New land, new possibilities [Elizabeth]

[Camelia Nimar]

Tid: 12.30
Vejr: Skyfrit og klart vejr, der ligger op til at blive en varm dag.

En latter strøg igennem latter, det var umuligt at lokalisere den milde latter, som den ikke kom fra landet, men i stedet luften. Hvor var det bare pragtfuldt at være fri og have mulighed for at gøre lige hvad der passede hende. Camelia havde aldrig drømt om noget lignende, men nu var det hændt hende og så kunne hun ikke rigtig ændre det. Medmindre at hun fandt modet til at opsøge hendes familie igen. Men det krævede nok mere end et 'hej'. Det var langt fra relevant lige nu, hun havde så småt fået et nyt liv på pengene og var ikke længere afhængig af hendes families rigdom, hun kunne sagtens leve uden. På en dag som idag, følte hun sig oprigtig godt tilpas og det virkede ikke rigtig til at der var noget som skulle forpurre det, i hvert fald ikke sådan som vejret lagde op til den helt store forestilling. Hun lod sig selv svæve over de høje træer for at se om hun kunne finde et sted at lande sikkert. Men midt i hendes jagt blev hun opslugt af himlen, som hun lod sine vinger bære sig over trækroerne og blot betragtede himlen for en stund. Hun følte sig altid hjemme i nærheden af naturen og heroppe var luften mere klar og fri for støv og forstyrrelser.

Camelia lod sine vinger bære hende ned mod jorden, som hun fortsatte igennem træerne til fods. Det var stunder som disse, der kunne minde hende om hendes fødeby, som hun lod sine hænder glide hen over træernes bark. Hun virkede næsten upåvirket af hendes omgivelser og lod til at være i sin egen verden, som hun bevægede sig imellem træerne og blot tog det hele til sig. Det var egentlig første gang at hun for alvor havde valgt at besøge lysskoven. De andre gange havde hun kun befundet sig i udkanten for at undersøge urter og lignende, men nu havde hun tid til en større udflugt. Camelia var iklædt en lang kjole, der svagt strejfede græsset under hende. Den var syet til hende og passede derfor perfekt til hendes krop, som den nærmest krammede hendes overkrop, men også tillod hende at bevæge sig, som underdelen var løs og lettere flagrende. Det kunne godt ligne blade til forveksling, hvis man så det på afstand, men i virkeligheden var det flere lag af tyndt stof lagt ovenpå hinanden. Kjolen var broderet med tråde af guld, som dannede et mønster langs med kjolen i form af bølger, næsten identiske med dem hun selv havde på kroppen. Det blonde hår hang løst over hendes skuldre, som hun foldede hendes vinger på ryggen, for at de ikke skulle være i vejen for hendes færden.

Efter noget tids vandren nærmede Camelia sig en mindre lysning, som hun målrettet gik efter, da hun godt kunne trænge til noget sol. Træerne var høje og afskærmede for solen, så hun fik ikke meget lys og hvad var bedre end lys? Hun lo let for sig selv, som hun bevægede sig igennem græsset. Egentlig bar hun ingen sko, mest fordi hun godt kunne lide følelsen af græs under sine fødder. På den måde følte hun sig i bedre kontakt med naturen. Det var også nemmere at bevæge sig uden sko for så kunne hun fornemme andres bevægelser i jorden, hvis nogen skulle forsøge at snige sig ind på hende, så ville hun i hvert fald gerne være forberedt denne gang.

[Elizabeth C. L. Remond]

Tiden havde stået stille på slottet i Ynisti flere uger efterhånden siden, Elizabeth var blevet senge liggende med voldsom feber. Nu var hun omsider begyndt at få det bedre, men hun havde været spærret inde på sit kammer selv efter bedring af både healere og hendes mand, efter det var blevet opdaget hun var med barn. Dog efter flere dage's bedring hvor hun forsat var blevet spærret halvt om halvt inde havde hun fået nok. Hun havde ikke set solens stråler eller mærket vindens pusten i hendes hår siden hun blev syg.

Elizabeth havde fået hjælp til at komme i tøjet, en himmelblå kjole med hvide store gennemsigtige ærmer, som var syet fast til kjolen med guld broderinger, samt et løst gyldent bælte til at holde kjolen tæt på kroppen, og et gennemsigtigt sjal over skulder og hoved. af sin hofdame og gode veninde og hjulpet til at slippe ubemærket ud af slottet. Hun mærkede vindens dejlige lune brise imod sit ansigt imens hun red igennem byen, selvfølgelig ikke i galop nu hun var med barn, hun orkede slet ikke at høre sin fars tale om hvor uansvarlig hun var ved at bestige en hest i hendes tilstand. Men ud skulle hun og den hurtigste vej var til hest.

Hun var redet tidlig på formiddagen for det tog alligevel noget tid at komme ud til skoven så hun kunne nyde stilheden og naturen smelte sammen i et. Da hun nåede lidt ind i lysskoven steg hun af sin pony og tog i stedet fat i tøjlerne imens hun slændrede stille afsted. Efter noget tid kom hun til en lysning i skoven, og satte sig roligt ved den lille sø og lod hesten drikke imens hun tog sine fine små sko af og trak let op i kjolens bundstof for at dyppe tæerne i det kølige vand.

Et nydelses fuldt suk gled over hendes læber imens hun lukkede øjnene stille i, ponyen trak sig hen i skyggen af et træ da den var færdig med at drikke. Elizabeth have ikke fokus på om der var folk omkring hende, hun hørte intet lige nu for alt var stille og freds fyldt. Hun strøg en hånd over hovedet og lod hætten til sjalet falde ned på hendes ryg hvilket lod hendes lange brune hår danse frit i den lette brise imens det hang løst ned over hendes skuldre.

Hun strøg blidt sin lille bule på maven imens hun kiggede på nogle små alfe børn der legede i åkanerne ikke så langt fra hende, naturen var nu så vidunderlig. Hun havde siddet der en times tid og var egentlig faldet lidt hen ved søens bred da en kvinde nærmede sig lysningen, Elizabeth hørte intet, men ponyen rejste hovedet og kiggede direkte på englen der kom gående et stykke derfra.

[Camelia Nimar]

Det var næsten magisk at lytte til fuglene kvidre i træerne, det lød nærmest som musik for hendes ører, som hun lidt mistede fokus for omkring hvor hun egentlig var henne. Hun kunne nemt glemme at hun faktisk var i Højlandet og ikke længere i den fortryllede skov, også selvom det for hende ikke betød særlig meget, hvad enten hun var der eller her. Så længe hun kunne komme i kontakt med naturen, så kunne hun ikke brokke sig. Naturens milde behandling i form af lyde og duftene, der guidede hende i retning af lysningen.

Egentlig havde Camelia forventet at være selv, men som hun nærmede sig lysningen fik hun øje på en pony, der blot stirrede på hende. I starten troede hun at der var tale om en vild hest, men som hun nærmede sig dyret, kunne hun godt fornemme at ponyen var van til mennesker, da den ikke lod til at bakke væk fra hende. Hun rakte roligt hånden frem imod ponyen, som hun nærmede sig, dog fik hun øje på en skikkelse ikke særlig langt fra hesten, noget der fik hende til at skifte kurs. Det måtte være hendes pony? Camelia kunne ikke tilllade sig at røre en anden hest, når denne ikke var klar over, at hun var der.

Det var ikke meningen, at hun ville forstyrre kvindens privatliv, eller roen, der havde samlet sig omkring hende, dog kunne hun ikke lade vær med at tænke på, at hun havde set hende før. Muligvis lang tid siden, men hun var sikker, næsten. Hun rømmede sig let, for ikke at forskække kvinden, inden at hun trådte ud i lysningen. "Jeg ville egentlig ikke forstyrre Dem, men jeg kunne ikke undgå at finde Dem bekendt" sagde hun med en mild tone, som hun trådte længere væk fra træerne. Som hun betragtede kvinden, gik det lige pludselig op for hende hvem hun var. "Deres Højhed" sagde hun lettere forbløffet, som hun bukkede hovedet, som en ordentlig hilsen, nu hvor det var gået op for hende, hvem hun var. 

Skulle hun lade prinsessen være alene, og derved gå sin vej eller kunne hun godt tillade sig at blive i nærheden, uanset så ville det være op til Elizabeth, eftersom at Camelia ikke ville forulempe hende ved at blive her, hvis hun blot ønskede fred og ro, som Camelia selv havde søgt da hun havde forladt den fortryllede skov. Hun lod roligt blikket glide rundt i lysningen, før at hun vendte blikket mod himlen og lukkede øjnene for at tage imod solens stråler. Denne dag tegnede til at blive pragtfuld, så længe solen ikke blev dækket af lumske skyer.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth hørte ikke nogen komme før en kvinde stemme lød bag hende. Hun glippede let med øjnene, var der nogen der snakkede til hende? Elizabeth som havde siddet og nærmest sovet var lettere forvirret, hun hørte spørgsmålet uden rigtig at høre det. Hun trak roligt fødderne op af vandet og drejede sig siddende om imod kvinden med benene trukket liggende ind til sig.

Elizabeth så de store smukke hvide vinger på trods af at de var samlede på ryggen af kvinden var de ikke svære at få øje på. Hun lagde hovedet let på skrå. "De må meget undskylde, men kender vi hinanden?" spurgte hun med en lettere forvirret stemme. For selvom Elizabeth faktisk havde mødt denne kvinde før og i mange sammenhænge så var det over 10 år siden og der var Elizabeth kun en ganske ung prinsesse, dette betød dog ikke at hendes udseende havde ændret sig meget bortset fra at hun selvfølgelig var kommet til at se mere voksen ud i tidens løb.

Elizabeth's mundvige gled let på i et skævt smil før hun lo med en ganske mild latter "Ganske rigtigt, men træk du blot vejret engel, jeg er ganske ufarlig på trods af min titel.. I dag er jeg blot et af Kira's smukke skabninger der nyder skovens freds fyldte skønhed" sagde hun med en venlig og imødekommende stemme. Hun klappede let på græsset ved siden af hende. "Kom endelig, sæt Dem og gør mig selskab" anmodede hun. Kvinden kunne selvfølgelig gøre som hun ville, men Elizabeth elskede selskab især fra venlige sjæle i landet, og en engel var vist nogen af de få hvor man kunne sige de havde et godt hjerte.

"De sagde jeg virkede bekendt?" spurgte hun så imens hun drejede sig imod søens bred igen men holdt blikket imod englen ud af øjenkrogen.

Noget ved kvinden virkede faktisk lidt bekendt, men hvorfra kunne hun ikke sætte en finger på. Jo selvfølgelig var kvinden tidligere højelver ud fra måden hun var klædt var det tydeligt at se hun i hvert fald ikke var skovelver. Men kunne hun have set hende i Elvena, da hun var stukket af et par år tilbage? Det kunne hun vel, men hun mindes ikke at have snakket med en elver af hendes udseende?

[Camelia Nimar]

Det var bestemt ikke meningen at hun ville forskrække hende, men hun kunne jo heller ikke bare finde sig til rette i den selv samme lysning, hvis hun nu ikke var velkommen i hendes selskab. Hun smilte dog let, som Elizabeth lod til at få øje på hende, også selvom hun muligvis kunne virke en anelse forviret. Camelia kommenterede det dog ikke og gav hende blot tid til at vænne sig til selskabet, som et smil hvilede over hendes smalle læber.

Camelia så sig let over skulderen for at lade blikket glide ind imellem træerne igen, før at hun atter vendte blikket mod hende, som hun begyndte at tale. Smilet forlod endnu ikke hendes læber, som hun nikkede ganske svagt til hendes spørgsmål. "Det er efterhånden længe siden, Deres Højhed" forklarede hun roligt, det var endda før at hun var blevet dræbt og genopstod som engel. Der var stadig ingen i hendes familie, som var klar over, at hun stadig var i live og faktisk havde det godt. Dog regnede hun ikke med at Elizabeth ville bruge hendes tid på at besøge dem, ikke sådan som hendes situation var nu. Gift og med barn. Det var noget der var blevet rygtet over hele landet efterhånden. Hvilken glædelig nyhed. "Navnet er Camelia Nimar, datter af Grev Leon Nimar og Grevinde Catarina Nimar" præsenterede hun sig, siden at hun ikke ville holde prinsessen hen i gætteri og da slet ikke fornærme hende, ved ikke at præsentere sig selv.

Den milde latter fik blot Camelia til at smile endnu mere, det lød næsten som om at Elizabeth ikke forsøgte at hæve sig over andre. "Dagen er også pragtfuld" sagde hun smilende, som hun lod blikket spejle op mod himlen endnu en gang. Hun smilte let til hendes anmodning, som hun bevægede sig op på siden af hende. Hun satte sig roligt ned, som hun lod sine tæer lege rundt i græsset under hende. De var ikke længere skjult af den lange kjole og kunne nu også få luft. "Jeg ville måske have troet, at De ville blive bevogtet døgnet rundt, nu hvor De venter Dem" forklarede hun let, som hun vendte de gyldne øjne mod hende og lod blikket glide ned mod hendes mave, stadig smilende.

Hendes spørgsmål kom egentlig ikke bag på hende, som hun foldede hænderne foran sig i sit skød og legede med mønstret i hendes kjole. "De har besøgt min slægt flere gange, på grund af min faders stilling, som højelvernes leder" forklarede hun blot, som hun i bund og grund ikke havde noget imod emnet. Prinsessen havde jo ret til at vide, hvem hun var, nu hvor hun vidste hvem hun var. Også selvom det fleste ikke ville være i tvivl om hendes identitet eller rang.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth så stadig på kvinden med et let forvirret blik, men dog stadig med et blidt smil spillende over sine læber "Såe?" svarede hun roligt, længe siden.. Ja længe måtte det da være? Elizabeth var god til det med ansigter, men spørgsmålet var hvor længe for at dømme ud fra hendes udseende kunne kvinden have lignet den samme i mange mange år.. Hun lyttede ganske rigtigt, men da Camelia nævnte hvem hendes forældre var gled et skeptisk udtryk over hendes ansigt og hun lagde hovedet let på skrå imens et øjenbryn blev hævet "Så vidt jeg ved har familien Nimar kun en enkelt datter og hun er stadig ganske lille?" spurgte hun og hendes stemme afslørede også en vis skeptisk tone, men Elizabeth havde så heller ikke været en del af samtalerne, det var måske blevet skærmet fra hendes små øre som lille at Camelia var forsvundet og efterfølgende havde der ikke været meget snak om det når de endelig sås af forskellige årsager. Hun tog sig lidt til hagen og afventede en forklaring, selvfølgelig havde kvinden vinger hvilket betød hun var død på et tidspunkt, men hvor længe siden var det?

Hun nikkede ganske roligt med et stille smil, det var så sandelig en pragtfuld dag. Hun elskede naturen og denne dag havde kun bag den følelse tilbage efter flere uger i et mørkt rum fordi healerne mente at kroppen skulle slappe af og blive rask bag de store gardiner så det at komme ud og mærke luften og solens stråler imod sin hud gjorde det hele perfekt på trods af hvad hun skulle høre for senere på dagen når hun kom hjem og alle tjeneste folkene var gået helt ud af deres gode skind i et forsøg på at finde hende..

En let tilbage holdt latter gled over hendes læber i et forsøg på at holde et højlydt grin tilbage og hun måtte holde hånden for munden for at hjælpe sig selv til ro igen. "Hvis De spurgte alle på slottet ville de også være enig med Dem, men når man som jeg har været med vagter og lignende altid så bliver det trættende" lo hun og lænede sig let tilbage med armene støttende imod græsset bag hende. "Jeg ville se solen, mærke vinden og nyde naturen i dag, og de sidste mange uger er det ikke blevet mig tilladt, så jeg tog sagen i egen hånd i dag, jeg orker ikke flere healere som skal fortælle mig at jeg skal blive i min seng på sådan en pragtfuld dag som i dag" sagde hun med et smalt smil, hun havde jo trods alt levet nærmest alene i et år efter hun stak af, hvilket det meste af konge riget havde vidst om på grund af findelønnen man fik hvis man kunne bringe hende hjem igen, og ja livet i fangeskab var nok bare ikke det hun havde håbet på da hun var flyttet ind hos prinsen..

Hun tog sig let til hagen og kiggede op og ned af Camelia, ja hun var højelver, eller havde været så det passede jo ganske fint.. Men hun forstod det ikke rigtig, hvorfor befandt Camelia sig ikke hos sin familie længere hvis det da var hendes familie? "Hvad gør at De befinder Dem her og ikke hos deres fader? De må undskylde min skeptiske tanke, men jeg husker Dem vitterligt ikke og så kan jeg ikke sige og det er på grund af tiden jeg skulle have mødt Dem eller hvordan.. De virker mig bekendt ja, men kan ikke huske Dem i den sammenhæng" sagde hun med blid stemme, og prøvede ikke at lyde dømmende. Hun kendte jo godt familien, men når hun ikke havde set Camelia i de sammenhænge i mange år var det svært at sætte en finger på det hele. Elizabeth havde trods altid været en flyvsk person som barn og lagde måske dengang ikke så mange tanker i hvem der var der og hvem der ikke var.

[Camelia Nimar]

Måske hun ikke skulle have kontakt til at starte med, det var muligvis nemmere blot at have introduceret sig som en anden. Men det var ikke længere muligt at forandre, dog lod det ikke som om Elizabeth havde nogen ide omkring hvem hun var, andet end at informationer hun gav hende, blot forvirrede hende yderligere. Det var ikke fordi det gjorde noget, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at føle en vis tomhed, at hendes familie ikke længere ville nævne hendes navn eller savnet. Havde de virkelig givet helt op? Et suk forlod hendes læber, som hun forsøgte at skjule det med et smil. "Catja er min lillesøster, jeg er deres første fødte, men jeg går ud fra at de har opgivet håbet" hendes stemme var forholdsvis lav, som hun hev benene op under sig og stirrede ud over vandet og lod sig blive fanget af øjeblikket. Hun tog en dyb indånding, før hun vendte blikket mod Elizabeth igen. "Ser De, jeg blev taget til fange for 10 år siden og det næste jeg husker er, at jeg vågner op i et dybt hul med vinger.." forklarede hun roligt, som hun fortsatte "Jeg har endnu ikke haft modet til at se mine forældre i øjnene, da jeg frygter deres foragt og modstand" Det var i forvejen svært at mindes, men hun lod blot til at smile, som hun lagde hovedet let på skrå og trak benene op under sig.

Det var nemmere at nyden naturen, når man var alene, men Camelia havde nu intet imod hendes selskab, som det blot bragte minder frem fra hendes barndom. Hvor hun dog beundrede de kongelige, og deres liv. Ikke at hun havde noget imod hendes eget, det var hendes eget valg og hvad ville der ske hvis hun vendte hjem? Hun kunne ikke være andet end i tvivl, som årene gik og blive mere og mere nervøs for hvad der ville ske, hvis hun pludselig dukkede op. Ville de overhovedet kunne kende hende? Selvfølgelig ville vingerne ikke gøre det nemmere for hende, at overbevise dem, men skulle hun nu også bekymre sig.

Elizabeths reaktion overraskede hende en anelse, men hun lod ikke til at blive påvirket af latteren, det fik hende blot til at smile yderligere. Måske det slet ikke var så nemt at være kongelig og af royalt blod? Hun lo let til hendes kommentar og nikkede blot. Det var en situation hun sagtens kunne nikke genkendende til, selvom det var noget tid siden, at hendes far havde beordret hende til at blive indenfor. "Skulle De få problemer, så vil jeg gerne tilbyde min hjælp." lo hun let, skulle der være komplikationer med hende i forhold til hendes helbred, så kunne hun altid træde til, eller hurtigt få hende tilbage til slottet. "Jeg har påtaget mig det erhverv at være healer." smilte hun, som om der ikke var nogen grund til at bekymre sig. Selvfølgelig ville hun helst ikke gøre sig uvenner med kongeriget, skulle hun blive beskyldt for at have holdt Elizabeth hen.

Spørgsmål var der nok af og hun var da ikke en gang sikker på, at hendes grund var stor nok til at blive væk. Dog ønskede hun ikke at skuffe sin fader, så det var lettere at blive væk og lade hendes brødre overtage rollen, som de ældste børn. Ikke at hun kunne forestille sig dem tage med til alle de pligtopfyldende møder, men måske de havde ændret sig? "Jeg ønsker ikke at skuffe min fader, ved at vanære den rene linje af højelvere, så vil jeg hellere være en anden." forklarede hun, som hun nikkede forstående overfor hende. Hun forlangte ikke at Elizabeth kunne huske hende, mest fordi hun måtte have set mange forskellige ansigter i tidens løb og det ville da være umuligt at huske alle. Det var nemmere for folket at huske de kongelige.

[Elizabeth C. L. Remond]

Hjertet trak sig sammen og føltes som en sten i brystet på Elizabeth som hun lyttede til Camelia's sørgelige fortælling. Selv på trods af at Elizabeth ikke kendte Camelia fik hun ondt af hende, det måtte ikke være nemt at man ufrivilligt valgte familien fra på den måde, blot fordi man var bange for deres reaktion på det der var sket, men det var jo ikke Camelia's skyld, selvfølgelig vidste hun ikke hvordan denne familie ville håndtere at deres længe savnede datter pludselig kom tilbage efter som hun selv havde sagt 10 år.. Det måtte jo ikke være nemt for nogen. Altså Elizabeth kendte dem ikke så godt for så længe havde hun alligevel ikke været i alle disse officielle ting, og spørgsmålet var om hun nogen sinde kom det, for hvad hun havde af erfaringer så var der nogle ting som ikke blev drøftet med kvinderne i familien og sådan var det bare. Hun sad lidt og overvejede hvad hun skulle gøre, for det var tydeligt at dette emne berørte den stakkels Camelia.

Elizabeth lagde blidt en hånd imod Camelia's skulder og sendte hende et blidt og opmuntrende smil, og ventede et par sekunder i stilheden for at være sikker på at Camelia ikke havde mere at sige, det at afbryde en der snakkede var meget ubehøvlet følte Elizabeth der altid havde lært at man skulle lade folk snakke færdig inden man selv svarede. "Blot fordi jeg ikke har hørt om Dem Lady Nimar, betyder det ikke deres familie har opgivet Dem, ej heller at de har glemt deres kærlighed til Dem i deres hjerter" prøvede hun at forsikre Camelia imens hun lod sin tommel stryge blidt over hendes skulder et lille stykke tid før hun igen tog hånden til sig.

Hun trak bene op til sig og lagde armene roligt om sine ben for både at holde balancen men også så benene ikke gled ned igen. "Jeg tror vitterligt ikke at Deres forældre ville give modstand eller føle foragt bare de kunne få deres kønne datter hjem igen?" sagde hun med spørgende stemme. Hun håbede da at hendes egne forældre ikke ville skære hende fra hvis hun skulle dø, gud forbyde det måtte ske, men hvis det gjorde.. Det ville gøre alt for ondt, men det var måske også derfor at Camelia ikke turde at se dem, det ville gøre mere ondt hvis de afviste hende end hvis hun blot selv valgte at blive væk?

Elizabeth havde nogengange svært ved at se hvorfor det at være royal var så fantastisk en ting, man blev opdraget til en ting, og det var for kvinders vedkommende at høre efter og se køn ud, derud over skulle man så gifte sig med den som ens forældre havde bestemt, men selvfølgelig havde Elizabeth's opvækst også været langt fra det normale, hun havde jo ikke selv følt hun passede ind i kongeriget som sådan en vigtig person, hvilket nok også havde gjort at kongen og dronningen havde presset endnu mere på for at få hende passet ind hvor imens alt hvad Elizabeth havde ønsket var at kunne være som en almindelig borger, at der også der fandtes begrænsninger for hvordan man levede tænkte hun ikke så meget over for det var jo en drøm i hendes egne øjne, en drøm som aldrig blev til virkelighed. Bevares hendes liv var blevet mere tåleligt efter hun blev gift med prinsen, det havde givet hende mulighed for at komme ud i naturen når hun ønskede det, for det meste da, til forskel fra da hun som barn skulle stikke af som denne dag i dag for at forlade slottets mure.

Elizabeth lo ganske svagt da Camelia tilbød sin hjælp og at fortalte hun var healer nu. Selvfølgelig var hun healer, hun var engel det var nærmest det de var skabt til. "Det skal jeg huske, så længe De ikke lukker mig inde i et mørkt rum, det har jeg nok healere der mener er det bedste for jeg og barnet" sagde hun og sendte et skævt smil imod Camelia før hun lagde hovedet roligt imod sine knæ og kiggede forsat imod Camelia.

"At skuffe ham? Kæreste Lady Nimar, De er godt klar over at intet af det der er sket er Deres skyld? Man styre ikke ens skæbne.. Det er kun guderne der ved hvornår ens tid er kommet, men De har fået en ekstra chance, det er ikke alle der er lige så heldige" pointerede hun og kiggede Camelia ind i øjnene med et roligt blik. Elizabeth var stadig ung og måske en kende naiv, men hun havde altid en forklaring på tingene der skete omkring hende, det var i hendes hoved også gudernes mening at de denne dag skulle mødes, om der ville udspringe et venskab imellem de to måtte tiden vise, men noget tydede på at det gik den rigtige vej. "Men hvis De ikke ønsker kontakten til deres familie skal jeg nok lade være med at nævne vores møde her i dag" forsikrede hun Camelia, hun havde ingen ret til at tage det skridt for Camelia det var en vej hun selv skulle vælge, om hun ville have støtten på vejen måtte hun være herre over, men det var ikke Elizabeth's kald.

[Camelia Nimar]

Elizabeth var ikke den eneste, som muligvis var på bar bund. Camelia havde ingen ide omkring hvordan hendes forældre og søskende ville reagere på det. Men samtidig så ville hun virkelig gerne se hendes familie igen, specielt hendes lillesøster. Hun havde haft en ganske særlig bånd til hende og hjulpet hende ud af balladen flere gange, og gerne taget skylden. Tanken om hendes søster bragte et kærlig smil frem på hendes læber. Måske hun bare skulle tage sig sammen og komme afsted? Elizabeths trøst og kærlige ord var mere end velkomne og Camelia havde egentlig ikke lyst til at forlade hendes selskab, medmindre at prinsessen var nødsaget til at vende hjem igen. Selvfølgelig kunne hun ikke tillade sig, at lade prinsessen gå alene. Det kunne være farligt herude også selvom de befandt sig i højlandet. Det var aldrig til at vide, hvad folk havde af planer, så man kunne aldrig være forsigtig nok. Det var fordelen ved at have vinger, så var der sjældent nogen som kunne berøre hende eller berøve hende for den frihed som vinger havde givet hende de sidste 10 år.

Som hun mærkede en hånd mod hendes skulder, lod hun blikket glide mod Elizabeth med et venligt smil. Det var tydeligt, at hun godt vidste hvad hun gik igennem. Det var heller ikke fordi situationen var så svær at sætte sig ind i. Hun nikkede blidt til hendes ord. Hun havde ret, måske smertede det hendes forældre for meget at tale om hende og i det hele taget mindes om hende? "De har ret, Deres Højhed" sagde hun med et svagt smil på læberne, før hun vendte blikket mod vandet og betragtede alferne med en svag latter. Hvordan mon det var at være så lille? De havde sikkert de samme problemer som alle andre. Camelia bukkede hovedet let, som Elizabeth fjernede hendes hånd igen, hun lod sine hænder følge broderingerne i kjolen for en stund, før hun mærkede et svagt vind pust imod ryggen. Dette måtte komme fra træerne.

Camelia lo let ved hendes ord, der var jo i virkeligheden ingen af dem, der kunne være sikre på det. Men hun manglede selv mod til at besøge dem. "Forældre er altid så komplicerede" lo hun let, som hun i bund og grund ikke burde bekymre sig, men blot skulle tage hjem. Hun var ikke et sekund i tvivl om at hendes søster nok ville blive glad for at se hende. Men måske hun skulle forsøge at skjule vingerne først? Nej, de var efterhånden blevet en del af hende, og den person hun var. Det var jo ikke fordi hun havde efterladt traditionerne for Højelverne, hun havde blot været nødsaget til at klare verdenen på en anden måde.

Det var umuligt for Camelia at vide hvordan det var at være kongelig, men hun havde muligvis prøvet en brøkdel af det, som komtesse. Noget hun godt nok var stukket af fra, men kunne hun overhovedet være en del af familien, når hun ikke længere var højelver? Det var ikke længere muligt for hende at lystre hendes fader, skulle englenes leder beslutte sig for at beordre hende til noget andet. Men ville hun kunne gennemføre det, hvis det ville gå ud over hendes forældre? Nej, hun måtte hellere holde afstand og lade vær med at blande de to racer sammen. Ikke at hun så englenes leder, som en ond mand, men man kunne aldrig vide, hvad der ville ske? Camelia rystede let på hovedet, som hun lod til at være blevet fanget i hendes tanker, endnu en gang. Hun måtte altså holde op med at lade tankerne flyve på denne måde, specielt i selskab af en kongelig.

Det var muligvis åbenlyst at hun var healer, men det havde været svært for hende at påtage sig et erhverv, når hun jo var van til at lave på et palæ, hvor hun mildt sagt ikke behøvede at løfte en finger, medmindre der var tale om træning og etikette. "For mit vedkommende vil jeg nok nærmere anbefale en jævnlig tur ud i det fri, så De ikke føler Dem indelukket og fanget" lo hun let, som hun ikke kunne forestille sig, at det var sundt at være låst inde bag døre og mure. Der var jo en grund til at alle væsner var afhængige af luft, det var en livskilde, så hvorfor holdes fra den friske og frie luft? At være låst inde ville blot gøre luften tung og doven, hvilket kunne påvirke vejrtrækningen og ens sindstilstand, samt helbred.

Hun nikkede lavmælt til hendes ord, for hun havde jo ret. Det havde ikke været hendes skyld, selvom hun blot havde haft intentioner om at hjælpe ofrene, men i stedet selv var blevet et offer. Men det var hendes skyld, at hun var stukket af så sent. "Jeg kan forundre mig over, hvilke planer Guderne mon har for mig" sagde hun med et let smil, før hun lænede sig tilbage i græsset og lagde armene over hovedet for at stirre på himlen. Det lød som om Elizabeth godt vidste hvad hun snakkede om og hendes selskab var interessant og hyggeligt også selvom emnet var faldet på noget mere ubehageligt end som så. "Når jeg en gang har samlet mod nok, vil jeg besøge dem." forklarede hun, som hun var taknemmelig for at Elizabeth ikke ville sige noget til hendes familie, skulle hun nu aldrig finde modet til det. "I det mindste er en flugt nemmere med vinger" lo hun let, som hun morede sig en anelse over, at skulle hendes fader reagere voldsomt så kunne hun altid stikke af, men måske hun skulle nøjes med at mødes med et familiemedlem af gangen. Hvis hun gjorde det, så ville det være nemmest at starte med hendes søster. De havde flere hemmeligheder sammen i forvejen. Hvis hun da kunne overtales til at lade vær med at sladre? Det var jo ikke en almindelig ting at holde hemmeligt for bekymrede forældre.

[Elizabeth C. L. Remond]

Et stille smil gled over Elizabeth's læber, det var ærgerligt at hun ikke kunne hjælpe Camelia mere end at sige et par beroligende ord, dog var det mærkeligt egentlig at sidde med Camelia som sådan ønskede at komme hjem til sin familie, hvis hun blot havde modet, men for mindre end 2 år siden var Elizabeth stukket af for nemlig ikke at skulle slæbes med familien og de forpligtelser der fulgte med det at være datter i lige præcis den familie.

Hun lo med en mild let latter og nikkede roligt "Ganske komplicerede, jeg tror desværre det ligger til alle familier" sagde hun med et enkelt skuldertræk og med et skævt smil over sine læber. Det var nok noget de begge kunne være enige om, man vidste aldrig helt hvor man havde de der forældre og alligevel så havde man en følelse af at man alligevel gjorde.. Elizabeth kiggede kort ned imod den lille bule på sin mave, ville hun mon blive som sine forældre? Dømmende og bestemmende omkring barnets fremtid og opførsel..? Det var svært at sige nu, for hun ville jo helst sige nej, men hvordan så det hele mon ud om nogle år? Bare tanken om at barnet hun bar på skulle troloves som lille som hun selv var blevet.. Det var en mærkelig tanke, hun havde hadet det som pesten hele sit liv. Skulle hun frivilligt gøre det samme? Selvfølgelig var hun ikke den eneste der bestemte over det kommende barn, faktisk havde hun teknisk set intet at sige, hvis Troy mente noget og holdt fast så blev det på den måde.

Elizabeth tog sig let til hagen, hun kunne godt lide tanken om at have en healer der mente hun skulle ud i det dejlige sommer vejr i stedet for at rådne inde bag nogle tykke gardiner i et mørkt lokale, for ikke at sige liggende. Elizabeth orkede virkelig ikke tanken om at skulle være senge liggende i 9 hele måneder.. Det virkede som for evigt, bare de sidste par uger havde været forfærdelige og der havde hun rent faktisk været syg, hvis hun skulle ligge der og være frisk i hovedet, så endte hun enten med at blive sindsyg eller syg af det, det var hun sikker på.. "De er healer.." pointerede hun pludselig ud i det blå efter en længere stilhed efter Camelia havde givet hendes faglige påbud på hvad Elizabeth skulle gøre. "Ville De have interesse i at komme og være healer på slottet?" spurgte hun og vendte blikket imod Camelia med et spørgende og afventende blik.

Det var måske en meget pludselig forespørgsel, men Camelia virkede jo alligevel ikke til at have travlt med at komme tilbage til hendes familie, så med mindre hun havde slået sig ned et andet sted i landet så var det da en mulighed, om ikke andet for også at mærke det søde liv lidt igen.

"Gør vi ikke alle det? Jeg har spurgt guderne mange gange om hvad deres plan med mig var, men de er lidt langsomme til at komme med et svar" grinte hun og lagde sig derefter ned på ryggen i græsset og kiggede op på himlen, skyerne bevægede sig roligt hen over himlen hvilket skabte en helt afslappet stemning i hendes hoved.

Hun lukkede let øjnene men måtte vende blikket imod Camelia igen kort efter med et skævt smil på læberne "Jeg er sikker på der ikke er noget at flygte fra når De først får taget mod til det" sagde hun med beroligende stemme før hun igen vendte hovedet væk og lukkedes øjnene stille i.

"Må jeg have lov til at spørge.. Hvordan er livet uden alle de fine ting? Ingen der fortæller Dem hvordan det er De skal opføre dem, se ud eller handle?" spurgte hun så og vendte sig om på siden så hoften var skubbet let tilbage og hun lod sin albue hvile imod græsset imens hånden holdt hendes hoved. Godt nok havde Elizabeth selv oplevet lidt af det, men det føltes blot anderledes kunne hun forestille sig, for hun havde jo været på flugt, måtte gemme sig fra alt og alle, Camelia havde trods alt levet sådan i 10 år..

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi Camelia forlangte at Elizabeth overhovedet skulle bekymre sig om hendes liv. Det var slet ikke meningen at en prinsesse skulle bekymre sig og da slet ikke omkring hendes mærkværdige påfund. Hun kunne stadig godt beskylde sig selv for hvad der var sket. Hvis hun nu ikke havde forsøgt at hjælpe, så var hun måske aldrig blevet taget tilfange og endt som engel. Nej, selvfølgelig skulle hun ikke tænke på det, hun burde være taknemmelig for stadig at være i live, hvilket hun da også var. Specielt taknemmelig for at kunne mærke vinden under hendes vinger. At kunne flyve var noget hun kun kunne have drømt om i sin barndom. Det var jo himmelsk!

Det var afslappende at snakke med Elizabeth, muligvis ikke noget hun havde forventet, når man var i selskab af en kongelig. Men hun virkede nu meget nede på jorden og rolig at snakke med, så Camelia nød blot hendes selskab, som hun lo let atf hendes ord og nikkede igen. Hun var sikker på, at alle forældre skulle være komplicerede og gerne mere end normalt, jo ældre man blev. Det var sikkert først, når man blev forældre selv, at man ville kunne forstå, hvorfor der var blevet sagt og gjort, som der nu en gang var blevet i ens egen barndom. Camelia fulgte Elizabeths blik mod hendes mave, som hun smilte let. "De skal ikke være bekymret Deres højhed" forsikrede hun hende roligt og med et smil på læben, som hun ikke tvivlede på, at hun nok skulle blive en god moder for hendes barn. "Jeg er sikker på, at De nok skal blive en pragtfuld Moder for Deres barn" smilte hun, som hun lod hænderne stryge hen over græsset og svagt strejfede det friske græs. "De har trodsalt prøvet lidt af hvert i Deres egen barndom, som De er forberedt på" hendes stemme var blid og langt fra dømmende, hun ville også selv være stukket af, hvis hun var blevet holdt bag slottets mure i en længere periode.

For Camelia var den bedste medicin at være udenfor, hvor luften ville være ren og frisk. Dette bragte i hvert fald altid det bedste frem i hende selv, så hvorfor skulle hun nogensinde forlange at Elizabeth skulle blive indendøre? Så var det jo næsten som at være fange i eget hjem, ikke sandt? Hun nikkede til Elizabeths ord, selvom det undrede hende lidt, at hun lige pludselig valgte at pointere det igen. Camelia havde jo allerede forklaret det, dog var hun lettere overrasket, som Elizabeth kom frem til hendes egentlige intention med det. Det var svært at skjule hendes smil, som hun forsøgte at ligge en dæmper på det og blot endte med at nikke for en stund, som hun så lettere eftertænk som ud. "Det ville være mig en ære, at skulle arbejde for slottet og Dem" forsikrede hun hende med et let smil på læben. Camelia kunne umuligt takke nej til et sådan tilbud, hvis Elizabeth virkelig mente det.

Et arbejde på slottet ville helt sikkert kunne få hende på andre tanker og måske også lade hende fordybe sig mere i healernes kunst. Det var i hvert fald en oplagt mulighed, noget der også gjorde, at hun muligvis kunne glemme sin familie lidt. Det var vel ikke særlig sandsynligt at hun ville rende ind i dem på slottet, vel?

Hun nikkede genkendende til Elizabeth, da hun jo uden tvivl havde ret. Alle ville jo gerne vide, hvilket planer guderne havde for en. Camelia kunne heller ikke lade vær med at grine let, som Elizabeth lavede en anelse sjov med guderne, dog intet der fornærmede hverken hende eller guderne selv. De var jo langsomme og ofte valgte de slet ikke at svare. "Måske gudernes plan for mig er, at jeg skal sørge for at De kommer lidt udenfor for at nyde den smukke natur landet kan tilbyde os." foreslog hun med et svagt smil, før at hun vendte blikket mod himlen og svagt skævede mod Elizabeth, blot for at holde øje med hendes tilstand.

Hun nikkede let til Elizabeths ord, som hun måtte give hende ret. Hun kunne heller ikke forestille sig, at hun var nødsaget til at stikke af, når hun først var dukket op hjemme ved hendes familie igen. Men tanken lå stadig og dulmede i hendes indre, som det ikke ville lade hende få ro.

Elizabeths spørgsmål kom egentlig ikke bag på hende, som hun svagt satte sig op og lod blikket glide ud over søen før at hun vendte blikket mod hende igen. Hun smilte stadig, som hun lod sin højre pegefinger lege let med hendes krøller. "Det var hårdt i starten, at skulle starte forfra med at finde et sted og bo, var muligvis ikke det værste dog." forklarede hun let, som hun skubbede hendes hår om bagved ørerne. "Det værste var at stå på egne ben" fortsatte hun stadig smilende. "Specielt når man var van til at blive bakket op hjemmefra, nu skulle der lige pludselig tjenes til føden" lo hun let, som hun lagde sig tilbage i græsset og kiggede op på himlen. "Men det gav også mig et vist ansvar og ro til at vælge min egen vej" måske hun ikke skulle beskrive det som noget drømmende, Elizabeth skulle jo helst ikke stikke af endnu en gang eller gøre et forsøg, blot for at opleve det. Så ville hun med sikkerhed blive beskyldt for at opmuntre hende. Selvfølgelig forventede hun ikke at Elizabeth ville stikke af, nu hvor hun var gravid.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth var en pige med ben i næsen og en afslappet tilgang til omverdenen. Måske fordi hun ikke var så gammel endnu at alvoren ikke havde sat sig i hende endnu, men der var endnu ikke sket hende noget og hun havde derfor svært ved at forstå hvorfor man ikke kunne tage det lidt mere med ro og nyde verdens skønne og forskellige væsner. Hun havde dog heller ikke rigtig oplevet den mørke side af landet, hun var jo havnet i Elvena da hun stak af sidst, og havnet hos en venlig familie, der godt nok ikke havde meget, men det havde givet Elizabeth en mulighed for faktisk at mærke befolkningen i landet for ikke mange helt vest på vidste hvordan den unge Elizabeth havde set ud, og da hun havde holdt sig ude af syns vidde for de adelige som kendte hendes familie og hvis ikke havde mødt så set malerier af hende på Kensis slot.

Det var nok også den udvikling der havde gjort Elizabeth mere nede på jorden til forskel fra før hun stak af, man kunne godt snakke med almindelige borgere uden at skulle hæve sig utroligt over dem for at få en passende samtale. Og så var hun trods alt heller ikke overvåget, havde de været i rum med andre adelige eller royale havde hun også haft en væsentlig mere formel opførsel, det var nok en facade hun havde fået opbygget i løbet af hendes barndom for med straf i form af slag fra hendes fader kongen så lærte man at rette ind, i hvert fald hvis man kunne komme i en situation hvor han kunne høre om hvad hun lavede der med omtalte situationer med royale eller adelige folk som ikke var Troy, ham kunne hun efterhånden slappe helt af med så hun trods alt ikke behøvede at være den formelle hele tiden.

Sendte Camelia et stille smil "Nu må vi se, jeg så ikke selv min moder særlig tit, vi har trods alt amme.. Jeg vil gerne, men om jeg får lov eller tid til at give mit barn dannelse ved jeg ikke.. Det er dog tvivlsomt med min fortid at jeg får lov til at have meget med dem at gøre.. Jeg skulle jo nødig præge dem i en forkert retning" lo hun letere hæst, man kunne godt mærke at det nagede hende at det var et ømt punkt. Men om ikke andet kunne det da være hun i det mindste kunne få lov til at give den lille omsorg og kærlighed.. Desuden så ville tiden også være knap, lige nu havde hende og Troy en del tid til dem selv og hinanden, men den dag Troy's fader ikke længere var der skulle Troy tage over, og alle de diplomatiske møder rundt omkring i landet skulle Elizabeth deltage i, ikke for at sige noget men for at vise sin støtte til sin mand.. og det var lige præcis det som Camelia pointerede der gjorde hende nervøs for hvilket forhold hun ville få tilladt at få med sit barn.

Et stille smil gled sig over hendes læber da hun tydeligt kunne se at tilbudet om at komme og arbejde på slottet faldt i god jord. Måske var det unormalt at tilbyde en teknisk set fremmed hjem til sig for at arbejde.. men hun var jo ikke fremmed.. Ikke for de royale i hvert fald.. Og hvis Camelia en dag valgte at vende hjem og tage sig af sine affære så kunne det jo også være at Greven valgte at stille sig som en stærkt allieret ved slottets side, hvis der nogensinde skulle blive krig igen. Ikke at tankerne lå meget i hendes tanker, men der var altid en bonus ved at tilbyde arbejde til andre adelige, også selvom Camelia ikke var det længere. Om ikke andet gav hun hendes bedre muligheder for at kunne træne sine evner da hun trods alt fik mulighed for både at få både tøj og husly i Ynisti, hun ville enten få tilbudt at få et kammer på slottet med alle sine ting og her ville så også være fri mad, eller at hun fik en healer hytte som havde været brugt af kongefamiliens healere i mange århundreder. Selvfølgelig hvis hun boede ude i hytten ville hun også have mulighed for at tage sig af andre end blot kongefamiliens medlemmer selvom de selvfølgelig var de dem der skulle have det primære fokus men ellers havde hun jo løse tøjler. "Det glæder mig at høre at De takker ja" sagde hun med et lille nik med hovedet og et varmt smil. Hun så allerede frem til at skulle lære Camelia lidt bedre at kende, og for ikke at sige have muligheden for at smide healeren som besad posten lige nu på porten. Den magt havde hun da alligevel når behandlingen angik hende det næste lange stykke tid.

Elizabeth kunne ikke lade være med at le af Camelia's kommentar, det var sandt måske var det faktisk omsider et svar pakket ind i en lidt anderledes pakning end hun havde forventet. "Hvis det er gudernes vilje er der jo ikke andet at gøre end at adlyde" lo hun og strøg let en tot af sit hår om bag det ene øre. Det ville være rart med en tæt på, hun havde godt nok sin hofdame, men når man så ud over hende og Troy havde hun faktisk ingen i Ynisti hun kunne slappe helt afslappet med, det hele skulle være så formelt.. Ikke engang hendes svigerforældre hertugen og hertuginden af Ynisti kunne hun snakke stille og roligt med det hele skulle være så pokkers formelt hele tiden.

Hun lyttede intenst til Camelia's fortælling, det lød fantastisk og meget som den måde hun selv var startet lidt ud, men Camelia havde bare ikke skulle gemme sig, og Elizabeth nåede aldrig at få et erhverv startet op det var for farligt da hun jo havde haft en dusør på sig for at blive fundet.. "Havde mit liv ikke ændret sig som det havde, og var jeg født i en anden tid en anden virkelighed ville det være så dejligt at kunne opleve det De beskriver, men ja mit ansvar ligger her i Ynisti nu.." sagde hun og ubevist lagde en hånd på sin mave.

Hun skubbede sig roligt op og sidde og kiggede imod himlen måske hun snart skulle se at komme hjem inden hele slottet fik et anfald over hvor hun var blevet af "Vil De gøre mig selskab tilbage til slottet? Vi kan snakke lidt om Deres kommende arbejds område" sagde hun stille og fik let og elegant sig selv på benene, hun var heldigvis ikke påvirket af graviditeten endnu da maven stadig var så lille som den var.

[Camelia Nimar]

]Det var faktisk ganske rart, at ikke alle adelige fandt det nødvendigt at være formelle hele tiden. Det viste også en vis form for styrke overfor folk, at man ikke altid behøvede at føle sig hævet over andre. Ikke at Elizabeth skulle dømme sig selv for lavt. Camelia var blot taknemmelig for selskabet og bad egentlig ikke om mere, også selvom Elizabeth lod til at have andre planer. Dog var den fredelige stemning, sagtens noget hun kunne vænne sig til. Hun kunne næsten altid finde ro i naturen og det var da også hendes tilflugtssted, når alt andet styrtede omkring hende, som dengang. Hun kunne ikke rigtig lade vær med at smile i hendes selskab, hun følte sig ikke anspændt eller nervøs i Elizabeths selskab også selvom hun var adelige og af meget høj rang, så virkede det næsten som om Elizabeth bare gerne ville være nede på jorden. Hendes aura virkede også afslappet og rolig. Det var ganske befriende at opleve et andet fredeligt væsen på tæt hold.

Camelia lyttede roligt til hendes ord, som hun så en anelse eftertænksomt op på himlen. Hun skulle jo egentlig ikke blande sig, men kunne Elizabeth ikke sagtens forandre traditionerne? Hun vendte roligt blikket mod hende, som hendes læber gled ind i et smalt smil. "Det er ikke på sin plads, at jeg skulle blande mig, men.." hun stoppede kort, som hun lod blikket glide langs med hendes tatoveringer på armene. Det var nærmere mærker, der gik i arv end egentlig tatoveringer. "Er det ikke op til Dem, hvordan Deres barn skal opdrages?" spurgte hun mildt, som hun selvfølgelig ikke skulle påvirke Elizabeth i den forkerte retning. Men meninger var til for at blive talt. "Dannelse var altid sjovere, når min Moder stod for træningen" lo hun let, som hun mindes hendes barndom og bogen, der havde fulgt hende lige siden den dag. En tåbelig fortælling, og helt sikkert for barnlig til at hun stadig skulle kunne holde af dem. Men det var et rart minde, så hvorfor ikke?

Tanken om at skulle arbejde på slottet var helt sikkert fristende og lokkende, men hun ønskede blot at være del af noget større end hvad hun kunne udrette lige nu. Det var ikke alle, der ville tage imod hjælp, medmindre hun virkelig talte sin sag. Selvfølgelig var hun engel, men alle engle kunne få sorte vinger med tiden, så folk frygtede det også lidt. Det var en mulighed for at hjælpe flere og få folk til at stole på hendes evner. Hvorfor dog takke nej? Desuden så havde hun ingen problemer med at starte et andet sted, da hun efterhånden var van til at intet ville vare ved. Der var altid noget, der kunne ødelægge freden, hvis man ikke kiggede sig over skulderen konstant. Hun smilte blidt til Elizabeth, som hun nikkede og ikke kunne skjule glæden i hendes øjne. Det var tydeligt, meget tydeligt og hun kunne da også kun lige holde sig fra at omfavne den kære prinsesse. Det betød meget, at prinsessen ville sætte sin lid til hende. En større ros fandtes ikke. "Jeg vil ikke svigte Dem" forsikrede hun med et kærligt smil, som hun foldede hænderne foran sig og stadig ikke kunne fjerne det klare smil på hendes læber.

Hun kunne ikke lade vær med at grine let af Elizabeths ord, uden at være fornærmende, som hun nikkede til hendes ord. Ingen skulle modsætte sig gudernes vilje og hun ville bestemt ikke være en der ville forsøge det. Camelia havde jo intet imod at skulle hjælpe slottets beboer og muligvis være en del af noget større, når det kom til at hjælpe resten af landet. "Det vil blot glæde mig, at adlyde og arbejde for Dem" sagde hun let, som hun lod hænderne glide langs med kjolens stof. Det gav hende næsten kuldegysninger, som hun stadig smilte for sig selv. Hun kunne ikke være andet end taknemmelig, vel? Desuden så var det jo ikke nødvendigt for hende at være på slottet, når hendes familie muligvis skulle være der. Som healer var det vel ikke nødvendigt at tilse arrangementer.

Det virkede næsten sorgmodigt, som Elizabeth ikke ønskede at være i denne situation. Det virkede næsten forkert at spørge ind til det, når hun tydeligvis kunne fornemme på hende, at hun gerne ville se verdenen fra en andens synsvinkel. Hun lod dog emnet falde til ro, da det ikke var op til hende at plage hende mere med eventuelle drømme. Camelia nikkede dog til de sidste ord, som hun lod blikket glide ned på hendes mave. "De går en smuk tid i møde, Deres Højhed" forsikrede hun hende, som hun nikkede mod maven.

Som Elizabeth bragte det på banen, lod Camelia blikket glide mod himlen. Hun havde ret, hun kunne umuligt blive udenfor slottets mure særlig længe, uden at de ansatte ville lægge mærke til det. Det var sikkert bedre at lede hende tilbage til slottet. Hun rejste sig roligt op og tilbød en hjælpende hånd til Elizabeth, som hun nikkede i respons. "Det ville være en dårlig start at gøre slottet bekymret for Deres udeblivende" lo hun let, som det helt sikkert ikke ville give det rette indtryk at lade slottet bekymre sig, når der intet var at bekymre sig om. "Jeg kan umuligt lade Dem vandre hjem alene, det ville være uhensigtmæssig for begge parter" som hun takkede ja til tilbuddet om at følge hende hjem. Da hun havde fået hjulpet Elizabeth på benene var hun nødsaget til at strække sine vinger, eftersom at hun havde lagt sig på dem, kunne de godt føles en anelse ømme og irriterende. De hvide vinger var mægtig og fyldige, samtidig med at de stadig formåede at lade solens stråler skinne igennem dem. Hun var efterhånden van til deres omfang og endte sjældent i problemer, når hun var nødsaget til at strække dem.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth så på Camelia med et blidt blik, det var ganske sødt, men det var en magisk og naiv forestilling af at verdenen kunne ændre sig. "Jeg ved ikke hvordan tingene præcis er hos elver folket, eller nogen anden familie.. Men så længe min fader lever, mine brødre eller min mand og hans fader, så har jeg intet at sige, så længe de siger noget andet, man kan foreslå ting, og prøvede at få det til at lyde som deres ide, men i sidste ende er det mandens beslutning.. Selv hvis min kære mand prinsen ønskede at jeg skulle have noget af ansvaret for opdragelsen, ville mine brødre eller vores fædre kunne sætte sig imod, hvilket jeg næsten er sikker på de vil.." sagde hun og sukkede stille. Det ville være et drømme senarie hvis hun fik lov til at danne sine børn. Dog turde hun ikke sætte forhåbningerne for højt op efter det.

Hun kunne ikke holde en mild latter tilbage, Camelia virkede utrolig glad for tilbudet og ja næsten måske for ivrig, ikke at det gjorde noget det var nu ganske kært, men måske i normale omstændigheder ikke så passende, men så var det heldigt at de kun var de to. "Det er jeg sikker på De ikke vil Lady Nimar" sagde hun med blid stemme, og et smil der ikke kunne undgå at blotte en smule af hendes tænder fordi hun forsøgte at undgå at grine. Hun måtte ikke helt tabe formerne og måtte jo derfor beherske sig en smule selvom det var yderst fristende bare at lade det hele være så naturligt at der kunne grines højlydt af sådanne ting. "Blot vær opmærksom på at de på slottet ikke nødvendigvis er lige så milde som jeg er.. Men lad Dem ikke skræmme.. Jeg er Deres primære fokus, hvilket betyder De ikke nødvendigvis skal behandle andre end jeg ud over dem De selv vælger selvfølgelig" sagde hun med et mildt smil over sine læber.

Ja det var sorgmodigt, men Camelia kendte jo heller ikke hele historien, jo hun havde ikke ville giftes med Troy op igennem hele hendes liv, men de blev det i sidste ende alligevel. Herefter havde hun så fundet ud af at Troy elskede en anden kvinde, en kvinde han havde et hemmeligt barn med, et barn hun aldrig ville kunne tale om hvor meget generede hende, for Troy havde tillid til at hun intet sagde til nogen, hun måtte bare acceptere at hun altid ville være den der stod på sidelinjen, en kvinde som stiftede familie af pligt, og ikke af kærlighed. Den kærlighed ville hun måske have haft mulighed for at finde hvis hun havde været født som en simpel borger, hun vidste dog at forholdene var nogen lunde de samme blandt adels folkene for der giftede man sig ikke bare med hvem som helst heller, men det var alligevel en tung byrde at bære. Hun nikkede dog blot, om ikke andet så ville hun da kunne elske sin børn som de ville komme løbende. Det kunne ingen da tage fra hende.

Hun tog roligt Camelia's hånd og blev hjulpet på benene, med et skævt smil så hun på hende "I så fald, kan man fortælle dem at De fandt mig og sendte mig retur til slottet, det ville ikke undre dem hvis jeg ikke var let at trække væk fra den smukke natur" drillede hun, det var ikke nødvendigt at være så nervøs for at Camelia fik en dårlig start, alle i hele kongeriget vidste at Elizabeth var en flyvsk fugl der ikke ville lade sine vinger klippe.

Elizabeth nikkede blot til det som Camelia sagde, det var også helt i orden, hun så ingen problemer i at skulle have Camelia ved sin side. Hun gik dog lidt væk fra Camelia og greb tøjlerne på hesten som hurtigt rejste sig lettere besværet fra græsset hvor den havde lagt og sovet den tid de havde været der. "Jeg sender folk efter Deres ting i Neligero, hvis De ønsker det kan de selv tage med vagterne og få pakket, hvis De ikke vil have folk røre ved dem.." foreslog hun, nu var Camelia jo healer for prinsessen hvilket også betød at Elizabeth skulle sørge for at der ikke skete noget med hende. Hun stod lidt og beundrede Camelia et blik der ikke gjorde nogen i tvivl om at hun var betaget af de smukke store hvide vinger "De er så smukke, Deres vinger" sagde hun stille og lænede sig kort ind imod hesten.

[Camelia Nimar]

Det var vel kun op til hende, hvordan det skulle foregå. I teorien var det hende, der skulle bære rundt på barnet i flere måneder, så havde hun ikke lov til at bestemme bare en smule omkring deres opvækst? Det var i hvert fald sådan hun selv så det. Men det kunne jo også være at de royale var bundet til andre forhold. Egentlig skulle hun ikke blande sig som tingene var nu. Derfor accepterede hun også Elizabeths ord med et smil på læben. "Så længe De har mulighed for at blande Dem lidt, så skal det nok gå" Det var tydeligvis ikke nemt at være prinsesse og da slet ikke af den stand. presset måtte være stort. Måske Camelia skulle være mere taknemmelig for hvad der var sket for hende, for intet lod til at være nemt i den almindelig stand.

Camelia burde muligvis skjule den voldsomme glæde, men siden hvornår måtte man ikke være taknemmelig og glad for de ting der skete i ens liv. Så længe det gik den rette vej, så kunne hun jo egentlig ikke brokke sig? Hun bukkede taknemmeligt hovedet, som hun ikke fjernede det smalle smil fra hendes læber. Det var langsomt ved at gå op for hende, at hun ville være nød til at flytte, men det var ikke noget der endnu havde ramt hende, der var måske for mange forandringer lige nu til at det var muligt? Advarslen var mere end velkommen, som hun helt sikkert skulle vænne sig til den nye omgangskreds og også skulle huske hvordan hun skulle opføre sig. Det var længe siden at hun havde været nødsaget til at være formel i en længere periode, så det var godt at blive mindet om en gang imellem. "Jeg skal nok være opmærksom på stemningen på slottet" forklarede hun roligt. Det var altid godt at måle stemningen før man kom med indskydelser og bekymringer.

Det var nødvendigt for Camelia at sikre sig, at hun kun ordentlig frem og at hun ikke overanstrengede sig, hvor det ikke var nødvendigt. Derfor var en hjælpende hånd ganske naturligt. Hun lo let at hendes forklaring, som hun nikkede. Der var rig mulighed for at komme med en anden forklaring, eftersom at de jo havde været alene, så ingen kunne vide det med sikkerhed. "Vi ser om det er nødvendigt" sagde hun roligt med et glimt i øjnene. Det var rart at prinsessen var med på sjov, men også stadig kunne påtage den rolle, som hun nu havde som prinsesse.

Camelia lod blikket hvile på hesten for en stund, som denne besværet kom på benene, før at hun lod blikket glide mod Elizabeth. "Jeg har enkelte urter derhjemme, så er meget skrøbelige, som dem ville jeg foretrække at hente selv, men ellers klager jeg ikke over en hjælpende hånd" sagde hun taknemmeligt. Urterne kunne være meget skrøbelige og specielt de planter, som hun forsøgte at gro i hjemmet for at have mere sjældne urter i nærheden, hvis en større behandling var nødvendigt. Medicin var også nemmere at brygge, når man havde ingredienserne lige ved hånden. Hun havde ikke lige forventet et kompliment, som hun kiggede sig over skulderen og vendte blikket smilende mod Elizabeth for at bukke hovedet. "Jeg takker, Deres Højhed" sagde hun med et kærligt glimt i øjnene. "Jeg er nu også selv blevet ganske glade for dem" lo hun let. Det havde været svært at vænne sig til i starten, men nu var det naturligt for hende.

Camelia foldede roligt vingerne på ryggen igen før at hun bevægede sig op på siden af hesten for at hjælpe hende op på hesten, hvis det var nødvendigt. "Har De brug for hjælp?" spurgte hun roligt, som hun ikke ville fornærme hende ved at spørge.