New land, new possibilities [Elizabeth]

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth valgte bevist ikke at svare mere på det, hun vidste der ville være begrænsninger og hvad hun ville få at sige vidste hun endnu ikke, det måtte tiden vise hun ville dog ikke få sine egne forhåbninger for højt op. Det ville være uudholdeligt hvis hun blev for overbevist om at det blev på en måde og hun så fik endnu mindre ud af det.

Hun nikkede roligt, det var altid en god ide at veje vandene når man nåede til slottet især hvis man ikke havde været ved hoffet i en længere periode, man kunne godt falde lidt af på den. "Sandt hvis vi er heldige har de endnu ikke opdaget jeg er væk.. De er ikke altid så hurtige" lo hun med en mild stemme.

Elizabeth smilede taknemmeligt til Camelia for hendes hjælp med at få hende på benene, også selvom det måske ikke havde været nødvendigt, men det var altid rart med en hjælpende hånd. Hun nikkede roligt til det der blev sagt "Jamen hvis vi sender Dem i karet tror De så at det kan lade sig gøre? De kan selvfølgelig også flyve i forvejen og pakke hvis De ligger en adresse så skal mine folk nok komme og transportere Deres ting?" spurgte hun da hun stille var kommet på benene og sendte et spørgende blik imod Camelia.

Hun smilede kærligt til Camelia og så på vingerne med et stille smil "Hvis ulykken skulle ramme mig en dag, håber jeg at den vil tage mig imens jeg stadig er ung og smuk som De, og få de smukkeste hvide vinger.. Bare at kunne flyve hen over landet uden nogen kan røre en.. Det ville være helt eventyrligt" sagde hun og hun forstod godt det måske havde været svært at vænne sig til i starten, men uanset hvordan man vendte og drejede det så var det jo en frihed.. At Camelia teknisk set havde været og måske endda stadig var død? Så havde hun fået en ny chance på livet. Men selvfølgelig havde det også kostet hende noget i sidste ende.. Dog ønskede Elizabeth ikke at gamble med skæbnen blot for at få nogle smukke vinger for det var jo kun dem guderne havde udvalgt til at få vinger der fik dem, ikke nødvendigvis blot fordi man døde.. Det var jo ikke alle der kom tilbage til livet.. Og hun elskede livet for meget til at risikere det.

Hun stod ved hesten og så imod Camelia ved hendes spørgsmål "Det behøves ikke, jeg er ikke så tung at jeg ikke selv kan bestige min egen hest endnu" sagde hun med et skævt smil før hun satte den ene fod i stigbøjlen og fik sig svunget op i dame saddel på hestens ryg. Ride vidste hun da hvordan man gjorde, og hun ville nyde det inden hendes hest blev taget fra hende.. Hvilket den nok blev efter denne dag, det at passe på det kommende afkom af en kommende hertug var meget vigtigt.. Hun håbede dog inderligt at der intet skete ved at hun red lidt, så langt var hun jo heller ikke henne at det kunne gøre noget? Hun havde da reddet i al den tid hun havde været gravid uden at vide det så hvor stor forskel kunne der være??

Hun satte rolig hesten i trav ud igennem skoven og så sig om efter Camelia da hun forventede at hun nok kom flyvende lige bag hende. Hun måtte nok også hellere få slappet lidt af når hun kom hjem, hun følte sig træt på en helt anden måde nu hvor hun var gravid, og der skulle ikke meget til at få pusten fra hende.

[Camelia Nimar]

Selvfølgelig kunne ingen af dem vide hvad der ville ske i fremtiden, men hun håbede da at Elizabeth ville få en chance for at være der ved hendes børns opvækst. Det ville en hver moder da ønske. Hun smilte roligt, som hun ikke kunne lade vær med at tænke på alle de gange hun selv var stukket af hjemmefra, fordi hun havde fået nok. Men det lød også som om Elizabeth havde en del erfaring. "Det ved De jo nok bedre end jeg" lo hun let med et smil på læben, som hun endnu skulle danne sine egne indtryk af slottet. Camelia var dog åben ovefor det.

Måske Elizabeth ikke havde behov for hjælp, men hun ville hellere tilbyde sin hjælp end at være uhøflig og lade vær. Desuden skulle hun jo helst ikke ligge for meget press på sin mave. Det kunne jo være, at hun bare endte med at fremskynde processen, hvilket ville gøre det svært for barnet. "De har nok ret, er sikker på at Deres mænd, nok skal tage sig kærligt af mine ting" forklarede hun. Hun ville faktisk også hellere følge Elizabeth tilbage til slottet, så hun var sikker på, at hun ikke lige pludselig valgte en omvej eller kom på andre tanker.

Hendes ord fik hende blot til at smile, som hun dog ikke ønskede at ulykken skulle ramme de adelige familier. Det var ikke ligefrem en fantastisk dag at vågne op, også selvom vingerne havde været en bonus, så kunne man jo risikere at miste hukommelsen også. Noget der måske ofte skete, når fortiden var for smertefuld til at bære ind i det næste liv? "Jeg håber De må leve længe endnu uden at skulle opleve Deres egen død." forklarede hun roligt, som hun lod blikket glide mod sine vinger. "Når De en gang har mod på det og ikke længere er med barn, kunne De måske opleve det?" foreslog hun roligt. Det var muligvis meget tydeligt at hun ville bringe andre ideer på bordet. Noget som næppe ville blive godkendt på slottet, og som med sikkerhed kunne få hende i problemer, hvis de på et tidpunkt endte med at føre det ud i livet og nogen så opdagede det.

Camelia nikkede roligt til hendes ord, som hun bestemt ikke havde tænkt sig at fornærme hende, men hun lod dog også bare Elizabeth finde sig til rette i sadlen, som hun gik op på siden af hende. "Så vil jeg ikke afholde Dem fra at nyde den tid" forklarede hun roligt, for på et tidspunkt kunne det godt blive en pinsel bare at bevæge sig. Så kunne hun da godt forstå at hun gerne ville gøre tingene selv, så længe hun kunne. Det var jo ikke fordi hun var der for at hjælpe hende igennem det. Hun ville være hendes healer ja, men hun havde ikke tænkt sig at være streng og umenneskelig også selvom det sevlfølgelig var nødvendigt at passe på barnet.

Hun lod Elizabeth ride lidt i forvejen før at hun forlod jorden og fulgte efter hende fra luften. Det var nu det nemmeste transportmiddel også selvom det kunne vække opsigt, når de kom ind til byen. Camelia blev en sådan højde at hendes vingers stød ikke ville genere Elizabeth på hesten, men så hun også stadig kunne holde øje med hende.