et besøg hos sin far.

[Camelia Nimar]

Camelia var lettere forbavset over hans reaktion. Hvordan kunne han ikke have lagt mærke til et lignende sår? Det måtte jo have betydet stor smerte og en del blod? Men det lod virkelig ikke til at Daisuke vidste hvad hun talte om. Selvfølgelig ville det også være svært at se arret, når det var placeret på ryggen, men havde det aldrig undret ham? Hun tog sig tid til at undersøge arret, det mindede mest om et kampsår fra et sværd. Men betød det at han var blevet angrebet bagfra? Hvor modbydeligt. "Jeg tror det stammer fra din død" forklarede hun roligt, som det jo måtte være grunden til at han var blevet engel. Mange engle rendte rundt med ar og lignende, som mindede dem om deres død og at de havde fået en chance mere i livet. Hun var nok den eneste, som ikke havde nogle tydelige ting eller spor på omkring hvordan hun var blevet dræbt eller om hun måske bare var faldet i hullet af sig selv? Camelia lo let, som han vendte hendes ord imod hende, hun kunne ikke lade vær med at smile, som hun bukkede hovedet let. Han havde jo ret, hun blev også ved med at tiltale ham med sir, men det var jo fordi han var ridder. Hun følte sig ikke selv viderligere speciel. Hun forsøgte at trække det i langdrag, i håbet om at han ville opgive at bede hende om at gøre det samme. "Jeg kan gøre et forsøg, Daisuke" smilte hun, som hun vendte sit fokus mod hans vinger i stedet. Hans latter fik hende til at smile mere, som hun fortsatte og lod hans vinger opføre sig som de nu ville. "De virker en anelse anspændt" forklarede hun stille, som hun lod sine hænder glide langs med hans rygrad. Hun nynnede let for sig selv, som hun følte sig tilrette også selvom han var fremmede, så behandlede hun ham muligvis mere som en patient end andre. Camelia var van til at nynne for hendes søster, når hun ikke følte sig godt tilpas og det fik ofte hende til at slappe af. Lige nu var det blot et øjebliks svaghed, som hun ikke selv lagde mærke til det.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke vidste faktisk ikke hvordan han var død. det sidste han huskede var at han var på mission med sin ridder og de bekæmpede nogle skurke men efter det var alt sort. navne havde dukket op i hans hoved men hvor de kom fra vidste han ikke. Daisuke så på hende og sukkede lidt. da han sukkede faldt hans vinger nærmest sammen.
"jeg ved ikke hvordan jeg døde."
han trak vejret dybt ind for at tage sig sammen. han mærkede hvordan hun mærkede på hans ar. var det virkelig så slemt siden hun mærkede på det. var det ikke bare et normalt ar? men Daisuke lod hende gøre hvad hun følte for. han lyttede blot til hendes nynnen og lukkede øjnene so vingerne rejste sig igen og viftede igen forvirret rundt. han var måske lidt anspændt. han så op på himlen og spurgte så roligt.
"da De døde... havde De så også glemt nærmest alt De før kunne huske?"
han var nød til at vide om hun havde også haft det sådan eller om han bare var et tilfælle. vis han var ville det nok ikke genere ham så meget men det ville det hellere ikke vis andre havde oplevet det samme som ham.

[Camelia Nimar]

Det virkede lettere besynderligt, men hun kunne heller ikke tillade sig at blive ved med at stille spørgsmål. Så måtte hun bare acceptere kendsgerningerne og nyde selskabet i stedet. Camelia fjernede hurtigt sine hænder, som vingerne langsomt sank sammen, hvilket fik hende til at bevæge sig foran ham for at se nærmere på hans kropsprog. Hun smilte svagt. Det var svært for nogle engle at huske, nogle værre end andre. "Det beklager jeg, Sir" lo hun let, som hun fangede sig selv i at kalde ham Sir igen. Dog var latteren ikke henvendt til situationen. Men ingen af dem kunne forandre fortiden, så han måtte bare få det bedste ud af det han nu havde. Camelia vendte dog sin opmærksomhed tilbage til vingerne, som hendes nynnen fortsatte.
Hun gik svagt i stå, da han stillede endnu et spørgsmål. Hun tog sig roligt tid til at overveje svaret også selvom det var nemt nok at svare på. "Jeg har ikke haft problemer med at huske min fortid." forklarede hun roligt, som hun smilte til ham. "Men jeg har haft svært ved at acceptere det. Når jeg blot forsøgte at hjælpe andre i nød" forklarede hun. Hendes stemme var blid og ren, som sne. "Det er meget forskelligt fra engel til engel. Nogle husker alt og nogle intet" forklarede hun mildt. Det var en naturlig ting. Det kunne jo være, at man blot havde behov for at glemme fortiden?

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så på hende da hun gik om foran ham. han smilte venligt. han var ret afslappet nu. hans vinger rejste sig op igen da hun kom foran. men de var ved at være mere rolig. de paskede ikke rigtigt lige så meget som før. sir igen. vel det var vel sådan det var.
"De skal ikke beklage. De kan jo ikke gøre noget ved det"
Daisuke så mod vingerne og da hun begyndte at svare på hans spørgsmål så han direkte mod hende. så hun kunne ikke acceptere den men huske den. han ville gerne acceptere det han ikke kunne huske. så hvad gjorde man her. han smilte varmt og vendte sig mod hende og sagde med en rolig stemme.
"ja De har nok ret. men istedet for at tale om noget man ikke acceptere eller har glemt så lad os tale om nuet. hvad vil de gerne lærer af mig?"
spurgte han og vidste ikke om det var et behov for at huske eller om det var dødens leg med ham. for han havde jo ikke nogle grund til at glemme en barndom med en venlig far og en væbners opvækst.

[Camelia Nimar]

Det var ikke svært for hende at fornemme at Daisuke så småt var begyndt at slappe af, hvilket blot fik hende til at smile yderligere. Der var ingen grund til at være anspændt i så fald kunne hun ikke mærke nogen fare lige nu. Og ville han ikke have advaret hende, hvis det var tilfældet? Hun bukkede roligt hovedet som et svar til hans konklusion. Muligvis ikke, men det påvirkede hende stadig en anelse. Smilet vendte roligt tilbage, som hun lo let for sig selv og studerede hans vinger. Det skulle ikke være noget problem at flyve med vingerne, men måske han endnu ikke havde haft modet til at prøve. Vingerne var i hvert fald ikke noget problem lige nu. Han skulle bare lige skubbes i den rigtige retning.
Camelia lo let af hans ord, som hun nikkede. Hun kunne ikke være mere enig med ham end hun allerede var. De kunne sagtens fokusere samtalen på noget andet og langt mere interessant. Hun lod sine hænder dale ned langs med siden, som hun stoppede op foran ham. "Ser De.." begyndte hun lavmælt. "Jeg har brug for at kunne forsvare mig, og siden De er ridder, så burde det jo være ganske naturligt, ikke sandt?" spurgte hun mildt, som hun selvfølgelig ikke ville presse sig på. Men hun havde flere gange følt sig usikker i visse situationen, så det ville give hende ro i kroppen, hvis hun rent faktisk kunne forsvare sig. "Selvfølgelig ikke med sværd, men noget småt" lo hun let. Et sværd ville være svært at skjule i hendes tøjsmag og det ville også give det forkerte indtryk, når hun skulle besøge patienter.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke var ganske rolig og da hun endelig talte om at hun gerne ville kunne forsvare sig tænkte han sig om. hvordan mon hun havde det med dolke? de var skarpe og de var små. Daisuke så på hende og smilte venligt.
"det kan vi godt sige. men så må det jo være en dolk De tænker på."
ja han var ridder og han var stadig ikke helt sikker på hvorfor. han havde jo glemt at han havde ofret sig til sin ridder. og på den måde var han jo død. han han smilte roligt og tog sit sværd op af skeden og rakte det til hende.
"ved godt det ikke er en dolk. men vis De kan beherke et sværd er en dolk ingen sag."
han ventede roligt til hun tog den og så ville han gå om bag hende og lagde armende om hende og holde i hendes hænder imens hun holdte i sværdet. han vidste ikke om de var at gå over hendes grænse man han ville vise hvordan man holdte om et sværd. Daisuke løftede sværdet sammen med hendes hænder og slap så. det var jo nok lidt tungt.

[Camelia Nimar]

Måske det var for meget at bede om, at blive oplært i forsvarets kunst, men det var virkelig hvad hun havde brug for, når hun bevægede sig udenfor slottet eller bare var nysgerrig. Sådan kunne man hurtigt ende i knibe, så der ville det helt sikkert være en god ting, at kunne forsvare sig. Hendes smil blev blot større, da han viste sig at være enig i aftalen. Dog lod hun til at overveje hans valg af våben, før hun nikkede. "Jeg vil være Dem evigt taknemmeligt, hvis De kunne hjælpe mig" sagde hun med et venligt smil, som hun lod blikket glide ned på hans sværd, da han tog det op. Hun var egentlig ikke så meget for at have våben i sine hænder, men det kunne jo ske, at det var nødvendigt. Så ville det være bedre at være forberedt i stedet for at flygte hver gang eller opgive sine værdier for at slippe ud af deres kløer. Hun nikkede roligt til hans ord, som hun var dybt koncenteret omkring sværdet, men sagtens kunne se hvad han mente. Måske hun bare skulle skaffe en dolk til næste gang de skulle mødes? Men lidt træning nu kunne heller ikke skade. Camelia tog roligt imod sværdet, blot for at mærke metallets vægt og se yderst forbavset ud, som hun undrede sig over, hvordan hun overhovedet skulle bevæge sig med sådan et tungt sværd. Heldigvis ville hun da have vingerne, men det virkede ikke smart lige nu. Hun lo let, som han bevægede sig op bag ved hende og greb fat om hendes hænder. Hun havde nu aldrig været så tæt på en mand før, men det lod til at hun formåede at håndtere det og faktisk ikke lod det påvirke hende. I stedet var hun alt for koncentreret omkring sværdet og hvordan hun mon skulle holde det. Da han begyndte at løfte i hendes hænder, fulgte hun blot med, som hun holdt øjnene på sværdet.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke gik om foran hende og smilte. han så på hendes hænder. hun holdte godt men det var måske lidt tungt for hende. han begyndte at tænke lidt om hvordan han skulle lærer hende det hurtigt. han så mod ynisti og tænkte på sin far.
"vis det er De hellere vil træne med dolke kan vi tage til ynisti. kender deres smed... ekstrem godt"
sagde han med et let grin. han kendte ham jo bedre end han kendte andre. det var jo hans far. Daisuke så mod hende og gik roligt over til sin hest og kiggede i sine tasker for at se om der var nogle dolke. men det havde han jo sjældent med sig når han havde sværdet med sig.
"hvad siger De? skal vi til ynisti?"
hans gule øjne virkede måske tomme men dum var han ikke. måske hun kunne lærer han lidt om flyvning imens de tog der hen.

[Camelia Nimar]

Det var lidt svært at bedømme om det nu også gik godt eller om hun gjorde det helt forkert, men så forventede hun også lidt at Daisuke ville sige noget til hendes holdning, som hun blot fulgte ham med øjnene, da han bevægede sig om foran hende. Hun smilte roligt til ham, som hun vendte blikket mod byen, for at følge hans blik, før at han begyndte at tale. Camelia nikkede roligt, det ville der da ikke være noget i vejen med, så kunne hun måske også skaffe et passende størrelse og ikke mindst vægt til hende selv. "Kun hvis De ikke har travlt med andre pligter" forklarede hun roligt, som hun indirekte sagde ja til spørgsmålet, men lige ville sikre sig, at han nu også havde tid til at tage sig af hende. Det var jo ikke nødvendigt at lære hende alt lige nu, de mest basale ting skulle nok få hende til at tænke og overveje sine træk for nogle dages tid. Hun sænkede roligt sværdet, som det var begyndt at blive al for tungt for hendes arbejde. Hun var ikke ligefrem trænet til at skulle holde et sværd og da slet ikke bruge det. Hun kiggede roligt på hans hest, som hun overvejede, deres transport til Ynisti. "På én betingelse.." lo hun let, som hun rakte ham sværdet igen, da hun var gået hen på siden af ham. Da han havde taget imod sværdet, lod hun hænderne glide hen over hestens pels, som hun kiggede op på ham. "At De flyver noget af vejen, så skal jeg nok tage mig af Deres hest imens" forklarede hun, som hun strøg den over mulen og afventede hans svar.

[Daisuke Dragbon]

han så roligt på hende. som hun kom med sværdet. han tog det roligt med en hånd. han var jo van til dens vægt. han lagde den i skeden igen og så mod hesten der roligt lukkede øjnene halvt i nydelse over at blive nusset. Daisuke grinte lidt og nikkede så.
"jeg har intet andet for. det er min fridag. og jeg havde allerede planer for at tage til ynisti. men De må lige forklare mig en ting.... hvordan flyver man?"
han så mod vingerne der var meget mere i ro ind da han fik dem. der havde de flabret rundt og var ude af kontrol. han vidste jo ikke noget om dem og slet ikke hvordan man fik dem til at løfte en som man ville ha dem til. måske hun kunne forklare ham det.

[Camelia Nimar]

Camelia havde altid elsket dyr og havde da også haft sin egen hest på et tidspunkt, men ham havde hun aldrig fundet igen, siden hendes død. Hun håbede blot at han havde haft muligheden for at stikke af. Men det gjorde også at hun var mere van til dyr, hvad enten de var store eller små. De fleste dyr kunne godt lide efter, eftersom at hendes aura var rolig og afslappet. Hun havde jo også været højelver og hendes aura som engel havde ikke forandret sig særlig meget, kun til det mere positive. Hun nød også dyrs selskab, for dem kunne man hurtigt læse, hvis de havde andre meninger om dem de omgav sig med. Der var sjældent så mange hemmeligheder. Hun smilte lidt til hans svar, som det jo passede fint, men ikke kunne lade vær med at grine svagt også. "Vi tager en ting af gangen selvfølgelig" forklarede hun med et smil, som hun lod blikke glide mod byen. Der var muligvis ikke særlig langt, men det kunne godt tage noget tid, hvis han skulle lære at flyve først, men det ville sikkert være det værd. "Først skal De sprede Deres vinger, så De kan få en fornemmelse af Deres omfang" forklarede hun roligt, hvorefter hun tog lidt afstand til hesten for at vise ham, hvordan han skulle gøre, men så han også kunne få en fornemmelse af det.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så på hende da hun grinte. ja det var vel lidt sjovt. han så mod sine vinger og fik langsot spredt den ene ud efter hun vidste hvordan hun gjorde. det gik lidt langsomt da han ikke helt havde styr på dem eller hvordan de føltes. han kiggede nu mod den anden og da den bevægede sig ud af bevægede den anden sig ind igen uden han opdagede det.
hesten så forvirret på Daisuke som han ikke spredte dem på samme tid. den forstod jo heller ikke hvad han skulle med vinger når han havde den. Daisuke så nu mod den første igen og sukkede da han så den var foldet ind igen. han trak vejret dybt og skulle til at opgive da han nøs. og i det han nøs foldede vingerne sig ud og blev ude. som var de i chok. men det var jo en sjov måde at åbne vingerne på. han så nu fra vingerne til hende og smilte lidt fjoget da det nok havde set lidt sjovt ud.
"sådan kan man vel også gøre det" sagde han med et lille grin

[Camelia Nimar]

Det var jo blot en demonstration, men hun havde egentlig ikke troet at det ville være svært. Selvfølgelig kunne hun ikke placere sig selv i hans situation, eftersom at hun havde været nød til at tage sine vinger i brug fra første dag, ellers havde hun nok stadig været fanget i hullet. For hende var hendes vinger hendes frelserer, også selvom de var en del af hende. Hun fulgte roligt med ved siden af hesten, som han forsøgt at sprede sine vinger. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, da den først vinger bevægede sig tilbage. Camelia havde svært ved ikke at finde det sjovt, men det lykkes hende at bevare sit ansigtsudtryk fra før.
Det kunne sagtens tage tid at kære, når han jo havde haft dem bundet mod sin ryg i længere tid og derfor ikke var så afhængig af dem, som han kunne blive. Hun ville helst ikke gå så meget, medmindre hun var sammen med andre, så havde hun ikke noget imod det. Vinger var den hurtigst måde at komme fra a til b. Hun endte med at holde sig for munden, da han lige pludselig nøs og endte med at folde sine vinger ud samtidig. "Det var en alternative måde at gøre det på, ja" lo hun let, som hun dog bevægede sig tættere på ham for at studere hans vinger, imens at de var spredt ud. De skulle ikke være noget problem at flyve med dem. Hun smilte efterfølgende, som hun demonstrerede næste skridt. "Prøv at bevæg Deres vinger op og ned, forestil Dem, at De slår Dem ned mod jorden" forklarede hun roligt. Hun lod dog ikke hendes vinger lette med hende, da hun ikke brugt helt så meget kraft, som det ville kræve at komme op i luften.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke kunne godt forstå det var sjovt. vis han havde set på det havde han nok også grinet noget. han så på hende som hun studerede hans vinger. de var nok ikke så stærke og udholdene som hendes da hun havde brugt dem mere end ham sikkert. Daisuke så på hende som hun demonstrede hvordan. han så grundigt på hende og prøvede så som hn sagde at forestille sig at vingerne rørte jorden. men da han endelig fik dem til at bevæge sig. bevægede de sig ikke på samme tid ned af. hvilket fik ham til at falde ned på numsen og han sukkede lidt og rejste sig så igen og prøvede igen. denne gang lidt bedre men stadig ikke på samme tid.
"Vingerne er nogle drilske nogle" tydeligt at han ikke havde haft dem så længe og ikke havde brugt dem nok. men de havde været noget ustyrlige for ham.

[Camelia Nimar]

Camelia forsøgte at give ham det plads som var nødvendigt for ham at føle sig mere sikker på situationen. Det virkede dog ikke som om at han var helt sikker på sine vinger endnu, men heldigvis så det ikke ud til at han bare gav op, så hun lod vær med at kommentere på det. Men lod han blot arbejde på det. Hun forsøgte ikke at grine, da han faldt på røven også selvom det så morsomt ud, så lignede hun mere en der var bekymret for at han måske havde slået sit i stedet, nu hvor han ikke var van til det. Det havde da også givet hende nogle blå mærker, at skulle lære at flyve, men sådan skulle det åbenbart bare være for de fleste. "Jeg havde også problemer, men var også i en anden situation, så jeg lærte det hurtigt for min egen skyld" forklarede hun, som hun tilbød sin hånd for at hjælpe ham op på benene igen. "At være fanget i et dybt hul var motivation nok, så måske De bare mangler noget motivation?" spurgte hun roligt, som det jo kunne være at det ville hjælpe ham på vej. "Kunne De ikke bruges Deres vinger til en fordel, som Ridder?" spurgte hun roligt, for at spore sig ind på noget motivation.