et brev. Han var ikke et øjeblik i tvivl om at kongen ville ønske ypperstepræstens rådgivning. I situationer som disse var Dirok den Gud man søgte. Retfærdighed. Dog måtte han holde sig i skindet; der skulle være tid til sorg. Retfærdigheden skulle nok ske fyldest. 

Llane havde et stort behov for at tage handling, og det var måske derfor han havde tvunget sig selv udenfor. Den kølige luft hjalp ham med at samle tankerne, og trods gaderne var forholdsvis tomme, så var der stadig en fornemmelse af liv udenfor kirken. Man kunne godt blive træt af de mumlende og bedende brødre og søstre. Byens stilhed var derimod forfriskende. Vi lever i en larmende verden, tænkte han, og lod sit blik falde på gadens tomme boder. Men når ondskaben rammer os, bliver vi stumme af skræk. Endnu noget jeg må lære folket. Han tog en dyb indånding, og lod luften forny hans energi. Han forsøgte at tvinge sine tanker mod andre emner, men intet hjalp. Stilheden mindede ham om døden. Sorgen. Hævnen der ventede ved hans fingerspidser. 

Llane bar for en gangs skyld ikke sin røde robe, men i stedet en blodrød tunika, med et bredt rødt bælte og nogle sorte hørbukser. Han havde som altid sin tykke røde kutte spændt om skuldrene; måske havde folket brug for at kunne genkende deres ypperstepræst på gaden. Han valgte at tro på, at hans tilstedeværelse måske kunne inspirere folket og minde dem om at deres Gud stadig var hos dem. Han havde dog forventet at der ville være flere på gaden - måske var hele hans beklædning spildt på disse mennesker. Han rynkede panden og rystede på hovedet. Svaghed og frygt overalt. 

"Ah, Madam Nimar!" udbrød han lettet, da et genkendeligt ansigt endelig viste sig i gadebilledet. Trods han ikke just brød sig om hyggesnak, så havde han behov for at være fri for sine egne tanker. "Modig som altid, ser jeg." Han smilte varmt og bukkede let med hovedet i respekt. Engle var ikke hans yndlingsfolk - egentlig var ingen hans yndlingsfolk - men de var udholdelige. Og ganske kønne at se på. 

"Ser De patienter? På en dag som denne?" Det overraskede ham egentlig ikke. Trods han ikke kendte Madam Nimar bedre end hvad han blev fortalt, så sagde det noget om en person, at man var healer. Han kunne ikke andet end at respektere at hun var loyal overfor dem, der havde brug for hende. Især i en tid som denne.

[Camelia Nimar]

Det var ikke kun kulden, der fik hende til at føle sig utilpas, hun brød sig virkelig ikke om den stemning, der var faldet ned over landet. Det var ufatteligt at folk valgte at benægte sandheden på denne måde. De nægtede at gøre noget, men kunne hun egentlig selv gøre noget ved situationen? Selvfølgelig kunne hun ikke gøre meget andet end at hjælpe lidt til, så de syge ikke ville blive glemt, men hvis krigen først brød ud, burde hun egentlig hjælpe til i krigen. Hun gøs langsomt ved tanken, som hun trak tøjet yderligere indtil hendes krop. Hvorfor var der overhovedet ondskab i verdenen? Hun rystede roligt på hovedet, som hun stoppede op for at se hvor hun var henne af. Camelia rynkede en anelse på brynene, som hun så sig over skulderen. Hun havde egentlig ikke tænkt på, at der næsten ikke var nogen ude på gaden, da hun gik i hendes egne tanker og faktisk var ved at forberede sig på sin næste patient. Det ville være nemmere at tjekke dem alle, nu hvor hun var i landet, ellers var hun nød til at tage den lange tur endnu en gang. Skaderne på byen var faktisk ikke til at overse, men hun forsøgte alligevel at undgå synet, som hun var nød til at opretholde en vis facade for ikke at skræmme livet af de få personer, der rent faktisk befandt sig på gaden.
Fanget i sine egne tanker, gav det et mindre sæt i hende, da hun hørte en stemme ikke ret langt fra hende, hun drejede rundt på hælen for at se hvem det var der talte til hende. De lyse øjne søgte efter skikkelsen, før hun bukkede hovedet i respekt. "Hellige Fader" hun lød en smule overrasket over at støde på ham midt på gaden, men rettede roligt sin holdning igen, som hun strøg hånden op til hendes hætte og lod den falde ned mod hendes ryg. Der var ingen grund til at skjule sig, også selvom den havde fungeret som afskærmning af vinden. Dog kunne hun sagtens udvise respekt for ypperst præsten, hvad enten det var nødvendigt eller ej. "Eller dumdristig" foreslog hun med et smil, som hun ikke var helt sikker på, at man nu også kunne kalde hende modig. Hun havde endnu ikke udvist den store træng til at være modig, men måske? Der var i hvert fald ikke mange andre på gader, af frygt for hvad der ville ske nu. Hans spørgsmål fik hende til at nikke en anelse, som det var lige præcis det hun havde gang i. "Når de har brug for mig, så holder jeg mig ikke tilbage" forklarede hun med et smil, som hun da ikke ville forsømme folket bare fordi der var konflikter i landet. Nok var hun ikke særlig begejstret for det, men hendes loyalitet overskyggede helt sikkert hendes frygt lige nu. Medmindre at nogen havde i sinde at vise hende en anden vej at gå på, så ville hun fortsætte ned af denne og hjælpe dem hun kunne. "Hvad gør De her, hellige fader?" spurgte hun med en ganske mild og afslappet stemme. Hun børstede roligt kulden af sin krop, som hun strøg sine arme langs med hendes krop og børstede den værste følelse af kulde af sig ved hjælp af magi.

[Llane Rathen]

Llane lagde armene bag ryggen og rettede sig op. Han betragtede hende indgående imens hun talte; hvad så folk i engle? Hvordan var disse skabninger blevet et symbol på renhed og hellighed? Dette var noget han aldrig ville forstå. Med det sagt, så fandt han hende dog ikke ubehagelig at se på. Men måske var dét englenes eneste sande egenskab? Skønhed. Han trak på smilebåndet og gemte som altid sine kolde tanker bag en maske af varme. "Det er en meget fin holdning, Madam. Det er de færreste der begiver sig ud i disse brændte spøgelsesgader for at hjælpe andre. Desværre." Han sukkede og rystede på hovedet. "Men det er godt at vide, at vores healere stadig passer på os." Han tog sin ene hånd frem og gestikulerede mod den retning englen havde været på vej. "Jeg vil endelig ikke holde Dem tilbage. Det så ud til at De var på vej mod en patient? Lad os blot gå sammen." Med disse ord førte han atter sin arm bag ryggen og trådte op ved siden af hende. Han lod hendes spørgsmål hænge mellem dem i et øjeblik, imens de sammen gik gennem de tomme gader. Fra tid til anden kom en borger frem på gaden, men de forsvandt hurtigt ind i den nærmeste kro eller butik. Måske var byen ikke så stillestående som Llane først havde antaget: alle var blot flygtet indendøre.

"Ja... Hvad gør jeg her? Jeg havde brug for at se byen og dets folk i øjnene. Jeg håber at synet af mig måske kan give dem lidt håb. Hvis en præst kan gå på gaden, så tør folket måske også." Han sendte hende et opløftende smil. Han følte ikke der var meget han kunne gøre for folket. Han måtte blot prøve at give dem lidt mod og styrke på bedst mulig vis. Det ville naturligvis have været lettere, hvis folk lyttede til Diroks budskaber. Men jeg må vel minde dem om det.  

Llane betragtede englens vinger imens de gik. En lille barnlig del af ham overvejede, hvor befriende det måtte være at kunne flyve. Blot at brede sine vinger og forsvinde blandt skyerne. Han lod øjnene vandre op mod himlen. Trods verden stod i flammer, så var himlen stadig blå. Sådan da. Blå og overskyet. Primært grå, faktisk. Han rynkede på næsen. Vinterhalvåret bragte altid kedeligt vejr med sig. Vind, sne og mørke. 

"Den kolde vintervind er så behagelig, synes du ikke? Den bringer tankerne i ro." Han smilte for sig selv og betragtede bygningerne omkring dem.

[Camelia Nimar]

Engle.. Ja, engle var vel symbol på renhed og hellighed, men Camelia opfattede sig overhovedet ikke som en ordentlig engel, mest af alt fordi hun ikke havde været engel i særlig mange år. Hun var blot nybegynder, og dog, hun havde fået en stille på slottet, for at hjælpe prinsessen igennem hendes graviditet, men hun var også blevet ret glad for at være på slottet. Men situationen havde også forandret sig en del efterhånden og krigen gjorde det bestemt ikke bedre, der var mange flere vagter på slottet og det kunne endda være svært for hende at komme frem og tilbage imellem landene. Men nu hvor hun alligevel var i Kensis, så havde hun bestemt tænkt sig at bruge den tid hun havde brug for. Camelia kendte ikke Llane, hun vidste blot hvem han var, som det var hendes pligt, hun var vokset op med tro og religion, men det havde dog forandret sig med tiden. En fin dame, skulle dog kende til historier, religion og meget mere, så måske hun faldt fint ind i rollen, som engel? Hun sukkede lavt til hans ord, ja, byen så forfærdelig ud, men hun havde vendt ryggen til det for at koncentrere sig. "Det er forfærdeligt" mumlede hun lavt for sig selv, som hun greb stoffet i sin kjole og klemte det imellem hendes fingre. Hun ville ikke være med til at se folk dø og hun ville bestemt ikke være en del af krigen, men kunne hun hjælpe, så ville hun gøre det. Dog ville det næppe være muligt at holde sig neutral i en krig? Camelia bukkede roligt hovedet, som hun tog hans ord som et kompliment. "Og De har troen til at berolige folket" sagde hun med en mild tone, som hun smilte let til hans gesture, som hun så sig let over skulderen, før hun kiggede tilbage mod ham. Hun nikkede til hans forslag, som hun ikke rigtig følte at hun kunne sige nej til hans forslag og måske hun endda kunne føle sig mere tryg i en andens selskab frem for at betræde gaderne selv? "Jeg kan umuligt nå dem alle i dag" hun virkede ikke særlig begejstret for tanken, men hun var nød til at udvælge folk ud fra dem der havde det værst og havde mest brug for hendes hjælp. Lugten af røg var efterhånden stærk, som man kunne fornemme røg i det fjerne. Eller det hele lod til at være indhylet i røg.. Hun nikkede til ham, som han gik op på siden af hende, som hun roligt fortsatte sig færden mod det næste hus. Der var helt sikkert ro, men det var ikke ligefrem behageligt, og det var egentlig midt på dagen, så der burde være flere på gaden.
Camelia havde egentlig glemt hendes spørgsmål igen, da han lige pludselig valgte at svare hende, som hun vendte blikket mod ham og nikkede blot for at give tegn til at hun hørte hvad han sagde. "Jeg føler mig allerede mere tryg" forsikrede hun ham roligt, som det var rart, at der var andre på gaden, hvad han havde i tankerne med hans besøg var muligvis tydeligt, men hun opfattede det ikke før han selv sagde det. "Håb er vigtigt, specielt i en tid, som denne" hendes stemme var mild og kærlig, som hun ikke havde nogen onde intentioner, ej noget at skjule.
Ja, hun havde vinger, som alle andre engle, men lige idag valgte hun at betræde gaderne for at komme tæt på de rædsler, der var rullet ind over landet, så hun også kunne mærke det på hendes egen krop. Det var lidt som om en ubehag havde sat sig fast i hendes krop, noget hun ikke rigtig kunne ryste af sig, heller ikke igennem hendes egen magi. Det var kommet for at blive.
"Vinden minder mig om livet" hun lød en smule eftertænksom, som hun ikke fandt vinden behagelig eller noget, hun kunne stadig mærke kulden bide i hendes hud, som hun roligt skubbe det blonde hår over hendes skuldre og lod det falde mellem hendes vinger. "Hvad er Dirok's plan med dette? spurgte hun spørgende, men samtidig også søgende, som om hun forventede en forklaring på det der var sket, en forklaring som han burde have. Burde han ikke?

[Llane Rathen]

Llane overvejede længe hendes spørgsmål. Hvad var Diroks plan mon med dette? Krig, død og ødelæggelse. Han havde ikke været i stand til selv at finde svaret på dette spørgsmål, og ligeledes havde han intet hørt fra sine bønner. For første gang i lang tid, var der tavshed når han bad. Ingen svar. Alle hans spørgsmål var klare, men han kunne ingen løsning finde. Han sukkede efter et stykke tid og rystede på hovedet.
"Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig det, Madam. Det ville jeg virkelig. Men Dirok har ikke oplyst mig om alt dette. Men Herren har planer om alt og med alle - jeg er sikker på at der må være en grund til al den lidelse. Det må der være." Han sendte hende et stift og seriøst blik, fuld af sorg. Det var desværre sandheden han fortalte. Trods Llane personligt så det passende at de, der ikke troede stærkt nok på Dirok, blev straffet, så havde han aldrig drømt om en straf som denne. Dette kunne umuligt være Diroks værk. "Men jeg kan forsikre dig om, at Diroks retfærdighed nok skal ske fyldest."
Han knugede hænderne sammen bag ryggen og missede med øjnene. Det var tydeligt at hele krigssituationen frustrerede ham. Hans religion havde allerede valgt siden for ham - siden der kæmpede for retfærdighed. Men ligeledes var der troende blandt hans fjender. Der var ingen åbenlys løsning. Det var i sandhed et rædselsfuldt scenarie.
"Måske ønsker Dirok blot at minde os om hvad livet i sandhed er... Ligesom vinden." mumlede han eftertænksomt og kastede atter blikket mod den grå himmel. Han sendte hende et optimistisk smil. "Så må vi vise Herren at vi er stærke nok til at overleve Hans prøvelser."
Det var uden tvivl et besynderligt syn for de fleste; en præst og en engel alene på gaden. Deres nærvær trak da også tilskuere hen til vinduerne. Bag husenes ruder kunne man spotte både børn og voksne, der nysgerrigt kiggede ud under gardinerne. Måske var krigen ikke uhyggelig nok til at holde folk fastlåste i frygt. I sidste ende handler det om valget mellem vores sikkerhed og vores frihed. Ypperstepræsten vendte atter blikket mod englen. Hans kendskab til hende var umiddelbart kun overfladisk, og han havde ingen idé om hvad der foregik bag hendes tøvende blik. Men hun havde vidst en plads på slottet, hvis han huskede korrekt. Det var uden tvivl brugbart. "Men nok om disse dystre emner. De siger at De frygter ikke at nå alle deres patienter i dag. Er der noget jeg kan gøre for at lette din byrde? Jeg er ikke en healer, men jeg kan måske være behjælpelig med noget?" Endnu et varmt smil rullede henover hans læber.

[Camelia Nimar]

Hans tavshed gjorde hende en anelse bekymret, som hun ikke var sikker på, hvordan hun skulle tolke det. Havde han virkelig ingen ide omkring hvad der foregik og hvad det betød? Angsten kunne sagtens snige sig ind på hende, hvis ikke Llane havde sagt noget tidligere, hun ville helst have at der var en mening med tingene. Der måtte være en grund til at folk skulle lide, måtte der ikke? Nok var hun ikke den mest troende engel, men i hans selskab blev det næsten skubbet ned over hovedet på hende. Han måtte da have en forklaring, han skulle have en forklaring på denne rædsel. Hans suk fik blik Camelia til at vende blikket nedad, der var ingen forklaring? Dirok var tavs? Var dette ikke planen, hvem havde så en finger med i spillet, Trix? Hun nikkede lavmælt til hans ord, som hun forsøgte at bearbejde stilheden. "Jeg håber virkelig, at Herren svarer Deres bønner snart, Hellige Fader" hendes stemme var lav, næsten bedende, som om hun virkelig ønskede svar, hun mente muligvis at de fortjente at få svar på deres bønner. Ellers var det hele jo meningsløst? Camelia rettede blikket op igen, som hun nikkede til hans ord, hun var ikke i tvivl om at Dirok nok skulle forsøge at udføre retfærdighed imod dem, der fortjente det, men hvem var egentlig synderen i alt dette?
Måske hun ikke var alene om at se dette som meningsløst? Der var ingen grund til at skubbe krig ned over folks hoveder, der var andre måde at straffe synderne på, men måske dette i virkeligheden var nødvendigt for at få folk til at tro? "Vi skal være taknemmelige for hvad vi har" afsluttede hun roligt, som hun fulgte hans blik op mod himlen. Den var dyster, hun kunne mærke hvordan skyerne opslugte verdenen under dem og hvordan de blev fanget under krigens tæppe af rædsel, angst og sorg. Hun vendte dog blikket mod ham igen, som han nævnte noget om prøvelser, måske han havde ret, de havde alle noget at skulle have bevist overfor Dirok, at de ville stå på hans side og følge hans vej mod retfærdighed, det var da en mulighed. Hun nikkede stille til hans ord, som hun gav ham ret uden at betvivle hvorvidt dette egentlig var gudernes værk.
Det var lidt som om at Camelia kunne fornemme at folk var begyndt at kigge efter dem, som hun roligt lod blikket spejde rundt på gaden, mod vinduerne og på de mennesker, som havde samlet sig i vinduerne. Egentlig havde hun ikke tænkt på den relation, de troende kunne forbinde en engel og en præst med, hun smilte blot roligt til dem hun fik øjenkontakt med, ellers var hun lettere uforstyrret. Og dog, hun blev stadig ramt af en form for bekymring for hvad der skulle ske med landet, når krigen først brød ud, den var allerede tilstede, men så snart krigere og riddere gik i kamp, så ville der ikke være nogen vej tilbage, ikke for nogen. Børn ville se rædsler, som de aldrig før havde set før. Voksne ville blive mindet om forfærdelige tider og frygt. Det hele kunne nemt brase sammen.
Camelia vendte atter blikket bort fra sine omgivelser, som hun lod blikket glide tilbage mod ham. Tilbød han at hjælpe hende igennem sine patienter eller hvad havde han i tankerne? "Jeg kan umuligt belejlige Dem, Hellige Fader" forklarede hun roligt, som hun da ikke kunne tage hans tid væk for i dag. Nok gjorde hun dette frivilligt, men ingen sagde, at han var nød til at tage del i arbejdet. "Hvor god er De med urter?" lo hun let, blot et spørgsmål, der kunne bestemme hvorvidt han overhovedet kunne hjælpe. Hun ville umuligt kunne hjælpe alle hendes patienter med sin magi, da det ville svække hende for meget, så ved mindre skader, kunne hun ty til healende urter i stedet. Selvfølgelig ville healings processen være længere, men mon ikke det var det værd?

[Llane Rathen]

Taknemlighed... Han nikkede da hun brugte dette ord. Vær taknemmelige for at Dirok ikke straffer os alle.
Llane trak roligt på smilebåndet og løftede hånden som gestus. "Belejlige mig? Tænk ikke på det! Jeg vil hellere end gerne hjælpe hvor jeg kan. Jeg har brugt mange dage i templet, hvor jeg har lyttet til bønder og gråd. Jeg har brug for at gøre noget mere håndgribeligt nu. Nok er Dirok tavs, men jeg kan endnu hjælpe til." Hans stemme var mild og varm, dog vendte han straks efter ansigtet væk og fortrak en bitter mine. Han havde følt sig en anelse ubrugelig på det sidste - folk kom til ham for råd og vejledning, men han kunne ikke give dem andet end opløftende ord og en velsignelse. Sandheden var dog, at det ikke var nok til at tilfredsstille Llane selv. Han havde brug for at se Herrens værk i aktion. Og siden han ikke ikke just var den store kriger, så kunne han ikke tage med soldaterne ud for at opsøge deres fjende. Han måtte i stedet blive i byen og formidle Diroks ord - hvis de da kom...
Ypperstepræsten vendte atter blikket mod englen, og der var nu et smil at finde på hans læber igen. Han forsøgte tydeligvis at skjule sin frustration. Ingen grund til at folket så præstens problemer. Han skulle trods alt være hævet over tvivl og negativitet - skulle han ikke?
"Urter? Puha... Det er mange år siden jeg har haft noget med urter at gøre." Han forsøgte at rode rundt i sin hukommelse, i en søgen efter nogle minder. Lærdom fra hvad der føltes som en menneskealder siden. "Men jeg husker da lidt! Eh... Guldtorn var god for.. Mavepine, ikke sandt? Eller var det Tidsblomsten?" Han lo over sin egen inkompetence. "Der er nok en grund til at jeg ikke blev healer! Havde nok gjort mere skade end gavn."
Det var sært. Der var noget befriende ved at tale med en person, der ikke bad om tilgivelse eller velsignelser. Han var altid omringet af mænd og kvinder, der nedskrev alt han sagde og bønder der tiggede og bad om frelselse. Han kunne næppe undgå sådanne spørgsmål - selv englen ledte efter svar - men i sidste ende var hun mere påpasselig med spørgsmålene. Og langt mere stille. Åh, hvor havde han savnet stilheden!
"Jeg vil naturligvis ikke stå i vejen for Deres arbejde, Madam. Hvis De helst ønsker at arbejde alene, så sig det blot. Jeg er en voksen mand - jeg kan tåle at blive afvist." Han sendte hende endnu et skævt - endda kækt - smil og foldede atter armene bag ryggen.

[Camelia Nimar]

Camelia vidste, at hun var nød til at være taknemmelig for at der ikke var sket yderligere skader til landet, også selvom de havde taget et hårdt og grusomt stød. Det var klart noget, der krævede opbygning, men også en vis overblik, hvis ikke byen skulle være fanget af den rædsel, de havde oplevet. Alligevel virkede det som om at Llane formåede at distrahere hende en smule fra rædsel. Hans smil virkede også beroligende, som han straks mente, at hun ikke ville belejlige ham, men måske endda kunne hjælpe med hans rastløshed? En mild latter strøg over hendes læber, som hun nikkede en anelse til hans ord, hvis han havde det på denne måde, ville hun da ikke tage det fra ham, men måske vælge at inddrage ham mere end blot ved hjælp af urter. ”Deres hjælp er mere end velkommen” forklarede hun roligt, som hun gjorde en mindre gestus med et nik. Hun ledte dem roligt ned af den næste sidevej, som blikket gled fra ham mod de nedbrændte huse. Synet var ikke særlig rart og det viste blot, hvor mange der havde mistet deres hjem og muligvis var tvunget til at leve på gaden, det var mildt sagt forfærdeligt, hvad folk kunne gøre mod andre væsner, uskyldige væsner. Hun rystede svagt på hovedet for sig selv, som hun knurrede hen hånd rundt om stoffet på hendes gjorde. Hvem havde dog sat dette i gang? Forhåbentlig ikke nogen der ville ende med at vinde også selvom de måske havde vundet første slag?
Som de atter var på rette kurs, vendte hun blikket tilbage mod Llane, hun kunne godt fornemme lidt på tonen, at han gerne ønskede at gøre mere, dog valgte hun ikke at kommentere på det, som han allerede var godt på vej, blot ved at spørge om han kunne hjælpe til. Det var da allerede mere end mange havde gjort den sidste måneds tid? Camelia kunne ikke skjule en svag latter, som han forklarede sin viden med urter. Måske det ville være bedst, hvis hun guidede ham igennem det, eller i det mindste forklarede, hvilket han skulle bruge til at dulme smerterne hos patienterne? Hun lagde roligt en hånd over sin mund, for at stoppe latteren i at fortsætte, som hun lyttede til hans forklaring. Noget havde han ikke glemt, men måske skulle han bare holde fast i hvad hans instinkter fortalte ham og ikke ty til tvivl? ”Deres viden er en smule rusten, men.. når det er sagt, så har jeg ingen af delene med” lo hun let, som hun greb tasken, der havde hængt over hendes skulder og rode lidt rundt i den. Hun trak nogle blomsterblade op, de var blå og havde en rund form, som hun lagde dem i sine hænder. ”Disse kan dulme smerten hos patienten i en rum tid, det kræver blot at de bliver most sammen til en homogen masse, som enten spises eller ligges over såret, afhængig af om det er et synligt sår eller en følelse” forklarede hun med et smil, som det nok ville være nemmest at dulme deres smerter, hvis lidelsen var for stor eller såret for voldsomt. Hun lagde dem roligt ned i tasken igen, som hun rettede blikket fremad og så sig let over skulderen. Dette sted virkede bekendt, men alligevel ikke, som hun rynkede let på brynene, der var klart noget i vejen med dette billede.
En underlig panik spredte sig pludselig hendes krop, som hun stille satte farten op. ”Børnehjemmet skulle ligge heromkring” sagde hun lettere bekymret, som hun begyndte at kigge ned langs med sidegaderne og straks forsøgte at danne sig et overblik over gadebilledet. Hvad var der mon sket? I sidste ende begyndte hun at løbe, som hun mumlede let for sig selv: ”Lad der ikke være sket dem noget” hendes stemme var lav, men samtidig også bedende, som hun for en stund havde glemt alt om Llane og den samtale de havde kørende. Hun stoppede dog op et stykke længere nede af gaden, som hun stirrede på bygningen. Halvdelen var brast sammen i branden? ”Uskyldige børn” sagde hun lettere forskrækket, som hun bevægede sig imod huset og let sprang tilbage, som en bjælke knækkede af oppe ved taget. Det gøs hende ned af nakken, som bekymringen stod malet i ansigtet på hende. Hun var nød til at tjekke huset for at sikre sig, at der ikke var nogen indenfor. Hun vendte hovedet mod Llane. ”Jeg er nød til at tjekke huset indenfor” forklarede hun ham, som hun begav sig mod døren i den modsatte ende af, hvor det hele var brast sammen i håb om at det i det mindste var en anelse mere stabilt end den øvrige halvdel.

[Llane Rathen]

Ypperstepræsten gik roligt og betragtede englen imens hun talte. Der var en let rødmen at spore i hans ansigt, da hun lo af ham. Det var særdeles længe siden at nogen havde leet af ham, uden at det havde været en tydeligt falsk latter. Han var naturligvis en anelse flov over sin manglende viden på dette niche område, men samtidig så var han lettet over at han da i det mindste havde nævnt nogle urter der rent faktisk eksisterede. Det var altid noget at han ikke havde sagt noget fuldstændigt vås. Han trak derfor på smilebåndet over hendes klukkende latter, og fulgte opmærksomt med da hun tog nogle blå kronblade frem fra sin taske. "Blå?" mumlede han chokeret for sig selv. Han havde forventet at de ville have været røde. "Moses og så enten spises eller påføres. Dét tror jeg bestemt at jeg vil kunne huske." sagde han med et skævt smil. Hun lagde bladende væk og Llane rettede sig atter op og lod blikket vandre omkring dem. Udbrændte huse og sorte rendesten. Han tænkte tilbage til den skæbnesvangre nat en måned tilbage, og tog instinktivt sin højre arm op til sin venstre skulder. Såret var for længst blevet renset og syet på bedst mulig vis, men der var gået lang tid inden han havde set en healer den nat. Der havde ikke været meget at gøre. Kroppen måtte heale sig selv, havde de fortalt ham. Han fjernede hånden og lagde atter hænderne bag ryggen. Flammerne fra den rædselsfulde nat fyldte stadig hans mareridt. En så stor del af byen var blevet udslettet, at man dags dato endnu ikke havde fulde optegninger eller tal på hvor mange hjem og bygninger der var blevet ødelagt. Hver dag kom flere nye mennesker til templerne, for at bede om husly. Hver dag lå der flere sovende børn på gaden. Præsten gøs. Med ét slag var underklassen blevet dobbelt så stor. Hvis ikke større...
"Hm?" Han blev hevet ud af sin tankestrøm, da englen atter talte. Han fangede ikke hendes ord, men forstod på hendes tone at der var noget i gære. Han rynkede panden og kastede et opmærksomt blik rundt. Havde hun set noget? Han kastede et blik over skulderen, men inden han nåede at se sig om, var hun sat i løb. "Madam?!" udbrød han chokeret, men satte straks i løb efter hende. Præsten blev hurtigt mindet om, hvor dårlig form han egentlig var i, og han priste sig lykkelig for at de ikke skulle så langt. Han stoppede ved englens side, og brugte et par sekunder på at få vejret og tage sig til den ømme skulder. Pokkers kvinde! Du kan ikke bare sådan uden videre løbe din ve-
En stor bygning stod foran dem - eller snarere sank sammen foran dem. Huset var nærmest helt forkullet; døren var knust under store tagbjælker og halvdelen af bygningen var begravet under tagrester, kul og træ. Det havde været en bygning som alle andre, hvis det halvknuste skilt, der stod op langs den forkullede mur, ikke havde haft ordet "børnehjem" på. Llane stirrede måbende på bygningen, fuldstændig chokeret.
"Nej... det... Det kan ikke..."
Nok var Llane forholdsvis hård mod stortset alle ikke-religiøse og han brød sig ikke om underklassen, men børn havde en særlig plads i hans hjerte. Børn var uskyldige og rene; og skulle beskyttes! Denne forkullede bygning symboliserede i særdeleshed at folket havde fejlet i at beskytte de svageste. Nej. Måske kom de ud i tide! De er måske i live.
Han vendte blikket efter englen, da hun nærmest trodsigt gik hen mod den opretstående del af ruinen. "Madam... Det tror jeg ikke er klogt." sukkede han. Han frygtede hvad de ville finde derinde. Jeg bliver nødt til at gå med. Pokkers kvinde! Med et opgivende suk fulgte han hende ind i den forkullede bygning.

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi hun havde ment, at gøre grin med ham, men nu havde hun heller ikke fortjente det helt store, når han sikkert havde haft rigeligt andet at se til i sit liv, når man først viede sit liv til guderne. Det var i hvert fald sådan hun selv lidt forventede, at livet som ypperstepræst ville være, at det måtte kræve en del af ens barndom, at komme så langt. Dog var han ikke helt galt på den, men han havde jo sikkert heller ikke det store behov for at vide den slags ting, når der jo fandtes healer til at vide det. Desuden så havde Camelia brugt en del tid på at dyrke sine egne urter og studere dem, så hun skulle gerne vide en del om emnet. Alligevel kunne hun godt fornemme at han var en anelse flov, som hun roligt skruede ned for sin latter og til sidst lod den glide over i ingenting. Hans mumlen tog hun sig ikke så meget af, som hun blot nikkede til hans ord og atter lagde bladene tilbage i hendes taske. Det kunne jo være, at de kunne blive nyttige senere, så hun skulle helst ikke tabe dem undervejs, de var mere sikre i hendes taske i hvert fald. Synet af de nedbrændte hus og lugten var nok til at give hende et indtryk af, hvad der måtte være sket den nat, hun havde heldigvis ikke selv været til stede i byen, så hun havde ikke set det med egne øjne, også selvom nogle mente at deres skrig var høje nok til at kunne blive hørt i hele landet, så havde det ikke været tilfældet for hende, også selvom rygtet havde spredt sig meget hurtigt. Hun havde ikke haft mode til at hjælpe til den nat, mest af alt fordi hun ikke var sikker på, hvad hun ville komme ind til, samtidig så var en healer ikke ment til at blande sig i riddernes arbejde. Det var umuligt at kunne forestille sig, hvad der var sket i byen, medmindre man selv havde været der, men Camelia ønskede ikke at have det syn for øjnene, så hun var glad for at være kommet udenom, også selvom hun havde valgt at hjælpe til nu, så var dette ingenting i forhold til hvordan det havde lydt og set ud.
Som højelver havde hun også besøgt Kensis med sin familie, så hun var udmærket klar over hvordan de forskellige bydele var bygget op, og derfor var hun også sikker på, at der skulle være et børnehjem i nærheden et sted. Hun kunne ikke bare stå til, hun var nød til at få ro på, hvis nu det bare var hendes hukommelse, som ikke huskede vejen korrekt. Men så snart hun satte i løbe for at sikre sig, at det blot var en fejl, så gik det op for hende, at hun desværre ikke tog fejl. Camelia lagde godt mærke til hans udråb, men hun havde ikke tid til at svare ham, ej give ham opmærksomhed før at han dukkede op på siden af hende. Af natur var hun også nysgerrig, men lige nu var hun mest bekymret for at der kunne være nogen indenfor, også selvom der var gået en måned, så kunne man jo aldrig være sikker, før man selv havde tjekket det ud? Når det først drejede sig om børn, så var hun næsten ligeglad med hvad hun skulle gøre for at sikre sig deres sikkerhed også selvom bygningen ikke lod til at have meget håb, så kunne hun vel godt give det et forsøg? Llanes ord fik hende dog til at vende blikket bort fra huset, som hun kiggede på ham. Han lod til at være lige så meget påvirket af situationen, som hun selv var. Det var jo også forfærdeligt. ”Det er forfærdeligt, hvordan folk ingen samvittighed har” mumlede hun irriteret, men samtidig også med en kold undertone, som om hun intet havde til overs for den slags, men det havde hun faktisk heller ikke. Hun ville aldrig kunne se grunden til at gøre andre fortræd og da slet ikke gøre dette til en hel by. Hun havde dog ikke tænkt sig at blive stående og bare kigge på, hun var nød til at få det bekræftet at alle var kommet ud. Hun så sig dog over skulderen, som han ikke mente, at det var nogen god ide, dog fortsatte hun længere ind i bygningen, efter at hun havde dukket hovedet for at komme under bjælken. ”Der er så mange ting i verdenen, som ikke er klogt, Hellige fader” forklarede hun roligt, som hun rettede sig op endnu en gang og lod blikket glide rundt i rummet. Der var brandmærker flere steder og lugten var egentlig ikke særlig rar, som hun placerede hånden over sin næse og gik videre ind i det næste rum. Lugten blev egentlig stærkere, men hun var udmærket godt klar over, hvad det ville betyde, hvis hun fulgte den, så hun burde egentlig lade vær. Camelia vendte blikket mod ham for at se om han var fulgt med. ”Det ville være dumt, at tro, at nogen har været fanget her i en måned, ikke sandt?” spurgte hun en smule ledende, blot så hun ikke fik sine forventninger op omkring at hun kunne finde nogle derinde. Hendes blik gled lidt rundt, som hun satte sig ned på hug foran en bamse og rakte hånden ud efter den. Den var godt støvet til og ikke mindst forbrændt, men det lignede dog stadig en bamse. Hun strøg den roligt over hovedet, som hun rejste sig op og holdt den i hånden. Der havde helt sikkert været børn tilstede, da branden brød ud på taget. Hun rystede svagt på hovedet, som hun tvang sig selv videre igennem den knap så ruinerede halvdel af huset. Camelia var ikke helt sikker på om hun skulle bevæge sig ovenpå, eftersom at trappen så forfaldende ud.

[Llane Rathen]

Ypperstepræsten betragtede englen, som resolut bevægede sig ind i ruinen. Han havde mest af alt lyst til at råbe eder og forbandelser af hende, men fulgte hende dog i tavshed. Frustrationen bredte sig gennem hans krop - han havde i sinde at hjælpe folk, ikke se på dét, men ikke kan redde. Der var ingen tvivl om, at denne bygning var fyldt med død og frygt. Præsten bed tænderne hårdt sammen, og placerede hånden på bjælken imens han vippede kroppen under den. Det forkullede træ efterlod et tykt sod-aftryk på hans håndflade og bjælken knirkede faretruende da hans fingre forlod overfladen. Gulvbrædderne knirkede ligeledes under dem, og det gav genlyd gennem hele bygningen.
"Fanget her en måned? Ingen kan overle--" Han stoppede sig selv, da han indså hvad han var ved at sige. Det var ikke hvad hun ville høre. "De er sikker blevet hentet for længst. Der er næppe noget at finde her." Han forsøgte at sende hende et opmuntrende smil, men kunne ikke få musklerne til at makke ret. Intet menneske ville kunne overleve herinde.
Trappen, der var ædt op af flammer, mindede dem om en overetage der var uden for deres rækkevidde. Hvis der havde ligget børn deroppe, så havde de været fanget. Tanken gav ham en dårlig smag i munden - Llane kunne nærmest se det for sit indre øje: Børn fanget i et hav af flammer. Bange og alene; deres skrig skar gennem natten, men trods folket hørte dem, turde ingen trodse drager, ild og død. I et forsøg på at tvinge tanken ud af sit hoved, knugede han i et øjeblik sine øjne i og mumlede nogle bønner for sig selv. I sin blindhed snublede han næsten over en væltet stol. Efter at fumlet rundt, fik han atter sin balance og kom på benene igen. Han rettede på sit tøj, som var intet sket, og fulgte endnu engang efter englen. De vandrede igennem ruinerne; det virkede som en evig vandring, trods de bevægede sig langsomt gennem nogle små rum. Længere inde i bygningen blev det tydeligere at flammerne ikke havde påvirket ydermurerne, men snarere havde ædt huset op indefra. "Ilden må have bredt sig oppefra." Mumlede han og lod fingrene glide op langs indervæggen. "Hvis vi kommer ovenpå vil vi nok finde et hul i taget. Måske var det en flammende pil eller..." Han tøvede. "Bymuren er ikke langt herfra - måske kom de ind til centrum via tagene." Han trådte forbi englen og gik hen til en lukket dør. Han forsøgte blidt at skubbe den op, men da døren gjorde modstand, satte han skulderen til og gav den et hårdere skub. Den rørte sig ikke.
"Ved Trix' Skæg..." bandede han og gav døren endnu et skub. En højlydt skraben vidnede om, at det var et stort objekt der blokerede på den anden side. Dog nægtede præsten at give op, og han skubbede endnu en gang, med al sin styrke. Der lød en høj skraben, og Llane fik tvunget døren en smule op. Han masede sig selv gennem den lille sprække og kom ind i et fuldstændig sort rum. Væggene i rummet var sorte, luften var fyldt med sod og lugten var ulidelig. Præsten gispede højlydt og førte en hånd foran næse og mund. "Diroks nåde!" Rummet var umiddelbart ikke berørt at flammerne, men en loftsbjælke havde blokeret døren og rummet var umiddelbart vinduesløst. Op ad væggene sad nogle små skikkelser der var gået mere eller mindre i forrådnelse. De var dækket af sod, støv, kul og nogle nedfaldne brædder. Luften var tyk af død og ... "Trix, hvad har du gjort..." gispede han igen og vendte sig mod væggen for ikke at se og lugte for meget af rummet. Ud af øjenkrogen spottede han endnu en lille sammenkrøllet skikkelse i hjørnet skjult bag døren. Han ville ikke have bemærket skikkelsen, hvis den da ikke havde rykket på sig. Præsten stirrede måbende på den lille krop der skælvede skrækslagen i hjørnet. To store øjnede kiggede henover de bare knæ.
"Madam..." mumlede han, for at få englens opmærksomhed rettet mod barnet i hjørnet. Han trak i mellemtiden sin blodrøde kutte af skuldrene og gik langsomt hen til kroppen. Han satte sig på hug foran barnet og rakte afprøvende kutten frem mod kroppen. "Hej." hviskede han. "Du må godt tage den..."

[Camelia Nimar]

Måske hun havde falske forhåbninger omkring det hele, et ønske om, at hun rent faktisk kunne hjælpe flere end dem hun allerede havde hjulpet. Måske hun endda tænkte, at der var andre, som havde mere brug for hende end dem, der rent faktisk havde et sted at bo og ly for natten. Nogle som rent faktisk kunne reddes ud af flammernes hav? Hvad enten dette var muligt eller umuligt, så følte hun en trang til at undersøge ruinerne nærmere, hvad enten dette var klogt eller ej, så havde hun allerede taget en beslutning og ypperstepræstens mening ville næppe få hende til at ændre mening. Det var i hvert fald ikke noget hun endnu havde givet udtryk for, ville være muligt. Nok kunne de begge ende med at møde rædsler i ruinerne, men hun følte fortsat at der var noget, som hun kunne ændre på, måske det bare var hendes brændende ønske om at hjælpe, der trak hende ind i de mørke ruiner. Lugten var knap så slem i hvert fald ikke lige så slem, som den måtte have været i natten for angrebet. Der var ingen tvivl om, at der var sket store skader på den ellers mægtige bygning, men bygningen var i forvejen forfalden, så der skulle næppe meget til før at denne ville kollapse under selv det mindste skub, ikke sandt?
Camelia var egentlig mere koncentreret omkring hvor hun gik end at lytte til hvad præsten havde gang i, dog vækkede hans ord hendes interesse, som hun gik i stå og stirrede ned i jorden. Han havde ret også selvom han ikke færdiggjorde sin sætning, så kunne hun godt regne ud, hvor han var på vej hen. Det ville da være umuligt for nogen at overleve et sted, som dette, alene? Frygten for at der var nogen fanget i bygningen havde allerede ramt hende før, men tanken om at disse kunne være døde og klemt inde under ruinerne skræmte hende yderligere, som hun bestemt ikke ønskede at se barnelig. Alligevel forsøgte hun at ryste forskrækkelsen af sig, som hun vendte blikket mod ham. ”De har sikkert ret, Hellige fader” sagde hun med et smil, også selvom det var en smule tvungen, så kunne man godt fornemme en svag frygt for hvad de kunne finde i huset, lure i skyggen af hendes øjne. Hun blev vel nød til at se positivt på det hele, det var jo ikke en gang sikkert, at hendes healer evner overhovedet kunne hjælpe dem, der var kommet til skade, måske de blot ville leve med arret resten af deres liv, hvis hun havde været der? Nej, hun mente fortsat at hun ville kunne gøre en forskel, hun havde trodsalt lært en del de sidste mange måneder, ikke sandt? Elizabeth havde vist hende den tillid, så hun kunne ikke bare bakke ud nu også selvom lugten og stanken fik hende til at rynke på brynene, som hun atter vendte fokus mod bygningen og de forkulede bjælker. Hvordan kunne nogen gøre dette mod en by, som Kensis, der var ingen grund til at bruge vold og der var da slet ikke nogen grund til at angribe forsvarsløse sjæle, som havde vandret igennem Kensis gader i troen om, at der var fred og ro i landet. At der ikke var noget til at true deres tilstedeværelse, men nu havde ondskabet vist deres ansigt og det var næppe det sidste. Som hun lod blikket vandre rundt i bygningen og svagt bevægede sig over gulvet, kunne hun både høre og mærke hvordan gulvet gav efter. Hvis ikke det passede på, så kunne de meget vel ende i kælderen.. Hun kiggede sig over skulderen for at få en fornemmelse af, hvor præsten mon var blevet af, mon stedet havde brug for hans velsignelse for at rejse sig igen? Et smil gled over hendes læber, før hun mærkede muren mod hendes ryg. Tanken om at være fanget i dette sted, skræmte hende, men fik hende også til at fortsætte, som hun lod hånden glide hen over den forkulede muren. Det var tydeligt at belægningen var begyndt at smuldre af, som hun endte ud med en hånd fyldt af støv og en kildren i næsen, som hun børstede hænderne fri fra soden og støvet, men endte med yderligere sorte hænder. Mon hun blot havde gjort det værre? Hans stemme fik hende til at rette blikket væk fra hendes hånd mod ham, som hun nikkede en smule til hans ord og rettede blikket op. Han havde sikkert ret, ilden havde ædt huset op indefra og truede nu med at styrte sammen over sig selv. I det mindste ville det ikke trække øvrige bygninger med i faldet på den måde. ”Jeg tvivler på at overetagen kan holde vores vægt” konkluderede hun roligt, som loftet og dermed 1. sals gulv så mere eller mindre medtaget ud, det så ud til at kunne smuldre sammen også. Mon ikke de blot skulle holde sig til underetagen for nu. Hun nikkede let til hans ord, han havde ret, hun skulle bevare håbet om, at de var kommet ud og nået udenfor bymuren. ”Jeg håber, De har ret. Jeg kan ikke klare, at skulle have svigtet næste generation” hendes stemme var lav, måske endda en smule tilbageholdende, som hun endte med at give ham plads til døren foran dem. Det var sikkert blot endnu et tomt rum, alligevel var hun forbavset over at se, at døren virkede til at være blokeret, måske den var gået i baglås. Kunne der være børn fanget bag? Nej, det ville da være umuligt.
Selvom hun forsøgte at holde sig i baggrunden, så kunne hun ikke lade vær med at frygte, hvad der mon var gemt bag ved døren. Hun placerede roligt hænderne for sine ører, som lyden fra døren og objektet bag, skar igennem i hvilken som helst anden lyd. Det gøs hende ned af ryggen, som hun var i tvivl om, hvor vidt nogen ville have været i stand til at flytte dette eller overhovedet forsøge midt i kaosset den aften. Camelia greb yderligt fast i tasken og fangede sig selv kramme bamsen ind til sig, som hun så til, imens at Llane skubbede døren op. Ikke noget der lod til at være let, som hun tøvede med at følge med ham, dog formåede hun at masse sig igennem den lille åbning, som Llane havde fået lavet i sin stædighed. Han lod ikke til at give op, hvilket også blot bragte et smil frem på hendes læber, dog falmede dette meget hurtigt, som hun lod blikket glide rundt i det nye lokale og hurtigt flyttede sin hånd mod hendes mund og næse. Hvilken stank! Hun lukkede øjnene, som hun var sikker på at genkende lugten, råddent kød, lig der var gået i forrådnelse. Hun havde haft muligheden for at opleve det før, også selvom der blot havde været tale om et sår, der var begyndt at gå i forrådnelse, så var hun ikke i tvivl. Lugten hang fast i hendes næse og fik hendes øjne til at svie også. Gud, hvor ville hun bare gerne væk derfra lige nu. Alligevel tvang hun sig selv til at kigge rundt, som de forkulede skikkelse, fik hende til at gispe. Rædslen var tydelig i hendes øjnene og hun følte slet ikke hun kunne stå fast på hendes ben. Hvordan kunne nogle efterlade børn her? Hun væmmes næsten ved tanken og kunne mærke, at det egentlig gjorde hende vred. ”Hvem gør den slags mod børn uden at trække en mine” mumlede hun forbavset, som hun måtte vende blikket bort og straks vendte sig mod døren, som hun placerede hånden mod bjælken foran denne. Havde de ingen samvittighed? Hvem ville drage børn ind i dette, de havde intet med krigen eller striden at gøre. Børn var og forblev uskyldige, det var mildt sagt forfærdeligt. Hun var klar til at gå, før at Llane henvendte sig til hende. Hun rettede blikket mod ham og så til sin forskrækkelse endnu en skikkelse fanget i rummet. Men der var stadig håb for denne. Barnet måtte have været fanget derinde sammen med de andre og måtte have skullet udstå en hel del for at kunne overleve. Hun rystede følelsen af sig, som hun satte sig ned på hug ved siden af Llane og rakte en hånd frem. ”Vi gør dig ingenting, vi er kommet for at hjælpe” forklarede hun med et mildt smil. Barnet virkede begyndt, men hun var ikke sikker, som han var dækket i sod og støv, han lignede mildt sagt ikke et barn, andet end hans størrelse. ”Frøken Nimar?” stemmen skævlede og var tydeligvis svag, men det lod til at drengen kunne genkende hende, som hun dog ikke helt opfattede det med det samme, men endte med at nikke. ”Ja, det er mig, lad os hjæpe dig udenfor” forklarede hun med et smil på læben, som hun forsøgte at trøste drengen til at bevæge sig væk fra hjørnet. En knirken, bevidnede at huset ikke var klar til at blev rørt ved. Det faktum at de havde flyttet bjælken var nok i gang med at forårsage en kædereaktion inde i huset og der gik heller ikke lang tid før, at et brag lød ikke langt fra dem, sikkert i rummet ved siden af dem. Drengen blev forskrækket og strøg hurtigt ind i armene på dem begge, som han greb fat om Llanes kutte og tog fat om Camelias kjole. ”Vi skal finde en vej ud, hurtigt” sagde hun stille, som hun kiggede fra drengen og op på Llane, før at hun rejste sig op, fortsat med drengen klæbet fast til hendes side.

[Llane Rathen]

Llane betragtede det lille barn. Dirok... Han havde så mange spørgsmål; hvorfor havde denne dreng overlevet? Hvordan? Var det Diroks værk? Skæbnen? Eller var barnet umenneskeligt? Dog var hans tanker holdt nede af et anker, og de eneste ord der fandt frem til hans sind var "...finde en vej ud..." Præsten mødte englens blik i tavshed, og nikkede så. Han lagde sin kutte om drengens skuldre, og løftede i et snuptag den lille krop op i armene. Braget fra rummet ved siden af havde uden tvivl vidnet om loftets kollaps. Ilden havde nok startet over lige netop dét rum. Det ville forklare hvorfor ingen havde evakueret dette rum. Hvis ilden havde bredt sig ned ad trappen, kunne den have afspærret både overetagen og dette lokale. Præsten skævede ud af den lille åbning ved døren, inden han maste sig selv og drengen igennem. Drengen rystede i hans arme, og skjulte sit forkullede ansigt i præstens trøje. Normalt ville skidtet og tanken om at få ødelagt sit tøj have frustreret, men hans tanker var stadig holdt tilbage. Det eneste der var vigtigt lige nu, var at komme ud. Væk fra ligene. Ud med livet.

Stuen ved siden af værelset var fuldstændig knust af overetagen. En bærende bjælke havde bukket under og havde flået loftet itu. Det pludselige kollaps havde sendt en sky af støv og sod op i luften, og med armene fulde, kunne Llane ikke holde sig for ansigtet. Soden satte sig hurtigt i næsen og halsen, og han måtte kæmpe for ikke at hoste for voldsomt.
"Jeg kan ikke se om døren er faldet sammen." gispede han og forsøgte at se gennem den støvede luft. "Men det er ikke umuligt at komme gennem rummet. Men gulvet er nok under enormt pres. Vi skal passe på hvor vi træder. Madam?" Han vendte sig mod hende og sendte hende et opmuntrende smil. "Vi skal nok klare den. Men vær forsigtig." Med disse ord trådte han ud på det knirkende gulv. Han måtte mase sig forbi en bjælke, og træde henover nogle forkullede loftsplader. Gulvet bøjede sig en smule under hans vægt. Nu kom en ny tanke frem i hans hoved: Har bygningen mon en kælder? Tanken gjorde ham bleg og han mærkede straks varmen forlade hans krop. Gulvet knirkede under ham. Han havde allerede taget de første skridt ud blandt de nedfaldne bjælker. Der var ingen vej tilbage - der var desuden ingen udvej deromme. Der var kun fremad!
Han tog endnu et skridt fremad. Gulvet knirkede højlydt og det knasede under hans fødder. Et enkelt bræt knækkede højlydt. Drengen klynkede i præstens arme, og Llane mærkede de små fingre knuge sig hårdt fast i tøjet. Gulvet ved den anden dør... Det har ikke lidt overlast fra kollapset... Hvis jeg kan nå derhen, så er vi i sikkerhed... Endnu et skridt. Det gik jo fint! Et lille smil selvsikkert fandt vej til hans læber. "Bare rolig," hviskede han til drengen. "Madam Nimar er den bedste healer jeg kender. Når vi kommer ud herfra, så skal hun nok tage sig af dig." Drengen lod til at blive mere rolig. "Og så køber vi dig et rosinbrød, hvad siger du til det?" Knirk. Knæk. Hans knæ skælvede - han var ikke just atletisk, og med et barn i armene var hans balance fuldstændig ødelagt. Næsten...
Dørkarmen til det næste lokale var indenfor rækkevidde. Han sukkede højlydt. Hans øjne var tørre og hans hals gjorde ondt. Sodet havde sat sig overalt på hans hud og i hans tøj. Knæk. Knirk... Knæææk!! Benene forsvandt. Alt forsvandt. Mørket kastede sig over dem og opslugte dem i et højlydt brøl. Så blev alt sort.

...

"Du må ikke dø! Du må ikke!"
Llane gispede og slog øjnene op. Han blev mødt af de store fortvivlede barneøjne, der så ned på ham. Præsten lå på siden med noget tungt over sig. Den lille dreng lå under hans arm, i et beskyttet lille tomrum, hvor hverken træ, sten eller noget andet kunne ramme ham. Llane havde på nærmest magisk vis formået at skærme barnet i deres fald.
Hans hoved dunkede.
"Han er vågen! Frøken! Han er vågen!" drengen råbte af glæde, hvilket sendte en stikkende smerte gennem mandens hoved. Det hele kørte rundt; trods alt var sort, så var det alligevel tydeligt for ham, at verden snurrede rundt.
"Vi... faldt gennem gulvet!" udbrød Llane pludselig. Det hele faldt langsomt på plads. Han forsøgte at rejse sig, men blev holdt nede af en stor bjælke, der havde fundet sig til rette henover hans ben. Han kastede mindre træstykker, sten og planker væk, så drengen kunne komme fri. Derefter så han op mod rummet hvorfra de var faldet. "Madam Nimar? De er nødt til at få drengen ud herfra inden hele bygningen falder sammen over os alle!" Det var mere end ordre end så meget andet. Dirok skal nok holde hånden over mig... Jeg skal blot sikre mig at disse to ikke går til på grund af mig.

[Camelia Nimar]

Der var ikke længere nogen forstrydelse at finde i Camelia, som barnet klart var et tegn til, at det havde været en god ting at bevæge sig ind i bygningen, uanset hvilke konsekvenser det kunne få senere, så var det vigtigt at redde den nye generation, for at verdenen kunne leve videre. Alligevel blev hun en smule forskrækket i takt med at der var noget andet, so brød sammen ikke langt fra dem. Det var en skræmmende tanke, at bygningen endnu ikke var færdig med at falde sammen, men hvis de havde ventet længere tid, så var det måske allerede for sent for drengen, så hun var fortsat fast besluttet på at gøre det rigtige, nemlig at hjælpe til. Hun nikkede til præsten, som han samlede drengen op og satte kursen imod døren. Det var svært at vide, hvor meget der ville styrte sammen endnu, så måske det var bedst at komme ud, alligevel valgte Camelia at se sig om en sidste gang, blot så de ikke var i færd med at glemme et andet barn, der var skjult i det forkulede rum. Det lod ikke til at være tilfældet og derfor valgte hun at følge efter præsten og drengen.
Det var næsten en befrielse, at komme ud på den anden side af døren, som lugten var langt bedre, men der var stadig en konstant lugt i luften, som mindede dem om, hvad der var sket i bygningen. Hun lod blikket glide langs med muren, som hun var i tvivl om, hvorvidt de nu skulle tage samme vej tilbage, eller forsøge at finde den hurtigste vej ud af bygningen. Måske det var op? Hun kiggede op, men måtte vende hovedet mod præsten, som han talte. Det var tydeligt at soden var blevet hvirvlet op, som hun lagde en hånd rundt om munden og forsøgte at dække sin næse samtidig. Det ville nok blive svært for dem at føre en samtale, så måske de skulle koncentrere sig om at komme ud i en fart i stedet? I teorien kunne hun have brugt sine vinger til at skubbe den støvede luft væk, men samtidig så var hendes vingefang for stort til at der ville være nok plads til at hun kunne bevæge dem. Vingerne var fortsat placeret mod hendes ryg, som de dog slæbte sig hen af jorden. Det var noget hun ville være nød til at tage sig af senere, lige nu skulle de bare ud, så ville hun kunne gøre sine fjer rene efterfølgende. Måske i den nærmeste brønd. ”Jeg er klar på alt for at komme ud” forklarede hun, som hun næsten ville gå i hvilken som helst vej for at komme ud i luften igen. Det var svær at sige, hvordan de kunne komme ud, men lige nu valgte hun at følge efter præsten, fordi han lod til at have en fornemmelse af bygningen. Hun havde vist selv glemt vejen, de var kommet ind af.. Som gulvet under præsten knirkede, knugrede hun hænderne sammen og glemte for et øjeblik at dække sin mund til for soden, noget hun dog hurtigt blev mindet om igen. ”Vær forsigtigt” hendes stemme var urolig og bekymret, som hun dog blev tilbage for at se, hvilken vej hun selv kunne følge, når først præsten var kommet over til døren. Det ville om ikke andet være dumt, hvis de begge bevægede sig ud på gulvet samtidig, så hun valgte at blive tilbage for at give dem begge en bedre chance.
Det var næsten helt forfærdeligt, bare at stå og kigge på. Det varede lidt som en evighed, som hun ikke kunne andet end at kigge på og håbe på at de kunne komme igennem det uden at bygningen ville styrte yderligere sammen. Mon ikke det godt kunne lade sig gøre, hvis bare de var forsigtige og ikke tog forhastede skridt igennem den skrøbelige bygning. Et smil bredte sig over hendes læber, som præsten forsøgte at berolige drengen, men hun kunne heller ikke undgå lyden, som gulvet afgav. ”Det er snart ovre” forsikrede hun drengen og var så småt begyndt at overveje sin egen tilgang til at bevæge sig over gulvet, før både præsten og drengen forsvandt fra hendes synsfelt og efterlod hende med et kæmpe brag, som gulvet styrtede sammen.. Hun var næsten løbet over gulvet, som hun dog stoppede op med den ene fod mod gulvet, da det knirkede lige så voldsomt under hende. ”Hellige fader!” råbte hun ud i rummet, støv og sod gjorde det svært at se, hvor stor skaden egentlig var og det eneste hun kunne høre var hvordan bygningen atter var begyndt at give efter.
For ikke at tage nogle forhastede skridt over gulvet, placerede hun sin hånd mod sit bryst i takt med at hun tog en stille indånding og langsomt forsøgte at gøre sig selv mere afslappet. Alligevel valgte hun at bevæge sig ud på gulvet, som hun spredte hendes vinger ud og lod dem tage noget af hendes vægt uden at forlade gulvet. Det var tydeligvis ikke nemt, men det lykkes hende at komme frem til kanten, som hun gik ned på knæ. Der gik lang tid før at hun overhovedet kunne se noget.. ”Er De okay?” råbte hun lettere skræmt, som hun endte med at stirre ned i støvet for længe og til sidst måtte glide tilbage for at tørre soden ud af sine øjne. Der kom ikke mange svar, andet end en klynken fra bunden af hullet. Mon det var drengen?

Det lykkes hende at få svar fra drengen, men han kunne ikke give hende nogle svar omkring præsten, som hun stadig ikke kunne se, hvad der foregik på etagen under hende. Hun havde brugt det meste af tiden til at berolige drengen og sig selv, hvorefter drengens råb var noget der virkelig fik hende til at slappe af. Der var altså liv i præsten endnu.. Hun åndede lettet op, som hun forsøgte at finde en måde hvorpå de kunne få dem ud af hullet, men samtidig undgå at lægge yderlige pres på bygningen. ”Ingen pludselig bevægelser” det var mere for at minde drengen om, at han skulle være forsigtigt, men samtidig også forklare præsten at det endnu ikke var ovre, hvis de troede, at de kunne slappe af nu, hvor det meste var styrtet sammen.
Et lavt suk forlod Camelias læber, som hun hørte præsten stemme og nikkede let for sig selv. Ja, det var bogstavlig talt faldet igennem gulvet og nu ville det blive en udfordring at få dem op igen. Hun gik hen til kanten, som hun kunne høre noget dernede fra, det var fortsat svært at se, men hun kunne høre på drengen, at han var kommet fri. Præstens ord fik hende til at rynke på brynene, og hvad så med ham, skulle hun bare efterlade ham der? ”Jeg har ikke tænkt mig at efterlade Dem, Hellige Fader” forsikrede hun ham, som hun så rundt i rummet, der måtte da være noget som kunne hjælpe.. I sidste ende, så det ikke ud til at, der var meget tilbage i bygningen, så hun måtte improvisere, som hun valgte at sætte sig ned ved kanten med benene hængende ud over. Hun holdt hånden ud, som en mindre flammer endte med at lyse det hele op, hun var nød til at se, hvad der var dernede for at kunne hjælpe. Et gisp forlod hendes læber, som hun fik fornemmelsen af bjælken der spærrede præstens ben. Hun så mod drengen, som hun rakte hånden frem mod ham. Flammen havde taget form af en dolk, som hun smed den ned i rummet og lod den lyse det hele op. ”Ikke noget med at røre ilden” forklarede hun drengen med et smil, som hun hoppede ned i rummet, som han straks farede ind i hendes arme. Hendes blik gled mod præsten. ”Jeg kommer tilbage, så snart han er i sikkerhed” forklarede hun med et smil, før at hun lod vingerne bære dem begge op på næste etage. Det var sikkert for risikabelt at lande på gulvet igen, som hun lod vingerne bære dem begge udenfor. Drengen var tydeligvis rystet og Camelia kunne ikke rigtig lade ham være alene, før at hun havde brugt noget tid på at berolige ham.