et besøg hos sin far.

[Camelia Nimar]

Det var svært at vide hvordan hun kunne hjælpe ham, hun havde ikke selv nogen erfaring med at konfrontere forældre. Hun var nok den værste at spørge om råd eller tilbyde hjælp, men hun kunne ikke bare lade ham møde hans far alene. Camelia ville gerne tilbyde den støtte hun kunne, men ville det overhovedet være nok til at berolige ham? Hun fulgte roligt efter ham, usikker på, hvor de skulle hen, da hun aldrig havde haft behov for at besøge en smed, men det var nu den eneste mulighed hun havde for at få våben der ville passe til hendes egen styrke. Samtidig med at det også skulle være behageligt for hende overhovedet at bære rundt på våben, ikke sandt? Tanken fik hende til at rynke på brynene, som det blot blev tydeligere, da Daisuke valgte at stoppe op midt i det hele. Camelia lod roligt blikket glide videre for at se om der var noget i vejen, men hun kunne ikke rigtig få øje på noget, der skulle volde problemer. Hun kunne godt fornemme at de var ved smeden, med alt det udstyr og lugten af metal. Hun vendte dog sin fokus mod Daisuke, da han talte. Hun fik et medlidenheds blik i øjnene, som hun gik op på siden af ham, før at hun stillede sig foran ham og greb fat i hans hænder. "De er ikke alene om det" forklarede hun roligt, som hun gav hans hænder et venligt klem. "Jeg er her også, så hvis Deres fader har yderligere spørgsmål, som De ikke kan svare på, så vil jeg gøre mit bedste for at besvare dem." sagde hun med et venligt smil. Hun havde ikke tænkt sig at efterlade ham til sig selv, medmindre det var det han ønskede, så kunne hun godt vente udenfor. "De har mere mod end jeg, jeg har endnu ikke turde konfrontere mine forældre, de tror jeg er død og der er gået 10 år, men hvis De har modet til at snakke med Deres fader, kunne jeg måske også finde mod til at snakke med mine forældre?" forklarede hun roligt, som hun lod blikket glide over hendes skulder for at spejde ind i smeden, mon der overhovedet var nogen hjemme på denne tid? Mon han havde travlt og ville de forstyrre hans arbejde? Nej, selvfølgelig ville han tage sig tid til sin søn.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke stod som stivnet til hun tog hans hænder. han så ned på dem og så op på hendes øjne og lyttede roligt. ville hun virkelig hjælpe ham med at møde hans far. han sank en klumb og nikkede så. han så mod smeden og lugten mindede ham om timerne han trænede med våben. han så på hende da hun talte igen.10 år uden forældrene. det måtte være svært at være væk så længe. han havde tit besøgt sin far imens han havde været væbner.
"jeg gør det" sagde han og smilte til hende for at sige at hun også kunne så. han tog roligt sin ene hånd til sig og holdte hende i den anden som han gik ind mod smedens indgang til hjemmet. han åbnede roligt døren og bankede på døren og sagde højt og tydeligt.
"Hallo? Fader er du her?" lød hans stemme.
"et øjeblik så kommer jeg" lød en ældre herres stemme inde fra huset.
der gik mindre end 5 minutter så kom en mand rød i hovedet og med en tyk forklæde på frem. han var rød pga has arbejde med ild. han så op på så ikke til at starte med vingerne eller Cam.
"DAISUKE?! min søn" sagde han og skyndte sig hen og gav ham et kram da han opdagede vingerne. han tog daisuke på skuldrene og skubbede ham ud i en arms længde for at se om det var rigtigt.
"hvad i hele Ireno's verden har du dog foretaget dig? du er jo.... død!" han lød både overrasket og foragtet over at daisuke var en engel
Daisuke sukkede trist og han havde sluppet Cams hånd da han havde krammet sin far. han anede virkelig ikke hvad han skulle sige. måske Cam kunne afbryde og sige noget nu? det håbede han da han var i vildrede omkring alt dette.

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi hun bare ville efterlade ham til at klare det selv, hun ønskede også selv en støtte, når det blev hendes tur, men dertil skulle hun først finde modet eller en god ven, der kunne hjælpe hende på vej. Dog ville hun aldrig vende ryggen til nogen der havde behov for hjælp, så hun var der også for at støtte ham. Desuden så ville hun gerne se, hvordan Daisuke håndterede det, så hun eventuelt kunne forberede sig selv på noget lignende, hvis det da ikke blev værre af den grund. Hun gav hans hænder et sidste klem, som hun nikkede til hans ord og smilte opmuntrende. Hvis han kunne, så burde hun også kunne finde modet. Hun kunne jo huske det meste bortset fra hendes død, men det var sikkert ikke værd at huske, så egentlig burde hun ikke bekymre sig så meget, som Daisuke gjorde. Camelia smilte beroligende til ham, som han trak den ene hånd til sig, men holdt den anden, som de bevægede sig imod smeden. Hun ville ikke bryde ind pludseligt og lod derfor Daisuke føre samtalen, som hun så sig omkring og ventede på at hans fader ville dukke op. Stemmen afslørede en ældre herre allerede før at han trådte ind i rummet, og som han straks vendte blikket mod Daisuke, holdt hun sig bare lidt i baggrunden. Det ville jo være bedst, hvis han kunne klare det selv, ikke sandt? Derfor ville hun ikke bryde ind, men lod dem hilse på hinanden, som hun foldede vingerne tæt ind til hendes ryg, da manden nærmede sig Daisuke og gav ham et kram. Hun smilte en anelse, som hun godt kunne fornemme kærligheden og båndet imellem dem. Et bånd hun savnede selv.
Hun var lettere forbavset over hans reaktion, men lod faderen reagere, som han nu skulle. Mon ikke hendes forældre ville reagere på samme måde. Nej, hun kunne forestille sig at det ville være meget værre.. Hendes far ville sikkert beordre hende til at udpege gerningsmanden, heldigvis var det ikke en mulighed for hende. Camelia vendte blikket mod Daisuke, som hans fader havde reageret, men han stod fortsat bare mundlam og trist? Hun rømmede sig en anelse. "Jeg beklager, Sir, at De skulle finde ud af det på denne måde" forklarede hun roligt, som hun trådte frem fra sidelinjen og bukkede høfligt, som hun nu en gang havde lært for mange år tilbage. "Uden selv at have været der, så vil jeg tro, at Deres søn ofrede sig selv i en kamp, muligvis for at redde en af betydning" fortsatte hun med et rolig smil på læben, som hun lod blikket glide mod Daisuke. Hendes smil blev ikke mindre, da hun kiggede tilbage på faderen. Hun foldede roligt hænderne foran sig, som hun tog en dyb indånding. "Deres søn har fået en chance mere i livet, og allerede nu viser han sig fra en godhjertet side, så der er ingen bekymringer for at hans vinger skulle blive sorte" afsluttede hun roligt, som hun bukkede hovedet lidt igen. "Jeg har lovet Deres søn, at hjælpe ham igennem de nye omstændigheder, lære ham at bruge sine vinger frem for at gemme dem væk. De er meget nyttige, specielt for en ridder, som ham." Hendes blik gled mod Daisuke, som hendes kropssprog var afslappet og taknemmelig. "Navnet er Camelia Nimar, jeg er healer på slottet og har ligesom Deres søn var udefor et uheld, hvilket har resulteret i mine vinger" som hun afsluttede sin sætning, spredte hun let sin vinger, uden at sprede dem fuldt ud, blot nok til at de kunne ses på hendes ryg og ikke var skjult af hendes krop.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så mod Cam og smilte blidt til hende. hans far stod lettere mundlam da kvinden kom til syne. han havde ikke set hende og var lidt flov over ikke at ha set hende for grim var hun jo ikke og til at overse var hun heller ikke. Daisukes far så mod daisuke da hun sagde ridder.
"så din drøm blev alsår opfyldt Daisuke?"
Daisuke nikkede og havde ikke fortalt nogle at hans drøm var at blive ridder. hans far gik over til cam og så på hendes øjne med stor alvor. det kunne virke lidt skræmmende som ha stirrede ind i ens øjne. Daisuke så på dem og smilte faktisk. han kendte sin far og vidste hvad han lavede.

han lagde en hånd på cams skuldre og smilte lidt skævt.
"vis De siger det frøken Nimar så stoler jeg på de vil hjælpe ham godt igennem. han har nemlig aldrig været glad for nye uforusigelige ting. men så håber jeg også at han vil hjælpe dig når han kan" det sidste sagde han imens han kiggede på Daisuke med et alvorligt blik.
"det er faktisk en af grundene til vi er her Fader. Frøken nimar vil gerne lærer at bruge en dolk men ejer ikke en. måske du ville lave en til hende"
han så roligt på sin far og afventede hans svar. et blink og et smil var svar nok til daisuke som smilte til cam som tegn på at han ville hjælpe.
"frøken vis de vil komme med så jeg kan finde ud af hvordan deres dolk skal være kan jeg nok hjælpe." sagde faren og nikkede mod sin butiks smeje.

[Camelia Nimar]

Camelia var ikke helt sikker på, om hun skulle blande sig, men eftersom at Daisuke ikke vidste hvad han skulle sige, valgte hun at træde til, blot for at hjælpe ham lidt på vej eller i hvert fald ligge kortene på bordet. Det gjorde hende ikke det helt store, at hans fader havde koncentreret sig mest om hans søn, det var jo ikke fordi hun var der for at få opmærksomhed, hun var jo kun der for at give Daisuke støtte, når han havde behov for det. Hun virkede dog lettere forbavset, som faderen spurgte om Daisukes drøm var gået i opfyldelse. Havde han ikke fortalt ham det? Havde hun måske sagt noget forkert nu eller havde det været en hemmelighed? Hun følte sig lidt malplaceret, som hun ikke var sikker på, hvad Daisuke mente til at hun bare snakkede åbent om hans stilling. Hun lod dem dog dele et øjebliket før at hans fader lige pludselig vendte sig mod hende. Hun var lettere forvirret, som han gik over til hende og blot stirrede hende i øjnene. Havde hun mon gjort noget helt forkert? Camelia kunne ikke rigtig bedømme om det var godt at blive stående eller om hun måske skulle flytte sig, det kunne jo være, at hun var i vejen for ham? I sidste ende valgte hun blot at vente på en reaktion fra ham eller nogle ord, bare noget hun kunne reagere på.

Det var ikke ligefrem noget hun havde forventet, som hun fornemmede hans grove hånd på hendes skulder, men hun fjernede ikke blikket fra ham, men nikkede stille og roligt til hans ord. Camelia kunne sagtens mærke at hans hænder var van til at blive brugt til fysisk arbejde, noget som størrelsen på hans hænder også afslørede. Hun følte sig egentlig meget lille i hans selskab, også selvom hun var høj, hvilket kom fra hendes forrige liv, som elver. Hun kunne ikke rigtig lade vær med at smile af hans ord. Hans søn og hende havde jo allerede lavet en aftale om at hjælpe hinanden, hvilket hun var yderst taknemmelig for, så hun nikkede blot til Daisuke's ord. Det var jo deres egentlig formål med at være der. "Jeg ønsker ikke at være til besvær, hvis De har travlt, hr." forsikrede hun ham roligt, som hun sagtens kunne vente, så kunne de også bekymre sig om Daisukes træning først. Hun havde en smule svært ved at følge med i deres kommunikation, når de ikke behøvede ord til at vide hvad den anden mente, men det var jo bare forholdet imellem fader og søn, så det bragte også et smil frem på læben hos hende. Camelia vendte blikket mod hans fader, som hun nikkede til hans ord. "Jeg har selvfølgelig betaling med for Deres besvær" forsikrede hun ham roligt, som hun aldrig ville bede om at en mand gjorde sit arbejde gratis, de skulle jo alle leve på en eller anden måde, så det var kun fair at hun også betalte for dolken. Hun valgte dog roligt at følge efter ham, som hun kiggede sig over skulderen og smilte til Daisuke.

[Daisuke Dragbon]

Daisukes far smilte venligt til Cam, travlt han grite. "denne uge har været ret så stille. to heste sko og et sværd der skulle slibes" sagde han med den venlige gammel mands stemme. Daisuke så på Cam og smilte til hende da hun havde set lidt nervøs ud.
"min far har altid vidst jeg har drømt om at blive ridder. har altid set op til dem." fortalt han da hans far gik mod værkstedet. Daisuke havde ikke ville holde det hemmeligt men de tvar jo sket for nyligt at han var blevet ridder så han havde ikke nået det. så han håbede ikke hans far var sur.
hans far så på cam. "De for den til halv pris min pige, Daisukes venner er altid velkommen her" sagde han og gik ind i værkstedet for at finde forskellige håndtag frem så hun kunne prøve hvilken log bedst i hendes hånd.

[Camelia Nimar]

Det var svært at bedømme om han var en travl mand, men hun ønskede ikke at støde ham med hendes forespørgelse også selvom Daisuke havde været den, der havde bragt det på banen. Det lød dog ikke som om, at han havde haft voldsomt travlt, hvilket blot forsikrede hende om, at hun ikke var i færd med at forstyrre ham. Camelia nikkede roligt til hans ord, som hun tog ham på ordet, og håbede at han mente det. Det var en smule underligt at spørge Daisuke's fader om hjælp, mest fordi hun følte at hun kendte Daisuke og derfor ville hans fader ikke blot blive set som en smed, også selvom det var hans profession. Hun vendte dog blikket mod Daisuke, som han talte til hende. Hun smilte lidt af hans ord, som hun nikkede. "Det er også en ære, at kunne tjene sammen med andre riddere" forklarede hun med et blidt smil på læben, som hun vendte blikket mod hans fader. "Ligeså vel, som det er en ære, at De vil hjælpe mig med at lære selvforsvar" lo hun let, som hun aldrig havde tænkt på, at det kunne blive nødvendigt, men hun havde efterhånden oplevet lidt af hvert, så det var tilsyneladende en nødvendighed efterhånden. Camelia skyndte sig lidt at følge efter hans fader, som hun ikke var helt sikker på, hvad hun egentlig skulle. Hun var lettere forbavset over hans tilbud, men ville ikke være uhøflig og valgte derfor også at tage imod det. "Deres søn ser meget op til Dem" forklarede hun roligt, som hun dog ikke talte højt nok til at Daisuke ville kunne følge med, medmindre at han var fulgt efter dem, dog var hendes opmærksomhed rettet mod hans fader for nu. Hun fulgte med ind i værkstedet, og lod blikket glide over de mange redskaber, før at hun vendte blikket mod ham. "Hvor let kan en dolk gøres?" spurgte hun roligt, som hun lod blikket glide hen over de forskellige håndtag for at tage nogle op i hånden, som for at veje dem lidt med hendes egen forventning til en dolk og hvad hun kunne håndtere.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke smilte til Cam og nikkede. dog ville han ikke fortælle hende lige nu at han blev set ned på af de andre riddere pga han var engel og derfor ikke en hel race mere. han satte sig på en bænk og så på cam der fulgte efter hans far.
Daisukes far så på Cam da hun talte og smilte varmhjertet og nikkede "det er jeg glad for at høre De siger" han gik ind til smedjen og begyndte at smelte noget jern til at lave en dolk. han så på hende da hun spurgte om letheden. han gik over på en hylde med mange færdig lavet dolke og tog lidt op og fandt den han ledte efter.
"dette er nok den letteste" forklarede han og rakte hende den. den vejede det samme som et hovedtøj til en hest. ikke for tung ikke for let men lige tilpas. han tog en anden dolk og rakte hende den. den vejede meget mere "dette er den normale dolk folk køber" fortalte han så og så mod ilden der var igang med at varme jernet op til dolken. han kunne prøve at gøre den lettere men det var bare den fare for at den knækkede så han ville gerne være forsigtig med at gøre den for let.

[Camelia Nimar]

Camelia kunne ikke se noget problem i at være engel, andet end at hendes forældre nok ville rynke på brynene, når hun en gang fandt modet til at fortælle dem det og møde dem ansigt til ansigt. Men hun havde lært at være taknemmelig for den ekstra chance hun havde fået på livet. Nok var alt anderledes nu, men hun mente stadig at der var en fordel ved at være engel. Muligheder var faktisk uendelige, så længe at folk var åbne overfor det. Hun følte sig egentlig meget tilpas med sine vinger og ikke mindst med de fleste af dem hun var stødt på sin vej. Hun nikkede til hans fader og fulgte med, der var en speciel lugt over en smede, noget som hun sikkert ville kunne huske i noget tid, men hun var da også en smule fascineret over, hvad man kunne gøre med metal. Nok var hun ikke begejstret for våben og vold, men nu var det nødvendigt at kunne forsvare sig selv, så hun måtte kaste sig lidt ud i det.
Hun fulgte roligt med i hans færden, som hun ikke helt vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv, dog tog hun imod dolken, som han rakte hende og vejede den i hånden. Hun var en smule forbavset over, hvor let den rent faktisk var, som hun gav sig til at undersøge tykkelsen på bladet. Kunne det virkelig holde? Det var ikke fordi hun havde meget forstand på det, så hun var næsten nød til at lytte til ham. "Den virker utrolig skrøbelig" forklarede hun roligt, som han rakte ham den igen. Måske den ikke nødvendigvis skulle være let, men bare komfortabel? Camelia vendte blikket mod den anden dolk, som han rakte den til hende og lod hende veje den. "Dette virker mere rigtigt" lo hun let, som hun egentlig var på bar bund. "Hvad kan De anbefale? Jeg har virkelig ikke forstand på våben" indrømmede hun blankt og ville da helst høre hans mening, så hun også tog det rette valg i forhold til metal, udformning, vægt og styrke.

[Daisuke Dragbon]

han så nøje på hvordan hun holdte dem og smilte venligt. "ja skrøbelig kan den være, men den er vel lige så skrøbelig som en kvinde er" sagde han lidt i spørg, han vidste jo at kvinder var stærke når det galt familie. han tog den lette tilbage og hang den på plads og så på hende da hun prøvede den normale. han tog den stille og vejede den. "jeg kan måske lave noget der ligger midt imellem de to her" sagde han tænksomt og så på håndtaget. "dette er hellere ikke det rette håndtag til en kvinde hånd, jeres hænder er meget mindre end en mands og derfor skal håndtaget også være smallere så i ikke taber den." han stod lidt i sin eje tænksome verden som han gik over til en kasse og rodede den igennem for at finde et håndtag som passede til en kvinde, men det var svært når kvinder ikke var hans store sælgere. det var mest til kriger, ridder og unge drenge der ville være ridder. lige som Daisuke.
Ude for stod daisuke imens og trænede sine vinger i at flyve men han faldt tit ind i noget. hvilket gjorde folk avde samlet sig og så til og grinte lidt af ham. noget han ikke tog på sig da han gerne ville lærer disse vinger at kende..

[Camelia Nimar]

Det var en smule underligt, at stå med et våben i hånden, men det var jo efterhånden nødvendigt at hun kunne forsvare sig selv og ikke mindste forstod at bruge denne, derfor var hun også glad for at Daisuke var med på at ville lære hende nogle måder, hvorpå hun kunne forsvare sig selv. Selvfølgelig var det ærgerligt, at hun var nød til at have et våben, men denne form for kniv eller dolk virkede langt fra så voldsom og ekstrem, som et sværd ville. Det ville klart også være nemmere at skjule det lille våben frem for et sværd. Hendes blik gled tilbage mod ham, som han talte, hun nikkede en smule. Han havde nok ret, kvinder var skrøbelig, men havde de først familie at beskytte, så skulle ingen komme i vejen, det var sikkert. Camelia lod ham roligt tage de forskellige dolke, som hun så en smule tænksomt på ham, mon ikke han vidste mere om det end hende? Hun smilte fortsat, som hun nikkede let til hans ord, hun kunne ikke rigtig kommentere på det, da hun selvfølgelig ikke kendte hans evner, men hun tvivlede på, at det ville blive et problem. "Jeg er sikker på, at De har mere forstand på det end jeg" konkluderede hun med et venligt smil, som hun lod blikket glide over de forskellige redskaber og værktøjer, som han havde til hans rådighed. Det var en smule overvældende, men det ville sikkert være det samme med hendes hjem. Hvis andre fik øje på alle de ting hun havde og kunne bruge, så ville det måske også være meget? Hun lod ham roligt arbejde. "Jeg vil lade Dem få arbejdsro, og gå ud til Deres søn" forklarede hun med et venligt smil, som hun bukkede hovedet og drejede rundt for at finde Daisuke igen.
Hun var en smule forbavset, da hun så folkemængden tæt på shoppen og forstod ikke helt hvad det gik ud på, før at hun fik øje på Daisuke midt i det hele. Hun sukkede svagt for sig selv, som hun bevægede sig igennem mængden og kiggede på Daisuke. "De bliver nød til at abstrahere fra Deres tanker og blot koncentrere Dem om vinden under Deres vinger, lad vinden løfte Dem op." forklarede hun med et smil på læben, som hun faktisk valgte at ignorere menneskerne omkring dem.

[Daisuke Dragbon]

Daisukes far så mod hende og nikkede da hun sagde hun ville gå ud til daisuke. Daisuke hørte pludselig Camilias stemme og vendte hovedet mod hende. han så helt tom ud men det var han nød til for ikke at tage sig af folkemængdens latter. han så mod vingerne og nikkede så. han foldede dem helt ud og mærkede vinden. han havde kun tænkt at han skulle baske og baske men det skulle han ligefremst ikke ifølge camilia. han lukkede øjnene og mærkede vinden mod vingerne og begyndte at baske hårde slag. hvilket rasulterede i at han ko op men fløj skævt ind i en bygning.
han faldt ned igen og tog sig til hovedet. "det er meget nemmere uden dem på ryggen" sagde han irreteret og mente jo vingerne. han rejste sig igen og rystede slaget af sig og prøvede igen dog med samme rasultet men denne gang fløj han den anden vej og røg ind i bygningen

[Camelia Nimar]

Der var ingen grund til at Camelia blev inde hos ham, eftersom at han jo sikkert havde mere styr på at lave våben end hun havde, desuden så skulle han sikkert også have arbejdsro, så mon ikke det var nemmest at gå ud til Daisuke og lade ham få det? Alligevel kunne hun også fornemme på situationen, at Daisuke måske havde mere brug for hendes hjælp end han nogensinde ville have. Hun var der jo også for at hjælpe ham igennem det at skulle bruge sine vinger og ingen ville lære det på 5 minutter, hvis de blev ved med at arbejde imod hinanden, noget der var ganske tydeligt hos Daisuke desværre. Camelia selv havde været tvunget til at acceptere hendes situation, ellers havde hun nok fortsat været fanget nede i hullet midt i ingenting. Når først vingerne blev ens redning, så var det også nemmere at stole på dem, men måske Daisuke manglede yderligere motivation? "De bliver nød til at se vingerne, som en del af Dem selv" forklarede hun roligt, fuldkommen ligeglad med de mennesker der stod rundt om dem. Det generede hende ikke, men hvis de først gik for vidt, så ville hun nok åbne munden og beklage sig mere direkte. Hun kneb det ene øje sammen, da Daisuke fløj ind i en bygningen. Den mand havde ingen tillid til sine vinger? Måske hun skulle finde på en anden taktik? Hun stod lidt og tænkte, som hun samtidig lyttede til sine omgivelser og lo stille af hans ord. Han ville da umuligt kunne flyve uden sine vinger.
"De kan ikke flyve før, at de har accepteret Deres vinger, Sir Dragbon" forklarede hun endnu en gang, som hun vendte blikket bort, da han atter røg ind i en bygning. Det var klart, at hun skulle finde en anden fremgangsmåde for, at det overhovedet ville lykkes ham. Derfor valgte hun også at gå hen til ham, som hun rakte hendes hænder frem, som tegn på at han skulle placere sine hænder i hendes. "Kig på mig" forklarede hun med et smil, som hun spredte sine egne vinger og ventede på at han ville gøre det samme, mon ikke hun kunne bruge sine egne vinger til at holde ham mere stabil, det var i hvert fald et forsøg værd lige nu. Hun var mere van til at bruge sine vinger, så de var også stærkere i forhold til at Daisuke havde forsømt muligheden med hans vinger længe. "Vi gør det sammen, så vil jeg forsøge at være modvægt indtil De har fundet balancen" forklarede hun med et smil, som hun nikkede roligt til ham, før hun selv lod sine vinger baske svagt i luften, blot indtil at han ville følge hende og gøre hende efter.

[Daisuke Dragbon]

acceptere vingerne var en ting. at finde ud af dem var noget andet. det kunne nok tage lang tid Daisuke så på hende da hun bad ham om det. han så på hende og lagde sine hænder i hendes og begyndte at gøre det samme som hende. måske bare lidt mere besværet. han så på hende med rolige øjne og da hun bagyndte at baske baskede han da også. men ikke så fint som hende. hans var mere barsk og voldsome. pludselig hørte man en hoste.
det var daisukes far der var kommet ud med et håndtag i hånden og uden dolken i og så på cam. "måske De lige kan prøve at holde dette håndtag i hånden frøken" sagde han og rakte det til cam da han skulle vide om han skulle gøre det mindre til hendes hånd.
Imens baskede Daisuke med vingerne for at få dem til at gøre det på samme tid. det tog vel nok tid at lærer som når man lærte at gå.

[Camelia Nimar]

Det kunne godt være, at Daisuke allerede havde taget det første skridt imod at komme videre, men noget kunne også tyde på, at han endnu havde langt igen. Desværre for ham, så kunne det godt gå hen og blive en større udfordring, måske den største han var stødt på indtil videre. Men Camelia havde lovet ham, at lære ham omkring hans vinger og ikke mindst det at være engel, så hun havde ikke i sinde at ændre mening eller løbe fra sit ansvar. Camelia smilte venligt til ham, som han tog imod hendes hænder. Måske han i virkeligheden havde brug for at koncentrere sig og menneskemængden var måske ikke ligefrem noget der var godt for hans koncentration, men lige nu kunne hun ikke gøre noget. Folk var jo velkomne til at gå og færdes hvor de ville, så ingen af dem havde muligheden for at bede folk om at gå og finde noget andet at lave. Derfor valgte hun også at holde sit fokus på Daisuke for nu, som hun betragtede hans bevægelser og kropssprog. Det var klart, at han havde en anelse opfattelse af sine vinger. "Der er ingen grund til at De bruger så mange kræfter på at baske med Deres vinger" forklarede hun med et smil, som hun så sig over skulderen og henviste til sine egne vinger. De var jo kommet lige vidt og derfor var det da tydeligt, at Daisuke ikke behøvede at bruge så mange kræfter på at bevæge sine vinger. "Hvis De bruger alle Deres kræfter på at flyve, så har De jo ikke energi til at kæmpe for vores land?" spurgte hun en smule ledende for at forklare ham, at det var spild af energi at gøre så stor en indsatsning for det.
Dog vendte hun blikket væk fra Daisuke, som hun fornemmede, at nogen forsøgte at få hendes opmærksomhed. Hun var en smule overrasket over at se Daisuke's far, indtil at hun fik øje på det håndtag han havde i hånden. Hun vendte blikket mod Daisuke og gav roligt slip i hans hænder. "Lad vinden bære Dem" sagde hun afslutningsvis, som hun landede på jorden igen og vendte sin opmærksomhed mod hans fader i stedet. Hun så mod håndtaget og rakte hånden ud mod det, som hun tog det i hånden og roligt lod det glide ind imellem hendes fingre. Hun vejede det let i hendes hånd og nikkede til Daisukes fader. "Det er langt bedre end de andre, det føles næsten behageligt i min hånd" forklarede hun med et smil på læben. Som hun strøg fingrene over materialet og vejede det endnu en gang. Hun rakte ham håndtaget tilbage igen, som hun nikkede venligt til ham. "De er tydeligvis den rette at spørge om hjælp" sagde hun med et smil, noget hun da også mente, eftersom at det ikke var sikkert, at alle ville tage hendes hånd og styrke med i udregningerne af dolken. Men det lod til at Daisukes fader lå en del arbejde i det, hvilket blot fik hende til at smile. Hun vendte sig efterfølgende om for at betragte Daisuke i håbet om, at han da var kommet en smule nærmere mængden af styrke i hans vinger.