Dødslejet (Cam)

[Andrew Hayden]

Tid: 23:55
Vejr blæsende og stjerne klart.
Dato: Jan 1
Tag: Camelia Nimar
Påklædning: en hvid shjorte, sorte bukser og røde boksershjorts  


det var aften og ude på gaden løb en pige i tjenestetøj og råbte om hjælp. hun var helt ude af den og var meget oprevet. hun havde brug for en healer og det kunne kun gå for langsomt.

Inde på Haydens palæ var Andrew i store smerter og høj feber. og havde vrangforestillinger. han var alene på sit værelse til at starte med da en af tjenestefolkende kom ind og opdaget et slange bid. han var blevet forgiftet. 
Andrew plejede at være kold som is. sit element, men nu var han varm og brandte. pludselig farede han op fra sengen og skreg sine forældres navne. Andrews tjenere hentede to vagter til palæet der komme komme og holde andrew da han trak sine kasteknive. de farede på ham og vældtede ham omkuld og tog en arm og et ben hver hvor de par ham op i sengen imens han vred sig og sagde noget der lød som Trix forsvind fra denne verden. selv om han ikke så hende så var hendes tilstedeværelse meget tydelige tegn på at Andrew så døden komme tæt på. han kæmpede mod døden og mod sine vagter som brugte alle deres kræfter på at holde ham nede.
han vred og drejede sig og tjeneste folkene stod i døråbningen og håbede at den tjeneste pige der var løbet ud snart kom med hjem.


Tjenestepigen løb videre og råbte alt hun kunne. men ingen reagerede. hun var fortvivlet og bad til Kira om at få hjælp til andrew.

[Camelia Nimar]

Det var egentlig ment til at være en stille og rolig aftenstur, men tingene tog hurtigt en drejning, som hun hørte nogen råbe om hjælp. Måske hun bare var ekstra følsom overfor den slags råb, for det viste sig at være langt væk. Camelia kunne ikke rigtig forklare det, det var lidt som om nogen kaldte på hende og gjorde hende opmærksom på problemet. Hun strøg hurtigt over himlen, hendes kæmpe vinger spredte sig helt ud, som hun slog dem mod jorden og fik et ekstra skub fremad. Som hun kom tættere på, fik hun øje på en pige i tjenestetøj. Hun lod ikke til selv at have problemer, men der måtte være tale om noget alvorligt, sådan som hun råbte op om hjælp. Mon der var tale om hendes arbejdsgiver? Hun var ikke sikker, men valgte at lande foran hende, som hun automatisk fik hendes opmærksomhed, da hun foldede vingerne sammen på ryggen. "Hvad er problemet, frøken?" spurgte hun en anelse spørgende og søgende, som hun ikke helt kunne forstå hende, måske det var panikken. "Rolig nu" forklarede hun, som hun forsøgte at få hende til at falde ned, så hun kunne forklare hende situationen, hvis der var noget at forklare. "Grev Hayden er frygtelig syg" forklarede hun, som hun dog havde svært ved at udtale det og trække vejret samtidig. Hun forklarede dog ikke særlig meget i det split sekund, hvor Camelia forklarede sit erhverv. Tjenestepigen greb ud efter hende hånd og trak afsted med hende. Hun nåede slet ikke at reagere på det, men måtte stoppe op, da de nåede palæet.
"Er De sikker på, det er i orden, at jeg kommer indenfor?" spurgte hun en anelse forsigtigt, som hun ikke var sikker på, at hun bare kunne træde indenfor. Nok var hun van til store palæer og slotte, men det var noget andet, når hun ikke var budt indenfor af husets ejer. "Vent her" forklarede hun roligt, som hun bevægede sig igennem palæet for at lokalisere Andrew, et syn der ikke så helt så behageligt ud. "Deres Nåde, den kongelig healer, Camelia Nimar, hun kan hjælpe Dem forklarede hun roligt, som hun så sig om efter nogen der kunne forsikre hende om at det var i orden.

[Andrew Hayden]

Andrew var ikke til at komme igennem til. han var helt væk i sine hallosiationer. en af vagterne der holdte ham så alvorligt på pigen. "så for hende dog her ind for helved, han er svær at holde styr på og er feber stærk" sagde vagten i en alvorlig tone og alvorlig mine.
"Må trix forlade denne verden og omsluses af mørket." kom det fra andrew i samme øjeblik som tjeneste pigen stak af neden under helt forpustet over trapperne og løberiet. hun tog Camelias hånd og trak hende ind og op til værelset. hun nikkede ind mod værelset hvor at andrew stadig råbte om om trix selv om han slet ikke troede på hende.
de andre tjeneste folk der var på palæet nettop nu var inden i værelset eller hos hans søster. Andrew skulle klare den sagde alle til hinanden. Andrew så pludseligt på englen og grinte højt. "sender du en af dine hjælpere Trix? sender du dødens hjælpere ud for at gøre dit beskidte arbejde?" alt var bare vulapyk af hvad han sagde men det var faktisk forståeligt nok.
tjeneste pigen inde på værelset der prøvede at duppe hans pande så på Camelia og nikkede til hun måtte komme ind. vagterne var ikke små mænd men store stærke mænd og man skulle tror de kunne holde ham men det havde de svært ved kunne ses.

[Camelia Nimar]

Noget kunne tyde på at panikken ikke blev mindre, så snart at de kom indenfor. Hun var en anelse forbavset over det hele og registrerede slet ikke at tjenestepigen forsvandt, som hun forsøgte at lytte til stemmen. Nogen der talte om Trix? Hvor var hun egentlig kommet hen? Det gøs hende ned af nakken, som hun godt mindes at have krydset grænsen til Trilkstad, men hun havde egentlig ikke tænkt over, hvad det kunne betyde før nu. Alligevel var hun fast besluttet på at hjælpe, som hun umuligt kunne gå fra et væsen, der led på en sådan måde og så det faktum at tjenestepigen pludselig greb hendes hånd og hev hende afsted. Hun forsøgte at følge med, men var flere gange ved at falde i hendes lange kjole. Det var ganske praktisk, når man skule flyve rundt, men knap så smart, når man skulle bruge benene. Alligevel nåede hun døren, som hun lagde hånden mod dørkarmen og kiggede ind. Det så meget underligt ud, som vagter og lignende holdt en mand låst til sengen. Sikke en opførelse! Hun havde aldrig oplevet noget lignende, af tjenestefolk ikke en gang, da hun selv var komtesse. Men lige nu, lod der til at være en grund, så hun bed det i sig og nikkede let med hovedet, før at hun nejede for herren i sengen.
Camelia rynkede på brynene, som hun pludselig blev beskyldt for at være blevet sendt af Trix. Aldrig havde nogen sammenlignet hende med en dødsengel før, derfor valgte hun også kort at sprede hendes vinger for at fremvise de hvide vinger. Ja, de var altså vide. "Sikke noget vrøvl" mumlede hun lettere fornærmet, som hun smørrede ærmerne op på hendes kjole. Den var langærmet for at hun kunne holde varmen, men hun var samtidig nød til at skubbe den op for at kunne arbejde. Hun gik tættere på sengen, som hun tog en dyb indånding og forsøgte at se bort fra hans ord, han var jo tydeligvis syg. "Hold ham nede, det her kommer til at gøre ondt" forklarede hun vagterne, som de ville være nød til at presse ham yderligere ned i sengen, imens at hun lokaliserede bidet fra slangen. Slangegift kunne være meget farligt og ikke mindst dødelig afhængig af slangen. Efterfølgende lagde Camelia sine kolde hænder over bidemærkerne for at trække giften ud af kroppen. "Hold ham" hun var nød til at sikre sig, at han ikke lige pludselig flyttede sig, som hun gerne skulle have det hele med ud på en gang.

[Andrew Hayden]

Tjeneste folkene gik rundt om sig selv. de anede ikke hvordan de kunne hjælpe. da Cam kom ind og snakkede om at det var noget vrølv vred Andrew sig igen og den ene vagt blev hevet med ind over sengen. han pegede på hende. "trix er kommet for at tage os... selv dig" alt var det rene vrøvl da han talte. han pegede på cam og grinte sindsygt. til vagten kom på benene igen og hev ham ned i sengen igen.
Andrew log og svedte og havde smerter. og det gjorde det ikke bedre at hun kom og rørte ham på hans ømme krop. da hun fandt slangebidet skreg han i smerte og begyndte at mmumle. vagterne tog fat og den ene kaldte på tjeneste pigerne om at de skulle ligge sig oven på hans mave så han kunne bevæge sig mindre. de gjorde som der blev sagt og lagde sig oven på hans ben og mave så han ikke kunne bevæge sig kun rykke små ryk.
Camelia som nu ramte hans sår tog fat om hans ben og om slange bidet og begyndte at hive giften ud. en tjeneste pige stod med en skål til vand og der kunne Camelia smide giften i vis det var det hun ville. det gjorde hun jo sikkert også. Andrew faldt mere til ro pludseligt som giften forlod hans hjerte. men den var stadig i hans system så hun måtte gøre det et par gange. Andrew lukkede øjnene og faldt hen. Tjeneste pigerne så forskrækket på Camelia og troede hun havde slået ham ihjel kun vagterne vidste noget andet for de holdte på hans hovedpulsåre.

[Camelia Nimar]

Et suk forlod Camelia's læber, som manden fortsatte med at tale dårligt om hende. Men hun var nød til at holde hovedet koldt, som det hele jo kunne forklares med hans feber og ikke mindst den gift, der var i hans krop. Der var ingen grund til at give ham skylden også selvom hun virkelig gerne ville! Men det var også forkert af hende at tænke på den måde, så hun forsøgte lidt at ignorere det, som hun gik igang med at gøre, det hun nu var bedst til. Camelia havde været healer i noget tid og rollen, som kongelig healer, passede hende også ganske fint. Ikke kun på grund af hendes evner, men faktisk også hendes udstråling. Hun havde fået mere selvtillid over årene og betvivlede ikke rigtig hendes evner mere. Det var der jo ingen grund til.. Ikke når hun havde vist hendes værd allerede.
Hun kunne desværre ikke gøre det mindre smertefuldt, som giften havde fundet vej til alle hans blodårer og blev ført rundt i systemet, som var det almindelig blod. Der var ingen mulighed for at kroppen selv ville kunne bekæmpe der, derfor var hun også nød til at få det ud, så hurtigt som muligt, så kunne hun tage sig af hans smerter senere. Det var ikke noget der bekymrede hende endnu og vagterne, samt tjenestepigerne, havde vist styr på at holde ham fast.
Det var en smule anstrengende at trække giften ud, som hun smed det ned i vandet og så det opløse sig, men hun var godt klar over, at det stadig var der. Det havde haft samme effekt på hans krop, ved at være næste usynligt. "Hold dette vand, langt væk fra jeres drikkevand" forklarede hun tjenestepigen, så hun ikke bare smed det ud i deres brønd. Så kunne de alle blive syge. Camelia vendte efterfølgende blikket tilbage til Andrew, som hun greb kluden på hans hoved og vred det over ham for at kaste lidt vand i hovedet på ham. "Hvordan har De det?" spurgte hun roligt, som hun havde sat sig ned på sengen med kroppen drejet mod ham. Hun så en smule afventede på ham.

[Andrew Hayden]

Tjenestepigen med vandet nikkede og gik hurtigt afsted med vandet så langt væk som muligt oppe i bjernene. Andrew var faldet langt ned i forhold til før og tjenestepigerne flyttede sig. vagterne holdte dig stadig fat i ham for at han ikke farede op pludseligt.
Andrew log helt fredsfyldt nu til pludselig.... BANG han fik hældt vand i hovedet. han ville ha sat sig op i et chok vis ikke vagterne holdte ham nede. han så forvirret på vagterne og hev i armende. "Felix, Mark, så slip mig dog!" sagde han og nu vidste de at han var okey for han kunne genkende dem. han satte sig op og tog fat i det våde hår og hen lidt af vandet ud af håret. han så på englen med et monotont blik og så hendes vinger.
"hvem er De og hvad laver De her i mit gemark." spurgte han ganske roligt og tog sig til benet da der kom et smertejag igennem hele benet. av... hvad var der dog sket og hvorfor var han våd, og hvorfor var han blivet holdt nede af sine vagter. han forstod ikke rigtigt noget. hendes spørgsmål kom lidt bag på ham. hvem var hun? "jo jeg synes jeg har det... " han sad og svagede. feberen var ikke helt væk men giften var. han tog sig igen til benet og bed tænderne sammen. "jeg er lidt svimmel og jeg synes hele tiden jeg for nogle jag igennem benet?! er det noget De har gjort?" spurgte han om da han ikke rigtigt vidste hvad hun havde gjort ved ham. men ondt ja det gjorde det. en engel kunne da ikke foresage smerte, var det ikke meningen de skulle forhindre det. noget andet måtte gøre det. han så på hende. hun så ud som en der var gift. det var hun sikkert. han tog derfor ikke rigtigt af hun var en kvinde og hev sine bukser ned og havde kun bokser på. han så på sit ben der var dobblet størrelse og så nu slange bidet. hvor kom det nu fra?

[Camelia Nimar]

Der var ingen grund til at fortvivle, som hun var sikker på at tjenestepigen vidste hvad hun skulle med vandet, derfor vendte Camelia sig også tilbage mod ham. Nok var giften væk, men det kunne jo også sagtens være at der lå noget andet under det, så hun var næsten nød til at blive for at holde lidt øje med ham. Hun nikkede let for sig selv og forsøgte at holde et fnis inde, som han lige pludselig kom til sig selv og straks gav ordre til hans vagter. Camelia nikkede roligt, som der ingen grund var til at de holdt ham nede længere. Det monotone blik i hans øjne, fik hende til at rynke let på brynene, var det af hende? Eller var det sygdommen? Desværre kendte hun ham ikke rigtig, så hun havde vel ingen grund til at blive fornærmet over den slags. I stedet endte hun med at sukke af hans ord.
"Frøken Nimar, hr." forklarede hun roligt, som hun bevægede et roligt blik i øjnene, som der ikke var nogen grund til at holde noget hemmeligt. Men det var ikke hendes skyld, at hun var endt i denne situation.. "Deres tjenestefolk mente at De havde brug for hjælp, da Deres feber var blevet voldsom, og jeg var tilfældigvis i nærheden til at kunne tilbyde min hjælp" fortsatte hun med et let smil på læben, før at hun bukkede hovedet svagt. Boligen og den store mængde af tjenestefolk og vagter antydede at han var en mand af betydning, så hun havde ingen grund til at fornærme ham eller skjule sine intentioner. "Jeg er kongelig healer for Prinsessen af Ireno, Elizabeth" forklarede hun yderligere, som hun gjorde et nik med hovedet igen.
"Det skyldes hævelsen i Deres ben og nej, jeg kunne ikke drømme om at gøre nogen fortræd, medmindre det virkelig er nødvendigt. Er det nødvendigt?" spurgte hun en anelse fornærmet, som hun ikke kunne se, hvorfor hun skulle beskyldes for den slags, når nu hun havde hjulpet ham. Det faktum at han lige pludselig trak bukserne ned fik hende til at afskærme sit syn med en hånd, som hun vendte blikket bort. "De har brug for hvile, og undgå helst at støtte for meget på benet, da hævelsen ellers ikke vil forsvinde" forklarede hun, som hun rømmede sig og rejste sig op igen for at give ham ro.

[Andrew Hayden]

Andrew så på hende da hun svarede på hans spørgsmål. han nikkede lidt og tænkte sig om. hvor havde han hørt det navn henne før. det måtte ha været i historie og slægts timen som ung. da hun sagde at tjenestefolkene havde hentet hende så han rundt og hende der havde hentet Nimar sank hovedet. "ja så. ser man det, og hvad var det så jeg havde brug for hjælp med" spurgte han kun med blikket mod tjennestepigen der valgte at svare. "herren havde feber og bid efter en slange" sagde hun hurtigt og så på gulvet i skræk for at han ville få et flip.
kongelig healer sagde hun, så måtte det ha gjalt meget for at hun kom her i stedet for at værre ved prinsessen. da hun så sagde hun ikke gjorde nogle noget uden det var nødvendigt tog han sig til hovedet og viftede tjenestefolkene ud og de skyndte sig da også. han hev bukserne på plads og satte sig på sengen og så op på Nimar. det han sagde var dog ikke vidst i øjnene der var monotone. "jeg undskylder for min opførelse, jeg ville ikke fornæmme Dem, men som de kan kan gætte er jeg ikke lige den bedste til at sige tak til folk, selv om jeg gerne vil kunne det," han tog armende ned på knæende og havde dem ellers hvilende der. "det forstår jeg godt. men måske er det ikke så godt at skulle hvile sig med alt den ravage der er igang i byerne" og talte om det angreb der havde været i kensis som stadig gjorde folk utrygge og han havde ikke tænkt sig at lade sine folk være bange hele tiden. men han anede jo heller ikke hvordan han skulle gøre dem rolige. Andrew så op på engel igen og hans monotone øjne så bare ind i hendes.

[Camelia Nimar]

Grunden til at hun havde præsenteret sig selv med sit efternavn var for at forklare sin titel, som frøken, så han ikke lige pludselig fik skøre ideer, som det faktum, at han bare trak bukserne ned i hendes selskab. Men om han opfangede hendes kommentar eller ej, var hun ikke helt sikker på, han havde dog om ikke andet lyttet til hende. Udfra hans nik. Camelia var en smule forbavset over tjenestefolkenes opførelse, var de bange for ham? Hun var ikke helt sikker, men forblev i baggrunden for ikke at træde greven over tæerne. Måske han var følsom på sin egen måde? Derfor lod hun også tjenestepigen forklare sig, hun kunne ikke selv se, at der skulle være noget i vejen med det. Hvis ens herre var i livsfare, så skulle man da gøre alt for at redde ham eller hende? Var det ikke deres job? Camelia rømmede sig roligt, som hun lod blikket hvile på Andrew. "Jeg fulgte med af min egen vilje, der er ingen grund til at bebrejde Deres ansatte" fastslog hun med et smil på læben, som hun nikkede til tjenestepigen. Var frygt den nye form for kontrol eller var det kun fordi hun befandt sig i Trilkstad? Måske hun skulle undersøge de forskellige skikke i hver landsdel for ikke at komme galt i byen?
Camelia foldede roligt armene over sit bryst, som Andrew sendte tjenestefolkene ud af hans gemak. Mon det var på tide at hun selv fandt vejen ud? Dog rettede hun blikket mod Andrew, som han på sin vis valgte at undskylde, det fik hende kort til at rynke på brynene, som hun nikkede svagt med hovedet. Hun løsnede roligt op i armene, som hun lod dem glide langs med siden. "De er undskyldt, feberen har endnu ikke fortaget sig" forklarede hun roligt, ikke at det kunne forklare hans opførelse. Hun så en smule undrende på ham, som han forsøgte at komme udenom den pleje, der ville blive nødvendigt for at hele hans ben. Et suk forlod hendes læber, som hun foldede hænderne foran sig. "Hvis det er absolut nødvendigt, så vil jeg foreslå at De kun bevæger dem fra sengen og hen til en stol i stedet for at stå op" forklarede hun, det lød næsten som om at han ikke bekymrede sig om hans eget helbred. Måske tanken i virkeligheden skulle få hende til at smile, men i stedet lod hun det ligge, som hendes blik gled ind i hans. "Én sidste ting, det er ikke altid nødvendigt at skabe frygt for at Deres ansatte vil yde deres bedste, til tider er det nok med et par rosende ord og taknemmelighed, så kommer dygtigheden automatisk" konkluderede hun, som hun havde set hans måde at håndtere de ansatte på. De virkede jo mildt sagt bange for ham. Camelia flyttede let på sine vinger, som hun strøg sine fingre ned over hendes kjole blot for at rette folderne ud efter at have siddet ned.

[Deleted]

Selvom natten var faldet på og verden udenfor palæet var faldet til ro var der stadig nogle der var oppe inde i palæet. Ude på gangen kunne man hører lyden af skridt som fyldte det ellers stille palæ. Det var en lettere bestemt lyd kunne man hører, da der var hårde skridt fra nogle høje hæle. Det var dog ikke de eneste skridt. En meget febrilsk tjenestepige prøvede at gå i vejen og blokere Mira for at komme videre. Dette virkede dog ikke. Mira var iført en smuk blå kjole der gik ned til gulvet og havde sat det smukke røde hår op i en høj hestehale. Hun så bestem ikke ud til at være glad for at den unge tjenestepige prøvede at blokere hende og som hun kom hen til sin brors rum blev det kun værre da der var andre der prøvede at blokere hende der også. Hun ville ikke lade nogen styrer hende og det vidste de godt, men ordre var jo ordre så de gjorde nok bare hvad de havde fået besked på. Mira kom dog forbi dem og stoppede op foran døren til hendes brors værelse. Normalt så de jo hinanden tit og brugte da også tid sammen men dette var nyt for hende at hun blev tilbageholdt fra at komme ind i hans gemakker. Hun stoppede dog ikke ved døren for at banke på eller noget i stedet åbnede hun den bare og gik ind i rummet uden den store tøven.
"Hvad i al verden har du gang i her inde?..." kom det fra hendes som det var hun kom ind af døren og så ind i rummet. Hun stoppede dog som det var hun så at hendes bror ikke var alene. Det kunne selvfølgelig være et dame besøg men det lignede ikke helt de skulle til at hoppe på hinanden.
"Jamen goddag". Hendes stemme blev pludselig helt blid og rolig som hun bare smilede og så på englen. Hun vidste ikke helt hvem det var men hun var blevet nysgerrig for hvad hendes bror mon havde i tankerne når han sad i bar overkrop med en engel i samme rum. Nysgerrig var hun jo når det kom til sådan noget, selvom det nok kun var hendes bror der ofte så den side af hende.

[Andrew Hayden]

Andrew så på engel og da hun sagde hun var kommet af egen fri vilje så han mod døren. det var da altid noget at de ikke havde tvunget hende med. han så på hende da hun forsatte og han nikkede til at hans undskyldning var modtaget. det sidste hun sagde gjorde at han skulle til at brase op og protestere over at hun mente at han kun skabte frygt over for de ansatte. men det var ikke frygt for ham men for hans temperang de var bange for. men han nåede ikke andet end at rejse sig op da døren åbnede sig på vidt gab. Andrew så mod døren og så sin søster og en rolighed kom over hans øjne men hans mund var stadig monotont.
"undskyld herre vi kunne ikke stoppe hende."
"det er okey, hun kan bare komme ind nu" andrew så på Mira og satte sig ned igen og lagde armende på knæende og hvilede over kroppen sådan. "frøken Nimar, min søster Mira Ocean Hayden, Mira dette er den kongelige Healer Nimar," sagde han stille og så på tjeneste folket der nysgerigt kiggede ind.
han tænkte sig lidt om før at han forsatte med den samtale nimar og ham havde haft. "jeg er ikke ude på at skabe frygt. det er blot mit temperamen de er lidt bange for, jeg er ikke altid så... øhmm, taknemmelig som man burde vise" kom det stille fra ham som han så mod mira og nikkede til hende. som i at hun godt måtte komme ind. "Mira der sker ikke noget. frøken Nimar har bare... øhm.. ja hvad har De endelig gjort helt præsis?" spurgte han da han faktisk var lidt i tvivl. han havde hævet ben. var svimmel af feber og havde et bid fra en slange på benet men det kunne jo ha været en sno.

[Camelia Nimar]

Der var egentlig ikke meget mere, som Camelia kunne gøre for ham, hvis ikke han ønskede at slappe af, så måtte han jo bare føle det på sin egen krop. Det var ikke hendes plads at bestemme over ham, tværtimod hun havde faktisk intet at skulle have sagt, hvad enten deres opvækst tydede på det samme, så var de endt to vidt forskellige steder. Det var dog stadig muligt for dem at tale sammen, så længe at hun kunne skjule sin identitet, så skulle det heller ikke være så svært at smutte igen, uden at komme i problemer. Det var heller ikke til at sige om de adelige i Trilkstad kendte til dem fra Elvena, men man kunne jo blive overrasket?
Camelia var egentlig ved at gøre klar til at vende sig mod døren, da den lige pludselig gik op og en kvinde trådte ind af døren. Hendes blik gled langsomt mod skikkelsen, som hun gjorde et høfligt nik med hovedet, som kvinden sagde goddag. Det krævede ikke meget af Camelia for at se deres familiebånd, men det var ikke noget, som hun skulle bringe på banen. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at undre sig over, hvorfor en greve, som ham, endnu ikke havde en hustru ved sin side. Måske havde han det, men deres forhold var ikke godt nok til at hun ville bekymre sig om ham nu? Det var ikke noget hun ønskede at blande sig i. Som Andrew valgte at præsentere dem for hinanden, tog hun svagt fat i hendes kjole for at neje let for kvinden. "Nådigefrøken" sagde hun med et mildt smil på læben, som hun skulle fastholde sin formelle facade. Tidligere var hun selv blevet kaldt det selv samme, men det var efterhånden mange år siden.

"Det er der også råd for" sagde hun med et smil, som Andrew atter vendte tilbage til deres samtale fra tidligere. Der var måder hvorpå man ville kunne styre sit temperament, men hun havde jo heller ingen chance for at vide, hvor vidt det kunne gå? En sød og blød latter undslap hendes læber, som greven var i tvivl om hvad hun egentlig havde gjort for at hjælpe ham. Hun vendte sig dog mod Mira med et smil. "Mit eneste ærinde her var at hjælpe Deres broder ud af sin sygdom." forklarede hun rolig, som hun foldede hænderne foran sig igen. "Så jeg brugte mine kræfter på at trække giften ud igennem såret igen, så kroppen ikke længere bekæmper sig selv. Dermed sagt er Deres bror, De" Camelia vendte sig atter mod Andrew, Greven. "atter udenfor livsfare" forklarede hun. "Min eneste forespørgsel ville være at De måske forsøger at få Hans nåde til at forholde sig lidt i ro den næste uges tid, ellers kan det blive nødvendigt med endnu en aftale med en healer." forespørgselen var henvendt til Mira, eftersom at hun allerede havde forsøgt at forklare det til greven, men hans stædighed kunne nok gøre det værre.

[Deleted]

Som det var at Andrew præsenterede dem for hinanden og frøkenen nejede for hende smilede hun bare og lukkede døren i med en fod som hun gik lidt længere ind. Hun nejede så selv. Hun vidste godt at adelige kunne virke hævet over andre men hun ville ikke virke på den måde.
”Det er hyggeligt at møde dem” kom det fra hende med et smil og blidt udtryk. Hun så så hen på sin bror igen men et lidt mere strengt blik.
”Du kan være så fanden stædig, men hvis du får af vide du skal tage den med ro så er det altså det bedste at gøre som der bliver sagt” hendes stemme var meget kærlig men også lidt bekymret og streng på samme tid. Hun mente det virkelig. At se sin bror syg eller bare at tænke på at hun kunne have mistet ham var mere end hun kunne bære. Hun kiggede så tilbage mod englen og smilede sødt til hende.
”Tak for deres hjælp”. Hun var meget taknemlig for det men kunne ikke lade være med at tænke der var noget specielt ved hende, og det gjorde hende lidt nervøs inden i. Selvfølgelig var det dejligt at hun havde redet hendes bror men hun ville heller ikke ende med at miste ham til hende. Ikke at det nok var noget der skete så hurtigt, men de virkede til at tale godt sammen, på en måde som om de havde kendt hinanden længere.

[Andrew Hayden]

Andre så på dem da de nejede for hinanden. og da Mira vendte opmærksomheden til ham og sagde han bare havde at gøre som der blev sagt lagde han sig ned og tænkte blot. *Kvinder, alsår* han så på sine bukser og kunne nu godt se at benet var hævet. han så mod mira og engel. "undskyld så. men du kender mig Mira, jeg er ikke inde typen" sagde han lettere fornærmet. han elskede natur og frisk luft så hvad skulle han lave inden for i mens.
han så på mira og kunne fornemme hun havde et eller andet mod engelen. han så på hende og forventede faktisk hun ville sige hvad det var der var råd for som hun mente der var når det galt tjenestefolkendes frygt for hans temperament. hvad ville han godt vide hvad hun tænkte. men han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende. han så mod mira og sukkede. tydeligvis ikke tilfreds med at være bundet til sin seng den næste uge.