Blæsevejr og bølgetoppe.

[Artemis Lycus]

Dato: 23. september 1430.

Tid: 14:34.

Vejr: Solskinsvejr, men der er blæst ude over havet. 

Det var sjældent, at Artemis havde en fridag, men når han så
endelig havde en, udnyttede han sin frihed til fulde. I de sidste par dage
havde han tjent lidt ekstra på at ligge med en gæst, hans herre havde haft; han
havde bestemt ikke nydt oplevelsen, men han havde holdt de lange nætter ud ved
at fokusere sine tanker på alle de bøger og alle de søde sager, han kunne købe
for pengene, han ville tjene. Selvfølgelig gik størstedelen til hans herre, men
der faldt altid et par mønter af til ham, som om han var en tjener, der fik
sine drikkepenge baseret på, hvor godt han havde gjort sit arbejde. 

Og lige så snart han kom ind til byen, var pengene
selvfølgelig gået til det, han havde drømt så længe om – og beviserne kunne
netop nu findes i hans hænder: I den ene holdt han en gammel, slidt eventyrbog,
hvis illustrationer han ville studere nærmere engang i aften, og i sin anden
hånd havde han et grillet æble dyppet i honning, som han gik og gnavede på. 

Sølvringene om hans håndled og ankler klirrede, når han tog
et skridt og de stødte imod hinanden, og hans lange, blonde hår fór omkring i
vinden. Snart var æblet spist, og han begav sig ned imod havnen, hvor vinden
blev kraftigere og kraftigere, jo tættere på vandet han kom. I dag var ellers
en skyfri dag der havde syntes så fredelig, lige indtil han så havet, hvor
bølgerne stod næsten en halv meter høje. Det så ikke ud til, at det var nogle skibe
ude. Han bemærkede en samling gamle fiskere, der stod og beklagede sig over, at
de ikke kunne tjene penge til føden, det blæste sådan. Han stod og betragtede
dem, lige indtil de fik øje på ham – så skyndte han sig videre, menneskesky som
han var.

Han gik ud på en bro, hvor skibene lå tøjlet på lange
rækker. Her satte han sig for enden og lod sine bare ben hænge ud over broens
kant, så tåspidserne blev våde, hver gang en bølge skylle i land. Hvem der dog
bare kunne hoppe om bor på en båd og sejle ud på eventyr…

[Scarlett "Twist" Nable]

Twist rendte rundt nede på havnen, lige siden hun havde mødt hende piraten havde hun været endnu mere fascineret af havet og dets mystiske mysterier, det ændrede dog ikke på at hendes sult stadig var den samme som altid. En forskel fra tidligere var dog at hun nu havde haft lidt held med at fange mus og skibs rotter nede på kajen når skibe kom i land og hun havde lidt håbet der kom nogle skibe denne da, men selvfølgelig var bølgerne alt for høje.

Hun sad stille og svingede med halen fra side til side, imens hun kiggede rundt, den lidt skarpe blæst rev let i hendes hvide pels. Øre rettede sig pludselig til den ene side da en klirende lyd kom gående og duften af honning ramte hendes snude. Et kort øjeblik lukkede hendes øjne sig og hun kunne ikke lade være med at smaske en smule og den lille mave begyndte at rumle en smule. Dette fik Twist til at komme på benene og følge efter personen med det lange hår, til forveksling troede Twist dette var en pige og det fangede let hendes opmærksomhed.

Da personen stod og spiste af sit æble og kiggede ud over vandet satte Twist sig et par meter fra ham og lagde hovedet let på skrå de store uskyldige øjne med den lidt mærkværdige øjenfarve. Twist var en stor killing på grund af sin alder, men det fjernede på ingen måde det nuttede killinge ansigt hun stadig havde. Hun begyndte at sidde og miave for at få personens opmærksomhed. 
Efter lidt tid rejste hun sig roligt op og gik imod personen, og strøg sig op af hans ben, som hun snuste til ham imens hun snog sig op af hans ben fornemmede hun hurtigt at han for det første ikke var hunkøn og for det andet lugtede han lagt væk af hund hvilket fik hende til igen at søge lidt væk fra ham og bare sætte sig til at kigge på ham imens halen røg fra side til side og hendes blik var fast låst imod æblet med et lidt sultent blik før hun igen gav et lille hæst miav fra sig.

[Artemis Lycus]

// Han har spist æblet i mit forrige svar, man lad os bare
lade som om han stadig har det, for det er lidt sjovere.

Lugten af kat nåede Artemis’ næse og havde han været i sin
hundeskikkelse, havde han rejst børsterne og vejret i luften i et forsøg på at
lokalisere kattens placering. Nu nøjedes han med at knurre ganske lavmælt ud
mellem tænderne, imens han kiggede sig omkring og – til hans overraskelse – fik
øje på katten, der var på vej direkte imod ham. Han stivnede på stedet, da det
hvide dyr strøg sig op af hans ben som enhver kælen kat ville gøre det. Det lod
dog hurtigt til at gå op for katten, at han ikke var et hvilken som helst
menneske, for lige så snart den opfattede hans hundelugt, stak den af. 

Han fnøs og vendte igen blikket imod havet. Der gik dog ikke
mere end et par sekunder før han fik den dér ubehagelige fornemmelse man får,
når det føles, som om nogen holder øje med en, og han drejede skarpt hovedet.
Der, et par meter bort, fik han øje på katten der sad og opmærksomt fulgte med
i, hvad han lavede. Og dog… Dens blik hvilede på et punkt tyve centimeter ved
siden af hans ansigt. Det gik langsomt op for ham, at det var hans æble, der
havde fanget kattens opmærksomhed. 

Et øjeblik sad han musestille, idet han gled ind i sine egne
tanker. Hans hundeinstinkter bød ham at føle en afsky for alle katte, men der
var et eller andet ved denne hvide kat og dens forskelligfarvede øjne, der fik
ham til at føle anderledes. Dens blik føltes langt mere intelligent end andre
kattes, som om dette dyr faktisk havde følelser og tænkte over tingene. Som om
det ikke var en rigtig kat. 

Han tøvede et øjeblik, før han brækkede et stykke af sit
æble og kastede det over til katten. Han gøs. Hvad var det han lavede? Hjalp
han rent faktisk en kat, hundens værste fjende?

"Men du er sulten," sagde han henvendt til katten men mest af alt for at
overbevise sig selv om, at han gjorde en god gerning. "Så det er okay. Jeg har
masser af mad, og du sulter, så det er kun fair."
Han lænede sig tilbage, idet han holdt øje med katten og ventede på, at den skulle spise æblet.

[Scarlett "Twist" Nable]

//HOV! xD Det var lige smuttet min næse forbi // 

Twist kiggede et stykke tid på æblet før hendes blik kort skiftede til drengens ansigt, før det igen vendte sig imod æblet. Da drengen kastede et stykke af æblet hen til hende nåede hun nærmest ikke at tænke før hun fløj efter det og greb fast med begge poter om det, og slikkede æblet i sig imens hun med en varm og blød tone spandt. Dette fik dog de små ellers hvide fine poter til at blive rigtig klistrede hvilket fik hende til at sidde og slå med poterne i luften. Da det tydeligvis ikke kom af begyndte hun at hoppe lidt rundt for at få det af, lidt for meget hvilket gjorde hun kom op og stå på bagbenene og før hun vidste af det mistede hun balancen og faldt hun i vandet lige ned imellem to både som var tøjret fast til broen. 

Twist kæmpede et øjeblik undervandet som kat før hun fik forvandlet sig tilbage til menneske og svømmede imod overfladen. Det første der kom til syne i vandet var det sne hvide hår. Hun hostede vand ud da hendes mund nåede over vandet og hun plaskede med armene da hun på nuværende tidspunkt intet kunne se med alt det hvide og våde hår ned i ansigtet. Hun lå og plaskede lidt rundt et øjeblik før hun endelig fik håret ud af ansigtet "Ihh altså, hvorfor gjorde jeg nu det!" vrissede hun irriteret og slog i vandet. Det kunne godt være at Twist var drevet af havet og dets eventyrer, men var der en ting som hun især havde tilfælles med sin animagus form så var det at hun ikke brød sig om vand, eller i hvert fald ikke at blive plasket helt til i det. 

Hun svømmede ind til kanten og greb fat i rælingen imens hun prøvede at hive sig selv op. Hun kiggede kort på drengen før hun fik trukket sig selv op og sidde på bredden. Hun kiggede kort over imod drengen imens hun vred sit lange hår. Hendes krop var dækket af en hvid kjole der dog lige nu var klistret ind til hendes krop på grund af alt vandet. "Er du ny her omkring? Jeg synes ikke at have set dig hernede før hund?" spurgte hun henkastet imens hun smed sit stadig drivvåde hår om på ryggen "Og tak for æblet, det smagte dejligt, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har smagt noget så sødt" sagde hun med et venligt smil på læben. Det var først nu hun rigtig fik studeret ham og hun løftede let det ene øjenbryn over alle de smykker han havde på "Du ved godt det er farligt at rende rundt med så mange penge rundt omkring på kroppen herude iblandt folk ikke?" sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå som hun før havde gjort da hun var i sin katte form, og øjnene kiggede vurderende på ham.  

[Artemis Lycus]

Selvom Artemis ikke var meget for katte, måtte han indrømme, at denne her var ganske underholdende. Han kunne slet ikke lade være med at grine, da dens poter blev klistrede af honningen og den sad og fægtede med dem i luften for at få det slimede stads af. Det var ikke ofte at han havde noget at le af, så hans latter var hæs og rusten som stemmen hos én, der havde levet alene i flere år og for første gang forsøgte at kommunikere med fremmede. Han holdt også hurtigt inde igen, men han vedblev dog at smile – noget han heller ikke gjorde hver dag, selvom han næsten konstant fik at vide, at han ville være mere indbydende hvis han smilede til folk. Men sandheden var, at Artemis ikke havde lyst til at være indbydende. Faktisk ville det passe ham bedst hvis han kunne lade være med nogensinde at snakke med et andet menneske igen og bare rejse sin vej. Han havde endnu ikke besluttet sig, hvor han ville rejse hen, men hans hjemland stod højt på listen, så måske skulle han starte dér. Og efter det: Resten af verden.

Katten fik overbalance og faldt direkte ned i havet. Artemis smilede videre, i hvert fald lige indtil han kom i tanke om, at katte hadede vand. En hund som ham ville have nydt sådan en dukkert, men en kat ville uden tvivl kun have afsky til overs for det. Så slog en tanke ham: Kunne katte overhovedet svømme?
Han kom hurtigt på benene og drønede over til det sted, katten var forsvundet. Han forventede at se en hvid, bepelset ryg eller et lille hoved med tilbagelagte ører, men i stedet blev hans blik mødt af en ung pige, der lå og plaskede rundt i det dybe vand. Hendes hår var hvidt som kattens pels, og hendes øjne havde præcis samme farve. I samme øjeblik slog det Artemis, hvorfor katten havde virket så anderledes – den havde været en animagus.

Det skulle vise sig, at katten i virkeligheden var en snaksaglig lille pige. Lige så snart hun havde hevet sig i land, røg spørgsmålene ud af hende i en lang strøm. Artemis kunne næsten ikke følge med, for han var allerede optaget af at scanne hver en centimeter af pigens krop for sår eller skrammer. Hun så ikke ud til at være kommet til skade, men det var selvfølgelig ikke til at vide, om hun havde fået indre sår. Måske havde hun slået hovedet?

”Hey, hey, hey,” lød det fra Artemis, der holdt hænderne op foran sig som én, der giver op. ”Rolig nu. Først og fremmest må De fortælle mig, om De er uskadt. De er ikke kommet noget til, vel? Gør det ondt nogen steder?”
Og ja, selvom den lille tøs omtalte ham som ’hund’, talte han høfligt til hende. Sådan talte han til alle, om de så var prinsesser eller forældreløse lommetyve, hvilket han gættede på, at hende her var. Måske havde hun forældre, men de havde i hvert fald ikke midlerne til at tage sig af hende, at dømme på den måde, hun sulten havde slugt det stykke æble, han gav hende.
Han gik tættere på hende og rakte en hånd frem imod hende for at røre hende, dreje hendes hoved eller tjekke hendes pande for sår under pandehåret, men han fortrød og trak i samme bevægelse hånden til sig igen. Han havde det ikke let med nærkontakt. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere nogen former for fysisk kontakt når det foregik udenfor en seng. Det forekom ham så fjernt.

[Scarlett "Twist" Nable]

Twist var normal vis en meget sky pige, men at han havde givet hende værelse og at han tydeligvis virkede til at være en meget afslappet hund i og med at han havde grinet lidt af hende og da hun igen kom op af vandet virkede så forvirret og nervøs. Da han stoppede hendes talestrøm kiggede hun forvirret på ham og kiggede lidt ned af sig selv "Jamen jeg" mere nåede hun ikke at sige før han pludselig var helt henne ved hende og havde fat i ansigtet på hende som han løftede op. Hun kunne mærke hvordan det spændte lidt i kroppen på hende, hun havde ikke særlig gode minder med nærkontakt hvor det ikke var hende selv der søgte den hvilket hun sjældent gjorde på nær når hun som kat skulle sliske sig til et eller andet godt at spise. 

Hun kiggede lidt undrende på drengen da han trak sig tilbage ret hurtigt som om han havde brændt sig eller som om han havde opdaget at hun var farlig. "Jeg bider altså ikke mere end du gør" sagde hun med et lille skævt smil da roen var faldet lidt over hende igen efter han havde sluppet hendes ansigt. Hun rystede så kort på hovedet for at vende tilbage til hans spørgsmål "Jeg er ikke kommet tilskade, godt nok er jeg ikke glad for vand men sidst jeg tjekkede er det ikke vandet der gør en fortræd, men hvad der er i det" lo hun med en meget mild stemme. De store øjne kiggede roligt på ham med et varmt blik, en varme der altid lå i hendes øjne når hun ikke følte sig truet af personen. Hun bed sig lidt i læben og strøg kort noget hår om bag det ene øre. *Han er lidt af en magværdig hund så menneske sky som han er, eller er han bare katte sky?* tænkte hun lidt for sig selv før hun tog mod til sig og sendte ham et venligt smil "Lad os begynde på en frisk.. Jeg er Twist, hvem er du? Og du behøver ikke sige De til mig, det virker lidt underligt" sagde hun med et glimt i øjet. Det var meget mærkeligt at gå fra glædespige, til tyv og helt op til at blive tiltalt som De som normalt var en titel man omtalte dem i overklassen som eller middelklassen kunne det også være, men han så da ud til at have væsentlig pænere klæder end hun havde så hun forstod virkelig ikke hvorfor han kaldte hende for De, det havde ingen gjort før ham. Twist lænede sig lidt tilbage hun havde nærmest ikke udviklet nogle kvindelige former endnu hvilket indikerede at hun ikke var særlig gammel, men det forklarede også hendes meget nysgerrige sind som altid lå lidt foran hende og nogle gange fik hende til at gøre ting som måske ikke var helt gennem tænkt. 

[Artemis Lycus]

Artemis bemærkede, hvordan den lille pige nærmest stivnede ved hans berøring, og det fik ham til kun endnu hurtigere at hive sin hånd til sig. Han rynkede brynene og gav sig til febrilsk at vride sine hænder, alt imens hans blik flakkede fra side til side for til sidst at finde hvile på hans nøgne tåspidser. Hans fødder var blevet beskidte af at vade henover brosten og bar jord, men hans herre ville sørge for, at han fik et bad, når han kom hjem – han kunne jo ikke rende rundt og efterlade pletter indenfor.
Han brød sig bestemt ikke om pigens reaktion, for den fik ham til at tro, at han havde gjort noget forkert. Han havde jo bare prøvet at være venlig, men hun havde opført sig, som om han havde pisket hende. Han bed sig i kinden. Åh nej, åh nej, åh nej… tænkte han og kunne mærke, hvordan hans hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere – optakten til et panikanfald. Hvad havde han dog gjort? Han havde rørt hende med sine klamme, beskidte hænder, der slet ikke hørte til omkring kinderne på så fin en lille pige. Han havde besudlet hende med sin berøring, han havde fornærmet hende og nu ville hun sikkert stikke af og aldrig snakke med ham igen – en skam, for hun var det eneste ærlige menneske, han havde talt med længe...

Nejnejnejnejnej…
Hans tænder nåede igennem huden på indersiden af hans kind, og snart blev hans mund fyldt med blod. Han vedblev at vride sine hænder mere og mere heftigt, og hans vejrtrækning blev langsomt hurtigere, i hvert fald lige indtil pigen sagde noget igen.
Han stivnede. ”Hvad….?” lød det hæst fra ham, da han bemærkede hendes smil. Så hun var slet ikke sur? Lige før havde han været overbevist om, at han havde skræmt hende væk for altid, og nu stod hun og smilede til ham.

Der gik et par øjeblikke, før Artemis’ hjerte igen fandt sin normale rytme. Hans bryn var dog stadig rynkede i en bekymret facade og han gengældte ikke pigens smil, ikke fordi han ikke havde lyst – for gud, hvor var han glad for, at hun tog så let på det hele – men fordi det bare ikke faldt ham naturligt. Normalt skete der en kædereaktion imellem mennesker, når en i en gruppe begyndte at smile, men den dér forbindelse der fik den næste til at smile, manglede hos Artemis.
Han rømmede sig. ”Undskyld. Hvis det er sådan De… Jeg mener, du gerne vil have det, så lad det blive således.” Han betragtede hende, som hun stod der med sit lange, hvide hår og lille skikkelse. Hun kunne ikke være ret gammel. Han gættede på, at hun var en del år yngre end ham. ”Mit navn er Artemis. Jeg er glad for, at du ikke kom til skade. Havet kan være farligt når bølgerne er så høje - selv for en hund."
Og for første gang siden pigen var faldet i vandet, trak det i hans mundvige. Begyndelsen til et smil. 

[Scarlett "Twist" Nable]

Et eller andet ved drengen fik hende til at undres da han sad og vred sine hænder meget voldsomt, var det hendes reaktion på hans berøring der havde fået ham til at sidde som om han havde gjort noget meget galt, at hun ikke var så glad for nærkontakt havde jo intet med ham at gøre, det var jo noget som havde med hende fortid at gøre og det var jo ikke ham..

Da han pludselig så meget forvirret ud over hendes ord smilede hun bare forsat, hun gjorde ikke ham noget så han behøvede ikke at sidde som en forskræmt lille hund. "Du har ikke gjort noget galt, jeg.. Jeg er bare ikke helt van til at folk skal røre ved mig" sagde hun og kiggede lidt ned af sig selv før hendes blik igen gled op til hans øjne. Twist var på intet tidspunkt sur på ham, han havde jo intet ondt i sinde og det gjorde nok det hele lidt nemmere at håndtere. Hun lænede sig tilbage i sin siddende stilling og lagde sig ned og kiggede op imod himlen med et ganske svagt træk i mundvigen, der var så afslappende her på havnen selvom bølgerne var høje. Hun trillede om på siden med den ene arm under sit hoved som støtte for at holde hovedet oppe "Hvorfor er det egentlig at du tiltaler mig som om jeg har højere stand end dig? Du er da den med det dyreste tøj på" lo hun og sendte ham et blidt smil. Hun mistænkte ham lidt for at være søn af en eller anden adelig med alle de smykker han havde og det fine tøj, det var der ikke mange normale folk der havde råd til at få, og slet ikke nok penge til at købe tøj så man bare kunne rende rundt i det i byen så var det nærmere til hvis der skulle ske noget fint. 

Twist kiggede sig lidt over skulderen da Artemis kommenterede at bølgerne var høje og det var farligt det fik hende blot til at trække lidt på skulderne før hun sendte ham et venligt smil "Der skal mere end lidt vand til at komme mig til livs, jeg har passet på mig selv i 4 år nu så jeg er ved at have lidt styr på det her overlevelses pjat" sagde hun med et skævt smil, hun var ikke bange for at fortælle hvem hun var, en mindre detalje hun altid undlod medmindre folk selv gættede det var at hun var tyv, man kunne for det meste få en lille potion penge for at give en tyv ind til byvagterne og dem havde hun ikke helt lyst til at skulle ind og besøge. "Men det er hyggeligt at møde dig Artemis, hvad er du så, rigmands søn.. Eller søn af en rigmands søn?" spurgte hun nysgerrigt og satte sig op med benene i skrædderstilling imens hun kiggede indgående på ham med hovedet let på skrå. 

[Artemis Lycus]

Det beroligede Artemis, da pigen forklarede, hvorfor hun havde reageret, som hun gjorde. Han lod sine hænder dumpe ned langs sine sider og nikkede tavst, da han ikke vidste, hvad han skulle svare. Han var ikke vant til at kommunikere med folk på denne måde, og der var stadig så mange ting ved verdenen udenfor hans herres hjem, der forekom ham så forvirrende.
Han rømmede sig og kiggede op fra sine fødder for at møde synet af pigen, der nu havde lagt sig ned på ryggen.

”Det må du undskylde. Det… Det vidste jeg ikke. Det var ikke min mening at gøre noget, du ikke bryder dig om,” sagde han.
Han tog plads på broen ved siden af hende. Når de høje bølger slog imod broens side, og når de havde fart nok på, røg der enkelte vanddråber i hans retning. Han klagede dog ikke. Det var dejligt forfriskende, og der var et eller andet ved at få vand på kroppen, der altid gjorde ham godt tilpas. Måske skyldtes det den følelse, der fulgte bagefter – følelsen af at være blevet skyllet ren. Desværre for Artemis sad hans følelse af at være uren ikke uden på kroppen, men derimod inde i hans hoved, og den ville han nok aldrig få skyllet bort. Selv ikke en syndflod ville kunne rense ham.

Hendes spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene. Det var rigtigt nok, hans tøj fik ham til at se ud af meget mere, end han var. Han lignede én, der burde omtale hende som gadetøs eller horeunge og kaste småmønter til hende, bare for at få hende til at gå væk. Men sådan hang verden ikke sammen.
”Hvorfor skulle jeg ikke det? Alle folk er lige i mine øjne. Om du så havde været kongelig, havde jeg tiltalt dig på samme måde. Du fortjener ikke at blive behandlet dårligere end alle. Jeg kan desværre ikke give dig penge og gøre dig adelig, men jeg kan give dig status i form af tiltaleformer.”

Han smilede ad hende, da hun snakkede om ’overlevelses-pjat’. Han havde selv været der, hvor hun var nu. Indrømmet, han havde godt nok rejst sammen med en masse andre sigøjnere, så han havde ikke været fuldkommen alene, men han havde da lært en del tricks og kneb, når det kom til overlevelse.
Da hun kom ind på, om han var rigmandssøn eller ej, skuttede han sig lidt. Skulle han fortælle sandheden? Nej… Det kunne han ikke. Han kunne ikke sige, at han var en slave, der var iklædt tøj og smykker, som hans herre havde udvalgt til ham. Det var for ydmygende. Men måske kunne han fordreje sandheden en smule. Det var let nok; han skulle bare udelade nogle detaljer.
”Det er også hyggeligt at møde dig, Twist,” svarede han hende. ”Jeg er ikke rig, langt fra. Jeg er danser, så jeg skal være fint klædt på, når jeg optræder, ellers vil folk ikke se på mig. Hvad er du så for én?”
Han gættede sig til, at hun måtte være et forældreløst gadebarn.

[Scarlett "Twist" Nable]

Twist smilede venligt til drengen der stadig undskyldte hvilket blot fik hende til at ryste let på hovedet "Hvor skulle du dog vide det fra? Hør her der er ikke sket noget, det er jo ikke fordi du rørte mig med en knive eller noget.." sagde hun med en drillende stemme. Hun var måske blevet lidt sur hvis han havde truet hende eller noget, men han havde jo forsøgt at vise omsorg på sin egen lidt særlige måde. Men om ikke andet så havde han ikke forsøgt at gøre hende ondt og det var hvad der spillede størst rolle i alt det her.

Som hun lå der på broen med bølgerne der bankede ind imod bredden fik hun flere gange små dråber vand i ansigtet det fik hende ti at rynke lidt på næsen, men værre var det heller ikke. Hun lå og studerede skyerne imens hun lyttede til hvad drengen sagde, det fik dog hendes opmærksomhed til at vende sig imod ham med et løftet øjenbryn kiggede hun ham direkte ind i øjnene. "Så alle du møder bliver tiltalt på den måde? Det virker mærkeligt.. Men meget vel det er op til dig selv" sagde hun og vendte igen blikket imod himlen.

Hun satte sig roligt op og kiggede på ham igen da han begyndte at snakke om at han ikke var rig, men danser hvilket fik hende til at spærre øjnene op. En almindelig danser som evt var sigøjner havde slet ikke så fint tøj uanset hvor meget de stjal. Det lagde en anden mulighed og den fik det til at gyse Twist langt ned af ryggen. Hendes ansigt afslørede at hun følte ubehag ved dette emne, hendes hånd gled om i nakken hvor hun selv havde et mærke fra fortiden, brændemærket hun fik som 4 årig da hun blev solgt til horehuset i Trilkstad.. "Du er slave? For de rige?" sagde hun og måbede en smule. Hun kunne slet ikke forstå hvorfor han ikke forsøgte at flygte hvis dette var tilfældet for han var trods alt ude for hans herre's rækkevidde. Hun tog roligt hånden ned fra nakken igen og trak lidt uskyldigt på skulderne "Jeg låner lidt fra dem der har lidt for meget, og glemmer at give det tilbage, så at sige" sagde hun med et skævt smil, han ville nok godt kunne regne ud at hun var tyv det var der vist ikke meget tvivl om.

[Artemis Lycus]

Med knive… Nej, så voldelig var Artemis ikke. Pigen havde dog opført sig, som om han havde rørt hende med noget, der gjorde ondt, men han bebrejdede hende ikke. Hans egen reaktion ville nok være meget lig hendes, hvis nogen havde forsøgt at røre ved ham på sådan en omsorgsfuld måde. Den slags kærtegn var han bare ikke vant til.
Han var heller ikke helt klar over, hvorfor han havde bekymret sig så meget om, om hun var kommet til skade. Han kunne i princippet bare have ladet hende ligge for sig selv og tude, alt imens han selv i fuld galop stak af fra havnen. I stedet havde han vist omsorg overfor hende. Måske havde det noget med aldersforskellen at gøre, det dér med, at hun var yngre end ham og han følte, at han måtte passe lidt på hende.

Da han kaldte hans måde at tiltale folk på mærkelig, rystede han blot på hovedet. Han havde heller ikke regnet med, at hun ville forstå. Der var ingen, der forstod. Ikke før man nærede så brændende et ønske for ikke længere at høre til på samfundets bund, som Artemis gjorde, og hungrede så sultent efter frihed, så ville man kunne sætte sig i hans sted.

Artemis gøs, da pigen pludselig ud af det blå gættede, hvad han virkelig var – en slave. Hans humør, der før for første gang i mange dage var begyndt at lysne, blev nu straks mørkt igen. Han havde ikke givet et eneste hint til, at han var slave, og alligevel gættede hun det, som var hun hovedpersonen i et dårligt eventyr, der bare per automatik kunne se igennem alt og alle og gætte andre karakterers tanker.
Han valgte ikke at kommentere det. Hun forstod ham ikke før, og hun ville heller ikke forstå ham nu. Hun ville højst sandsynligt gøre nar af ham. Tanken fik en kuldegysning til at løbe ned langs rygraden på ham.

Han rømmede sig og vendte blikket ud imod havet.
”Så… Du er altså en tyv?” sagde han. ”Du stjæler fra folk, der har knoklet dag ud og dag ind for at få mad på bordet, for dit eget bedste?”

[Scarlett "Twist" Nable]

Twist kunne ikke lade være med at smile da hun så drengens ansigts udtryk da hun gættede hvad han var, hun trak let på skulderne "Rolig nu, jeg spørger bare? Du behøver ikke se ud som om jeg lige har ødelagt hele din dag.. Jeg har selv været der.. Eller jeg blev aldrig danser, men jeg har været der.." sagde hun så ærligt og sendte ham et forsigtigt smil.

Hun svang hovedet lidt fra side til side da han spurgte om hun var tyv og han fik det nærmest til at lyde som en skidt ting at få mad på bordet fra dem der havde lidt for meget i lommerne? "Nu får du det jo til at lyde så voldsomt.. Jeg hjælper bare folk af med lidt af det de har for meget, man kan vel sige det er min måde at knogle dag ud og dag ind på hvis jeg vil have noget mad i maven?" sagde hun og trak stille på skulderne. Der var nok bedre erhvervs derude, men det var trods alt kun nogle år siden hun sidst havde set horehuset hvor hun stak af fra og var bange for at nogen ville kunne genkende hende, dem hun havde betjent kom jo fra fjern og nær og en ting var i hvert fald det vigtigste for hende, hun skulle ikke tilbage koste hvad det koste ville.. Og så var der ikke rigtig nogen der ville tage en beskidt tyve tøs ind i sin varetægt det skulle måske lige være som rotte fanger på en kro? Men det havde nu aldrig rigtig været hendes bord at jagte dyr selvom det var sjov tidsfordriv men aldrig for at få føde det havde hun været for van til at kunne spise som menneske og menneskers mad smagte altså også meget bedre end et dødt dyr med pels..