Trust your heart

[Camelia Nimar]

Det havde nu ikke været hendes mening, at hun ville frarøve ham hans søvn, men det var tydeligvis hvad der var sket, uden at hun kendte årsagen til det. Så følte hun i hvert fald at det måtte være hendes skyld. Hun havde bragt sig selv i fare og nu var han blevet en del af det. Camelia nikkede dog roligt til hans ord, som hun godt kunne forstå, hvorfor de ikke begge kunne sove på samme tid. Dog bekræftede han hende også i, at det var hendes skyld, som hun så lettere undskyldende på ham og helt sikkert bebrejdede sig selv for natten og hans mangel på søvn. "Sov De bare, jeg har fået den søvn, jeg havde behov for." sagde hun med en rolig stemme, som hun lod ham ligge sig ned imens at hun rejste sig op for ikke selv at falde i søvn af at kigge på ham sove, også selvom hun havde fået søvn nok, så kunne man jo aldrig vide. Hun nikkede lidt til ham, som hun var klar på at vække ham om en time. Camelia bevægede sig hen til vinduet, som hun begyndte at kører fingrene igennem hendes hår, mest for at ordne det og for at slippe for knuder. Hun nynnede stille for sig selv, som hun så ofte havde gjort for hendes søster den gang for at berolige hende, så hun kunne sove. Camelia kørte fingrene igennem hendes hår, som hun løsnede knuder og på den måde fik redt det igennem. Håret var i forvejen svært at holde med alle de krøller, derfor valgte hun også at flette det. Hun flyttede sig hen på en stol for at sidde ned, før at hun begyndte at flette det. Det var efterhånden meget nemt og hun bevægede ikke rigtig vide hvad hun lavede, da det kunne tolkes som lidt af en vane. Da hun var færdig, bandt hun en snor rundt om for at lade fletningen ligge langs med hendes ryg. Det gik hende næsten ned til røven, som snorene dog fortsatte længere ned, da de var en anelse længere. Hun lod blikket glide over mod Witchboy før at hun kiggede udenfor, mon der var gået en time med hendes hår? "Witchboy?" kaldte hun roligt, som hun var ret sikker på, at den første time måtte være gået og måske endda mere, som hun havde glemt tiden lidt og havde været mere koncentreret omkring hendes hår.

[William Witchboy]

Witchboy havde brug for mere en times søvn men det var nok til at han havde kræfter nok til at gå til den nærmeste by og om nødvendigt kæmpe men efter det havde han virkelig brug for at sove igennem og da Camelia kaldte på ham vågnede med det samme og han tog sit sværd som ikke var der og sagde bekymret tone "har de fundet" han var klar til at kæmpe selvom han ikke havde nogen våben og han så forvirret med forventningen at se flere af dem som havde angreb dem

[Camelia Nimar]

Det var svært at fornemme tiden, når man ikke rigtig havde mulighed for at beskue himlen og solens bevægelse inde fra hytten. Hun turde dog ikke at bevæge sig udenfor, ikke før at hun vidste, at hun ville være i sikkerhed for den ballade hun havde skabt for dem begge to. Samtidig så havde hun også lovet ham, at han kunne sove lidt, og hvis hun pludselig forsvandt ville han måske vågne og ane uråd, måske endda tro at der ville være noget galt? Det kunne hun ikke rigtig have på sin kappe og da slet ikke når han havde været så flink ved hende indtil videre. Hun ville være ham evigt taknemmelig for alt det han havde hjulpet hende igennem, men samtidig ville hun også skulle bruge tid til at komme over det. Al den ballade var en smule uvant for hende. Hun fik et mindre chok, da han pludselig greb ud efter sit sværd, blot fordi hun havde kaldt på ham. Havde trætheden fået ham til at glemme alt om det faktum, at han havde bedt hende om at vække ham efter en time. "Nej, de har ikke fundet os." forsikrede hun ham roligt med et smil på læben, som hun atter rejste sig op igen og gik hen til vinduet for at få en fornemmelse af hvad der foregik udenfor. "Har De fået nok søvn?" spurgte hun med et smil, som hun egentlig gerne ville langt væk fra den fare, der sagtens kunne lure rundt om næste hjørne. Hun ville helst tilbage til slottet, hvis hun kunne komme det. Mon ikke det undrede flere, hvor hun blev af?

[William Witchboy]

Han rystede let på hovedet mens han rejste sig helt op af sengen og sagde "det var godt" han havde stadig været i hans kamp tankegang da hun kaldte på ham så han havde forventet at hun var i fare og gik over til hende ved vinduet og sagde venligt "nok til at komme til den nærmeste by og en kamp hvis det skulle blive nødvendigt men hvordan klarer du det hele" han spurgte hende så han var sikker på hun ikke var ved at gå i panik hvis de kom i endnu en kamp han havde set hvor slemt det kunne gå hvis nogen gik i panik under en kamp og han så ud gennem vinduet og lagde mærke til nogle mørke skyer og han begyndte at smile lettere ondt og sagde nysgerrig "sige mig Camelia langt væk er den nærmeste by og hvor hvad for en retning lægger den" han var ved at lave en plan i sit hoved han gættede på de folk som var efter dem holdte godt øje med himlen eftersom Camelia kunne flyve og hvis de kendte området godt hvad han gættede på de gjorde ville de ikke være mere et par hundrede meter mellem vær gruppe efter deres sidste par møder så det gjorde det meget svært for dem at komme væk men de skyer var et et tegn på en meget stærk snefald var ved at begynde stærkt nok så man nok ikke kunne se mere end ti meter væk tyve hvis man havde noget stærkt lys og det ville være livsfarligt at gå ud i den slags vejr hvis man ikke vidste hvad man var oppe imod noget men det gjorde han så de havde den perfekte måde at komme væk der fra men det ville blive hårdt

[Camelia Nimar]

Det var svært at bedømme situationen, men hun ville ønske at de i det mindste var i sikkerhed, så hun ikke behøvede bekymre sig over at møde fjenden igen. Hun havde mildt sagt ikke lyst til at skulle slås igen, og var da langt fra villig til at skulle slås i sidste ende. Hun var jo ikke ligefrem bygget eller født ind i den slags miljø, så det passede overhovedet ikke til hendes personlighed. Camelia lod ham få plads, som hun bevægede sig over til vinduet for at kigge ud. Hun havde ingen ideer om hvornår hun ville komme hjem eller hvordan for den sags skyld. Hendes vinger kunne hurtigt vække opsigt, og næppe på den gode måde, efter de hændelser, der var foregået de sidste par timer. Hun vendte blikket mod ham, som han talte og også fik rejst sig op igen. "Forhåbentlig vil det ikke blive nødvendigt med en kamp" fastslog hun roligt, som hun ikke havde i sinde at lede efter en kamp og hun ville da også helst gerne undgå den slags, hun havde set rigeligt i den forbindelse. Hun smilte svagt, som han spurgte ind til hendes tilstand eller sikrede sig at hun i det mindste var ved sin fulde fem og måske endda klar til at komme videre? "Jeg klarer mig" forklarede hun roligt, som hun atter kiggede ud af vinduet. Egentlig ville hun gerne hjem, men hun var lidt i tvivl om vejret muligvis ville komme i vejen for deres rejse. "De behøver ikke være bekymret for mig, jeg er bare lidt uerfaren" lo hun let, som man ikke ligefrem kunne kalde hende øvet indenfor den slags situationer. Men hendes kræfter var også vendt tilbage, så hun havde en chance for at kunne gøre modstand, men også hjælpe til, hvis dette blev nødvendigt. Hun rynkede let på brynene, som hun ikke helt kunne forstå, hvad han mon tænkte på og da hun vendte blikket mod ham, gav hans ansigtsudtryk slet ikke nogen mening. "Det burde ikke tage mere end en time at ramme den nærmeste by, vi skal blot forbi søen eller udenom denne" forklarede hun roligt, som hun egentlig godt vidste, at det måske ville lede dem tilbage af sammen vej, som de var kommet, men det var lige det eneste hun kunne komme i tanke om, så mon ikke det var godt nok?

[William Witchboy]

Han så på hende og sagde "det håber jeg også på derfor er min plan at vi prøver at gå i den store snefald det vil blive farligt men der er mindre chance for de vil opdage os de vil også nok prøve at lyse op så de kan bedre se længere væk men vi ville kunne se lyset langt bedre så vi vil blive advaret i god tid men det vil blive meget koldt og hvis vi går i den forkerte retning vil vi højst sandsynligt dø af kulden" og han lagde roligt en hånd på hendes ene skulder og sagde meget venlig "det er desværre den mest sikre måde vi kan komme ud af denne Trix-pine jeg forstår hvis du vil forblive her jeg skal nok sørge for nogle kommer her ud hvis når jeg kommer til byen" han vidste godt at han skulle sige hvis han kom til byen han vidste godt der var ikke de store chancer for han klarede det men han måtte prøve og han sagde smilende "se på den lyse side du får masser af det her"

[Camelia Nimar]

Det var lidt svært at finde ud af, hvad der egentlig ville være bedst, selvfølgelig ville hun ikke have noget imod at vente der til det hele var overstået, men det kunne jo også ske, at de ville vende tilbage. Måske de endda ville falde over hytten og finde dem, hvis de blev der? Tanken om at støde ind i de mænd igen, passede ikke lige til hendes forestilling om at komme hjem snart. Hans forklaring lod ikke til at berolige hende yderligere, fordi han begyndte at tale om, at de kunne fryse ihjel, hvis de begyndte at gå den forkerte vej. Hun rystede svagt på hovedet, som hun var midt i en tankestrøm. Hendes blik hvilede på ham, men hun kiggede kort på hans hånd, som han lagde denne på hendes skulder, hvilket også fik hende til at kigge ham direkte i øjnene. Derefter begyndte hun atter at ryste på hovedet. Ikke tale om at hun havde tænkt sig at blive der alene. "Jeg vil hellere følges med Dem, end at blive overladt til mig selv her" forklarede hun roligt, som hun ikke mente det var en god ide, at hun blev tilbage og da slet ikke at han valgte at gå selv. Hun kunne altid finde en måde at holde sig selv varm på, ved hjælp af hendes vinger, ellers havde hun også andre magier, som ville kunne bruges til at få varmen, så længe det ikke tiltrak de forkertes opmærksomhed. "Ville De have noget imod, hvis De havde mig med på slæb?" spurgte hun med et roligt smil, da hun egentlig følte sig mere sikker i hans selskab også selvom tanken omkring snestormen ikke virkede særlig lokkende, så havde han selv sagt, at det ville være det bedste at gøre?

[William Witchboy]

Han smilede venligt tilbage til hende og sagde ”du ville ikke være med på slæb eller på en måde ville du eftersom jeg vil bære dig men det ville være den bedste måde jeg kan se hvordan vi kommer ud af denne kattepine” det ville være mest praktisk at han bar hende eftersom hun ville ikke kunne få en nær så god fodfæste som ham med hans vægt og længere ben og så kunne hun bruge sine vinger til at give dem varme og hvis hun havde nogle magiske evner kunne hjælpe dem og han tog sin ulve skind kappe og smilede til hende og sagde venlig ”der er et gammelt ordsprog i min landsby som er når Roskov Lora og Trix spiller terninger vil de snyde så meget de kan” og hans kinder blev lilla og han kyssede hende på panden han vidste ikke helt hvorfor han gjorde det og han sagde hurtigt og lettere undskyldende ”vi må hellere komme af sted hop op på min ryg” og han vendte sig om og holdte sine hænder sammen så hun kunne nemmere og havde et sted at sidde

[Camelia Nimar]

Det var egentlig svært at se, hvor han var på vej hen med tingene, men så snart at han sagde det mere lige ud, begyndte hun roligt at rynke på brynene, han havde tænkt sig at bære hende? Hun lod til at virke lettere forvirret, men også genert over hans beslutning, måske hun godt kunne se hvorfor, men det var svært at forstå, hvor han valgte at tilbyde at bære hende. Var det nu også virkelig nødvendigt? "De er ikke tvunget til at bære mig" sagde hun med et venligt smil på læben, men måske han også havde mere forstand på det end hun havde? Man kunne jo ikke ligefrem sige, at hun var van til disse situationer, men så snart hun kom hjem igen, så trængte hun i hvert fald til noget ro og afslapning, måske et langt varmt bad, ville gøre godt for musklerne, så hun ville kunne slappe af igen og vende tilbage til arbejdet. Camelia lyttede roligt til hans ord, som hun trak let på smilebåndet, ville guderne ikke altid snyde i hvert fald disse guder. Hun så lettere forbavset op på ham, som han endnu en gang valgte at lade sine læber mødes med hendes hud, et kys mere? Camelia smilte blot taknemligt, også selvom hans forslag virkede en anelse voldsomt. "Skal jeg hoppe op på Deres ryg?" spurgte hun med et skævt smil, som ordene lød en anelse underligt for hende, hun valgte dog at gå om bag ved ham, som hun så situationen lidt an. Dog som han tilbød sine hænder nikkede hun lidt, da hun tydeligvis var nød til at tage imod hans hjælp. "De siger bare til, hvis jeg skal ned igen" forklarede hun roligt, som hun ikke gerne ville være en belastning eller hindring for ham.

[William Witchboy]

Han nikkede og sagde ”ja du har ikke nær så meget vægt så du vil ikke få nær så god fodfæste som jeg kan og med den snefald som er der nu er det et spørgsmål om tid før sneen er dyb nok så du vil have det svært at gå og hvis jeg bære dig har vi ikke det problem og så kan du bruge dine vinger til at holde os begge varme og bruge dine magiske evner til at hjælpe til eller holder øje med omgivelserne eftersom jeg er nødt til at koncentrere mig om hvor jeg sætter mine fødder men det er helt i orden hvis du hellere vil vente her det vil være mere sikker for dig at være her men du er nødt til at tage valget hurtigt tiden er i mod os” han så ud af vinduet og der var allerede en dyb lag af sne han så selv frem til at få en dejlig lang varm bad men han måtte først klare det her og han så på hende med de stadige lilla kinder og sagde ”og du vil ikke være en hindring for mig det har du ikke været i nu” og hans kinder blev meget mere lilla og han vendte ansigtet væk fra hende hvorfor havde han sagt det og han fik lyst til at slå hovedet ind i væggen og han ville have gjort det hvis han ikke var klar til at bære hende og hvis han gjorde det ville han have slået hul i hyttens væggen

[Camelia Nimar]

Det var en smule underligt, at han havde tænkt sig at bære hende, men som hun lyttede til hans forklaring, så gav det jo egentlig fint mening og fik hun først sat foden ud i sneen, så ville hun nok vælte. Det var ikke fordi at kulden tiltalte hende heller, men hun ville hellere hjem til slottet end at blive der natten over. Kulden kunne sikkert godt trænge igennem de tynde vægge og gøre hytten noget så kold om natten. Ikke ligefrem noget hun havde tænkt sig at vente på. Hun nikkede kort til hans ord, som hun overvejede det for en stund. Han havde ret og hun kunne ikke rigtig komme udenom det. "Jeg vil gøre mit bedste for at ingen af os fryser og holde vagt imens" sagde hun med et venligt smil, som hun nikkede let for sig selv. Hun havde egentlig aldrig tænkt over, hvor høj han var også selvom han var virkelig høj, så var det først nu, hvor hun skulle op på ryggen af ham, at hun faktisk tænkte over det. Camelia lo let for sig selv, som hun lagde mærke til hans kinder og lagde hovedet en anelse på skrå, før at hun gik hen til ham for at tage imod hans hjælp til at komme op på ryggen af ham. Hun slog automatisk armene rundt om hans nak uden at kvæle ham for at holde sig selv oppe, hvorefter hun lagde hovedet mod hans skulder og kiggede frem. "Jeg skal forsøge at være en flue på væggen" lo hun med et kærligt smil på læben, som hun helst ikke ville komme i vejen for hans bevægelse, så han fortsat havde mulighed for at bevæge sig forholdsvis frit med armene og overkroppen. Hun smilte let for sig selv, som hun foldede vingerne ud og derefter lagde dem omkring dem, dog kunne de ikke dække hele hans krop og nåede ham kun ned til lårene, samtidig med at hun undlod at ligge dem hele vejen rundt om ham, så han stadig kunne se og bevæge sig fremad. "Jeg er klar, når De er" forklarede hun roligt, som hun vendte blikket mod døren, de kunne jo ikke vente meget længere?

[William Witchboy]

"Godt lad os komme af sted" sagde han og han puttede ulve skind kappe ud over dem begge og han hev hætten over deres begge hoveder så de havde en smule mere beskyttelse mod kulden og han gik hen til hyttens dør og han sagde roligt "før vi går ud hvis du ser noget farligt i stedet for at sige det prik på den skulder som de eller det er og tale kun hvis det er nødvendigt" og han åbnede døren og en stærk vind ramte dem begge og slukkede ilden og han begyndte at gå i den retning at hun havde peget hvor den nærmeste by var og sneen faldt så tæt så efter et par meter var det umuligt for dem at se hytten

[Camelia Nimar]

Camelia nikkede roligt for sig selv, som hun ikke var helt sikker på, hvordan det ville blive at komme udenfor igen. Hun så sig kort over skulderen, før at han lod til at være klar til at de kunne bevæge sig udenfor. Hun gøs stille af tanken om den kulde, der nok ville vente dem udenfor. Hun nikkede roligt til Witchboys forklaring, som godt kunne se, at det nok ikke ville være særlig smart, hvis hun begyndte at råbe op eller for den sags skyld tale, når de jo helst skulle komme frem uden at blive opdaget. "Jeg forstår" sagde hun med en rolig stemme, som hun lagde hovedet mod hans skulderne og så frem. Som han valgte at åbne døren, dukkede hun sig automatisk tættere på ham, som kulden ramte hendes ansigt og fik hendes hår til at rejse sig på armene. Det var godt nok blevet koldt lige pludselig. Hun krøb roligt tættere på ham, som kulden klart bed i hendes hud. Hun forsøgte dog at holde hendes udbrud for sig selv, også selvom den voldsomme kulde havde overrasket hende en smule, som hun kunne mærke at Witchboy bevægede sig. Hun valgte at kigge frem for sig, for at se om hun kunne fornemme noget eller i det mindste holde øje med deres omgivelser for nu. Lige nu kunne hun virkelig godt bruge et varmt bad! Det var virkelig voldsomt..

[William Witchboy]

Witchboy var for koncentreret om ikke at træde forkert ikke at blive blæst omkuld af de stærke vinde når han tog et skridt eller gå i en anden retning som hun havde vist ham så han tænkte ikke over hvor tæt på hun var på ham så hvis han havde tænkt over det ville hans ansigt være helt lilla så da der var gået cirka en time så han ikke en svagt orange lys nogle meter væk fra dem og han begyndte at kunne mærke trætheden var begyndt at komme og han var ret sikker på at det ville være mere held end forstand at de noget til en by uden at han mistede en tå men de kunne ikke stoppe nu de måtte gå igennem det

[Camelia Nimar]

Der var ingen tvivl om at snestormen var blevet værre og at det ikke ville være nemt at komme frem, hvis de først begyndte at gå i den forkerte retning, men hun kunne ikke andet end at håbe, at hun viste ham den rette vej og at de snart ville kunne komme indendøre igen. Dog var hun en smule i tvivl om, hvilken by de helt præcist havde kurs mod, så længe der var en kro og et værelse, hun kunne låne, så ville alt faktisk kunne fungere. Camelia knurrede sig en anelse indtil Witchboy blot for at holde varmen. Hun gøs en smule, som hun havde lukket øjnene for en stund, blot for at få ro til hendes øjnene, samtidig med at hun følte at hun var ved at blive en smule stiv i blikket, det var rent faktisk ikke særlig behageligt. Da hun igen slog øjnene op fik hun også øje på lyset, som hun kunne fornemme håb om at de nok skulle kunne klare det. Hun baskede godt med vingerne for at ligge dem om dem endnu en gang. Hendes krop føltes kold, men hun var faktisk mere bekymret for Witchboy lige nu.